This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012DC0673
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS A Blueprint to Safeguard Europe's Water Resources
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET En plan for at beskytte Europas vandressourcer
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET En plan for at beskytte Europas vandressourcer
/* COM/2012/0673 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET En plan for at beskytte Europas vandressourcer /* COM/2012/0673 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET En plan for at beskytte Europas
vandressourcer 1. Begrundelsen for planen;
tilstanden i EU's vandområder er ikke tilstrækkeligt god! Vand er en forudsætning for mennesker, naturen
og økonomien. Vandressourcer fornys løbende, men de er også begrænsede og kan
ikke fremstilles eller erstattes af andre ressourcer. Ferskvand udgør blot ca.
2 % af vandet på planeten, og konkurrerende efterspørgsel kan føre til et
forsyningsunderskud, som anslås til 40 % af de globale vandressourcer i
2030[1]. EU's vandpolitik har med succes bidraget til
at beskytte vore vandressourcer. Denne plan for at beskytte Europas
vandressourcer sigter mod at takle hindringer, der hæmmer indsatsen for at
beskytte Europas vandressourcer, og den bygger på en omfattende evaluering af
de eksisterende politikker. Planen bygger på et væld af oplysninger og
analyser, herunder Miljøagenturets statusrapport om vand[2], Kommissionens vurdering af
medlemsstaternes vandområdeplaner og revision af politikken om vandknaphed og
tørke[3]
og et sundhedstjek af EU's ferskvandspolitik[4].
Den ledsages endvidere af en konsekvensanalyse[5].
Planen bygger på omfattende offentlige høringer såvel inden for rammerne af
udarbejdelsen af planen som i forbindelse med sundhedstjekket med deltagelse af
offentligheden, de berørte parter, medlemsstaterne og andre EU-institutioner
og -organer[6].
I planen erkendes det, at der er udtalte forskelle i EU's vandmiljø, og i
overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet foreslås der derfor ikke nogen
universalløsning. Det understreger centrale temaer, der omfatter: forbedret
arealanvendelse, håndtering af vandforurening, forbedring af vandeffektivitet
og modstandsdygtighed over for vandmangel og forbedret forvaltning hos dem,
der deltager i forvaltningen af vandressourcerne. 1.1. Den politiske baggrund EU's vandpolitik har med held bidraget til at
beskytte vandressourcerne i de seneste tre årtier. Europæerne kan uden risiko
drikke vand fra hanen og svømme i tusindvis af kystområder, floder og søer i
hele EU. Forureningskilder i byer, industrien og landbruget er reguleret, og
dette har ført til betydelige forbedringer af de europæiske vandområders
kvalitet især ved at nedbringe et overskud af næringsstoffer. Som følge heraf
har præstigefyldte arter, såsom laks og stør, nogle steder fundet tilbage til
Europas floder. I 2000 tog EU's vandrammedirektiv[7] for første gang på en
helhedsorienteret måde fat på alle de udfordringer, som EU's vandområder
udsættes for, og gjorde det således klart, at vandforvaltning er langt mere end
blot vandforsyning og -rensning. Det berører fysisk planlægning og
arealudnyttelse, der påvirker både vandkvalitet og ‑kvantitet. Det forudsætter
en koordinering med medlemsstaternes fysiske planlægning og en integration i de
finansielle prioriteringer. Vandrammedirektivet indeholder en målsætning om at
opnå en god tilstand senest i 2015. Denne frist nærmer sig hastigt.
Miljøagenturets statusrapport om vand og Kommissionens vurdering af
medlemsstaternes vandområdeplaner, der er udarbejdet inden for rammerne af
vandrammedirektivet, giver samstemmende udtryk for, at denne målsætning kun vil
kunne nås i lidt over halvdelen (53 %) af EU's vandområder. Der er derfor
behov for en betydelig yderligere indsats for at bevare og forbedre kvaliteten
af EU's vandområder. Der er en indbyrdes sammenhæng i
hovedårsagerne til den negative påvirkning af vandets tilstand. Disse omfatter
klimaændringer, arealanvendelse, økonomiske aktiviteter såsom energiproduktion,
industri, landbrug og turisme, byudvikling og demografiske ændringer. Dette
pres tager form af forurenende emissioner, overforbrug af vand (vandstress),
fysiske forandringer af vandforekomsters tilstand og ekstreme vejrbegivenheder
såsom oversvømmelser og tørke, der vil tiltage, medmindre der gribes ind. Som
følge heraf trues EU's vandområders miljømæssige og kemiske tilstand, stadig
flere områder af EU trues af vandknaphed, og vandøkosystemer – som samfundet er
afhængige af – kan blive mere sårbare over for ekstreme klimaforhold, såsom
oversvømmelser og tørke. Det er afgørende, at der tages fat på disse
udfordringer for at bevare ressourcegrundlaget for mennesker, naturen og
økonomien og for at beskytte menneskers sundhed. EU må fokusere på grøn vækst og styrke
ressourceeffektiviteten (herunder for vandressourcer) med henblik på at sikre
en bæredygtig genopretning af den nuværende økonomiske og miljømæssige krise,
tilpasse sig til klimaændringerne og ruste sig over for katastrofer. Overvindes
disse udfordringer, rummer dette et betydeligt potentiale til at sætte skub i
konkurrenceevnen og væksten i den europæiske vandsektor, som omfatter
9 000 aktive SMV'er, og direkte står for 600 000 arbejdspladser alene i
vandforsyningssektoren. Der er også et potentiale for grøn vækst i andre
vandrelaterede sektorer (vandforbrugende industrier, udvikling af vandteknologi
osv.), hvor innovation kan øge driftseffektiviteten. 60 % af EU's område befinder sig i
grænseoverskridende vandløbsoplande. De hydrologiske kredsløb er indbyrdes
forbundne i en sådan grad, at arealanvendelsen i ét land kan påvirke nedbøren
uden for dettes grænser. Desuden påvirker det europæiske marked, EU's fælles
politikker og medlemsstaternes politikker vandets tilstand i betydelig grad.
Derfor foreslår Kommissionen denne plan for at beskytte Europas
vandressourcer. Planens langsigtede mål er at sikre bæredygtighed i alle
aktiviteter, der påvirker vandressourcerne, og derved sikre adgang til vand af
god kvalitet med henblik på en bæredygtig og rimelig udnyttelse af vand. Dette
mål er allerede knæsat i vandrammedirektivet på forskellige måder. Planen vil
bidrage til at nå målet ved at udpege hindringer og måder, hvorpå de kan
overvindes. 2. "God vandtilstand"
og hvordan den opnås; noget bedre, noget mere og noget nyt Selv om planens mål ikke er nyt, er det første
gang, at så megen information om vandets tilstand på hele kontinentet er
stillet til rådighed – især takket være udarbejdelsen af vandområdeplaner i
medfør af vandrammedirektivet og ovennævnte vurderinger. Disse og de berørte
parters synspunkter peger begge i retning af, at EU's nuværende retlige rammer
for vand er omfattende, fleksible og stort set i stand til at imødegå de
udfordringer, som det akvatiske miljø er udsat for. Der er dog behov for en bedre
gennemførelse og større integration af vandpolitiske målsætninger i
andre politikker som f.eks. den fælles landbrugspolitik, Samhørighedsfonden og
strukturfondene samt politikker for vedvarende energi, transport og integreret
katastrofehåndtering. Den utilstrækkelige grad af gennemførelse og integration
har rod i komplekse årsager, som er analyseret i den ledsagende
konsekvensanalyse. De hidrører fra en række vandforvaltningsproblemer i
relation til en utilstrækkelig udnyttelse af økonomiske instrumenter, manglende
støtte til specifikke foranstaltninger, dårlig forvaltningspraksis og
videnskløfter. Kun i et fåtal af tilfælde er der konstateret mangler, som
krævede en fuldstændiggørelse af den aktuelle ramme med nye
foranstaltninger af lovgivningsmæssig/juridisk karakter. Succesen
med den fremgangsmåde, der foreslås i planen, vil tydeligvis afhænge af
medlemsstaternes vilje og indsats for at inddrage de berørte parter og følge op
på Kommissionens forslag om at forbedre gennemførelsen af den gældende
lovgivning. Den fælles gennemførelsesstrategi (CIS) for vandrammedirektivet,
der inddrager alle medlemsstaterne og relevante berørte parter, bør i den
sammenhæng fortsat spille en positiv rolle i vandrammedirektivets gennemførelse.
