Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012PC0712

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier

    /* COM/2012/0712 final - 2012/0336 (COD) */

    52012PC0712

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier /* COM/2012/0712 final - 2012/0336 (COD) */


    BEGRUNDELSE

    1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

    Det er nødvendigt at ændre finansforordningen[1] for at tage højde for de ændringer, der foreslås i Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde[2], der erstatter den nuværende forordning (EF) nr. 2004/2003[3]. I medfør af artikel 224 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indeholder udkastet til forordning, der erstatter forordning (EF) 2004/2003, bl.a. nye regler for finansiering af politiske partier og politiske fonde på europæisk plan. For at træde i kraft skal de ledsages af et tilsvarende sæt finansielle regler i finansforordningen.

    Det foreslås, at der indsættes et nyt afsnit "Bidrag" i slutningen af anden del af finansforordningen ("Særlige bestemmelser") inden tredje del ("Afsluttende bestemmelser og overgangsbestemmelser").

    Endelig er der på nuværende tidspunkt ikke planlagt delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF for dette nye afsnit.

    2.           RESULTAT AF HØRINGERNE AF INTERESSEREDE PARTER OG AF KONSEKVENSANALYSEN

    Forslaget følger Europa-Parlamentets beslutning om finansiering af europæiske politiske partier (Giannakou-betænkningen)[4], der anfører, at i lyset af den høstede erfaring bør finansieringen af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde forbedres på en række punkter. I beslutningen opfordres der til at bringe systemet med tilskud til ophør og indføre et nyt finansieringsinstrument i finansforordningen, som er "dedikeret og skræddersyet til finansieringen af europæiske politiske partier og fonde".

    Efter en nøje analyse foreslås det, at politiske partier finansieres gennem et nyt instrument ("bidrag") som illustreret i dette udkast til forslag i stedet for et driftstilskud, som det er tilfældet på nuværende tidspunkt.

    Hvad angår europæiske politiske fonde, foreslås det, at de fortsat modtager driftstilskud. Europa-Parlamentets anmodning om også at udelukke europæiske politiske fonde fra tilskudsordningen er ikke berettiget, da de særlige karakteristika for europæiske politiske partier ikke genfindes i de europæiske politiske fonde. Europa-Parlamentets betænkeligheder vedrørende de vanskeligheder, som disse fonde oplever inden for rammerne af finansforordning (EF) nr. 1605/2002[5], vil endvidere forsvinde med anvendelsen af finansforordningen, idet behovet for specifikke undtagelser vil forsvinde. Det gælder navnlig fondenes mulighed for at modtage hele forfinansieringen uden at stille sikkerhed og opbygge finansielle reserver fra egne midler, da der ikke skal tages højde for de beløb, der hensættes som reserver, når det kontrolleres, om reglen om forbud mod fortjeneste er overholdt.

    Bidrag til europæiske politiske partier er baseret på en model, der ligner tilskudsordningen, men har nedenstående særlige karakteristika.

    Kommissionen har endvidere hørt de relevante aktører (repræsentanter for europæiske politiske partier og fonde, nationale og akademiske eksperter …).

    Forslaget blev først fremlagt som et arbejdsdokument fra Kommissionen[6] samtidig med Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde.

    3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

    3.1.        Nyt afsnit i finansforordningen: "Bidrag til europæiske politiske partier"

    Forslaget indfører et nyt afsnit VIII i finansforordningens anden del vedrørende bidrag til europæiske politiske partier, og det ophæver de særlige bestemmelser vedrørende europæiske politiske partier, som på nuværende tidspunkt findes i afsnit VI (tilskud) i første del.

    3.2.        Vigtigste ændringer i forhold til den nuværende tilskudsordning

    Forslaget indfører følgende:

    3.2.1.     Afskaffelse af det "årlige arbejdsprogram"

    Ovennævnte Giannakou-betænkning opfordrer i punkt 18 til at fjerne kravet om indsendelse af årlige arbejdsprogrammer for europæiske politiske partier med den begrundelse, at det er uhensigtsmæssigt for dem, og at et sådant krav ikke findes i nogen medlemsstat.

