Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013BP0393

Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2012/008 IT/De Tomaso Automobili, Italien) (COM(2013)0469 — C7-0207/2013 — 2013/2139(BUD))

EUT C 181 af 19.5.2016, p. 102–105 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

19.5.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 181/102


P7_TA(2013)0393

Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: ansøgning EGF/2012/008 IT/De Tomaso Automobili — Italien

Europa-Parlamentets beslutning af 8. oktober 2013 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2012/008 IT/De Tomaso Automobili, Italien) (COM(2013)0469 — C7-0207/2013 — 2013/2139(BUD))

(2016/C 181/22)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet (COM(2013)0469 — C7-0207/2013),

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (1) (den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006), særlig punkt 28,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2) (EGF-forordningen),

der henviser til trepartsproceduren fastsat i punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006,

der henviser til skrivelse fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender,

der henviser til skrivelse fra Regionaludviklingsudvalget,

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0292/2013),

A.

der henviser til, at Unionen har indført lovgivnings- og budgetinstrumenter med henblik på at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, med det formål at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet;

B.

der henviser til, at anvendelsesområdet for Den Europæiske Globaliseringsfond (EGF) blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009 og den 31. december 2011, så det kom til at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise;

C

der henviser til, at Unionens økonomiske støtte til afskedigede arbejdstagere bør være dynamisk og stilles til rådighed så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring, vedtaget på samrådsmødet den 17. juli 2008, og under behørig hensyntagen til den institutionelle aftale af 17. maj 2006 i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om anvendelse af EGF;

D.

der henviser til, at Italien indsendte ansøgning EGF/2012/008 IT/De Tomaso Automobili om finansiel støtte fra EGF som følge af 1 030 afskedigelser i De Tomaso Automobili S.p.A., hvoraf 1 010 arbejdstagere er tiltænkt støtte gennem EGF-samfinansierede foranstaltninger, i referenceperioden fra den 5. juli 2012 til den 28. august 2012;

E.

der henviser til, at ansøgningen opfylder de kriterier for støtteberettigelse, der er fastsat i EGF-forordningen;

1.

er enig med Kommissionen i, at betingelserne for økonomisk støtte i artikel 2, litra a), i EGF-forordningen er opfyldt, og at Italien derfor er berettiget til finansiel støtte i henhold til denne forordning;

2.

bemærker, at de italienske myndigheder indsendte ansøgningen om økonomisk støtte fra Globaliseringsfonden den 5. november 2012, og at Kommissionen fremlagde sin vurdering af ansøgningen den 28. juni 2013; bifalder den relativt hurtige sagsbehandlingstid på syv måneder;

3.

bemærker, at de 1 030 afskedigelser hos De Tomaso Automobili S.p.A, en bilproducent i Italien, skyldtes ændringer i de geografiske forbrugsmønstre; bemærker, at den hurtige vækst i de asiatiske markeder, som EU-producenterne ikke i så høj grad kan drage fordel af, idet de traditionelt set ikke er så godt stillet på disse markeder i forhold til andre steder, sammen med den kreditstramning, der fulgte af den økonomiske og finansielle krise, udgjorde en ekstra byrde for virksomheden, som ikke kunne udarbejde en rentabel løsning og kom under insolvensbehandling i april 2012;

4.

understreger, at Kommissionen allerede har anerkendt den økonomiske og finansielle krises indvirkning på automobilsektoren, og at denne sektor havde det største antal ansøgninger om EGF-støtte (16), hvoraf syv er på baggrund af den handelsrelaterede globalisering (3);

5.

opfordrer de italienske myndigheder til at udnytte EGF-støttens fulde potentiale og tilskynder til, at så mange arbejdstagere som muligt deltager i foranstaltningerne; minder om, at de første interventioner gennem EGF i Italien led under en relativt lav budgetgennemførelse, der hovedsagelig skyldtes lav deltagelse;

6.

understreger, at afskedigelserne hos De Tomaso Automobili er spredt i regionerne Piemonte og Toscana og især provinserne Torino og Livorno, hvor produktionsanlæggene for De Tomaso Automobili S.p.A. var placerede;

7.

glæder sig over, at de italienske myndigheder for at sikre arbejdstagerne hjælp i tide besluttede at sætte de individualiserede foranstaltninger i værk den 15. januar 2013, længe før den endelige afgørelse om bevilling af EGF-støtte til den foreslåede samordnede pakke;

8.

bemærker, at afskedigelserne blev kompenseret af lønkompensationsfonden (CIG), et italiensk socialt sikkerhedsnet, som ydede finansiel støtte til arbejdstagere som kompensation for lønudbetalinger; bemærker imidlertid, at de italienske myndigheder har anmodet om EFG-støtte til finansiering af understøttelse som et supplement til de almindelige sociale ydelser, der i henhold til den italienske arbejdsmarkedslov udbetales til arbejdsløse;

9.

minder om, at EGF-midler for fremtiden primært bør bevilges til kurser og jobsøgning såvel som til erhvervsorienteringsprogrammer; bemærker, at det finansielle bidrag til dagpenge altid bør være af supplerende art og ydes parallelt med, hvad der stilles til rådighed for afskedigede arbejdstagere i kraft af national ret eller kollektive overenskomster; erindrer i denne forbindelse om Revisionsrettens konklusion i særberetning nr. 7/2013 om EGF, at en tredjedel af EGF-støtten anvendes som supplement til nationale arbejdstageres indkomststøtteordninger, uden at det har nogen EU-merværdi, og om henstillingen om, at sådanne foranstaltninger begrænses i fremtiden;

