This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013PC0547
Proposal for a DIRECTIVE OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on payment services in the internal market and amending Directives 2002/65/EC, 2013/36/EU and 2009/110/EC and repealing Directive 2007/64/EC
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF
/* COM/2013/0547 final - 2013/0264 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF /* COM/2013/0547 final - 2013/0264 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. Baggrund for forslaget Begrundelse og formål Europas marked for elektroniske betalinger byder på store
muligheder for innovation. Forbrugernes betalingsvaner har allerede ændret sig
meget i de seneste år. Ud over det stadigt stigende antal kredit- og
debetkortbetalinger har den voksende udbredelse af e-handel og smartphones
banet vejen for nye betalingsmidler. Der er væsentlige fordele at hente ved
bedre markedsintegration og mindre fragmentering på dette område på europæisk
plan. Dette tiltag vil gøre det muligt for forbrugere og
handlende at udnytte det indre marked fuldt ud, især med hensyn til e-handel.
Formålet med forslaget er at fremme den videre udvikling af et EU-dækkende
marked for elektroniske betalinger, så forbrugere, handlende og andre
markedsaktører kan nyde godt af alle fordelene ved EU's indre marked i
overensstemmelse med Europa 2020 og den digitale dagsorden. Sådan yderligere
integration får stadigt større betydning, i takt med at verden skifter fra den
håndgribelige handel til e-handel. For at opnå dette og skabe større konkurrence, effektivitet
og innovation på området for e-betalinger, bør der være retssikkerhed og lige
vilkår, som kan få omkostninger og priser for betalingstjenestebrugere til at
konvergere nedad. På den måde lettes udbud af innovative betalingstjenester, og
der skabes sikre og gennemsigtige betalingstjenester. Målene opnås gennem opdatering og udbygning af de nuværende
rammer for betalingstjenester, fastsættelse af regler, der forbedrer
gennemsigtighed, innovation og sikkerhed for detailbetalinger og forbedrer
overensstemmelsen mellem de nationale bestemmelser, idet der fokuseres på
forbrugernes legitime behov. De foreslåede tiltag søger at gøre dette på en
teknologisk neutral måde, der fortsat vil være relevant, når
betalingstjenesterne udvikles yderligere. Ved
dette forslag indarbejdes og ophæves Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/64/EF (det såkaldte "betalingstjenestedirektiv")[1], der danner grundlag for en harmoniseret juridisk ramme for oprettelsen af et
integreret betalingsmarked, gør vilkårene mere lige og forbedrer adgangen til
det nuværende betalingssystem for alle parter.
I en tid, hvor sondringen mellem betalingsinstitutter
(underlagt betalingstjenestedirektivet) og e-pengeinstitutter (underlagt
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF[2], "det
andet direktiv om elektroniske penge") udviskes mere og mere, efterhånden
som teknologien og forrentningsmodellerne konvergerer, vil det være optimalt
med en fuldstændig modernisering af rammerne for digitale betalinger, så begge
kategorier af aktører og de respektive lovgivningsrammer smelter sammen. Dette
forudsætter imidlertid at det andet direktiv om elektroniske penge revideres,
så der sikres sammenhængende retlige rammer. Desværre er der på grund af mange
medlemsstaters sene gennemførelse af det andet direktiv om elektroniske penge
ikke indhentet tilstrækkelig erfaring med direktivet til, at det kan vurderes
sammen med betalingstjenestedirektivet, og til, at der kan overvejes mulige
synergier i forbindelse med gennemgangen. Der er planlagt en gennemgang af
direktiv 2009/110/EF i 2014. Generel baggrund Der er i løbet af de sidste 12 år sket væsentlige
fremskridt og integrering af detailbetalinger i EU på grundlag af de gældende
regler om betalinger. Den retlige ramme, der er etableret ved
betalingstjenestedirektivet, forordning (EF) nr. 924/2009 om
grænseoverskridende betalinger[3]
og det andet direktiv om elektroniske penge, har allerede medført store
fremskridt i retning af integrationen af det europæiske marked for
detailbetalinger. Forordningen om SEPA-omstillingsfristen, forordning (EU) nr.
260/2012[4],
bragte udviklingen et skridt videre ved at fassætte omstillingsfrister for
paneuropæiske kreditoverførsler og direkte debiteringer, hvorved nationale
ordninger for indenlandske og grænseoverskridende betalinger i euro i EU blev
erstattet (den 1. februar 2014 for euroområdet). Disse retlige rammer suppleres
af EU-Domstolens praksis og Kommissionens afgørelser om detailbetalinger i henhold
til konkurrencelovgivningen. Detailbetalingsmarkedet
er meget dynamisk, og der er sket væsentlige innovationer i hurtigt tempo inden
for de seneste år. Samtidig er vigtige områder af
betalingsmarkedet, især kortbetalinger og nye betalingsmidler såsom internet-
og mobilbetalinger, stadig ofte fragmenterede langs landegrænserne, hvilket gør
det vanskeligt for innovative og brugervenlige digitale betalingstjenester at
udvikle sig effektivt og give forbrugere og detailhandlende praktiske og sikre
betalingsmetoder (med kreditkort som mulig undtagelse) i hele Europa, så de kan
købe et voksende udvalg af varer og tjenesteydelser. Den seneste
udvikling på disse markeder har også fremhævet en række huller i de nuværende
retlige rammer for betalinger og mangler på markederne for kort-, internet- og
mobilbetalinger, der skal løses i dette initiativ. Ud
fra gennemgangen af den europæiske ramme og især betalingstjenestedirektivet og
høringen om Kommissionens grønbog "På vej mod et integreret europæisk
marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"[5] i 2012 er
det konkluderet, at flere tiltag og opdateringer af bestemmelserne, herunder
justeringer af betalingstjenestedirektivet, er nødvendige, for at
betalingsrammerne bedre kan tage højde for et effektivt europæisk betalingsmarkeds
behov og på den måde bidrage fuldt ud til et betalingsmiljø, der fremmer
konkurrence, innovation og sikkerhed. I
Kommissionens meddelelse "Akten for det indre marked II – Sammen om
fornyet vækst" fra 2012"[6]
identificeres moderniseringen af lovgivningsrammen for detailbetalinger som en
central prioritet på grund af potentialet for ny vækst og innovation.
Gennemgangen af betalingstjenestedirektivet og udarbejdelsen af et forslag til
lovgivning om multilaterale interbankgebyrer for kortbetalinger blev defineret
som en af Kommissionens vigtigste opgaver for 2013. Gældende
bestemmelser på det område, som forslaget vedrører Dette initiativ er et led i en bredere pakke af
lovgivningsmæssige foranstaltninger om betalingstjenester. Det vil supplere og opdatere
de eksisterende retlige rammer for betalingstjenester i EU og navnlig: –
direktiv 2007/64/EF, der skabte harmoniserede
retlige rammer, så betalinger kunne gennemføres hurtigere og lettere i hele EU,
hvilket styrker konkurrencen i forbindelse med betalingssystemer og giver bedre
muligheder for stordriftsfordele. Det muliggjorde også den operationelle
gennemførelse af det fælles eurobetalingsområde (SEPA) –
forordning (EF) nr. 924/2009 om grænseoverskridende
betalinger der ophævede forordning (EF) nr. 2560/2001 og udvidede forordningens
anvendelsesområde til også at omfatte direkte debiteringer. Den fjernede
forskellene i de betalingsgebyrer, betalingstjenestebrugere skulle betale for
indenlandske og grænseoverskridende betalinger i euro i Den Europæiske Union.
Den gælder for alle elektronisk behandlede betalinger –
forordning (EU) nr. 260/2012, der fassætter
omstillingsfrister for paneuropæiske kreditoverførsler og paneuropæiske direkte
debiteringer og erstatter nationale ordninger for indenlandske og grænseoverskridende
eurobetalinger i Den Europæiske Union –
direktiv 2009/110/EF om elektroniske penge, der
fastsætter de retlige rammer for udstedelse og indløsning af e-penge og bringer
tilsynsreglerne for e-pengeinstitutter i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets
krav til betalingsinstitutter –
forordning (EF) nr. 1781/2006, der fastsætter
regler om, at betalingsformidlere medsender oplysninger om betaleren igennem
hele betalingskæden med henblik på forebyggelse, undersøgelse og konstatering
af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Ud over de retlige rammer har en række konkurrencesager på
europæisk og nationalt plan behandlet konkurrencebegrænsende praksis på
betalingsmarkedet. Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Forslagets målsætninger er i fuld overensstemmelse med EU's
øvrige politikker og mål. For det første vil dette forslag få det indre marked
til at fungere bedre for betalingstjenester og mere generelt for alle varer og
tjenesteydelser i lyset af behovet for innovative, effektive og sikre
betalingsmåder. Ved at lette økonomiske transaktioner i Unionen vil det også
bidrage til at opfylde de mere overordnede mål i EU 2020-strategien og fremme
ny vækst. For det andet understøtter dette initiativ EU-politikkerne på andre områder
såsom databeskyttelse, administrative sanktioner, bekæmpelse af hvidvaskning af
penge og af finansiering af terrorisme med mere, især: –
Kommissionens lovgivningsmæssige initiativer
vedrørende den digitale dagsorden for Europa[7]
og særligt Kommissionens forslag til retlige rammer for elektronisk
identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner[8] og dens forslag vedrørende
foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og
informationssikkerhed i hele EU[9]
og de væsentlige prioriteringer, der blev identificeret i meddelelsen om
e-handel og onlinetjenester[10],
der søger at skabe et digitalt indre marked. –
Kommissionens indsats for at øge konkurrencen ved
at give markedsaktørerne de samme forpligtelser, rettigheder og muligheder og
lette grænseoverskridende udbud af betalingstjenester. –
Kommissionens forslag til lovgivning om
interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner og om brugen af visse
restriktive forretningsregler og ‑skikke, der udarbejdes sideløbende og i
tæt samarbejde med dette forslag. –
Direktiv
2011/83/EU om forbrugerrettigheder[11],
der søger at fremme et reelt indre marked for erhvervsdrivende og forbrugere og
at sikre den rette balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og
virksomhedernes konkurrenceevne, således at de handlendes mulighed for at
opkræve gebyrer for betalingsinstrumenter begrænses til de faktiske
omkostninger. 2. Høring af interesserede
parter og konsekvensanalyse Høring af interesserede parter Den 11. januar 2012
offentliggjorde Kommissionen en grønbog, "På vej mod et integreret
europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"[12], der blev fulgt af en
omfattende offentlig høring. Kommissionen modtog over 300 svar fra myndigheder,
civilsamfundet, brancheorganisationer og virksomheder inden for forskellige
områder, der repræsenterer et bredt udvalg af interessenter. Der blev modtaget
yderligere bemærkninger, holdningsdokumenter og bidrag uden for høringsregi. De omfattende
tilbagemeldinger fra interessenterne[13]
indeholdt relevante oplysninger om nye udviklinger og om ændringer, der kunne
være nødvendige at foretage i den nuværende betalingslovgivning. Der blev også
foretaget en offentlig høring den 4. maj 2012, hvor ca. 350 interesserede
parter deltog. Den
20. november 2012 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning, "På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"[14]. I beslutningen fastslås målene
og hindringerne for integration i henhold til grønbogen, og der tilskyndes til
at vedtage lovgivning på forskellige områder vedrørende kortbetalinger, mens
der rådes til forsigtighed vedrørende internet- og mobilbetalinger, da disse
markeder ikke har eksisteret lige så længe. Derudover tilskynder beslutningen
også til reform af governancemodellen for det fælles eurobetalingsområde
(SEPA). Ifølge resultaterne
af høringerne bør der foretages væsentlige justeringer af den eksisterende
lovgivning for at gøre det europæiske betalingsmarked mere effektivt og bidrage
til et betalingsmiljø, der fremmer konkurrence, innovation og sikkerhed. Ekspertbistand Med
hensyn til gennemgangen af betalingstjenestedirektivet og forordningen om
grænseoverskridende betalinger i det indre marked og det eventuelle behov for
revision af begge retsakter har Kommissionen gjort en yderligere indsats for at
indsamle oplysninger på området og sikre, at alle interesserede parter
inddrages fuldt ud. Kommissionens
gennemgang af virkningerne af betalingstjenestedirektivet og forordningen om
grænseoverskridende betalinger i det indre marked er baseret på to eksterne
undersøgelser. Disse undersøgelser har givet Kommissionen et detaljeret
overblik over betalingstjenestedirektivets økonomiske og retlige følger. I den
første undersøgelse, der blev udført af det eksterne konsulentfirma Tipik i
2011, blev det undersøgt, om de 27 medlemsstater overholder de juridiske
bestemmelser i gennemførelsen af betalingstjenestedirektivet[15]. I 2012 blev det i anden
undersøgelse, der blev udført af London Economics og iff i samarbejde med
PaySys, undersøgt, hvordan betalingstjenestedirektivet påvirkede
betalingstjenester i det indre marked, og hvordan forordningen om
grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet blev anvendt. Endvidere
indsamlede man tilbagemeldinger fra medlemsstaterne og relevante markedsaktører
gennem Kommissionens rådgivende udvalg for betalingspolitikker, dvs.
Betalingsudvalget (der består af repræsentanter fra EU-landene) og
Markedsekspertgruppen vedrørende Betalingssystemer (der består af
markedsrepræsentanter fra både udbuds- og efterspørgselssiden). Derudover hørte
Kommissionen også andre interessenter om særlige områder, hvor det var
relevant. Konsekvensanalyse Kommissionen
udførte en konsekvensanalyse[16],
hvor den analyserede de mulige følger af et opsplittet europæisk
betalingsmarked. Navnlig følgende problemområder blev undersøgt: –
forskellig anvendelse af de eksisterende regler i
medlemsstaterne på grund af mange muligheder og ofte meget generelle
anvendelseskriterier. For eksempel synes nogle undtagelser i
betalingstjenestedirektivet at være for generelle eller forældede sammenlignet
med markedsudviklingen, og de fortolkes på meget forskellige måder. Der er også
huller i anvendelsesområdet hvad angår betalinger, hvor den ene deltager i
transaktionen befinder sig uden for EØS, og betalinger i andre valutaer end
EU's, hvilket medfører forsat markedsfragmentering, regelarbitrage og
konkurrenceforvridning –
retligt tomrum for nogle nye internettjenesteudbydere,
såsom tredjemandsbetalingstjenesteudbydere, der tilbyder initiering af
betalinger baseret på netbanksystemer. Disse tjenester er et brugbart og ofte
billigere alternativ til kort som betalingsmiddel og er også fordelagtige for
kunder, der ikke har kort. Størstedelen af disse udbydere er i øjeblikket ikke
underlagt de nuværende retlige rammer, da de på intet tidspunkt er i besiddelse
af midler. Det retlige tomrum risikerer at hindre innovation og passende vilkår
for markedsadgang –
manglende standardisering og interoperabilitet
mellem forskellige betalingsløsninger (kort-, internet- og mobilbetalinger) ud
fra forskellige aspekter og i forskellig grad, især tværnationalt, hvilket
forværres af svage governancerammer for EU's detailbetalingsmarked –
forskellig og inkonsekvent praksis for, hvordan de
handlende opkræver gebyrer (for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel) fra
medlemsstat til medlemsstat (ca. halvdelen tillader opkrævning af
brugergebyrer, mens resten forbyder det), hvilket fører til forvirring hos
forbrugerne, når de handler i udlandet eller på internettet. Det forårsager
også ulige konkurrencevilkår –
mange restriktive forretningsregler og ‑praksisser
for kortbetalinger, hvilket forvrider konkurrencen (med hensyn til
multilaterale interbankgebyrer og regler for de handlendes valgmuligheder og
fleksibilitet med hensyn til accept af kort). De identificerede
problemer, som er beskrevet ovenfor, påvirker forbrugerne, de handlende, nye
betalingstjenesteudbydere og markedet for betalingstjenester samlet set. Konsekvensanalysens konklusion er, at de
bedste løsningsmodeller til at forbedre den aktuelle situation i forbindelse
med betalingstjenestedirektivet – ved at i) fremme lige konkurrencevilkår
mellem etablerede og nye udbydere af kort-, internet- og mobilbetalinger, ii)
give betalingstjenestebrugere (forbrugere og handlende) større udvalg af
betalingsinstrumenter og gøre instrumenterne mere effektive og gennemsigtige,
og iii) sikre en høj grad af beskyttelse af betalingstjenestebrugere – vil
være: –
at styrke SEPA-projektet og gøre alle interessenter
i stand til at være mere aktive i udarbejdelsen og udførelsen af politikken
vedrørende detailbetalinger (governance) –
at lette standardisering gennem passende
governancerammer og gennem bedre inddragelse af de europæiske
standardiseringsorganisationer (standardisering) –
at give retssikkerhed angående interbankgebyrer for
kortbaserede betalinger og præcisere en acceptabel forretningsmodel for
aktuelle og fremtidige betalingsinitiativer, der er baseret på kort
(interbankgebyrer) –
at fjerne restriktive forretningsregler for
kortbetalinger, der giver markedsskævheder (ledsageforanstaltninger for
interbankgebyrer) –
at harmonisere medlemsstaternes politikker for
brugergebyrer i overensstemmelse med de afgørelser, der træffes om
interbankgebyrer (ledsageforanstaltninger for interbankgebyrer) –
at definere betingelserne for
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderes adgang til oplysninger om disponible
midler, herunder tjenester til at initiere betalinger (betalingstjenestedirektivets
anvendelsesområde) –
at tilpasse anvendelsesområdet og gøre lovgivningen
mere konsekvent (betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde) –
at forbedre gennemførelsen af det aktuelle
betalingstjenestedirektiv (finjustering af betalingstjenestedirektivet) –
at styrke betalingstjenestebrugernes rettigheder og
beskytte forbrugernes rettigheder i lyset af ændringerne i lovgivningen
(betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde, ledsageforanstaltninger for
interbankgebyrer). Konsekvensanalysen fik også en positiv
udtalelse fra konsekvensanalyseudvalget ved en høring den 20. marts 2013. I
overensstemmelse med udvalgets anbefalinger blev der foretaget flere ændringer
i dokumentet, bl.a. i forbindelse med: –
at fremhæve vigtigheden af at revidere betalingstjenestedirektivet
og grundene til at regulere multilaterale interbankgebyrer gennem lovgivning –
at strømline den måde, konsekvenserne kommer til
udtryk på, ved at fokusere på virkningerne af de vigtigste valgmuligheder i
hovedteksten og flytte mindre vigtige anliggender til bilag –
at give en bedre forklaring af den indbyrdes
afhængighed mellem forskellige muligheder og pakker. De fleste af de foreslåede løsningsmodeller
behandles i det aktuelle forslag. Det gælder især de områder, der allerede nu
er dækket af betalingstjenestedirektivet, for eksempel markedsadgang for
tredjemandsbetalingstjenesteudbydere, opkrævning af brugergebyrer og regler for
betalingsinstitutter. Andre tiltag, især reguleringen af multilaterale
interbankgebyrer og hjælpetiltag, vil blive dækket af et særligt lovforslag,
der forelægges sideløbende. Nogle af de ovenfor beskrevne tiltag bør
gennemføres uden lovgivning, for eksempel tiltag vedrørende europæiske
standardiseringsorganisationer og SEPA-governance. De eksisterende SEPA-governanceordninger skal
styrkes. Det gælder bl.a. det nuværende SEPA-Råd, et ad hoc-forvaltningsorgan
på højt niveau, som er oprettet under Kommissionens og Den Europæiske
Centralbanks fælles formandskab, i første omgang for en periode på tre år, for
at inddrage interessenterne mere i SEPA. I det øjemed skal SEPA-Rådets mandat
præciseres, dets sammensætning skal gennemgås, og der skal opnås en bedre
afbalancering af udbuds-og efterspørgselssidens interesser, for at sikre, at
Kommissionen og Den Europæiske Centralbank modtager effektiv rådgivning om
SEPA-projektets fremtidige orientering, og for at lette oprettelsen af et
integreret, konkurrencedygtigt og innovativt marked for detailbetalinger, især
i euroområdet. Kommissionen vil samarbejde med Den Europæiske Centralbank for
at identificere passende metoder til at indkredse SEPA's opgaver,
sammensætning, formandskab og governanceordninger. 3. JURIDISKE
ASPEKTER AF FORSLAGET Retsgrundlag Dette forslag er baseret på artikel 114 i
TEUF. Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet Et integreret
EU-marked for elektroniske detailbetalinger bidrager til opfyldelsen af målet i
artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, der fastsætter et indre marked.
Markedsintegration er nødvendig for, at europæiske borgere kan udnytte en række
fordele fuldt ud. Disse fordele omfatter større konkurrence mellem
betalingstjenesteudbydere og større udvalg, innovation og sikkerhed for
betalingstjenestebrugere, især forbrugere. Et integreret betalingsmarked letter
i sidste ende den grænseoverskridende levering af varer og tjenesteydelser og
fremmer dermed et reelt indre marked. Omfanget af revisionen af
betalingstjenestedirektivet er passende for de til dato opståede problemer.
Direktivet er overordnet set stadig egnet til formålet. EU's retlige rammer
skal dog også udvikles for at tage højde for den seneste teknologiske og
forretningsmæssige udvikling inden for detailbetalinger. Et
integreret betalingsmarked, der er baseret på net på tværs af nationale
grænser, kræver i sagens natur en tilgang på EU-plan, da de relevante
principper, regler, processer og standarder skal være ensartede i alle
medlemsstater af hensyn til retssikkerheden og for at opnå lige vilkår for alle
markedsaktører. Med den aktuelle markedsfragmentering vil det ikke være
tilstrækkeligt med en individuel indsats på nationalt plan for at opfylde målet
om et integreret og effektivt betalingsmarked for både nationale og
grænseoverskridende varer og tjenesteydelser. Tilgangen
bidrager til yderligere forbedring af SEPA og er i overensstemmelse med den
digitale dagsorden, herunder oprettelsen af et digitalt indre marked. Den vil
fremme den teknologiske innovation og bidrage til ny vækst og nye job, især
inden for e- og m-handel. 4. VIRKNINGER
FOR BUDGETTET Direktivet
har virkninger for budgettet som vist i den finansieringsoversigt, der hører
til forslaget. 5. Yderligere
oplysninger Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde Den
foreslåede retsakt er relevant for EØS og bør derfor omfatte hele EØS-området. Forklarende dokumenter Det
foreslåede nye direktiv indeholder flere tilpasninger af det eksisterende
direktiv og visse nye forpligtelser for medlemsstaterne med et rimeligt råderum
med hensyn til, hvordan disse forpligtelser gennemføres i national lovgivning,
såsom de nye bestemmelser om sikkerhed. Medlemsstaterne anmodes derfor om at
fremsende forklarende dokumenter om de gennemførelsesforanstaltninger, der skal
vedtages, for at give Kommissionen bedre muligheder for at identificere de
relevante nationale foranstaltninger og overvåge, at direktivet gennemføres
korrekt. Nærmere redegørelse for forslaget Følgende
korte resumé har til formål at lette beslutningsprocessen ved at skitsere de
væsentligste ændringer sammenlignet med det betalingstjenestedirektiv, der skal
ophæves: Artikel 2 – Anvendelsesområde: Det foreslås at
udvide anvendelsesområdet både for så vidt angår det geografiske
anvendelsesområde og de omfattede valutaer. Artikel 2, stk. 1:
Betalingstjenestedirektivets bestemmelser om gennemsigtigheds- og oplysningskrav
vil også finde anvendelse på betalingstransaktioner til tredjelande, hvor kun
en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende i Den Europæiske Union, for så
vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres i Unionen. Artikel 2, stk. 2: Anvendelsen af
betalingstjenestedirektivets bestemmelser om gennemsigtigheds- og
oplysningskrav vil blive udvidet til at omfatte alle valutaer, og ikke, som er
tilfældet nu, udelukkende gælde for EU's valutaer. Artikel 3 – Uden
for anvendelsesområdet: Denne bestemmelse præciserer
og opdaterer det "negative anvendelsesområde", som er fastsat i det
nuværende direktiv, der fritager en række betalingsaktiviteter (og aktiviteter
forbundet med betaling) fra betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde: Artikel 3, litra
b): Undtagelsen for handelsagenter ændres til kun at
finde anvendelse for handelsagenter, der optræder på enten betalerens eller
betalingsmodtagerens vegne, og ikke for dem, der optræder for både betaleren og
betalingsmodtageren. Undtagelsen efter det nuværende betalingstjenestedirektiv
er i stigende grad blevet anvendt med hensyn til betalingstransaktioner, der
håndteres af e-handelsplatforme på vegne af både sælgeren (betalingsmodtageren)
og køberen (betaleren). Denne anvendelse går ud over formålet med undtagelsen
og bør derfor afgrænses yderligere. Artikel 3, litra
k): Undtagelsen for begrænsede net er i stigende grad
blevet anvendt for omfattende net med store betalingsmængder og et bredt udvalg
af varer og tjenesteydelser. Dette rækker klart ud over undtagelsens
oprindelige formål og efterlader derved store mængder betalinger uden for de
retlige rammer og hæmmer regulerede markedsaktørers konkurrencedygtighed. Den
nye definition, som er i tråd med definitionen af begrænsede net i direktiv
2009/110/EF, burde bidrage til at mindske disse risici. Artikel 3, litra
l): Den nuværende undtagelse for digitalt indhold
eller telekommunikation omdefineres med et mere begrænset fokusområde, da den
kun vil gælde for accessoriske betalingstjenester, der gennemføres af en
udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller ‑tjenester, for
eksempel telekommunikationsoperatører. Undtagelsen vil gælde for udbud af
digitalt indhold, der leveres af tredjemand, underlagt visse tærskler i dette
direktiv. Den nye definition burde resultere i lige konkurrencevilkår mellem
forskellige udbydere og på mere effektiv vis opfylde behovene for
forbrugerbeskyttelse hvad angår betalinger. Tidligere artikel
3, litra o), udgår: Betalingstjenestedirektivets
undtagelse for kontantautomattjenester, der udbydes af uafhængige
kontantautomattjenesteudbydere, medførte oprettelse af net af kontantautomater,
hvor forbrugerne blev opkrævet høje gebyrer for hævninger fra kontantautomater.
Denne bestemmelse har tilsyneladende tilskyndet eksisterende net af
kontantautomater, der ejes af banker, til at opsige deres aktuelle
kontraktforhold med andre betalingstjenesteudbydere for at kunne opkræve højere
gebyrer direkte fra forbrugerne. Derfor bør undtagelsen udgå. Artikel 9 –
Beskyttelseskrav: Disse krav vil blive strømlinet, og
beskyttelseskravene for betalingsinstitutter med tilladelse efter
betalingstjenestedirektivet vil blive yderligere harmoniseret og vil bl.a.
indskrænke medlemsstaternes aktuelle muligheder for at begrænse
beskyttelseskrav og mindske antallet af mulige beskyttelsesmetoder med henblik
på mere lige vilkår og forbedret retssikkerhed. Artikel 14 –
europæisk elektronisk indgangsportal hos EBA: En
fælles elektronisk indgangsportal burde give større gennemsigtighed for
autoriserede og registrerede betalingsinstitutter ved at sørge for forbindelse
mellem nationale offentlige registre på EU-plan. Artikel 27 –
Betingelser: Muligheden for at avende en mere lempelig
ordning for "små betalingsinstitutter" vil blive udvidet til at dække
et stort antal af små institutter, da nogle medlemsstater har dårlige
erfaringer (såsom insolvens) med små betalingstjenesteudbydere med aktiviteter,
der lå over den nuværende tærskel for undtagelsesordningen. Formålet er at opnå
den rette balance og på den ene side undgå unødvendige reguleringsbyrder for
meget små institutter og på den anden side sørge for, at
betalingstjenestebrugerne er tilstrækkeligt beskyttet. Artikel 29 –
Adgang til betalingssystemer: Denne artikel
finjusterer reglerne for adgang til betalingssystemer ved at præcisere
betingelserne for betalingsinstitutters indirekte adgang til de i direktiv
98/26/EF (direktivet om endelig afregning) omhandlede betalingssystemer på en
måde, der kan sammenlignes med mindre kreditinstitutters adgang. Artikel 55, stk. 3
og 4 – Gebyrer: Denne bestemmelse vil yderligere
harmonisere praksis for opkrævning af brugergebyrer, idet der tages højde for
direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder og Kommissionens forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. XXX om interbankgebyrer for
kortbaserede betalingstransaktioner, der forelægges sideløbende. Råderummet i
henhold til det nuværende betalingstjenestedirektiv, der giver handlende
mulighed for at opkræve et gebyr fra betaleren, tilbyde denne en rabat eller på
anden måde styre betaleren i retning af brug af de mest effektive
betalingsmidler, med det forbehold, at medlemsstaterne kan forbyde eller
begrænse opkrævning af brugergebyrer på deres område, har ført til vidt
forskellige forhold på markedet. Tretten medlemsstater har gjort brug af denne
mulighed for at forbyde brugergebyrer i henhold til det nuværende
betalingstjenestedirektiv. De forskellige ordninger i medlemsstaterne
forårsager problemer og forvirring for både handlende og forbrugere, især ved
grænseoverskridende internetsalg eller ‑køb af varer og tjenesteydelser.
Det foreslåede forbud mod opkrævning af brugergebyrer er direkte forbundet med
loftet over interbankgebyrer i overensstemmelse med ovennævnte forslag til en
forordning om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner. I
betragtning af de væsentligt reducerede gebyrer, som de handlende skal betale
til bankerne, er brugergebyrer ikke længere berettiget for kort, der er
omfattet af reguleringen af multilaterale interbankgebyrer. Disse kort vil
tegne sig for over 95 % af forbrugerkortmarkedet. De foreslåede regler vil
dermed bidrage til at give forbrugerne bedre oplevelser, når de betaler med
kort i Unionen, og til mere udbredt anvendelse af betalingskort frem for
kontanter. For så vidt angår
kort, der ikke er omfattet af forordningen om interbankgebyrer efter ovennævnte
forslag vedrørende interbankgebyrer for kortbaserede transaktioner, dvs.
firmakort og kort udstedt af betalingskortordninger med tre parter, vil de
handlende stadig kunne opkræve brugergebyrer, hvis brugergebyret svarer til den
reelle omkostning, idet der tages højde for direktiv 2011/83/EU. Artikel 65
og 66 – Betalingstjenesteudbyderens og betalerens hæftelse for uautoriserede
betalingstransaktioner: De foreslåede ændringer vil strømline og yderligere
harmonisere reglerne for hæftelse i tilfælde af uautoriserede transaktioner,
hvilket vil give bedre beskyttelse af betalingstjenestebrugernes legitime
interesser. Med undtagelse af svig og grov forsømmelse vil det maksimale beløb,
en betalingstjenestebruger under nogen omstændigheder kan forpligtes til at
betale i tilfælde af en uautoriseret betalingstransaktion, blive nedsat fra det
nuværende beløb på 150 EUR til 50 EUR. Det klargøres også, at forsinkede
betalinger ikke nødvendigvis medfører tilbagebetaling. Artikel 67 –
Tilbagebetalinger af betalingstransaktioner initieret af eller via en
betalingsmodtager: Denne bestemmelse præciserer
tilbagebetalingsretten ved direkte debiteringstransaktioner og bringer den dermed
i overensstemmelse med SEPA-regelsættet for direkte debiteringer, forudsat at
den vare eller tjenesteydelse, der er betalt for, endnu ikke er forbrugt. Efter
de nuværende bestemmelser finder forskellige tilbagebetalingsordninger
anvendelse med hensyn til direkte debiteringer, afhængigt af om der er givet
forudgående autorisation, beløbet overstiger det forventede beløb, eller om der
er indgået aftale om en anden rettighed. Artikel 85 –
Sikkerhedsforanstaltninger: De foreslåede regler
behandler sikkerhedsanliggender og anliggender vedrørende autentifikation på
linje med Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
net- og informationssikkerhed. Afsnit I-V og
bilag I, punkt 7: Dækning af nye tjenester og tjenesteudbydere, der giver adgang
til betalingskonti: Det nuværende
betalingstjenestedirektiv dækker ikke disse aktører, da de på intet tidspunkt
råder over betalerens eller betalingsmodtagerens midler. Det forhold, at disse
tredjemandsbetalingstjenesteudbydere i øjeblikket ikke er dækket af
lovgivningen, har i det mindste i visse medlemsstater vakt bekymring vedrørende
sikkerhed, beskyttelse af personoplysninger og hæftelse, på trods af de
potentielle fordele, disse tjenester og tjenesteudbydere kan levere. Forslaget
bringer tredjemandstjenesteudbydere, der tilbyder bl.a.