Planen tilstræber at bygge på den fælles gennemførelsesstrategi, hvor det er
muligt, for at forankre ejerskabet og lette gennemførelsen af Kommissionens
forslag. Den vægt, som tillægges den fælles gennemførelsesstrategi, er dog ikke
ensbetydende med, at Kommissionen vil opgive sin håndhævende rolle med hensyn
til lovgivning på vandområdet. Alt efter de fremskridt, som medlemsstaterne har
gjort for at tage højde for deres mangler i gennemførelsen, kan der opstå behov
for at indlede overtrædelsesprocedurer. Der kan også blive behov for at
overveje lovgivningsinitiativer. Der tages fat på problemområderne i de
følgende afsnit, og der stilles forslag til den videre indsats i henseende til
arealanvendelse/økologisk tilstand, kemisk tilstand og vandforurening,
vandeffektivitet og modstandsdygtighed over for vandmangel samt tværgående
spørgsmål. Det bør dog erindres, at alle disse områder er indbyrdes forbundne
aspekter af vandforvaltningen, og de foreslåede foranstaltninger vil bidrage
til opfyldelsen af flere mål på én gang. Eksempel forventes foranstaltninger
vedrørende vandeffektivitet og modstandsdygtighed over for vandmangel at få
gavnlige virkninger for den økologiske og kemiske tilstand og omvendt. 2.1. Arealanvendelse og den
økologiske tilstand i EU's vandområder; problemer og løsninger Af Miljøagenturets statusrapport om vand og
Kommissionens vurdering af vandområdeplanerne fremgår det, at en god økologisk
tilstand for øjeblikket er opnået i 43 % af de rapporterede
ferskvandsområder, og at de yderligere foranstaltninger, der indgår i planerne,
forventes at forhøje andelen til 53 % frem til 2015. Selv om der stadig er behov for at forbedre
vurderingen af den økologiske tilstand, ser det ud til, at det mest udbredte
pres på den økologiske tilstand i EU (19 medlemsstater) stammer fra ændringer i
vandområder[8]
som følge af f.eks. dæmninger til vandkraft og sejlads eller dræning af land
til landbrug; diger til beskyttelse mod oversvømmelse. Der findes kendte metoder til at tackle disse
belastninger, og de bør anvendes. Når eksisterende bygværker til vandkraft,
sejlads eller andre formål bryder vandløbets kontinuitet, og ofte fisks
vandring, bør afbødende foranstaltninger såsom fisketrapper og
fiskeelevatorer være normal praksis. Dette sker i øjeblikket først og
fremmest for nybyggeri som følge af vandrammedirektivets bestemmelser (artikel
4, stk. 7), men det er vigtigt gradvist at opgradere eksisterende bygværker for
at forbedre vandets tilstand. Når der er planer om at foretage betydelige nye
ændringer af vandområder, bør strategiske miljøvurderinger (SMV)[9] gennemføres i tillæg til vurderinger
af indvirkningen på miljøet (VVM)[10]
for specifikke projekter. Eksempelvis bør nationale og regionale planer om
udvikling af vandkraft gøres til genstand for en SMV for at afdække, hvor
dæmninger kan placeres for at minimere skadelige miljøpåvirkninger og sårbarhed
over for katastrofale risici eller for at sammenholde planerne med udviklingen
af alternative vedvarende energikilder[11].
Tilsvarende bør SMV af planer om udvikling af sejlads ad indre vandveje se
nærmere på, hvilke vandveje der kan benyttes til mest mulig trafik til de
laveste miljøomkostninger og i den mest bæredygtige kombination med andre
transportformer[12].
Kommissionen vil være særlig opmærksom på håndhævelsen af artikel 4, stk. 7.
Tværnationale spørgsmål bør også tages op i EU's forbindelser med tredjelande,
herunder inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik og
udvidelsespolitikker. Pres fra landbrug og beskyttelse mod
oversvømmelser kan afbødes eller forebygges. Metoderne omfatter udvikling af bræmmer,
der skaber biologisk kontinuitet mellem floder og deres banker, og grøn
infrastruktur, når det er muligt, f.eks. genoprettelse af flodbredsområder,
vådområder og flodsletter med henblik på at begrænse afstrømning, støtte den
biologiske mangfoldighed og jordens frugtbarhed og forebygge oversvømmelser og
tørke. Dette er et værdifuldt alternativ til den gængse "grå"
infrastruktur (f.eks. dæmninger, diger og opstemninger). Der bør lægges særlig
vægt på at undgå en forringelse af øvre løb. Det drejer sig om små vandområder
(udklækningssted for mange fiskearter), som ifølge VVM ofte trues af landbruget
(dræning og påfyldning) og udtørring. Fiskedamme spiller også en vigtig rolle
for at begrænse afstrømningen og oplagre vand i landskabet samt forebygge
oversvømmelser og erosion. På den baggrund er slagkraftige værktøjer til
integration af politikker nedfældet i Kommissionens forslag til den flerårige
finansielle ramme (FFR)[13]
for 2014-2020, der i høj grad kunne fremme udbredelsen af grøn infrastruktur.
Forslaget i FFR om at afsætte 20 % af EU's budget til integration af
klimaaspekter forventes at øge støtten til alle former for vandrelaterede
foranstaltninger vedrørende tilpasning til klimaændringer. Visse dele af de
miljømæssige indsatsområder, f.eks. bræmmer, i Kommissionens forslag om at gøre
den fælles landbrugspolitiks første søjle grønnere kunne tjene som
naturlige vandbindingsforanstaltninger, der er en form for grøn infrastruktur.
Naturlige vandbindingsforanstaltninger kunne også støttes finansielt af Samhørighedsfonden
og strukturfondene som et alternativ til "grå" infrastruktur.
Forslaget til den nye Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) omfatter
foranstaltninger til at fremme udviklingen af en bæredygtig akvakultur til
støtte for bevarelse og forbedring af miljøet, den biologiske mangfoldighed,
landskabspleje og traditionelle kendetegn for akvakulturområder. Kommissionens forslag angående den flerårige
finansielle ramme skal underbygges og uddybes yderligere i
gennemførelsesbestemmelser. Medlemsstaterne må prioritere vandpolitiske
målsætninger tilstrækkeligt højt, når de forhandler partnerskabsaftaler med
Kommissionen med henblik på programmering af EU-midler. Medlemsstaterne bør øge deres indsats for at
integrere politikker på nationalt plan med henblik på at udbygge grønne
infrastrukturer. De bør bruge vandområdeplaner i fuldt omfang, hvilket
forudsætter en integreret tilgang til forvaltning af vandressourcerne på tværs
af politikområder som f.eks. landbrug, akvakultur, energi, transport og
integreret katastrofehåndtering. Kommissionen foreslår at udvikle CIS-vejledning
om naturlige vandbindingsforanstaltninger for at lette denne integrerede
tilgang og vil også overveje at udarbejde vejledning for at sikre et passende
beskyttelsesniveau for skaldyrvande. Det næsthyppigst forekommende pres på EU's
økologiske tilstand (i 16 medlemsstater) skyldes overforbrug af vand.
Der bør skelnes mellem for høj tildeling af vandindvindingsrettigheder til
brugere i et vandløbsopland, der kan henføres til en overvurdering af den
disponible mængde eller et økonomisk eller politisk pres, og vandindvinding,
der er ulovlig, fordi den udføres uden tilladelse eller under tilsidesættelse
af en tilladelse. For at løse problemet med for høj tildeling
er der i mange af EU's vandløbsoplande behov for en kvantitativ vandforvaltning
på et langt mere solidt grundlag - der er behov for at fastlægge en økologisk
gennemstrømning, dvs. den mængde vand, der kræves, for at det akvatiske
økosystem fortsat kan trives og skabe det grundlag, som vi er afhængige af. I
den henseende har det fundamental betydning at anerkende, at vandets kvalitet
og kvantitet hænger nøje sammen i konceptet "god tilstand". Der
findes imidlertid ingen EU-definition af økologisk gennemstrømning eller en
fælles forståelse af, hvordan den bør beregnes, selv om dette er forudsætningen
for en konsekvent anvendelse. For at afhjælpe denne mangel foreslår
Kommissionen, at der udarbejdes en vejledning i forbindelse med vandrammedirektivets
fælles gennemførelsesstrategi ved hjælp af dennes åbne og demokratiske proces.
Når der er opnået enighed om en fælles definition og en beregningsmetode, bør
disse gennemføres i den næste cyklus af vandområdeplaner, som forventes vedtaget
inden udgangen af 2015. Med hensyn til ulovlig indvinding[14] er det op til medlemsstaterne
at anvende alle midler i indsatsen for at håndhæve EU-lovgivningen og den
nationale lovgivning, men anvendelse af satellitbilleder og deraf afledte
oplysninger, således som det f.eks. fremgår af den globale miljø- og
sikkerhedsovervågning (GMES), kan i betragtelig grad hjælpe dem med at udpege
områder, som kunstvandes langt mere end tilladt i nationale tilladelser, eller
som endog ingen tilladelse har. Kommissionen foreslår
derfor at arbejde sammen med de medlemsstater, der har problemer med ulovlig
indvinding med henblik på at foreslå GMES-tjenester, som gør fuld brug
af de disponible oplysninger på medlemsstatsniveau for at afsløre ulovlig
indvinding. Tabel 1 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Der udvikles CIS-vejledning om naturlige vandbindingsforanstaltninger (grøn infrastruktur). || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Den fælles landbrugspolitiks første søjle gøres grønnere til støtte for naturlige vandbindingsforanstaltninger (gennem miljømæssige indsatsområder). || Kommissionen og medlemsstaterne || Fra 2014 Strukturfondene, Samhørighedsfonden og lån fra EIB anvendes til støtte for naturlige vandbindingsforanstaltninger. || Kommissionen, EIB og medlemsstaterne || 2014-2021 Der udvikles CIS-vejledning om økologisk gennemstrømning (og vandregnskaber). || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 GMES-tjenester anvendes til at afsløre ulovlig indvinding. || Kommissionen og medlemsstaterne || Fra 2013 2.2. EU-vandområders kemiske
tilstand og forurening; problemer og løsninger Oplysningerne i vandområdeplanerne om den
kemiske tilstand er ikke tilstrækkeligt klare til at fastlægge et
referencegrundlag for 2009, som er det år, hvor planerne er vedtaget. Der er
sket forbedringer af vandområdernes kemiske kvalitet i de seneste 30 år, men
situationen med hensyn til de prioriterede stoffer – som er grundlaget for den
vurdering af den kemiske tilstand, der er indført ved vandrammedirektivet –
lever ikke op til forventningerne. Vurderingen
af den kemiske tilstand viser, at tilstanden i en stor andel (ca.
