Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012PC0395

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (EGF/2011/009 NL/Gelderland Construction 41 fra Nederlandene)

    /* COM/2012/0395 final - 2012/ () */

    52012PC0395

    Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (EGF/2011/009 NL/Gelderland Construction 41 fra Nederlandene) /* COM/2012/0395 final - 2012/ () */


    BEGRUNDELSE

    Punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning giver mulighed for gennem en fleksibilitetsmekanisme[1] at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) med et årligt loft på 500 mio. EUR ud over lofterne i den finansielle rammes relevante udgiftsområder.

    Betingelserne for støtte fra EGF er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[2].

    Den 15. december 2011 indgav Nederlandene ansøgning EGF/2011/009 NL/Gelderland Construction 41 om økonomisk EGF-støtte som følge af afskedigelser i 54 virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2)-hovedgruppe 41 ("Opførelse af bygninger")[3] i NUTS II-regionen Gelderland (NL22) i Nederlandene.

    Efter en nøje gennemgang af ansøgningen konkluderer Kommissionen i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, at betingelserne for økonomisk støtte i henhold til denne forordning er opfyldt.

    RESUMÉ AF ANSØGNINGEN OG ANALYSE

    Nøgledata: ||

    EGF-referencenummer || EGF/2011/009

    Medlemsstat || Nederlandene

    Artikel 2 || litra b)

    Berørte virksomheder || 54

    NUTS II-region || Gelderland (NL22)

    NACE (rev. 2)-hovedgruppe || 41 ("Opførelse af bygninger")

    Referenceperiode || 1.2.2011 – 1.11.2011

    Startdato for de individualiserede tilbud || 1.1.2012

    Ansøgningsdato || 15.12.2011

    Afskedigelser i referenceperioden || 516

    Afskedigede arbejdstagere, der forventes at deltage i foranstaltningerne || 435

    Udgifter til de individualiserede tilbud (EUR) || 4 281 000

    EGF-implementeringsomkostninger[4] i EUR || 178 375

    EGF-implementeringsomkostninger i procent || 4,0

    Samlet budget (EUR) || 4 459 375

    EGF-støtte (65 %) i EUR || 2 898 594

    1.           Ansøgningen blev forelagt Kommissionen den 15. december 2011 og suppleret med yderligere oplysninger i tiden indtil den 11. juni 2012.

    2.           Ansøgningen opfylder betingelserne for anvendelse af EGF i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006 og blev indgivet inden for den frist på 10 uger, der er fastsat i forordningens artikel 5.

    Sammenhængen mellem afskedigelserne og de gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, som kan tilskrives globaliseringen eller den internationale finansielle og økonomiske krise

    3.           For at fastslå, at der er en sammenhæng mellem afskedigelserne og den internationale finansielle og økonomiske krise, gør Nederlandene gældende, at bygge- og anlægssektoren i Nederlandene såvel som i hele Den Europæiske Union har været hårdt ramt af krisen. Lån til bygge- og anlægssektoren og til private er gået drastisk tilbage, priserne på byggematerialer er steget, mens efterspørgslen efter nye huse faldt som følge af nedgangen i forbrugertilliden og manglende likviditet.

    4.           Kommissionen erkendte i sin økonomiske genopretningsplan, at efterspørgslen inden for bygge- og anlægssektoren i Unionen var styrtdykket som følge af krisen. Tilgængelige oplysninger bekræfter, at der forekom en betydelig afmatning i bygge- og anlægssektoren, idet aktiviteterne i EU-27 faldt i otte på hinanden følgende kvartaler (1. kvartal 2009 til 4. kvartal 2010) i forhold til samme periode året før, hovedsagelig på grund af et fald i de private investeringer på boligmarkedet.

    5.           I den nederlandske bygge- og anlægssektor blev der konstateret et markant fald i produktionen på 12,9 % fra 2008 til 2010. Selv om der i det første kvartal i 2011 viste sig et opsving på 9,3 %, faldt denne tendens igen i det andet og tredje kvartal i 2011, og prognoserne for 2012 er ikke positive. Den økonomiske vækst i det tredje kvartal i 2011 sammenlignet med samme periode i 2010 i provinsen Gelderland tabte mere fart end i resten af landet (0,6 % for Gelderland i forhold til 1,1 % for Nederlandene). Mange økonomiske indikatorer (omsætning, beskæftigelse, investeringer) gik fra at være positive i 2010 til at være negative i 2011. Huspriserne i 2011 faldt yderligere med 3,6 % i forhold til 2010 og nåede niveauet for 2005. Det har haft en negativ indvirkning på bygge- og anlægssektoren.