betalingsinitieringstjenester baseret på netbanksystemer ind under
betalingstjenestedirektivets anvendelsesområde (bilag I, punkt 7). Det burde
styrke nye billige e-betalingsløsninger på internettet, mens der sørges for
tilstrækkelige standarder for sikkerhed, beskyttelse af personoplysninger og
hæftelse. For at kunne udbyde betalingsinitieringstjenester skal
tredjemandsbetalingstjenesteudbydere have tilladelse eller registreres og
overvåges som betalingsinstitutter (afsnit II). Som andre
betalingstjenesteudbydere vil de være underlagt harmoniserede regler og
forpligtelser, især sikkerhedskrav (artikel 85 og 86). De påtænkte regler vil
bl.a. behandle betingelser for adgang til kontooplysninger (artikel 58), krav
vedrørende autentifikation (artikel 87) og tilbagebetaling af transaktioner
(artikel 63 og 64) og en afbalanceret ansvarsfordeling (artikel 65 og 66). Nye
betalingstjenesteudbydere vil drage fordel af denne nye ordning, uanset om de
på noget tidspunkt råder over betalerens eller betalingsmodtagerens midler. Kapitel 6 –
Udenretslige klage- og erstatningsprocedurer i forbindelse med tvistbilæggelse: Disse har til formål at forbedre den faktiske overholdelse af
direktivet. De nye tiltag opdaterer kravene for udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer og passende sanktioner. Artikel 92 – Sanktioner: På linje med andre nylige forslag angående sektoren for finansielle
tjenesteydelser skal medlemsstaterne afpasse deres administrative sanktioner,
sørge for, at der findes passende administrative foranstaltninger og sanktioner
i tilfælde af overtrædelse af direktivet og sørge for, at disse sanktioner
anvendes korrekt. Den Europæiske Banktilsynsmyndighed: Direktivet omfatter flere områder, hvor EBA i kraft af sit arbejde med
at bidrage til ensartet og sammenhængende gennemførelse af tilsyn (som omtalt i
forordning (EU) nr. 1093/2010), skal inddrages. EBA vil bl.a. blive anmodet om
at udstede retningslinjer og udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske
standarder på forskellige områder, for eksempel for at præcisere reglerne om
"pas" for betalingsinstitutter, der driver virksomhed i flere
medlemsstater, eller for at sikre, at der opstilles tilstrækkelige
sikkerhedskrav. 2013/0264 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV om betalingstjenester i det indre marked og
om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2013/36/EU og 2009/110/EF og om ophævelse af
direktiv 2007/64/EF (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[17],
under henvisning til udtalelse fra Den
Europæiske Centralbank,[18]
efter at have hørt Den Europæiske
Tilsynsførende for Databeskyttelse, efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) I de seneste år er der gjort
store fremskridt i retning af integration af detailbetalinger i Unionen, især i
sammenhæng med EU-retsakterne om betalinger, især Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2007/64/EF[19],
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009[20], Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/110/EF[21]
og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012[22]. Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/83/EU[23]
har yderligere udbygget de retlige rammer for betalingstjenester ved at sætte
en specifik begrænsning for de handlendes mulighed for at opkræve brugergebyrer
hos deres kunder for anvendelse af et bestemt betalingsmiddel. (2) Direktiv 2007/64/EF blev
vedtaget i december 2007 på grundlag af et forslag fra Kommissionen fra
december 2005. Siden da er der på detailbetalingsmarkedet sket væsentlig
teknisk innovation med det hurtigt stigende antal elektroniske betalinger og
mobilbetalinger og fremkomsten af nye typer betalingstjenester på markedet. (3) Gennemgangen af EU's retlige
rammer for betalingstjenester og særlig konsekvensanalysen af direktiv
2007/64/EF og høringen om Kommissionens grønbog "På vej mod et integreret
europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"[24] har vist, at udviklingen har
medført væsentlige udfordringer for lovgivningen. Store dele af
betalingsmarkedet – kort-, internet- og mobilbetalinger – er stadig ofte
fragmenteret langs landegrænserne. Mange innovative betalingstjenesteprodukter
eller -tjenester hører slet ikke eller kun i mindre grad ind under
anvendelsesområdet for direktiv 2007/64/EF. Endvidere viste det sig, at
direktiv 2007/64/EF vedrørende anvendelsesområdet og især de undtagne elementer
med hensyn til visse betalingsrelaterede aktiviteter, der er undtaget for
bestemmelserne, i nogle få tilfælde er for tvetydigt, for generelt eller blot
forældet i lyset af markedsudviklingen. Det har medført retsusikkerhed,
potentielle sikkerhedsrisici i betalingskæden og manglende forbrugerbeskyttelse
på nogle områder. Det har også vist sig at være vanskeligt for innovative og
brugervenlige digitale betalingstjenester at få fodfæste på markedet og give
forbrugere og handlende effektive, praktiske og sikre betalingsmetoder i
Unionen. (4) Det er af afgørende
betydning, at der oprettes et integreret indre marked for elektroniske
betalinger for at sikre, at forbrugerne, de handlende og virksomhederne kan
udnytte det indre marked fuldt ud set i lyset af udviklingen i den digitale
økonomi. (5) Der bør fastsættes nye regler
for at lukke hullerne i lovgivningen og samtidig give større retssikkerhed og
sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer i hele Unionen. Der bør
garanteres lige forretningsvilkår for både eksisterende og nye markedsaktører,
så det bliver nemmere for nye betalingsmidler at nå ud til et større marked, så
der sikres en høj grad af forbrugerbeskyttelse i forbindelse med
betalingstjenester i hele Unionen. Det forventes at presse omkostninger og
priser for betalingstjenestebrugere nedad samt give større udvalg af og
gennemsigtighed i betalingstjenester. (6) I de seneste år er de
sikkerhedsrisici, der er forbundet med elektroniske betalinger blevet større,
hvilket skyldes deres større tekniske kompleksitet, de stadigt stigende mængder
af elektroniske betalinger i hele verden og de nye typer betalingstjenester. Da
sikre betalingstjenester er en forudsætning for et velfungerende
betalingstjenestemarked, bør betalingstjenestebrugere være tilstrækkeligt
beskyttet mod sådanne risici. Betalingstjenester er nødvendige for
opretholdelsen af centrale økonomiske og samfundsmæssige aktiviteter, og derfor
er betalingstjenesteudbydere såsom kreditinstitutter blevet klassificeret som
markedsoperatører i henhold til artikel 3, nr. 8, i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv [pls insert number of NIS Directive after adoption][25]. (7) I tillæg til de generelle
foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan i henhold til direktiv [pls
insert number of NIS Directive after adoption], bør de sikkerhedsrisici,
der er forbundet med betalingstransaktioner, også imødegås af
betalingstjenesteudbyderne. De sikkerhedsforanstaltninger, der skal træffes af
betalingstjenesteudbyderne, skal stå i forhold til de pågældende
sikkerhedsrisici. Der bør indføres en mekanisme til regelmæssig rapportering,
så betalingstjenesteudbyderne årligt giver de kompetente myndigheder opdaterede
oplysninger om vurderingen af deres sikkerhedsrisici og de (yderligere)
foranstaltninger, de har truffet for at imødegå disse risici. Endvidere er det
for at sikre, at skadevirkninger for andre betalingstjenesteudbydere og
betalingssystemer, såsom væsentlige forstyrrelser af et betalingssystem, og
skadevirkninger for brugerne holdes på et minimum, nødvendigt at forpligte
betalingstjenesteudbyderne til uden unødig forsinkelse at underrette Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed om alvorlige sikkerhedshændelser. (8) Den reviderede retlige ramme
for betalingstjenester suppleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. [XX/XX/XX][26].
Forordningen indfører regler vedrørende opkrævning af multilaterale og
bilaterale interbankgebyrer for alle debet- og kreditkorttransaktioner, der
foretages af forbrugere, og elektroniske betalinger og mobilbetalinger i
tilknytning til sådanne transaktioner, og begrænser brugen af en række
forretningsregler vedrørende korttransaktioner. Nævnte forordning søger at
fremskynde opnåelsen af et effektivt integreret marked for alle kortbaserede
betalinger. (9) For at undgå forskellige
praksisser i medlemsstaterne til skade for forbrugerne bør bestemmelserne om
gennemsigtigheds- og oplysningskrav i dette direktiv også gælde for
transaktioner, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder befinder sig inden for Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS"), og den anden
betalingstjenesteudbyder befinder sig uden for EØS. Det er også hensigtsmæssigt
at udvide anvendelsen af bestemmelserne om gennemsigtighed og oplysning til
transaktioner i alle valutaer mellem betalingstjenesteudbydere, der befinder
sig inden for EØS. (10) Definitionen af
betalingstjenester bør være teknologisk neutral og give plads til yderligere
udvikling af nye typer betalingstjenester, samtidig med at der sikres lige
forretningsvilkår for både eksisterende og nye betalingstjenesteudbydere. (11) Undtagelsen for betalingstransaktioner
via en handelsagent på betalerens eller betalingsmodtagerens vegne som fastsat
i direktiv 2007/64/EF anvendes på vidt forskellige måder i medlemsstaterne.
Nogle medlemsstater tillader, at undtagelsen anvendes af e-handelsplatforme, der
optræder som mellemled på vegne af både individuelle købere og sælgere uden
reel mulighed for at forhandle eller indgå aftale om salg eller køb af varer
eller tjenesteydelser. Det rækker ud over undtagelsens tiltænkte
anvendelsesområde og kan øge risiciene for forbrugerne, da disse udbydere står
uden for den lovgivningsmæssige beskyttelse. Forskellige anvendelser forvrider
også konkurrencen på betalingsmarkedet. Definitionen bør præciseres og gøres
klarere for at løse disse problemer. (12) Tilbagemeldinger
fra markederne viser, at de betalingsaktiviteter, der dækkes af undtagelsen om
begrænsede net, ofte omfatter store betalingsmængder og -værdier og tilbyder
forbrugerne hundreder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester, der
ikke passer til formålet med den undtagelse for begrænsede net, der er indført
ved direktiv 2007/64/EF. Det medfører større risici og ingen retlig beskyttelse
for betalingstjenestebrugere, især for forbrugerne, og væsentlige ulemper for
regulerede markedsaktører. Det er nødvendigt med en mere præcis beskrivelse af
et begrænset net, i overensstemmelse med direktiv 2009/110/EF, for at begrænse
disse risici. Et betalingsinstrument bør derfor betragtes som et instrument,
der benyttes inden for et begrænset net, hvis det kun kan benyttes til
erhvervelse af varer og tjenester i en bestemt forretning eller forretningskæde
eller til erhvervelse af et begrænset udvalg af varer og tjenester, uanset
salgsstedets geografiske placering. Sådanne instrumenter kunne omfatte
butikskort, benzinkort, medlemskort, kort til den kollektive trafik,
spisebilletter eller billetter til specifikke tjenester, der eventuelt er
omfattet af bestemte skatte- eller arbejdsmarkedsregler, der er udformet med
henblik på at fremme anvendelsen af sådanne instrumenter for at opfylde
målsætningerne i social- og arbejdsmarkedslovgivningen. I de tilfælde hvor et
sådant specifikt instrument udvikler sig til et generelt instrument, bør
undtagelsen fra dette direktivs anvendelsesområde ikke længere finde
anvendelse. Instrumenter, der kan benyttes i forretninger, der optræder på en
liste, bør ikke undtages fra dette direktivs anvendelsesområde, da sådanne
instrumenter typisk er beregnet til anvendelse blandt et net af
tjenesteudbydere, der er i stadig vækst. Undtagelsen bør anvendes sammen med et
krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere oplyser om aktiviteter, der
hører ind under definitionen af et begrænset net. (13) I anvendelsesområdet for
direktiv 2007/64/EF er der en undtagelse for visse betalingstransaktioner, der
udføres ved hjælp af telekommunikations- eller it-udstyr, hvor
netværksoperatøren ikke udelukkende agerer som formidler ved leveringen af
digitale varer og tjenesteydelser gennem det pågældende udstyr, men også
tilføjer værdi til disse varer eller tjenesteydelser. Denne undtagelse giver
bl.a. mulighed for såkaldt operatørfakturering eller køb, der opkræves direkte
på telefonregningen, hvilket bidrager til udviklingen af nye
forretningsmodeller, der er baseret på salg af digitalt indhold af mindre værdi,
hvilket allerede er tilfældet med ringetoner og sms-særtjenester.
Tilbagemeldinger fra markedet tyder ikke på, at denne betalingsmetode, som
forbrugerne anser for praktisk for betalinger af små beløb, er blevet til en
generel betalingsformidlingstjeneste. Imidlertid anvendes denne bestemmelse
forskelligt i medlemsstaterne på grund af den nuværende undtagelses tvetydige
ordlyd. Det giver juridisk uklarhed for operatørerne og forbrugerne og har
undertiden gjort det muligt for andre betalingsformidlingstjenester at kræve
undtagelse fra direktiv 2007/64/EF. Direktivets anvendelsesområde bør derfor
indskrænkes. Undtagelsen bør specifikt fokusere på mikrobetalinger for digitalt
indhold, såsom ringetoner, baggrunde, musik, spil, videoer eller applikationer.
Undtagelsen bør kun gælde for betalingstjenester, når de udbydes som
accessoriske tjenester til elektroniske kommunikationstjenester (dvs. den
pågældende operatørs kernevirksomhed). (14) I anvendelsesområdet for
direktiv 2007/64/EF er der også en undtagelse for betalingstjenester, der
udbydes ved hjælp af pengeautomater, der er uafhængige af banker eller andre
betalingstjenesteudbydere. Bestemmelsen var oprindelig tiltænkt som incitament
til at opstille uafhængige pengeautomater i afsidesliggende og tyndt befolkede
egne ved at tillade opkrævning af ekstra gebyrer ud over de gebyrer, der
betales til de betalingstjenesteudbydere, der har udstedt kortet, og skulle
altså ikke anvendes af pengeautomatudbydere med net, der omfatter hundreder
eller endda tusinder af pengeautomater i en eller flere medlemsstater. Det
medfører, at store dele af pengeautomatmarkedet falder uden for det nævnte
direktivs anvendelsesområde, hvilket påvirker forbrugerbeskyttelsen negativt.
Det tilskynder også eksisterende pengeautomatudbydere til at ændre deres
forretningsmodel og annullere det sædvanlige kontraktforhold til
betalingstjenesteudbydere for at opkræve højere gebyrer direkte hos
forbrugerne. Undtagelsen bør derfor udgå. (15) Tjenesteudbydere, der søger at
udnytte en undtagelse i direktiv 2007/64/EF, henvender sig ofte ikke til
myndighederne for at høre, om deres aktiviteter er dækket af eller undtaget fra
direktivet, men forlader sig på deres egne vurderinger. Det kunne se ud til, at
nogle undtagelser kan være blevet anvendt af betalingstjenesteudbydere til at
ændre deres forretningsmodeller, så de udbudte betalingstjenester ville falde
uden for direktivets anvendelsesområde. Det kan medføre flere risici for
betalingstjenestebrugere og uensartede betingelser for betalingstjenesteudbydere
i det indre marked. Derfor bør tjenesteudbydere forpligtes til at meddele visse
aktiviteter til de kompetente myndigheder for at sikre ensartet fortolkning af
reglerne i hele det indre marked. (16) Det er vigtigt at medtage et
krav om, at potentielle betalingstjenesteudbydere skal meddele, at de har til
hensigt at levere aktiviteter inden for rammerne af et begrænset net, hvis
mængden af betalingstransaktioner er over en bestemt tærskel. De kompetente
myndigheder bør undersøge og træffe en motiveret beslutning på grundlag af
kriterierne i artikel 3, litra k), uanset om de pågældende aktiviteter kan
anses for at være aktiviteter, der leveres inden for rammerne af et begrænset
net. (17) De nye regler bør følge samme
fremgangsmåde som i direktiv 2007/64/EF, så alle typer af elektroniske
betalingstjenester dækkes. Det er derfor stadig ikke hensigtsmæssigt, at de nye
regler finder anvendelse på tjenester, hvor overførslen af penge fra betaler
til betalingsmodtager eller transporten af penge gennemføres udelukkende i
sedler og mønter, eller hvor overførslen er baseret på papircheck,
papirveksler, solaveksler eller andre instrumenter, papirvouchers eller kort
trukket på en betalingstjenesteudbyder eller en anden part med henblik på at
stille midlerne til betalingsmodtagerens disposition. (18) Siden vedtagelsen af direktiv
2007/64/EF er der kommet nye typer betalingstjenester, især inden for
internetbetalinger. Blandt andet tredjemandsbetalingstjenesteudbydere er kommet
til og tilbyder såkaldte betalingsinitieringstjenester til forbrugere og
handlende, ofte uden at de kommer i besiddelse af de midler, der skal
overføres. Disse tjenester letter betalinger ved e-handel ved at oprette en
softwarebro mellem den handlendes websted og forbrugerens netbank platform for at
initiere internetbetalinger på grundlag af kreditoverførsler eller direkte
debiteringer. Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderne udgør et billigt alternativ
til kortbetalinger for både handlende og forbrugere og giver forbrugerne
mulighed for at foretage onlinekøb, selv hvis de ikke ejer et kreditkort. Da
tredjemandstjenesteudbydere ikke er underlagt direktiv 2007/64/EF, er de
imidlertid ikke nødvendigvis under tilsyn af en kompetent myndighed og retter
sig ikke efter kravene i direktiv 2007/64/EF. Det rejser en række juridiske
spørgsmål vedrørende bl.a. forbrugerbeskyttelse, sikkerhed og ansvar, samt
konkurrence- og databeskyttelsesspørgsmål. De nye regler bør derfor tage disse
spørgsmål op. (19) Pengeoverførsel er en simpel
betalingstjeneste, der sædvanligvis er baseret på kontant indbetaling fra en
betaler til en betalingstjenesteudbyder, der viderebetaler det tilsvarende
beløb, for eksempel via et kommunikationsnet, til en betalingsmodtager eller en
anden betalingstjenesteudbyder, der handler på vegne af betalingsmodtageren. I
nogle medlemsstater udbyder supermarkeder og andre handlende en tilsvarende
tjeneste til borgerne, idet de formidler betaling af regninger fra offentlige
tjenesteudbydere og andre almindelige regninger. Disse regningsbetalingstjenester
bør behandles som en pengeoverførsel, medmindre de kompetente myndigheder anser
denne aktivitet for at henhøre under en anden betalingstjeneste. (20) Det er nødvendigt at præcisere
de kategorier af betalingstjenesteudbydere, der lovligt kan udbyde betalingstjenester
i hele Unionen, nemlig kreditinstitutter, der modtager indskud fra brugere, der
kan bruges til finansiering af betalingstransaktioner, og som fortsat bør være
omfattet af tilsynskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU[27], e-pengeinstitutter, der
udsteder elektroniske penge, der kan bruges til finansiering af
betalingstransaktioner, og som fortsat bør være omfattet af tilsynskravene i
direktiv 2009/110/EF, betalingsinstitutter og postgirokontorer, der har
tilladelse hertil efter nationale regler. (21) Ved dette direktiv bør der
fastsættes regler for gennemførelsen af betalingstransaktioner, hvor midlerne
er elektroniske penge som defineret i direktiv 2009/110/EF. Ved dette direktiv
bør der imidlertid hverken fastsættes regler for udstedelse af elektroniske
penge eller ændres i reglerne for tilsyn med e-pengeinstitutter som fastlagt i
nævnte direktiv. Betalingsinstitutter bør derfor ikke have tilladelse til at
udstede elektroniske penge. (22) I direktiv 2007/64/EF er der
fastsat en tilsynsordning, der indfører én enkelt tilladelse for alle
betalingstjenesteudbydere, der ikke modtager indskud eller udsteder
elektroniske penge. Med henblik herpå indførte direktiv 2007/64/EF en ny
kategori af betalingstjenesteudbydere, "betalingsinstitutter", ved at
give mulighed for at meddele tilladelse til juridiske personer uden for de
eksisterende kategorier til at udbyde betalingstjenester i Unionen, forudsat at
en række strenge og omfattende betingelser er opfyldt. De samme betingelser bør
gælde for disse tjenester i hele Unionen. (23) Betingelserne for at få
meddelt og bevare en tilladelse som betalingsinstitut er ikke ændret
væsentligt. Som i direktiv 2007/64/EF omfatter betingelserne tilsynskrav, der
står i et rimeligt forhold til de operationelle og finansielle risici, disse
institutter løber i forbindelse med deres virksomhed. Her er det nødvendigt med
en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital, der senere
vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene.
På grund af de store forskelligheder, der gør sig gældende inden for
betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for forskellige metoder i
kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de
samme risici behandles ens for alle betalingstjenesteudbydere. Kravene til
betalingsinstitutterne bør tage hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt
er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket medfører et
snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici,
der opstår i forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for
eksempel være forbudt for betalingsinstitutter at modtage indskud fra brugere,
og de må kun anvende de midler, brugerne indbetaler, til udførelse af
betalingstjenester. De påkrævede tilsynsbestemmelser, herunder med hensyn til
startkapital, bør stå i forhold til den betalingstjeneste, der ydes af
betalingsinstituttet. Tjenester, der kun giver adgang til betalingskonti, men
uden at tilbyde nogen konto, bør anses for at have middelstor risiko med hensyn
til startkapital. (24) Det bør foreskrives, at
kundernes midler skal holdes adskilt fra betalingsinstituttets midler til andre
forretningsaktiviteter. Imidlertid synes beskyttelseskrav kun at være
nødvendige, når et betalingsinstitut er i besiddelse af kundens midler.
Betalingsinstitutter bør ligeledes opfylde krav om en effektiv bekæmpelse af
hvidvaskning af penge og af finansiering af terrorisme. (25) Dette direktiv bør ikke
indføre ændringer i betalingsinstitutternes forpligtelser vedrørende
regnskabsaflæggelse og revision af deres årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber. Betalingsinstitutterne bør udarbejde deres årsregnskaber og
konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Rådets direktiv 78/660/EØF[28] og, hvor det er relevant,
Rådets direktiv 83/349/EØF[29]
og Rådets direktiv 86/635/EØF[30].
Årsregnskaberne og de konsoliderede regnskaber bør revideres, medmindre
betalingsinstituttet er undtaget fra denne forpligtelse i henhold til direktiv
78/660/EØF samt, hvor det er relevant, direktiv 83/349/EØF og 86/635/EØF. (26) I takt med den teknologiske
udvikling er der fremkommet et udvalg af supplerende tjenester i de senere år,
såsom kontooplysningstjenester og kontosammenlægningstjenester. Disse tjenester
bør også være omfattet af dette direktiv for at give forbrugerne tilstrækkelig
beskyttelse og juridisk klarhed om deres status. (27) I tilfælde hvor
betalingsinstitutter beskæftiger sig med udbud af en eller flere af de
betalingstjenester, som er omfattet af dette direktiv, må de kun være i
besiddelse af betalingskonti, der udelukkende anvendes til
betalingstransaktioner. For at betalingsinstitutter kan udbyde
betalingstjenester, skal de have adgang til betalingskonti. Medlemsstaterne bør
sikre, at sådan en adgang stilles til rådighed på en måde, der står i forhold
til det legitime mål, der søges opfyldt. (28) Dette direktiv bør kun
regulere betalingsinstitutters ydelse af kredit, dvs. ydelse af kreditlinjer og
udstedelse af kreditkort, hvis de er kædet tæt sammen med betalingstjenester.
Kun hvis der ydes kredit for at lette betalingstjenester, og denne kredit er af
kortfristet art og ydes for en periode, der ikke overstiger 12 måneder,
herunder med indbygget automatisk forlængelse, er det hensigtsmæssigt at
tillade betalingsinstitutter at yde en sådan kredit med hensyn til deres
grænseoverskridende aktiviteter, på betingelse af at refinansiering fortrinsvis
sker med betalingsinstituttets egne midler samt midler fra kapitalmarkederne,
men ikke med midler, som betalingsinstituttet ligger inde med for kunder med
henblik på betalingstjenester. Sådanne regler bør ikke berøre
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF[31] eller anden relevant
EU-lovgivning eller national lovgivning om betingelser for kreditydelse til
forbrugere, der ikke er harmoniseret ved dette direktiv. (29) Overordnet set har samarbejdet
mellem de kompetente nationale myndigheder, der har ansvaret for at meddele
tilladelse til betalingsinstitutter, udøve den løbende kontrol og træffe
beslutning om inddragelse af en tilladelse, vist sig at fungere
tilfredsstillende. Samarbejdet mellem de kompetente myndigheder bør dog
forbedres, både med hensyn til de oplysninger, der udveksles, og med hensyn til
ensartet anvendelse og fortolkning af direktivet, i tilfælde hvor det
betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse, ønsker at yde betalingstjenester
i en anden medlemsstat end sit hjemland ved at gøre brug af etableringsretten
eller den frie udveksling af tjenesteydelser (pasordningen). Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA) bør pålægges at udarbejde retningslinjer for
samarbejdet og dataudvekslingen. (30) For at forbedre
gennemsigtigheden vedrørende de betalingsinstitutter, der har fået meddelt
tilladelse af eller er registreret hos de kompetente myndigheder, herunder
deres agenter og filialer, bør der hos EBA oprettes en webportal, som tjener
som europæisk elektronisk indgangsportal, der forbinder de nationale registre.
Foranstaltningerne bør søge at bidrage til at forbedre samarbejdet mellem de
kompetente myndigheder. (31) Tilgængeligheden af nøjagtige,
ajourførte oplysninger bør forbedres ved at pålægge betalingsinstitutterne uden
unødig forsinkelse at oplyse den kompetente myndighed i deres hjemland om
ændringer, der påvirker nøjagtigheden af de oplysninger og data, der er givet
med henblik på tilladelsen, herunder yderligere agenter, filialer eller
enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. De
kompetente myndigheder bør også i tvivlstilfælde verificere, at de modtagne
oplysninger er korrekte. (32) I dette direktiv fastsættes de
minimumsbeføjelser, de kompetente myndigheder bør have, når de fører tilsyn med
betalingsinstitutternes overholdelse af de gældende regler, men disse
beføjelser skal dog udøves under hensyntagen til grundlæggende rettigheder,
herunder beskyttelse af privatlivets fred. Med hensyn til udøvelsen af disse
beføjelser, der kan udgøre en alvorlig indgriben i retten til respekt for
privatliv og familieliv, hjem og kommunikation, bør medlemsstaterne iværksætte
tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod ethvert misbrug eller enhver
vilkårlighed, for eksempel gennem forudgående tilladelse fra den pågældende
medlemsstats retsmyndighed. (33) Det er vigtigt at sikre, at
alle personer, der yder pengeoverførselstjenester, bringes inden for rammerne
af et vist minimum af lov- og reguleringskrav. Det er derfor ønskeligt at
registrere identitet og opholdssted for alle personer, der udbyder
pengeoverførselstjenester, også af personer, der ikke kan opfylde alle
betingelser for meddelelse af tilladelse som betalingsinstitut. Denne strategi
er i overensstemmelse med den logiske begrundelse for den særlige anbefaling VI
fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge, der
anbefaler at indføre en mekanisme, ifølge hvilken betalingstjenesteudbydere,
der ikke kan opfylde alle betingelserne i anbefalingen, ikke desto mindre kan
behandles som betalingsinstitutter. I den henseende bør medlemsstaterne opføre
sådanne personer i registret over betalingsinstitutter uden at lade alle
betingelserne for tilladelse gælde. Det er imidlertid vigtigt at lade
muligheden for undtagelse være betinget af strenge krav vedrørende omfanget af
betalingstransaktioner. Undtagne betalingsinstitutter bør hverken have ret til
etablering eller fri udveksling af tjenesteydelser og bør heller ikke indirekte
udøve disse rettigheder som medlemmer af et betalingssystem. (34) Det er vigtigt for
betalingstjenesteudbydere at have adgang til betalingssystemernes tekniske
infrastrukturtjenester. En sådan adgang bør imidlertid være underlagt de
nødvendige krav for at sikre systemernes integritet og stabilitet.
Betalingstjenesteudbydere, der søger om at deltage i et betalingssystem, bør
over for deltagerne i betalingssystemet dokumentere, at deres interne ordninger
er tilstrækkelig modstandsdygtige over for alle former for risici. Disse
betalingssystemer omfatter typisk for eksempel kortordninger med fire parter og
store systemer, der behandler kreditoverførsler og direkte debitering. For at
sikre ens behandling i hele Unionen af de forskellige kategorier af
betalingstjenesteudbydere med tilladelse i overensstemmelse med betingelserne i
deres tilladelse er det nødvendigt at afklare reglerne om adgang til at udbyde
betalingstjenester og adgang til betalingssystemer. (35) Det bør foreskrives, at der
ikke må ske forskelsbehandling af betalingsinstitutter og kreditinstitutter med
tilladelse, så enhver betalingstjenesteudbyder, der konkurrerer på det indre
marked, kan anvende disse betalingssystemers tekniske infrastrukturtjenester på
samme vilkår. Der bør fastsættes regler om forskellig behandling af
betalingstjenesteudbydere med tilladelse og dem, der er omfattet af undtagelsen
i dette direktiv samt af undtagelsen i artikel 3 i direktiv 2009/110/EF, på
grund af forskellene i deres tilsynsmæssige rammer. Under alle omstændigheder
bør forskelle i prisvilkår kun tillades, hvis det er begrundet i forskelle i de
omkostninger, betalingstjenesteudbyderne pådrager sig. Dette bør ikke berøre
medlemsstaternes ret til at begrænse adgangen til systemisk betydningsfulde
systemer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF[32] og heller ikke Den Europæiske
Centralbanks (ECB) og Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB)
kompetencer med hensyn til adgang til betalingssystemer. (36) I nogle tilfælde har
medlemsstaterne givet bestemte betalingstjenesteudbydere indirekte adgang til
angivne betalingssystemer analogt med bestemmelserne i direktiv 98/26/EF. Denne
afgørelse træffes efter den pågældende medlemsstats skøn. For at sikre fair
konkurrence mellem betalingstjenesteudbydere bør dette direktiv dog fastsætte,
at hvis en medlemsstat har givet en betalingstjenesteudbyder indirekte adgang
til sådanne systemer, bør andre betalingstjenesteudbydere, der befinder sig i samme
situation, få samme ikke-diskriminerende behandling. (37) Inden for de seneste år er
betalingssystemer med tre parter, hvor systemet fungerer som den eneste
betalingstjenesteudbyder for både betaleren og betalingsmodtageren, blevet
anselige aktører på markedet for behandling af betalinger. Der er derfor ikke
længere nogen begrundelse for at anvende en undtagelse for disse systemer med
hensyn til at give adgang til andre betalingstjenesteudbydere, når andre
betalingssystemer ikke kan drage fordel af sådan en undtagelse. (38) Der bør indføres regler for at
sikre gennemsigtighed i forretningsbetingelserne og oplysningskravene
vedrørende betalingstjenester. (39) Dette direktiv bør ikke finde
anvendelse på kontante betalingstransaktioner, da der allerede findes et indre
marked for kontantbetalinger, og heller ikke på betalingstransaktioner baseret
på papirchecks, da disse i sagens natur ikke kan behandles så effektivt som
andre betalingsmidler. God praksis inden for dette område bør dog baseres på
principperne i dette direktiv. (40) Da forbrugere og virksomheder
ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyttelsesniveau.
Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder i bestemmelser, der ikke
kan fraviges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer
mulighed for at indgå andre aftaler, når de ikke har at gøre med forbrugere.
Imidlertid bør medlemsstaterne kunne bestemme, at mikrovirksomheder som
defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF[33] bør behandles på samme måde
som forbrugere. Under alle omstændigheder bør visse centrale bestemmelser i
dette direktiv altid finde anvendelse, uanset hvilken status brugeren har. (41) Ved dette direktiv bør det
præciseres, hvilke forpligtelser der gælder for betalingstjenesteudbydere hvad
angår oplysningerne til betalingstjenestebrugere, der bør have samme høje
niveau af klare oplysninger om betalingstjenester for at kunne foretage
velinformerede valg og kunne vælge frit i hele Unionen. Af hensyn til
gennemsigtigheden bør direktivet fastsætte de harmoniserede krav, der er
nødvendige for at sikre, at betalingstjenestebrugerne får de nødvendige og
tilstrækkelige oplysninger, hvad angår betalingstjenesteaftalen og
betalingstransaktionerne. For at fremme et velfungerende indre marked for
betalingstjenester bør medlemsstaterne ikke kunne vedtage andre bestemmelser om
oplysningskrav end de krav, der er fastsat i dette direktiv. (42) Forbrugerne bør beskyttes mod
urimelig eller vildledende praksis i tråd med Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/29/EF[34]
samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF[35] og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/65/EF[36].
De supplerende bestemmelser i disse direktiver finder fortsat anvendelse.
Forbindelsen mellem informationskravene forud for aftalen i dette direktiv og
direktiv 2002/65/EF bør dog præciseres. (43) De krævede oplysninger bør stå
i et rimeligt forhold til brugernes behov og gives i et standardiseret format.
Oplysningskravene for en enkelt betalingstransaktion bør imidlertid være
forskellige fra kravene i en rammeaftale om flere betalingstransaktioner. (44) I praksis er rammeaftaler og
betalingstransaktioner omfattet heraf langt mere almindelige og økonomisk
vigtige end enkeltstående betalingstransaktioner. Hvis der findes en
betalingskonto eller et specifikt betalingsinstrument, kræves der en
rammeaftale. Kravene om forudgående oplysninger om rammeaftaler bør derfor være
relativt omfattende, og oplysningerne bør altid gives på papir eller på et
andet varigt medium, for eksempel udskrifter, cd-rom'er, dvd'er og harddiskdrev
på personlige computere, hvor der kan lagres e-mail, og fra websteder, når blot
sådanne websteder er tilgængelige for senere konsultation i en periode, der er
tilstrækkelig i forhold til oplysningernes formål, og de lagrede oplysninger
kan reproduceres uændret. Den måde, hvorpå efterfølgende oplysninger om
gennemførte betalingstransaktioner gives, bør imidlertid kunne aftales i
rammeaftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren,
for eksempel at alle oplysninger om en betalingskonto stilles til rådighed
online, når det drejer sig om netbankydelser. (45) I forbindelse med
enkeltstående betalingstransaktioner bør kun de væsentlige oplysninger altid
gives på betalingstjenesteudbyderens eget initiativ. Da betaleren sædvanligvis
er til stede, når denne giver betalingsordren, er det ikke nødvendigt at kræve,
at oplysningerne i alle tilfælde skal gives på papir eller på et andet varigt
medium. Betalingstjenesteudbyderen kan give oplysningerne mundtligt ved disken
eller på anden måde gøre dem lettilgængelige, for eksempel ved at slå
betingelserne op på en opslagstavle på stedet. Der bør også gives oplysninger
om, hvor der findes mere detaljerede oplysninger (for eksempel en webadresse).
Hvis forbrugeren anmoder derom, bør de vigtigste oplysninger imidlertid gives
på papir eller på et andet varigt medium. (46) Ved dette direktiv bør
forbrugeren gives ret til at modtage relevante oplysninger vederlagsfrit, før
den pågældende bindes af en betalingstjenesteaftale. Forbrugeren bør også til
enhver tid under aftaleforholdet kunne anmode om forudgående oplysninger og om
at få rammeaftalen på papir vederlagsfrit for at have mulighed for at
sammenligne betalingstjenesteudbydernes tjenester og betingelser og i tilfælde
af tvister kunne efterprøve sine aftalemæssige rettigheder og forpligtelser.
Disse bestemmelser bør være forenelige med direktiv 2002/65/EF. De udtrykkelige
bestemmelser om vederlagsfri oplysninger i dette direktiv bør ikke bevirke, at
der gives tilladelse til at opkræve gebyrer for levering af oplysninger til
forbrugerne i henhold til andre gældende direktiver. (47) Den måde, som
betalingstjenesteudbyderen giver betalingstjenestebrugeren de ønskede
oplysninger på, bør tage hensyn til brugerens behov samt til praktiske tekniske
aspekter og til omkostningseffektivitet, afhængigt af hvad der er fastlagt i
den pågældende betalingstjenesteaftale. I direktivet bør der således skelnes
mellem to måder, hvorpå betalingstjenesteudbyderen giver oplysninger: Enten bør
oplysningerne gives, dvs. aktivt meddeles af betalingstjenesteudbyderen på det
relevante tidspunkt, som det kræves i dette direktiv, og uden at
betalingstjenestebrugeren anmoder yderligere herom, eller også bør
oplysningerne stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren, idet der
tages hensyn til dennes eventuelle anmodninger om yderligere oplysninger. I
sådanne tilfælde bør betalingstjenestebrugeren aktivt tage skridt til at skaffe
oplysningerne for eksempel ved udtrykkeligt at anmode betalingstjenesteudbyderen
herom, logge på netbanken eller indsætte et hævekort i en kortlæser for at få
et kontoudtog. Betalingstjenesteudbyderen bør med henblik herpå sørge for, at
det er muligt at få adgang til oplysningerne, og at oplysningerne er til rådighed
for betalingstjenestebrugeren. (48) Forbrugerne bør modtage basale
oplysninger om gennemførte betalingstransaktioner uden yderligere gebyrer. I
tilfælde af en enkeltstående betalingstransaktion bør
betalingstjenesteudbyderen ikke opkræve særskilte gebyrer for disse
oplysninger. De efterfølgende månedlige oplysninger om betalingstransaktioner i
henhold til en rammeaftale bør tilsvarende gives vederlagsfrit. Under
hensyntagen til betydningen af gennemsigtighed i prisfastsættelsen og
forskellige forbrugerbehov bør parterne dog kunne indgå aftale om, at der
opkræves gebyrer for hyppigere eller supplerende oplysninger. For at tage højde
for forskelle i national praksis bør det derfor tillades medlemsstaterne at
fastsætte bestemmelser om, at månedlige papirbaserede betalingskontoudtog altid
skal udsendes vederlagsfrit. (49) For at fremme kundemobiliteten
bør forbrugerne kunne opsige en rammeaftale efter et år, uden at det medfører
gebyrer. For forbrugerne bør opsigelsesperioden ikke være mere end en måned, og
for betalingstjenesteudbydere bør opsigelsesperioden være på mindst to måneder.
