Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012PC0792

    Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

    /* COM/2012/0792 final - 2012/0367 (NLE) */

    52012PC0792

    Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland /* COM/2012/0792 final - 2012/0367 (NLE) */


    BEGRUNDELSE

    Efter anmodning fra Irland ydede Rådet finansiel støtte til Irland den 7. december 2010 (gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU) til støtte for et stærkt økonomisk og finansielt reformprogram, som skulle genoprette tilliden, muliggøre en tilbagevenden til holdbar økonomisk vækst og sikre den finansielle stabilitet i Irland, euroområdet og EU.

    I overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i afgørelse 2011/77/EU har Kommissionen sammen med IMF og i samråd med ECB foretaget den ottende gennemgang af de irske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af disses effektivitet og økonomiske og sociale virkninger.

    På baggrund af de ændrede økonomiske udsigter og de seneste oplysninger, den har modtaget, foreslår Kommissionen, at de økonomisk-politiske betingelser, som er knyttet til bistanden, ændres som beskrevet nedenfor. Kommissionen mener, at de foreslåede ændringer af de økonomisk-politiske betingelser er nødvendige for at sikre, at programmet kan gennemføres uden problemer, og at dets mål kan nås.

    2012/0367 (NLE)

    Forslag til

    RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

    om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme[1], særlig artikel 3, stk. 2,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       Efter anmodning fra Irland tildelte Rådet finansiel støtte til landet (gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU[2]) til støtte for et stærkt økonomisk og finansielt reformprogram, som skulle genoprette tilliden, muliggøre en tilbagevenden til holdbar økonomisk vækst og sikre den finansielle stabilitet i Irland, euroområdet og EU.

    (2)       I overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU har Kommissionen sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og i samråd med Den Europæiske Centralbank (ECB) foretaget den ottende gennemgang af de irske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af disse foranstaltningers effektivitet og økonomiske og sociale virkninger.

    (3)       Der er gjort væsentlige femskridt i retning af programmets mål for nedgearing af bankerne. Navnlig har to indenlandske banker allerede nået, eller er godt på vej til at nå, den tilsigtede udlåns-/indlånskvote på 122,5 %, som oprindeligt skulle nås inden udgangen af 2013. Den tredje indenlandske bank har solgt nogle af sine ikke-kerneaktiver, og efter at Kommissionen har truffet en afgørelse om bankens omstrukturering, vil programmets krav til nedgearing af banken blive revurderet.

    (4)       I betragtning af de væsentlige fremskridt vil en ændring af bestemmelserne i programmet om overvågning af bankernes nedgearing i retning af de nominelle mål for salg af ikke-kerneaktiver samt af den avancerede overvågning, der skal sikre, at bankerne forbedrer deres langsigtede likviditetskvote og deres kortsigtede likviditetsdækningskvote, forhindre en eventuel utilsigtet fordrejning af bankernes indlånsrente samt forberede dem på likviditetskravene under Basel III.

    (5)       I lyset disse udviklinger og betragtninger bør gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU ændres —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I artikel 3 i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU foretages følgende ændringer:

    1) stk. 8, litra c), affattes således:

    "c) nedgearing af de indenlandske banker i retning af de nominelle mål for salg af ikke‑kerneaktiver og for amortisering fastsat i PLAR i 2011, medmindre andet er aftalt med Europa-Kommissionen i forbindelse med den løbende vurdering af bankernes omstruktureringsplaner, og overvågning af bankernes fremskridt hen imod de relevante krav til den langsigtede likviditetskvote og den kortsigtede likviditetsdækningskvote under Basel III i overensstemmelse med bestemmelserne for avanceret overvågning i programmet."

    2) stk. 10 affattes således:

    "10. Irland træffer i overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet følgende foranstaltninger i 2013:

    a) gennemførelse af stresstests af bankerne, som afpasses efter EBA-testningens princip og bygger på resultaterne af egenkapitalundersøgelsen fra 2011 og programmet for finansielle foranstaltninger fra 2012. Stresstesten skal være grundig og fortsat tage udgangspunkt i solide prognoser for tab og lån og en høj grad af gennemsigtighed. Offentliggørelsen af resultaterne skal afpasses efter tidsplanen for den næste EBA‑testning.

    b) nedgearing af de indenlandske banker i retning af de nominelle mål for salg af ikke‑kerneaktiver og for amortisering fastsat i PLAR i 2011, medmindre andet er aftalt med Europa-Kommissionen i forbindelse med den vedvarende vurdering af bankernes omstruktureringsplaner, og overvågning af bankernes fremskridt hen imod de relevante krav til den langsigtede likviditetskvote og den kortsigtede likviditetsdækningskvote under Basel III i overensstemmelse med bestemmelserne for avanceret overvågning i programmet.".

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til Irland.

    Artikel 3

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                           På Rådets vegne

                                                                           Formand

    [1]               EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

    [2]               EUT L 30 af 4.2.2011, s. 34.

    Top