This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52013DC0371
Recommendation for a COUNCIL RECOMMENDATION on Poland’s 2013 national reform programme and delivering a Council opinion on Poland’s convergence programme for 2012-2016
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING on Poland’s 2013 national reform programme and delivering a Council opinion on Poland’s convergence programme for 2012-2016
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING on Poland’s 2013 national reform programme and delivering a Council opinion on Poland’s convergence programme for 2012-2016
/* COM/2013/0371 final - 2013/ () */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING on Poland’s 2013 national reform programme and delivering a Council opinion on Poland’s convergence programme for 2012-2016 /* COM/2013/0371 final - 2013/ () */
Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Polens nationale reformprogram 2013
og med Rådets udtalelse om Polens konvergensprogram for 2012-2016
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, som henviser til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4, som henviser til Rådets forordning (EF) nr.
1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt
overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 9, stk. 2, som henviser til henstilling fra
Europa-Kommissionen[2], som henviser til beslutninger fra
Europa-Parlamentet[3], som henviser til konklusionerne fra Det
Europæiske Råd, som henviser til udtalelse fra
Beskæftigelsesudvalget, som har hørt Det Økonomiske og Finansielle
Udvalg, og som tager følgende i betragtning: (1) Den 26. marts 2010 godkendte
Det Europæiske Råd Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og
beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget samordning af de økonomiske
politikker, som fokuserer på de nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig
indsats for at øge EU's potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne. (2) På grundlag af Kommissionens
forslag vedtog Rådet den 13. juli 2010 en henstilling om de overordnede
retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker
(2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for
medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker[4],
som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne
blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres
nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik. (3) Den 29. juni 2012 vedtog
stats- og regeringscheferne en vækst- og beskæftigelsespagt, som udgør en
sammenhængende ramme for indsatsen på nationalt plan og på EU-plan samt i
euroområdet under anvendelse af alle tilgængelige løftestænger, instrumenter og
politikker. De traf beslutning om tiltag, der skal iværksættes af
medlemsstaterne, og forpligtede sig navnlig fuldt ud til at nå målene i Europa
2020-strategien og gennemføre de landespecifikke henstillinger. (4) Den 6. juli 2012 vedtog Rådet
en henstilling om Polens nationale reformprogram for 2012 og afgav sin
udtalelse om Polens opdaterede konvergensprogram for 2011-2015. (5) Den 28. november 2012 vedtog
Kommissionen den årlige vækstundersøgelse[5],
som markerede starten på det europæiske semester for samordning af de
økonomiske politikker i 2013. Den 28. november 2012 vedtog Kommissionen
ligeledes på basis af forordning (EU) nr. 1176/2011 rapporten om
varslingsmekanismen[6],
hvori Polen ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der ville
blive gennemført en dybdegående undersøgelse. (6) Den 14. marts 2013
tilsluttede det Europæiske Råd sig prioriteterne med henblik på sikring af finansiel
stabilitet, finanspolitisk konsolidering og tiltag til fremme af vækst. Det
understregede behovet for at fortsætte en differentieret og vækstfremmende
finanspolitisk konsolidering, genetablere normale lånemuligheder i økonomien,
fremme vækst og konkurrenceevne, håndtere arbejdsløsheden og de sociale
konsekvenser af krisen og modernisere den offentlige forvaltning. (7) Den 30. april 2013 forelagde
Polen sit konvergensprogram for 2013, der dækker perioden 2012-2016, og sit
nationale reformprogram for 2013. For at tage hensyn til de indbyrdes
sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen. (8) Polen gjorde en betydelig
konsolideringsindsats i 2011‑2012 i overensstemmelse med Rådets
henstilling. På grund af forværringen af den internationale økonomiske
situation er fristen for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud
blevet overskredet, og der er behov for mere tid til at rette op på det.