    6.           Den finansielle og økonomiske krise medførte nedskæringer for at mindske det offentliges budgetunderskud. Nedbringelsen af de offentlige udgifter havde en direkte negativ indvirkning på investeringerne i programmer for infrastruktur og boligbyggeri. Nedbringelsen af de statslige udgifter påvirker også de regionale regeringer, således at de også er tvunget til at skære i deres udgifter. Provinsen Gelderland vil være nødt til at skære i sine udgifter med 58 mio. EUR pr. år fra 2011. Da bygge- og anlægssektoren er særdeles afhængig af det regionale hjemmemarked, medfører nedskæringerne i de offentlige budgetter og programmer, at bygge- og anlægssektoren befinder sig i en udsat position. Budgetnedskæringerne vil fortsat få negative konsekvenser for beskæftigelsen i sektoren.

    7.           Desuden er markedet for nye boliger gået tilbage som følge af færre investeringer fra boligselskaber og kommuner. Der har også været en stigning i antallet af konkurser i det tredje kvartal i 2011.

    Dokumentation for antallet af afskedigelser og opfyldelse af kriterierne i artikel 2, litra b)

    8.           Nederlandene indgav ansøgningen i medfør af interventionskriteriet i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006, som forudsætter mindst 500 afskedigelser over en periode på ni måneder i virksomheder i den samme NACE (rev. 2)-hovedgruppe i én region eller to sammenhængende regioner på NUTS II-niveau i en medlemsstat.

    9.           Der er ifølge ansøgningen tale om 516 afskedigelser i 54 virksomheder i NACE (rev. 2) hovedgruppe 41 ("Opførelse af bygninger") i NUTS II-regionen Gelderland (NL22) i referenceperioden på ni måneder fra 1. februar 2011 til 1. november 2011. Alle afskedigelserne blev beregnet i henhold til artikel 2, stk. 2, andet led, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

    Redegørelse for afskedigelsernes uforudseelighed

    10.         De nederlandske myndigheder fremfører, at den finansielle og økonomiske krise og dens indvirkninger på sektoren ikke kunne forudses. Bygge- og anlægssektoren i Nederlandene var velstillet inden krisen. Den omsætning, som byggefirmaer af boliger og erhvervsbygninger har haft, har været for nedadgående siden det første kvartal i 2009 og var næsten 20 % lavere end rekordniveauet for 2008. Siden det første kvartal i 2010 har man også kunne føle konsekvenserne af den økonomiske krise inden for bygningsingeniørarbejde. Den omsætning, som bygningsingeniør­virksomhederne har opnået, var mere end 7 % mindre i 2010 i forhold til 2009 til trods for de foranstaltninger, som regeringen havde truffet for at fremme byggeriet af planlagte infrastrukturprojekter. I 2009 havde sådanne foranstaltninger stadig en positiv virkning på omsætningen.

    Identifikation af de virksomheder, der har gennemført afskedigelser, og de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte

    11.         Ansøgningen vedrører i alt 516 afskedigelser i 54 virksomheder: Nederlandene skønner, at kun 435 vil være tiltænkt bistand. De resterende arbejdstagere forventes selv at finde beskæftigelse eller gå på pension. Der har fundet afskedigelser sted i følgende virksomheder:

    Virksomheder og antal afskedigelser

    Aannemersbedrijf Kranen BV || 2 || Dijkman Bouw B.V. || 5

    Aannemersbedrijf Kruisselbrink BV || 5 || EMHA B.V. || 6

    Aannemersbedrijf Volman || 6 || Engelaer v.o.f. || 1

    Aannemersbedrijf W. Kosters B.V. || 8 || Gebr. Heuting & zn B.V. || 1

    Aannemersbedrijf Wibo Lochem BV || 40 || GML Gelders Metsel- en Lijmbedrijf BV || 8

    aanneminsgbedrijf Berendsen- van Geemen BV || 1 || Hermsen Bouw & Timmerwerken B.V. || 3

    Aannemingsmaatschappij Van Gelder BV || 13 || Hiddink Grondwerken transport B.V. || 12