40 %) af vandområderne er ukendt. Overvågningen er tydeligvis
utilstrækkelig og uhensigtsmæssig i mange medlemsstater, især i de tilfælde,
hvor ikke alle de prioriterede stoffer overvåges, hvor antallet af overvågede
vandområder er meget begrænset, og/eller når udvælgelsen af det delmiljø i
vandmiljøet, hvori stoffer overvåges, er uegnet. Opfyldelsen af overvågningsforpligtelserne
i henhold til vandrammedirektivet er afgørende for at støtte en robust
beslutningstagning, især fordi omkostningerne ved overvågning er meget lavere
end omkostningerne ved at træffe uhensigtsmæssige beslutninger. I tiden før vandrammedirektivet tog EU fat på
betydelige punktkilder og diffus kemisk og anden forurening af vandmiljøet
gennem en række retsakter, herunder direktivet om rensning af byspildevand[15], nitratdirektivet[16], direktivet om
plantebeskyttelsesmidler[17]
og direktivet om industrielle emissioner[18].
Med disse direktiver beskyttes vandressourcer mod forurening fra udledning af
næringsstoffer og/eller andre kemikalier fra landbrug, husholdninger og
industrien. Skønt der er gjort væsentlige fremskridt med
gennemførelsen af disse direktiver, er der ikke opnået fuld overholdelse, og
dette hindrer virkeliggørelsen af de indeholdte miljømålsætninger. Forurening
fra diffuse kilder og punktkilder forårsager stadig et betydelig pres på
vandmiljøet i henholdsvis ca. 38 % og 22 % af EU's vandområder.
Eutrofiering som følge af en overdreven næringsstofbelastning udgør stadig en
alvorlig trussel mod en god tilstand, idet der er konstateret
næringsstofberigelse i ca. 30 % af vandområderne i 17 medlemsstater. For
at imødegå disse trusler må nitratfølsomme områder udvides, og
handlingsprogrammer må styrkes. Det er også vigtigt at forbedre graden af
overensstemmelse i henseende til spildevandsrensning gennem en langsigtet
investeringsplanlægning og gennemførelsesplaner (herunder EU-midler og
EIB-lån). De nationale myndigheder bør sikre, at deres tilladelser til
industrielle emissioner indeholder emissionsgrænseværdier (ELV), som er på
linje med den bedste tilgængelige teknik (BAT), og tager hensyn til de
relevante målsætninger for vand. I EU's lovgivning om kemikalier (REACH)[19] og om plantebeskyttelsesmidler
og biocider[20]
anerkendes behovet for at vurdere deres risici for vandmiljøet og om nødvendigt
indføre begrænsninger for brugen heraf eller ikke tillade, at de bruges. Under
alle omstændigheder bør det foretrækkes at træffe foranstaltninger tidligt i
processen frem for at indføre løsninger sent i processen (rensning). Direktivet om bæredygtig anvendelse af
pesticider[21] blev udpeget i Kommissionens forslag til reform af den fælles
landbrugspolitik med henblik på mulig inddragelse i krydsoverensstemmelsesmekanismen.
En effektiv håndhævelse af dette direktiv kan supplere de foranstaltninger, der
træffes i medfør af lovgivningen om plantebeskyttelsesmidler, og bidrage til
yderligere at mindske vandforurening fra plantebeskyttelsesmidler. Med henblik
herpå er det vigtigt, at Kommissionens forslag om at inddrage dette direktiv i
krydsoverensstemmelsen opnår støtte. Med hensyn til lovgivningen om lægemidler
er der en forskel på miljøbeskyttelsen i medfør af lovgivningen om humanmedicinske[22] hhv. veterinære[23] lægemidler. I begge tilfælde
er der krav om en vurdering af miljørisici og en individuel gennemgang af
behovet for foranstaltninger[24],
men der kan alene tages højde for miljøspørgsmål i forbindelse med godkendelse
af veterinærlægemidler. Miljøforurening med lægemiddelrester er et voksende
problem. Kommissionen vil snart forelægge en rapport om omfanget af dette
problem tillige med en vurdering af, hvorvidt der er behov for at ændre EU's
lægemiddellovgivning eller anden EU-lovgivning[25].
På grundlag af de foreliggende oplysninger foreslog Kommissionen den
31. januar 2012 at ændre direktivet om miljøkvalitetsstandarder og
vandrammedirektivet[26]
for bl.a. at tilføje 15 stoffer til listen over prioriterede stoffer efter
denne lovgivning, heriblandt tre lægemidler. Ændringen vil efter vedtagelsen
styrke vandrammedirektivets rolle i henseende til at afdække risici for
vandmiljøet eller via vandmiljøet. Den vil også tilvejebringe overvågningsdata,
som vil være nyttige ved udarbejdelsen af yderligere foranstaltninger. Tabel 2 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Vandrammedirektivet: indberetningskrav håndhæves. || Kommissionen || Igangværende Nitratdirektivet: nitratfølsomme områder udvides, og handlingsprogrammer styrkes. || Medlemsstaterne || Igangværende Byspildevandsdirektivet: graden af overensstemmelse med hensyn til spildevandsrensning forbedres gennem en langsigtet investeringsplanlægning (herunder EU-midler og EIB-lån). Gennemførelsesplaner opstilles || Medlemsstater (også Kommissionen, hvad angår EU-midler, og EIB for låntagning) Medlemsstaterne og Kommissionen. || 2018 2014 Direktivet om industrielle emissioner: det sikres, at tilladelser til industrielle emissioner indeholder emissionsgrænseværdier (ELV), som er på linje med den bedste tilgængelige teknik (BAT), og tager hensyn til de relevante målsætninger for vand. || Medlemsstaterne || Fra 2016 Direktiv om bæredygtig anvendelse af pesticider: inddrages i krydsoverensstemmelsen under den fælles landbrugspolitik. || Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen || Så snart betingelserne i Kommissionens forslag er opfyldt (dvs. tidligst i 2014) Lægemidler: der forelægges en rapport om lægemidler og miljøet. || Kommissionen || 2013 Direktivet om miljøkvalitetsstandarder: Kommissionens forslag til ændringer vedtages. || Rådet og Europa-Parlamentet || 2012-2013 2.3. EU's vandeffektivitet;
problemer og løsninger En bæredygtig anvendelse af Europas
vandområder, navnlig de kvantitative aspekter heraf, er en reel udfordring for
vandforvaltningerne på grund af globale fænomener såsom klimaændringer og den
demografiske udvikling. I Miljøagenturets statusrapport om vand fremhæves
foruroligende tendenser, som viser stigningen og den voksende udbredelse af vandknaphed
og vandstress, og som forventes at berøre ca. halvdelen af EU's
vandløbsoplande i 2030. For at imødegå udviklingen og forbedre vandtildelingen
på grundlag af økologisk gennemstrømning bør der træffes vandeffektivitetsforanstaltninger
for at mindske vandforbruget og ofte ligeledes for at spare energi. Vandrammedirektivets artikel 9 kræver
indførelse af prissætningspolitikker, der tilskynder brugerne til at
anvende vand effektivt. Prissætning er et virkningsfuldt middel til at øge
forbrugernes opmærksomhed, og den kombinerer miljømæssige og økonomiske
fordele, samtidig med at den fremmer innovation. Måling af forbruget er
en forudsætning for enhver fremmende prispolitik. Ifølge artikel 9 kræves
endvidere dækning af omkostninger (herunder miljømæssige og
ressourcerelaterede omkostninger) ved forsyningspligtydelser, idet der tages
hensyn til princippet om, at forureneren betaler. Kommissionens meddelelse af
2007 om vandknaphed og tørke[27]
indeholder indsatsmuligheder angående "korrekt prissætning for vand",
"mere effektiv vandtildeling" og "tilskyndelse til vandeffektive
teknikker og metoder". Disse vandeffektivitetsforanstaltninger passer ind
i den overordnede målsætning om ressourceeffektivitet i Europa-2020[28]. Som det fremgår af Kommissionens revision af
politikken for vandknaphed og tørke, er fremskridtene begrænsede, hvad angår
gennemførelsen af de politiske instrumenter, der er angivet i meddelelsen af
2007. I revisionen understreges de store uudnyttede muligheder for
vandeffektivitetsforanstaltninger i de vigtigste vandforbrugende sektorer
(landbrug, industri, distributionsnet, bygninger og energiproduktion). Det
anføres, at indførelsen af vandregnskaber og vandeffektivitetsmål på
sektorniveau styrker grundlaget for effektive og målrettede
vandbeskyttelsesforanstaltninger. En vurdering af vandrammedirektivets
vandområdeplaner viser, at situationen i relation til artikel 9 ikke er meget
bedre: en incitamentbaseret og gennemskuelig prissætning for vand anvendes ikke
i alle medlemsstater og vandforbrugende sektorer, hvilket bl.a. skyldes mangel
på forbrugsmålere. I blot 49 % af vandområdeplanerne påtænkes det at ændre
prissætningssystemet for vand for at fremme en mere effektiv anvendelse af
vand, og blot 40 % indeholder foranstaltninger med henblik på at forbedre
målingen af vandforbruget. Det, at en knap ressource som vand ikke prissættes,
kan betragtes som miljøskadelig støtte. Hertil kommer, at nogle medlemsstaters
snævre fortolkning af begrebet forsyningspligtydelse hindrer fremskridt med
hensyn til gennemførelsen af politikker til dækning af andre omkostninger end
til drikkevand og sanitet[29].