    Politiske partiers aktiviteter kræver meget mere fleksibilitet og større muligheder for at reagere på aktuelle begivenheder end tilskudsordningen giver mulighed for, idet den kræver fremlæggelse af et årligt arbejdsprogram og et budgetoverslag i ansøgningen om finansiering.

    Bidrag bør derfor tildeles uden fremlæggelse af arbejdsprogrammer eller driftsbudgetoverslag.

    3.2.2.     Indførelse af kriterier for støtteberettigelse

    Der indføres kriterier for politiske partiers støtteberettigelse i henhold til forslaget til forordning om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde. I praksis skal den anvisningsberettigede direkte i registret over europæiske politiske partier (der oprettes i Europa-Parlamentet) anmode om bekræftelse på, at de pågældende europæiske politiske partier er behørigt registreret og opfylder de gældende krav (f.eks. fremlæggelse af regnskaber), ikke er blevet suspenderet og ikke er omfattet af administrative sanktioner som nævnt i ovennævnte forslag til forordning.

    3.2.3.     Afskaffelse af udvælgelseskriterier

    Det nye afsnit indeholder ikke udvælgelseskriterier, da det ikke giver mening at kontrollere europæiske politiske partiers finansielle og driftsmæssige mulighed for at repræsentere borgerne, og slet ikke når der ikke indgives et årligt arbejdsprogram og et budgetoverslag.

    3.2.4.     Kontrol af deres vedtægtsmæssige forpligtelser

    Der indføres en bestemmelse, der udtrykkeligt fastslår, at europæiske politiske partier ikke må være slettet af registret eller omfattet af en administrativ sanktion i det regnskabsår, bidraget dækker. I de tilfælde nedsættes bidraget, eller det inddrages, og en eventuel forfinansiering tilbagebetales.

    Den anvisningsberettigede skal indhente en sådan bekræftelse i Europa-Parlamentets register, før saldoen udbetales.

    3.2.5.     Kontrol med udgifter, men ikke med aktiviteter

    Afskaffelsen af den nuværende tilskudsordning, der kræver indgivelse af et arbejdsprogram og et budgetoverslag, skal ikke opfattes som et "carte blanche", der giver politiske partier mulighed for at misbruge EU-midler. Der bør ydes finansiel støtte uden indgivelse af et arbejdsprogram og et budgetoverslag, men de europæiske politiske partier bør efterfølgende kunne påvise en fornuftig anvendelse af EU-midlerne.

    Den anvisningsberettigede skal kontrollere, at EU-midlerne er blevet anvendt til at betale støtteberettigede udgifter i overensstemmelse med indkaldelsen af ansøgninger om bidrag inden for de tidsfrister, der er fastlagt i denne forordning. Denne løsning vil forenkle ansøgningen om bidrag, da der ikke skal indgives årlige arbejdsprogrammer eller budgetoverslag, og det vil give politiske partier mulighed for frit at gennemføre deres aktiviteter og tilpasse dem i årets løb.

    3.2.6.     Tidsfrister for anvendelse af EU-midler

    Giannakou-betænkningen opfordrer i punkt 24 til at give mulighed for "opbygning af reserver fra overskydende egne ressourcer og fremførte beløb". Det nye afsnit forhindrer således ikke europæiske politiske partier i at opbygge reserver fra egne midler. Endvidere bør europæiske politiske partier også omfattes af en vis fleksibilitet vedrørende tidsfrister for anvendelse af tildelte EU-midler. En streng håndhævelse af forpligtelsen til at anvende disse midler i det regnskabsår, i hvilket de er ydet, vil være vanskelig at forene med de europæiske politiske partiers behov for at justere deres indtægter med henblik på valgperioder.