    Ad Hofmans Hedel B.V. || 1 || Joosten Bouwservice B.V. || 5

    B&V Geveltechniek b.v. || 1 || KBZ BV (Keijzer Betonwerken Zutphen BV) || 22

    Borreman Bouw BV || 6 || Klaassen Bouwmaatschappij Arnhem B.V. || 1

    Borst Aannemersbedrijf BV || 7 || Kroeze Betonbouw BV || 9

    Bouw Service Ermelo BV || 42 || Kroeze Geodesie BV || 2

    Bouwbedrijf Bolster BV || 6 || La Paloma || 1

    Bouwbedrijf Folmer de Vries BV || 1 || Lenting Bouw V.O.F. || 2

    Bouwbedrijf Heimensen BV || 8 || Metselbedrijf Asselman BV || 18

    Bouwbedrijf Jansen-Bolk BV || 8 || Metselbedrijf W. Renden || 6

    Bouwbedrijf Kiezenbrink BV || 4 || P.B. Huberts Aanneming- en Wegenbouw- || 45

    Bouwbedrijf Kuiperij BV || 16 || Scholten Gevelrenovatie BV || 13

    Bouwbedrijf Rusbo BV || 4 || Scholten Metsel- en Stelwerken BV || 35

    Bouwmij Te Brake B.V. || 6 || Schutten Bouw B.V. || 1

    Bouw's Staalbouw B.V. || 10 || T.S. Alround Services BV || 1

    Burgers van der Wal || 3 || Van den Boom Bouwbedrijf BV || 8

    Claes B.V. || 1 || Veerdonk en Mulder Bouwbedrijf || 2

    D & G Timmerfabriek BV || 10 || Verboon Bouwbedrijf B.V. || 1

    D & M Bouw VOF || 8 || Voegersbedrijf Scholten BV || 15

    Daams H.T. || 3 || Weijers Eikhout Vestiging Groesbeek BV || 66

    De Boer Montagetechnieken || 1 || Welling Bouw Didam B.V. || 6

    Virksomheder i alt: || 54 || Afskedigelser i alt: || 516

    12.         De arbejdstagere, der er tiltænkt støtte, fordeler sig som følger:

    Klasse || Antal || Procent

    Mænd || 420 || 96,55

    Kvinder || 15 || 3,45

    EU-borgere || 435 || 100,00

    Ikke-EU-borgere || 0 || 0

    15-24-årige || 25 || 5,75

    25-54-årige || 290 || 66,67

    55-64-årige || 120 || 27,59

    Over 64 år || 0 || 0

    13.         Ingen af arbejdstagerne har langvarige helbredsproblemer eller handicap.

    14.         Fordelingen på faggrupper er, som følger:

    Klasse || Antal || Procent

    Virksomhedsledere || 2 || 0,46

    Akademikere og udøvere af liberale erhverv || 50 || 11,49

    Teknikere || 55 || 12,64

    Administrativt personale || 35 || 8,05

    Service- og salgspersonale || 10 || 2,30

    Elementær beskæftigelse || 283 || 65,06

    15.         Nederlandene har i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1927/2006 bekræftet, at man i EGF's forskellige gennemførelsesfaser, især med hensyn til adgangen til den, har ført og fortsat vil føre en politik for ligestilling mellem mænd og kvinder og en politik for ikke-forskelsbehandling.

    Beskrivelse af det pågældende geografiske område og de relevante myndigheder og andre interessenter

    16.         Den nederlandske provins Gelderland er den største af provinserne i Nederlandene med ca. 2 mio. indbyggere. Befolkningen i regionen er veluddannet, og der findes 146 000 virksomheder. Der er relativt mange mennesker, som arbejder i bygge- og anlægssektoren (ca. 60 000 i 2011) sammenlignet med andre sektorer i erhvervslivet, f.eks. den kemiske sektor (9 000), fødevaresektoren (15 000) og metal- og elektrosektorerne (40 300).

    17.         De vigtigste myndigheder, der er berørt, er ministeriet for sociale anliggender og beskæftigelse, Opleidingsbedrijf Doetinchem, der er en sektoriel organisation for bygge- og anlægssektoren, provinsregeringen Gelderland, UWVwerkbedrijf, som er det regionale offentlige beskæftigelsesagentur, der hjælper ledige med at finde et nyt job, og Platform Arbeidsmarkt Onderwijs, hvor alle uddannelses- og erhvervs­uddannelsesinstitutioner er repræsenteret. Andre relevante aktører omfatter: Bouwend Nederland regio oost, der er den regionale afdeling af arbejdsgiver­foreningen inden for bygge- og anlægssektoren, FNV Bouw regio oost, der er den regionale afdeling af fagforeningen inden for bygge- og anlægssektoren, CNV Vakmensen, som repræsenterer den kristelige fagforening for bygge- og anlægssektoren og OBD opleidingen, som omfatter andre erhvervsuddannelsescentre for bygge- og anlægssektoren.