Dette svækker i høj grad de potentielle virkninger af vandrammedirektivets
bestemmelser. Samtidig med, at Kommissionen viderefører sine
retshåndhævende foranstaltninger for at sikre overholdelsen af artikel
9, forsøger den at lette gennemførelsen ved at udarbejde en vejledning
inden for rammerne af den fælles gennemførelsesstrategi. I vejledningen
fokuseres på den metode, der anvendes til at vurdere omkostninger og fordele
ved vandrelaterede foranstaltninger, der bidrager til omkostningseffektivitet,
og yderligere gennemførelse af begrebet betaling for økosystemtjenester.
Derigennem gøres det lettere at udpege vandeffektivitetsforanstaltninger og
gennemføre princippet om, at forureneren betaler. Desuden påtænkes det at gøre
eksistensen af en prissætningspolitik for vand til en forhåndsbetingelse for at
opnå finansiering af visse projekter efter Kommissionens forslag inden for
rammerne af fonden for udvikling af landdistrikter og Samhørighedsfonden. Hvis
disse forslag opnår støtte, vil de blive et yderligere incitament til en
effektiv prissætning for vand. Kommissionen har udpeget en række yderligere
foranstaltninger, der i høj grad kan forbedre kvantitativ vandforvaltning og
vandeffektiviteten i Europa og derved også bidrage til målsætningerne om
vandkvalitet. For det første har Kommissionen sammen med
Miljøagenturet udviklet vandregnskaber for vandløbsoplande og delområder
heraf. Disse regnskaber vil skulle fastlægges nærmere sammen med medlemsstaterne
og de berørte parter i forbindelse med vandrammedirektivets fælles
gennemførelsesstrategi, men de udgør det "manglende led" i
vandforvaltningen af mange vandløbsoplande. De fortæller vandforvaltningerne om
til- og afstrømningen af vand i et vandløbsopland, og hvor meget vand der
realistisk set kan forventes at stå til rådighed, før tildelingen finder sted.
Vandregnskaber udfylder et tomrum ved at samle viden, der hidtil kun var
tilgængelig i en diffus og fragmenteret form. Hvis de gennemføres, kan de
bidrage væsentligt til at løse problemer med vandknaphed, f.eks. ved bedre at
analysere strukturelle og sporadiske kategorier af vandstress og skabe bedre
indsigt i vandressourceindikatorer. Vandregnskaber hænger nært sammen med
afdækningen af økologisk gennemstrømning, idet de skal sikre, at naturens behov
tilgodeses, og vandbalancer i et vandløbsopland holdes inden for bæredygtige
grænser. Men vandregnskaber er ikke i sig selv tilstrækkelige, da de
oplysninger, de giver, kun danner et grundlag for handling. For det andet bør
vandløbsoplandets myndighed med henblik på at effektivisere vandforbruget
opstille vandeffektivitetsmål for de vandløbsoplande, som er – eller
forventes at være – udsat for vandstress, på grundlag af vandstressindikatorer,
der udvikles i CIS-processen og anvendes på vandløbsoplandsplan. Sådanne mål
bør tage højde for de vigtigste vandforbrugende sektorer (industri,
energiproduktion, landbrug, husholdninger osv.) og bør hænge nøje sammen med
målsætningen om en god status. De bør gøres gældende sammen med ovennævnte
incitament til prissætning for vand for at undgå den mulige boomerangeffekt
(at en forbedret vandeffektivitet snarere øger end begrænser anvendelsen og
forbruget af vand). De kunne indgå i vandområdeplanernes vandtildelingsproces
og målfastsættelse. Dette kan føre til vand- og energibesparelser til gavn for
vandøkosystemer, omkostninger begrænses, og drivhusgasemissioner nedbringes.
For at sikre konsekvens og sammenlignelighed foreslår Kommissionen at udvikle
en fælles EU-metode til fastsættelse af vandeffektivitetsmål, der
aftales inden for rammerne af CIS-processen. For det tredje for
at fremme vandeffektivitet i bygge- og anlægssektoren analyserede Kommissionen
de disponible alternativer og besluttede at udarbejde frivillige
EU-miljømærkekriterier og kriterier for grønne offentlige indkøb[30] for centrale vandrelaterede
produkter og inddrage vandrelaterede produkter i arbejdsplanen i direktivet
vedrørende mærkning af miljøvenligt design inden for det
anvendelsesområde, som specificeres i samme plan[31]. Dette alternativ indebærer
flere fordele: det er ukompliceret for forbrugere, der i fremtiden udelukkende
vil finde udstyr og produkter på markedet med høj vandeffektivt, og som
tydeligt er mærket i forhold til deres effektivitet; det bygger på en
progressiv tilgang, da det ikke kræver renovering af eksisterende bygninger,
men en gradvis udskiftning af gamle produkter med mere effektive produkter på
markedet. Det vil føre til betydelige energibesparelser, fordi opvarmet vand udgør
en stor del af det vand, der forbruges af husholdningerne. Energibesparelser for vandhaner og brusere svarer
til 10,75 Mtoe i 2020 og omkring det dobbelte i 2030. Disse besparelser svarer
til ca. 3,5 % af husholdningernes samlede energiforbrug i EU-27 eller ca.
1 % af det samlede energiforbrug i EU-27. For det fjerde gælder det for
landbrugssektorens vedkommende, at Kommissionens forslag til reform af den
fælles landbrugspolitik, som drøftes i øjeblikket (under søjle II om
udvikling af landdistrikter), åbner mulighed for finansiering til at forbedre kunstvandingseffektiviteten
på en måde, der er i overensstemmelse med målsætningerne i vandrammedirektivet
og forhindrer boomerangeffekten. Dette omfatter mindstekrav til reduktion af
vandforbruget. Håbet er, at disse foranstaltninger vil blive støttet i de
endeligt vedtagne dokumenter om den fælles landbrugspolitik. Dette er vigtigt,
fordi landbruget tegner sig for 24 % af vandindvindingen i Europa, og selv
om dette måske ikke lyder af meget i forhold til de 44 %, der indvindes
som kølevand i energiproduktionen, er dets indflydelse på reserverne meget
større. I energiproduktionen returneres næsten alt kølevand til et vandområde,
men for landbruget sker det ofte kun for en tredjedels vedkommende[32]. For det femte finder Kommissionen med hensyn
til problemet med lækager fra vandforsyningsnet, at dette kun kan løses
fra sag til sag med henblik på at vurdere de miljømæssige og økonomiske fordele
ved at reducere udsivningsniveauerne. Situationen er meget forskellig mellem og
inden for medlemsstaterne, idet udsivningsraterne varierer fra 7 % til
50 % eller derover. Kommissionen vil samarbejde med EU's
vandforsyningssektor om at fremskynde udvikling og udbredelse af bedste
praksis vedrørende økonomisk bæredygtige udsivningsniveauer (Sustainable
Economic Leakage Levels, SELL) og mere generelt vedrørende en strategisk
fremtidsvision for vandinfrastrukturen for at hjælpe sektoren med at tilpasse
sig klimaændringerne i en verden med stadig mere knappe ressourcer. Endelig er handel med vand et andet
instrument, som oftest anvendes uden for EU, og som kan bidrage til at forbedre
vandeffektiviteten og afhjælpe vandstress, hvis der gennemføres et bæredygtigt
loft over anvendelsen af vand. Handel med vand fører til relativt store
administrative omkostninger og giver i princippet kun mening mellem brugere af
vand i et afgrænset vandløbsopland. Selv om det ikke ville være nyttigt at
oprette et sådant system på EU-plan, foreslår Kommissionen at udvikle
CIS-vejledning, der skal bidrage til at udvikle handlen med vand i de
medlemsstater, der vælger at benytte denne mulighed. Tabel 3 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Vandrammedirektivets forpligtelser vedrørende prissætning for vand og dækning af omkostninger håndhæves og herunder foretages forbrugsmåling, hvor dette er relevant. Prissætning for vand og dækning af omkostninger gøres til en forhåndsbetingelse for midler til landdistriktsudvikling og samhørighedspolitikken. || Kommissionen Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen || Igangværende Fra 2014 Der udvikles CIS-vejledning om handelsordninger og en cost-benefit-analyse. || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Reduktion af vandforbruget gøres til en forudsætning for visse kunstvandingsprojekter i forbindelse med udvikling af landdistrikter. || Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen || Fra 2014 Der udvikles CIS-vejledning om vandregnskaber (og økologisk gennemstrømning). || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Der udvikles CIS-vejledning om fastsættelse af mål. || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Vandrelaterede produkter inddrages i arbejdsplanen i direktivet vedrørende mærkning af miljøvenligt design Der udvikles frivillige EU-miljømærkekriterier og kriterier for grønne offentlige indkøb. || Kommissionen || 2012 2013 Bedste praksis og gode værktøjer formidles med henblik på at opnå et økonomisk bæredygtigt udsivningsniveau. || Kommissionen, medlemsstaterne og vandforsynings-sektoren || 2013 2.4. EU's vandområders sårbarhed;
problemer og løsninger Af data fra konsekvensanalysen af planen
fremgår det, at der i de seneste årtier er en stigende tendens til udtørring af
flodløb og oversvømmelsesrelaterede tab i Europa. Dette understreger behovet
for at forbedre akvatiske økosystemers evne til at tilpasse sig
klimaændringerne, der sandsynligvis vil medføre et yderligere pres f.eks. i
form af højere vandtemperatur og invasive ikkehjemmehørende arter. Samtidig er
det nødvendigt at se nærmere på foranstaltninger, der bygger på en integreret
katastrofehåndtering og specielt tager sigte på at imødegå virkningerne af
ekstreme klimaforhold, såsom tørke og oversvømmelser, hvis hyppighed,
intensitet og miljømæssige og økonomiske skader synes at være steget i løbet af
de seneste tredive år. Ifølge EU's oversvømmelsesdirektiv skal der
opstilles risikostyringsplaner for oversvømmelser senest i 2015, og de skal
være fuldt koordineret med den anden cyklus af vandområdeplaner, som også skal
foreligge i 2015. Risikostyringsplanerne for oversvømmelser bør også tages i
betragtning, når der opstilles risikostyringsplaner, som går på tværs af
sektorer og tager højde for flere risici. Dette vil forhåbentlig føre til en
bedre arealanvendelse og fysisk planlægning, der tager behørigt hensyn til
klimaændringer, modstandsdygtighed over for katastrofer og behov for tilpasning[33]. Blandt de foranstaltninger, der i høj grad kan
bidrage til at begrænse skadevirkninger af oversvømmelser og tørke er grøn
infrastruktur, navnlig naturlige vandbindingsforanstaltninger.