    EU-midler, der ikke er anvendt, bør imidlertid anvendes inden for en rimelig tidsfrist. Bidrag til europæiske politiske partier bør anvendes til at dække støtteberettigede udgifter i løbet af de to første regnskabsår, der følger det regnskabsår, i hvilket de blev tildelt (n+2), hvorefter alle ubrugte midler skal inddrives af den anvisningsberettigede.

    3.2.7.     Samfinansiering

    Finansiering af europæiske politiske partier skal følge det samfinansieringsprincip, der er fastsat i forordning xx/xxxx, uden at det berører ovennævnte mulighed for at anvende ubrugte EU-bidrag til at dække støtteberettigede udgifter i løbet af de to første regnskabsår efter tildelingen.

    3.2.8.     Finansieringsmetoder

    Som det er tilfældet med tilskud, kan bidrag udbetales enten som en godtgørelse af en nærmere bestemt andel af de støtteberettigede omkostninger eller gennem en ordning med faste beløb, godtgørelse på grundlag af enhedsomkostninger eller finansiering efter takst.

    3.2.9.     100 % forfinansiering

    Bidrag udbetales som en forfinansiering, der dækker 100 % af beløbet, medmindre den anvisningsberettigede træffer en anden beslutning af behørigt begrundede årsager.

    3.2.10.   Renter af forfinansiering

    Som en fravigelse af artikel 5 i finansforordningen bør eventuelle renter af forfinansieringen, som de europæiske politiske partier måtte modtage, anvendes til at betale støtteberettigede udgifter i de følgende to regnskabsår.

    3.2.11.   Sanktioner og kontrol

    Som det er tilfældet for tilskud, bør det nye afsnit indeholde standardbestemmelser om kontrol foretaget af Europa-Parlamentet, OLAF og Revisionsretten. Det bør også indeholde samme sanktionsmuligheder (administrative og finansielle sanktioner), som for modtagere af tilskud.

    4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

    Den foreslåede ændring af finansforordningen får ikke virkninger for budgettet.

    2012/0336 (COD)

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om finansiering af europæiske politiske partier

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 322, sammenholdt med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

    efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

    under henvisning til udtalelse fra Revisionsretten[7],

    efter den almindelige lovgivningsprocedure, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       Politiske partier på europæisk plan er vigtige som en integrationsfaktor inden for Unionen.

    (2)       Artikel 10 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 12, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastslår, at politiske partier på europæisk plan bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje.

    (3)       Den 4. november 2003 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EF) nr. 2003/2004 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan[8].

    (4)       I beslutning af 6. april 2011 om anvendelsen af forordning (EF) nr. 2004/2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan[9] foreslog Europa-Parlamentet på baggrund af den høstede erfaring en række forbedringer af finansieringen af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde.

    (5)       Den […] vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. […] om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde[10] og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2004/2003. Forordningen fastlægger bl.a. nye regler vedrørende finansieringen af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde, navnlig hvad angår finansieringsbetingelser, finansieringsmåde og tildeling af midler, donationer og bidrag, finansiering af kampagner til valg til Europa-Parlamentet, rimelige udgifter, forbud mod finansiering, regnskaber, gennemførelse og kontrol, sanktioner og gennemsigtighed.

    (6)       Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget[11] (herefter kaldet "finansforordningen") bør indeholde regler om Europa-Parlamentets bidrag til europæiske politiske partier. Disse regler bør give europæiske politiske partier mulighed for større fleksibilitet, hvad angår fristerne for at anvende disse bidrag, hvilket er nødvendigt på grund af deres særlige aktiviteter.

    (7)       Ordningen med finansiel støtte til europæiske politiske partier gennem et driftstilskud i henhold til artikel 125, stk. 6, i finansforordningen svarer ikke til partiernes behov, navnlig forpligtelsen til at indlevere et årligt arbejdsprogram og et budgetoverslag, et krav der ikke findes i nogen medlemsstat. Finansiel støtte til europæiske politiske partier bør derfor tage form af et specifikt bidrag, der afspejler de europæiske politiske partiers særlige behov.