    Afskedigelsernes forventede virkning på beskæftigelsessituationen på lokalt, regionalt og nationalt plan

    18.         De nederlandske myndigheder anfører, at i kraft af bygge- og anlægssektorens betydning i Gelderland kan afskedigelserne virkelig mærkes. Ledigheden i 2011 i Gelderland var på 5,9 %, dvs. lige lidt højere end gennemsnittet i Nederlandene. I 2010 var beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren i Gelderland på 6,5 % af den samlede beskæftigelse i provinsen. I 2010 gik der 4 100 job tabt i bygge- og anlægssektoren (et fald på 6,5 %). I 2011 kunne man konstatere et lille opsving (500 job), men det fjerde kvartal i 2011 var igen karakteriseret af talrige afskedigelser inden for sektoren. Ungdomsledigheden steg med 10 % i 2011.

    Den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der søges om støtte til, og en opdeling af de anslåede omkostninger, herunder oplysninger om komplementariteten med foranstaltninger, der modtager støtte gennem strukturfondene

    19.         De individualiserede tilbud tilbydes de afskedigede arbejdstagere på de erhvervsuddannelsescentre, der forvaltes af bygge- og anlægssektoren. Bortset fra foranstaltningen "hjælp til jobsøgning" vil den enkelte arbejdstager kun deltage i én foranstaltning, selv om foranstaltningerne i begrænsede tilfælde vil blive kombineret for at opnå de ønskede resultater. Nederlandene foreslår en pakke af foranstaltninger, der skal hjælpe afskedigede arbejdstagere, og som er opbygget omkring tre på hinanden følgende trin, nemlig optagelse (hjælp til jobsøgning), forberedelse med henblik på arbejdsmarkedet (individuel pakke af foranstaltninger) og arbejde:

    – Hjælp til jobsøgning: Dette program tilbydes den enkelte deltager og består af rådgivning om tilgængelige uddannelses- og karrieremuligheder, intensiv uddannelse i jobsøgning og udarbejdelse af ansøgninger. Den enkelte deltager får et kontaktsted i dennes nabolag (da alle regionale UWV er inddraget), hvor de kan få hjælp til at overføre de nødvendige dokumenter (herunder selvangivelser og arbejdsløshedsunderstøttelse) og kan skabe kontakter til bygge- og anlægs­sektoren. Det forventes, at alle arbejdstagere tager imod dette tilbud.

    – Efteruddannelse og omskoling: Det omfatter et intensivt uddannelsesprogram, som retter sig mod nye beskæftigelsesprofiler. Uddannelseskurserne indeholder en række moduler, som kan følges enkeltvis afhængigt af de personlige behov og færdigheder. Et helt uddannelsesforløb varer ca. et år og består af en pakke moduler, f.eks. består 11,5 måneders mureruddannelse i: facadebehandling, murerarbejde, flisearbejde og nivellering. Det skønnes, at 75 arbejdstagere tager imod dette tilbud.

    – Hjælp til genplacering: Det omfatter rådgivning og orientering af de arbejdstagere, der er tiltænkt støtte, i retning af nye sektorer, f.eks. ingeniørvæsen, elektroteknisk installations­arbejde, sundhedssektoren eller cateringtjenester. Det kan også føre til rådgivning for bygge- og anlægssektoren med henblik på at videreuddanne færdigheder, der er mere moderne, som bygge- og anlægssektoren har brug for (f.eks. inden for kompositkonstruktion). Rådgivningen sker på individuelt grundlag og består af en vurdering af færdigheder og profil, udredning med hensyn til det rette job eller uddannelsesforløb ud fra de vurderede færdigheder og den vurderede profil, og tilsyn med forløbet af den enkelte genplaceringsproces. Det forventes, at 150 arbejdstagere deltager i denne foranstaltning.

    – Iværksætterkurser: Denne foranstaltning vedrører vejledning af afskedigede arbejdstagere i etableringen af selvstændig virksomhed og støtte af disse i virksomhedens opstart. Denne foranstaltning består af erhvervsuddannelse (f.eks. af håndværksmæssig art) og kurser i virksomhedsledelse. Det anslås, at 60 arbejdstagere vil benytte dette tilbud.