Baseret på vurderingen af konvergensprogrammet for 2013 i henhold til
forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det
makroøkonomiske scenarie, der danner grundlag for de budgetmæssige
fremskrivninger i programmet, er optimistisk. Især privatforbruget og private
investeringer forventes at stige kraftigere end i Kommissionens prognose fra
foråret 2013, hvilket resulterer i en vækstrate, der samlet set er højere
(1,5 % overfor 1,1 %). Den budgetstrategi, der er skitseret i
programmet, sigter mod at nedbringe underskuddet til 3,5 % af BNP inden
udgangen af 2013 (et år senere end den oprindelige frist i forbindelse med
proceduren for uforholdsmæssigt store underskud) og at opfylde den
mellemfristede budgetmålsætning senest i 2016. I konvergensprogrammet for 2013
er der imidlertid planer om først at bringe det samlede underskud ned under 3 %
af BNP i 2015. På baggrund af de meget optimistiske vækstprognoser og
indtægtsfremskrivningen i programmet er det Rådets holdning, at de
finanspolitiske tiltag, som myndighederne regner med at gennemføre, ikke er
tilstrækkelige til reelt at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud
inden udgangen af 2013, med mindre der træffes markante yderlige
foranstaltninger for at styrke indsatsen i år. Programmet er baseret på et
optimistisk scenarie og understøttes ikke af tilstrækkeligt deltaljerede
foranstaltninger til at sikre en sandsynlig korrektion af det uforholdsmæssigt
store underskud inden udgangen af 2014. Der er derfor behov for yderligere
tiltag i form af detaljerede foranstaltninger i både 2013 og 2014.
Myndighederne udnyttede ikke i tilstrækkelig grad det vækstprægede miljø før
krisen til at reformere strukturen i de offentlige udgifter ved at prioritere
vækstfremmende foranstaltninger. Programmet bekræfter den forrige
mellemfristede budgetmålsætning på ‑1 % af BNP, som afspejler
pagtens målsætning. Set i lyset af det (genberegnede) strukturelle underskud,
forventes den mellemfristede budgetmålsætning ikke som planlagt i programmet at
blive nået i 2016, idet de årlige fremskridt med hensyn til at opfylde
målsætningen på 0,3 % af BNP (i strukturelle termer) i 2015 og 0,7 %
i 2016 ikke er tilstrækkelige. Vækstraten i de offentlige udgifter, hvori de
diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden er indregnet, overholder
stabilitets- og vækstpagtens benchmark i hele programperioden. Yderligere
tiltag og ændringer i justeringens sammensætning kan blive nødvendige i de
sidste år af programmet, eftersom fremskridtet hen imod den mellemfristede
budgetmålsætning hovedsageligt er afhængigt af større nedskæringer i udgifterne
til offentlige investeringer og ikke i tilstrækkelig grad understøttes af
detaljerede foranstaltninger. Den offentlige gæld forventes at holde sig under
60 % af BNP i programperioden. De nationale myndigheder forudser, at
gælden i det store og hele forbliver konstant på lidt over 55,5 % af BNP
indtil 2014/2015 (og falder i 2016), hvorimod Kommissionen, der har taget højde
for potentielle risici i forbindelse med konsolideringsplanerne og
gældsnedbringende foranstaltninger, forventer en stigning til ca. 59 % af
BNP i 2014. Overholdelse af skattereglerne er fortsat et centralt tema i
forbindelse med bekæmpelse af skatteunddragelse og kræver også en reduktion af
de administrative byrder, der pålægges skatteyderne, og en mere effektiv
skatteforvaltning. For at sikre en vellykket finanspolitisk konsolideringsstrategi
er det vigtigt, at den finanspolitiske konsolidering understøttes af omfattende
strukturelle reformer. (9) De langsigtede vækstudsigter
påvirkes negativt af den lave andel af vækstfremmende udgifter (uddannelse,
forskning og innovation) og faldende offentlige investeringer. Der er
