Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012XE0585

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Resolution om Den økonomiske og sociale situation i Den Europæiske Union vedtaget på EØSU's 478. plenarforsamling

    EUT C 143 af 22.5.2012, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    22.5.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 143/1


    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs Resolution om Den økonomiske og sociale situation i Den Europæiske Union vedtaget på EØSU's 478. plenarforsamling

    2012/C 143/01

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 22.-23. februar 2012, mødet den 22. februar 2012, følgende resolution med 157 stemmer for, 30 imod og 12 hverken for eller imod.

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykte sin store bekymring over Unionens tilstand, rettede en indtrængende appel til EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for gennem handling at bekræfte, at europæisk enhed er en absolut og ufravigelig værdi, og vedtog følgende resolution:

    1.

    EØSU

    beklager de forhalinger og den uenighed mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, der forekommer på et tidspunkt, hvor EU netop bør vise beslutsomhed, enighed og solidaritet,

    udtrykker imidlertid tilfredshed med Eurogruppens aftale mandag den 20. februar om den anden støtteplan til Grækenland, men beklager forsinkelserne og trægheden i forsøget på at finde en endelig løsning,

    er dog foruroliget over de økonomiske og sociale konsekvenser og anmoder Det Europæiske Råd om at støtte foranstaltninger til atter at sætte skub i økonomien, især i de lande, der er hårdest ramt af krisen,

    minder om det nødvendige i at investere i realøkonomien, navnlig via en egentlig industripolitik, for at få bugt med den aktuelle recessionsspiral,

    bifalder initiativet fra de 12 regeringer stilet til Rådet og Kommissionen.

    2.

    EØSU konstaterer den stigende tvivl i befolkningen over for EU's institutioner, og dermed selve EU, som borgerne samtidig tillægger skylden for de dårlige tider.

    3.

    EØSU mener ikke, at tiltag til budgetmæssig og fiskal disciplin vil være nok i sig selv, men mener, at styringen af den økonomiske politik i euroområdet og i EU bør være bredere og mere ambitiøs.

    4.

    EØSU fremhæver den centrale rolle, som Kommissionen skal spille som talerør for Europas generelle interesser, især ved iværksættelse af tiltag inden for den økonomiske politik og pengepolitikken, herunder dem, som der lægges op til i den nye mellemstatslige traktat.

    5.

    EØSU finder det i denne forbindelse nødvendigt at sætte skub i 2020-strategien, og især foranstaltninger til støtte for unge, forskning og innovation og den grønne økonomi. EØSU udtrykker over for Kommissionens formand, José Manuel Barroso, tilfredshed med de nye tiltag, som han bebudede på Det Europæiske Råds møde den 30. januar 2012 om at fremme unges adgang til beskæftigelse og opfordrer til umiddelbar iværksættelse af konkrete initiativer på dette felt. Endvidere er EØSU tilhænger af støttetiltag over for små og mellemstore virksomheder i fuld overensstemmelse med gældende EU-ret.

    6.

    EØSU fremhæver, at EU under forhandlingerne om de fremtidige flerårige finansielle overslag for 2014-2020 bør tildeles et betydeligt og forøget budget. EØSU støtter her Kommissionens forslag om at finde nye, egne midler til at finansiere EU's budget og benytte forskellige former for offentlige og/eller private investeringer. EØSU vil for sit vedkommende udarbejde en rapport om omkostningerne ved et "ikke-Europa", hvor der vil blive sat fokus på de forventede fordele ved øget europæisk integration. EØSU fremhæver ligeledes, at der ikke må finde forskelsbehandling sted over for de lande, som har tilsluttet sig EU siden 2004 med hensyn til støttetærskler og –kriterier for adgangen til EU-fondene.

    7.

    EØSU går ind for tanken om at tillægge Den Europæiske Centralbank en større rolle med det sigte at stabilisere situationen i euroområdet samt finansieringstekniske mekanismer, som trækker på privat opsparing og markederne (euroobligationer) til finansiering af lovende projekter til at puste nyt liv i den økonomiske aktivitet.

    8.

    EØSU opfordrer derfor EU-institutionerne og de nationale myndigheder til:

    at undgå på nogen måde at svække de gældende traktater og de heri etablerede institutioner;

    at gennemføre fællesskabsforanstaltninger, som fremmer væksten, støtter infrastrukturudviklingen og de små og mellemstore virksomheders indsats, forbedrer de unges adgang til beskæftigelse og styrker udviklingen af en effektiv og miljøvenlig energipolitik i Europa;

    at vedtage et ambitiøst budget med henblik på at gennemføre disse foranstaltninger og styrke samhørigheden i EU;

    at tale med én stemme over for EU-borgerne og over for resten af verden;

    at udsende et positivt budskab til de unge i Europa, så Den Europæiske Union fremstår som en løsning over for krisen og som bringer dem fremtidsudsigter;

    at sikre, at de beslutninger, der træffes på alle niveauer, er baseret på reel deltagelse af borgerne ved hjælp af procedurer, der reelt inddrager Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, omfatter en egentlig høring af de organisationer, der repræsenterer civilsamfundet, og drager fordel af det, som en uafhængig social dialog kan bidrage med.

    Bruxelles, den 22. februar 2012

    Staffan NILSSON

    Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


    Top