This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012DC0672
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS Report on the Review of the European Water Scarcity and Droughts Policy
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Rapport om revision af politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Rapport om revision af politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke
/* COM/2012/0672 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Rapport om revision af politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke /* COM/2012/0672 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG
REGIONSUDVALGET Rapport om revision af politikken til
bekæmpelse af vandknaphed og tørke 1. Indledning I løbet af det seneste
årti er bekymringerne over tørke og vandknaphed vokset i EU, især hvad angår
den ubalance, der vil være på lang sigt mellem vandefterspørgsel og
vandtilgængelighed i Europa. Efter en af de værste tørker i 2003, der
berørte mere end 100 mio. mennesker og en tredjedel af EU's område og kostede
mindst 8,7 mia. EUR, bad EU's Ministerråd Europa-Kommissionen om at tage hånd
om de udfordringer, der er forbundet med vandknaphed og tørke i EU. Kommissionen svarede på denne henstilling med
sin meddelelse om vandknaphed og tørke i Den Europæiske Union[1], som opstiller et vandhierarki,
hvor vandefterspørgselsstyring har førsteprioritet, og nye forsyningsmuligheder
først bør overvejes, når alle muligheder for opnåelse af vandeffektivitet er
udtømt. I meddelelsen blev der fremsat syv indsatsmuligheder for håndtering af
vand- og tørkeproblemerne. Hver af disse vil blive vurderet i nedenstående
afsnit 3.1.1 – 3.1.7. Kommissionen har i sine årlige
opfølgningsrapporter for 2008, 2009 og 2010 vurderet de fremskridt, der er
gjort med hensyn til gennemførelse af ovennævnte indsatsmuligheder. Nærværende
rapport er et svar på Rådets anmodning fra 2007 om i 2012 at revidere, hvorvidt
man med politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke har nået målene om at
reducere vandknapheden og risikoen for tørke. Rapporten ser endvidere på,
hvorvidt foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af
vandrammedirektivet (VRD)[2]
har bidraget til bekæmpelse af vandknaphed og tørke. Denne vurdering er baseret
dels på en række undersøgelser[3],
som er iværksat af Europa-Kommissionen, dels på en vurdering af
medlemsstaternes vandområdeplaner, og er en af grundpillerne for udviklingen af
strategien for beskyttelse af EU's vandressourcer. Yderligere oplysninger kan
findes i vedlagte arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. 2. Vandknaphed og tørke i europa I 2011 og 2012 blev store dele af Syd-, Vest-
og endda Nordeuropa ramt af tørke. Tørken i 2011 er blevet beskrevet som den
værste i hundrede år med nedbør på blot 40 % af normalen. Adgangen til
vand har begge år været væsentligt forringet i foråret, og i store dele af EU
blev der indført restriktioner for brug af vand. I løbet af de sidste tredive
år er der blevet flere og mere alvorlige tørker. Mellem 1976 og 2006 er
antallet af områder og mennesker, der er ramt af tørker, steget med næsten
20 %, og de samlede omkostninger ved tørker har nået 100 mia. EUR. I 2007 havde mindst 11 % af EU's
befolkning og 17 % af EU's landområder oplevet vandknaphed, og problemet
bliver stadig større. Flere vandløbsoplande bliver nu anset for at lide under
vandstress året rundt. I sommermånederne er vandknapheden mest udtalt i
Sydeuropa, men den er ved at blive markant i de nordlige vandløbsoplande,
herunder også i Det Forenede Kongerige og Tyskland. Tendensen synes at være vedvarende. En model,
som lokaliserer vandløbsoplande med vandknaphed både om sommeren og på
årsbasis, viser, at antallet af vandløbsoplande med vandknaphed forventes at
stige med op til 50 % i 2030[4]. Både tørke og vandknaphed kan medføre
økonomiske tab for de væsentligste vandforbrugende sektorer og få miljømæssige
konsekvenser for biodiversiteten og vandkvaliteten og medføre forringelse og
tab af vådområder, jorderosion, jordforringelse og ørkendannelse. Visse
virkninger er kortsigtede, hvor forholdene vender hurtigt tilbage til normalen,
mens andre virkninger forbliver permanente. 3. Politik til bekæmpelse af vandknaphed og
tørke i europa De politiske instrumenter, der blev indført
med meddelelsen fra 2007 og vandrammedirektivet, er begge vigtige instrumenter,
der skal hjælpe med at vende udviklingen i EU hvad angår vandknaphed og
risikoen for tørke. De følgende afsnit viser, i hvilken udstrækning dette er
sket til dato, og udpeger manglerne i den nuværende politik til bekæmpelse af
vandknaphed og tørke. 3.1. Gennemførelse af
indsatsmulighederne fra 2007 3.1.1. Korrekt prissætning for vand Der er kun sket en begrænset gennemførelse af vandrammedirektivets krav
om omkostningsdækning og prissætning med tilskyndelsesvirkning.