Dette direktiv berører ikke den forpligtelse, som betalingstjenesteudbyderen
har til under ekstraordinære omstændigheder at opsige betalingstjenesteaftalen
i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning, herunder
lovgivning om hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, alle
foranstaltninger vedrørende indefrysning af pengemidler og alle særlige
foranstaltninger, der knytter sig til forebyggelse og efterforskning af
kriminalitet. (50) Betalingsinstrumenter til små
betalinger bør være et billigt og brugervenligt alternativ i forbindelse med
billige varer og tjenester og bør ikke behæftes med en række urimelige krav. De
relevante oplysningskrav og reglerne om gennemførelse bør derfor begrænses til
væsentlige oplysninger, idet der også tages hensyn til de tekniske muligheder,
der er grund til at forvente af instrumenter, der udelukkende anvendes til små
betalinger. Trods den lempede ordning bør der ydes betalingstjenestebrugerne
tilstrækkelig beskyttelse set i lyset af de begrænsede risici, der er forbundet
med disse betalingsinstrumenter, navnlig for så vidt angår forudbetalte
betalingsinstrumenter. (51) Det er nødvendigt at fastsætte
de kriterier, i henhold til hvilke tredjemandsbetalingstjenesteudbydere har
adgang til og kan bruge oplysningerne om disponible midler på
betalingstjenestebrugerens konto hos en anden betalingstjenesteudbyder. For
eksempel bør de nødvendige databeskyttelses- og sikkerhedskrav, der er fastsat
i dette direktiv, eller som er inkluderet i EBA's retningslinjer, opfyldes af
både tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen og den betalingstjenesteudbyder, der
fører betalingstjenestebrugerens konto. Betalerne bør give udtrykkeligt samtykke
til tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens adgang til deres betalingskonti og
bør oplyses om adgangens omfang. For at muliggøre udviklingen af andre
betalingstjenesteudbydere, der ikke kan modtage indlån, er det nødvendigt, at
kreditinstitutter giver dem oplysninger om de disponible midler, hvis betaleren
har indvilliget i, at disse oplysninger videregives til den
betalingstjenesteudbyder, der har udstedt betalingstjenesteinstrumentet. (52) Betalingstjenestebrugeres og
betalingstjenesteudbyderes rettigheder og forpligtelser bør justeres for at
tage højde for tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens deltagelse i
transaktionen, når betalingsinitieringstjenesten bruges. En afbalanceret
ansvarsfordeling mellem den kontoførende betalingstjenesteudbyder, og den tredjemandsbetalingstjenesteudbyder,
der indgår i transaktionen, bør forpligte dem til at tage ansvar for de
respektive dele af transaktionen, der er under deres kontrol og tydeligt angive
den ansvarlige part i tilfælde af hændelser. I tilfælde af svig eller tvister
bør tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen have en særlig forpligtelse til at
give betaleren og den kontoførende betalingstjenesteudbyder transaktionernes
referencer og oplysningerne om den med transaktionen forbundne autorisation. (53) Med henblik på at begrænse
risiciene for og konsekvenserne af uautoriserede eller fejlbehæftede
betalingstransaktioner bør betalingstjenestebrugeren snarest muligt orientere
betalingstjenesteudbyderen om eventuelle indsigelser, der gøres mod
betalingstransaktioner, som angiveligt er uautoriserede eller fejlbehæftede,
forudsat at betalingstjenesteudbyderen har opfyldt sine oplysningsforpligtelser
efter dette direktiv. Hvis betalingstjenestebrugeren overholder denne
underretningsfrist, bør vedkommende kunne påberåbe sig de pågældende krav, så
længe forældelsesfristen ikke er overskredet i henhold til national ret. Dette
direktiv berører ikke andre krav mellem betalingstjenestebrugere og
betalingstjenesteudbydere. (54) I tilfælde af autoriserede
betalingstransaktioner bør betaleren omgående få tilbagebetalt beløbet for den
pågældende transaktion. For at forhindre, at betaleren stilles ugunstigt, bør
valørdatoen for kreditering ikke være senere end den dato, hvor det pågældende
beløb blev debiteret. For at tilskynde betalingstjenestebrugeren til snarest
muligt at underrette udbyderen om et eventuelt tyveri eller tab af et
betalingsinstrument og således mindske risikoen for uautoriserede
betalingstransaktioner bør brugeren kun hæfte for et begrænset beløb, medmindre
betalingstjenestebrugeren har handlet svigagtigt eller groft forsømmeligt. I
den sammenhæng synes et beløb på 50 EUR at være tilstrækkeligt for at sikre en
harmoniseret og omfattende brugerbeskyttelse i Unionen. Når brugeren har
meddelt betalingstjenesteudbyderen, at vedkommendes betalingsinstrument kan
være misbrugt, bør brugeren ikke længere skulle dække tab som følge af
uautoriseret brug af instrumentet. Dette direktiv bør ikke berøre
betalingstjenesteudbyderens ansvar for den tekniske sikkerhed vedrørende egne produkter. (55) For at vurdere eventuel
forsømmelse fra betalingstjenestebrugerens side bør der tages hensyn til alle
omstændigheder. Beviset for og graden af den påståede forsømmelse bør generelt
vurderes i henhold til national ret. Aftalevilkår og betingelser vedrørende
levering og brug af et betalingsinstrument, som pålægger forbrugeren en større
bevisbyrde, eller som reducerer udstederens bevisbyrde, bør betragtes som
ugyldige. Ydermere er det i specifikke situationer, især hvis
betalingsinstrumentet ikke er til stede ved salgsstedet, som ved
onlinebetalinger over internettet, hensigtsmæssigt, at
betalingstjenesteudbyderen er forpligtet til at forelægge beviser for angivelig
forsømmelighed, da betalerens mulighed for at gøre det er meget begrænset i
sådanne tilfælde. (56) Der bør indføres bestemmelser
om fordeling af tab i tilfælde af uautoriserede betalingstransaktioner. Med
undtagelse af svig og grov forsømmelighed bør en forbruger aldrig være
forpligtet til at betale mere end 50 EUR i tilfælde af en uautoriseret
transaktion fra vedkommendes konto. Der kan gælde andre bestemmelser for
betalingstjenestebrugere, der ikke er forbrugere, idet sådanne brugere normalt
har større mulighed for at vurdere risikoen for svig og træffe
modforanstaltninger. (57) Dette direktiv bør fastsætte
regler om tilbagebetaling, der beskytter forbrugeren, når den gennemførte
betalingstransaktion overstiger det beløb, der med rimelighed kunne forventes.
For at undgå et finansielt tab for betaleren skal det sikres, at valørdatoen for
kreditering af en tilbagebetaling ikke ligger senere end den dato, hvor det
pågældende beløb blev debiteret. Med hensyn til direkte debiteringer bør
betalingstjenesteudbydere kunne give kunderne endnu gunstigere vilkår, hvor
kunderne har ubetinget ret til tilbagebetaling af enhver betalingstransaktion,
der gøres indsigelse mod. Denne ubetingede ret til tilbagebetaling, der sikrer
det højeste forbrugerbeskyttelsesniveau, er dog ikke berettiget i tilfælde,
hvor den handlende allerede har opfyldt aftalen, og den pågældende vare eller
tjenesteydelse allerede er forbrugt. Hvis brugeren kræver tilbagebetaling af en
betalingstransaktion, bør retten til tilbagebetaling hverken påvirke betalerens
ansvar over for betalingsmodtageren fra det underliggende forhold, for eksempel
hvad angår varer og tjenester, som er bestilt, forbrugt eller retmæssigt
faktureret, eller brugerens rettigheder hvad angår tilbagekaldelse af en
betalingsordre. (58) Med henblik på
likviditetsstyring og rettidig opfyldelse af betalingsforpligtelser skal
forbrugere og virksomheder vide præcist, hvor længe det tager at gennemføre en
betalingsordre. Ved dette direktiv bør der derfor indføres et tidspunkt, fra
hvilket rettigheder og forpligtelser får virkning, nemlig når
betalingstjenesteudbyderen modtager betalingsordren, herunder når denne har
haft lejlighed til at modtage den via de kommunikationsmidler, der er fastlagt
i betalingstjenesteaftalen, uanset en eventuel forudgående andel i den proces,
der førte til oprettelse og overførsel af betalingsordren, for eksempel kontrol
af sikkerhed og adgang til midler, information om brugen af PIN-kode eller
udstedelse af et betalingstilsagn. Desuden bør modtagelsen af en betalingsordre
finde sted, når betalerens betalingstjenesteudbyder modtager den betalingsordre,
der skal debiteres betalerens konto. Datoen eller tidspunktet for, hvornår en
betalingsmodtager sender sin betalingstjenesteudbyder betalingsordrer
vedrørende opkrævning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer,
eller hvornår en betalingstjenesteudbyder indrømmer en betalingsmodtager
forfinansiering af de pågældende beløb (via en betinget kreditering af
vedkommendes konto), bør i den forbindelse være uden betydning. Brugerne bør
kunne stole på, at en fuldstændig og gyldig betalingsordre gennemføres korrekt,
hvis betalingstjenesteudbyderen ikke har en aftalemæssig eller retmæssig
afvisningsgrund. Hvis betalingstjenesteudbyderen afviser en betalingsordre, bør
betalingstjenestebrugeren snarest have meddelelse herom samt en begrundelse herfor
i henhold til kravene i EU-retten og national ret. (59) Da moderne fuldautomatiske
betalingssystemer behandler betalingstransaktioner hurtigt, således at
betalingsordrer på et givet tidspunkt ikke længere kan tilbagekaldes uden store
omkostninger til manuel intervention, er det nødvendigt at fastsætte en klar
frist for tilbagekaldelse af betalingen. Afhængigt af betalingstjenestens og
betalingsordrens art kan tidspunktet dog ændres efter aftale mellem parterne.
Tilbagekaldelse i denne forstand bør kun gælde i forholdet mellem
betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og dette anfægter
således ikke, at betalingstransaktioner i betalingssystemer er uigenkaldelige
og endelige. (60) En sådan uigenkaldelighed bør
ikke berøre de rettigheder eller forpligtelser efter nogle medlemsstaters
lovgivning, som en betalingstjenesteudbyder i henhold til betalerens
rammeaftale eller nationale love, administrative bestemmelser eller
retningslinjer har til at tilbagebetale betaleren beløbet for den gennemførte
betalingstransaktion i tilfælde af en tvist mellem betaleren og
betalingsmodtageren. En sådan tilbagebetaling bør betragtes som en ny
betalingsordre. Bortset fra sådanne tilfælde bør retstvister, der opstår inden
for det forhold, der ligger til grund for betalingsordren, udelukkende afgøres
mellem betaleren og betalingsmodtageren. (61) Det er af afgørende betydning
for en fuldt integreret straight-through processing af betalinger og for
retssikkerheden hvad angår opfyldelsen af eventuelle underliggende forpligtelser
mellem betalingstjenestebrugere, at hele det beløb, betaleren overfører, bør
krediteres betalingsmodtagerens konto. Det bør derfor ikke være muligt for
nogen af de parter, der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktioner, at
foretage fradrag i det overførte beløb. Det bør imidlertid være muligt for
betalingsmodtageren at indgå en aftale med sin betalingstjenesteudbyder,
hvorved denne får ret til at fratrække sine egne gebyrer. For at
betalingsmodtageren kan kontrollere, at det skyldige beløb er indbetalt
korrekt, bør efterfølgende oplysninger om betalingstransaktionen ikke blot
angive det fulde overførte beløb, men også eventuelle gebyrer. (62) Hvad angår gebyrer har
erfaringen vist, at deling af gebyrer mellem betaler og betalingsmodtager er
det mest effektive system, da det letter straight-through processing af
betalinger. Det bør derfor foreskrives, at gebyrer under normale forhold kan
opkræves direkte hos betaler og betalingsmodtager af deres respektive
betalingstjenesteudbydere. Det bør imidlertid kun gælde, når
betalingstransaktionen ikke omfatter omregning af valuta. Gebyrerne kan også
være nul, da bestemmelserne i dette direktiv ikke bør berøre praksis, hvor
betalingstjenesteudbyderen undlader at opkræve gebyrer hos forbrugerne, når deres
konti krediteres. Afhængigt af kontraktvilkårene kan en
betalingstjenesteudbyder vælge alene at opkræve gebyrer hos betalingsmodtageren
(den handlende) for brug af betalingstjenester med den konsekvens, at der ikke
opkræves gebyr hos betaleren. Betalingssystemernes gebyrer kan antage form af
et abonnementsgebyr. Bestemmelserne om det overførte beløb eller opkrævede
gebyrer har ingen direkte virkning på prissætningen mellem
betalingstjenesteudbydere eller andre mellemmænd. (63) Forskelle i national praksis
vedrørende gebyropkrævning for anvendelse af et givet betalingsinstrument (i
det følgende benævnt "opkrævning af brugergebyrer") har ført til vidt
forskellige forhold på EU's betalingsmarkeder og er blevet en kilde til
forvirring for forbrugerne, især med hensyn til e-handel og grænseoverskridende
handel. Handlende i medlemsstater, hvor det er tilladt at opkræve
brugergebyrer, udbyder produkter og tjenesteydelser i medlemsstater, hvor det
er forbudt, og opkræver alligevel brugergebyr fra forbrugeren. En anden god
grund til at revidere praksis for opkrævning af brugergebyrer er, at forordning
(EU) nr. xxx/yyyy fastsætter regler for multilaterale interbankgebyrer for
kortbaserede betalinger. Da interbankgebyrer er hovedårsagen til, at de fleste
kortbetalinger er dyre, og opkrævning af brugergebyrer i praksis er begrænset
til kortbaserede betalinger, bør reglerne om interbankgebyrer ledsages af en
revidering af reglerne om opkrævning af brugergebyrer. For at fremme
gennemsigtighed i omkostningerne og brugen af de mest effektive
betalingsinstrumenter bør medlemsstaterne og betalingstjenesteudbyderne ikke
forhindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr fra betaleren for brug af
et specifikt betalingsprodukt, idet der tages hensyn til bestemmelserne i direktiv
2011/83/EU. Imidlertid bør betalingsmodtagerens ret til at opkræve et sådan
brugergebyr kun gælde for betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrer
ikke er regulerede. Dette forventes at fungere som styringsmekanisme hen imod
de billigste betalingsmidler. (64) For at gøre betalinger i
Unionen mere effektive bør der for alle betalingsordrer, der initieres af
betaleren, og som foretages i euro eller i en valuta i en medlemsstat uden for
euroområdet, herunder kredittransaktioner og pengeoverførsler, gælde en
maksimal gennemførelsestid på én dag. For alle andre betalinger, eksempelvis
betalinger initieret af eller via betalingsmodtageren, herunder direkte
debiteringer og kortbetalinger, bør samme gennemførelsestid på én dag gælde,
hvis der ikke foreligger en udtrykkelig aftale mellem
betalingstjenesteudbyderen og betaleren, der fastsætter en længere
gennemførelsestid. Disse tidsfrister bør kunne forlænges med én arbejdsdag,
hvis betalingsordren gives på papir. Dette giver mulighed for fortsat udbud af
betalingstjenester til de forbrugere, der kun er vant til papirbaserede
dokumenter. Når der anvendes en ordning med direkte debitering, bør
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder sende opkrævningsordren inden for
den tidsfrist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og dennes
betalingstjenesteudbyder, således at afregningen kan gennemføres på den aftalte
forfaldsdato. Da betalingsinfrastrukturer imidlertid ofte er særdeles
effektive, bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne beholde eller fastsætte bestemmelser
om en kortere gennemførelsestid end én arbejdsdag for at undgå en forringelse
af det nuværende serviceniveau. (65) Bestemmelserne om
gennemførelse af det fulde beløb og om gennemførelsestider bør betragtes som
god praksis, når en af betalingstjenesteudbyderne ikke er etableret i Unionen. (66) Det er vigtigt, at
betalingstjenestebrugerne kender de faktiske omkostninger og gebyrer for
betalingstjenester, for at de kan træffe deres valg. Derfor bør det ikke være
tilladt at bruge ugennemsigtige prissætningsmetoder, da det er den almindelige
opfattelse, at sådanne metoder gør det særdeles vanskeligt for brugerne at
fastslå den faktiske pris for en betalingstjeneste. Navnlig bør brugen af
valørdatoer til skade for brugerne ikke være tilladt. (67) For at betalingssystemet kan
fungere smidigt og effektivt, må brugeren have tillid til, at
betalingstjenesteudbyderen vil gennemføre betalingstransaktionen korrekt og
inden for den aftalte tid. Sædvanligvis har udbyderen forudsætningerne for at
vurdere de risici, der følger med en betalingstransaktion. Det er udbyderen,
der stiller betalingssystemet til rådighed, indgår aftaler om tilbagekaldelse
af fejlagtigt placerede midler og i de fleste tilfælde beslutter, hvilke
mellemmænd der indgår i gennemførelsen af betalingstransaktionen. I lyset af
alle disse overvejelser er det fuldt ud relevant, undtagen under usædvanlige
eller uforudsigelige omstændigheder, at tillægge betalingstjenesteudbyderen
ansvaret for gennemførelsen af en betalingstransaktion, som vedkommende har
accepteret fra brugeren, undtagen med hensyn til betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyders handlinger og undladelser, for hvilke alene
betalingsmodtageren er ansvarlig. For at betaleren ikke skal være ubeskyttet i
usandsynlige konstellationer, hvor det kan være uafklaret (non liquet), om
betalingen blev behørigt modtaget af betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder, bør den tilsvarende bevisbyrde påhvile betalerens
betalingstjenesteudbyder. Som hovedregel kan det forventes, at den formidlende
institution, sædvanligvis et "neutralt" organ såsom en centralbank
eller et fælles clearinghus, der overfører betalingsbeløbet fra den afsendende
betalingstjenesteudbyder til den modtagende betalingstjenesteudbyder, vil lagre
posteringsoplysninger og være i stand til at stille disse til rådighed, når som
helst det er nødvendigt. Uanset hvornår betalingsbeløbet er blevet krediteret
den modtagende betalingstjenesteudbyders konto, bør betalingsmodtageren
øjeblikkeligt have et krav på sin betalingstjenesteudbyder for så vidt angår
kreditering på kontoen. (68) Betalerens
betalingstjenesteudbyder bør påtage sig ansvaret for, at betalingen gennemføres
korrekt, herunder navnlig det fulde transaktionsbeløb og gennemførelsestiden,
og det fulde ansvar for forsømmelser begået af andre parter i betalingskæden
indtil betalingsmodtagerens konto. På grund af dette ansvar bør betalerens
betalingstjenesteudbyder, når det fulde beløb ikke eller først sent krediteres
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, rette betalingstransaktionen
eller snarest muligt tilbagebetale betaleren det relevante transaktionsbeløb,
uden at dette berører andre krav, der kan påberåbes i henhold til national ret.
På grund af betalingstjenesteudbyderens ansvar bør betaleren eller
betalingsmodtageren ikke pålægges nogen omkostninger i forbindelse med den
fejlbehæftede betaling. Ved en manglende, fejlbehæftet eller for sent
gennemført betalingstransaktion bør medlemsstaterne sikre, at valørdatoen for
betalingstjenesteudbyderens efterbetalinger altid er den samme som valørdatoen
ved en korrekt gennemførelse. (69) Dette direktiv bør kun vedrøre
aftalemæssige forpligtelser og ansvar mellem betalingstjenestebrugeren og
betalingstjenesteudbyderen. Hvis pengeoverførsler og andre betalingstjenester
skal fungere korrekt, skal betalingstjenesteudbydere og deres mellemmænd, såsom
udbydere af databehandling, imidlertid have indgået aftaler, som fastsætter
deres indbyrdes rettigheder og forpligtelser. Spørgsmål vedrørende
erstatningsansvar udgør en væsentlig del af disse ensartede aftaler. For at
sikre troværdigheden mellem betalingstjenesteudbydere og mellemmænd, der indgår
i en betalingstransaktion, er det nødvendigt, at der er retssikkerhed for, at
en ikke-ansvarlig betalingstjenesteudbyder holdes skadesløs for tab eller beløb
betalt i henhold til dette direktivs bestemmelser om hæftelse. Yderligere
rettigheder og detaljer om indholdet af denne regres og proceduren for
behandling af klager mod den betalingstjenesteudbyder eller den mellemmand, der
har ansvaret for en mangelfuld betalingstransaktion, bør fastlægges i de
indgåede aftaler. (70) Det bør være muligt for
betalingstjenesteudbyderen utvetydigt at præcisere, hvilke oplysninger der er
nødvendige for at gennemføre en betalingsordre korrekt. For at undgå opsplitning
og for ikke at sætte indførelsen af integrerede betalingssystemer i Unionen på
spil, bør medlemsstaterne på den anden side ikke have mulighed for at kræve en
særlig identifikationskode for betalingstransaktioner. Dette bør dog ikke
afholde medlemsstaterne fra at kræve, at betalerens betalingstjenesteudbyder
handler med den nødvendige omhu og, når det er teknisk muligt og ikke kræver
manuel intervention, kontrollerer sammenhængen i den entydige
identifikationskode og, når der ikke er sammenhæng i den entydige
identifikationskode, afviser en betalingsordre og underretter betaleren herom.
Betalingstjenesteudbyderens ansvar bør være begrænset til en pligt til at
gennemføre betalingstransaktionen korrekt i overensstemmelse med
betalingsordren fra betalingstjenestebrugeren. (71) For at fremme en effektiv
forebyggelse af svig og bekæmpe betalingssvig i Unionen bør der indføres
bestemmelser om en effektiv udveksling af oplysninger mellem
betalingstjenesteudbydere, der bør have mulighed for at indsamle, behandle og
udveksle personoplysninger om de personer, der er involveret i betalingssvig.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF [37], de nationale regler, der
gennemfører direktiv 95/46/EF, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 45/2001[38]
finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med dette
direktiv. (72) I dette direktiv overholdes de
grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske
Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder respekten for privatliv
og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, friheden til at
oprette og drive egen virksomhed, retten til effektive retsmidler og retten til
ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse
Direktivet skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og
principper. (73) Det er nødvendigt at sikre en
effektiv håndhævelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af
dette direktiv. Der bør derfor indføres egnede procedurer, der giver mulighed
for at klage over betalingstjenesteudbydere, der ikke overholder disse
bestemmelser, og for at sikre, at der i givet fald pålægges sanktioner, der er
effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Med henblik på at
sikre effektiv overholdelse af dette direktiv bør medlemsstaterne udpege
kompetente myndigheder, der opfylder betingelserne i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010[39], og som handler uafhængigt af
betalingstjenesteudbyderne. Af hensyn til gennemsigtigheden bør medlemsstaterne
meddele Kommissionen, hvilke autoriteter der er udpeget, med en klar
beskrivelse af deres pligter i henhold til dette direktiv. (74) Uden at det berører brugernes
ret til at anlægge sag ved en domstol, bør medlemsstaterne sikre, at konflikter
mellem betalingstjenesteudbydere og forbrugere vedrørende de rettigheder og
forpligtelser, der følger af dette direktiv, kan løses med begrænsede
omkostninger og på en lettilgængelig og udenretslig måde. I Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008[40]
fastsættes det, at den forbrugerbeskyttelse, som de obligatoriske lovregler i
det land, hvor de pågældende har deres sædvanlige opholdssted, giver, ikke kan
tilsidesættes af eventuelle aftalemæssige bestemmelser om lovvalg. Med hensyn
til etablering af en effektiv procedure for tvistbilæggelse bør medlemsstaterne
sikre, at betalingstjenesteudbyderne iværksætter en effektiv procedure for
kundeklager, der kan følges af deres forbrugere, før tvisten indbringes til
bilæggelse ved en udenretslig procedure eller for en domstol. Klageproceduren
bør indeholde korte og klart definerede tidsrammer, inden for hvilke
betalingstjenesteudbyderen bør besvare en klage. (75) Medlemsstaterne bør fastsætte,
om de kompetente myndigheder, der er udpeget til at meddele tilladelse til
betalingsinstitutter, også kan være de kompetente myndigheder i forbindelse med
udenretslige klagemuligheder og erstatningsprocedurer. (76) Dette direktiv bør ikke berøre
bestemmelserne i national lovgivning om følgerne for så vidt angår ansvar for
unøjagtige formuleringer eller fejl ved fremsendelsen af opgørelser. (77) Dette direktiv bør ikke berøre
bestemmelserne vedrørende momsbehandlingen af betalingstjenester i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/112/EF[41]. (78) Af hensyn til retssikkerheden
bør der indføres overgangsbestemmelser, der giver personer, som har påbegyndt
virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende national
lovgivning til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF før dette direktivs
ikrafttrædelse, ret til at fortsætte denne virksomhed i den pågældende
medlemsstat i en fastsat periode. (79) Beføjelsen til at vedtage
retsakter bør delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af
henvisningerne til henstilling 2003/361/EF, hvis den pågældende henstilling
ændres, og med henblik på at opdatere det gennemsnitsbeløb for
betalingstransaktioner, der gennemføres af betalingstjenesteudbyderne, der bruges
som grænseværdi af de medlemsstater, der anvender muligheden for at fritage
mindre betalingsinstitutter fra (dele af) tilladelseskravene. Det er navnlig
vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende
arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med
forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig,
rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til
Europa-Parlamentet og til Rådet. (80) Med henblik på ensartet
anvendelse af dette direktiv bør Kommissionen kunne benytte sig af ekspertise
og støtte fra EBA, der bør have til opgave at udarbejde retningslinjer og
reguleringsmæssige tekniske standarder om sikkerhedsaspekter ved
betalingstjenester og om samarbejdet mellem medlemsstaterne vedrørende udbud af
tjenesteydelser og etablering af betalingsinstitutter med tilladelse i andre
medlemsstater. Kommissionen bør bemyndiges til at vedtage disse
lovgivningsmæssige tekniske standarder. Disse specifikke opgaver er i fuld
overensstemmelse med EBA's rolle og ansvarsområder som defineret i forordning
(EU) nr. 1093/2010, i henhold til hvilken EBA er oprettet. (81) Målet for dette direktiv,
nemlig yderligere integration af et indre marked for betalingstjenester, kan
ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da det kræver
harmonisering af en lang række forskellige regler, der på nuværende tidspunkt
findes i de forskellige medlemsstaters retssystemer, og kan derfor bedre nås på
EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går
direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. (82) I henhold til den fælles
politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen
om forklarende dokumenter[42]
har medlemsstaterne forpligtet sig til, i tilfælde hvor det er berettiget, at
lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere
dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de
tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med
dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er
berettiget. (83) I betragtning af antallet af
nødvendige ændringer i direktiv 2007/64/EF bør direktivet ophæves og erstattes — VEDTAGET DETTE DIREKTIV: AFSNIT I
GENSTAND, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER Artikel 1
Genstand 1. Ved dette direktiv fastsættes
der regler for medlemsstaternes sondring mellem følgende seks kategorier af
betalingstjenesteudbydere: a) kreditinstitutter i den i artikel 4, stk.
1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013[43] fastsatte betydning, herunder filialer
i den i nævnte forordnings artikel 4, stk. 1, nr. 17), fastsatte betydning, som
er beliggende i Unionen, til kreditinstitutter, der har hovedsæde inden for
eller, i henhold til artikel 47 i direktiv 2013/36/EU, uden for Unionen b) e-pengeinstitutter som defineret i
artikel 2, nr. 1), i direktiv 2009/110/EF c) postgirokontorer, der ifølge national lov
har ret til at udbyde betalingstjenester d) betalingsinstitutter som defineret i
artikel 4, nr. 4), i dette direktiv e) Den Europæiske Centralbank og de
nationale centralbanker, når de ikke handler i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder eller andre offentlige myndigheder f) medlemsstater eller deres regionale og
lokale myndigheder, når de ikke handler i deres egenskab af offentlige
myndigheder. 2. Dette direktiv fastsætter
endvidere regler for gennemsigtighed i betingelserne for og oplysningskravene
til betalingstjenester og betalingstjenestebrugeres og
betalingstjenesteudbyderes respektive rettigheder og forpligtelser, hvad angår
udbud af betalingstjenester som fast beskæftigelse eller forretningsaktivitet. Artikel 2
Anvendelsesområde 1. Dette direktiv finder
anvendelse på betalingstjenester, der udbydes inden for Unionen, hvis både
betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste
betalingstjenesteudbyder, der er involveret i betalingstransaktionen, er
beliggende i Unionen. Artikel 78 og afsnit III finder også anvendelse på
betalingstransaktioner, hvor kun en af betalingstjenesteudbyderne er beliggende
i Unionen, for så vidt angår de dele af betalingstransaktionen, der gennemføres
i Unionen. 2. Afsnit III finder anvendelse
på betalingstjenester i alle valutaer. Afsnit IV finder anvendelse på
betalingstjenester i euro eller i valutaen i en medlemsstat uden for euroområdet. 3. Medlemsstaterne kan
dispensere fra anvendelsen af alle eller en del af bestemmelserne i dette
direktiv for så vidt angår de institutter, der er omhandlet i artikel 2, stk.
5, nr. 2)-23), i direktiv 2013/36/EU, bortset fra dem, der er omhandlet i stk.
