31.7.2012

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 229/18

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EØSU's evaluering af tilsynsrapporten for 2011 om EU's strategi for bæredygtig udvikling (initiativudtalelse)

2012/C 229/04

Ordfører: Stefano PALMIERI

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 25. oktober 2011 i henhold til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

»EØSU's evaluering af tilsynsrapporten for 2011 om EU's strategi for bæredygtig udvikling«.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 11. maj 2012.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 481. plenarforsamling den 23.-24. maj 2012, mødet den 23. maj, følgende udtalelse med 138 stemmer for, 9 imod og 12 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at Eurostats overvågningsrapport (2011 monitoring report of the EU sustainable development strategy) er et vigtigt og nyttigt værktøj, der gør det muligt at:

—	gøre status over, hvor langt man er nået i realiseringen af målsætningerne under EU's strategi for bæredygtig udvikling,

—	revidere og forbedre strategiens mål, tiltag og foranstaltninger samt forfine de nuværende metoder og værktøjer, der anvendes til måling af bæredygtig udvikling,

—	håndtere nye udfordringer, især med den globale økonomiske og finansielle krises indvirkninger på udviklingsstrategien for øje.

1.2   I den forbindelse beklager EØSU, at Kommissionen ikke har udarbejdet en statusrapport over den bæredygtige strategis gennemførelse i EU, og henstiller til, at Kommissionen og de øvrige EU-institutioner tager stilling til resultaterne af Eurostat-rapporten. Rapporten udgør en integreret del af selve strategien og er et grundlæggende værktøj til en politisk evaluering af de foranstaltninger, der er gennemført frem til nu, og til fastlæggelse af den fremtidige udvikling.

1.3   EØSU mener således, at den politiske indsats skal være mere effektiv for at gennemføre strategiens målsætninger og som udgangspunkt bestræbe sig for at udføre en præcis måling af den aktuelle status for bæredygtige udvikling. Det indebærer en videnskabelig såvel som politisk evaluering af effektiviteten af de politiske foranstaltninger, der er gennemført til støtte for bæredygtighed.

1.4   Med henblik herpå gentager EØSU anmodningen om at tage hensyn til de stimuli og overvejelser, som Observatoriet for Bæredygtig Udvikling har opstillet på disse områder, så man kan få civilsamfundets synspunkter frem i lyset. For at få en vellykket overgang til en mere bæredygtig udviklingsmodel er det nødvendigt at iværksætte demokratiske processer, som fremmer offentlighedens viden om og deltagelse i beslutningsprocesserne, ved at udvikle strukturer til dialog mellem civilsamfundet og de politiske beslutningstagere.

1.5   EØSU fremhæver, at der er mulighed for at styrke forbindelserne mellem EU's strategi for bæredygtig udvikling og andre vigtige politiske initiativer i EU-regi. Bæredygtig udvikling er tværgående og altomfattende, hvilket i sig selv forudsætter en tæt forbindelse til alle andre nye politiske prioriteter (social lighed, bekæmpelse af fattigdom og arbejdsløshed, social retfærdighed, ressourceeffektivitet, beskyttelse af naturkapital, social samhørighed og udviklingssamarbejde).

1.5.1   Behovet for at sammenkoble EU's forskellige politiske strategier er især vigtigt under de nuværende omstændigheder. Den globale økonomiske krises alvorlige følger gør det nødvendigt at skelne mellem de påvirkninger, der stammer fra den nuværende økonomiske situation på globalt plan, og udviklingen af omfattende og langsigtede strukturerede udviklingsstrategier.

1.5.2   EØSU minder især om behovet for at skabe et bedre samarbejde og større integration mellem den europæiske strategi for bæredygtig udvikling og Europa 2020 for at sikre, at foranstaltninger under sidstnævnte har et klart mål om at skabe mere bæredygtig udvikling. Analyse af og søgning efter nye indikatorer gør det muligt at evaluere effektiviteten af foranstaltninger, der tilskynder til bæredygtige forbrugs- og produktionsmodeller, samt bidrage til Europa 2020-overvågningsprocessen.