    (8)       Der ydes finansiel støtte uden indgivelse af et arbejdsprogram og et budgetoverslag, men de europæiske politiske partier bør efterfølgende kunne påvise en fornuftig anvendelse af EU-midlerne. Den anvisningsberettigede bør bl.a. kontrollere, at midlerne er blevet brugt til at betale støtteberettigede udgifter i overensstemmelse med indkaldelsen af ansøgninger om bidrag inden for de tidsfrister, der er fastlagt i denne forordning. Bidrag til europæiske politiske partier bør bruges i løbet af de to regnskabsår, der følger det regnskabsår, i hvilket de blev tildelt, hvorefter alle uudnyttede midler skal inddrives af den anvisningsberettigede.

    (9)       EU-midler, der tildeles til at finansiere europæiske politiske partiers driftsomkostninger, bør ikke bruges til andre formål end dem, der er fastsat i forordning (EU) nr. […], navnlig til direkte eller indirekte finansiering af andre enheder, som f.eks. nationale politiske partier. Europæiske politiske partier bør bruge bidragene til at betale en procentdel af nuværende og kommende udgifter og ikke udgifter eller gæld fra før indgivelsen af indkaldelsen af ansøgninger om bidrag.

    (10)     Tildelingen af bidrag bør også forenkles og tilpasses de særlige forhold for europæiske politiske partier, bl.a. ved ikke at anvende udvælgelseskriterier, fastlægge en forfinansiering på 100 % som en generel regel og en ordning med faste beløb, godtgørelse på grundlag af enhedsomkostninger eller finansiering efter takst.

    (11)     Bidrag over Unionens budget bør nedsættes eller inddrages, hvis de europæiske politiske partier ikke overholder de forpligtelser, der er fastlagt i forordning (EU) nr. [...].

    (12)     Sanktioner, som er baseret både på finansforordningen og forordning (EU) nr. […], der skal pålægges af den samme institution, bør pålægges på konsekvent vis og overholde princippet om non bis in idem. I overensstemmelse med forordning (EU) nr. [..] pålægges der ikke administrative og/eller finansielle sanktioner i henhold til finansforordningen i de tilfælde, hvor der allerede er pålagt sanktioner på grundlag af forordning (EU) nr. […].

    (13)     Finansforordningen bør derfor ændres -

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EØF, Euratom) nr. 966/2012 foretages følgende ændringer:

    (1)          I anden del indsættes følgende afsnit VIII:

    "AFSNIT VIII BIDRAG TIL EUROPÆISKE POLITISKE PARTIER

    Artikel 204a Almindelige bestemmelser

    1.           Med henblik på denne forordning er europæiske politiske partier enheder, der er etableret og registreret som sådanne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. [….] (*).

    2.           Europæiske politiske partier kan modtage direkte finansielle bidrag via budgettet, så de kan bidrage til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje.

    Artikel 204b Principper

    1.           Bidrag kan kun bruges til at godtgøre den del af europæiske politiske partiers driftsomkostninger, som er direkte knyttet til disse partiers målsætninger. Bidrag må ikke bruges til direkte eller indirekte at indrømme personlige fordele hverken i form af kontanter eller naturalydelser til individuelle medlemmer eller personale i et europæisk politisk parti.

    2.           Bidrag må ikke bruges til at finansiere tredjeparters aktiviteter, herunder nationale politiske partier eller politiske fonde på europæisk eller nationalt niveau, hverken i form af tilskud, donationer, lån eller andre lignende aftaler.

    3.           Bidrag er omfattet af principperne om gennemsigtighed og ligebehandling, jf. kriterierne i forordning (EU) nr. [….].

    4.           Bidrag tildeles årligt af Europa-Parlamentet og offentliggøres i henhold til artikel 35, stk. 2.

    5.           Europæiske politiske partier, der modtager bidrag, kan ikke modtage andre midler via budgettet til samme formål. Ingen udgiftspost kan finansieres to gange via budgettet.

    Artikel 204c Virkninger for budgettet

    Bidrag betales fra Europa-Parlamentets budgetsektion.