begrænsninger i adgangen til pleje og lav omkostningseffektivitet i Polens
sundhedssektor, samtidig med at sundhedsudgifterne forventes at vokse
betragteligt på mellemlang og langt sigt på grund af en aldrende befolkning,
hvilket øger presset på de offentlige finanser. Systemet kan forbedres ved at
styrke den primære sundhedstjeneste og henvisningsordningerne og udnytte
potentialet for effektivitetsgevinster inden for sygehusbehandlingen. (10) Den polske regering har endnu
ikke gennemført en permanent udgiftsregel, der er i overensstemmelse med det
europæiske nationalregnskabssystem (ESA). Polen har heller ikke gjort
fremskridt med hensyn til mellemfristet planlægning og forbedring af
koordineringen mellem forskellige regeringsniveauer i budgetlægningsprocessen. (11) Ungdomsarbejdsløsheden vokser,
hvilket hovedsageligt skyldes utilstrækkelig tilpasning af
uddannelsesresultaterne med arbejdsmarkedets behov. Hensigten med de
gennemførte reformer af uddannelsessystemet er at løse problemet med manglende overensstemmelse
mellem kompetencer og jobs, men der er stadig behov for at øge udbuddet af
praktikpladser og uddannelse på arbejdspladsen, styrke samarbejdet mellem
skoler og arbejdsgivere og forbedre undervisningskvaliteten. Indførelse af en
ungdomsgaranti, som bygger videre på de nuværende tiltag, vil kunne bidrage til
at få unge mennesker i arbejde. Andelen af voksne, som deltager i livslang
læring, er fortsat meget lav, og strategien for livslang læring mangler stadig
at blive vedtaget. (12) Med hensyn til småbørnspasning
har regeringens indsats været koncentreret om at gennemføre dens
småbørnsprogram. Antallet af vuggestuer er som følge heraf næsten blevet
fordoblet de seneste to år, men relativt set er antallet fortsat ekstremt lavt,
og efterspørgslen kan ikke efterkommes. Polen har kun taget små skridt med
hensyn til at gøre noget ved den omfattende brug af vikararbejde. Landet har
den højeste andel af ufrivilligt tidsbegrænsede ansættelser i EU, især inden for
aldersgruppen 15-24 år. Selvom tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ofte
fremhæves som en måde, hvorpå arbejdsløse kan få adgang til arbejdsmarkedet med
henblik på senere fastansættelse, forekommer dette ikke at være tilfældet for
flertallet af arbejdstagerne i Polen. I stedet synes den omfattende brug af
sådanne kontrakter at have en negativ virkning på de menneskelige ressourcer og
produktiviteten, eftersom midlertidigt ansatte ofte har en mere begrænset
adgang til erhvervsuddannelse. De lønmæssige konsekvenser af tidsbegrænsede
kontrakter er også relativt omfattende, hvilket har medført en af de højeste
andele af fattige blandt personer i beskæftigelse i EU. Derudover er brugen af
civilretlige kontrakter, der løbende fornys, og som indebærer betydeligt reduceret
ret til social sikring, vidt udbredt. Ifølge regeringens rapport om ungdommen i
2011 er over 50 % af de unge arbejdstagere ansat på sådanne kontrakter. (13) Polens ældre arbejdstagere har
en lav erhvervsfrekvens. Selvom mulighederne for tidlig tilbagetrækning er
blevet begrænset betydeligt, og der er blevet gennemført en generel
pensionsreform, findes der stadig en særlig pensionsordning for minearbejdere.
Derudover ansporer socialsikringssystemet for landbrugere (KRUS) små
landbrugere til at forblive i landbrugssektoren, hvilket hovedsageligt skyldes,
at de enkelte landbrugeres indtægter ikke spores korrekt i systemet. Det
resulterer i skjult arbejdsløshed i landområder, hvilket udgør en hæmsko for
produktivitetsvækst og for arbejdstagernes mobilitet inden for regioner og
sektorer. (14) Polen er blandt de lande med
de laveste udgifter til forskning og udvikling, og er et af de lande, der
klarer sig dårligst, når man ser på bredere indikatorer for innovationsevne.
