Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012PC0611

    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af Bulgarien og Rumænien til at anvende foranstaltninger, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    /* COM/2012/0611 final - 2012/0293 (NLE) */

    52012PC0611

    Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af Bulgarien og Rumænien til at anvende foranstaltninger, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem /* COM/2012/0611 final - 2012/0293 (NLE) */


    BEGRUNDELSE

    1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

    I henhold til artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem[1] (i det følgende benævnt "momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at anvende særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i direktivet, for at forenkle momsopkrævningen eller for at undgå visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.

    Ved brev registreret i Kommissionen den 25. maj 2011 anmodede Bulgarien og Rumænien om bemyndigelse til at fravige momsdirektivets artikel 5, der omhandler momsens territoriale anvendelsesområde, i forbindelse med en grænsebro (vej og jernbane) over Donau-floden. Denne anmodning blev delvist ændret af Bulgarien og Rumænien ved brev registreret i Kommissionen den 7. marts 2012.

    I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, underrettede Kommissionen ved brev af 17. juli 2012 de øvrige medlemsstater om Bulgariens og Rumæniens anmodning (dog blev Spanien underrettet ved brev af 18. juli 2012). Ved brev af 19. juli 2012 underrettede Kommissionen Bulgarien og Rumænien om, at den rådede over alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

    Bulgarien og Rumænien indgik den 5. juni 2000 en aftale om opførelse af en grænsebro over Donau-floden mellem Vidin (Bulgarien) og Calafat (Rumænien) med henblik på at lette vej‑ og jernbanetransporten mellem deres respektive territorier.

    I den forbindelse anmodede Bulgarien og Rumænien om bemyndigelse til at anvende foranstaltninger, der fraviger momsreglerne for så vidt angår det territoriale anvendelsesområde for vedligeholdelse og reparation af broen og opkrævning af broafgift (selve opførelsen af grænsebroen var udtrykkeligt udelukket fra anmodningen).

    Efter gældende regler indebærer territorialitetsprincippet i momsdirektivets artikel 5 i kombination med reglerne om leveringsstedet, at der skal opkræves bulgarsk moms på vedligeholdelse og reparation udført i Bulgarien. Tilsvarende skal der opkræves rumænsk moms på vedligeholdelse og reparation udført på rumænsk område. Hvis de gældende regler skal anvendes, vil det være nødvendigt at fastslå det nøjagtige sted for de momspligtige transaktioner i forhold til det område, hvor hver del af arbejderne gennemføres. I den forbindelse vil det være nødvendigt for de virksomheder, der udfører arbejderne, at få fastslået nøjagtigt, hvor i Donau-floden grænsen går, for arbejder udført over vandlinjen. Bulgarien og Rumænien mener, at hvis man anvender de gældende regler, vil det skabe momskomplikationer for disse virksomheder, hvorfor formålet med denne afvigelse er at forenkle momsopkrævningen ved, som anmodet, at placere grænsen midt på broen.

    For så vidt angår broafgiften skal det momspligtige beløb efter gældende regler henføres til den del af broen, der hører til hver af medlemsstaterne. Udover ovenfor nævnte problem med at fastslå grænsens placering skal der for hver tur over broen således faktureres med to broafgifter og to forskellige momssatser: en for den bulgarske del og en for den rumænske del. Dette vil være besværligt for de berørte afgiftspligtige personer. I den henseende er formålet med afvigelsen med hensyn til broafgift at betragte broen som tilhørende det land, hvorfra turen over den starter. I praksis vil der blive opkrævet bulgarsk moms på hele broafgiften for ture, der starter på den bulgarske side og krydser grænsebroen ind i Rumænien. På samme måde vil der blive opkrævet rumænsk moms på hele broafgiften for ture, der starter på den rumænske side. Dette vil forenkle den måde, som momsen beregnes og afregnes på.

    2.           HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE

    Der har ikke været behov for høring eller ekstern ekspertbistand.

    Forslaget har til formål at forenkle momsopkrævningen for så vidt angår visse tjenester relateret til en grænsebro.

    I betragtning af fravigelsens beskedne rækkevidde vil virkningen under alle omstændigheder være begrænset.

    3.           FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

    Afgørelsen bemyndiger Bulgarien og Rumænien til at anvende foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne om territorialt anvendelsesområde i momsdirektivet, i forbindelse med en grænsebro.

    Afgørelsen har hjemmel i momsdirektivets artikel 395.