    – Flexpool: Det er den fleksible gruppe af både jobsøgende og de arbejdsgivere inden for bygge- og anlægssektoren, som kan tilbyde midlertidig beskæftigelse. Takket være denne foranstaltning kan der tilrettelægges en fleksibel beskæftigelse. De omskolede arbejdstagere vil kunne få ny joberfaring, men arbejde vil også blive kombineret med indlæring. Arbejdstagerne får en normal løn som anført i den kollektive overenskomst, og arbejdets varighed vil være tidsbegrænset i henhold til hollandsk lov om fleksibelt arbejde. Det anslås, at 150 arbejdstagere vil deltage i denne foranstaltning.

    20.         De EGF-implementeringsomkostninger, der er medtaget i ansøgningen i overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EF) nr. 1927/2006, dækker forvaltning og kontrolaktiviteter samt oplysning og reklame.

    21.         De individualiserede tilbud, der forelægges af de nederlandske myndigheder, er aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, som falder ind under de i artikel 3 i forordning (EF) nr. 1927/2006 fastlagte støtteberettigede foranstaltninger. De nederlandske myndigheder anslår de samlede omkostninger til disse tilbud til 4 281 000 EUR og EGF-implementeringsomkostningerne til 178 375 EUR (4,00 % af det samlede beløb). Der anmodes om EGF-støtte på i alt 2 898 594 EUR (65 % af de samlede omkostninger).

    Foranstaltninger || Anslået antal arbejdstagere, som er tiltænkt støtte || Anslåede omkostninger pr. arbejdstager, som er tiltænkt støtte (i EUR) || Samlede omkostninger i EUR (EGF og national medfinansiering)

    Individualiserede tilbud (artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1927/2006)

    Hjælp til jobsøgning || 435 || 2 600 || 1 131 000

    Efteruddannelse og omskoling || 75 || 18 000 || 1 350 000

    Hjælp til genplacering || 150 || 8 200 || 1 230 000

    Iværksætterkurser || 60 || 4 500 || 270 000

    Flexpool || 150 || 2 000 || 300 000

    Subtotal - individualiserede tilbud || || 4 281 000

    EGF-implementeringsomkostninger (artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1927/2006)

    Forberedelser || || 0

    Forvaltning || || 44 594

    Oplysning og reklame || || 44 594

    Kontrolaktiviteter || || 89 187

    Subtotal - EGF-implementeringsomkostninger || || 178 375

    Samlede anslåede udgifter || || 4 459 375

    EGF-støtte (65 % af de samlede udgifter) || || 2 898 594

    22.         De nederlandske myndigheder bekræfter, at ovennævnte foranstaltninger suppleres af foranstaltninger, som er finansieret af strukturfondene. Nederlandene vil indføre de nødvendige kontrolprocedurer for at fjerne enhver risiko for dobbelt finansiering og vil også sikre et klart revisionsspor for EGF-finansierede aktiviteter.

    Datoen/datoerne for iværksættelse eller planlagt iværksættelse af de individualiserede tilbud til de berørte arbejdstagere

    23.         Den 1. januar 2012 iværksatte Nederlandene de individualiserede tilbud i den samordnede pakke, som EGF anmodes om at medfinansiere, for de berørte arbejdstagere. Denne dato markerer således begyndelsen af støtteberettigelses­perioden for enhver EGF-støtte.

    Procedurer for høring af arbejdsmarkedets parter

    24.         Arbejdsmarkedets parter blev inddraget i forberedelsen af ansøgningen. Forslaget blev iværksat af Opleidingsbedrijf Doettinchem, der er en sektoriel organisation for bygge- og anlægssektoren, med deltagelse af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. De forberedende aktiviteter omfattede en række regionale møder med sektorrepræsentanter og bygge- og anlægsvirksomheder samt drøftelser blandt de samarbejdende parter og UWV (Uitvoeringsinstituut Werknemers Verzekeringen - forvaltningsinstituttet for arbejdsgiverforsikringer). Drøftelserne mundede ud i en plan for afskedigede arbejdstagere, herunder oprettelsen af et servicested for beskæftigelse i erhverv inden for bygge- og anlægssektoren og den tekniske sektor. Der var mange aspekter i planen, som senere blev indført i projektet. Arbejdsmarkedets parter blev også inddraget i gennemførelsen, da de forvalter efteruddannelses- og uddannelsesfaciliteterne i sektoren.

    25.         De nederlandske myndigheder bekræftede, at kravene i den nationale lovgivning og EU-lovgivningen vedrørende kollektiv afskedigelse er blevet overholdt.