Disse omfatter genopretning af flodsletter og vådområder, som kan holde på vand
i perioder med rigelig – eller for megen – nedbør, som kan udnyttes i perioder
med vandknaphed. Grøn infrastruktur kan bidrage til at sikre, at
økosystemtjenester tilvejebringes i overensstemmelse med EU's
biodiversitetsstrategi[34].
Et andet tiltag går ud på at reducere de befæstede arealers omfang, hvilket kan
nedbringe risikoen for oversvømmelser[35].
Disse foranstaltninger bør inddrages i både vandområdeplaner og
risikostyringsplaner for oversvømmelser og de bør, som nævnt, prioriteres i
forbindelse med finansiering inden for rammerne af den fælles
landbrugspolitik, Samhørighedsfonden og strukturfondene. Kommissionens meddelelse af 2007 om vandknaphed
og tørke omfattede i tillæg til ovennævnte vandeffektivitetsmuligheder et
forslag om "overvejelse af supplerende vandforsyningsinfrastrukturer".
Kommissionen foreslog endvidere et vandhierarki, hvorved yderligere
vandforsyningsmuligheder (f.eks. afsaltning) først overvejes, efter at alle
andre effektivitetsforbedringer på efterspørgselssiden er søgt udnyttet. Dette
bør bygge på en cost benefit-analyse. I høringen af de berørte parter i forbindelse
med opstillingen af planen opstod spørgsmålet om en alternativ
forsyningsmulighed – genanvendelse af vand til kunstvanding eller
industriformål – som EU bør se nærmere på. Genanvendelse af vand (f.eks.
fra spildevandsrensning eller industrianlæg) anses for at belaste miljøet
mindre end andre alternative vandforsyningskilder (f.eks. vandoverførsler eller
afsaltning), men anvendes kun i begrænset omfang i EU. Dette skyldes
øjensynligt manglen på fælles miljø- og sundhedsnormer for genanvendt vand i EU
og de potentielle hindringer for fri bevægelighed for landbrugsvarer, der er
kunstvandet med genanvendt vand. Kommissionen vil undersøge hvilket instrument
på EU-niveau, der egner sig bedst til at tilskynde til genanvendelse af
vand, og herunder en forordning om fastsættelse af fælles standarder. Efter
gennemførelsen af en konsekvensanalyse vil Kommissionen i 2015 fremsætte et
forslag for at sikre, at et højt niveau for offentlig sundhed og
miljøbeskyttelse opretholdes i EU. Derudover vil Kommissionen fortsætte arbejdet
med at udvikle det europæiske tørkeobservatorium, der skal fungere som
et system for tidlig varsling for at øge medlemsstaternes og de berørte parters
beredskab. Kommissionen vil også håndhæve relevante krav i medfør af
vandrammedirektivet og – gennem feedback på den første cyklus af vandområdeplaner
– tilskynde medlemsstaterne til i højere grad at integrere tørkerisikostyrings-
og klimaændringsaspekter i deres fremtidige vandområdeplaner, og de opstiller
risikostyringsplaner, som går på tværs af sektorer og tager højde for flere
risici. Tabel 4 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Der udvikles CIS-vejledning om naturlige vandbindingsforanstaltninger (grøn infrastruktur). || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Den fælles landbrugspolitiks første søjle gøres mere miljøvenlig til støtte for naturlige vandbindingsforanstaltninger (gennem miljømæssige indsatsområder). || Kommissionen og medlemsstaterne || Fra 2014 Strukturfondene, Samhørighedsfonden og lån fra EIB anvendes til støtte for naturlige vandbindingsforanstaltninger. || Kommissionen, EIB og medlemsstaterne || 2014-2021 Vandrammedirektivets bestemmelser af relevans for tørkerisikostyring håndhæves. || Kommissionen || Igangværende Der udarbejdes risikostyringsplaner for oversvømmelser. || Medlemsstaterne || 2015 Der foreslås (regulerende) instrumenter om standarder for genanvendelse af vand. || Kommissionen || 2015 Det Europæiske Tørkeobservatorium videreudvikles. || Kommissionen || 2013-2014 2.5. Tværgående løsninger Kommissionen har udpeget en række tværgående
valgmuligheder for at fremme målsætningerne i EU's vandpolitik. Innovationspartnerskaberne vedrørende vand hhv. om landbrugets produktivitet og bæredygtighed,
som blev iværksat tidligere dette år[36],
vil medvirke til at finde løsninger på vandproblemer i byer, industrier og
landbruget. Disse vil munde ud i såvel miljømæssige målsætninger som
markedsmuligheder. Der er et hurtigt voksende verdensmarked for vand, som
skønnes at beløbe sig til 1 billion EUR i 2020. En stigning på 1 % i den
europæiske vandforsyningssektors vækstrate kan skabe mellem 10 000 og
20 000 nye arbejdspladser. Ved at gribe nye og vigtige markedsmuligheder
kan Europa i stigende grad indtage en førerstilling globalt set i vandrelateret
innovation og teknologi. Gennem innovationspartnerskaberne tilstræbes det at
fremme forbindelser mellem udbuddet af og efterspørgslen efter innovative
løsninger og videreformidle afprøvede løsninger f.eks. gennem etablering af et
"elektronisk marked" og oprettelse af specifikke net. De øvrige tværgående valgmuligheder kan kort
sagt sammenfattes i to områder: forbedring af videnbasen og forbedring
af forvaltningspraksis. I relation til videnbasen indsamles der i "vandinformationssystemet
for Europa" (WISE) allerede en imponerende mængde EU-dækkende
oplysninger om vandtilstand og -politik. Der er dog stadig videnskløfter.
Oplysningerne er ofte spredte og ikke lettilgængelige for de forskellige
beslutningstagningsniveauer. Kommissionen foreslår at udvikle dette redskab for
at sikre, at der via de successive gennemførelsesplaner skabes fuld
interoperabilitet med de informationssystemer, der anvendes i
medlemsstaterne og på europæisk plan, således at vores forståelse af de
akvatiske økosystemer forbedres. Videnbasen vil kunne drage fordel af
udviklingen og gennemførelsen af INSPIRE[37],
SEIS[38],
GMES, fra det aktuelle forskningsarbejde vedrørende vand i det
7. forskningsrammeprogram, og det arbejde, der udføres under Horisont 2020[39]. Med hensyn til
vandstatistikker vil Kommissionen foreslå, at forordningerne om
miljøregnskaber og statistikker[40]
omfatter de oplysningskrav, som er mest nyttige til at dække behovene i
henseende til vandpolitik. I tæt samarbejde med medlemsstaterne vil
Kommissionen også søge yderligere at harmonisere indberetningsprocesserne
i vandlovgivningen for at mindske de administrative byrder ved at foreslå
yderligere integration og om fornødent målrettede ændringer af den relevante
lovgivning (vandrammedirektivet, nitratdirektivet og direktivet om rensning af
byspildevand). Kommissionen vil fortsat støtte arbejdet på at
forbedre grænsefladen mellem videnskab og politik og videreudvikle
prototypen af Det Fælles Forskningscenters hydroøkonomiske model til
støtte for konsekvensanalysen af planen. Den
vil også støtte vurderingen af omkostninger og fordele ved referencescenarier
og medlemsstaternes indsatsprogrammer samordnet med andre redskaber på
nationalt plan og/eller vandløbsoplandsplan. Vedrørende forvaltningspraksis foreslår
Kommissionen inden for den fælles gennemførelsesstrategis rammer at indføre et
enkelt og frivilligt peer-review system, hvorigennem
vandområdedistriktsmyndigheder kunne indsende deres udkast til vandområdeplaner
til revision hos andre vandområdedistriktsmyndigheder i samme medlemsstat eller
i andre medlemsstater. Det forventes at ville fremme gensidig læring og
forbedre kvaliteten af planerne og deres overensstemmelse med
vandrammedirektivets bestemmelser. Kommissionen kan på grundlag af sin
vurdering af første cyklus af vandområdeplaner medvirke til at udpege de
vandområdedistriktsmyndigheder, der kan få størst udbytte af en sådan
udveksling. Som led i reformen af den fælles
landbrugspolitik foreslog Kommissionen at indføre specifikke krav fra
vandrammedirektivet i den fælles landbrugspolitiks krydsoverensstemmelsesmekanisme.