10.

bemærker, at den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der vil blive samfinansieret, omfatter foranstaltninger, der har til formål at hjælpe 1 010 arbejdstagere med at vende tilbage til beskæftigelse, f.eks. erhvervsvejledning, hjælp til genplacering og jobsøgning, uddannelse, omskoling og erhvervsuddannelse, ledsageforanstaltninger i forbindelse med virksomhedsetablering, støtte til virksomhedsetablering, ansættelsestilskud, tilskud til jobsøgning samt bidrag til særlige udgifter såsom bidrag til personer med omsorgsansvar og mobilitetstilskud;

11.

glæder sig over, at arbejdsmarkedets parter blev hørt, især fagforeningerne på lokalt plan, om udformningen af foranstaltningerne i den samordnede EGF-pakke; bemærker, at en politik for lighed mellem mænd og kvinder såvel som princippet om ikke-forskelsbehandling vil blive anvendt på de forskellige stadier af gennemførelsen af og ved adgangen til EGF;

12.

glæder sig over, at arbejdsmarkedets parter blev hørt om udformningen af pakken; glæder sig over, at pakkens gennemførelse vil blive overvåget af en styringskomité;

13.

minder om vigtigheden af at forbedre alle arbejdstageres beskæftigelsesegnethed ved hjælp af tilpassede uddannelsestilbud og anerkendelse af færdigheder og kompetencer opnået gennem hele arbejdstagerens arbejdsliv; forventer, at uddannelsestilbuddene i den samordnede pakke ikke blot skræddersyes til de afskedigede arbejdstageres behov, men også til det faktiske erhvervsklima;

14.

opfordrer medlemsstaterne til i fremtidige ansøgninger at medtage følgende oplysninger om uddannelsesforanstaltninger, der ønskes støtte til fra EGF: hvilke typer undervisning, der bliver udbudt, inden for hvilke sektorer undervisning bliver udbudt, om udbuddet svarer til de forventede færdighedsbehov i regionen eller på lokalt plan, og om det er på linje med de økonomiske fremtidsperspektiver for regionen;

15.

bemærker, at de fremlagte oplysninger om den samordnede pakke af individualiserede tjenester, der skal finansieres gennem EGF, omfatter oplysninger om komplementariteten med de foranstaltninger, der finansieres af strukturfondene; understreger, at de italienske myndigheder bekræfter, at de støtteberettigede foranstaltninger ikke modtager støtte fra andre EU-finansieringsinstrumenter; gentager sin opfordring til Kommissionen om at forelægge en sammenlignende vurdering af disse oplysninger i sine årsberetninger for at sikre fuld overholdelse af de eksisterende forordninger og sikre, at der ikke kan finde nogen overlapning sted mellem EU-finansierede tjenesteydelser;

16.

anmoder de involverede institutioner om at tage de nødvendige skridt til at forbedre de proceduremæssige bestemmelser for at fremskynde mobiliseringen af EGF; bifalder den forbedrede procedure, som Kommissionen har indført efter Parlamentets anmodning om at fremskynde frigivelsen af støtte, og som har til formål at sikre, at Kommissionens vurdering af, hvorvidt ansøgningen opfylder kriterierne for støtteberettigelse, forelægges budgetmyndigheden sammen med forslaget om at anvende EGF; håber, at der vil blive foretaget yderligere procedureforbedringer i den nye forordning om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (2014-2020), og at EGF vil blive gjort mere effektiv, gennemsigtig og synlig;

17.

understreger, at det i overensstemmelse med artikel 6 i EGF-forordningen bør sikres, at EGF støtter den enkelte afskedigede arbejdstagers tilbagevenden til stabil beskæftigelse; understreger endvidere, at EGF-støtte udelukkende må finansiere aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, der fører til varig, langsigtet beskæftigelse; gentager, at støtte fra EGF ikke må træde i stedet for foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger til omstilling af virksomheder eller sektorer;

18.

godkender den afgørelse, der er vedføjet som bilag til denne beslutning;

19.

glæder sig over den aftale, der er indgået i Rådet om i EFG-forordningen for perioden 2014-2020 at genindføre kriseanvendelseskriteriet, der gør det muligt også at yde økonomisk støtte til arbejdstagere, der er blevet arbejdsløse som følge af den nuværende finansielle og økonomiske krise, ud over dem, som har mistet deres arbejde som følge af ændringer i verdenshandelsmønstrene;

20.

pålægger sin formand at undertegne afgørelsen sammen med Rådets formand og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning sammen med bilaget til Rådet og Kommissionen.


(1)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(2)  EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

(3)  EGF/2012/008 De Tomaso Automobili (den sag, der er genstand for det foreliggende forslag til afgørelse), EGF/2012/005 Saab Automotive COM(2012)0622, EGF/2009/013 Karmann COM(2010)0007, EGF/2008/004 Castilla y Leon Aragon COM(2009)0150, EGF/2008/002 Delphi COM(2008)0547, EGF/2007/010 Lisboa Alentejo COM(2008)0094, EGF/2007/001 PSA Suppliers COM(2007)0415.


BILAG

TIL EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (ansøgning EGF/2012/008 IT/De Tomaso Automobili, Italien)

(Eftersom der var indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet, svarer Parlamentets holdning til den endelige retsakt, afgørelse nr. 2013/514/EU).


Top