5, nr. 2) og 3), i nævnte artikel. Artikel 3
Uden for anvendelsesområdet Dette direktiv finder ikke anvendelse på: a) betalingstransaktioner, der udelukkende
foretages kontant direkte fra betaleren til betalingsmodtageren uden noget
mellemled b) betalingstransaktioner fra betaleren til
betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som har tilladelse til at forhandle
eller afslutte salg eller køb af varer eller tjenesteydelser på enten
betalerens eller betalingsmodtagerens vegne c) erhvervsmæssig fysisk transport af sedler
og mønter, herunder afhentning, håndtering og levering heraf d) betalingstransaktioner, der indebærer
ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden for rammerne af
almennyttig virksomhed e) tjenester, hvor kontant betaling fra
betalingsmodtager til betaler foretages som en del af en betalingstransaktion
efter udtrykkelig anmodning fra betalingstjenestebrugeren umiddelbart før
gennemførelsen af betalingstransaktionen ved en betaling for køb af varer eller
tjenesteydelser f) kontante transaktioner, hvor midlerne
ikke indestår på en betalingskonto g) betalingstransaktioner baseret på et af
følgende dokumenter, der er trukket på betalingstjenesteudbyderen med henblik
på at give betalingsmodtageren rådighed over midler: i) papirchecks som defineret i
Genève-konventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet
checklov ii) papirchecks som nævnt i nr. i) og
reguleret af lovgivningen i medlemsstater, som ikke er parter i
Genève-konventionen af 19. marts 1931 om indførelse af en ensartet checklov iii) papirbaserede veksler i
overensstemmelse med Genève-konventionen af 7. juni 1930 om indførelse af en
ensartet veksellovgivning iv) papirbaserede veksler som nævnt i nr.
iii) og reguleret af lovgivningen i medlemsstater, som ikke er parter i
Genève-konventionen af 7. juni 1930 om indførelse af en ensartet
veksellovgivning v) papirbaserede vouchers vi) papirbaserede rejsechecks vii) papirbaserede postanvisninger som
defineret af Verdenspostunionen h) betalingstransaktioner, der er gennemført
inden for rammerne af et system til afvikling af betalinger eller værdipapirer,
mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter og/eller
centralbanker og andre deltagere i systemet og betalingstjenesteudbydere, jf.
dog artikel 29 i) betalingstransaktioner vedrørende
formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder udbytter, indkomster
eller andre udlodninger, eller indfrielse eller salg, der foretages af de i
litra h) omhandlede personer eller af investeringsselskaber, kreditinstitutter,
institutter for kollektiv investering i værdipapirer eller
administrationsselskaber, som udfører investeringsservice, samt alle andre
enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot j) tjenester leveret af udbydere af
tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de
på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres, bl.a.
behandling og lagring af data, tillidsskabende tjenester og tjenester til
beskyttelse af privatlivets fred, autentifikation af data og enheder, levering
af it- og kommunikationsnetværk, levering og vedligeholdelse af terminaler og
udstyr til brug for betalingstjenester, med undtagelse af
betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester k) tjenester baseret på specifikke
instrumenter, der er udformet med henblik på at opfylde præcise formål, og som
kun kan anvendes i begrænset omfang, enten fordi de kun giver indehaveren af
det specifikke instrument mulighed for at erhverve varer eller tjenester i
udstederens forretningslokaler eller inden for et begrænset net af
tjenesteudbydere i henhold til en forretningsaftale indgået direkte med en
professionel udsteder, eller fordi de kun kan benyttes til erhvervelse af et
begrænset udvalg af varer eller tjenester l) betalingstransaktioner, der gennemføres
af en udbyder af elektroniske kommunikationsnetværk eller -tjenester, hvis
transaktionen udbydes til en abonnent på netværket eller tjenesten og til køb
af digitalt indhold som accessoriske tjenester til elektroniske
kommunikationstjenester, uanset hvilken anordning der anvendes til køb eller
forbrug af indholdet, forudsat at værdien af den enkelte betalingstransaktion
ikke overstiger 50 EUR og den samlede værdi af betalingstransaktionerne ikke
overstiger 200 EUR i en enkelt faktureringsmåned m) betalingstransaktioner, der foretages
mellem betalingstjenesteudbydere, deres agenter eller filialer for deres
regning n) betalingstransaktioner mellem et
moderselskab og dets datterselskaber, eller mellem datterselskaber under samme
moderselskab uden mellemkomst af en anden betalingstjenesteudbyder end et
selskab, som tilhører samme koncern. Artikel 4
Definitioner I dette direktiv
forstås ved: 1. "hjemland": i) den medlemsstat, hvor
betalingstjenesteudbyderens vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, eller ii) hvis betalingstjenesteudbyderen ifølge
national lovgivning ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, den medlemsstat,
hvor dens hovedkontor er beliggende 2. "værtsland": en
anden medlemsstat end hjemlandet, hvor betalingstjenesteudbyderen har en agent
eller en filial eller udbyder betalingstjenester 3. "betalingstjeneste":
de forretningsaktiviteter, som er anført i bilag I 4. "betalingsinstitut":
en juridisk person, der i overensstemmelse med artikel 10 er meddelt tilladelse
til at udbyde og gennemføre betalingstjenester i hele Unionen 5. "betalingstransaktion":
en handling, der initieres af en betaler eller på dennes vegne eller af en
betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden
hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og
betalingsmodtageren 6. "betalingssystem":
et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede ordninger og
fælles regler for behandling, clearing og/eller afvikling af
betalingstransaktioner 7. "betaler": en
fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader
en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen
betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der udsteder en betalingsordre 8. "betalingsmodtager":
en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler,
der indgår i en betalingstransaktion 9. "betalingstjenesteudbyder":
enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, samt juridiske og fysiske personer,
der er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 27 10. "kontoførende
betalingstjenesteudbyder": betalingstjenesteudbyder, der stiller
betalingskonti til rådighed for en betaler, og fører disse 11. "tredjemandsbetalingstjenesteudbyder":
en betalingstjenesteudbyder, der udøver forretningsvirksomhed som omhandlet i
punkt 7 i bilag I 12. "betalingstjenestebruger":
en fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som
betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele 13. "forbruger": en
fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler, som er omfattet
af dette direktiv, optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes
erhvervsmæssige virksomhed 14. "rammeaftale": en
aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af individuelle
og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og
betingelser for oprettelse af en betalingskonto 15. "pengeoverførsel":
en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der
oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene
med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller
en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, og/eller hvor
sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed
for denne 16. "betalingskonto": en
konto oprettet i en eller flere betalingstjenestebrugeres navn med henblik på
at gennemføre betalingstransaktioner 17. "midler": sedler og
mønter, kontopenge og elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i
direktiv 2009/110/EF 18. "betalingsordre":
enhver form for instruks fra en betaler eller betalingsmodtager til en
betalingstjenesteudbyder om at gennemføre en betalingstransaktion 19. "valørdato": et
referencetidspunkt, der anvendes af en betalingstjenesteudbyder ved beregningen
af renter af de midler, der debiteres eller krediteres en betalingskonto 20. "referencekurs": den
vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel
valutaomregning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen
eller stammer fra en offentligt tilgængelig kilde 21. "autentifikation":
en procedure, der giver betalingstjenesteudbyderen mulighed for at verificere
identiteten af brugeren af et specifikt betalingsinstrument, bl.a. ved hjælp af
personaliserede sikkerhedsfeatures eller kontrol af personaliserede
identitetsdokumenter 22. "stærk
kundeautentifikation": en procedure for validering af en fysisk eller
juridisk persons identifikation baseret på anvendelse af to eller flere
elementer, der kategoriseres som viden, besiddelse og iboende egenskab, og som
er uafhængige, idet et brud på et af dem ikke svækker de andres pålidelighed,
og som desuden er udformet således, at den beskytter fortroligheden af
autentifikationsdataene 23. "referencerentesats":
den rentesats, der ligger til grund for beregningen af en eventuel rente, og
som stammer fra en offentligt tilgængelig kilde, som begge parter i en
betalingstjenesteaftale kan verificere 24. "entydig
identifikationskode": en kombination af bogstaver, tal eller symboler, som
betalingstjenesteudbyderen oplyser til betalingstjenestebrugeren, og som
betalingstjenestebrugeren skal angive for utvetydigt at identificere den anden
betalingstjenestebruger og/eller dennes betalingskonto med henblik på en
betalingstransaktion 25. "agent": en fysisk
eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbud
af betalingstjenester 26. "betalingsinstrument":
enhver form for personaliseret instrument og/eller sæt af procedurer, der er
aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, og som
bruges for at initiere en betalingsordre 27. "fjernkommunikationsmiddel":
ethvert middel, som uden samtidig fysisk tilstedeværelse af
betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan anvendes til
indgåelse af en betalingstjenesteaftale 28. "varigt medium":
ethvert instrument, der gør det muligt for betalingstjenestebrugeren at lagre
information, der er rettet personligt til den pågældende, på en måde, der
tillader fremtidig brug i et tidsrum, der er afpasset efter
informationsformålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af den
lagrede information 29. "mikrovirksomhed":
en virksomhed, der på det tidspunkt, hvor betalingstjenesteaftalen indgås, er
en virksomhed som defineret i artikel 1 og i artikel 2, stk. 1 og 3, i bilaget
til Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 30. "arbejdsdag": en
dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante betalingstjenesteudbyder,
der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som
påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion 31. "direkte
debitering": en betalingstjeneste med henblik på at debitere en betalers
betalingskonto, hvor en betalingstransaktion initieres af betalingsmodtageren
på grundlag af, at betaleren har meddelt sit samtykke til betalingsmodtageren,
til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller til betalerens egen
betalingstjenesteudbyder 32. "betalingsinitieringstjeneste":
en betalingstjeneste, der giver adgang til en betalingskonto, som stilles til
rådighed af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, og hvor betaleren kan være
aktivt involveret i betalingsinitieringen eller tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens
software, eller hvor betalingsinstrumenterne kan anvendes af betaleren eller
betalingsmodtageren til at overføre betalerens brugeroplysninger til den
kontoførende betalingstjenesteudbyder 33. "kontooplysningstjeneste":
en betalingstjeneste, hvor der stilles konsoliderede og brugervenlige
oplysninger til rådighed for en betalingstjenestebruger om en eller flere
betalingskonti, som betalingstjenestebrugeren har hos en eller flere
kontoførende betalingstjenesteudbydere 34. "filial": et andet
forretningssted end hovedkontoret, som er en del af et betalingsinstitut, som
ikke er en juridisk person, og som direkte udfører nogle af eller alle de
transaktioner, der indgår i et betalingsinstituts virksomhed; alle
forretningssteder, som er oprettet i den samme medlemsstat af et
betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, betragtes som én
filial 35. "koncern": en gruppe
selskaber, som består af et moderselskab, dets datterselskaber og de enheder,
som moderselskabet eller dets datterselskaber deltager i, samt selskaber, der
har en indbyrdes forbindelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv
83/349/EØF 36. "elektronisk
kommunikationsnet": et net som defineret i artikel 2, litra a), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF[44] 37. "elektronisk
kommunikationstjeneste": en tjeneste som defineret i artikel 2, litra c),
i direktiv 2002/21/EF 38. "digitalt indhold":
varer og tjenester som defineret i artikel 2, nr. 11), i direktiv 2011/83/EF. AFSNIT II
BETALINGSTJENESTEUDBYDERE KAPITEL 1
Betalingsinstitutter Afdeling 1
Almindelige bestemmelser Artikel 5
Meddelelse af tilladelse For at få meddelt
tilladelse som betalingsinstitut indgives der en ansøgning til de kompetente
myndigheder i hjemlandet sammen med følgende: a) en oversigt over aktiviteter, der
bl.a. angiver de planlagte typer betalingstjenester b) en forretningsplan med en
budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at ansøgeren er i
stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er
hensigtsmæssige til en forsvarlig drift c) dokumentation for, at
betalingsinstituttet råder over den i artikel 6 anførte startkapital d) for så vidt angår de
betalingsinstitutter, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, en beskrivelse af
de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører
betalingstjenestebrugerne, jf. artikel 9 e) en beskrivelse af ansøgerens
governanceordninger og interne kontrolmekanismer, herunder administrative,
risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, der dokumenterer, at disse
governanceordninger og kontrolmekanismer og -procedurer er proportionale,
passende, forsvarlige og tilstrækkelige f) en beskrivelse af den procedure,
der er indført for at håndtere og følge op på sikkerhedshændelser og
sikkerhedsrelaterede kundeklager, herunder en ordning for indberetning af
hændelser, hvori der er taget højde for betalingsinstituttets
indberetningsforpligtelser, jf. artikel 86 g) en beskrivelse af den procedure, der
er indført for at overvåge, spore og begrænse adgangen til følsomme betalingsdata
samt logiske og fysiske kritiske ressourcer h) en beskrivelse af ordningerne for
forretningskontinuitet, herunder en klar fastlæggelse af de vitale funktioner,
effektive beredskabsplaner og en procedure til regelmæssigt at teste og
evaluere, om sådanne planer er tilstrækkelige og effektive i) en beskrivelse af de principper og
definitioner, der anvendes ved indsamling af statistiske data om resultater,
transaktioner og svig j) et dokument om
sikkerhedspolitikken, en detaljeret risikovurdering i tilknytning til de
pågældende betalingstjenester og en beskrivelse af de sikkerhedskontrol- og
risikobegrænsningsforanstaltninger, der er truffet for på forsvarlig vis at
beskytte betalingstjenestebrugerne mod de identificerede risici, herunder svig
og ulovlig brug af følsomme oplysninger og personoplysninger k) en beskrivelse af de interne
kontrolforanstaltninger, som ansøgeren har indført for at opfylde
forpligtelserne vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme
i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF[45] og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1781/2006[46]
l) en beskrivelse af ansøgerens
organisationsstruktur, herunder i relevante tilfælde en beskrivelse af den
tilsigtede brug af agenter og filialer samt en beskrivelse af
outsourcingsordninger, og af ansøgerens deltagelse i et nationalt eller
internationalt betalingssystem m) identiteten på personer, der direkte
eller indirekte har en kvalificeret andel i ansøgeren, jf. artikel 3, stk. 1,
nr. 33), i direktiv 2013/36/EU, størrelsen af deres andele og dokumentation for
deres egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en forsvarlig og
fornuftig ledelse af betalingsinstituttet n) identiteten på direktører og
ledelsesansvarlige for betalingsinstituttet og, når det er relevant,
ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets
betalingstjenesteaktiviteter, samt bevis for, at de har et godt omdømme og er i
besiddelse af den nødvendige viden og erfaring til at udføre betalingstjenester
som fastsat af betalingsinstituttets hjemland o) hvis det er relevant, oplysninger om
revisorer og revisionsfirmaer, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/43/EF[47] p) ansøgerens retlige status og
vedtægter q) ansøgerens hovedkontors adresse. Med henblik på litra d), e), f) og l) skal
ansøgeren fremlægge en beskrivelse af de regler, der gælder for revision af
instituttets regnskaber og den organisation, ansøgeren har oprettet for at
træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre brugernes
interesser og sikre kontinuitet og pålidelighed i forbindelse med udbud af
betalingstjenester. Det skal i tilknytning til de i litra j)
omhandlede sikkerhedskontrol- og risikobegrænsningsforanstaltninger angives,
hvordan de sikrer et højt teknisk sikkerhedsniveau, herunder med hensyn til de
software- og IT-systemer, der anvendes af ansøgeren eller de virksomheder, som
ansøgeren outsourcer hele eller dele af sine aktiviteter til. Disse
foranstaltninger skal også omfatte de sikkerhedsforanstaltninger, der er
fastsat i artikel 86, stk. 1. Disse foranstaltninger skal tage højde for
retningslinjer om sikkerhedsforanstaltninger udstedt af Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed (EBA), jf. artikel 86, stk. 2, når sådanne foreligger. Artikel 6
Startkapital Medlemsstaterne
kræver, at betalingsinstitutterne på tidspunktet for meddelelse af tilladelse
skal have en startkapital, der omfatter de i artikel 12 i direktiv 2013/36/EF
omhandlede elementer, som følger: a) hvis betalingsinstituttet kun
udbyder de betalingstjenester, der er anført i punkt 6 i bilag I, må kapitalen
på intet tidspunkt være mindre end 20 000 EUR b) hvis betalingsinstituttet udbyder de
betalingstjenester, der er anført i punkt 7 i bilag I, må kapitalen på intet
tidspunkt være mindre end 50 000 EUR c) hvis betalingsinstituttet udbyder en
eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 i bilag I, må
kapitalen på intet tidspunkt være mindre end 125 000 EUR. Artikel 7
Kapitalgrundlag 1. Betalingsinstituttets
kapitalgrundlag må ikke komme ned under det højeste af de beløb, der kræves i
henhold til henholdsvis artikel 6 og 8 i dette direktiv. 2. Medlemsstaterne træffer de
nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af elementer, som
kan indgå i kapitalgrundlaget, når betalingsinstituttet tilhører samme koncern
som et andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab,
porteføljeforvaltningsselskab eller forsikringsselskab. Dette stykke finder
ligeledes anvendelse, hvis et betalingsinstitut udøver forskellige typer virksomhed
og udbyder andet end betalingstjenester. 3. Hvis betingelserne i artikel
7 i forordning (EU) nr. 575/2013 er opfyldt, kan medlemsstaterne eller deres
kompetente myndigheder vælge ikke at anvende artikel 8 i dette direktiv på
betalingsinstitutter, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag med
moderkreditinstituttet i henhold til direktiv 2013/36/EU. Artikel 8 Beregning af kapitalgrundlag 1. Uanset de krav til
startkapitalen, der er fastsat i artikel 6, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitutterne
til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til én af
følgende tre metoder som fastlagt af de kompetente myndigheder i
overensstemmelse med national lovgivning: Metode A Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre
et beløb, der mindst er lig med 10 % af de faste omkostninger for det
foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde af
en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående
år. Har betalingsinstituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen
for beregningen, kræves det, at selskabets kapitalgrundlag svarer til mindst
10 % af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forretningsplanen,
medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset. Metode B Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre
et beløb, der mindst er lig med summen af følgende elementer multipliceret med
den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvolumenet (BV)
repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb for de betalingstransaktioner,
som betalingsinstituttet har gennemført i det foregående år: a) 4,0 % af den pågældende del af BV
indtil 5 mio. EUR plus b) 2,5 % af den pågældende del af BV
over 5 mio. EUR indtil 10 mio. EUR plus c) 1 % af den pågældende del af BV over
10 mio. EUR indtil 100 mio. EUR plus d) 0,5 % af den pågældende del af BV
over 100 mio. EUR indtil 250 mio. EUR plus e) 0,25 % af den pågældende del af BV
indtil 250 mio. EUR. Metode C Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst
udgøre det samme beløb som den relevante indikator som defineret i litra a)
multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b), som
igen multipliceres med omregningsfaktoren k som defineret i stk. 2: a) Den relevante indikator udgøres af summen
af –
renteindtægter –
renteudgifter –
modtagne provisioner og gebyrer, samt –
andre driftsindtægter. Hvert element medtages i summen med positivt eller
negativt fortegn. Engangsindtægter og andre ekstraordinære indtægter må ikke
anvendes til beregning af den relevante indikator. Udgifter til outsourcing af
tjenester, der leveres af tredjeparter, kan føre til en nedsættelse af den
relevante indikator, såfremt disse udgifter opkræves af en virksomhed, der er
underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Den relevante indikator beregnes
på grundlag af de seneste observationer for 12 måneder ved udgangen af det
seneste regnskabsår. Den relevante indikator beregnes over det seneste
regnskabsår. Dog må kapitalgrundlaget beregnet efter metode C ikke komme ned
under 80 % af gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår for den
relevante indikator. Foreligger der ikke reviderede tal, kan
betalingsinstituttets egne estimater anvendes. b) Multiplikationsfaktoren udgøres af: i) 10 % af den pågældende del af den
relevante indikator indtil 2,5 mio. EUR ii) 8 % af den pågældende del af den
relevante indikator fra 2,5 mio. EUR indtil 5 mio. EUR iii) 6 % af den pågældende del af den
relevante indikator fra 5 mio. EUR indtil 25 mio. EUR iv) 3 % af den pågældende del af den
relevante indikator fra 25 mio. EUR indtil 50 mio. EUR v) 1,5 % over 50 mio. EUR. 2. Den omregningsfaktor k, der
anvendes ved metode B og C, fastsættes til: a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun
udbyder den betalingstjeneste, der er anført i punkt 6 i bilag I b) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en
eller flere af de betalingstjenester, der er anført i punkt 1-5 eller 7 i bilag
I. 3. De kompetente myndigheder kan
på grundlag af en vurdering af betalingsinstituttets risikostyringsprocedurer,
risikotabsdatabase og interne kontrolmekanismer kræve, at betalingsinstituttets
kapitalgrundlag er indtil 20 % større end det beløb, der ville følge af
anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk. 1, eller tillade, at
betalingsinstituttets kapitalgrundlag er indtil 20 % mindre end det beløb,
der ville følge af anvendelsen af den metode, der er valgt i henhold til stk.
1. Artikel 9
Beskyttelseskrav 1. Medlemsstaterne eller de
kompetente myndigheder kræver af betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester,
og som samtidig udøver andre forretningsaktiviteter som omhandlet i artikel 17,
stk. 1, litra c), at de skal beskytte alle midler, der er modtaget fra
betalingstjenestebrugerne eller gennem en anden betalingstjenesteudbyder med
henblik på gennemførelse af betalingstransaktioner, på følgende måder: a) de må ikke på noget tidspunkt blandes
sammen med midler fra andre fysiske eller juridiske personer end de
betalingstjenestebrugere, som midlerne stammer fra, og skal, hvis
betalingsinstituttet stadig er i besiddelse af dem, og de endnu ikke er
udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden
betalingstjenesteudbyder ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter
den dag, hvor midlerne er modtaget, indsættes på en særskilt konto i et
kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko som
fastlagt af hjemlandets kompetente myndigheder; og de skal i overensstemmelse
med medlemsstaternes nationale lovgivning i betalingstjenestebrugernes
interesse være beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer,
navnlig i tilfælde af insolvens b) midlerne skal være dækket af en
forsikring eller en anden tilsvarende garanti fra et forsikringsselskab eller
et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinstituttet,
for et beløb, der svarer til det beløb, der skulle holdes adskilt, hvis der
ikke er en forsikring eller en anden tilsvarende garanti, der kan udbetales,
hvis betalingsinstituttet ikke er i stand til at opfylde sine økonomiske
forpligtelser. 2. Når et betalingsinstitut skal
beskytte midler i henhold til stk. 1, og en del af disse midler skal anvendes
til fremtidige betalingstransaktioner, idet det resterende beløb skal anvendes
til andre formål end betalingstjenester, er den del af midlerne, som modtages
med henblik på fremtidige betalingstransaktioner, også omfattet af kravene i
stk. 1. Når denne del varierer eller er ukendt på forhånd, tillader
medlemsstaterne betalingsinstitutterne at anvende dette stykke på grundlag af
en repræsentativ del, som skønnes at skulle anvendes til betalingstjenester,
forudsat at de kompetente myndigheder finder det godtgjort, at en sådan
repræsentativ del med rimelighed kan anslås ud fra historiske oplysninger. Artikel 10
Meddelelse af tilladelse 1. Medlemsstaterne kræver, at
andre enheder end de i artikel 1, stk. 1, litra a), b), c), e) og f), nævnte
samt andre end juridiske og fysiske personer omfattet af en undtagelse i
henhold til artikel 27, som agter at udbyde betalingstjenester, skal opnå
tilladelse som betalingsinstitut, inden de begynder at udbyde
betalingstjenester. Der meddeles kun tilladelse til juridiske personer, som er
etableret i en medlemsstat. 2. Der meddeles tilladelse, hvis
de oplysninger og det materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle
kravene i henhold til artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder, der nøje
har gennemgået ansøgningen, når frem til en overordnet positiv vurdering. Før
der meddeles tilladelse, kan de kompetente myndigheder eventuelt rådføre sig
med den nationale centralbank eller andre relevante offentlige myndigheder. 3. Betalingsinstitutter, der i
henhold til lovgivningen i hjemlandet skal have et vedtægtsmæssigt hjemsted,
skal have hovedkontor i den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er
beliggende. 4. De kompetente myndigheder
meddeler kun tilladelse, hvis der i betalingsinstituttet under hensyn til
behovet for at sikre en forsvarlig og fornuftig ledelse af et betalingsinstitut
findes effektive governanceordninger for dets betalingstjenestevirksomhed,
hvilket omfatter en klar organisatorisk struktur med en veldefineret,
gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling og effektive procedurer til at
identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, som
betalingsinstituttet er eller kan blive udsat for, samt hensigtsmæssige interne
kontrolmekanismer, herunder en god administrativ og regnskabsmæssig praksis;
disse ordninger, procedurer og mekanismer skal omfatte hele virksomheden og stå
i forhold til arten, omfanget og kompleksitetsgraden af de betalingstjenester,
der udbydes af betalingsinstituttet. 5. Når et betalingsinstitut
udbyder en af de betalingstjenester, der er anført i bilag I, og samtidig
udøver andre forretningsaktiviteter, kan de kompetente myndigheder kræve, at
der oprettes en særskilt enhed for betalingstjenestevirksomheden, hvis
betalingsinstituttets andre aktiviteter end betalingstjenester forringer eller
vil kunne forringe enten betalingsinstituttets soliditet eller de kompetente
myndigheders mulighed for at føre tilsyn med, om betalingsinstituttet opfylder
alle forpligtelser i dette direktiv. 6. De kompetente myndigheder
afslår at meddele tilladelse, hvis de under hensyn til behovet for at sikre en
forsvarlig og fornuftig ledelse af et betalingsinstitut ikke er overbeviste om,
at indehavere af kapitalandele og selskabsdeltagere, der besidder en
kvalificeret andel, er egnede. 7. Foreligger der snævre
forbindelser som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 38), i forordning (EU) nr.
575/2013 mellem betalingsinstituttet og andre fysiske eller juridiske personer,
meddeler de kompetente myndigheder kun tilladelse, hvis disse forbindelser ikke
hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver. 8. De kompetente myndigheder
meddeler kun tilladelse, hvis de love eller administrative bestemmelser i et
tredjeland, der gælder for en eller flere fysiske eller juridiske personer, som
betalingsinstituttet har snævre forbindelser med, eller de vanskeligheder, som
er forbundet med anvendelse af disse love eller administrative bestemmelser,
ikke hæmmer dem i varetagelsen af deres tilsynsopgaver. 9. Tilladelsen gælder i alle
medlemsstaterne og giver det pågældende betalingsinstitut mulighed for at
udbyde betalingstjenester i hele Unionen enten i henhold til den fri udveksling
af tjenesteydelser eller den frie etableringsret, forudsat at sådanne tjenester
er omfattet af tilladelsen. Artikel 11
Meddelelse af afgørelsen Senest tre måneder
efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter
modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelsen,
underretter de kompetente myndigheder ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen er
blevet efterkommet eller afvist. Hvis tilladelse nægtes, skal dette begrundes. Artikel 12
Inddragelse af tilladelse 1. De kompetente myndigheder kan
kun inddrage en meddelt tilladelse til et betalingsinstitut, såfremt følgende
forhold gør sig gældende for instituttet: a) det gør ikke brug af tilladelsen inden
for en frist af 12 måneder, giver udtrykkeligt afkald herpå eller ikke har
udøvet sin virksomhed i en periode på over seks måneder, medmindre den
pågældende medlemsstat har fastsat bestemmelser om, at tilladelsen i sådanne
tilfælde bortfalder b) det har opnået tilladelsen gennem falske
erklæringer eller andre uretmæssige midler c) det opfylder ikke længere betingelserne
for meddelelse af tilladelse eller undlader at oplyse den kompetente myndighed
om vigtige ændringer i sine forhold i den henseende d) det ville udgøre en trussel mod
betalingssystemets stabilitet eller tilliden til det, hvis det fortsatte sin
betalingstjenestevirksomhed e) det befinder sig i enhver anden
situation, som medfører, at tilladelsen inddrages i henhold til national
lovgivning. 2. Inddragelse af en tilladelse
begrundes og meddeles de pågældende. 3. Inddragelse af en tilladelse
offentliggøres, herunder i de registre, der er omhandlet i artikel 13 og 14. Artikel 13
Registrering i hjemlandet Medlemsstaterne
opretter et offentligt register over betalingsinstitutter, der er meddelt
tilladelse, og deres agenter og filialer, samt fysiske og juridiske personer og
deres agenter og filialer, der er omfattet af en undtagelse i henhold til
artikel 27, og de i artikel 2, stk. 3, omhandlede institutter, der i henhold
til national lovgivning har ret til at udbyde betalingstjenester. De optages i
registret i hjemlandet. Registeret skal
indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som betalingsinstituttet har
tilladelse til at udbyde, eller som den fysiske eller juridiske person er
blevet registreret til at udbyde. Betalingsinstitutter, der er meddelt
tilladelse, opføres i registret særskilt fra fysiske og juridiske personer, der
er registreret i henhold til artikel 27. Registret skal være offentligt
tilgængeligt, være tilgængeligt online og ajourføres regelmæssigt. Artikel 14
Webportal hos EBA 1. EBA opretter en webportal,
som tjener som europæisk elektronisk indgangsportal, og som forbinder de
offentlige registre, der er omhandlet i artikel 13, indbyrdes. EBA udvikler
indgangsportalen og står for driften heraf. 2. Systemet
til indbyrdes forbindelse mellem de offentlige registre består af: a) medlemsstaternes centrale registre b) portalen, der fungerer som europæisk
elektronisk indgangsportal. 3. Medlemsstaterne sikrer, at
der er adgang til deres offentlige registre via indgangsportalen. 4. EBA udarbejder udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder, hvori fastsættes de tekniske krav
vedrørende adgang på EU-plan til de oplysninger, der er indeholdt i de i
artikel 13 omhandlede offentlige registre. EBA
forelægger disse udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder for
Kommissionen senest [... within two years of the date of entry into force of
this Directive]. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage
de i første afsnit omhandlede reguleringsmæssige tekniske standarder efter proceduren
i artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Artikel 15
Bevarelse af tilladelse Hvis der sker
ændringer, som har indflydelse på de oplysninger eller det materiale, der er
fremlagt i overensstemmelse med artikel 5, underretter betalingsinstituttet
snarest muligt de kompetente myndigheder i hjemlandet herom. Artikel 16
Regnskaber og lovpligtig revision 1. Direktiv 78/660/EØF og, hvor
det er relevant, direktiv 83/349/EØF og 86/635/EØF samt Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002[48]
finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutter. 2. Medmindre de er undtaget i
henhold til direktiv 78/660/EØF og, hvor det er relevant, direktiv 83/349/EØF
og 86/635/EØF, revideres betalingsinstitutternes årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber af en revisor eller et revisionsfirma som omhandlet i direktiv
2006/43/EF. 3. Medlemsstaterne kræver med
henblik på tilsyn, at betalingsinstitutterne fremlægger særskilte
regnskabsoplysninger om de betalingstjenester og de aktiviteter, der er
omhandlet i artikel 17, stk. 1; oplysningerne skal forsynes med en
revisionserklæring. Erklæringen udarbejdes, hvor det er relevant, af
revisorerne eller et revisionsfirma. 4. Forpligtelserne i artikel 63
i direktiv 2013/36/EU finder tilsvarende anvendelse på betalingsinstitutternes
revisorer eller revisionsfirmaer for så vidt angår aktiviteter vedrørende
betalingstjenester. Artikel 17
Aktiviteter 1. Ud over at udbyde
betalingstjenester har betalingsinstitutter ret til at udøve følgende
aktiviteter: a) at udbyde driftsmæssige og nært
tilknyttede accessoriske tjenester som f.eks. sikkerhed for gennemførelse af
betalingstransaktioner, valutaveksling, depottjenester samt lagring og
behandling af data b) at drive betalingssystemer, jf. dog
artikel 29 c) andre forretningsaktiviteter end
betalingstjenester, under hensyn til gældende EU-lovgivning og national
lovgivning. 2. Hvis betalingsinstitutter
beskæftiger sig med udbud af en eller flere betalingstjenester, må de kun føre
betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.