Dette forslag skal fastlægges nærmere i delegerede retsakter, men kan, hvis det
bliver opretholdt, skabe et stærkt incitament til at opfylde
vandrammedirektivets krav på bedriftsniveau, f.eks. tilladelser til
vandindvinding og -inddæmning, og derigennem håndteres et betydeligt pres fra
landbruget på vandmiljøet. Som led i opfølgningen på den nylige
meddelelse fra Kommissionen om gennemførelsen af EU's miljøforanstaltninger[41] arbejder Kommissionen for
øjeblikket på at styrke krav om inspektioner og overvågning gældende for
EU's samlede miljølovgivning. Vandsektoren er et af de centrale områder, der
skal tages fat på. Kommissionen vil også se nærmere på, hvordan et tættere
samarbejde med medlemsstaterne via partnerskabsaftaler om gennemførelse kan
forbedre efterlevelsen på problemområder såsom overtildeling af vand eller
uretmæssig vandindvinding. Som det fremhæves i Kommissionens køreplan for
overgangen til et ressourceeffektivt EU, er vand en knap ressource, og en
effektiv anvendelse heraf vil føre til væsentlige økonomiske fordele for en
række økonomiske sektorer. Kommissionen vil derfor undersøge vandrelaterede
aspekter i den årlige vækstundersøgelse og i landespecifikke
henstillinger, når dette er relevant, for individuelle medlemsstater inden
for rammerne af processen med det europæiske semester. For tredjelandes
vedkommende vil Kommissionen arbejde inden for rammerne af
tiltrædelsesprocessen og strukturerede dialoger med EU's nabolande. Endelig støtter Kommissionen anvendelsen af bevågenhedsskabende
redskaber, f.eks. oplysningskampagner[42],
certificeringsordninger[43]
og fodaftryk[44]
for at tilskynde vandbrugerne til at træffe bæredygtige valg. Med planen tilstræbes det at opnå en
omfattende forbedring af vandøkosystemer, hvilket vil bidrage positivt til EU's
biodiversitetsstrategimål om at standse tabet af biodiversitet og nedbrydelsen
af økosystemtjenester i EU inden udgangen af 2020 og så vidt muligt genoprette
disse. Kommissionen vil optrappe indsatsen for at øge modstandsdygtigheden over
for katastrofer[45],
tilpasse sig klimaændringerne[46]
og indføje en "vandpolitisk milepæl" i EU's køreplan for
ressourceeffektivitet. Da presset fra landjorden også i vid udstrækning
påvirker havmiljøets tilstand, vil planen bidrage til at opnå en god
miljøtilstand i henhold til havstrategirammedirektivet[47], forudsat at der foretages en
passende koordinering med programmer af foranstaltninger under de
havstrategier, der skal forelægges senest i 2015. For de grænseoverskridende vandområders
vedkommende vil Kommissionen videreføre sit arbejde med at tilskynde kandidat-
og nabolandene til at tilpasse deres lovgivning til EU's miljølovgivning og
bistå landene med teknisk bistand. Tabel 5 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Innovationspartnerskaberne vedrørende vand og om landbrugets produktivitet og bæredygtighed gennemføres. || Kommissionen og berørte parter || Fra 2013 WISE opgraderes. || Miljøagenturet, Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2015 Krav angående rapportering og statistik strømlines. || Miljøagenturet, Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2014 Den hydroøkonomiske model færdiggøres. || Miljøagenturet, Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2013 Arbejdet i den fælles gennemførelsesstrategi om samspillet mellem videnskab og politik videreføres. || Miljøagenturet, Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || Igangværende En CIS-peer review-proces for vandområdeplanerne oprettes og benyttes. || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || 2013-2016 Vandrammedirektivets krav føjes til den fælles landbrugspolitiks krydsoverensstemmelse. || Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen || Så snart betingel-serne i Kommis-sionens forslag er opfyldt (dvs. tidligst i 2014) Krav om kontrol og overvågning styrkes. || Kommissionen || 2013 Der ses nærmere på landespecifikke henstillinger om vand i forbindelse med det europæiske semester. || Kommissionen og Det Europæiske Råd || 2013 Der ydes støtte til bevågenhedsskabende redskaber vedrørende vandforbrug (f.eks. frivillige mærkningsordninger og certificeringsordninger). || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || Igangværende 2.6. Globale aspekter Planens hovedfokus er rettet mod EU's
vandområder. Vand kan være et problem lokalt, men det er også et globalt
problem, som hænger sammen med f.eks. fødevaresikkerhed, ørkendannelse,
klimaændringer og virkningen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer,
som alle har betydelige økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige dimensioner.
EU arbejder med mange af disse områder som opfølgning på forpligtelser, der er
indgået i henhold til Agenda 21, de tre Rio-konventioner (om ørkendannelse,
klimaændringer og biodiversitet), millenniumudviklingsmålene vedrørende vand,
Johannesburg-gennemførelsesplanen og på det seneste Rio+20-konferencen. EU vil
fortsat prioritere dette engagement højt. Verden opfyldte allerede i 2011
2015-millenniumudviklingsmålet om at halvere andelen af mennesker uden adgang
til rent drikkevand, men mange afrikanske lande er stadig ikke på rette spor,
hvad angår adgang til vand. Verden er stadig langt fra at opfylde millenniumudviklingsmålet
om adgang til sanitet, idet 2,5 mia. mennesker pt. ikke har ordentlige sanitære
forhold. Befolkningstilvæksten og vandbrugernes konkurrerende behov vil munde ud
i en stigende global efterspørgsel efter vand på 35-60 % i 2025. Tallet
kunne fordobles inden 2050[48].
Disse tendenser vil blive forstærket af klimaændringerne og få alvorlige
konsekvenser for fødevaresikkerheden. På baggrund af det nye fremstød i EU's
udviklingspolitik[49]
og prioriteringerne og strategierne for udviklingslande og -regioner, der er
EU's partnere, bør vandforvaltning inden for rammerne af EU's
udviklingssamarbejde målrettes følgende aspekter: ·
Adgang til rent drikkevand og basale sanitære
forhold, som blev erklæret en menneskeret af De
Forenede Nationer i 2010, hvilket stadfæstedes i Rio + 20-
erklæringen i 2012[50].
·
Vand til økonomisk vækst og bæredygtig
udvikling. EU vil være særlig opmærksom på tildelingen
og brugen af vand i de økonomiske sektorer, bæredygtigt landbrug og sammenhængen
mellem vand, landbrug, energi og miljø. ·
Forvaltningspraksis for vandressourcer: en effektiv institutionel ramme, som fører til en god forvaltning af
vandressourcerne på vandløbsoplandsniveau, er af central betydning for opfylde
Rio + 20-erklæringens tilsagn om en "væsentlig forbedring af
gennemførelsen af integreret forvaltning af vandressourcerne (IWRM) på alle
relevante niveauer". God forvaltningspraksis og bæredygtig forvaltning af
vandressourcerne på regionalt plan og på tværs af landegrænser bidrager også
til at sikre fred og politisk stabilitet via sammenhængen mellem vand og
sikkerhed. Der vil også være behov for samordning mellem
EU-partnere og partnerregioner, som kan bygge på EU's vandinitiativ (EUWI). EU's støtte til partnerlande og -regioner bør trække på erfaring og
viden fra EU's forvaltning af vandressourcer og navnlig gennemførelsen af
vandrammedirektivet. EU's innovationspartnerskab vedrørende vand kan også
tilvejebringe og formidle innovative løsninger på de vandproblemer, som
udviklingslandene står overfor. Vandressourcer, der indgår i handel med landbrugs- og industriprodukter
med oprindelse i udviklingslande, bør tages i betragtning i partnerlandenes
vandforvaltningsplaner og i EU's politikker. EU bør i den henseende støtte
udviklingen af en bæredygtig vandforvaltning i eksportlandene, f.eks. ved at
forbedre vandeffektiviteten og forbedre valget af afgrøder og andre produkter
inden for rammerne af EU's udviklingspolitik. Tabel 6 Forslag til foranstaltninger i planen || Hvem træffer foranstaltningerne? || Frist? Adgangen til rent drikkevand og basale sanitære forhold lettes. || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || Igangværende og fra og med 2014 Integreret bæredygtig forvaltning af vandressourcerne støttes. || Kommissionen, medlemsstaterne og berørte parter || Igangværende og fra og med 2014 3. Konklusioner og perspektiver
for EU's vandpolitik I planen opstilles centrale foranstaltninger,
som vandforvaltningerne og de politiske beslutningstagere må træffe for at tage
de udfordringer op, som vandmiljøet står overfor. Det er muligt og nødvendigt for
medlemsstaterne til at forbedre vandrammedirektivets gennemførelse og mindske
den hydromorfologiske belastning i vores vandløbsoplande ved at genoprette
vandløbskontinuitet, f.eks. gennem anvendelse af grøn infrastruktur. Dette kan
også mindske EU's sårbarhed over for oversvømmelser og tørke. Den fælles
landbrugspolitik, Samhørighedsfonden og strukturfondene rummer mulighed for at
finansiere indførelsen af grøn infrastruktur, især hvis der opnås støtte til
Kommissionens aktuelle forslag til flerårlig finansiel ramme. Der kan også
udvikles CIS-vejledning med henblik på at støtte dette mål. Overtildeling af vandressourcer må korrigeres,
og naturens behov, dvs. den økologiske gennemstrømning, må respekteres.