Den overordnede andel af udgifter til forskning og udvikling i Polen, som lå på
0,77 % af BNP i 2011, var blandt de laveste i EU. Især de private udgifter
til forskning og udvikling er lave (0,2 % af BNP i 2011). Polske
virksomheder har i vidt omfang holdt sig til teknologioptagelse, dvs. anvendelse
af allerede eksisterende teknologier via faste kapitalinvesteringer. Denne
strategi har sikret produktivitetsgevinster og økonomisk vækst, men der er nu
behov for, at Polen overgår til en indenlandsk og innovationsbaseret model. Via
reformer af forskningssystemet og det højere uddannelsessystem er der igangsat
en større omstrukturering, som vil kunne føre til øget samarbejdet mellem
forskning og erhvervsliv. Der er endnu ingen tilgængelig evaluering af disse
reformer. Der er behov for en mere helhedsorienteret tilgang med henblik på at
koordinere indsatsen inden for forsknings‑, innovations‑ og
industripolitikken og sikre, at de rette instrumenter er til rådighed til at
understøtte innovationscyklussen. (15) Der er stadig meget store
potentielle gevinster ved at forbedre energieffektiviteten i alle sektorer i
Polens økonomi, især ved at isolere bygninger, og sådanne gevinster kan skabe
vækst. Det indenlandske elforsyningsnet er stadig overbelastet, men der er
planer på vej om at skabe kapacitet til sammenkobling med nabomarkederne.
Konkurrencen på gasmarkedet hæmmes stadig af en række faktorer, især af at
udfasningen af prisreguleringen endnu ikke er gennemført, at den største
spiller på markedet har en markedsandel på ca. 97 % på detail- og engrosmarkedet,
og at 90 % af den importerede naturgas kommer fra Rusland. (16) På trods af visse fremskridt
udgør Polens underudviklede transportinfrastruktur fortsat en afgørende
flaskehals for vækst. Der er gjort fremskridt med hensyn til større
vejinfrastrukturprojekter, men investeringerne i jernbaneprojekter er stadig
meget forsinkede. Nedslidt jernbaneinfrastruktur kræver betydelige og voksende
investeringer, eftersom kun 36 % af det anvendte jernbanenets ca.
20 000 km er i en god teknisk stand. På trods af de seneste tiltag er
Polen fortsat betydeligt bagud i forhold til andre medlemsstater, når det
drejer sig om at udnytte vækstpotentialet indenfor informations‑ og
kommunikationsteknologier (ikt). Udbredelsen af fastnetbredbånd er den laveste
i EU, både nationalt og for landområder. Investeringerne i vandveje er fortsat
utilstrækkelige. (17) Polens offentlige forvaltning
præsterer under EU-gennemsnittet. Blandt de vigtigste problemer er
gennemsigtighed, skattesystemets kompleksitet og omkostningerne ved overholdelse
af reglerne, den tiltagende varighed af behandlingen af civil- og
handelsretlige sager, langvarige insolvensprocedurer og lav
inddrivelsesprocent. Anvendelsen af e-forvaltning i den offentlige forvaltning
er ligeledes fortsat under EU-gennemsnittet. Polen har igangsat en reform for
at skabe lettere adgang til lovregulerede erhverv, og denne reform er forsinket
i forhold til den oprindeligt meddelte tidsplan. (18) Som led i det europæiske
semester har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Polens økonomiske
politik. Den har vurderet konvergensprogrammet og det nationale reformprogram.