1.6   Udvalget anbefaler at styrke den bæredygtige udviklings sociale dimension, specielt i lyset af den økonomiske krises indvirkninger på sociale spørgsmål – især i form af stigende arbejdsløshed, større ulighed og højere risiko for social udstødelse – som i højere grad rammer de svageste grupper, skaber langsigtede følgevirkninger for menneskers levevilkår og indsnævrer spillerummet inden for miljøbeskyttelsesområdet.

1.7   EØSU går stærkt ind for at fremme en økonomisk udvikling, der kan sikre økonomisk vækst og derved neutralisere de negative indvirkninger på miljøet, og som tager hensyn til de vigtige principper om lighed, samarbejde og social retfærdighed (som udgør grundlaget for selve begrebet om »bæredygtig udvikling«).

1.7.1   Udvalget giver sin opbakning til idéen om grøn vækst og udviklingen af en grøn økonomi, der finder sted inden for rammerne af en langsigtet bæredygtig udvikling og mindsker forskelle og uligheder med hensyn til mulighederne i overgangen til en kulstoffattig udviklingsmodel (1).

1.7.2   I den forbindelse glæder EØSU sig over ILO's (Den Internationale Arbejdsorganisation) henstillinger om grønne arbejdspladser med henblik på at sikre anstændige arbejdsvilkår og arbejdspladser af høj kvalitet til arbejdstagere under overgangen til en grøn økonomi og derved undgå, at den grønne økonomi kommer til at genskabe de sociale skel, som er opstået i andre overgangsfaser.

1.8   I overgangen til bæredygtighed er det uhyre vigtigt at styrke investeringerne i forskning og innovation, især på energiområdet, for at fremme en udviklingsmodel, der hovedsageligt er baseret på vedvarende energikilder og mindre afhængig af fossile brændstoffer, og stræbe efter at reducere den økonomiske energiintensitet, også med henblik på en positiv effekt på vækst og beskæftigelse, ved at iværksætte nye aktiviteter og fremme den økonomiske konkurrenceevne.

1.9   Uddannelse spiller parallelt med forskning og teknologisk innovation af høj kvalitet også en vigtig rolle: den viser civilsamfundet vej til en alternativ udviklingsmodel og udruster det med de rette værktøjer til en effektiv håndtering af de udfordringer, denne model medfører, samt styrker dets rolle som aktiv aktør for forandring.

1.10   Sikring af passende fremgangsmåder til bevidstgørelse om og uddannelse inden for bæredygtig udvikling er derfor en vigtig målsætning, der går hånd i hånd med målet om gennemførelse af mere effektive parametre til måling af fremskridt mod større bæredygtighed.

1.11   Det vil især være hensigtsmæssigt at følge EØSU's forslag og støtte udarbejdelsen af nye ikke-BNP-baserede indikatorer til måling af økonomiske fremskridt (2). Det er også nødvendigt at kombinere kvantitative og kvalitative analyser, herunder at være åben over for en undersøgelse af arbejdsmarkedets parters opfattelse og vurdering af bæredygtighed.

1.12   Det er kun ved at inddrage eksperter, politiske og sociale kræfter samt civilsamfundet i en fælles deltagelsesproces, at man kan realisere en ny politisk og social kultur, som er i stand til at skabe et udviklingskoncept, der favner og samler de tre sfærer – den økonomiske, den sociale og den miljømæssige – og bruger dem som udgangspunkt for konceptet om kvalitet og bæredygtighed i menneskers fremskridt.

2.   Indledning

2.1   Den aktuelle tilsynsrapport fra Eurostat om EU's strategi for bæredygtig udvikling i 2011 (2011 monitoring report of the EU sustainable development strategy) giver et detaljeret overblik over den nuværende situation i medlemsstaterne her to år efter krisen. Rapporten er således også en mulighed for kritisk at vurdere både de omfattende ændringer, der finder sted i samfundet, og den aktuelle debat om, hvorvidt overgang til en lavemissionsøkonomi gør det muligt at modstå recessionen, puste nyt liv i produktionen og vende den negative udvikling i beskæftigelsen.