    Artikel 204d Indkaldelse af ansøgninger om bidrag

    1.           Bidrag tildeles efter en indkaldelse af ansøgninger om bidrag, der offentliggøres hvert år, i hvert fald på Europa-Parlamentets website.

    2.           Et europæisk politisk parti kan kun få tildelt ét bidrag om året.

    3.           Et europæisk politisk parti kan kun modtage et bidrag, hvis det ansøger om finansiering på de betingelser, der er fastlagt i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag.

    4.           I indkaldelsen af ansøgninger om bidrag fastlægges de kriterier for støtteberettigelse, som ansøgeren skal opfylde, samt kriterierne for udelukkelse.

    5.           Indkaldelsen af ansøgninger om bidrag skal mindst fastlægge, hvilke udgifter der kan godtgøres via bidraget.

    Artikel 204e Tildelingsprocedure

    1.           Ansøgninger om bidrag fremsendes skriftligt, eventuelt i et sikkert elektronisk format.

    2.           Der kan ikke tildeles bidrag til ansøgere, som på tidspunktet for en procedure for tildeling af bidrag befinder sig i en af de situationer, der er nævnt i artikel 106, stk. 1, artikel 107 og artikel 109, stk. 1, litra a), eller til ansøgere, der er registreret i den centrale database om udelukkelser, jf. artikel 108.

    3.           Ansøgerne skal dokumentere, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i stk. 2.

    4.           Bidrag tildeles via en bidragsaftale eller bidragsafgørelse som anført i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag.

    5.           Den anvisningsberettigede kan bistås af et udvalg med henblik på at evaluere og træffe tildelingsafgørelsen. Den anvisningsberettigede præciserer reglerne for et sådant udvalgs sammensætning, udnævnelse og funktion og de regler, der gælder for at undgå interessekonflikter.

    Artikel 204f Evalueringsprocedure

    1.           Ansøgningerne udvælges på grundlag af de tildelingskriterier, der er fastlagt i forordning (EU) nr. [….] blandt de ansøgninger, der opfylder kriterierne for støtteberettigelse og udelukkelse.

    2.           Kriterierne for støtteberettigelse fastlægger betingelserne for, at en ansøger kan modtage et bidrag i henhold til reglerne i forordning (EU) nr. [….].

    3.           Afgørelsen fra den anvisningsberettigede, der har ansvaret for at behandle ansøgningerne, skal mindst indeholde:

    a)      bidragets benævnelse og det samlede beløb

    b)      navn på de udvalgte ansøgere og de godkendte beløb

    c)      navnene på ansøgere, der ikke er kommet i betragtning, og grundene til, at de er blevet afvist.

    4.           Den kompetente anvisningsberettigede underretter skriftligt ansøgeren om, hvilken afgørelse der er truffet om ansøgningen. Hvis ansøgningen om bidrag afvises, eller hvis de ansøgte beløb ikke tildeles helt eller delvis, anfører den anvisningsberettigede grundene til at afvise ansøgningen eller til ikke at tildele de ansøgte beløb bl.a. med henvisning til de kriterier for støtteberettigelse og tildeling, der er nævnt i stk. 1 og 2.

    Artikel 204g Bidragenes form

    1.           Bidragene kan tage form af følgende:

    a)      godtgørelse af en procentdel af de faktisk afholdte udgifter

    b)      godtgørelse på basis af enhedsomkostninger

    c)      faste beløb

    d)      finansiering efter takst

    e)      en kombination af de i litra a)-d) omhandlede former.

    2.           Kun udgifter, der opfylder de kriterier, der er opstillet i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag, og som ikke er afholdt før datoen for indgivelse af ansøgning, kan godtgøres.

    Artikel 204h Regler for bidrag

    1.           Faste beløb dækker generelt bestemte udgifter, der er nødvendige, for at det europæiske politiske parti kan udføre en given aktivitet. Faste beløb anvendes udelukkende sammen med andre former for bidrag.