    Oplysninger om foranstaltninger, som er obligatoriske i henhold til national lovgivning eller kollektive aftaler

    26.         Med hensyn til de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1927/2006, kunne de nederlandske myndigheder i deres ansøgning:

    · bekræfte, at den økonomiske EGF-støtte ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive aftaler

    · dokumentere, at de påtænkte aktioner er støtte til de enkelte arbejdstagere og ikke skal tjene til omlægning af virksomheder eller sektorer

    · bekræfte, at de ovennævnte støtteberettigede foranstaltninger ikke får støtte fra andre af EU's finansielle instrumenter.

    Forvaltnings- og kontrolsystemer

    27.         Nederlandene har meddelt Kommissionen, at den finansielle støtte vil blive forvaltet og kontrolleret af de samme organer som dem, der forvalter og kontrollerer Den Europæiske Socialfond i Nederlandene. Agenturet for sociale anliggender (under ministeriet for sociale anliggende og beskæftigelse) vil få ansvaret for tilsyn, kontrol, oplysning, reklamer og betalinger i forbindelse med EGF-sagen.

    Finansiering

    28.         På grundlag af ansøgningen fra Nederlandene beløber den foreslåede EGF-støtte til den samordnede pakke af individualiserede tilbud sig til 2 898 594 EUR (inklusive EGF-implementeringsomkostninger), hvilket svarer til 65 % af de samlede omkostninger. Kommissionens foreslåede tildelinger fra fonden er baseret på oplysninger fra Nederlandene.

    29.         Under hensyn til den maksimale støtte fra EGF i henhold til artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1927/2006 og mulighederne for omfordeling af bevillinger foreslår Kommissionen at anvende EGF til at dække hele det ovennævnte beløb, der opføres under udgiftsområde 1a i den finansielle ramme.

    30.         Med det foreslåede økonomiske støttebeløb er der fortsat over 25 % af det maksimale årlige beløb, der er øremærket til EGF, til rådighed til tildelinger i årets sidste fire måneder, jf. artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

    31.         Med dette forslag om at anvende EGF indleder Kommissionen den forenklede trepartsprocedure, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006, for at sikre, at budgetmyndighedens to parter er enige i, at det er nødvendigt at anvende fonden, og kan tilslutte sig det beløb, der anmodes om. Kommissionen opfordrer den af budgetmyndighedens to parter, som på rette politiske niveau først når til enighed om udkastet til forslaget om anvendelse af fonden, til at underrette den anden part og Kommissionen om sine hensigter. Hvis den ene af budgetmyndighedens to parter ikke kan give sin tilslutning, indkaldes der til et formelt trepartsmøde.

    32.         Kommissionen forelægger særskilt en anmodning om overførsel for at få specifikke forpligtelses- og betalingsbevillinger opført på budgettet for 2012, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006.

    Kilder til betalingsbevillinger

    33.         Bevillingerne fra EGF-budgetposten vil blive anvendt til at dække beløbet på 2 898 594 EUR, som er nødvendigt i forbindelse med denne ansøgning.

    Forslag til

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

    om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen i henhold til punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (EGF/2011/009 NL/Gelderland Construction 41 fra Nederlandene)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning[5], særlig punkt 28,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[6], særlig artikel 12, stk. 3,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[7], og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til arbejdstagere, der afskediges som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, der kan tilskrives globaliseringen, og hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

    (2)       Anvendelsesområdet for EGF blev udvidet for ansøgninger indgivet fra den 1. maj 2009 til den 30. december 2011 for også at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise.

    (3)       Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende EGF inden for et årligt loft på 500 mio. EUR.

    (4)       Nederlandene indgav den 15. december 2011 en ansøgning om anvendelse af EGF i forbindelse med afskedigelser i 54 virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2) hovedgruppe 41 ("Opførelse af bygninger") i NUTS II-regionen Gelderland (NL22), og supplerede denne ansøgning med yderligere oplysninger frem til den 11. juni 2012. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006. Kommissionen foreslår derfor, at der ydes en støtte på 2 898 594 EUR.

    (5)       Der bør derfor som følge af Nederlandenes ansøgning ydes støtte fra EGF —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I forbindelse med Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2012 stilles der et beløb til rådighed fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) på 2 898 594 EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger.

    Artikel 2

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den

    På Europa-Parlamentets vegne                    På Rådets vegne

    Formand                                                        Formand

    [1]               EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

    [2]               EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

    [3]               Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1893/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder, EUT L 393 af 30.12.2006, s. 1.

    [4]               I overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

    [5]               EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

    [6]               EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

    [7]               EUT C […], […], s. […].

    Top