Medlemsstaterne sikrer, at adgangen til disse betalingskonti er proportional. 3. Midler, som
betalingsinstitutter modtager fra betalingstjenestebrugere med henblik på udbud
af betalingstjenester, må ikke betragtes som indlån eller andre tilbagebetalingspligtige
midler, jf. artikel 9 i direktiv 2013/36/EF, eller elektroniske penge som
defineret i artikel 2, nr. 2), i direktiv 2009/110/EF. 4. Betalingsinstitutter må kun
yde kredit i forbindelse med betalingstjenester som omhandlet i punkt 4 eller 5
i bilag I, hvis følgende betingelser overholdes: a) kreditten er accessorisk og ydes
udelukkende i forbindelse med gennemførelse af en betalingstransaktion b) kredit, der ydes i forbindelse med en
betaling og gennemføres i overensstemmelse med artikel 10, stk. 9, og artikel
26, tilbagebetales uanset nationale regler om kredit med kreditkort inden for
et kort tidsrum, der i intet tilfælde må overstige 12 måneder c) en sådan kredit ydes ikke med brug af
midler, som er modtaget eller besiddes for at udføre en betalingstransaktion d) betalingsinstituttets kapitalgrundlag er
til enhver tid og efter tilsynsmyndighedernes opfattelse passende i forhold til
den samlede kredit, der ydes. 5. Betalingsinstitutter må ikke
erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler
som omhandlet i artikel 9 i direktiv 2013/36/EU. 6. Dette
direktiv berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF[49] eller anden relevant
EU-lovgivning eller nationale foranstaltninger vedrørende betingelser for
ydelse af kredit til forbrugere, der ikke er harmoniseret ved dette direktiv,
og som er i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Afdeling 2
Andre krav Artikel 18
Anvendelse af agenter, filialer eller enheder, hvortil aktiviteterne
outsources 1. Når et betalingsinstitut har
til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en agent, meddeler det de
kompetente myndigheder i hjemlandet følgende: a) navn og adresse på agenten b) en beskrivelse af de interne
kontrolmekanismer, som agenterne vil anvende for at opfylde forpligtelserne
vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme i henhold til
direktiv 2005/60/EF c) identiteten på direktører og
ledelsesansvarlige for den agent, der skal formidle udbud af
betalingstjenester, og dokumentation for, at de besidder den nødvendige
egnethed og hæderlighed. 2. Når de kompetente myndigheder
modtager oplysningerne i overensstemmelse med stk. 1, opfører de agenten i det
register, der er omhandlet i artikel 13. 3. Før de kompetente myndigheder
opfører agenten i registret, træffer de, hvis de skønner, at de oplysninger, de
har modtaget, ikke er korrekte, yderligere foranstaltninger til at kontrollere
oplysningerne. 4. Hvis de kompetente
myndigheder efter at have kontrolleret oplysningerne ikke finder det godtgjort,
at de oplysninger, som de har modtaget i henhold til stk. 1, er korrekte,
afviser de at opføre agenten i det register, der er omhandlet i artikel 13. 5. Hvis betalingsinstituttet
ønsker at udbyde betalingstjenester i en anden medlemsstat ved at anvende en
agent, skal det følge procedurerne i artikel 26. Før agenten i dette tilfælde
kan registreres i henhold til denne artikel, underretter hjemlandets kompetente
myndigheder værtslandets kompetente myndigheder om, at de agter at registrere
agenten, og tager deres bemærkninger i betragtning. 6. Hvis værtslandets kompetente
myndigheder har rimelige grunde til at formode, at der i forbindelse med den
påtænkte anvendelse af en agent eller den påtænkte oprettelse af en filial
begås, er blevet begået eller forsøges begået hvidvaskning af penge eller
finansiering af terrorisme som defineret i direktiv 2005/60/EF, eller at
anvendelsen af en sådan agent eller oprettelsen af en sådan filial kunne øge
risikoen for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme,
underretter de hjemlandets kompetente myndigheder, der kan afvise at registrere
agenten eller filialen eller trække registreringen af agenten eller filialen
tilbage, hvis den allerede er foretaget. 7. Hvis et betalingsinstitut har
til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner,
underretter det de kompetente myndigheder i hjemlandet herom. Væsentlige driftsmæssige funktioner må ikke
outsources på en måde, der i væsentlig grad forringer kvaliteten af
betalingsinstituttets interne kontrol og de kompetente myndigheders mulighed
for at overvåge, om betalingsinstituttet opfylder alle forpligtelser i dette
direktiv. I den i andet afsnit omhandlede betydning
betragtes en driftsmæssig funktion som væsentlig, hvis en fejl eller et svigt i
udførelsen i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende
overholdelse af de krav i forbindelse med dets tilladelse, der er omhandlet i
dette afsnit, eller dets øvrige forpligtelser i henhold til dette direktiv,
eller dets driftsmæssige resultat eller dets betalingstjenesters soliditet
eller fortsatte beståen. Medlemsstaterne sikrer, at betalingsinstitutterne,
hvis de outsourcer væsentlige driftsmæssige funktioner, overholder følgende
betingelser: a) outsourcing må ikke føre til, at den
daglige ledelse delegerer sit ansvar b) betalingsinstituttets forhold til og
forpligtelser over for dets betalingstjenestebrugere i henhold til dette
direktiv må ikke ændres c) de betingelser, som betalingsinstituttet
skal overholde for at blive meddelt tilladelse og bevare denne i
overensstemmelse med dette afsnit, skal fortsat være opfyldt d) ingen af de øvrige betingelser, som lå
til grund for meddelelse af tilladelsen, må være bortfaldet eller ændret. 8. Betalingsinstitutter sikrer,
at agenter eller filialer, der handler på deres vegne, underretter
betalingstjenestebrugerne herom. 9. Betalingsinstitutter
underretter straks de kompetente myndigheder i deres hjemland om ændringer
vedrørende anvendelsen af agenter, herunder yderligere agenter, filialer eller
enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, og ajourfører de i stk. 1
omhandlede oplysninger i overensstemmelse hermed. Artikel 19
Ansvar 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingsinstitutter, der lader tredjemand udføre driftsmæssige funktioner,
træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bestemmelserne i dette
direktiv overholdes. 2. Medlemsstaterne kræver, at
betalingsinstitutterne har det fulde erstatningsansvar for enhver handling, der
foretages af deres ansatte eller agenter, filialer eller enheder, hvortil der
er outsourcet aktiviteter. Artikel 20
Opbevaring af dokumentation Medlemsstaterne
pålægger betalingsinstitutter at registrere og opbevare alle de oplysninger,
der er relevante for dette afsnit, i mindst fem år, jf. dog direktiv 2005/60/EF
eller anden relevant EU-lovgivning. Afdeling 3
Kompetente myndigheder og tilsyn Artikel 21
Udpegning af kompetente myndigheder 1. Som kompetente myndigheder
med ansvar for meddelelse af tilladelse til og tilsyn med betalingsinstitutter,
der skal udføre de i dette afsnit omhandlede opgaver, udpeger medlemsstaterne
enten offentlige myndigheder eller organer, der er anerkendt i den nationale
lovgivning eller af de offentlige myndigheder, som udtrykkeligt har beføjelse
hertil efter den nationale lovgivning, herunder nationale centralbanker. De kompetente myndigheder skal være uafhængige af
økonomiske organer, og interessekonflikter skal undgås. Uden at dette berører
første afsnit, må betalingsinstitutter, kreditinstitutter, udstedere af
elektroniske penge eller postgirokontorer ikke udpeges som kompetente
myndigheder. Medlemsstaterne underretter Kommissionen herom. 2. Medlemsstaterne sikrer, at de
kompetente myndigheder, der udpeges efter stk. 1, har alle de beføjelser, der
er nødvendige for at varetage deres opgaver. 3. Hvis der på en medlemsstats
område er mere end én kompetent myndighed for de spørgsmål, der er omfattet af
dette afsnit, sikrer medlemsstaten, at disse myndigheder samarbejder tæt,
således at de kan varetage deres respektive opgaver effektivt. Det samme gælder
i de tilfælde, hvor de myndigheder, der er kompetente i forbindelse med
spørgsmål, der er omfattet af dette afsnit, ikke er de kompetente myndigheder,
der er ansvarlige for tilsyn med kreditinstitutter. 4. De kompetente myndigheder i
hjemlandet er ansvarlige for de opgaver, som varetages af de kompetente
myndigheder, der udpeges efter stk. 1. 5. Stk. 1 indebærer ikke, at de
kompetente myndigheder skal føre tilsyn med andre af betalingsinstitutternes
forretningsaktiviteter end udbud af betalingstjenester og de aktiviteter, der
er omhandlet artikel 17, stk. 1, litra a). Artikel 22
Tilsyn 1. Medlemsstaterne sikrer, at de
kompetente myndigheders tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i dette
afsnit er proportionalt, hensigtsmæssigt og afpasset efter de risici,
betalingsinstitutterne er udsat for. For at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne
i dette afsnit er de kompetente myndigheder berettiget til at tage følgende
skridt og navnlig: a) kræve, at betalingsinstituttet fremlægger
alle de oplysninger, der er nødvendige for at kontrollere overholdelsen b) udføre inspektioner på stedet hos
betalingsinstituttet, enhver agent eller filial, der udbyder betalingstjenester
under betalingsinstituttets ansvar, eller hos enhver enhed, som aktiviteterne er
outsourcet til c) udstede henstillinger og retningslinjer
og i givet fald udstede bindende administrative forskrifter d) suspendere eller inddrage tilladelser i
de tilfælde, der er omhandlet i artikel 12. 2. Med forbehold for
procedurerne for inddragelse af tilladelser og bestemmelserne i
straffelovgivningen sørger medlemsstaterne for, at deres respektive kompetente
myndigheder, i tilfælde af at et betalingsinstitut eller dets ansvarlige
ledelse har overtrådt love eller administrative bestemmelser om tilsyn med
betalingsinstitutter eller om disses betalingstjenestevirksomhed, kan pålægge
disse sanktioner eller påbyde foranstaltninger med det klare formål at bringe
de konstaterede overtrædelser eller årsagerne hertil til ophør. 3. Uanset kravene i artikel 6,
artikel 7, stk. 1 og 2, og artikel 8 sikrer medlemsstaterne, at de kompetente
myndigheder har tilladelse til at tage de i stk. 1 i denne artikel omhandlede
skridt med henblik på at sikre tilstrækkelig kapital til betalingstjenester,
navnlig hvis betalingsinstituttets andre aktiviteter end betalingstjenester
forringer eller vil kunne forringe betalingsinstituttets finansielle soliditet. Artikel 23
Tavshedspligt 1. Medlemsstaterne sikrer, at
alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, såvel som
eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af
tavshedspligt, uden at det berører tilfælde, der falder ind under
strafferetten. 2. Udveksling af oplysninger i
henhold til artikel 25 er omfattet af streng tavshedspligt for at sikre
beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder. 3. Medlemsstaterne kan anvende
denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i direktiv 2013/36/EU med de
fornødne ændringer. Artikel 24
Ret til domstolsprøvelse 1. Medlemsstaterne sikrer, at
afgørelser truffet af de kompetente myndigheder vedrørende et betalingsinstitut
i medfør af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i
overensstemmelse med dette direktiv, kan indbringes for domstolene. 2. Stk. 1 finder også anvendelse
i tilfælde af passivitet. Artikel 25
Informationsudveksling 1. Medlemsstaternes kompetente
myndigheder samarbejder med hinanden og, hvor det er relevant, med Den
Europæiske Centralbank og medlemsstaternes nationale centralbanker, EBA og
andre relevante kompetente myndigheder, som er udpeget i henhold til
EU-lovgivningen eller national lovgivning om betalingstjenesteudbydere. 2. Medlemsstaterne tillader
desuden udveksling af oplysninger mellem deres kompetente myndigheder og a) de kompetente myndigheder i andre
medlemsstater, der har ansvar for at meddele tilladelse til og føre tilsyn med
betalingsinstitutter b) Den Europæiske Centralbank og
medlemsstaternes nationale centralbanker i deres egenskab af pengepolitiske
myndigheder og overvågningsmyndigheder og, hvor det er relevant, andre
offentlige myndigheder med ansvar for overvågning af betalings- og
afviklingssystemer c) andre relevante myndigheder, der er
udpeget i henhold til dette direktiv, direktiv 2005/60/EF og anden
EU-lovgivning vedrørende betalingstjenesteudbydere, herunder lovgivning
vedrørende hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme d) EBA, når denne handler i sin egenskab af
at være pålagt at bidrage til, at tilsynsordningerne fungerer effektivt og konsekvent,
jf. artikel 1, stk. 5, litra a), i forordning (EU) nr. 1093/2010. Artikel 26
Udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af
tjenesteydelser 1. Betalingsinstitutter, der er
meddelt tilladelse, og som ønsker for første gang at udbyde betalingstjenester
i en anden medlemsstat end hjemlandet i henhold til etableringsretten og den
frie udveksling af tjenesteydelser, anmelder dette til de kompetente
myndigheder i hjemlandet. Senest en måned efter modtagelsen af sådanne
oplysninger underretter de kompetente myndigheder i hjemlandet de kompetente
myndigheder i værtslandet om navn og adresse på betalingsinstituttet, navnene
på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens
organisationsstruktur og om, hvilke betalingstjenester det pågældende
betalingsinstitut påtænker at udbyde på værtslandets område. For at kunne udføre kontrol og træffe de
nødvendige foranstaltninger efter artikel 22 vedrørende agenten, filialen eller
en enhed, til hvilken aktiviteterne er outsourcet, som et betalingsinstitut,
der er etableret på en anden medlemsstats område, har ansvaret for, samarbejder
de kompetente myndigheder i hjemlandet med de kompetente myndigheder i
værtslandet. 2. Inden for rammerne af
samarbejdet i henhold til stk. 1 og 2 underretter de kompetente myndigheder i
hjemlandet de kompetente myndigheder i værtslandet, når de har til hensigt at
foretage kontrol på stedet på sidstnævntes område. De kompetente myndigheder i hjemlandet kan dog
uddelegere kontrollen på stedet med det pågældende institut til de kompetente
myndigheder i værtslandet. 3. De kompetente myndigheder
udveksler alle væsentlige og/eller relevante oplysninger, navnlig om
overtrædelser begået af agenter, filialer eller enheder, til hvilke
aktiviteterne er outsourcet, eller mistanke om sådanne overtrædelser. I denne
forbindelse fremlægger de kompetente myndigheder på anmodning alle relevante
oplysninger og giver på eget initiativ alle væsentlige oplysninger. 4. Stk. 1-4 berører ikke de
kompetente myndigheders pligt i henhold til direktiv 2005/60/EF og forordning
(EF) nr. 1781/2006, især artikel 37, stk. 1, i direktiv 2005/60/EF og artikel
15, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1781/2006, til at føre tilsyn med eller
overvåge overholdelsen af kravene i nævnte direktiv og forordning. 5. EBA udsteder retningslinjer rettet
til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i forordning
(EU) nr. 1093/2010 om de elementer, der skal tages i betragtning ved afgørelsen
af, hvorvidt den aktivitet, som betalingsinstituttet har anmeldt og ønsker at
udbyde i en anden medlemsstat, jf. stk. 1 i denne artikel, udgør udøvelse af
etableringsretten eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser. Disse retningslinjer udstedes senest [... within two years of the
date of entry into force of this Directive]. 6. EBA udarbejder udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for samarbejdet og
udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder i
hjemlandet, jf. stk. 1 i denne artikel, og på den anden side værtslandet i
overensstemmelse med denne artikel og artikel 18. I udkastene til
reguleringsmæssige tekniske standarder fastsættes metoden, midlerne og de
nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med anmeldelser om
betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget og
behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles
terminologi og standardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en
konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest (indsæt dato) [... within two years
of the date of entry into force of this Directive]. 7. EBA udarbejder udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder vedrørende rammerne for samarbejdet og
udvekslingen af oplysninger mellem på den ene side de kompetente myndigheder i
hjemlandet og på den anden side værtslandet i overensstemmelse med stk. 2, 3 og
4 i denne artikel og artikel 22. I udkastene til reguleringsmæssige tekniske
standarder fastsættes metoden, midlerne og de nærmere bestemmelser for
samarbejdet i forbindelse med tilsyn med betalingsinstitutter med
grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget og behandlingen af de
oplysninger, der skal udveksles, med henblik på at sikre et konsekvent og effektivt
tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester på tværs af
grænserne. EBA forelægger disse udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder for Kommissionen senest (indsæt dato) [... within two years
of the date of entry into force of this Directive]. 8. Kommissionen tillægges
beføjelser til at vedtage de i stk. 6 og 7 omhandlede reguleringsmæssige
tekniske standarder efter proceduren i artikel 10-14 i forordning (EU) nr.
1093/2010. Afdeling 4
Undtagelse Artikel 27
Betingelser 1. Uanset artikel 13 kan
medlemsstaterne undlade eller tillade deres kompetente myndigheder at undlade
helt eller delvist at anvende proceduren og betingelserne i afdeling 1-3 med
undtagelse af artikel 21, 23, 24 og 25 og tillade, at fysiske eller juridiske
personer optages i det i artikel 13 omhandlede register, hvis: a) gennemsnittet af de samlede
betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den
pågældende person, herunder også agenter, for hvilke personen har det fulde
ansvar, ikke overstiger 1 mio. EUR pr. måned. Dette krav vurderes på grundlag
af det forventede samlede beløb for betalingstransaktioner i forretningsplanen,
medmindre de kompetente myndigheder kræver en tilpasning af denne plan b) ingen af de fysiske personer, der har
ansvaret for forvaltningen eller driften af virksomheden, har været dømt for
overtrædelser vedrørende hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme
eller anden økonomisk kriminalitet. 2. Fysiske og juridiske
personer, der er registreret i overensstemmelse med stk. 1, skal have
hovedkontor eller bopælssted i den medlemsstat, hvor de faktisk driver
virksomhed. 3. De personer, der er omhandlet
i stk. 1 i denne artikel, behandles som betalingsinstitutter; artikel 10, stk.
9, og artikel 26 finder dog ikke anvendelse på dem. 4. Medlemsstaterne kan også
foreskrive, at alle fysiske og juridiske personer, der er registreret i
overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel, kun må udøve nogle af de
aktiviteter, der er anført i artikel 17. 5. De personer, der er omhandlet
i stk. 1 i denne artikel, skal underrette de kompetente myndigheder om enhver
ændring i deres situation, der har betydning for betingelserne i nævnte stykke.
Medlemsstaterne tager de nødvendige skridt til at sikre, at de pågældende
personer, når betingelserne i stk. 1, 2 og 4, ikke længere opfyldes, søger
tilladelse efter proceduren i artikel 10 inden 30 kalenderdage. 6. Stk. 1-5 i denne artikel
finder ikke anvendelse på bestemmelser i direktiv 2005/60/EF eller nationale
bestemmelser om bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Artikel 28
Underretnings- og oplysningspligt Hvis en
medlemsstat benytter sig af undtagelsen i artikel 27, underretter den
Kommissionen herom senest [indsæt dato (fristen for gennemførelse)], og den
underretter straks Kommissionen om enhver senere ændring. Endvidere oplyser
medlemsstaten Kommissionen om det antal fysiske og juridiske personer, der er
berørt, og hvert år om det samlede beløb for betalingstransaktioner, der er
gennemført pr. 31. december hvert kalenderår, jf. artikel 27, stk. 1, litra a). KAPITEL 2
Fælles
bestemmelser Artikel 29
Adgang til betalingssystemer 1. Medlemsstaterne sikrer, at
reglerne for adgang til betalingssystemer for betalingstjenesteudbydere, der er
meddelt tilladelse, eller registrerede betalingstjenesteudbydere, som er
juridiske personer, er objektive, ikke-diskriminerende og proportionale, og at
disse regler ikke forhindrer adgang i større udstrækning, end det er nødvendigt
for at beskytte mod specifikke risici som f.eks. afviklingsrisiko, operationel
risiko og forretningsrisiko og beskytte betalingssystemets finansielle og
driftsmæssige stabilitet. Betalingssystemer må ikke pålægge
betalingstjenesteudbydere eller -brugere eller andre betalingssystemer nogen af
følgende krav: a) restriktive bestemmelser om effektiv
deltagelse i andre betalingssystemer b) en regel, der forskelsbehandler
betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere hvad angår deltagernes rettigheder, forpligtelser og
beføjelser c) begrænsninger baseret på selskabsretlig
status. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse
på: a) betalingssystemer, der er betegnet som
systemer i henhold til direktiv 98/26/EF b) betalingssystemer, der udelukkende består
af betalingstjenesteudbydere, der tilhører en koncern sammensat af enheder med
kapitalforbindelser, hvor én af de forbundne enheder udøver effektiv kontrol
over de andre forbundne enheder. Ved anvendelsen af litra a) i første afsnit i
dette stykke sikrer medlemsstaterne, at hvis et som system betegnet
betalingssystem giver en betalingstjenesteudbyder mulighed for at sende
overførselsordrer gennem systemet via en direkte deltager, så gives en sådan
indirekte adgang til systemets tjenester efter anmodning også til andre
betalingstjenesteudbydere, der er meddelt tilladelse, eller registrerede
betalingstjenesteudbydere i overensstemmelse med stk. 1. Artikel 30
Forbud mod, at andre personer end betalingstjenesteudbydere udbyder
betalingstjenester, samt underretningspligt 1. Medlemsstaterne forbyder fysiske
og juridiske personer, der hverken er betalingstjenesteudbydere eller
udtrykkeligt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, at udbyde
betalingstjenester. 2. Medlemsstaterne pålægger
tjenesteudbydere, at de, før de påbegynder en aktivitet som omhandlet i artikel
3, litra k), for hvilken omfanget af betalingstransaktioner beregnet i henhold
til artikel 27, stk. 1, litra a), overstiger den deri omhandlede tærskel,
underretter de kompetente myndigheder om deres hensigt og indgiver en anmodning
om anerkendelse som et begrænset net. Inden for en måned efter datoen for modtagelsen af
anmodningen om anerkendelse træffer den kompetente myndighed på grundlag af de
kriterier, der er omhandlet i artikel 3, litra k), en begrundet afgørelse om at
anerkende eller ikke at anerkende aktiviteten som et begrænset net og
underretter tjenesteudbyderen herom. Et resumé af afgørelsen offentliggøres i
det henhold til artikel 13 oprettede offentlige register. De kompetente myndigheder underretter Kommissionen
om afgørelser, der træffes i henhold til andet afsnit. AFSNIT III
ÅBENHED OM BETINGELSERNE FOR OG OPLYSNINGSKRAVENE VEDRØRENDE BETALINGSTJENESTER KAPITEL 1
Almindelige
bestemmelser Artikel 31
Anvendelsesområde 1. Dette afsnit finder
anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, rammeaftaler og
betalingstransaktioner, som er omfattet af disse. Parterne kan aftale, at dette
afsnit ikke finder anvendelse helt eller delvis, når betalingstjenestebrugeren
ikke er en forbruger. 2. Medlemsstaterne kan
fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på
mikrovirksomheder på samme måde som på forbrugere. 3. Dette direktiv berører ikke
direktiv 2008/48/EF eller anden relevant EU-lovgivning eller nationale
foranstaltninger vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere,
der ikke er harmoniseret ved nævnte direktiv, og som er i overensstemmelse med
EU-lovgivningen. Artikel 32
Andre bestemmelser i EU-lovgivningen Bestemmelserne i
dette afsnit berører ikke anden EU-lovgivning, som indeholder supplerende krav
om forudgående information. Hvor imidlertid
direktiv 2002/65/EF også finder anvendelse, erstattes bestemmelserne om
oplysninger i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1 — undtagen nr. 2), litra c)-
g), nr. 3), litra a), d) og e), samt nr. 4), litra b), i det nævnte stykke — af
artikel 37, 38, 44 og 45 i nærværende direktiv. Artikel 33
Gebyrer for oplysninger 1. Betalingstjenesteudbyderen må
ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for oplysninger i henhold til
dette afsnit. 2. Betalingstjenesteudbyderen og
betalingstjenestebrugeren kan aftale gebyrer for supplerende eller hyppigere
oplysninger, som stilles til rådighed for betalingstjenestebrugeren efter
anmodning, eller for overførsel heraf ved hjælp af andre kommunikationsmidler
end dem, der er anført i rammeaftalen. 3. Når
betalingstjenesteudbyderen kan afkræve gebyrer for oplysninger i henhold til
stk. 2, skal de være passende og stå i rimeligt forhold til
betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger. Artikel 34
Bevisbyrden vedrørende oplysningskrav Medlemsstaterne
kan fastsætte, at betalingstjenesteudbyderen har bevisbyrden med hensyn til at
bevise, at oplysningskravene i dette afsnit er opfyldt. Artikel 35
Undtagelse fra oplysningskravene i forbindelse med betalingsinstrumenter for
små betalinger og elektroniske penge 1. Når der er tale om
betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører individuelle
betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en beløbsgrænse på
150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 EUR: a) skal betalingstjenesteudbyderen uanset
artikel 44, 45 og 49 kun give betaleren oplysning om de vigtigste
karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå
betalingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre
væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret
beslutning, og en angivelse af, hvor andre oplysninger og betingelser, der er
anført i artikel 45, stilles til rådighed på en let tilgængelig måde b) kan det aftales, at
betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 47 ikke har pligt til at foreslå
ændringer i betingelserne i rammeaftalen på samme måde som fastsat i artikel
44, stk. 1 c) kan det aftales, at
betalingstjenesteudbyderen uanset artikel 50 og 51 efter gennemførelsen af en
betalingstransaktion: i) kun skal meddele en reference eller
stille en reference til rådighed, der gør det muligt for
betalingstjenestebrugeren at identificere betalingstransaktionen,
transaktionsbeløbet og gebyrerne for den og/eller, når der er tale om flere
betalingstransaktioner af samme art foretaget til samme betalingsmodtager, kun
skal oplyse det samlede beløb og de samlede gebyrer for disse
betalingstransaktioner ii) ikke skal have pligt til at meddele de
oplysninger, der er omhandlet i nr. i), eller stille dem til rådighed, hvis
betalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis betalingstjenesteudbyderen
på anden vis teknisk ikke er i stand til at meddele dem.
Betalingstjenesteudbyderen skal dog give betaleren mulighed for at kontrollere
størrelsen af de midler, der er lagret. 2. For så vidt angår nationale
betalingstransaktioner kan medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder
mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. For forudbetalte
betalingsinstrumenter kan medlemsstaterne forhøje disse beløb indtil 500 EUR. KAPITEL 2
Enkeltstående
betalingstransaktioner Artikel 36
Anvendelsesområde 1. Dette kapitel finder
anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner, der ikke er omfattet af en
rammeaftale. 2. Når en betalingsordre
vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et
betalingsinstrument, som er omfattet af en rammeaftale, er
betalingstjenesteudbyderen ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller
stille oplysninger til rådighed, som betalingstjenestebrugeren allerede
modtager på grundlag af en rammeaftale med en anden betalingstjenesteudbyder,
eller som han vil modtage i henhold til denne rammeaftale. Artikel 37
Generelle forudgående oplysninger 1. Medlemsstaterne kræver, at
betalingstjenesteudbyderen, inden betalingstjenestebrugeren bliver bundet af en
enkeltstående betalingstjenesteaftale eller et enkeltstående
betalingstjenestetilbud, skal stille de oplysninger og betingelser, der er
anført i artikel 38, til rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let
tilgængelig måde. Efter anmodning fra betalingstjenestebrugeren meddeler
betalingstjenesteudbyderen oplysningerne og betingelserne på papir eller et
andet varigt medium. Oplysningerne og betingelserne affattes i et
letforståeligt sprog og på en tydelig og forståelig måde på et af de officielle
sprog i den medlemsstat, hvor betalingstjenesten udbydes, eller på et andet
sprog, som parterne fastsætter indbyrdes. 2. Hvis den enkeltstående
betalingstjenesteaftale er indgået på betalingstjenestebrugerens anmodning ved
hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver
betalingstjenesteudbyderen mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1,
skal betalingstjenesteudbyderen opfylde sine forpligtelser efter det nævnte
stykke straks efter gennemførelsen af betalingstransaktionen. 3. Forpligtelserne efter stk. 1
i denne artikel kan også opfyldes ved levering af en kopi af udkastet til den
enkeltstående betalingstjenesteaftale eller udkastet til betalingsordren med de
oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 38. Artikel 38
Oplysninger og betingelser 1. Medlemsstaterne sikrer, at
følgende oplysninger og betingelser meddeles eller stilles til rådighed for
betalingstjenestebrugeren: a) præcisering af de oplysninger eller den
entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren skal anvende, for
at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres korrekt b) den maksimale gennemførelsestid for den
ønskede betalingstjeneste c) alle gebyrer, som
betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen, og, hvor
det er relevant, en udspecificering af gebyrerne d) hvor det er relevant, den faktiske
vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen. 2. Medlemsstaterne sikrer for så
vidt angår betalingsinitieringstjenester, at
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen stiller oplysninger til rådighed for
betaleren om de udbudte tjenester og kontaktoplysninger vedrørende
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen. 3. Hvor det er relevant, stilles
andre relevante oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 42, til
rådighed for betalingstjenestebrugeren på en let tilgængelig måde. Artikel 39
Oplysninger til betaleren og betalingsmodtageren i forbindelse med
betalingsinitieringstjenester En tredjemandsbetalingstjenesteudbyder,
der på betalerens anmodning initierer en betalingsordre, meddeler umiddelbart
efter initieringen betaleren og, hvis det er relevant, betalingsmodtageren
følgende data eller stiller dem til rådighed for denne: a) en bekræftelse på, at
betalingsordren er blevet initieret korrekt hos betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder b) en reference, der gør det muligt for
betaleren og betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og,
hvor det er relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen c) betalingstransaktionsbeløbet d) hvis det er relevant, størrelsen af
eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen og, hvis det er relevant, en
udspecificering heraf. Artikel 40
Oplysninger til betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder i
forbindelse med betalingsinitieringstjenester Hvis en
betalingsordre initieres af tredjemandsbetalingstjenesteudbyderens eget system,
skal denne i tilfælde af svig eller tvister stille transaktionsreferencen og
godkendelsesoplysningerne til rådighed for betaleren og den kontoførende
betalingstjenesteudbyder. Artikel 41
Oplysninger til betaleren efter modtagelse af betalingsordren Umiddelbart efter
modtagelsen af betalingsordren meddeler betalerens betalingstjenesteudbyder
betaleren følgende oplysninger eller stiller dem til rådighed for denne på
samme måde som fastsat i artikel 37, stk. 1: a) en reference, der gør det muligt for
betaleren at identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant,
oplysninger om betalingsmodtageren b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt
i den valuta, der anvendes i betalingsordren c) størrelsen af eventuelle gebyrer for
betalingstransaktionen, som betaleren skal betale, og, hvor det er relevant, en
udspecificering af disse gebyrer d) hvor det er relevant, den
vekselkurs, som betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved
betalingstransaktionen eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra
den kurs, der anvendes i overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, litra d), og
betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregningen e) datoen for modtagelsen af
betalingsordren. Artikel 42
Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelsen Umiddelbart efter
gennemførelsen af betalingstransaktionen meddeler betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder betalingsmodtageren samtlige følgende oplysninger
eller stiller dem til rådighed for denne på samme måde som fastsat i artikel
37, stk. 1: a) den reference, der gør det muligt
for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er
relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt
i valutaen for de midler, der er til betalingsmodtagerens rådighed c) størrelsen af eventuelle gebyrer for
betalingstransaktionen, som betalingsmodtageren skal betale, og, hvor det er
relevant, en udspecificering af disse gebyrer d) hvor det er relevant, den
vekselkurs, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved
betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne
valutaomregning e) valørdatoen for kreditering. KAPITEL 3
Rammeaftaler Artikel 43
Anvendelsesområde Dette kapitel
finder anvendelse på betalingstransaktioner, der er omfattet af en rammeaftale. Artikel 44
Generelle forudgående oplysninger 1. Medlemsstaterne kræver, at
betalingstjenesteudbyderen, i god tid inden betalingstjenestebrugeren bliver
bundet af en rammeaftale eller et tilbud, på papir eller et andet varigt medium
meddeler denne de oplysninger og betingelser, der er anført i artikel 45.
Oplysningerne og betingelserne affattes i et letforståeligt sprog og på en
tydelig og forståelig måde på et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor
betalingstjenesten udbydes, eller på et andet sprog, som parterne fastsætter
indbyrdes. 2. Hvis rammeaftalen er indgået
på betalingstjenestebrugerens anmodning ved hjælp af et
fjernkommunikationsmiddel, og dette ikke giver betalingstjenesteudbyderen
mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal betalingstjenesteudbyderen
opfylde sine forpligtelser efter det pågældende stykke straks efter indgåelsen
af rammeaftalen. 3. Forpligtelserne efter stk. 1
kan også opfyldes ved udlevering af en kopi af udkastet til rammeaftale med de
oplysninger og betingelser, som er anført i artikel 45. Artikel 45
Oplysninger og betingelser Medlemsstaterne
sikrer, at følgende oplysninger og betingelser meddeles
betalingstjenestebrugeren: 1. vedrørende
betalingstjenesteudbyderen: a) navnet på betalingstjenesteudbyderen, den
fysiske adresse på hovedkontoret og, hvor det er relevant, den fysiske adresse
på en filial eller agent, som er etableret i den medlemsstat, hvor
betalingstjenesten udbydes, og enhver anden adresse, herunder e-postadresser,
som har betydning for kommunikationen med betalingstjenesteudbyderen b) oplysninger om den relevante
tilsynsmyndighed og om det register, der er omhandlet i artikel 13, eller om et
andet relevant offentligt register, hvor betalingstjenesteudbyderens tilladelse
er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende
identifikationsoplysninger i det pågældende register 2. vedrørende brug af
betalingstjenester: a) en beskrivelse af de vigtigste
karakteristika ved den pågældende betalingstjeneste b) en præcisering af de oplysninger eller
den entydige identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren skal anvende,
for at en betalingsordre kan initieres eller gennemføres korrekt c) formen og proceduren for meddelelse af
samtykke til at initiere eller gennemføre en betalingstransaktion og
tilbagekaldelse af et sådant samtykke i overensstemmelse med artikel 57 og 71 d) en henvisning til det tidspunkt, hvor en
betalingsordre anses for at være modtaget, jf. artikel 69, og det eventuelle
seneste tidspunkt (cut-off-tidspunktet), der er fastsat af betalingstjenesteudbyderen e) den maksimale gennemførelsestid for de
ønskede betalingstjenester f) oplysning om, hvorvidt der er mulighed
for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af betalingsinstrumentet i
overensstemmelse med artikel 60, stk. 1 3. vedrørende gebyrer, renter og
vekselkurser: a) alle gebyrer, som
betalingstjenestebrugeren skal betale til betalingstjenesteudbyderen, og, hvor
det er relevant, en udspecificering af gebyrerne b) hvor det er relevant, de rentesatser og
vekselkurser, der skal gælde, eller hvis referencerentesatsen og
referencekursen skal anvendes, beregningsmetoden for den faktiske rente og den
relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan
referencerentesats eller referencekurs c) hvis det er aftalt, øjeblikkelig anvendelse
af ændringer i referencerentesatsen eller referencekursen og oplysningskrav
vedrørende ændringerne i overensstemmelse med artikel 47, stk. 2 4. vedrørende kommunikation: a) hvor det er relevant,
kommunikationsmidler, herunder de tekniske krav til betalingstjenestebrugerens
udstyr og software, som parterne aftaler at bruge ved overførsel af oplysninger
eller meddelelser i henhold til dette direktiv b) den måde, hvorpå og den hyppighed,
hvormed oplysninger ifølge dette direktiv skal meddeles eller stilles til
rådighed c) det eller de sprog, hvorpå rammeaftalen
skal indgås og kommunikationen finde sted i løbet af dette kontraktforhold, d) betalingstjenestebrugerens ret til at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen og oplysninger og betingelser i overensstemmelse
med artikel 46 5. vedrørende
beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger: a) hvor det er relevant, en beskrivelse af
de foranstaltninger, betalingstjenestebrugeren skal træffe for at opfylde
sikkerhedskravene for betalingsinstrumentet, samt oplysninger om, hvordan
betalingstjenesteudbyderen skal underrettes, jf. artikel 61, stk. 1, litra b);
og en sikker procedure for betalingstjenesteudbyderens underretning af kunden i
tilfælde af mistanke om eller faktiske tilfælde af svig eller sikkerhedstrusler b) hvis det er aftalt, de betingelser,
hvorpå betalingstjenesteudbyderen forbeholder sig ret til at spærre et
betalingsinstrument i overensstemmelse med artikel 60 c) betalerens hæftelse i henhold til artikel
66, herunder oplysninger om det relevante beløb d) hvordan og inden for hvilket tidsrum
betalingstjenestebrugeren skal give betalingstjenesteudbyderen meddelelse om en
uautoriseret eller ukorrekt initieret eller gennemført betalingstransaktion i
overensstemmelse med artikel 63 samt betalingstjenesteudbyderens ansvar for
uautoriserede betalingstransaktioner i overensstemmelse med artikel 65 e) betalingstjenesteudbyderens ansvar for
initieringen eller gennemførelsen af betalingstransaktioner i overensstemmelse
med artikel 80 f) betingelserne for tilbagebetaling i
henhold til artikel 67 og 68 6. vedrørende ændringer i og
opsigelse af rammeaftalen: a) hvis det er aftalt, oplysninger om, at
betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt de ændrede betingelser i
overensstemmelse med artikel 47, medmindre han inden den foreslåede
ikrafttrædelsesdato meddeler betalingstjenesteudbyderen, at han ikke kan
godkende dem b) kontraktens løbetid c) betalingstjenestebrugerens ret til at
opsige rammeaftalen og eventuelle aftaler om opsigelse, jf. artikel 47, stk. 1,
og artikel 48 7. vedrørende klage og
erstatning: a) eventuelle kontraktbestemmelser om den
lovgivning, der finder anvendelse på rammeaftalen, og/eller om værneting, b) de udenretslige klagemuligheder og
erstatningsprocedurer, som er tilgængelige for betalingstjenestebrugeren i
henhold til artikel 88-91. Artikel 46
Adgang til oplysninger og betingelser i rammeaftalen Betalingstjenestebrugeren
har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at
modtage aftalebetingelserne i rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser,
der er omhandlet i artikel 45, på papir eller et andet varigt medium. Artikel 47
Ændringer i betingelser i rammeaftalen 1. Betalingstjenesteudbyderen
skal foreslå eventuelle ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger og
betingelser, der er anført i artikel 45, på samme måde som fastsat i artikel
44, stk. 1, og senest to måneder inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato. Hvis det er relevant i overensstemmelse med
artikel 45, stk. 6, litra a), skal betalingstjenesteudbyderen meddele
betalingstjenestebrugeren, at han anses for at have godkendt disse ændringer,
hvis han ikke inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato meddeler
betalingstjenesteudbyderen, at han ikke kan godkende dem. I så fald skal betalingstjenesteudbyderen
også klart angive, at betalingstjenestebrugeren har ret til at opsige
rammeaftalen øjeblikkeligt og gebyrfrit inden den foreslåede dato for
anvendelse af ændringerne. 2. Ændringer i rentesatsen eller
vekselkursen kan anvendes øjeblikkeligt og uden varsel, forudsat at en sådan
ret er aftalt i rammeaftalen, og at ændringerne bygger på den
referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt i overensstemmelse
med artikel 45, stk. 3, litra b) og c). Betalingstjenestebrugeren skal underrettes
om eventuelle ændringer i renten så hurtigt som muligt på samme måde som
fastsat i artikel 44, stk. 1, medmindre parterne har aftalt, at oplysningerne
skal gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en
bestemt måde. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen, der er mere gunstige
for betalingstjenestebrugerne, kan dog anvendes uden varsel. 3. Ændringer i den rentesats
eller vekselkurs, der anvendes i betalingstransaktioner, foretages og beregnes
efter en neutral metode uden at forskelsbehandle betalingstjenestebrugerne. Artikel 48
Opsigelse 1. Betalingstjenestebrugeren kan
opsige rammeaftalen på et hvilket som helst tidspunkt, medmindre parterne har
aftalt en opsigelsesfrist. En sådan frist kan ikke overstige en måned. 2. En rammeaftale, der er
indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 12 måneder eller på ubestemt
tid, skal kunne opsiges efter udløbet af 12 måneder, uden at det medfører
opsigelsesgebyr for betalingstjenestebrugeren. I alle andre tilfælde skal opsigelsesgebyrerne
være passende og stå i rimeligt forhold til omkostningerne. 3. Hvis det er fastlagt i
rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen opsige en rammeaftale, når aftalen
er indgået på ubestemt tid, med mindst to måneders varsel på samme måde som fastsat
i artikel 44, stk. 1. 4. Gebyrer for
betalingstjenester, der opkræves regelmæssigt, skal kun betales forholdsmæssigt
af betalingstjenestebrugeren for tiden frem til opsigelsen af aftalen. Hvis
sådanne gebyrer er forudbetalt, skal de tilbagebetales forholdsmæssigt. 5. Bestemmelserne i denne
artikel berører ikke medlemsstaternes love og administrative bestemmelser
vedrørende parternes ret til at annullere rammeaftalen eller erklære den for
ugyldig. 6. Medlemsstaterne kan fastsætte
bestemmelser, der er gunstigere for betalingstjenestebrugerne. Artikel 49
Oplysninger før gennemførelse af individuelle betalingstransaktioner Hvis en særskilt
betalingstransaktion, der er omfattet af en rammeaftale, er initieret af
betaleren, skal betalingstjenesteudbyderen, hvis betaleren ønsker det for denne
specifikke betalingstransaktion, udtrykkeligt oplyse om den maksimale
gennemførelsestid og de gebyrer, som betaleren skal betale, og, hvor det er
relevant, specificere gebyrerne. Artikel 50
Oplysninger til betaleren om individuelle betalingstransaktioner 1. Efter at beløbet for en
særskilt betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis
betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelsen af
betalingsordren, skal betalerens betalingstjenesteudbyder snarest muligt på
samme måde som fastsat i artikel 44, stk. 1, meddele betaleren følgende
oplysninger: a) en reference, der gør det muligt for
betaleren at identificere hver enkelt betalingstransaktion og, hvor det er
relevant, oplysninger om betalingsmodtageren b) betalingstransaktionsbeløbet udtrykt i
den valuta, som betalerens betalingskonto debiteres i, eller i den valuta, der
anvendes i betalingsordren c) størrelsen af eventuelle gebyrer for
betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, en udspecificering heraf,
eller den rente, som betaleren skal betale d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som
betalerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved betalingstransaktionen, og
betalingstransaktionsbeløbet efter valutaomregningen e) valørdatoen for debitering eller datoen
for modtagelsen af betalingsordren. 2. En rammeaftale kan indeholde
en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal meddeles eller
stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør
det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysninger uændret. 3. Medlemsstaterne kan dog
kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir én gang
om måneden vederlagsfrit. Artikel 51
Oplysninger til betalingsmodtageren om individuelle betalingstransaktioner 1. Efter at en særskilt
betalingstransaktion er gennemført, skal betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder snarest muligt på samme måde som fastsat i artikel 44,
stk. 1, meddele betalingsmodtageren følgende oplysninger: a) den reference, der gør det muligt for
betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen og, hvor det er
relevant, betaleren, samt eventuelle oplysninger, der fulgte
betalingstransaktionen b) beløbet for betalingstransaktion i den
valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto krediteres i c) størrelsen af eventuelle gebyrer for
betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, en udspecificering heraf,
eller den rente, som betalingsmodtageren skal betale d) hvor det er relevant, den vekselkurs, som
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har anvendt ved
betalingstransaktionen, og betalingstransaktionsbeløbet inden denne
valutaomregning e) valørdatoen for kreditering. 2. En rammeaftale kan indeholde
en bestemmelse om, at de i stk. 1 omhandlede oplysninger skal meddeles eller
stilles til rådighed mindst én gang om måneden og på en aftalt måde, som gør
det muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysninger uændret. 3. Medlemsstaterne kan dog
kræve, at betalingstjenesteudbydere skal meddele oplysninger på papir én gang
om måneden vederlagsfrit. KAPITEL 4
Fælles
bestemmelser Artikel 52
Valuta og valutaomregning 1. Betalinger foretages i den
valuta, som parterne har aftalt. 2. Hvis der tilbydes en
valutaomregningstjeneste, før betalingstransaktionen initieres, og hvis denne
valutaomregningstjeneste tilbydes på salgsstedet eller af betalingsmodtageren,
er den part, der tilbyder valutaomregningstjenesten til betaleren, forpligtet
til at give denne alle oplysninger om gebyrer samt om den vekselkurs, der
anvendes ved valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at
valutaomregningstjenesten ydes på dette grundlag. Artikel 53
Oplysninger om brugergebyrer eller rabatter 1. Hvis betalingsmodtageren
opkræver gebyrer eller tilbyder en rabat for brugen af et givet
betalingsinstrument, underretter betalingsmodtageren betaleren herom, før
betalingstransaktionen initieres. 2. Hvis en
betalingstjenesteudbyder eller tredjemand opkræver gebyr for brugen af et givet
betalingsinstrument, underretter de betalingstjenestebrugeren herom, før
betalingstransaktionen initieres. AFSNIT IV
RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER I FORBINDELSE MED UDBUD OG BRUG AF
BETALINGSTJENESTER KAPITEL 1
Fælles bestemmelser Artikel 54
Anvendelsesområde 1. Når betalingstjenestebrugeren
ikke er en forbruger, kan betalingstjenestebrugeren og
betalingstjenesteudbyderen aftale, at artikel 55, stk. 1, artikel 57, stk. 3,
samt artikel 64, 66, 67, 68, 71 og 80 ikke eller kun delvis finder anvendelse.
Betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen kan også aftale et
andet tidsrum end det, der er fastsat i artikel 63. 2. Medlemsstaterne kan
fastsætte, at artikel 91 ikke finder anvendelse, når betalingstjenestebrugeren
ikke er en forbruger. 3. Medlemsstaterne kan
fastsætte, at bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse på
mikrovirksomheder på samme måde som på forbrugere. 4. Dette direktiv berører ikke
direktiv 2008/48/EF eller anden relevant EU-lovgivning eller national
lovgivning vedrørende betingelser for ydelse af kredit til forbrugere, der ikke
er harmoniseret ved nævnte direktiv, og som er i overensstemmelse med
EU-lovgivningen. Artikel 55
Gebyrer 1. Betalingstjenesteudbyderen må
ikke afkræve betalingstjenestebrugeren gebyr for opfyldelse af sin
oplysningspligt eller korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold
til dette afsnit, medmindre andet fremgår af artikel 70, stk. 1, artikel 71,
stk. 5, og artikel 79, stk. 2. Disse gebyrer aftales mellem
betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen og skal være passende
og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske
omkostninger. 2. Når en betalingstransaktion
ikke involverer valutaomregning, kræver medlemsstaterne, at betalingsmodtageren
betaler de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver, og betaleren betaler
de gebyrer, som dennes betalingstjenesteudbyder opkræver. 3. Betalingstjenesteudbyderen må
ikke hindre betalingsmodtageren i at opkræve et gebyr hos betaleren, tilbyde
den pågældende en rabat eller på anden måde styre vedkommende i retning af at
anvende et bestemt betalingsinstrument. De gebyrer, der anvendes, må dog ikke
overstige de omkostninger, som betalingsmodtageren afholder for at anvende det
pågældende betalingsinstrument. 4. Medlemsstaterne sikrer dog,
at betalingsmodtageren ikke opkræver gebyrer for anvendelsen af
betalingsinstrumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret ved
forordning (EU) nr. [.../...] [OP please insert number of Regulation once
adopted]. Artikel 56
Undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og elektroniske penge 1. Hvis der er tale om
betalingsinstrumenter, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører individuelle
betalingstransaktioner på højst 30 EUR, eller som enten har en
beløbsgrænse på 150 EUR eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end
150 EUR, kan betalingstjenesteudbyderne aftale med deres
betalingstjenestebrugere: a) at artikel 61, stk. 1, litra b), artikel
62, stk. 1, litra c) og d), samt artikel 66, stk. 2, ikke finder anvendelse,
hvis betalingsinstrumentet ikke gør det muligt at spærre brugen heraf eller
forhindre dets yderligere anvendelse b) at artikel 64 og 65 og artikel 66, stk. 1
og 2, ikke finder anvendelse, hvis betalingsinstrumentet anvendes anonymt,
eller betalingstjenesteudbyderen af andre grunde, som er særlige for det givne
betalingsinstrument, ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen
var autoriseret c) at betalingstjenesteudbyderen uanset
artikel 70, stk. 1, ikke skal give betalingstjenestebrugeren meddelelse om
afvisning af en betalingsordre, hvis den manglende gennemførelse fremgår
tydeligt af den givne sammenhæng d) at betaleren uanset artikel 71 ikke kan
tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin betalingsordre eller
meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til betalingsmodtageren e) at der uanset artikel 74 og 75 anvendes
andre gennemførelsesperioder. 2. For så vidt angår nationale
betalingstransaktioner kan medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder
mindske eller fordoble de beløb, der er omhandlet i stk. 1. De kan forhøje dem
for forudbetalte betalingsinstrumenter indtil 500 EUR. 3. Artikel 65 og 66 i dette
direktiv finder også anvendelse på elektroniske penge som defineret i artikel
2, nr. 2), i direktiv 2009/110/EF, medmindre betalerens betalingstjenesteudbyder
ikke har mulighed for at fastfryse betalingskontoen eller spærre
betalingsinstrumentet. Medlemsstaterne kan begrænse denne undtagelse til
betalingskonti eller instrumenter af en nærmere angivet værdi. KAPITEL 2
Autorisation
af betalingstransaktioner Artikel 57
Samtykke og tilbagekaldelse af samtykke 1. Medlemsstaterne sikrer, at en
betalingstransaktion kun anses for at være autoriseret, hvis betaleren har
meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan
autorisere en betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem
betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder, efter gennemførelsen af
betalingstransaktionen. 2. Samtykke til at gennemføre en
betalingstransaktion eller en række betalingstransaktioner meddeles i den form,
der er aftalt mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. Samtykke kan
også meddeles direkte eller indirekte via betalingsmodtageren. Samtykke til at
gennemføre en betalingstransaktion anses også for at været meddelt, hvis
betaleren giver en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder tilladelse til at
initiere betalingstransaktionen hos den kontoførende betalingstjenesteudbyder. Hvis der ikke er meddelt samtykke, anses
betalingstransaktionen for uautoriseret. 3. Betaleren kan til enhver tid
tilbagekalde et samtykke, men ikke senere end det tidspunkt for
uigenkaldelighed, der er omhandlet i artikel 71. Et samtykke til at gennemføre
en række betalingstransaktioner kan også tilbagekaldes, med den virkning, at
eventuelle fremtidige betalingstransaktioner skal anses for uautoriserede. 4. Betaleren og
betalingstjenesteudbyderen træffer aftale om proceduren for meddelelse af
samtykke. Artikel 58
Tredjemandsbetalingstjenesteudbyderes adgang til
og anvendelse af betalingskontooplysninger 1. Medlemsstaterne sikrer, at en
betaler har ret til at gøre brug af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder for
at få betalingstjenester, der giver adgang til betalingskonti som omhandlet i
punkt 7 i bilag I. 2. En
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der af betaleren er blevet autoriseret til
at udbyde betalingstjenester i henhold til stk. 1, har følgende forpligtelser: a) at sikre, at andre parter ikke har adgang
til betalingstjenestebrugerens personaliserede sikkerhedsfeatures b) at autentificere sig på en entydig måde
over for kontohaverens kontoførende betalingstjenesteudbyder(e) c) ikke at lagre betalingstjenestebrugerens
følsomme betalingsdata eller personaliserede sikkerhedsfeatures. 3. Hvis den kontoførende
betalingstjenesteudbyder i forbindelse med en betalingsinitieringstjeneste har
modtaget betalerens betalingsordre gennem en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, underretter den kontoførende
betalingstjenesteudbyder straks sidstnævnte om modtagelsen af betalingsordren
og giver oplysning om, hvorvidt der er tilstrækkelige midler til rådighed til
den pågældende betalingstransaktion. 4. Kontoførende
betalingstjenesteudbydere behandler betalingsordrer, der overføres gennem en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, uden forskel, medmindre der foreligger
objektive grunde hvad angår timing og prioritet i forhold til betalingsordrer,
der overføres direkte af betaleren selv. Artikel 59
Tredjemandsbetalingsinstrumentudstederes adgang til og anvendelse af
betalingskontooplysninger 1. Medlemsstaterne sikrer, at en
betaler har ret til at gøre brug af en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder
for at få adgang til betalingskorttjenester. 2. Hvis betaleren har givet sit
samtykke til, at en tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, som har stillet et
betalingsinstrument til rådighed for betaleren, indhenter oplysninger om,
hvorvidt der er tilstrækkelige midler til rådighed til en bestemt
betalingstransaktion på en bestemt betalingskonto, som indehaves af betaleren,
udleverer den kontoførende betalingstjenesteudbyder for den pågældende betalingskonto
sådanne oplysninger til tredjemandsbetalingsinstrumentudstederen umiddelbart
efter modtagelsen af betalerens betalingsordre. 3. Kontoførende
betalingstjenesteudbydere behandler betalingsordrer, der overføres gennem en
tredjemandsbetalingsinstrumentudsteder, uden forskel, medmindre der foreligger
objektive grunde hvad angår timing og prioritet i forhold til betalingsordrer,
der overføres direkte af betaleren personligt. Artikel 60
Grænser for brugen af betalingsinstrumentet 1. Når der med henblik på meddelelse
af samtykke anvendes et specifikt betalingsinstrument, kan betaleren og dennes
betalingstjenesteudbyder aftale beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der
gennemføres ved hjælp af dette betalingsinstrument. 2. Hvis det er aftalt i
rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen forbeholde sig ret til at spærre
betalingsinstrumentet af objektivt berettigede årsager i tilknytning til
betalingsinstrumentets sikkerhed, mistanke om uautoriseret eller svigagtig brug
af betalingsinstrumentet eller, i forbindelse med et betalingsinstrument med en
kreditlinje, en væsentligt forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde
sin betalingsforpligtelse. 3. I så fald underretter
betalingstjenesteudbyderen efter en aftalt procedure betaleren om spærringen af
betalingsinstrumentet og årsagerne hertil, om muligt inden
betalingsinstrumentet spærres og senest umiddelbart derefter, medmindre dette
vil være til skade for objektivt berettigede sikkerhedshensyn eller er forbudt
i henhold til anden relevant EU-lovgivning eller national lovgivning. 4. Betalingstjenesteudbyderen
ophæver spærringen af betalingsinstrumentet eller erstatter det med et nyt, så
snart årsagerne til spærringen ikke længere er til stede. Artikel 61
Betalingstjenestebrugerens forpligtelser i tilknytning til
betalingsinstrumenter 1. Den betalingstjenestebruger,
som er berettiget til at anvende et betalingsinstrument, har følgende
forpligtelser: a) at anvende betalingsinstrumentet i
henhold til de objektive, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige betingelser
for udstedelse og brug af betalingsinstrumentet b) snarest muligt at underrette
betalingstjenesteudbyderen eller den enhed, som denne har udpeget, når
vedkommende bliver opmærksom på tab, tyveri eller uberettiget tilegnelse eller
anden uautoriseret brug af betalingsinstrumentet. 2. Med henblik på stk. 1, litra
a), skal betalingstjenestebrugeren, så snart denne modtager et
betalingsinstrument, navnlig træffe alle nødvendige foranstaltninger til at
beskytte sine personaliserede sikkerhedsfeatures. Betalingstjenestebrugernes
forsigtighedsforpligtelser må ikke være til hinder for anvendelsen af
betalingsinstrumenter og -tjenester, for hvilke der er meddelt tilladelse i
henhold til dette direktiv. Artikel 62
Betalingstjenesteudbyderens forpligtelser i tilknytning til
betalingsinstrumenter 1. Den betalingstjenesteudbyder,
der udsteder et betalingsinstrument, har følgende forpligtelser: a) at sikre sig, at betalingsinstrumentets
personaliserede sikkerhedsfeatures ikke er tilgængelige for andre end den
betalingstjenestebruger, som er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet,
jf. dog betalingstjenestebrugerens forpligtelser i overensstemmelse med artikel
61 b) at afholde sig fra uopfordret at
fremsende et betalingsinstrument, bortset fra de tilfælde, hvor et
betalingsinstrument, der allerede er givet til betalingstjenestebrugeren, skal
udskiftes c) at sikre, at betalingstjenestebrugeren
til enhver tid har mulighed for at foretage den underretning, der er nævnt i
artikel 61, stk. 1, litra b), eller anmode om ophævelse af spærringen i henhold
til artikel 60, stk. 4; betalingstjenesteudbyderen skal på anmodning sætte
betalingstjenestebrugeren i stand til i en periode på 18 måneder, fra
underretningen foretages, at bevise, at han har foretaget en sådan underretning d) at give betaleren mulighed at foretage en
underretning i henhold til artikel 61, stk. 1, litra b), uden beregning og,
hvis der beregnes gebyr, så kun til dækning af udskiftningsomkostninger i
direkte tilknytning til betalingsinstrumentet e) at hindre enhver brug af
betalingsinstrumentet, så snart der er foretaget underretning i henhold til
artikel 61, stk. 1, litra b). 2. Risikoen ved at sende et
betalingsinstrument eller dets personaliserede sikkerhedsfeatures til betaleren
påhviler betalingstjenesteudbyderen. Artikel 63
Underretning om uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner 1. For at kunne kræve
berigtigelse af en transaktion fra den kontoførende betalingstjenesteudbyders
side skal betalingstjenestebrugeren underrette betalingstjenesteudbyderen
snarest muligt efter at have konstateret uautoriserede eller fejlbehæftede
betalingstransaktioner, der giver anledning til krav, herunder krav som
omhandlet i artikel 80, og ikke senere end 13 måneder efter
debiteringsdatoen, medmindre betalingstjenesteudbyderen i givet fald ikke har
meddelt oplysningerne om den pågældende betalingstransaktion eller stillet dem
til rådighed i overensstemmelse med afsnit III. 2. Hvis en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder er involveret, skal også den kontoførende
betalingstjenesteudbyder foretage berigtigelse over for
betalingstjenestebrugeren i henhold til stk. 1 i denne artikel, jf. dog artikel
65, stk. 2, og artikel 80, stk. 1. Artikel 64
Bevis for autentifikation og gennemførelse af betalingstransaktioner 1. Hvis en
betalingstjenestebruger afviser at have autoriseret en gennemført
betalingstransaktion eller hævder, at betalingstransaktionen ikke blev
gennemført korrekt, kræver medlemsstaterne, at det er
betalingstjenesteudbyderen og, hvis det er relevant, den eventuelt involverede
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der skal bevise, at betalingstransaktionen
var autentificeret, korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske
svigt eller andre fejl. Hvis betalingstransaktionen er initieret gennem en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, bærer denne bevisbyrden for, at
betalingstransaktionen ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl i
tilknytning til den betalingstjeneste, denne udbyder har ansvaret for. 2. Hvis en
betalingstjenestebruger nægter at have autoriseret en gennemført
betalingstransaktion, er brug af et betalingsinstrument, der er registreret af
betalingstjenesteudbyderen, herunder i givet fald
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, i sig selv ikke nødvendigvis
tilstrækkeligt til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret af
betaleren, eller at betaleren handlede svigagtigt, eller at denne med forsæt
eller ved grov forsømmelse undlod at opfylde en eller flere af sine
forpligtelser i henhold til artikel 61. Artikel 65
Betalingstjenesteudbyderens hæftelse for uautoriserede
betalingstransaktioner 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betalerens betalingstjenesteudbyder med forbehold for artikel 63 i tilfælde af
en uautoriseret betalingstransaktion straks tilbagebetaler betaleren beløbet
for den uautoriserede betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den
debiterede betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været
gældende, hvis den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet
gennemført. Herved skal det også sikres, at valørdatoen for kreditering af
betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor beløbet blev
debiteret. 2. Hvis en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder er involveret, tilbagebetaler den
kontoførende betalingstjenesteudbyder beløbet for den uautoriserede
betalingstransaktion og, hvor det er relevant, fører den debiterede
betalingskonto tilbage til den situation, der ville have været gældende, hvis
den uautoriserede betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Det kan være
fastsat, at tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen skal yde finansiel
kompensation til den kontoførende betalingstjenesteudbyder. 3. Yderligere finansiel
kompensation kan fastsættes i overensstemmelse med den lovgivning, der finder
anvendelse på den aftale, der er indgået mellem betaleren og
betalingstjenesteudbyderen, eller den aftale, der er indgået mellem betaleren
og tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen, hvor det er relevant. Artikel 66
Betalerens hæftelse for uautoriserede betalingstransaktioner 1. Uanset artikel 65 kan
betaleren forpligtes til at dække tab i forbindelse med enhver uautoriseret
betalingstransaktion op til højst 50 EUR, der skyldes brug af et tabt
eller stjålet betalingsinstrument eller uberettiget tilegnelse af et
betalingsinstrument. Betaleren skal dække alle tab som følge af
uautoriserede betalingstransaktioner, hvis de skyldes en svigagtig handling
eller manglende opfyldelse af en eller flere af de forpligtelser, der fremgår
af artikel 61, med forsæt eller ved grov forsømmelse. I sådanne tilfælde finder
maksimumsbeløbet i stk. 1 i nærværende artikel ikke anvendelse. I forbindelse
med betalinger via et fjernkommunikationsmiddel, hvor
betalingstjenesteudbyderen ikke kræver stærk kundeautentifikation, bærer
betaleren kun eventuelle økonomiske følger, hvis denne har handlet svigagtigt.
Hvis betalingsmodtageren eller betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
ikke accepterer stærk kundeautentifikation, godtgør de det økonomiske tab, der
er påført betalerens betalingstjenesteudbyder. 2. Betaleren skal ikke dække
økonomiske følger af brug af et tabt, stjålet eller uberettiget tilegnet
betalingsinstrument, efter at der er sket underretning i overensstemmelse med
artikel 61, stk. 1, litra b), undtagen hvis denne har handlet svigagtigt. Hvis
betalingstjenesteudbyderen ikke træffer egnede foranstaltninger til på alle
tidspunkter at kunne modtage underretning om tabte, stjålne eller uberettiget
tilegnede betalingsinstrumenter som anført i artikel 62, stk. 1, litra c),
hæfter betaleren ikke for de økonomiske følger af brug af
betalingsinstrumentet, undtagen hvis denne har handlet svigagtigt. Artikel 67
Tilbagebetalinger af betalingstransaktioner initieret af eller via en
betalingsmodtager 1. Medlemsstaterne sikrer, at en
betaler har ret til tilbagebetaling fra sin betalingstjenesteudbyder af en
autoriseret betalingstransaktion, der er initieret af eller via en
betalingsmodtager, og som allerede er gennemført, hvis følgende betingelser er
opfyldt: a) autorisationen angav ikke det præcise
betalingstransaktionsbeløb, da autorisationen blev givet b) betalingstransaktionsbeløbet var større
end det beløb, betaleren med rimelighed kunne have forventet under hensyn til
vedkommendes tidligere udgiftsmønster, betingelserne i rammeaftalen og andre
relevante omstændigheder. På betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer
betaleren bevisbyrden for, at sådanne betingelser er opfyldt. Tilbagebetalingen skal udgøre det fulde beløb for
den gennemførte betalingstransaktion. Dette indebærer også, at valørdatoen for
kreditering af betalerens betalingskonto ikke ligger senere end den dato, hvor
beløbet blev debiteret. Ved direkte debiteringer har betaleren en
ubetinget ret til tilbagebetaling inden for de frister, der er fastsat i
artikel 68, undtagen hvis betalingsmodtageren allerede har opfyldt sine
aftalemæssige forpligtelser og tjenesterne allerede er blevet modtaget eller
varerne allerede er blevet forbrugt af betaleren. På
betalingstjenesteudbyderens anmodning bærer betalingsmodtageren bevisbyrden
for, at de i tredje afsnit omhandlede betingelser er opfyldt. 2. Med henblik på stk. 1, første
afsnit, litra b), kan betaleren imidlertid ikke henholde sig til
valutakurshensyn, hvis den referencekurs, der er aftalt med
betalingstjenesteudbyderen ifølge artikel 38, stk. 1, litra d), og artikel 45,
nr. 3), litra b), er blevet anvendt. 3. Det kan i en rammeaftale
mellem betaleren og betalingstjenesteudbyderen aftales, at betaleren ikke har
ret til tilbagebetaling, hvis denne har meddelt sit samtykke til at gennemføre
betalingstransaktionen direkte til betalingstjenesteudbyderen, og, hvor det er
relevant, hvis oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion mindst fire
uger inden forfaldsdagen blev givet betaleren eller stillet til rådighed for
denne på en aftalt måde af betalingstjenesteudbyderen eller af
betalingsmodtageren. Artikel 68
Anmodninger om tilbagebetalinger af betalingstransaktioner initieret af
eller via en betalingsmodtager 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betaleren inden for en periode på otte uger efter den dato, hvor midlerne blev
debiteret, kan anmode om tilbagebetaling i henhold til artikel 67 af en
autoriseret betalingstransaktion initieret af eller via en betalingsmodtager. 2. Inden for en frist på ti
arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling skal
betalingstjenesteudbyderen enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller
begrunde et afslag på tilbagebetaling med angivelse af, hvem betaleren kan
henvende sig til i overensstemmelse med artikel 88-91, hvis denne ikke
accepterer begrundelsen for afslaget. Betalingstjenesteudbyderens ret til at afslå
tilbagebetaling i henhold til første afsnit gælder ikke i det tilfælde, der er
omhandlet i artikel 67, stk. 1, fjerde afsnit. KAPITEL 3
Gennemførelse
af betalingstransaktioner Afdeling 1
Betalingsordrer og overførte beløb Artikel 69
Modtagelse af betalingsordrer 1. Medlemsstaterne sikrer, at
modtagelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor en betalingsordre, der er
initieret direkte af betaleren eller på dennes vegne af en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller indirekte af eller via en
betalingsmodtager, modtages af betalerens betalingstjenesteudbyder. Hvis
modtagelsestidspunktet ikke er en arbejdsdag for betalerens
betalingstjenesteudbyder, anses betalingsordren for at være modtaget den
følgende arbejdsdag. Betalingstjenesteudbyderen kan fastsætte et seneste
tidspunkt (cut-off-tidspunkt), der ligger tæt på slutningen af en arbejdsdag,
efter hvilket alle modtagne betalingsordrer anses for at være modtaget den
følgende arbejdsdag. 2. Hvis den betalingstjenestebruger,
der har initieret en betalingsordre, og betalingstjenesteudbyderen aftaler, at
gennemførelsen af betalingsordren skal initieres på en bestemt dato eller efter
et bestemt tidsrum eller på den dag, hvor betaleren har stillet midler til
rådighed for betalingstjenesteudbyderen, anses modtagelsestidspunktet med
henblik på artikel 74 for at være den aftalte dato. Hvis den aftalte dag
ikke er en arbejdsdag for betalingstjenesteudbyderen, anses betalingsordren for
at være modtaget den følgende arbejdsdag. Artikel 70
Afvisning af betalingsordrer 1. Hvis en
betalingstjenesteudbyder afviser at gennemføre en betalingsordre, skal
betalingstjenestebrugeren underrettes om afvisningen og om muligt om grundene
hertil samt proceduren for rettelse af eventuelle faktuelle fejl, der har ført
til afvisningen, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant
EU-lovgivning eller national lovgivning. Betalingstjenesteudbyderen foretager
underretningen eller stiller den til rådighed på en aftalt måde snarest muligt og
under alle omstændigheder inden for de frister, der er anført i
artikel 74. Rammeaftalen kan indeholde en bestemmelse om, at
betalingstjenesteudbyderen kan kræve betaling for denne underretning, hvis
afvisningen er objektivt begrundet. 2. Hvis alle betingelserne i
betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret
betalingsordre, uanset om betalingsordren initieres af en betaler, på dennes
vegne af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder eller af eller via en
betalingsmodtager, medmindre det er forbudt i henhold til anden relevant
EU-lovgivning eller national lovgivning. 3. Med henblik på
artikel 74 og 80 anses en betalingsordre, hvis gennemførelse er blevet
afvist, for ikke at være modtaget. Artikel 71
Betalingsordrers uigenkaldelighed 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingstjenestebrugeren ikke kan tilbagekalde en betalingsordre, når den er
modtaget af betalerens betalingstjenesteudbyder, jf. dog denne artikel. 2. Hvis betalingstransaktionen
initieres af en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder på vegne af betaleren eller
af eller via betalingsmodtageren, kan betaleren ikke tilbagekalde
betalingsordren efter at have meddelt sit samtykke til
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen om at initiere betalingstransaktionen
eller afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til gennemførelse
af betalingstransaktionen til betalingsmodtageren. 3. I tilfælde af direkte
debitering, og uden at dette berører retten til tilbagebetaling, kan betaleren
dog tilbagekalde en betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før
den aftalte dato for debitering af midlerne. 4. I det i artikel 69,
stk. 2, omhandlede tilfælde kan betalingstjenestebrugeren tilbagekalde en
betalingsordre senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato. 5. Efter udløbet af de i
stk. 1-4 anførte tidsfrister kan betalingsordren kun tilbagekaldes, hvis
og i det omfang det er aftalt mellem betalingstjenestebrugeren og de relevante
betalingstjenesteudbydere. I det i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde kræves
også betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan den
relevante betalingstjenesteudbyder kræve betaling for tilbagekaldelsen. Artikel 72
Overførte og modtagne beløb 1. Medlemsstaterne stiller krav
om, at betalerens betalingstjenesteudbyder(e), betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder(e) og betalingstjenesteudbydernes eventuelle
mellemmænd overfører det fulde betalingstransaktionsbeløb og afholder sig fra
at fratrække gebyrer fra det overførte beløb. 2. Betalingsmodtageren og
betalingstjenesteudbyderen kan dog aftale, at den relevante
betalingstjenesteudbyder fratrækker sine gebyrer fra det overførte beløb, før
det krediteres betalingsmodtageren. I så fald holdes det fulde betalingstransaktionsbeløb
og gebyrerne adskilt i de oplysninger, der gives til betalingsmodtageren. 3. Hvis der fratrækkes andre
gebyrer end dem, der er nævnt i stk. 2, fra det overførte beløb, skal
betalerens betalingstjenesteudbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager det
fulde betalingstransaktionsbeløb, som betaleren har initieret. I tilfælde hvor
betalingstransaktionen er initieret af eller via betalingsmodtageren, skal
betalingstjenesteudbyderen sikre, at det fulde betalingstransaktionsbeløb
modtages af betalingsmodtageren. Afdeling 2
Gennemførelsestidspunkt og valørdato Artikel 73
Anvendelsesområde 1. Denne afdeling finder
anvendelse på: a) betalingstransaktioner i euro b) nationale betalingstransaktioner i
valutaen i medlemsstaten uden for euroområdet c) betalingstransaktioner, der kun omfatter
én valutaomregning mellem euro og valutaen i en medlemsstat uden for
euroområdet, såfremt den nødvendige valutaomregning foretages i den pågældende
medlemsstat uden for euroområdet, og i tilfælde af en grænseoverskridende
betalingstransaktion, hvor den grænseoverskridende overførsel foretages i euro. 2. Denne afdeling finder
anvendelse på andre betalingstransaktioner, medmindre andet er aftalt mellem
betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen, jf. dog artikel 78,
som ikke kan fraviges af parterne ved aftale. Når betalingstjenestebrugeren og
betalingstjenesteudbyderen aftaler en længere frist end dem, der er fastsat i
artikel 74, for betalingstransaktioner inden for Unionen, må denne frist
dog højst være fire arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet i overensstemmelse
med artikel 69. Artikel 74
Betalingstransaktioner til en betalingskonto 1. Medlemsstaterne kræver, at
betalerens betalingstjenesteudbyder sikrer, at betalingstransaktionsbeløbet
efter modtagelsestidspunktet i henhold til artikel 69 senest ved
afslutningen af den følgende arbejdsdag krediteres betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyders konto. Disse frister kan forlænges med endnu en
arbejdsdag for papirbaserede betalingstransaktioner. 2. Medlemsstaterne kræver, at
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder påfører valørdato og stiller det
pågældende betalingstransaktionsbeløb til rådighed på betalingsmodtagerens
betalingskonto, efter at betalingstjenesteudbyderen har modtaget midlerne i overensstemmelse
med artikel 78. 3. Medlemsstaterne kræver, at
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder overfører en betalingsordre
initieret af eller via betalingsmodtageren til betalerens
betalingstjenesteudbyder inden for den tidsfrist, der er aftalt mellem
betalingsmodtageren og betalingstjenesteudbyderen, således at afregningen for
så vidt angår direkte debiteringer kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato. Artikel 75
Situationer, hvor betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos
betalingstjenesteudbyderen Hvis
betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos betalingstjenesteudbyderen,
skal midlerne stilles til rådighed for betalingsmodtageren af den
betalingstjenesteudbyder, der modtager midlerne for betalingsmodtageren, inden
for den frist, der er fastsat i artikel 74. Artikel 76
Kontantbeløb indbetalt på en betalingskonto Hvis en forbruger
indbetaler kontantbeløb på en betalingskonto hos den pågældende
betalingstjenesteudbyder i den pågældende betalingskontos valuta, sikrer
betalingstjenesteudbyderen, at beløbet stilles til rådighed med valørdato
umiddelbart efter tidspunktet for modtagelsen af midlerne. Hvis
betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger, stilles beløbet til rådighed
med valørdato senest den efter modtagelsen af midlerne følgende arbejdsdag. Artikel 77
Nationale betalingstransaktioner For så vidt angår
nationale betalingstransaktioner kan medlemsstaterne foreskrive kortere
maksimale gennemførelsestider end de i denne afdeling fastsatte. Artikel 78
Valørdato og adgang til midler 1. Medlemsstaterne sikrer, at
valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagerens betalingskonto ikke ligger
senere end den arbejdsdag, hvor betalingstransaktionsbeløbet krediteres
betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders konto. Betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
sikrer, at betalingsmodtageren har adgang til betalingstransaktionsbeløbet,
umiddelbart efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyders konto, herunder også betalinger inden for én
betalingstjenesteudbyder. 2. Medlemsstaterne sikrer, at
valørdatoen for debitering af betalerens betalingskonto ikke ligger tidligere
end det tidspunkt, hvor betalingstransaktionsbeløbet debiteres denne
betalingskonto. Afdeling 3
Ansvar Artikel 79
Ukorrekte entydige identifikationskoder 1. Hvis en betalingsordre
gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, betragtes
betalingsordren som gennemført korrekt med hensyn til den betalingsmodtager,
der er oplyst i den entydige identifikationskode. 2. Hvis den entydige
identifikationskode, som betalingstjenestebrugeren har angivet, er ukorrekt, er
betalingstjenesteudbyderen ikke ansvarlig i henhold til artikel 80 for
manglende gennemførelse eller mangelfuld gennemførelse af
betalingstransaktionen. 3. Betalerens
betalingstjenesteudbyder skal imidlertid gøre en rimelig indsats for at
inddrive de midler, der var involveret i betalingstransaktionen. 4. Hvis det er aftalt i
rammeaftalen, kan betalingstjenesteudbyderen kræve betaling af
betalingstjenestebrugeren for inddrivelsen. 5. Hvis
betalingstjenestebrugeren giver flere oplysninger end dem, der er anført i
artikel 38, stk. 1, litra a), eller artikel 45, nr. 2), litra b), er
betalingstjenesteudbyderen kun ansvarlig for gennemførelsen af
betalingstransaktioner i overensstemmelse med den entydige identifikationskode,
som betalingstjenestebrugeren har angivet. Artikel 80
Manglende, mangelfuld eller forsinket gennemførelse 1. Hvis en betalingsordre
initieres direkte af betaleren, har betalingstjenesteudbyderen uanset
artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret
over for betaleren for den korrekte gennemførelse af betalingstransaktionen,
medmindre vedkommende kan bevise over for betaleren og, hvor det er relevant,
for betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder, at betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder modtog betalingstransaktionsbeløbet i overensstemmelse
med artikel 74, stk. 1. I så fald har betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betalingsmodtageren for den korrekte
gennemførelse af betalingstransaktionen. Hvis en betalingsordre initieres af betaleren via
en tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, har
tredjemandsbetalingstjenesteudbyderen uanset artikel 63, artikel 79,
stk. 2 og 3, og artikel 83 ansvaret over for betaleren for den
korrekte gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre vedkommende kan
bevise over for betaleren og, hvor det er relevant, for betalerens kontoførende
betalingstjenesteudbyder, at betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder
modtog betalingsinitieringen i overensstemmelse med artikel 69. I så fald
har betalerens kontoførende betalingstjenesteudbyder ansvaret over for
betalingsmodtageren for den korrekte gennemførelse af betalingstransaktionen. Hvis betalerens betalingstjenesteudbyder eller en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder har ansvaret i henhold til første eller
andet afsnit, skal den relevante betalingstjenesteudbyder uden unødig
forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte beløb
og, hvor det er relevant, føre den debiterede betalingskonto tilbage til den
situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde
betalingstransaktion ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af
betalerens betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev
debiteret. I tilfælde hvor en betalingstransaktion
gennemføres med forsinkelse, kan betaleren beslutte, at beløbet får valørdato
på betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have
haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder
har ansvaret i henhold til første afsnit, skal vedkommende øjeblikkeligt stille
betalingstransaktionsbeløbet til rådighed for betalingsmodtageren og, hvor det
er relevant, kreditere betalingsmodtagerens betalingskonto det tilsvarende
beløb. Beløbet må ikke have valørdato senere end den dato, hvor beløbet skulle
have haft valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført
betalingstransaktion, hvor betalingsordren initieres af betaleren, skal
betalingstjenesteudbyderen, uanset hvem der har ansvaret ifølge dette stykke,
efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore betalingstransaktionen og
orientere betaleren om resultatet. Dette er vederlagsfrit for betaleren. 2. Hvis en betalingsordre
initieres af eller via betalingsmodtageren, har betalingstjenesteudbyderen
uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2 og 3, og artikel 83
ansvaret over for betalingsmodtageren for den korrekte fremsendelse af betalingsordren
til betalerens betalingstjenesteudbyder i overensstemmelse med artikel 74,
stk. 3. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har ansvaret i
henhold til dette afsnit, skal denne øjeblikkelig videresende den pågældende
betalingsordre til betalerens betalingstjenesteudbyder. Ved forsinket
fremsendelse af betalingsordren skal beløbet have valørdato på
betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft
valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Derudover har betalingsmodtagerens
betalingstjenesteudbyder uanset artikel 63, artikel 79, stk. 2
og 3, og artikel 83 ansvaret over for betalingsmodtageren for at behandle
betalingstransaktionen i overensstemmelse med sine forpligtelser i henhold til
artikel 78. Hvis betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder har
ansvaret i henhold til dette afsnit, skal vedkommende sikre, at
betalingstransaktionsbeløbet er til rådighed for betalingsmodtageren, straks
efter at beløbet er krediteret betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyders
konto. Beløbet må ikke have valørdato på betalingsmodtagerens betalingskonto
senere end den dato, hvor beløbet skulle have haft valørdato, hvis
transaktionen var gennemført korrekt. Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført
betalingstransaktion, som betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder ikke
har ansvaret for i henhold til første og andet afsnit, har betalerens
betalingstjenesteudbyder ansvaret over for betaleren. Hvis betalerens
betalingstjenesteudbyder således har ansvaret, skal denne om nødvendigt og uden
unødig forsinkelse godtgøre betaleren det manglende eller mangelfuldt betalte
betalingstransaktionsbeløb og føre den debiterede betalingskonto tilbage til
den situation, der ville have været gældende, hvis den mangelfulde betalingstransaktion
ikke var blevet gennemført. Valørdatoen for kreditering af betalerens
betalingskonto må ikke ligge senere end den dato, hvor beløbet blev debiteret. Ved forsinket gennemførelse af
betalingstransaktionen kan betaleren beslutte, at beløbet får valørdato på
betalingsmodtagerens betalingskonto senest den dato, beløbet skulle have haft
valørdato, hvis transaktionen var gennemført korrekt. Ved en manglende eller mangelfuldt gennemført
betalingstransaktion, hvor en betalingsordre er initieret af eller via
betalingsmodtageren, skal betalingstjenesteudbyderen, uanset hvem der har
ansvaret ifølge dette stykke, efter anmodning øjeblikkeligt forsøge at spore
betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet. Dette er
vederlagsfrit for betalingsmodtageren. 3. Endvidere har
betalingstjenesteudbydere ansvaret over for deres respektive
betalingstjenestebrugere for eventuelle gebyrer, som de har ansvaret for, og
for renter, der opkræves af betalingstjenestebrugeren som følge af en manglende
eller mangelfuld, herunder forsinket, gennemførelse af betalingstransaktionen. Artikel 81
Yderligere økonomisk godtgørelse Al økonomisk
godtgørelse ud over den, der er foreskrevet i denne afdeling, kan fastsættes i
henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem
betalingstjenestebrugeren og betalingstjenesteudbyderen. Artikel 82
Regresret 1. Hvis en
betalingstjenesteudbyders ansvar i henhold til artikel 80 kan tilskrives
en anden betalingstjenesteudbyder eller en mellemmand, skal denne
betalingstjenesteudbyder eller mellemmand holde den første
betalingstjenesteudbyder skadesløs for ethvert tab eller beløb betalt i henhold
til artikel 80. Dette omfatter godtgørelse, hvis en
betalingstjenesteudbyder undlader at anvende stærk kundeautentifikation. 2. Yderligere økonomisk
godtgørelse fastsættes i henhold til aftaler mellem betalingstjenesteudbydere
og/eller mellemmænd og den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen mellem
dem. Artikel 83
Ansvarsfritagelse Ansvar efter
kapitel 2 og 3 finder ikke anvendelse i tilfælde af usædvanlige og
uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen
indflydelse på, og som vedkommende ikke har mulighed for at afværge, også selv
om vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed, eller når en
betalingstjenesteudbyder er bundet af andre retlige forpligtelser, der er
omfattet af national lovgivning eller EU-lovgivning. KAPITEL 4
Beskyttelse af personoplysninger Artikel 84
Beskyttelse af personoplysninger Behandling af
personoplysninger som følge af dette direktiv skal udføres i overensstemmelse
med direktiv 95/46/EF, de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktiv
95/46/EF og forordning (EF) nr. 45/2001. KAPITEL 5
Drifts- og sikkerhedsspørgsmål og autentifikation Artikel 85
Sikkerhedskrav og anmeldelse af hændelser 1. Betalingstjenesteudbydere er
underlagt direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once
adopted] og navnlig kravene vedrørende risikostyring og anmeldelse af hændelser
i artikel 14 og 15 deri. 2. Den myndighed, der er udpeget
efter artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of
Directive once adopted], underretter uden unødig forsinkelse den kompetente
myndighed i hjemlandet og EBA om de anmeldelser af NIS-hændelser, den har
modtaget fra betalingstjenesteudbydere. 3. Ved modtagelse af
anmeldelsen, og hvor det er relevant, underretter EBA de kompetente myndigheder
i de andre medlemsstater. 4. Ud over bestemmelserne i
artikel 14, stk. 4, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of
Directive once adopted] skal betalingstjenesteudbyderen, hvis
sikkerhedshændelsen kan påvirke betalingstjenesteudbyderens
betalingstjenestebrugeres økonomiske interesser, uden unødig forsinkelse
underrette sine betalingstjenestebrugere om hændelsen og oplyse dem om mulige
risikobegrænsningsforanstaltninger, som de kan træffe for at begrænse
hændelsens negative følger. Artikel 86
Gennemførelse og rapportering 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingstjenesteudbydere årligt giver den myndighed, der er udpeget i henhold
til artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of
Directive once adopted], opdaterede oplysninger om vurderingen af de drifts- og
sikkerhedsrisici, der er forbundet med de betalingstjenester, de udbyder, og
oplysninger om, hvorvidt de iværksatte risikobegrænsningsforanstaltninger og
kontrolmekanismer, der skal imødegå disse risici, er tilstrækkelige. Den
myndighed, der er udpeget i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv [NIS
Directive] [OP please insert number of Directive once adopted], sender uden
unødig forsinkelse en kopi af disse oplysninger til den kompetente myndighed i
hjemlandet. 2. Uden at dette berører artikel
14 og 15 i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once
adopted], udarbejder EBA i tæt samarbejde med ECB retningslinjer med hensyn til
oprettelsen, gennemførelsen og overvågningen af sikkerhedsforanstaltningerne,
herunder certificeringsprocesserne, når det er relevant. EBA tager bl.a. hensyn
til de standarder og/eller specifikationer, Kommissionen offentliggør i henhold
til artikel 16, stk. 2, i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of
Directive once adopted]. 3. EBA gennemgår i tæt
samarbejde med ECB retningslinjerne løbende, dog mindst hvert andet år. 4. Uden at dette berører artikel
14 og 15 i direktiv [NIS Directive] [OP please insert number of Directive once
adopted], udsteder EBA retningslinjer, der skal gøre det nemmere for
betalingstjenesteudbyderne at bestemme alvorlige hændelser og de forhold, under
hvilke et betalingsinstitut skal indberette en sikkerhedshændelse. Disse retningslinjer udstedes senest (insert date - two years of the
date of entry into force of this Directive). Artikel 87
Autentifikation 1. Medlemsstaterne sikrer, at
en betalingstjenesteudbyder anvender stærk kundeautentifikation, når betaleren
initierer en elektronisk betalingstransaktion, medmindre EBA's retningslinjer
tillader specifikke undtagelser baseret på den risiko, der er forbundet med
betalingstjenesten. Dette gælder også for en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der initierer en betalingstransaktion på
vegne af betaleren. Den kontoførende betalingstjenesteudbyder giver en
tredjemandsbetalingstjenesteudbyder, der handler på vegne af betalingstjenestebrugeren,
tilladelse til at bruge førstnævntes autentifikationsmetoder. 2. Hvis en
betalingstjenesteudbyder udbyder tjenester omhandlet i punkt 7 i bilag I, skal
denne autentificere sig selv over for kontoindehaverens kontoførende
betalingstjenesteudbyder. 3. EBA udsteder i tæt samarbejde
med ECB retningslinjer til betalingstjenesteudbydere jf. artikel 1, stk. 1, i
dette direktiv, i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 om den mest avancerede kundeautentifikation og enhver undtagelse fra
brugen af stærk kundeautentifikation. Disse
retningslinjer udstedes senest (insert date - two years of the date of entry
into force of this Directive) og opdateres løbende. KAPITEL 6
Udenretslige klage- og erstatningsprocedurer i forbindelse
med tvistbilæggelse Afdeling 1
Klageprocedurer Artikel 88
Klager 1. Medlemsstaterne sikrer, at
der indføres procedurer, som giver betalingstjenestebrugere og andre
interesserede parter, herunder forbrugerorganisationer, mulighed for at indgive
klager til de kompetente myndigheder i forbindelse med
betalingstjenesteudbyderes påståede overtrædelser af dette direktiv. 2. Svaret fra den kompetente
myndighed skal, hvor det er relevant, og uden at dette berører retten til at
indbringe en klage for en domstol i overensstemmelse med nationale
retsplejeregler, underrette klageren om eksistensen af de udenretslige klage-
og erstatningsprocedurer, der er indført ved artikel 91. Artikel 89
Kompetente myndigheder 1. Medlemsstaterne udpeger
kompetente myndigheder, der skal sikre og overvåge, at dette direktiv reelt
efterleves. Disse kompetente myndigheder træffer alle nødvendige
foranstaltninger for at sikre efterlevelsen. De skal være uafhængige af
betalingstjenesteudbyderne. De skal være kompetente myndigheder som omhandlet i
artikel 4, nr. 2), i forordning (EU) nr. 1039/2010. 2. De i stk. 1 omhandlede
kompetente myndigheder skal have alle de beføjelser, der er nødvendige for, at
de kan varetage deres opgaver. Er mere end én kompetent myndighed beføjet til
at sikre og overvåge den reelle efterlevelse af dette direktiv, sikrer
medlemsstaterne, at disse myndigheder indgår i et tæt samarbejde, så de kan
udføre deres respektive opgaver effektivt. 3. I tilfælde af overtrædelse
eller mistanke om overtrædelse af de nationale retsregler, som er vedtaget i
medfør af afsnit III og IV, er de kompetente myndigheder, der er omhandlet
i stk. 1 i denne artikel, de kompetente myndigheder i
betalingstjenesteudbyderens hjemland, bortset fra agenter og filialer, hvis
virksomhed drives i henhold til etableringsretten, hvor de kompetente
myndigheder er værtslandets kompetente myndigheder. 4. Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der er udpeget, jf. stk. 1, senest
[… one year after entry into force of this Directive]. De underretter
Kommissionen om en eventuel kompetencefordeling mellem de pågældende
myndigheder. De underretter straks Kommissionen om senere ændringer med hensyn
til udpegningen af disse myndigheder og deres respektive kompetencer. Afdeling 2
Udenretslige erstatningsprocedurer og sanktioner Artikel 90
Intern tvistbilæggelse 1. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingstjenesteudbyderne indfører tilstrækkelige og effektive procedurer til
bilæggelse af forbrugerklager fra betalingstjenestebrugere vedrørende
rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv. 2. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingstjenesteudbyderne gør deres yderste for skriftligt at besvare
betalingstjenestebrugernes klager, idet alle spørgsmål behandles, inden for en
passende tidsramme og senest inden for 15 arbejdsdage. Hvis der foreligger
usædvanlige forhold, hvor svaret ikke kan afgives inden for 15 arbejdsdage på
grund af omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen ikke har nogen
indflydelse på, skal denne sende et foreløbigt svar, der tydeligt angiver
årsagerne til den forsinkede besvarelse af klagen og angiver en frist for,
hvornår forbrugeren modtager det endelige svar. Fristen må under ingen
omstændigheder overstige yderligere 30 arbejdsdage. 3. Betalingstjenesteudbyderen
skal oplyse betalingstjenestebrugeren om de enheder for udenretslig erstatning,
der har kompetence til at behandle tvister vedrørende rettigheder og
forpligtelser i medfør af dette direktiv. 4. Oplysningerne i stk. 2 skal
være varigt tilgængelige på en nem, direkte og fremtrædende måde på
betalingstjenesteudbyderens websted, hvis et sådant findes, i de generelle
vilkår og betingelser for aftalen mellem betalingstjenesteudbyderen og
betalingstjenestebrugeren samt i fakturaer og kvitteringer vedrørende sådanne
aftaler. Det skal angives, hvor yderligere oplysninger om den pågældende enhed
for udenretslig erstatning og betingelserne for brug af den er tilgængelige. Artikel 91
Udenretslig erstatning 1. Medlemsstaterne sikrer, at
der i henhold til den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen
oprettes tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og
erstatningsprocedurer til bilæggelse af tvister mellem betalingstjenestebrugere
og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør
af dette direktiv, og kan med henblik herpå eventuelt gøre brug af eksisterende
organer. Medlemsstaterne sikrer, at sådanne procedurer finder anvendelse på
betalingstjenesteudbydere, og at de også dækker udpegede repræsentanter. 2. Medlemsstaterne pålægger de i
stk. 1 omhandlede enheder at
samarbejde med henblik på bilæggelse af
grænseoverskridende tvister vedrørende rettigheder og forpligtelser i medfør af
dette direktiv. Artikel 92
Sanktioner 1. Medlemsstaterne sørger for,
at betalingstjenesteudbydere og tredjemandsbetalingstjenesteudbydere kan drages
til ansvar for overtrædelse af de nationale bestemmelser, som vedtages i medfør
af dette direktiv. 2. Uden at det berører
medlemsstaternes ret til at pålægge strafferetlige sanktioner, sikrer
medlemsstaterne, at de kompetente myndigheder kan træffe passende
administrative foranstaltninger og anvende administrative sanktioner, såfremt
betalingstjenesteudbydere og tredjemandsbetalingstjenesteudbydere som omhandlet
i stk. 1 overtræder de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette
direktiv, og sikrer, at de finder anvendelse. Foranstaltningerne og
sanktionerne skal være effektive og forholdsmæssige og have en afskrækkende
virkning. AFSNIT V
DELEGEREDE RETSAKTER Artikel 93
Delegerede retsakter Kommissionen tillægges beføjelser
til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 94
vedrørende: (a)
tilpasning af henvisningen til henstilling
2003/361/EF i artikel 4, nr. 29), i dette direktiv, hvis henstillingen ændres (b)
opdatering af de beløb, der er anført i artikel 27,
stk. 1, og artikel 66, stk. 1, for at tage højde for inflation
og væsentlig udvikling på markedet. Artikel 94
Udøvelse af de delegerede beføjelser 1. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte
betingelser. 2. Beføjelsen til at vedtage
delegerede retsakter, jf. artikel 93, tillægges Kommissionen for en ubegrænset
periode fra den [insert date - date of entry into force of the legislative
act]. 3. Den i artikel 93 omhandlede
delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet
eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de
beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får
virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører
ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft. 4. Så snart Kommissionen
vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet
meddelelse herom. 5. En delegeret retsakt vedtaget
i henhold til artikel 93 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet
eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra
meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller
hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har
informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen
forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ. AFSNIT VI
AFSLUTTENDE
BESTEMMELSER Artikel 95
Fuld harmonisering 1. Uden at det berører
artikel 31, stk. 2, artikel 34, artikel 35, stk. 2,
artikel 48, stk. 6, artikel 50, stk. 3, artikel 51,
stk. 3, artikel 54, stk. 2, artikel 56, stk. 2, og
artikel 77 og 96, i den udstrækning dette direktiv indeholder
harmoniserede bestemmelser, må medlemsstaterne ikke bevare eller indføre andre
bestemmelser end dem, der fremgår af dette direktiv. 2. Hvis en medlemsstat anvender
en af mulighederne i stk. 1, underretter den Kommissionen herom og om
eventuelle efterfølgende ændringer. Kommissionen offentliggør oplysningerne på
et websted eller på en anden let tilgængelig måde. 3. Medlemsstaterne sikrer, at
betalingstjenesteudbydere ikke til skade for betalingstjenestebrugerne fraviger
de bestemmelser i national lov, der gennemfører eller svarer til bestemmelserne
i dette direktiv, medmindre det udtrykkeligt er foreskrevet i disse. Betalingstjenesteudbydere
kan imidlertid tilbyde betalingstjenestebrugere gunstigere vilkår. Artikel 96
Revisionsklausul Kommissionen
forelægger senest fem år efter dette direktivs ikrafttrædelse en rapport for
Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske og Økonomiske Sociale Udvalg og Den
Europæiske Centralbank om anvendelsen og konsekvenserne af dette direktiv,
navnlig om hensigtsmæssigheden og konsekvenserne af bestemmelserne om gebyrer
som fastsat ved artikel 55, stk. 3 og 4. Artikel 97
Overgangsbestemmelse 1. Medlemsstaterne tillader, at
juridiske personer, der inden den [OP please insert final transposition date]
har påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut i overensstemmelse med gældende
national lov til gennemførelse af direktiv 2007/64/EF, kan fortsætte denne
virksomhed i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i direktiv
2007/64/EF, uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 5 i dette direktiv
eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller nævnt i afsnit II i
dette direktiv, indtil den [OP please insert final transposition date + 6
months]. Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit
omhandlede juridiske personer fremsender alle relevante oplysninger til de
kompetente myndigheder, således at disse senest den [OP please insert final
transposition date + 6 months] kan vurdere, om de pågældende juridiske
personer overholder kravene i dette direktiv, og, hvis det ikke er tilfældet,
hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at kravene overholdes,
eller om tilladelsen skal inddrages. De i første afsnit omhandlede juridiske personer,
der ved en kontrol udført af de kompetente myndigheder viser sig at overholde
bestemmelserne i afsnit II i dette direktiv, meddeles tilladelse og optages i
hjemlandets register og i EBA's register som fastsat i artikel 13 og 14 i dette
direktiv. Hvis de pågældende juridiske personer ikke overholder kravene i
afsnit II i dette direktiv senest den [OP please insert final transposition
date + 6 months], skal de i overensstemmelse med artikel 30 i dette
direktiv forbydes at udbyde betalingstjenester. 2. Medlemsstaterne kan bestemme,
at juridiske personer som omhandlet i første afsnit i denne artikels
stk. 1 automatisk skal meddeles tilladelse og optages i hjemlandets
register og i EBA's register som fastsat i artikel 13 og 14 i dette direktiv,
hvis de kompetente myndigheder allerede har dokumentation for, at kravene i
artikel 5 og 10 er opfyldt. De kompetente myndigheder underretter de
berørte enheder, inden der meddeles tilladelse. 3. Medlemsstaterne tillader, at
fysiske og juridiske personer, der inden den [OP Please insert final date of
transposition] har påbegyndt virksomhed som betalingsinstitut som defineret
i dette direktiv, og som er undtaget i henhold til artikel 26 i direktiv
2007/64/EF, kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende medlemsstat i
overensstemmelse med direktiv 2007/64/EF indtil den [OP Please insert final
transposition date + 12 months], uden at de skal søge om tilladelse efter
artikel 5 eller 27 i dette direktiv eller overholde de andre bestemmelser, der
er fastsat eller nævnt i afsnit II i dette direktiv. Personer, der ikke har
fået tilladelse eller er undtaget inden for dette tidsrum i henhold til dette
direktiv, forbydes at udbyde betalingstjenester i overensstemmelse med artikel
30 i dette direktiv. Artikel 98
Ændring af direktiv 2002/65/EF Artikel 4, stk. 5,
i direktiv 2002/65/EF affattes således: "5. Når Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv [OP please insert No of this Directive]* også finder anvendelse,
erstattes bestemmelserne om oplysninger i artikel 3, stk. 1, i dette
direktiv med undtagelse af nr. 2), litra c)-g), nr. 3), litra a), d), og
e), og nr. 4), litra b), med artikel 37, 38, 44 og 45 i førstnævnte direktiv. * Europa-Parlamentets og Rådets direktiv [insert
full title](EUT L..). Artikel 99
Ændring af direktiv 2013/36/EU I bilag I til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU [50] affattes punkt 4 således: "4. Betalingstjenester
som defineret i artikel 4, nr. 3), i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/XX/EU* [OP please insert name and number of this Directive
once adopted] *Europa-Parlamentets og Rådets direktiv ...
af ... Artikel 100
Ændring af direktiv 2009/110/EF I artikel 18 i direktiv 2009/110/EF indsættes følgende som
stk. 4: "4. Medlemsstaterne tillader, at e-pengeinstitutter,
der før vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv [OP please insert
No of this Directive]* har påbegyndt virksomhed i overensstemmelse med dette
direktiv og direktiv 2007/64/EF i den medlemsstat, hvor deres hovedkontor
befinder sig, kan fortsætte denne virksomhed i den pågældende medlemsstat eller
i en anden medlemsstat, uden at de skal søge om tilladelse efter artikel 3 i
dette direktiv eller overholde de andre bestemmelser, der er fastsat eller
nævnt i afsnit II i dette direktiv, indtil den [OP please insert final
transposition date + 6 months]. Medlemsstaterne kræver, at de i første afsnit omhandlede
juridiske personer fremsender alle relevante oplysninger til de kompetente
myndigheder, således at disse senest den [OP please insert final transposition
date + 6 months] kan vurdere, om de pågældende juridiske personer overholder
kravene i afsnit II i dette direktiv, og, hvis det ikke er tilfældet, hvilke
foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at kravene overholdes, eller om
tilladelsen skal inddrages. De i første afsnit omhandlede juridiske personer, der ved
en kontrol udført af de kompetente myndigheder viser sig at overholde
bestemmelserne i afsnit II i dette direktiv, meddeles tilladelse og optages i
registret. Hvis de pågældende juridiske personer ikke overholder kravene i
afsnit II i dette direktiv senest den [OP please insert final transposition
date + 6 months], skal de forbydes at udstede elektroniske penge." * Europa-Parlamentets og Rådets direktiv ... af ... [insert
full title](EUT L..). ** Artikel 101
Ophævelse Direktiv 2007/64/EF ophæves med virkning fra den [OP
please insert date – day after the date set out in the first subparagraph of
Article 102(2)]. Henvisninger til
det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses
efter sammenligningstabellen i bilag II. Artikel 102
Gennemførelse 1. Medlemsstaterne vedtager og
offentliggør senest den [two years after adoption] de love og
administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette
direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser. 2. De anvender disse love og
bestemmelser fra den […]. Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen
indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen
ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes
af medlemsstaterne. 3. Medlemsstaterne meddeler
Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de
udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv. Artikel 103 Dette direktiv
træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske
Unions Tidende. Artikel 104 Dette direktiv er
rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne […] […] Formand Formand BILAG I
BETALINGSTJENESTER (DEFINITION
3 I ARTIKEL 4) 1. Tjenester, der muliggør, at
kontantbeløb placeres på en betalingskonto, samt alle transaktioner, der er
nødvendige for drift af en betalingskonto. 2. Tjenester, der muliggør
kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle transaktioner, der er
nødvendige for drift af en betalingskonto. 3. Gennemførelse af
betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto
hos brugerens betalingstjenesteudbyder eller hos en anden
betalingstjenesteudbyder: a) gennemførelse af direkte debiteringer,
herunder direkte engangsdebiteringer b) gennemførelse af betalingstransaktioner
via et betalingskort eller lignende c) gennemførelse af kreditoverførsler,
herunder stående ordrer. 4. Gennemførelse af
betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers
kreditlinje: a) gennemførelse af direkte debiteringer,
herunder direkte engangsdebiteringer b) gennemførelse af betalingstransaktioner
via et betalingskort eller lignende c) gennemførelse af kreditoverførsler,
herunder stående ordrer. 5. Udstedelse af
betalingsinstrumenter og/eller indløsning af betalingstransaktioner. 6. Pengeoverførselsvirksomhed. 7. Tjenester baseret på adgang
til betalingskonti, der udbydes af en betalingstjenesteudbyder, der ikke er den
kontoførende betalingstjenesteudbyder, i form af: a) betalingsinitieringstjenester b) kontooplysningstjenester. BILAG II
SAMMENLIGNINGSTABEL Dette direktiv || Direktiv 2007/64/EF || Artikel 1, stk. 1 || Artikel 1, stk. 1 || Artikel 1, stk. 2 || Artikel 1, stk. 2 || Artikel 2, stk. 1 || Artikel 2, stk. 1 || Artikel 2, stk. 2 || Artikel 2, stk. 2 || Artikel 2, stk. 3 || Artikel 2, stk. 3 || Artikel 3, litra o) udgår || Artikel 3 || Artikel 4 Definitioner tilføjet || Artikel 4 || || || Artikel 5 – Regler om ansøgninger om tilladelse tilføjet || Artikel 5 Artikel 6 || Artikel 6 || Artikel 7, stk. 1 || Artikel 7, stk. 1 || Artikel 7, stk. 2 || Artikel 7, stk. 2 || Artikel 7, stk. 3 || Artikel 7, stk. 3 || Artikel 8, stk. 1 || Artikel 8, stk. 1 || Artikel 8, stk. 2 || Artikel 8, stk. 2 || Artikel 8, stk. 3 || Artikel 8, stk. 3 || Artikel 9, stk. 1 || Artikel 9, stk. 1 || || || Artikel 9, stk. 2 Artikel 9, stk. 3 og 4, udgår || Artikel 9, stk. 2 Artikel 10, stk. 1 || Artikel 10, stk. 1 || Artikel 10, stk. 2 || Artikel 10, stk. 2 || Artikel 10, stk. 3 || Artikel 10, stk. 3 || Artikel 10, stk. 4 || Artikel 10, stk. 4 || Artikel 10, stk. 5 || Artikel 10, stk. 5 || Artikel 10, stk. 6 || Artikel 10, stk. 6 || Artikel 10, stk. 7 || Artikel 10, stk. 7 || Artikel 10, stk. 8 || Artikel 10, stk. 8 || Artikel 10, stk. 9 || Artikel 10, stk. 9 || Artikel 11 || Artikel 11 || Artikel 12, stk. 1 || Artikel 12, stk. 1 || Artikel 12, stk. 2 || Artikel 12, stk. 2 || Artikel 12, stk. 3 || Artikel 12, stk. 3 || Artikel 13 || Artikel 13 || Artikel 14, stk. 1 || || Artikel 14, stk. 2 || || Artikel 14, stk. 3 || || Artikel 14, stk. 4 || || Artikel 15 || Artikel 14 || Artikel 16, stk. 1 || Artikel 15, stk. 1 || Artikel 16, stk. 2 || Artikel 15, stk. 2 || Artikel 16, stk. 3 || Artikel 15, stk. 3 || Artikel 16, stk. 4 || Artikel 15, stk. 4 || Artikel 17, stk. 1 || Artikel 16, stk. 1 || Artikel 17, stk. 2 || Artikel 16, stk. 2 || Artikel 17, stk. 3 || || Artikel 17, stk. 4 || Artikel 16, stk. 3 || Artikel 17, stk. 5 || Artikel 16, stk. 4 || Artikel 17, stk. 6 || Artikel 16, stk. 5 || Artikel 18, stk. 1 || Artikel 17, stk. 1 || Artikel 18, stk. 2 || Artikel 17, stk. 2 || Artikel 18, stk. 3 || Artikel 17, stk. 3 || Artikel 18, stk. 4 || Artikel 17, stk. 4 || Artikel 18, stk. 5 || Artikel 17, stk. 5 || Artikel 18, stk. 6 || Artikel 17, stk. 6 || Artikel 18, stk. 7 || Artikel 17, stk. 7 || Artikel 18, stk. 8 || Artikel 17, stk. 8 || Artikel 18, stk. 9 || || Artikel 19, stk. 1 || Artikel 18, stk. 1 || Artikel 19, stk. 2 || Artikel 18, stk. 2 || Artikel 20 || Artikel 19 || Artikel 21, stk. 1 || Artikel 20, stk. 1 || Artikel 21, stk. 2 || Artikel 20, stk. 2 || Artikel 21, stk. 3 || Artikel 20, stk. 3 || Artikel 21, stk. 4 || Artikel 20, stk. 4 || Artikel 21, stk. 5 || Artikel 20, stk. 5 || Artikel 22, stk. 1 || Artikel 21, stk. 1 || Artikel 22, stk. 2 || Artikel 21, stk. 2 || Artikel 22, stk. 3 || Artikel 21, stk. 3 || Artikel 23, stk. 1 || Artikel 22, stk. 1 || Artikel 23, stk. 2 || Artikel 22, stk. 2 || Artikel 23, stk. 3 || Artikel 22, stk. 3 || Artikel 24, stk. 1 || Artikel 23, stk. 1 || Artikel 24, stk. 2 || Artikel 23, stk. 2 || Artikel 25, stk. 1 || Artikel 24, stk. 1 || Artikel 25, stk. 2 – litra d udgår || Artikel 24, stk. 2 || Artikel 26, stk. 1 || Artikel 25, stk. 1 || Artikel 26, stk. 2 || Artikel 25, stk. 2 || Artikel 26, stk. 3 || Artikel 25, stk. 3 || Artikel 26, stk. 4 || Artikel 25, stk. 4 || Artikel 26, stk. 5 || Artikel 25, stk. 5 || Artikel 26, stk. 6 || || Artikel 26, stk. 7 || || Artikel 26, stk. 8 || || Artikel 26, stk. 9 || || Artikel 27, stk. 1 || Artikel 26, stk. 1 || Artikel 27, stk. 2 || Artikel 26, stk. 2 || Artikel 27, stk. 3 || Artikel 26, stk. 3 || Artikel 27, stk. 4 || Artikel 26, stk. 4 || Artikel 27, stk. 5 || Artikel 26, stk. 5 || Artikel 27, stk. 6 || Artikel 26, stk. 6 || Artikel 28 || Artikel 27 || Artikel 29, stk. 1 || Artikel 28, stk. 1 || Artikel 29, stk. 2 – litra c) udgår || Artikel 28, stk. 2 || Artikel 30, stk. 1 || Artikel 29 || Artikel 30, stk. 2 || || Artikel 31, stk. 1 || Artikel 30, stk. 1 || Artikel 31, stk. 2 || Artikel 30, stk. 2 || Artikel 31, stk. 3 || Artikel 30, stk. 3 || Artikel 32 || Artikel 31 || Artikel 33, stk. 1 || Artikel 32, stk. 1 || Artikel 33, stk. 2 || Artikel 32, stk. 2 || Artikel 33, stk. 3 || Artikel 32, stk. 3 || Artikel 34 || Artikel 33 || Artikel 35, stk. 1 || Artikel 34, stk. 1 || Artikel 35, stk. 2 || Artikel 34, stk. 2 || Artikel 36, stk. 1 || Artikel 35, stk. 1 || Artikel 36, stk. 2 || Artikel 35, stk. 2 || Artikel 37, stk. 1 || Artikel 36, stk. 1 || Artikel 37, stk. 2 || Artikel 36, stk. 2 || Artikel 37, stk. 3 || Artikel 36, stk. 3 || Artikel 38, stk. 1 || Artikel 37, stk. 1 || Artikel 38, stk. 2 || || Artikel 38, stk. 3 || Artikel 37, stk. 2 || Artikel 39 || || Artikel 40 || || Artikel 41 || Artikel 38 || Artikel 42 || Artikel 39 || Artikel 43 || Artikel 40 || Artikel 44, stk. 1 || Artikel 41, stk. 1 || Artikel 44, stk. 2 || Artikel 41, stk. 2 || Artikel 44, stk. 3 || Artikel 41, stk. 3 || Artikel 45, nr. 1) || Artikel 42, nr. 1) || Artikel 45, nr. 2) || Artikel 42, nr. 2) || Artikel 45, nr. 3) || Artikel 42, nr. 3) || Artikel 45, nr. 4) || Artikel 42, nr. 4) || Artikel 45, nr. 5) || Artikel 42, nr. 5) || Artikel 45, nr. 6) || Artikel 42, nr. 6) || Artikel 45, nr. 7) || Artikel 42, nr. 7) || Artikel 46 || Artikel 43 || Artikel 47, stk. 1 || Artikel 44, stk. 1 || Artikel 47, stk. 2 || Artikel 44, stk. 2 || Artikel 47, stk. 3 || Artikel 44, stk. 3 || Artikel 48, stk. 1 || Artikel 45, stk. 1 || Artikel 48, stk. 2 || Artikel 45, stk. 2 || Artikel 48, stk. 3 || Artikel 45, stk. 3 || Artikel 48, stk. 4 || Artikel 45, stk. 4 || Artikel 48, stk. 5 || Artikel 45, stk. 5 || Artikel 48, stk. 6 || Artikel 45, stk. 6 || Artikel 49 || Artikel 46 || Artikel 50, stk. 1 || Artikel 47, stk. 1 || Artikel 50, stk. 2 || Artikel 47, stk. 2 || Artikel 50, stk. 3 || Artikel 47, stk. 3 || Artikel 51, stk. 1 || Artikel 48, stk. 1 || Artikel 51, stk. 2 || Artikel 48, stk. 2 || Artikel 51, stk. 3 || Artikel 48, stk. 3 || Artikel 52, stk. 1 || Artikel 49, stk. 1 || Artikel 52, stk. 2 || Artikel 49, stk. 2 || Artikel 53, stk. 1 || Artikel 50, stk. 1 || Artikel 53, stk. 2 || Artikel 50, stk. 2 || Artikel 54, stk. 1 || Artikel 51, stk. 1 || Artikel 54, stk. 2 || Artikel 51, stk. 2 || Artikel 54, stk. 3 || Artikel 51, stk. 3 || Artikel 54, stk. 4 || Artikel 51, stk. 4 || Artikel 55, stk. 1 || Artikel 52, stk. 1 || Artikel 55, stk. 2 || Artikel 52, stk. 2 || Artikel 55, stk. 3 || Artikel 52, stk. 3 || Artikel 55, stk. 4 || || Artikel 56, stk. 1 || Artikel 53, stk. 1 || Artikel 56, stk. 2 || Artikel 53, stk. 2 || Artikel 56, stk. 3 || Artikel 53, stk. 3 || Artikel 57, stk. 1 || Artikel 54, stk. 1 || Artikel 57, stk. 2 || Artikel 54, stk. 2 || Artikel 57, stk. 3 || Artikel 54, stk. 3 || Artikel 57, stk. 4 || Artikel 54, stk. 4 || Artikel 58, stk. 1 || || Artikel 58, stk. 2 || || Artikel 58, stk. 3 || || Artikel 58, stk. 4 || || Artikel 59, stk. 1 || || Artikel 59, stk. 2 || || Artikel 59, stk. 3 || || Artikel 60, stk. 1 || Artikel 55, stk. 1 || Artikel 60, stk. 2 || Artikel 55, stk. 2 || Artikel 60, stk. 3 || Artikel 55, stk. 3 || Artikel 60, stk. 4 || Artikel 55, stk. 4 || Artikel 61, stk. 1 || Artikel 56, stk. 1 || Artikel 61, stk. 2 || Artikel 56, stk. 2 || Artikel 62, stk. 1 || Artikel 57, stk. 1 || Artikel 62, stk. 2 || Artikel 57, stk. 2 || Artikel 63, stk. 1 || Artikel 58 || Artikel 63, stk. 2 || || Artikel 64, stk. 1 || Artikel 59, stk. 1 || Artikel 64, stk. 2 || Artikel 59, stk. 2 || Artikel 65, stk. 1 || Artikel 60, stk. 1 || Artikel 65, stk. 2 || || Artikel 65, stk. 3 || Artikel 60, stk. 2 || Artikel 66, stk. 1 || Artikel 61, stk. 1 og 2 || Artikel 66, stk. 2 || Artikel 61, stk. 4 og 5 || Artikel 67, stk. 1 || Artikel 62, stk. 1 || Artikel 67, stk. 2 || Artikel 62, stk. 2 || Artikel 67, stk. 3 || Artikel 62, stk. 3 || Artikel 68, stk. 1 || Artikel 63, stk. 1 || Artikel 68, stk. 2 || Artikel 63, stk. 2 || Artikel 69, stk. 1 || Artikel 64, stk. 1 || Artikel 69, stk. 2 || Artikel 64, stk. 2 || Artikel 70, stk. 1 || Artikel 65, stk. 1 || Artikel 70, stk. 2 || Artikel 65, stk. 2 || Artikel 70, stk. 3 || Artikel 65, stk. 3 || Artikel 71, stk. 1 || Artikel 66, stk. 1 || Artikel 71, stk. 2 || Artikel 66, stk. 2 || Artikel 71, stk. 3 || Artikel 66, stk. 3 || Artikel 71, stk. 4 || Artikel 66, stk. 4 || Artikel 71, stk. 5 || Artikel 66, stk. 5 || Artikel 72, stk. 1 || Artikel 67, stk. 1 || Artikel 72, stk. 2 || Artikel 67, stk. 2 || Artikel 72, stk. 3 || Artikel 67, stk. 3 || Artikel 73, stk. 1 || Artikel 68, stk. 1 || Artikel 73, stk. 2 || Artikel 68, stk. 2 || Artikel 74, stk. 1 || Artikel 69, stk. 1 || Artikel 74, stk. 2 || Artikel 69, stk. 2 || Artikel 74, stk. 3 || Artikel 69, stk. 3 || Artikel 75 || Artikel 70 || Artikel 76 || Artikel 71 || Artikel 77 || Artikel 72 || Artikel 78, stk. 1 || Artikel 73, stk. 1 || Artikel 78, stk. 2 || Artikel 73, stk. 2 || Artikel 79, stk. 1 || Artikel 74, stk. 1 || Artikel 79, stk. 2 || Artikel 74, stk. 2 || Artikel 79, stk. 3 || Artikel 74, stk. 2 || Artikel 79, stk. 4 || Artikel 74, stk. 2 || Artikel 79, stk. 5 || Artikel 74, stk. 3 || Artikel 80, stk. 1 || Artikel 75, stk. 1 || Artikel 80, stk. 2 || Artikel 75, stk. 2 || Artikel 80, stk. 3 || Artikel 75, stk. 3 || Artikel 81 || Artikel 76 || Artikel 82, stk. 1 || Artikel 77, stk. 1 || Artikel 82, stk. 2 || Artikel 77, stk. 2 || Artikel 83 || Artikel 78 || Artikel 84 || Artikel 79 || Artikel 85, stk. 1 || || Artikel 85, stk. 2 || || Artikel 85, stk. 3 || || Artikel 85, stk. 4 || || Artikel 86, stk. 1 || || Artikel 86, stk. 2 || || Artikel 86, stk. 3 || || Artikel 86, stk. 4 || || Artikel 87, stk. 1 || || Artikel 87, stk. 2 || || Artikel 87, stk. 3 || || Artikel 88, stk. 1 || Artikel 80, stk. 1 || Artikel 88, stk. 2 || Artikel 80, stk. 2 || Artikel 89, stk. 1 || || Artikel 89, stk. 2 || || Artikel 89, stk. 3 || Artikel 82, stk. 2 || Artikel 89, stk. 4 || || Artikel 90, stk. 1 || || Artikel 90, stk. 2 || || Artikel 90, stk. 3 || || Artikel 91, stk. 1 || Artikel 83, stk. 1 || Artikel 91, stk. 2 || Artikel 83, stk. 2 || Artikel 92, stk. 1 || || Artikel 92, stk. 2 || || Artikel 93 || Artikel 84 || Artikel 94, stk. 1 || || Artikel 94, stk. 2 || || Artikel 94, stk. 3 || || Artikel 94, stk. 4 || || Artikel 94, stk. 5 || || Artikel 95, stk. 1 || Artikel 86, stk. 1 || Artikel 95, stk. 2 || Artikel 86, stk. 2 || Artikel 95, stk. 3 || Artikel 86, stk. 3 || Artikel 96 || Artikel 87 || Artikel 97 || Artikel 88 || Artikel 98, stk. 1 || || Artikel 98, stk. 2 || || Artikel 99, stk. 1 || || Artikel 99, stk. 2 || || || || Artikel 101 || || Artikel 102, stk. 1 || Artikel 94, stk. 1 || Artikel 102, stk. 2 || Artikel 94, stk. 1 || Artikel 102, stk. 3 || Artikel 94, stk. 2 || Artikel 103 || Artikel 95 || Artikel 104 || Artikel 96 || Bilag I || Bilag || BILAG III
