Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012PC0161

    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 7/2010 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter

    /* COM/2012/0161 final - 2012/0086 (NLE) */

    52012PC0161

    Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 7/2010 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter /* COM/2012/0161 final - 2012/0086 (NLE) */


    BEGRUNDELSE

    1.           BAGGRUNDEN FOR FORSLAGET

    Autonome EU-toldkontingenter for produkter er nødvendige, når produktionen i EU ikke i tilstrækkelig grad opfylder EU-industriens behov i den nuværende kontingentperiode. Efter anmodning fra flere medlemsstater har Kommissionen i samarbejde med de berørte nationale eksperter undersøgt, om det er nødvendigt at åbne autonome toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter.

    Den 22. december 2009 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 7/2010 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter, så efterspørgslen i EU efter de pågældende produkter kan efterkommes på de bedst mulige betingelser.

    Der bør åbnes nye EU-toldkontingenter til nultold eller nedsat told i forhold til den autonome toldsats i den fælles toldtarif for passende mængder, uden at ligevægten på markedet for disse produkter forstyrres. Under drøftelserne på møder i Gruppen for Økonomiske Tarifspørgsmål fremgik det, at medlemsstaterne var parate til at åbne to nye kontingenter, at forhøje tre eksisterende kontingentmængder og at ændre produktbeskrivelsen for kontingentet med løbenummer 09.2633, uden at dette forstyrrer markederne for disse produkter. Det var også nødvendigt at lukke toldkontingentet med løbenummer 09.2767, eftersom der vil blive åbnet en autonom toldsuspension for det pågældende produkt den 1. juli 2012.

    Forslaget er i overensstemmelse med EU's politik inden for landbrug, handel, erhverv, udvikling og eksterne forbindelser. Navnlig har forslaget ingen negative virkninger for lande, der har indgået en præferencehandelsaftale med EU (f.eks. GSP- og AVS-lande, kandidatlandene og potentielle kandidatlande).

    2.           RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

    Gruppen for Økonomiske Tarifspørgsmål, som repræsenterer virksomhederne i de enkelte medlemsstater, er blevet hørt. Alle anførte kontingenter er aftalt i gruppen.

    Der blev ikke nævnt eventuelt alvorlige risici med uoprettelige følger.

    Forslaget sendes til tværtjenstlig høring og vil blive offentliggjort, når det er vedtaget af Rådet.

    3.           FORSLAGETS JURIDISKE ASPEKTER

    Ændring af en rådsforordning om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter med artikel 31 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som retsgrundlag. I henhold til denne artikel skal autonome toldkontingenter fastsættes af Rådet, der med kvalificeret flertal træffer afgørelse på forslag af Kommissionen.

    Forslaget hører under Unionens enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

    Foranstaltningerne er i overensstemmelse med principperne om forenkling af procedurerne for erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med udenrigshandel, og er i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse 98/C 128/02 fra 1998 vedrørende autonome toldsuspensioner og toldkontingenter (EFT C 128 af 25.4.1998, s. 2).

    4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

    Ikke-opkrævet told svarende til et samlet beløb på –1 254 825 EUR.

    5.           FAKULTATIVE ELEMENTER

    I bilaget til forordningsforslaget er der opstillet en liste over åbninger, forhøjelser og ændringer af autonome kontingenter.

    2012/0086 (NLE)

    Forslag til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EF) nr. 7/2010 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 31,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)       For at sikre tilstrækkelige og uafbrudte forsyninger med visse produkter, hvoraf der ikke produceres nok i Unionen, og for at undgå at forstyrre markederne for visse landbrugs- og industriprodukter er der ved Rådets forordning nr. 7/2010[1] åbnet autonome toldkontingenter, der muliggør import af disse produkter til nultold eller nedsat told. Af de samme årsager er det for to produkter nødvendigt at åbne et nyt toldkontingent til nulsats for passende mængder med virkning fra den 1. juli 2012.

    (2)       De tidligere fastsatte kontingentmængder for autonome EU-toldkontingenter med løbenumrene 09.2638, 09.2814 og 09.2889 er utilstrækkelige til at opfylde industriens behov i Unionen. Disse kontingentmængder bør derfor forhøjes fra den 1. januar 2012.

    (3)       For det autonome EU-toldkontingent med løbenummer 09.2633 bør produktbeskrivelsen desuden revideres.

    (4)       Derudover er det for kontingentet med løbenummer 09.2767 ikke længere i Unionens interesse at indrømme et toldkontingent for anden halvdel af 2012. Det bør derfor lukkes med virkning fra den 1. juli 2012, og den tilsvarende række bør udgå af bilaget til forordning (EU) nr. 7/2010.

    (5)       Forordning (EU) nr. 7/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (6)       Da nogle af de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, får virkning fra den 1. januar 2012 og andre fra den 1. juli 2012, bør forordningen anvendes fra samme datoer og straks træde i kraft —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I bilaget til forordning (EU) nr. 7/2010 foretages følgende ændringer:

    1)         Rækkerne med løbenumrene 09.2644 og 09.2645 som angivet i bilag I til denne forordning indsættes.

    2)         Rækkerne for toldkontingenterne med løbenumrene 09.2638, 09.2814 og 09.2889 affattes som angivet i bilag II til nærværende forordning.

    3)         Rækkerne for toldkontingenterne med løbenummer 09.2638 affattes som angivet i bilag I til denne forordning.

    4)         Rækken for toldkontingentet med løbenummer 09.2767 udgår.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. juli 2012.