Kommissionen vil inden for CIS-processen arbejde for at tilvejebringe en fælles
forståelse af begrebet og metoder til at beregne den. Kommissionen har i
forbindelse med opstillingen af planen også i samarbejde med Miljøagenturet
udviklet vandregnskaber, som vil sætte vandforvaltningerne i stand til at danne
sig et mere realistisk billede af den disponible vandmængde i vandløbsoplande
og delområder heraf. Når disse redskaber er konkretiseret i CIS-processen, vil
de i høj grad forbedre vandtildelingen. Forurening fra diffuse kilder og punktkilder
truer fortsat EU's vandområders tilstand trods de fremskridt, der er opnået med
lovgivningen om nitrater, spildevandsrensning, industrielle emissioner,
prioriterede stoffer og plantebeskyttelsesmidler. Der er dog behov for at
gennemføre denne lovgivning yderligere, og Kommissionen vil fortsætte sin
indsats for at håndhæve reglerne. EU's finansielle støtte står til rådighed,
men kan kun supplere og ikke erstatte medlemsstaternes og den private sektors
langfristede investeringsplaner på disse områder. Vandeffektivitet kan bidrage til at mindske
problemer med vandknaphed og vandstress. Prissætning for vand baseret på
volumetrisk måling er et meget effektivt middel til at forbedre
vandeffektiviteten, men på trods af vandrammedirektivets retlige krav anvendes
prissætning ikke i fuldt omfang. Kommissionen vil fortsat håndhæve kravene,
samtidig med at den inden for den fælles gennemførelsesstrategi arbejder for at
forbedre metoderne til at sikre en tilstrækkelig omkostningsdækning inklusive
miljøomkostninger. Desuden foreslår Kommissionen, at der inden for den fælles
gennemførelsesstrategi udvikles en fælles metode til at opstille
vandeffektivitetsmål, som bør integreres i vandområdeplanerne, hvor det er
relevant. Det haster særligt med at forbedre vandeffektiviteten i specifikke
sektorer. For landbrugets vedkommende påtænkes det i Kommissionens forslag til
den fælles landbrugspolitiks anden søjle (udvikling af landdistrikterne) at yde
støtte til at effektivisere kunstvandingen, hvis vandforbruget nedbringes. For
bygningers vedkommende foreslår Kommissionen at inddrage vandrelaterede
produkter i arbejdsplanen i direktivet vedrørende mærkning af miljøvenligt
design inden for det anvendelsesområde, som specificeres i samme plan – en
omkostningseffektiv løsning, som kunne skabe en stor sidegevinst i form af et
mindsket energiforbrug. Kommissionen vil overveje at udarbejde en
retsakt med EU-dækkende standarder for genanvendelse af vand og derved fjerne
hindringer for en udbredt brug af denne alternative vandforsyningsmulighed.
Dette vil bidrage til at lette vandknapheden og mindske sårbarheden. En række tværgående instrumenter vil blive
brugt til at støtte gennemførelsen af de planlagte foranstaltninger i planen.
Innovationspartnerskaberne vedrørende vand og om landbrugets produktivitet og
bæredygtighed vil sigte mod afprøvning og udbredelse af innovative løsninger
ved at hjælpe med at afpasse udbuddet af innovation efter efterspørgslen. Det
Fælles Forskningscenters hydroøkonomiske model vil hjælpe vandforvaltningerne
med at vurdere omkostningseffektiviteten af de foranstaltninger, der indgår i
deres vandområdeplaner. Udviklingen af "vandinformationssystemet for
Europa" (WISE) og en styrkelse af dettes interoperabilitet vil gøre det
lettere for de politiske beslutningstagere at få adgang til væsentlige
oplysninger. Et peer review-system stilles til rådighed for at lette den
gensidige læring om udarbejdelsen af vandområdeplaner. Hvis Kommissionens
nuværende forslag til den fælles landbrugspolitik godkendes, vil specifikke
krav i vandrammedirektivet blive inddraget i krydsoverensstemmelsesmekanismen,
og dette vil give et stærkt incitament til at overholde disse krav. Endelig
kunne Kommissionen fremsætte landespecifikke henstillinger til medlemsstaterne
som led i det europæiske semester med henblik på at påvise
"win-win"-foranstaltninger for økonomien og vandmiljøet. Ved afslutningen af de nuværende forhandlinger
om den flerårige finansielle ramme vil Kommissionen gøre status over resultatet
heraf, og hvis det viser sig nødvendigt for at opfylde de vandpolitiske
målsætninger, vil den i givet fald fremsætte yderligere lovforslag om f.eks.
forbrugsmåling, naturlige vandbindingsforanstaltninger og vandeffektivitetsmål. Gennemførelse og overvågning af forslagene i
planen vil, hvor det er relevant, bygge på den fælles gennemførelsesstrategi
for vandrammedirektivet, som Kommissionen vil benytte til at forelægge
forslagene og følge op på dem. Kommissionen vil udarbejde og regelmæssigt
ajourføre en resultattavle for at kontrollere fremskridt i forbindelse med
gennemførelsen heraf. Vandrammedirektivet skal tages op til fornyet overvejelse
og eventuelt revideres senest i 2019. Ved forberedelsen af denne gennemgang vil
Kommissionen gøre status over den aktuelle situation med hensyn til
gennemførelsen af alle aspekter i planen og om nødvendigt foreslå ændringer af
direktivet for at gøre det lettere at opfylde de fastsatte målsætninger.
Sådanne ændringer kan omdanne nogle af planens ikke-bindende forslag til
retligt bindende krav, hvis den frivillige tilgang viser sig at være
utilstrækkelig. I planen er målet og udviklingskursen for EU's
vandpolitik fastlagt klart. Virkeliggørelsen heraf er et spørgsmål om politisk
vilje og opbakning fra de berørte parter i de kommende år. Tabel 7 indeholder en oversigt over planens
forslag til foranstaltninger, som er beskrevet i dette dokument, tillige med
frister for deres gennemførelse || Hvordan opfyldes de? Planens specifikke målsætninger || Frivillig || Regulering || Konditionalitet || Finansieringsprioriteter Der tilskyndes til effektivisering via en incitamentbaseret prissætning for vand || CIS-vejledning om handelsordninger i 2014 || Håndhævelse af artikel 9 i vandrammedirektivet (i gang) || Forhåndsbetingelser vedrørende midler til landdistriktsudvikling og Samhørighedsfonden fra og med 2014 || Ibrugtagning af forbrugsmåling || || Håndhævelse af artikel 9 i vandrammedirektivet (i gang) || || Nedbringelse af vandforbruget i landbruget || || || Forudsætning for nogle kunstvandingsprojekter inden for udvikling af landdistrikterne fra og med 2014 || Begrænsning af ulovlig vandindvinding og ‑inddæmning || GMES anvendes fra 2013 || Eventuelt EU-initiativ vedr. inspektioner i 2013 || Krydsoverensstemmelse i den fælles landbrugspolitik, så snart betingelserne i Kommissionens forslag er opfyldt (dvs. tidligst i 2014) || Bevågenhed om vandforbruget (f.eks. vand, som indgår i varer, der handles globalt) || Støtte til frivillige mærknings- og certificerings-ordninger || || || Naturlige vandbindingsforanstaltninger udnyttes mest muligt (grøn infrastruktur) || CIS-vejledning senest i 2014 || || Den fælles landbrugspolitiks søjle I gøres grønnere (økologiske fokusområder) fra og med 2014 || Strukturfondene og Samhørighedsfonden samt EIB-lån (2014-2021) Effektivt vandapparatur i bygninger || Kriterier ifølge EU-miljømærket og grønne offentlige indkøb 2013 || Arbejdsplanen for miljøvenligt design i 2012 || || Reduktion af lækager || Bedste praksis/ værktøjer inden for økonomisk bæredygtige udsivningsniveauer (SELL) i 2013 || || || Strukturfondene og Samhørighedsfonden samt EIB-lån (2014-2021) Vand genanvendes mest muligt || || Eventuel forordning i 2015 || || Strukturfondene og Samhørighedsfonden samt EIB-lån (2014-2021) Forbedring af forvaltningspraksis || Peer review af vandområdeplaner (2013-2016) || || || Gennemførelse af vandregnskaber Gennemførelse af økologisk strøm Anvendelse af målfastsættelse || CIS-vejledning om vandregnskaber/ økologiske strømme senest i 2014 CIS-vejledning om målfastsættelse senest i 2014 || || || Mindskelse af risikoen for oversvømmelser || I kraft af grøn infrastruktur (se ovenfor) Det europæiske oversvømmelsesvarslingssystem || Risikostyringsplaner for oversvømmelser senest i 2015 || || Mindskelse af tørkerisikoen || I kraft af grøn infrastruktur (se ovenfor) Det europæiske tørkeobservatorium (i 2013-2014) || Håndhævelse af vandrammedirektivets krav (i gang) || || Bedre beregning af omkostninger og fordele || CIS-vejledning senest i 2014 || || || Bedre videnbase || Opgradering af WISE senest i 2015 JRC's hydroøkonomiske model senest i 2013 Aktiviteter i den fælles gennemførelses-strategi om samspillet mellem videnskab og politik (i gang) || Krav vedr. rapportering og statistik senest i 2014 || || Bistand til udviklingslande || || || || Adgangen til rent drikkevand og basale sanitære forhold lettes Integreret bæredygtig forvaltning af vandressourcerne støttes (i gang, og fra og med 2014-2021) Bekæmpelse af forurening || Rapport om lægemidler og miljøet (2013) || Målrettet håndhævelse af vandrammedirektivet, direktivet om miljøkvalitetskrav/ direktivet om plantebeskyttelses-midler, nitratdirektivet, byspildevands-direktivet og direktivet om industrielle emissioner, idet der fokuseres på: 1. Overvågningskrav i henhold til vandrammedirektivet og direktivet om miljøkvalitetskrav/ direktivet om plantebeskyttelses-midler 2. Nitratfølsomme områder udvides, og handlingsprogrammer styrkes (i gang) 3. Graden af overensstemmelse i henseende til spildevandsrensning forbedres gennem en langsigtet investerings-planlægning (herunder EU-midler og EIB-lån) senest i 2018; gennemførelsesplaner udarbejdes senest i 2014. 4. Det sikres, at tilladelser til industrielle emissioner indeholder emissionsgrænse-værdier (ELV), som er på linje med den bedste tilgængelige teknik (BAT), og tager hensyn til de relevante målsætninger for vand fra og med 2016 Vedtagelse af de foreslåede ændringer til direktivet om miljøkvalitetskrav/ direktivet om plantebeskyttelses-midler || Direktivet om bæredygtig anvendelse af pesticider inddrages i krydsoverensstemmelse i henhold til den fælles landbrugspolitik, så snart betingelserne i Kommissionens forslag er opfyldt (dvs. tidligst i 2014) || Tværgående løsninger || Innovations-partnerskaberne vedrørende vand og om landbrugets produktivitet og bæredygtighed fra og med 2013 || Generel håndhævelse af vandrammedirektivet, direktivet om miljøkvalitetskrav/ direktivet om plantebeskyttelsesmidler, nitratdirektivet, byspildevands-direktivet og direktivet om industrielle emissioner || Eventuelt henstillinger i det europæiske semester i 2013 || Generel prioritering af målsætninger for vand i den fælles landbrugspolitik, strukturfondene, Samhørighedsfonden og EIB-lån (2014-2021) [1] "Charting our water future", en rapport fra
Gruppen vedrørende Vandressourcer i 2030:
http://www.mckinsey.com/client_service/sustainability/latest_thinking/charting_our_water_future [2] http://www.eea.europa.eu/themes/water/publications-2012.