    2.           Enhedsomkostninger dækker alle eller bestemte specifikke kategorier af støtteberettigede udgifter, som er klart defineret på forhånd med henvisning til et beløb pr. enhed.

    3.           Finansiering efter takst dækker bestemte kategorier af støtteberettigede udgifter, som er klart identificeret på forhånd ved anvendelse af en procentsats.

    4.           Når der anvendes faste beløb, finansiering efter takst og enhedsomkostninger, skal de defineres i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag. Bidragsaftalen eller bidragsafgørelsen skal indeholde bestemmelser, der giver mulighed for at kontrollere, at betingelserne for tildeling af faste beløb, finansiering efter takst eller enhedsomkostninger er blevet overholdt.

    Artikel 204i Forfinansiering

    Bidragene udbetales i form af en forfinansiering på 100 %, medmindre den anvisningsberettigede i behørigt begrundede tilfælde bestemmer andet.

    Artikel 204j Garantier

    Den anvisningsberettigede kan, hvis han finder det hensigtsmæssigt og rimeligt fra sag til sag og efter en risikoanalyse kræve, at det europæiske politiske parti stiller en forhåndsgaranti for at begrænse de økonomiske risici, der er forbundet med en forfinansiering, dog udelukkende hvis det politiske parti i lyset af risikoanalysen er i overhængende fare for at befinde sig i en af de situationer, der er beskrevet i artikel 106, stk. 1, litra a) og d), eller hvis Europa-Parlamentet formelt har indledt en administrativ procedure, der kunne føre til sletning af registret og/eller tilbagekaldelse af dets bidrag.

    Bestemmelserne i artikel 134 om forfinansieringsgarantier for tilskud finder alt andet lige anvendelse på garantier, der er nødvendige i de situationer, der er foreskrevet i ovennævnte stykke, vedrørende udbetaling af forfinansiering til europæiske politiske partier.

    Artikel 204k Anvendelse af bidrag

    1.           Bidragene skal anvendes i henhold til artikel 204b.

    2.           Dele af bidraget, der ikke er anvendt i det regnskabsår, som bidraget dækker, skal anvendes til støtteberettigede udgifter, der er afholdt inden den 31. december i år n+2. Den del af bidraget, der ikke er anvendt inden udløbet af n+2, skal tilbagebetales i overensstemmelse med kapitel 5 i del 1.

    3.           Europæiske politiske partier skal overholde den maksimale samfinansieringssats, der er fastsat i forordning xx/xxxx. Tilbageværende beløb fra de foregående to års bidrag må ikke anvendes til at finansiere den andel, som europæiske politiske partier skal finansiere med egne midler.

    4.           Europæiske politiske partier skal først bruge de midler, der ikke er blevet anvendt i det regnskabsår, bidraget dækker, før de anvender bidrag, der er tildelt efter det år.

    5.           Eventuelle renter af forfinansieringen betragtes som en del af Unionens bidrag.

    Artikel 204l Rapport om anvendelsen af bidrag

    I overensstemmelse med de betingelser og tidsfrister, der er fastsat i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag, indgiver europæiske politiske partier en endelig rapport om, hvordan bidraget er anvendt og om deres regnskaber, til den anvisningsberettigede med henblik på dennes godkendelse.

    Den anvisningsberettigede udarbejder sin årsrapport, jf. artikel 66, stk. 9, på grundlag af den endelige rapport og de regnskaber, der er nævnt i stk. 1. Han kan bruge andre støttedokumenter med henblik på denne rapport.

    Artikel 204m Udbetaling af saldoen

    1.           Bidragsbeløbet bliver først endeligt, når den anvisningsberettigede har godkendt den endelige rapport og regnskaberne som nævnt i artikel 204l. Godkendelse af rapporten og af regnskaberne berører ikke efterfølgende kontrol fra Europa-Parlamentets side.

    2.           Uudnyttet forfinansiering bliver først endelig, når det europæiske politiske parti har anvendt midlerne til at dække støtteberettigede udgifter, som opfylder de kriterier, der er fastsat i indkaldelsen af ansøgninger om bidrag.