    Artikel 1, nr. 2, anvendes dog fra den 1. januar 2012.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 13.4.2012.

                                                                           På Rådets vegne

                                                                           Formand

    BILAG I

    Toldkontingenter omhandlet i artikel 1, nr. 1 og 3

    Løbenr. || KN-kode || TARIC || Produktbeskrivelse || Kontingent-periode || Kontin-gent-mængde || Kon-tingent-toldsats (%)

    09.2644 || ex 3824 90 97 || 96 || Tilberedning med indhold af: —        dimethylglutarat på 55 % eller derover, men ikke over 78 % —        dimethyladipat på 10 % eller derover, men ikke over 28 % og —        dimethylsuccinat på ikke over 25 % || 1.7.-31.12. || 7 500 tons || 0 %

    09.2645 || ex 3921 14 00 || 20 || Celleblokke af celluloseregenerater, som er imprægneret med vand med indhold af magnesiumchlorid og kvaternær ammoniumforbindelse, og som måler 100 cm (± 10 cm) x 100 cm (± 10 cm) x 40 cm (± 5 cm) || 1.7.-31.12. || 650 tons || 0 %

    09.2633 || ex 8504 40 82 || 20 || Elektriske ensrettere, med effekt på 1 kVA og derunder, til anvendelse ved fremstilling af hårfjerningsapparater1) || 1.1.-31.12. || 4 500 000 stk. || 0 %

    1) Henførsel under denne underposition sker på de betingelser, der er fastsat i artikel 291 til 300 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (EFT L 253 11.10.1993, s. 1).

    BILAG II

    Toldkontingenter omhandlet i artikel 1, nr. 2

    Løbenr. || KN-kode || TARIC || Produktbeskrivelse || Kontin-gent-periode || Kontin-gent-mængde || Kon-tingent-toldsats (%)

    09.2638 || ex 2915 21 00 || 10 || Eddikesyre af renhed på 99 vægtprocent og derover (CAS RN 64-19-7) || 1.1.-31.12. || 1 000 000 tons || 0 %

    09.2889 || 3805 10 90 || || Sulfatterpentin || 1.1.-31.12. || 25 000 tons || 0 %

    09.2814 || ex 3815 90 90 || 76 || Katalysator, bestående af titandioxid og wolframtrioxid || 1.1.-31.12. || 3 000 tons || 0 %

    FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

    1.           FORSLAGETS BETEGNELSE:

    Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 7/2010 om åbning og forvaltning af autonome EU-toldkontingenter for visse landbrugs- og industriprodukter

    2.           BUDGETPOSTER

    Kapitel og artikel: Kapitel 12, artikel 120

    Budgetteret beløb for 2012: 19 171 200 000 EUR

    3.           FINANSIELLE VIRKNINGER

    ¨         Forslaget har ingen finansielle virkninger

    X         Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægter:

    (mio. EUR, 1 decimal)

    || ||

    Budgetpost || Indtægt[2] || 12-månedersperiode fra 1.1.2012 || 6-månedersperiode fra 1.7.2012

    Artikel 120 || Virkninger for EU's egne indtægter || - 0,7 || - 0,6

    4.           FORHOLDSREGLER MOD SVIG

    Bestemmelserne om forvaltning af toldkontingenter omfatter de forholdsregler, der er nødvendige for at forebygge og beskytte mod svig og uregelmæssigheder.

    5.           ANDRE BEMÆRKNINGER

    BILAG I

    Med virkning fra 1.7.2012:

    Toldkontingenter omhandlet i artikel 1, nr. 1 og 3

    Produkt-beskrivelse || Kontingent-mængde (tons) || Forventet pris (EUR pr. ton) || Told (%) (FTT 2012) || Kontingent-toldsats (%) || Forventet indtægtstab (EUR)

    Tilberedning 09.2644 || + 7 500 tons (oprindelig mængde: 0 tons) || 1 235 || 6,5 || 0 || 602 063

    Celleblokke 09.2645 || + 650 tons (oprindelig mængde: 0 tons) || 4 230 || 6,5 || 0 || 178 718

    Samlet indtægtstab: (780 781 EUR – 195 195 EUR) = 585 586 EUR netto.

    BILAG II

    Med virkning fra den 1.1.2012:

    Toldkontingenter omhandlet i artikel 1, nr. 2

    Produkt-beskrivelse || Ændring i kontingent-mængde (tons) || Forventet pris (EUR pr. ton) || Told (%) (FTT 2012) || Kontingent-toldsats (%) || Forventet indtægtstab i forhold til den foregående kontingentperiode (EUR)

    Eddikesyre 09.2638 || + 500 000 tons (oprindelig mængde: 500 000 tons) || 20 || 5,5 || 0 || 550 000

    Terpentin 09.2889 ||  + 5 000 tons (oprindelig mængde: 20 000 tons) || 677 || 3,2 || 0 || 108 320

    Katalysator 09.2814 || + 800 tons (oprindelig mængde: 3 000 tons) || 4 500 || 6,5 || 0 || 234 000

    Samlet indtægtstab i forhold til den foregående kontingentperiode: (892 320 EUR – 223 080 EUR) = 669 240 EUR netto.

    [1]               EUT L 3 af 7.1.2010, s. 1.

    [2]               Hvad angår EU's traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter og told), skal der være tale om nettobeløb, dvs. bruttobeløb med fradrag af opkrævningsomkostninger på 25 %.

    Top