Kommissionen har ikke blot taget hensyn til deres relevans for en holdbar
finanspolitik og socioøkonomisk politik i Polen, men også til, i hvor høj grad de
er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at
styrke Den Europæiske Unions samlede økonomiske styring, ved at der fra
EU-niveau gives input til kommende nationale beslutninger. Kommissionens
henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester er afspejlet i
henstilling 1-7 nedenfor. (19) På baggrund af denne vurdering
har Rådet gennemgået Polens konvergensprogram, og Rådets udtalelse[7] afspejles især i henstilling 1
nedenfor, HENSTILLER, at Polen i perioden
2013-2014 træffer følgende foranstaltninger med henblik på at: 1. styrke og gennemføre
budgetstrategien for 2013 og videre frem, hvilket bør understøttes af
tilstrækkeligt specifikke foranstaltninger for både 2013 og 2014, således at en
bæredygtig og rettidig korrektion af det uforholdsmæssigt store underskud
sikres senest i 2014, og den finanspolitiske indsats, der er specificeret i
Rådets henstillinger i henhold til proceduren i forbindelse med
uforholdsmæssigt store underskud, gennemføres. En holdbar korrektion af de
finanspolitiske ubalancer kræver troværdig gennemførelse af ambitiøse
strukturreformer, hvilket vil øge tilpasningskapaciteten og styrke vækst‑
og jobpotentialet. Fortsætte den strukturelle tilpasningsindsats, efter at det
uforholdsmæssigt store underskud er blevet korrigeret, således at Polen bliver
i stand til at opfylde den mellemfristede budgetmålsætning i 2016. Forbedre de
offentlige finansers kvalitet ved at minimere besparelserne i vækstfremmende
investeringer, foretage en revurdering af den offentlige udgiftspolitik for
bedre at målrette sociale politikker og øge omkostningseffektiviteten af
sundhedsudgifterne. Øge overholdelsen af skattereglerne, især ved at øge
effektiviteten i skatteforvaltningen 2. sikre vedtagelsen af en
permanent udgiftsregel i 2013, der er i overensstemmelse med det europæiske
nationalregnskabssystems regler. Træffe foranstaltninger med henblik på at
styrke årlige og mellemfristede budgetkoordineringsmekanismer mellem
forskellige regeringsniveauer 3. styrke indsatsen for at
mindske ungdomsarbejdsløsheden, f.eks. via en ungdomsgaranti, øge udbuddet af
praktikpladser og uddannelse på arbejdspladsen, styrke samarbejdet mellem
skoler og arbejdsgivere og forbedre kvaliteten af undervisningen. Gennemføre
den foreslåede strategi for livslang læring. Bekæmpe fattigdom blandt personer
i beskæftigelse og arbejdsmarkedssegmentering via en lettere overgang fra
tidsbegrænset til permanent ansættelse og ved at begrænse den alt for
omfattende anvendelse af civilretlige kontrakter 4. fortsætte indsatsen for at
øge kvinders erhvervsfrekvens, især ved at investere i
småbørnspasningsordninger og førskoleundervisning af høj kvalitet til rimelige
priser og ved at sikre stabil finansiering og kvalificeret personale. Træffe
foranstaltninger til at reformere landbrugernes socialsikringsordning KRUS med
henblik på at forbedre arbejdstagernes mobilitet inden for forskellige
sektorer. Udfase det særlige pensionssystem for minearbejdere med henblik på at
integrere dem i den almindelige ordning. Understøtte den generelle
pensionsreform med foranstaltninger til fremme af ansættelse af ældre
arbejdstagere med henblik at hæve alderen for tilbagetrækning fra
arbejdsmarkedet 5. træffe yderligere
foranstaltninger til at sikre et innovationsvenligt erhvervsmiljø ved at styrke
sammenhængen mellem forsknings‑, innovations‑ og
industripolitikken, udvikle yderligere kreditinstrumenter og skatteincitamenter
og gøre eksisterende instrumenter mere målrettede i forhold til de forskellige
trin i innovationscyklussen 6. forny og udvide
energiproduktionskapaciteten og forbedre effektiviteten i hele energikæden.
Fremskynde udviklingen og udvidelsen af elforsyningsnettet, herunder
sammenkoblinger på tværs af grænserne, og fjerne hindringerne for handel med
elektricitet på tværs af grænserne. Øge konkurrencen i gassektoren ved at
udfase prisreguleringen. Styrke jernbanetilsynsmyndighedens rolle og ressourcer
og sikre en effektiv gennemførelse af jernbaneprojekter uden yderligere
forsinkelser. Fremskynde tiltag til at udbrede bredbåndsdækningen Forbedre
forvaltningen af affald og vandressourcer. 7. træffe yderligere
foranstaltninger til at forbedre erhvervsmiljøet ved at forenkle
kontrakthåndhævelsen og kravene til byggetilladelser og reducere omkostningerne
til overholdelse af skattereglerne. Vedtage og gennemføre den planlagte
liberalisering af adgangen til liberale tjenesteydelser. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På
Rådets vegne Formand [1] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. [2] COM(2013) 371 final. [3] P7_TA(2013)0052 og P7_TA(2013)0053. [4] Rådets afgørelse 2013/208/EU af 22. april 2013. [5] COM(2012) 750 final. [6] COM(2012) 751 final. [7] I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr.
1466/97.