    3.           Når et europæisk politisk parti ikke opfylder de forpligtelser, der er knyttet til brugen af bidraget, suspenderes, nedsættes eller inddrages bidragene, efter at det europæiske politiske parti har haft mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.

    4.           Før saldoen udbetales, kontrollerer den anvisningsberettigede, at det europæiske politisk parti fortsat er opført i det register, der er nævnt i artikel 6 i forordning (EU) nr. [….] og ikke har været omfattet af nogle af sanktionerne i artikel 22 i denne forordning fra datoen for indgivelse af ansøgning og til udløbet af det regnskabsår, bidraget dækker.

    5.           Når et europæisk politisk parti ikke længere er opført i det register, der er nævnt i artikel 6 i forordning (EU) nr. [….], eller har været omfattet af nogle af sanktionerne i artikel 22 i denne forordning, kan den anvisningsberettigede suspendere, nedsætte eller inddrage bidraget og inddrive beløb, der er uberettiget udbetalt i henhold til bidragsaftalen eller bidragsafgørelsen, i forhold til alvoren af forseelserne, uregelmæssighederne, de svigagtige handlinger eller andre misligholdelser af forpligtelser i forbindelse med anvendelsen af bidraget, efter at det europæiske politiske parti har haft mulighed for at fremsætte sine bemærkninger.

    Artikel 204n Kontrol og sanktioner

    1.           Hver bidragsaftale eller bidragsafgørelse skal udtrykkeligt give Europa-Parlamentet, Det Europæiske Kontor til Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle europæiske politiske partier, kontrahenter og underkontrahenter, der har modtaget EU-midler.

    2.           Den anvisningsberettigede kan på de betingelser, der er omhandlet i artikel 109 i denne forordning, anvende administrative og økonomiske sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til situationen og har en afskrækkende virkning, uden at dette dog berører artikel 22, stk. 7, i forordning (EU) nr. [….].

    3.           De sanktioner, der er nævnt i stk. 2, kan ligeledes pålægges europæiske politiske partier, som på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om bidrag eller efter at have modtaget bidraget har afgivet urigtige oplysninger ved meddelelsen af de oplysninger, som den anvisningsberettigede har krævet, eller ikke har afgivet de krævede oplysninger.

    Artikel 204o Frister for opbevaring af dokumentation

    1.           Europæiske politiske partier skal opbevare dokumentation, bilag og andre dokumenter, der vedrører bidraget, i fem år efter indgivelse af den endelige rapport og regnskaber som nævnt i artikel 204l.

    2.           Dokumentation, der vedrører revisioner, ankesager, retssager eller forfølgelse af erstatningskrav hidrørende fra anvendelsen af bidraget, opbevares, indtil sådanne revisioner, ankesager, retssager eller forfølgelse af erstatningskrav er færdigbehandlet."

    ___________________

    (*)     EUT […].

    "

    (2)          I artikel 121, stk. 2, indsættes følgende som litra j):

    "… j) bidrag til europæiske politiske partier som nævnt i anden del, afsnit VIII."

    (3)          Artikel 125, stk. 3, andet afsnit, og artikel 125, stk. 6, udgår.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

    På Europa-Parlamentets vegne                    På Rådets vegne

                                                                          

    Formand                                                        Formand

    BILAG

    [1]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

    [2]               COM(2012) 499 final af 12.9.2012.

    [3]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (EUT L 297 af 15.11.2003, s. 1).

    [4]               "Om anvendelsen af forordning 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan af 15. marts 2011" – (2010/2201 INI).

    [5]               Forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1).

    [6]               Arbejdsdokument fra Kommissionen COM/2012/500 final forud for forslaget til ændring af finansforordningen om indførelse af et nyt afsnit om finansiering af europæiske politiske partier.

    [7]               EUT …. af […].[…], s. […].

    [8]               EUT L 297 af 15.11.2003, s. 1.

    [9]               2010/2201(INI).

    [10]             EUT L …

    [11]             EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

    Top