2.2   I kraft af sin rolle som brobygger mellem EU-institutionerne og det organiserede civilsamfund ønsker EØSU at bidrage til de overvejelser, der er opstået i kølvandet på nævnte rapport, ved at inddrage institutioner, som repræsenterer de europæiske borgere, i vurderingen af, hvilke emner og projekter der er relevante for en bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling.

2.3   Formålet med denne udtalelse er desuden at følge op på de udtalelser, som EØSU har udarbejdet til FN's konference om bæredygtig udvikling (UN Conference on Sustainable Development – UNCSD), der afholdes i Rio de Janeiro (Rio + 20) i juni 2012.

2.3.1   Nærværende udtalelse er civilsamfundets bidrag til forhandlingerne på Rio + 20-topmødet, specielt med hensyn til den ene af de to nøgleudfordringer, som vil være omdrejningspunkt for mødet: den institutionelle ramme for bæredygtig udvikling.

3.   Generelle betragtninger

3.1   En analyse af 2011-rapportens data viser, at nogle af de fremskridt, der er sket på vej mod opfyldelsen af udviklingsstrategiens målsætninger, i højere grad kan tilskrives den nuværende økonomiske situation på globalt plan end gennemførelsen af langsigtede og strukturerede strategier med henblik på en bæredygtig udvikling. Det er vigtigt at prioritere analyse og håndtering af eksisterende uligheder mellem medlemsstaterne i forfølgelsen af disse mål.

3.1.1   Rapporten beskriver den positive udvikling fra 2000 frem til i dag og nævner bl.a.:

—	nedbringelse af antallet af personer, der risikerer fattigdom eller social udstødelse (selvom andelen af fattige lønmodtagere er steget),

—	stigning i middellevetid og generel forbedring af folkesundheden (skønt der stadig er forskelle, hvad angår adgang til sundhedsydelser),

—	nedgang i drivhusgasemissioner og øget brug af vedvarende energikilder,

—	stabilisering af almindelige fuglearters udbredelse og diversitet, hvilket er en god indikator for biodiversitetens generelle situation og økosystemernes integritet.

3.1.2   Hvad angår den negative udvikling, er der eksempler på:

—	stigende efterspørgsel på materialer, selvom der er set positive eksempler på øget ressourceproduktivitet,

—	stigende beskæftigelsesfrekvens for ældre arbejdstagere, men alligevel ikke nok til at opfylde målet for 2010,

—	fortsat fiskeri på højere niveauer end, hvad der er bæredygtigt for fiskebestandene,

—	differentiering, der på nuværende tidspunkt kun er relativ, mellem økonomisk udvikling og energiforbrug i transportsektoren, og manglende held med et skifte til mere miljøvenlige former for person- og varetransport,

—	manglende opfyldelse af det fastsatte mål for 2010, hvor 0,56 % af BNI skulle have været afsat til officiel udviklingsbistand.

3.2   Med hensyn til krisens indflydelse på den positive/negative udvikling, der er analyseret i Eurostat-rapporten, bemærkes det, at nedgangen i klimaændrende gasemissioner på den ene side kan tilskrives et mere effektivt energiforbrug og større brug af kulstoffattige brændstoffer, men på den anden har krisens recessive effekter også medvirket hertil.

3.2.1   Som forudsætning for alle økonomiske aktiviteter forekommer energi at være den variabel, der er tættest forbundet med økonomisk vækst. Dette ses bl.a. som et fald i det endelige energiforbrug sammen med et fald i BNP. Det er derfor nødvendigt at tage yderligere skridt i retning af differentiering mellem økonomisk vækst og miljømæssig belastning ved at afkoble velfærd fra energiforbrug.