Finansieringsoversigt "Agenturer" 1. FORSLAGETS/INITIATIVETS
RAMME 1.1. Forslagets/initiativets
betegnelse 1.2. Berørt(e) politikområde(r) inden
for ABM/ABB-strukturen 1.3. Forslagets/initiativets art 1.4. Mål 1.5. Forslagets/initiativets
begrundelse 1.6. Varighed og finansielle
virkninger 1.7. Påtænkt(e)
forvaltningsmetode(r) 2. FORVALTNINGSFORANSTALTNINGER
2.1. Bestemmelser om kontrol og
rapportering 2.2. Forvaltnings- og
kontrolsystem 2.3. Foranstaltninger til
forebyggelse af svig og uregelmæssigheder 3. FORSLAGETS/INITIATIVETS
ANSLÅEDE FINANSIELLE VIRKNINGER 3.1. Berørt(e) udgiftspost(er) på
budgettet og udgiftsområde(r) i den flerårige finansielle ramme 3.2. Anslåede virkninger for
udgifterne 3.2.1. Sammenfatning af de anslåede
virkninger for udgifterne 3.2.2. Anslåede virkninger for
[organets] bevillinger 3.2.3. Anslåede virkninger for
[organets] menneskelige ressourcer 3.2.4. Forenelighed med indeværende
flerårige finansielle ramme 3.2.5. Tredjemands bidrag til
finansieringen 3.3. Anslåede virkninger for
indtægterne FINANSIERINGSOVERSIGT
TIL FORSLAGET 1. FORSLAGETS/INITIATIVETS
RAMME 1.1. Forslagets/initiativets
betegnelse Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af
direktiv 2002/65/EF og 2013/36/EF og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF 1.2. Berørt(e) politikområde(r) inden
for ABM/ABB-strukturen[51] Det indre
marked – finansielle detailtjenesteydelser Forbrugerbeskyttelse
– finansielle tjenesteydelser 1.3. Forslagets/initiativets art ¨ Forslaget/initiativet drejer sig om en
ny foranstaltning 1.4. Mål 1.4.1. Det eller de af Kommissionens
flerårige strategiske mål, som forslaget/initiativet vedrører Fremme smart
og inklusiv vækst Fremme den
økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. 1.4.2. Specifikke mål og berørte
ABM/ABB-aktiviteter Udvikle et EU-dækkende marked for elektroniske
betalinger, der vil gøre det muligt for forbrugere, handlende og andre
markedsaktører at udnytte fordelene ved EU's indre marked fuldt ud. Løse problemer med manglende standardisering og
interoperabilitet for kort-, internet- og mobilbetalinger. Fjerne hindringer for konkurrencen, især for kort-
og internetbetalinger. Tilpasse gebyr- og styringspraksisser for
betalingstjenester i hele EU. Sikre, at nye typer betalingstjenester og
-instrumenter er dækket af de retlige rammer for detailbetalinger i EU. Sikre ensartet anvendelse af de retlige rammer
(betalingstjenestedirektivet) og tilpasse den praktiske anvendelse af
tilladelses- og tilsynsreglerne for betalingstjenester i alle medlemsstater. Sikre tilstrækkelig og uensartet beskyttelse af
forbrugernes interesser vedrørende betalingstransaktioner, herunder udvide den
lovgivningsmæssige beskyttelse til nye kanaler og innovative
betalingstjenester. 1.4.3. Forventede resultater og
virkninger Angiv, hvilke
virkninger forslaget/initiativet forventes at få for modtagerne/målgruppen. De foreslåede
ændringer vil give større retssikkerhed og lige vilkår, der kan få omkostninger
og priser for betalingstjenestebrugere til at konvergere nedad samt føre til et
større udvalg og mere gennemsigtige betalingstjenester. På den måde lettes
udbud af innovative betalingstjenester, og der skabes sikre og gennemsigtige
betalingstjenester. De foreslåede tiltag søger at gøre dette på en teknologisk
neutral måde, der fortsat vil være relevant, når betalingstjenesterne udvikles
yderligere. Målene opnås gennem opdatering og udbygning af de nuværende rammer
for betalingstjenester, fastsættelse af regler, der forbedrer gennemsigtighed,
innovation og sikkerhed for detailbetalinger og forbedrer overensstemmelse
mellem nationale bestemmelser, idet der især fokuseres på forbrugernes legitime
behov. 1.4.4. Virknings- og
resultatindikatorer Når direktivet
er blevet gennemført af mindst et stort flertal af medlemsstaterne, vil
Kommissionen vurdere direktivets gennemførelse og virkninger ud fra en overensstemmelsesvurdering
af de nationale gennemførelsesforanstaltninger og en undersøgelse af
direktivets virkninger for markedet. Kommissionen underretter
Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Den
Europæiske Centralbank om resultaterne og den foreslåede opfølgning. 1.5. Forslagets/initiativets
begrundelse 1.5.1. Behov, der skal opfyldes på
kort eller lang sigt I betragtning af behovet for innovative, effektive og sikre
betalingsmåder vil direktivet få det indre marked til at fungere bedre for
betalingstjenester og mere generelt for alle varer og tjenesteydelser. Dets
vigtigste mål er: ¨ at
sikre lige konkurrencevilkår for alle typer betalingstjenesteudbydere, herunder
nye udbydere, hvilket giver et større udvalg af detailbetalinger samt gør dem
mere effektive, gennemsigtige og sikre ¨ at
gøre det nemmere at udbyde innovative kort-, internet- og
mobilbetalingstjenester på tværs af grænserne ved at sikre et indre marked for
alle detailbetalinger Det vil også sikre den rette balance
mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne,
således at de handlendes muligheder for at opkræve gebyrer for
betalingsinstrumenter begrænses til de faktiske omkostninger. Det vil også lette økonomiske transaktioner i EU, hvilket
vil bidrage til at opfylde de mere overordnede mål i EU 2020-strategien og
fremme ny vækst. 1.5.2. Merværdien ved en indsats fra
EU's side I
overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf.
EU-traktatens artikel 5, kan forslagets målsætninger ikke i tilstrækkelig grad
opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på EU-plan. Et
integreret EU-marked for elektroniske detailbetalinger bidrager til opfyldelsen
af målet i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, der fastsætter et indre
marked. Fordelene ved markedsintegration omfatter bl.a. større konkurrence
mellem betalingstjenesteudbydere og et større udvalg, innovation og sikkerhed
for betalingstjenestebrugere, især forbrugere. Et integreret betalingsmarked,
der er baseret på net på tværs af nationale grænser, kræver i sagens natur en
indsats på EU-plan, da de relevante principper, regler, processer og standarder
skal være ensartede i alle medlemsstater af hensyn til retssikkerheden og for
at opnå lige vilkår for alle markedsaktører. Alternativet til en indsats på
EU-plan ville være et system med multilaterale eller bilaterale aftaler, som
ville være alt for komplicerede og bekostelige i sammenligning med lovgivning
på EU-plan. En eventuel intervention på EU-plan er derfor i overensstemmelse
med nærhedsprincippet. 1.5.3. Erfaringer fra lignende
foranstaltninger Analysen af de
eksisterende retlige rammer og af betalingstjenestedirektivet har fremhævet
følgende problemområder: - forskellig
anvendelse af de eksisterende regler i medlemsstaterne på grund af mange
frivillige bestemmelser og ofte meget generelle anvendelseskriterier. For
eksempel synes nogle undtagelser i betalingstjenestedirektivet at være for
generelle eller forældede sammenlignet med markedsudviklingen, og de fortolkes på
meget forskellige måder. Der er også huller i anvendelsesområdet hvad angår
betalinger, hvor den ene udbyder befinder sig uden for EØS, og betalinger i
andre valutaer end EU's, hvilket medfører forsat markedsfragmentering,
regelarbitrage og konkurrenceforvridning - retligt
tomrum for nogle nye internettjenesteudbydere, såsom
tredjemandsbetalingstjenesteudbydere, der tilbyder initiering af betalinger
baseret på netbanksystemer. Disse tjenester er et brugbart og ofte billigere
alternativ til kort som betalingsmiddel og er også fordelagtige for kunder, der
ikke har kort. Imidlertid vækker de eksisterende forretningsmodeller nogen
bekymring hos banker og nogle medlemsstater, da udbyderne i øjeblikket ikke er
underlagt den eksisterende lovgivning. Det retlige tomrum risikerer at hindre
innovation og passende vilkår for markedsadgang - manglende
standardisering og interoperabilitet mellem forskellige betalingsløsninger
(kort-, internet- og mobilbetalinger) ud fra forskellige aspekter og i
forskellig grad, især tværnationalt, hvilket forværres af svage
governancerammer for EU's detailbetalingsmarked - forskellig
og inkonsekvent praksis for, hvordan de handlende opkræver gebyrer (for
anvendelse af et bestemt betalingsmiddel) fra medlemsstat til medlemsstat (ca.
halvdelen tillader opkrævning af brugergebyrer, mens resten forbyder det),
hvilket fører til forvirring hos forbrugerne, når handler i udlandet eller på
internettet. Det forårsager også ulige konkurrencevilkår - mange
restriktive forretningsregler og -praksisser for kortbetalinger, hvilket
forvrider konkurrencen (med hensyn til multilaterale interbankgebyrer og regler
for de handlendes valgmuligheder og fleksibilitet med hensyn til accept af
kort). Konklusionen
på gennemgangen af den europæiske ramme og især betalingstjenestedirektivet og
høringen om Kommissionens grønbog "På vej mod et integreret europæisk
marked for kort-, internet- og mobilbetalinger" i 2012 er derfor, at flere
foranstaltninger og opdateringer af bestemmelserne, herunder justeringer af
betalingstjenestedirektivet, er nødvendige, for at betalingsrammerne bedre kan
tage højde for et effektivt europæisk betalingsmarkeds behov og på den måde
bidrage fuldt ud til et betalingsmiljø, der fremmer konkurrence, innovation og
sikkerhed. 1.5.4. Sammenhæng med andre relevante
instrumenter og eventuel synergivirkning Den retlige
ramme, der etableres ved betalingstjenestedirektivet, forordning (EF) nr.
924/2009 om grænseoverskridende betalinger og det andet direktiv om
elektroniske penge, direktiv 2009/110/EF, har allerede medført store fremskridt
i retning af integrationen af det europæiske marked for detailbetalinger. I
forordning (EU) nr. 260/2012 er der fastsat frister for omstilling til SEPA for
paneuropæiske kreditoverførsler og paneuropæiske direkte debiteringer, idet
denne ordning erstatter de nationale ordninger for indenlandske og
grænseoverskridende eurobetalinger i EU fra 2014. De retlige rammer suppleres
af en række undersøgelser og Kommissionens afgørelser
om detailbetalinger i henhold til konkurrencelovgivningen inden for de seneste
år. Detailbetalingsmarkedet
er meget dynamisk, og der er sket væsentlig innovation i hurtigt tempo inden
for de seneste år. Vigtige områder af betalingsmarkedet, især kortbetalinger og
nye betalingsmidler såsom internet- og mobilbetalinger, er stadig ofte
fragmenterede langs landegrænserne, hvilket gør det vanskeligt for innovative
og brugervenlige digitale betalingstjenester at udvikle sig effektivt og give
forbrugere og detailhandlende effektive, praktiske og sikre betalingsmetoder
(med kreditkort som mulig undtagelse) i hele Europa, så de kan købe et voksende
udvalg af varer og tjenesteydelser. Den seneste udvikling på disse markeder har
også fremhævet en række huller i de nuværende lovgivningsrammer for betalinger
og mangler på markederne for kort-, internet- og mobilbetalinger, som dette
tiltag søger at løse. 1.6. Varighed og finansielle
virkninger ¨ Forslag/initiativ af begrænset
varighed ¨ Forslag/initiativ gældende fra [DD/MM]ÅÅÅÅ til [DD/MM]ÅÅÅÅ ¨ Finansielle virkninger fra ÅÅÅÅ til ÅÅÅÅ ¨ Forslag/initiativ af ubegrænset
varighed 1.7. Planlagt(e)
forvaltningsmetode(r) [52] For 2015-budgettet ¨ Indirekte central forvaltning ved uddelegering af gennemførelsesopgaver til: ¨ forvaltningsorganer ¨ Delt forvaltning med medlemsstaterne ¨ Indirekte forvaltning ved at overlade
budgetgennemførelsesopgaver til: ¨ internationale organisationer og deres organer (angives nærmere) ¨EIB og Den Europæiske Investeringsfond ¨ de organer, der er omhandlet i artikel 208 og 209 ¨ offentligretlige organer ¨ privatretlige organer, der har fået overdraget offentlige
tjenesteydelsesopgaver, i det omfang at de stiller tilstrækkelige finansielle
garantier ¨ privatretlige organer, der er undergivet lovgivningen i en
medlemsstat, og som har fået overdraget gennemførelsen af et offentligt-privat
partnerskab, og som stiller tilstrækkelige finansielle garantier ¨ personer, der har fået overdraget gennemførelsen af specifikke
foranstaltninger inden for FUSP i henhold til afsnit V i EU-traktaten, og som
er identificeret i den relevante basisretsakt. 2. Forvaltningsforanstaltninger
2.1. Bestemmelser om kontrol og
rapportering Angiv hyppighed og
betingelser Artikel 81 i
forordningen om oprettelse af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) pålægger
Kommissionen senest den 2. januar 2014 og derefter hvert 3. år at offentliggøre
en generel rapport om erfaringerne med driften af EBA. Med henblik herpå
offentliggør Kommissionen en generel rapport, der fremsendes til
Europa-Parlamentet og Rådet. Forvaltnings- og kontrolsystem 2.1.1. Konstaterede risici For så vidt
angår den retmæssige, økonomisk forsvarlige og effektive anvendelse af de
bevillinger, der er en følge af forslaget, forventes det, at forslaget ikke vil
indebære nye risici, der ikke allerede er omfattet af EBA's eksisterende rammer
for intern kontrol. 2.1.2. Påtænkt(e) kontrolmetode(r) Forvaltnings-
og kontrolsystemer som fastsat ved forordningen om oprettelse af Den Europæiske
Banktilsynsmyndighed vil finde anvendelse. 2.2. Foranstaltninger til
forebyggelse af svig og uregelmæssigheder Angiv eksisterende
og påtænkte forebyggelses- og beskyttelsesforanstaltninger. Med henblik på
bekæmpelse af svig, bestikkelse og anden ulovlig aktivitet finder
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af
25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for
Bekæmpelse af Svig (OLAF), ubegrænset anvendelse på EBA. EBA tiltræder den
interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet
for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de
interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af
Svig (OLAF), og vedtager omgående de nødvendige bestemmelser, som gælder for alle
EBA's ansatte. Det fastsættes
udtrykkeligt i finansieringsafgørelserne og de dertil knyttede aftaler og
gennemførelsesinstrumenter, at Revisionsretten og OLAF om nødvendigt kan
foretage kontrol på stedet hos modtagerne af midler udbetalt af EBA og hos det
personale, der er ansvarligt for tildelingen af disse midler. Artikel 64 og 65 i
forordningen om oprettelse af EBA indeholder bestemmelser om gennemførelse og
kontrol af EBA's budget og gældende finansielle regler. 3. Forslagets/initiativets
anslåede finansielle virkninger 3.1. Berørt(e) udgiftspost(er) på
budgettet og udgiftsområde(r) i den flerårige finansielle ramme Eksisterende budgetposter I samme rækkefølge
som udgiftsområderne i den flerårige finansielle ramme og budgetposterne. Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme || Budgetpost || Udgifternes art || Bidrag Nummer [Betegnelse………………...……………] || OB/IOB ([53]) || fra EFTA-lande[54] || fra kandidatlande[55] || Fra tredjelande || iht. finansforordningens artikel 21, stk. 2, litra b) 1.a || 12.03.02 Den Europæiske Banktilsynsmyndighed || OB || JA || JA || NEJ || NEJ 3.2. Anslåede virkninger for
udgifterne De nye opgaver vil blive udført med de
menneskelige ressourcer, der er tilgængelige i forbindelse med den årlige
budgetprocedure, i lyset af de budgetmæssige begrænsninger, alle EU-organerne
er underlagt, og i overensstemmelse med den finansielle programmering for
agenturer. 3.2.1. Sammenfatning af de anslåede
virkninger for udgifterne i mio. EUR (tre
decimaler) Udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme || 1.a || Konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse GD MARKT || || || 2015 || 2016 || 2017 || 2018 || 2019 || 2020 || I ALT 12.03.02 || Forpligtelser || (1) || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 Betalinger || (2) || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 Bevillinger I ALT til GD MARKT || Forpligtelser || =1+1a +3a || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 Betalinger || =2+2a +3b || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 i mio. EUR (tre
decimaler) || || || 2015[56] || 2016 || 2017 || 2018 || 2019 || 2020 || I ALT Bevillinger I ALT under UDGIFTSOMRÅDE 1-5 i den flerårige finansielle ramme || Forpligtelser || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 Betalinger || 0,160 || 0,150 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,075 || 0,609 3.2.2. Anslåede virkninger for
[organets] bevillinger ¨ Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af
aktionsbevillinger. 3.2.3. Anslåede virkninger for
[organets] menneskelige ressourcer 3.2.3.1. Resumé ¨ Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af
administrationsbevillinger 3.2.3.2. Anslået behov for menneskelige
ressourcer i det overordnede generaldirektorat ¨ Forslaget/initiativet medfører ikke anvendelse af menneskelige
ressourcer. 3.2.4. Forenelighed med indeværende
flerårige finansielle ramme ¨ Forslaget/initiativet er foreneligt med indeværende flerårige
finansielle ramme. 3.2.5. Tredjemands bidrag til
finansieringen Forslaget/initiativet indeholder bestemmelser
om samfinansiering, jf. følgende overslag: Bevillinger i mio. EUR
(tre decimaler) || 2015 || 2016 || 2017 || 2018 || 2019 || 2020 || I alt Medlemsstater || 0,240 || 0,225 || 0,112 || 0,112 || 0,112 || 0,112 || 0,913 Samfinansierede bevillinger I ALT || 0,240 || 0,225 || 0,112 || 0,112 || 0,112 || 0,112 || 0,913 3.3. Anslåede virkninger for
indtægterne ¨ Forslaget har ingen finansielle virkninger for indtægterne. Bilag 1 I
forbindelse med gennemgangen af betalingstjenestedirektivet er følgende
specifikke ansvarsområder og opgaver blevet fastlagt for EBA, der er oprettet
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010. Artikel
14 – udvikling og drift af en webportal: - Udvikling og drift af en
webportal, der skal udgøre en elektronisk EU-indgangsportal, der forbinder de i
artikel 13 omhandlede nationale offentlige registre, og udarbejdelse af udkast
til reguleringsmæssige standarder, der angiver tekniske krav med hensyn til
adgang til de oplysninger, der er indeholdt i disse offentlige registre. Artikel
26 – EBA's forpligtelser i forbindelse med pasproceduren: –
Udarbejdelse af retningslinjer for, om det at
optage virksomhed i en anden medlemsstat under pasordningen hører under
etableringsretten eller den frie udveksling af tjenesteydelser. Disse
retningslinjer udstedes senest to år efter datoen for dette direktivs
ikrafttrædelse. –
Udarbejdelse af udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder om samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem de
kompetente myndigheder i hjemlandet, jf. artikel 26, stk. 1, og i værtslandet i
overensstemmelse med artikel 26 og artikel 18. I udkastene fastsættes metoden,
midlerne og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med anmeldelser
om betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget
og behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, herunder en fælles
terminologi og standardanmeldelsesmodeller med henblik på at sikre en
konsekvent og effektiv anmeldelsesprocedure. EBA forelægger disse udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest to år fra datoen
for dette direktivs ikrafttrædelse. –
Udarbejdelse af udkast til reguleringsmæssige
tekniske standarder om samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem de
kompetente myndigheder i hjemlandet og i værtslandet i overensstemmelse med
artikel 26, stk. 2-4, og artikel 22. I udkastene fastsættes metoden, midlerne
og de nærmere bestemmelser for samarbejdet i forbindelse med tilsyn med
betalingsinstitutter med grænseoverskridende aktiviteter, navnlig omfanget og
behandlingen af de oplysninger, der skal indgives, med henblik på at sikre et
konsekvent og effektivt tilsyn med betalingsinstitutter, der udbyder
betalingstjenester på tværs af grænserne. EBA forelægger disse udkast til
reguleringsmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest to år fra datoen
for dette direktivs ikrafttrædelse. Artikel
86 og 87 – udarbejdelse af sikkerhedsretningslinjer og udstedelse af
retningslinjer om betalingstjenesteudbyderes håndtering af alvorlige
sikkerhedshændelser: –
Udarbejdelse af retningslinjer med hensyn til
oprettelse, gennemførelse og overvågning af sikkerhedsforanstaltninger i
henhold til artikel 85, herunder certificeringsprocesser, når det er relevant,
i overensstemmelse med principperne i artikel 85, stk. 3. Der skal bl.a. tages
hensyn til de standarder og/eller specifikationer, Kommissionen offentliggør i
henhold til artikel 16, stk. 2, i direktivet om net- og informationssikkerhed.
EBA gennemgår i tæt samarbejde med ECB retningslinjerne løbende, dog mindst
hvert andet år. –
Udstedelse af retningslinjer for at gøre det
nemmere for betalingstjenesteudbydere, når de skal bestemme alvorlige
sikkerhedshændelser, og de forhold, under hvilke et betalingsinstitut skal
meddele en sikkerhedshændelse. Disse retningslinjer udstedes senest to år efter
datoen for dette direktivs ikrafttrædelse. –
Udstedelse i tæt samarbejde med ECB af
retningslinjer til betalingstjenesteudbydere som fastsat i artikel 1, stk. 1, i
dette direktiv i overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr.
1093/2010 vedrørende den mest avancerede kundeautentifikation og enhver
undtagelse fra brugen af stærk kundeautentifikation. Disse retningslinjer
udstedes senest to år efter datoen for dette direktivs ikrafttrædelse og
opdateres løbende. [1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.
november 2007 om betalingstjenester i det indre marked (EUT L 319 af 5.12.2007,
s. 1). [2] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af
16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv
2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7). [3] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet
og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s.
11). [4] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til
kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning
(EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22). [5] Europa-Kommissionens grønbog: "På vej mod et
integreret europæisk marked for kort-, internet- og mobilbetalinger"
(KOM(2011) 941 endelig). [6] Meddelelse fra Europa-Kommissionen: Akten for det indre
marked II – Sammen om fornyet vækst" (COM(2012) 573 final). [7] Meddelelse fra Europa-Kommissionen: "En digital
dagsorden for Europa" (KOM(2010) 245 endelig). [8] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske
transaktioner på det indre marked (COM (2012) 238). [9] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og
informationssikkerhed i hele EU (COM (2013) 48 final). [10] Meddelelse fra Europa-Kommissionen: "En
sammenhængende ramme til styrkelse af tilliden til det digitale indre marked
for e-handel og onlinetjenester" (COM (2011) 942). [11] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF
(EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64). [12] http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2011:0941:FIN:DA:PDF. [13] http://ec.europa.eu/internal_market/payments/docs/cim/gp_feedback_statement_en.pdf. [14] Europa-Parlamentets beslutning af 20. november 2012:
"På vej mod et integreret europæisk marked for kort-, internet- og
mobilbetalinger" (2012/2040(INI)). [15] Undersøgelsen
er offentliggjort på:
http://ec.europa.eu/internal_market/payments/framework/transposition/index_en.htm. [16] De forskellige løsningsmodeller diskuteres nærmere i
konsekvensanalysen på [link to be added]. [17] EUT C […] af […], s. […]. [18] EUT C […] af […], s. […]. [19] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.
november 2007 om betalingstjenester i det indre marked (EUT L 319 af 5.12.2007,
s. 1). [20] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009
af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om
ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 (EUT L 266 af 9.10.2009, s. 11). [21] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16.
september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af
elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv
2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT L 267 af
10.10.2009, s. 7). [22] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012
af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler
og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF)
nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22). [23] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.
oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF
(EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64). [24] KOM(2011) 941 endelig. [25] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv XXXX/XX/EU af
[date] om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles niveau for net- og
informationssikkerhed i hele EU (EUT L x, s. x). [26] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
[XX/XX/XX/] af [date] om interbankgebyrer for kortbaserede
betalingstransaktioner. (EUT L x, s. x). [27] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.
juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF
og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,
s. 338). [28] Rådets direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 om
årsregnskaberne for visse selskabsformer (EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11). [29] Rådets direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 om
konsoliderede regnskaber (EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1). [30] Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers
og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede
regnskaber (EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1). [31] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.
april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66). [32] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj
1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer
(EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45). [33] Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om
definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124
af 20.5.2003, s. 36). [34] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.
maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det
indre marked (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22). [35] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.
juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig
elektronisk handel, i det indre marked (EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1). [36] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23.
september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne (EFT
L 271 af 9.10.2002, s. 16). [37] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af
23.11.1995, s. 31). [38] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001
af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og
om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1). [39] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed
(Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF
og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010,
s. 12). [40] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008
af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom I)
(EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6). [41] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.
november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EFT L 347 af 11.12.2006, s.
1). [42] Fælles politisk erklæring af 28. september 2011 fra
medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (EUT C 369 af
17.12.2011, s. 14). [43] Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til
kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr.
648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1). [44] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.
marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og
-tjenester (rammedirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33). [45] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26.
oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle
system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af
25.11.2005, s. 15). [46] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1781/2006 af 15. november 2006 om oplysninger, der skal medsendes om betaler
ved pengeoverførsler (EUT L 345 af 8.12.2006, s. 1). [47] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17.
maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber,
om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af
Rådets direktiv 84/253/EØF (EUT L 157 af 9.6.2006, s. 87). [48] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder
(EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1). [49] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.
april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF (EUT L 133 af 22.5.2008, s. 66). [50] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.
juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med
kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF
og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013,
s. 338). [51] ABM: Activity-Based Management (aktivitetsbaseret ledelse)
– ABB: Activity-Based Budgetting (aktivitetsbaseret budgetlægning). [52] Forklaringer vedrørende forvaltningsmetoder og
henvisninger til finansforordningen findes på webstedet BudgWeb: http://www.cc.cec/budg/man/budgmanag/budgmanag_en.html. [53] OB = opdelte bevillinger/IOB = ikke-opdelte bevillinger. [54] EFTA: Den Europæiske Frihandelssammenslutning. [55] Kandidatlande og, efter omstændighederne, potentielle
kandidatlande på Vestbalkan. [56] År n er det år, hvor gennemførelsen af
forslaget/initiativet begynder.