    Forslaget henhører under EU's enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

    Afgørelsen vedrører en bemyndigelse, der gives til individuelle medlemsstater på deres egen anmodning, og udgør ikke en forpligtelse.

    I betragtning af fravigelsens meget begrænsede anvendelsesområde forekommer den særlige foranstaltning at stå i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål.

    I henhold til momsdirektivets artikel 395 kan de fælles momsregler kun fraviges, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse hertil. En rådsafgørelse er det eneste egnede middel, da den kan rettes til en enkelt medlemsstat.

    4.           VIRKNING FOR BUDGETTET

    Forslaget har ingen konsekvenser for Unionens budget.

    2012/0293 (NLE)

    Forslag til

    RÅDETS AFGØRELSE

    om bemyndigelse af Bulgarien og Rumænien til at anvende foranstaltninger, der fraviger artikel 5 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem[2], særlig artikel 395, stk. 1,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       Ved brev registreret i Kommissionen den 25. maj 2011 anmodede Bulgarien og Rumænien om bemyndigelse til at fravige artikel 5 i direktiv 2006/112/EF, der omhandler momsens territoriale anvendelsesområde, i forbindelse med en grænsebro over Donau-floden. Denne anmodning blev delvist ændret af Bulgarien og Rumænien ved brev registreret i Kommissionen den 7. marts 2012.

    (2)       I overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF underrettede Kommissionen ved brev af 17. juli 2012 de øvrige medlemsstater om Bulgariens og Rumæniens anmodning, med undtagelse af Spanien, der blev underrettet ved brev af 18. juli 2012. Ved brev af 19. juli 2012 underrettede Kommissionen Bulgarien og Rumænien om, at den rådede over alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

    (3)       Den fravigelse, som Bulgarien og Rumænien har anmodet om, består i at anse grænsen mellem de to medlemsstater for at ligge midt på broen i forbindelse med sager om vedligeholdelse og reparation af broen.

    (4)       Hvad angår opkrævningen af afgift for at krydse broen ønsker de to medlemsstater at betragte broens fulde længde som tilhørende den medlemsstat, hvor turen over broen starter. Således opkræves der bulgarsk moms på hele broafgiften for alle ture, der starter på den bulgarske side. På samme måde opkræves der rumænsk moms på hele broafgiften for ture, der starter på den rumænske side.

    (5)       Når der ikke foreligger undtagelsesbestemmelser, vil leveringsstedet for vedligeholdelse, reparation og opkrævning af broafgift være afhængig af den nøjagtige placering af grænsen over vandlinjen, hvilket i praksis vil være meget vanskeligt for de berørte afgiftspligtige personer. For det andet vil det være nødvendigt at opkræve både bulgarsk og rumænsk moms af broafgiften for en tur den ene vej over broen fra den ene medlemsstat til den anden. Undtagelsesbestemmelserne har til formål at forenkle momsopkrævningen på disse tjenester.

    (6)       Da der er tale om fastlæggelse af et momsområde, som der ikke skulle ske ændringer af, bør fravigelsen ikke være tidsbegrænset.

    (7)       Foranstaltningen vil ikke have nogen negative virkninger for Unionens egne indtægter fra moms, og den vil heller ikke påvirke størrelsen af den skyldige afgift ved det endelige forbrug —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Som en fravigelse af artikel 5 i direktiv 2006/112/EF bemyndiges Bulgarien og Rumænien under henvisning til artikel 2 og 3 i denne afgørelse til at anvende foranstaltninger, der afviger fra direktiv 2006/112/EF, i forbindelse med vedligeholdelse, reparation og opkrævning af broafgift vedrørende en grænsebro over Donau-floden mellem Vidin (Bulgarien) og Calafat (Rumænien).

    Artikel 2

    Med henblik på at fastsætte hvor de momspligtige transaktioner vedrørende vedligeholdelse eller reparation af grænsebroen finder sted, anses landegrænsen for at ligge midt på den omtalte bro for levering af varer og tjenesteydelser, erhvervelse af varer inden for EU og import af varer beregnet til nævnte vedligeholdelse eller reparation.

    Artikel 3

    Med henblik på at fastsætte hvor de momspligtige transaktioner vedrørende opkrævning af broafgift finder sted, betragtes grænsebroen i sin fulde længde som tilhørende den medlemsstat, hvorfra ture over broen starter.

    Artikel 4

    Denne afgørelse er rettet til Republikken Bulgarien og Rumænien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                           På Rådets vegne

                                                                           Formand

    [1]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

    [2]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

    Top