3.3   Endelig viser rapporten, at der er sket vigtige fremskridt i EU i retning af en bæredygtig udvikling i miljømæssig, økonomisk og social henseende. EU's økonomi er dog stadig energi- og kulstofintensiv, og der er således behov for at øge indsatsen til fordel for omfattende strukturelle ændringer, der kan sætte gang i en langsigtet overgangsproces, som er upåvirket af den nuværende økonomiske situation på globalt plan.

4.   Særlige betragtninger

4.1   Analysen af indikatorer til måling af de socioøkonomiske fremskridt fra 2000 til 2011 viser meget tydeligt, hvilke følger den globale økonomiske krise har haft. Det er især tydeligt, når man ser nærmere på BNP, investeringer og produktivitet på arbejdspladsen.

4.1.1   Der er sket en negativ udvikling inden for arbejdsløshed og beskæftigelsesfrekvens, hvor procentsatserne for ungdomsarbejdsløshed er meget foruroligende. Der er derimod positive tegn i form af et opsving i husholdningers opsparing som svar på krisen. Udgifter til forskning og udvikling er steget og energiintensiteten er blevet forbedret og fuldt differentieret.

4.1.2   På det socioøkonomiske område ser rapporten på, hvilke fremskridt der er sket på vej mod et samfund, der er baseret på en innovativ og miljøeffektiv økonomi, som giver civilsamfundet høje levestandarder. Den økonomiske krise har haft en negativ indvirkning på indfrielsen af disse mål. Imidlertid kan udviklingen hen imod en grønnere økonomi være en stærk løftestang for håndtering af recessionen ved at sætte skub i produktion og beskæftigelse.

4.2   Analysen af fremskridt inden for bæredygtige produktions- og forbrugsmodeller viser modstridende tendenser. På trods af at EU's ressourceudnyttelse er blevet mere effektiv, ser man stadig en stigende materialeefterspørgsel. På energiområdet vokser elektricitetsforbruget, mens slutbrugernes energiforbrug falder. Med hensyn til affald er der en øget produktion af farligt affald, men samtidig ses et fald i mængden af ikke-mineralsk affald og stigende genbrug. Desuden kommer der stadig flere biler til, samtidig med at emissionerne af forurenende stoffer falder, hvilket især kan tilskrives tilbagegang i transportsektoren og udbredelse af bedre motorer.

4.2.1   De undersøgte indikatorers brogede resultat viser, at der på trods af påviste fremskridt er behov for en yderligere indsats for at opfylde målsætningen om at bryde forbindelsen mellem økonomisk vækst og ressourceudnyttelse i respekt for økosystemernes bæreevne. Derudover er det afgørende at betragte forbrug og produktion som et mere indbyrdes afhængigt fænomen og at fremme konceptet om produkters livscyklus. Det er derfor vigtigt, at man i højere grad investerer i oplysningstiltag til fordel for mere miljøvenlige produktions- og forbrugsmodeller.

4.3   Indikatorerne for social inddragelse viser ret positive udviklingstendenser med nedbringelse af risikoen for fattigdom og social udstødelse. Ikke desto mindre stiger risikoen for fattigdom for personer mellem 25 og 49 år og ungdomsarbejdsløsheden blandt de 18- til 24-årige, om end i mindre omfang. På den anden side er fattigdomsintensitet, lønforskelle, langtidsarbejdsløshed og lønmæssige kønsskævheder blevet reduceret.

4.3.1   Af negative tendenser ser man bl.a., at andelen af fattige lønmodtagere er steget, mens deltagelsen i livslang læring ikke er steget i tilstrækkelig omfang til at nå målet for 2010. Desuden skal antallet af elever, der forlader skolen for tidligt, i væsentlig grad nedbringes.