[3] Kommissionens rapport om gennemførelsen af
vandrammedirektivet (2000/60/EF) - vandområdeplaner, og Kommissionens
meddelelse om rapporten om revision af den Fællesskabets politik for
vandknaphed og tørke, som vedtages sammen med denne plan. [4] Arbejdsdokument fra Kommissionen om et sundhedstjek af
EU's ferskvandspolitik. [5] Kommissionens arbejdsdokument – konsekvensanalyse, der
ledsager Kommissionens meddelelse om "En plan for at beskytte Europas
vandressourcer", som indeholder en komplet liste over de undersøgelser,
der er blevet brugt som grundlag for planen. [6] Europa-Parlamentets beslutning af 3. juli 2012 om
"gennemførelse af EU's vandlovgivning før en nødvendig overordnet tilgang
til de europæiske udfordringer angående vand", http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?type=TA&reference=P7-TA-2012-0273&language=EN&ring=A7-2012-0192.
Se også Regionsudvalgets udtalelse (af 30. juni 2011) om "De lokale og
regionale myndigheders rolle i befordringen af en bæredygtig
vandforvaltning". http://www.toad.cor.europa.eu/ViewDoc.aspx?doc=cdr%5cenve-v%5cdossiers%5cenve-v-008%5cEN%5cCDR5-2011_REV2_PAC_EN.doc&docid=2770279;
og udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (af 15. juni
2011) om "Integrering af vandpolitikken i de øvrige EU-politikker"
http://www.eesc.europa.eu/? i = portal.en.nat-opinions.18788. [7] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF om
fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger. EFT
L 327 af 22.12.2000. [8] Såkaldte hydromorfologiske belastninger, som berører ca.
40 % af vandområderne. [9] Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2001/42/EF om vurdering
af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet. EFT L 197 af
21.7.2001. [10] Rådets direktiv 85/337/EF om vurdering af visse offentlige
og private projekters indvirkning på miljøet. EFT L 175 af 5.7.1985 med senere
ændringer. Kommissionen forventer, at den kommende revision af VVM-direktivet
også bidrager til at opfylde målsætningerne for vand, idet den medvirker til at
kortlægge indvirkninger på vandressourcerne på en mere helhedsorienteret måde. [11] "WFD and Hydro-morphological pressures Policy Paper,
Focus on hydropower, navigation and flood defence activities - Recommendations
for better policy integration" (politisk oplæg om vandrammedirektivet og
hydromorfologiske belastninger, fokus på vandkraft, sejlads og digeanlæg -
anbefalinger om en bedre politisk integration). http://circa.europa.eu/Public/irc/env/wfd/library?l=/framework_directive/thematic_documents/hydromorphology/hydromorphology/_EN_1.0_&a=d [12] F.eks. den internationale konvention for beskyttelse af
Donau – fælles erklæring om sejlads, http://www.icpdr.org/main/sites/default/files/Joint_Statement_FINAL.pdf.
[13] http://ec.europa.eu/budget/reform/commission-proposals-for-the-multiannual-financial-framework-2014-2020/index_en.htm [14] Det er vanskeligt at få pålidelige tal for ulovlig
udvinding, men ifølge det spanske miljøministerium (2006) var der 510 000
ulovlige brønde i Spanien (WWF, ulovlig udnyttelse af vandressourcerne i
Spanien. Årsager, virkninger og løsninger, maj 2006). [15] Rådets direktiv 91/271/EØF om rensning af byspildevand.
EFT L 105 af 30.5.1991. [16] Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod
forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget. EFT L 105 af
31.12.1991. [17] Rådets direktiv 91/414/EØF om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler, EFT L 230 af 19.8.1991, ophævet ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009, EUT L 309 af
24.11.2009. [18] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/1/EF om
integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. EUT L 28 af 29.1.2008 vil
blive erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om
industrielle emissioner, EUT L 334 af 17.12.2010. [19] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af
samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk
kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets
forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt
Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF,
93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1). [20] Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter, EFT L
123 af 24.4.1998, som erstattes af Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af
biocidholdige produkter, EUT L 167 af 27.6.2012. [21] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF om en
ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider ,
EUT L 309 af 24.11.2009. [22] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF om
oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, EFT L 311 af
28.11.2001. [23] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF om
oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler, EFT L 311 af
28.11.2001. [24] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/27/EF af 31.
marts 2004 om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en
fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, EUT L 136 af 30.4.2004. [25] Se 6. betragtning i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/84/EU om ændring, for så vidt angår lægemiddelovervågning, af direktiv
2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske
lægemidler, EUT L 348 af 31.12.2010, og 3. betragtning i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1235/2010 om ændring, for så vidt angår
overvågning af humanmedicinske lægemidler, af forordning (EF) nr. 726/2004
om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af
human- og veterinærlægemidler og om oprettelse af et europæisk
lægemiddelagentur og forordning (EF) nr. 1394/2007 om lægemidler til
avanceret terapi, EUT L 348 af 31.12.2010. [26] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF og 2008/105/EF for
så vidt angår miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken. KOM(2011) 876 af
31.1.2012. [27] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og
Rådet - Indsatsen mod vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union. KOM(2007) 414
af 18.7.2007. [28] Køreplan for et ressourceeffektivt Europa, KOM(2011) 571
af 20.9.2011. [29] Efter en klage har Kommissionen indledt
overtrædelsesprocedurer mod ni medlemsstater for deres snævre fortolkning af
begrebet forsyningspligtydelser. [30] EU-miljømærket http://ec.europa.eu/environment/ecolabel/;
EU's grønne offentlige indkøb, http://ec.europa.eu/environment/gpp/index_en.htm [31] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF om
rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede
produkter, EUT L 285 af 31.10.2009. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2010/30/EU om angivelse af energirelaterede produkters energi- og
ressourceforbrug ved hjælp af mærkning og standardiserede produktoplysninger,
EUT L 153 af 18.6.2010. [32] http://www.eea.europa.eu/articles/the-water-we-eat. [33] Kommissionen har udviklet det europæiske
oversvømmelsesvarslingssystem som et effektivt redskab til at forbedre
beredskabet over for oversvømmelser på tværs af landegrænser i Europa. Det er
vedtaget som led i GMES-katastrofehåndteringstjenesten (GIO EMS). [34] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Vores
livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020.
KOM(2011) 244 af 3.5.2011. [35] Arbejdsdokumenter fra Kommissionen: "Retningslinjer
om bedste praksis for at begrænse, afhjælpe eller kompensere for
arealbefæstelse" SWD(2012) 101 final/2 af 15.5.2012. [36] Meddelelse fra Kommissionen om det europæiske
innovationspartnerskab vedrørende vand, COM(2012) 216 final af 10.5.2012.
Meddelelse fra Kommissionen om det europæiske innovationspartnerskab om
landbrugets produktivitet og bæredygtighed, COM(2012) 79 final af 29.2.2012. [37] Se http://inspire.jrc.ec.europa.eu/ [38] Se http://ec.europa.eu/environment/seis/ [39] Se http://ec.europa.eu/research/horizon2020/index_en.cfm [40] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 691/2011
om europæiske miljøøkonomiske regnskaber, EUT L 192 af 22.7.2011. [41] Kommissionens meddelelse vedrørende bedre
udnyttelse af EU's miljøforanstaltninger: opbygning af tilliden gennem bedre
viden og aktiv handling COM(2012) 95 final af 7.3.2012. [42] Se oplysningskampagnen "'Generation Awake"
http://www.generationawake.eu/da [43] Se European Water stewardship.
http://www.ewp.eu/activities/water-stewardship/ [44] Se ISO http://www.iso.org/iso/catalogue_detail?csnumber=43263 [45] Meddelelse fra Kommissionen om "En
fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte
katastrofer", KOM(2009) 82 endelig. [46] Kommissionen arbejder på at udvikle en EU-integreret
tilpasningsstrategi senest i 2013. [47] Direktiv 2008/56/EF om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets havmiljøpolitiske foranstaltninger, EUT L 164 af 25.6.2008. [48] Den europæiske beretning om udvikling 2011/2012,
http://ec.europa.eu/europeaid/hvad/development-policies/research-development/erd-2011-2012_en.htm [49] En dagsorden for forandring – KOM(2011) 637 endelig,
vedtaget den 13. oktober 2011. [50] Se http://www.uncsd2012.org/index.html