4.3.2   Selvom rapporten tegner et forholdsvist positivt billede, er det stadig nødvendigt at forbedre resultaterne for skolefrafald og livslang læring. Risikoen for fattigdom rammer navnlig befolkningsgrupper med en lav uddannelse. Desuden spiller uddannelse og efteruddannelse en vigtig rolle, hvis man skal kunne nyde godt af de beskæftigelsesmæssige muligheder, der er knyttet til udviklingen af en grøn økonomi, som kræver udvikling af nye og miljøeffektive teknologier og en kompetencetilpasning i overensstemmelse med processerne for teknologisk innovation. Uddannelse er således vigtig, både for at fremme unges adgang til arbejdsmarkedet og for at opfylde behov hos lønmodtagere, der skal leve op til nye krav som følge af de igangværende ændringer.

4.4   Analysen af de demografiske ændringer viser, at der er sket betydelige forbedringer i ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens, i middellevetiden på den anden side af 65 år og i reduktionen af risikoen for fattigdom efter de 65 år.

4.4.1   På trods af disse forbedringer har man dog konstateret en stigning i de kvantitative og kvalitative niveauer for udgifter til velfærd og for offentlig gæld. Som følge af de påviste demografiske ændringer – særligt de lavere fødselsrater og den længere middellevetid samt de ubalancer, som disse faktorer skaber på tværs af generationerne – er det bydende nødvendigt at tage udfordringen op og skabe et socialt rummeligt samfund, hvor offentlige udgifter er bæredygtige, og velfærdsudgifter baseres på de ændrede behov, som fører til større efterspørgsel på pension, sundhedsydelser og langsigtet lægebehandling.

4.5   Hvad folkesundheden angår, er der sket forbedringer, så befolkningen nu lever længere og sundere. Middellevetiden er blevet længere, antallet af dødsfald pga. kroniske sygdomme og selvmord falder. Desuden ser man en lavere produktion af giftige kemikalier, færre alvorlige arbejdsulykker og mindre eksponering for støjforurening. Imidlertid er der stadig skår i dette positive billede i form af uligheder mellem forskellige socioøkonomiske grupper, når det gælder adgang til sundhedsydelser.

4.5.1   Folkesundhed omfatter forskellige sociale, økonomiske og miljømæssige udviklingsaspekter (sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, finansiering af lægebehandling, eksponering for forurenende stoffer mv.), som er en af udviklingsstrategiens største udfordringer, der kræver en større indsats med henblik på en analytisk og integreret metode til at samle de tre sfærer for bæredygtighed, som ofte bliver betragtet hver for sig.

4.6   En undersøgelse af indikatorerne for klimaforandringer og energi viser, at der er væsentlige forbedringer, men det tætte bånd mellem energi og økonomisk udvikling har ikke desto mindre i høj grad påvirket disse tendenser, som har rod i den økonomiske krise. Af positive eksempler kan bl.a. nævnes: en nedbringelse af drivhusgasemissionerne, hvilket har bragt EU tættere på målet om en reduktion på 20 % i 2020 og Kyoto-målet for 2012, en stigning i vedvarende energikilders energiandel, der vil kunne opfylde målet om, at 20 % af det interne bruttoenergiforbrug skal dækkes af vedvarende energikilder, inden 2020 samt et større forbrug af vedvarende energi i transportsektoren. Endelig er efterspørgslen på energi faldet.

4.6.1   På minus-siden har man fra 2000 til 2009 været vidne til øget afhængighed af importeret energi, manglende indfrielse af målet om, at 21 % af elektricitetsproduktionen skal komme fra vedvarende energikilder, samt beskedne fremskridt inden for kraftvarmeproduktion og inden for omlægning af skattebyrden fra arbejde til ressourceudnyttelse.

4.6.1.1   Energiproduktion og -forbrug er de største syndere i forhold til CO2-emissioner og således også i forhold til den miljømæssige påvirkning på globalt plan. Teknologisk innovation i energisektoren er derfor af ekstrem stor betydning. Desuden er det især udvikling af vedvarende energikilder og energieffektivitet, der udover at nedbringe klimaændrende gasemissioner også kan give økonomiske og sociale fordele pga. nye aktiviteter, som skaber arbejdspladser, ved at sammenkæde miljøbeskyttelsespolitikker og politikker for økonomisk og arbejdsrelateret vækst.

4.6.1.2   Med dette for øje er det vigtigt at undgå, at den økonomiske krise får en negativ indvirkning på processerne for at skabe en grønnere økonomi, der er i gang med at blive gennemført, men som er særligt udsatte under den nuværende recession.

4.7   Ændringer inden for bæredygtig transport kan delvis tilskrives den økonomiske krise og dens følger. Den som følge heraf reducerede transportmængde har især betydet færre færdselsulykker samt et fald i drivhusgasemissioner og energiforbrug, hvilket har ført til differentiering, som dog kun er relativ.

4.7.1   På den positive side er der sket fremskridt både med hensyn til reduktion af CO2-emissioner fra nye biler og et fald i emissioner af luftforurenende stoffer. Negativt er det dog, at man hverken inden for godstransport eller inden for personbefordring er gået over til mere miljøvenlige transportformer.

4.7.1.1   Transportsektoren er kompleks og de kritiske punkter i denne sektor har forskellige årsager, heriblandt livsstil og kulturbaserede forbrugsmodeller. Transportsektoren er i denne sammenhæng et eksempel på, at man for effektivt at bekæmpe klimaforandringer ikke kan nøjes med politisk handling og tekniske løsninger, men også må bede borgerne om at gøre en indsats i deres daglige rutiner.

4.8   Indsatsten for beskyttelsen af naturressourcer har givet nogle positive resultater, men der er lang vej endnu. Selvom udbredelsen og diversiteten er stabil for mange almindelige fuglearter, foregår der stadig rovdrift på fiskebestandene  (3). Selvom flere naturområder er blevet fredet, udvides byområder fortsat på bekostning af landbrugsområder og halvvilde naturområder.

4.8.1   Naturressourcerne er ikke blot en forudsætning for udvikling af samfundets produktion og forbrug, men også grundlaget for balance i økosystemerne, og en ændring af denne kan få uoprettelige konsekvenser for hele jorden. Der er derfor behov for en større indsats for at standse miljøforringelser gennem bevarelse af jordens naturkapital og biodiversitet.

4.8.2   Der er et stadigt større behov for at mindske kløften mellem de økologiske indikatorer ved at tilføje supplerende indikatorer, så de bedre afspejler situationen i forhold til biologiske ressourcer og almene fordele, nu og i fremtiden, som stammer fra velfungerende økosystemer.

4.9   Siden 2000 er der sket en positiv udvikling inden for globale partnerskaber på trods af krisens negative indflydelse på handelsstrømme (pga. stigende import fra udviklingslande og faldende landbrugsstøtte i EU), investeringer i bæredygtig udvikling og forvaltning af naturressourcer.

4.9.1   På den anden siden er der kun sket en svag stigning i andelen af bruttonationalindkomsten, som anvendes til statslig udviklingsbistand, så målet for 2010 blev ikke opfyldt. Kløften mellem EU's og udviklingslandenes CO2-emissioner er blevet mindre pga. en stigning i sidstnævntes emissioner over for et fald i medlemsstaternes.

4.9.2   De globale partnerskaber er et grundlæggende element i EU's strategi for bæredygtig udvikling: bekæmpelse af udbredt fattigdom, uligheder og manglende adgang til ressourcer i mindre udviklede lande og udviklingslande er blandt af den bæredygtige udviklings vigtigste udfordringer. Herfra stammer forpligtelsen til at hjælpe fattigere lande med at få del i overgangen til bæredygtighed på retfærdig vis og til at tage hånd om den globale befolkningstilvækst, længere middellevetid og stigende forbrug af råmaterialer.

4.10   Indikatorerne for god forvaltningsskik viser både en positiv og en negativ tendens. Hvad angår den positive udvikling, ses bl.a. a) væsentligt færre overtrædelser af EU-lovgivningen fra medlemsstaternes side, b) at antallet af omsatte EU-direktiver fra 2007 til 2009 har ligget over målet på 98,5 %, c) en stigning i adgangen til e-forvaltningstjenester for offentlige basisydelser og borgernes brug af dem, og d) at halvdelen af de adspurgte borgere angiver at have tillid til Europa-Parlamentet. Med hensyn til de negative punkter ses bl.a.: e) at valgdeltagelsen er faldet i forbindelse med de nationale valg, og at valgdeltagelsen i valg til Europa-Parlamentet er endnu lavere end ved de nationale valg (forskel på mere end 20 % i de 27 medlemsstater med kun et land, hvor situationen er omvendt), samt f) at der endnu ikke er sket tilstrækkelige fremskridt med hensyn til omlægning af beskatningen, så miljøafgifter kommer til at udgøre en større del af skatteindtægterne.

4.10.1   Forvaltningsskik er nært forbundet med bæredygtig udvikling og anerkendelse af princippet om social lighed og ligebehandling af alle aldersgrupper, som forudsætter, at de fremtidige generationers interesse indgår som en del af de nuværende generationers aftaler. En god forvaltningsskik forudsætter, at der sker en udvikling hen imod et demokratisk samfund, som foregår ved, at man inddrager økonomi, arbejdsmarkedets parter og samfundet gennem strukturer for dialog mellem borgere og de ansvarlige politikere.

4.11   EØSU mener, at inddragelse og deltagelse af civilsamfundet er grundlæggende vigtigt, hvis der skal ske yderligere fremskridt i retning af bæredygtig udvikling, og hvis EU's udviklingsstrategi skal konsolideres. For at sikre deltagelse af civilsamfundet og give det mulighed for at bidrage til en bæredygtig udvikling er det nødvendigt at øge adgang til viden og information om bæredygtighed.

4.12   For at sikre en mere effektiv kommunikation er det også nødvendigt at opstille mere effektive parametre til måling af fremskridt inden for bæredygtig udvikling. Det vil især være hensigtsmæssigt at følge EØSU's forslag og støtte udarbejdelsen af nye ikke-BNP-baserede indikatorer til måling af økonomiske fremskridt (4), hvor vurderingen af den miljømæssige og sociale kvalitet indgår i den samlede økonomiske vurdering. Det er også nødvendigt at kombinere kvantitative og kvalitative aspekter, herunder at være åben over for en undersøgelse af arbejdsmarkedets parters opfattelse og vurdering af bæredygtighed.

4.13   Udviklingen af et godt »informationssystem«, som drejer sig om mere end blot viden, er en del af den beslutningsmæssige og politiske proces og udgør grundlaget for opstillingen af et system for sociale præferencer. Dette er årsagen til, at overvejelserne om de sociale og miljørelaterede fremskridt og deres betydning samt den efterfølgende søgning efter nye indikatorer og fortolkningsværktøjer skal ske med aktiv inddragelse af eksperter, politiske og sociale kræfter og civilsamfundet og gennem demokratisk deltagelse i beslutningsprocessen.

4.14   EØSU bemærker, at der ikke er udarbejdet en rapport om fremtidsudsigterne på baggrund af Eurostats arbejde og beder om afklaring på, hvordan udviklingen af fremtidige politikker og tendenser vil blive inkorporeret i såvel Kommissionens som medlemsstaternes arbejde.

---

(1)  EØSU's udtalelse om »EØSU's holdning til forberedelserne til FN's konference om bæredygtig udvikling (Rio + 20)«, EUT C 143 af 22.5.2012, s. 39.

(2)  EØSU's initiativudtalelse om »BNP og mere – inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer«, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 14.

(3)  EØSU's udtalelse om »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter«, ordfører: Gabriel Sarró Iparraguirre, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 183 .

(4)  EØSU's udtalelse om »BNP og mere – inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer«, EUT C 181 af 21.6.2012, s. 14 .

---