Vandområdeplanerne indeholder oplysninger om gældende afgifter for
vandforsyning, hvor definitionen af vandforsyning ofte ikke stemmer overens med
Kommissionens fortolkning heraf, da disse definitioner er begrænset til at
omfatte forsyning af drikkevand og håndtering af spildevand og udelukker privat
indvinding, beskyttelse mod oversvømning, vandkraft, sejlads m.m[5]. Selv der, hvor der anvendes en bredere definition af begrebet
vandforsyning, er omkostningsdækning endnu ikke normen i alle medlemsstater, og
der bliver ofte ikke taget højde for miljømæssige eller ressourcerelaterede
omkostninger. Hvis vandafgiften fastsættes under
omkostningsdækningsniveauet, risikerer udskiftningen af drikkevandsystemerne
ikke være tilstrækkelig til at mindske vandspildet til et bæredygtigt niveau,
og de forhåndenværende midler vil ikke være nok til at nå miljømålene[6]. Inden for landbruget, som er den største
vandforbrugende sektor i EU, bliver driftsudgifterne til vandforsyning kun
delvist dækket i 10 medlemsstater og kapitalomkostninger bliver ofte
subsidieret. I EU er en væsentlig del af landbrugets vandindvinding ikke
prissat, heller ikke i områder, hvor vandressourcerne er presset, og der er
ingen finansiel mekanisme, der dækker de miljømæssige og ressourcerelaterede
omkostninger ved individuel indvinding, eller som fungerer som incitament til
at bruge vand mere effektivt. Måling er en forudsætning for effektiv
vandtildeling og prissætning[7]. 3.1.2. Mere effektiv vandtildeling og
vandrelateret støtte Overordnet set har alle medlemsstater indført
godkendelsesprocedurer for vandindvinding eller –anvendelse, men procedurerne
er vidt forskellige, og ulovlig indvinding er fortsat en betydelig udfordring i
dele af Europa. Forbud mod vandanvendelse i perioder med vandknaphed eller
tørke er en del af mange medlemsstaters vandtildelingspolitik. I visse medlemsstater er restriktionerne
fastsat i overensstemmelse med et vandbrugerhierarki, hvor miljøet af og til
optræder som en særskilt sektor. Indvindingsreglerne er til tider strengere i
områder, der lider af permanent vandmangel. Ordninger med økologisk vandføring[8] bliver i stigende grad brugt i
forbindelse med vandindvinding for at begrænse vandforbruget, fastsætte
maksimumgrænser for ændringer i vandområder, bevare en vis biologisk tilstand
og hjælpe med at afbøde virkningerne fra tidligere foranstaltninger. Spanien er det eneste land i Europa, hvor det
siden 1999 har været muligt at handle med vandbrugsrettigheder, og siden 2005
er der opstået vandmarkeder med et væld af formelle og uformelle
handelsmekanismer. Under Spaniens tørke i 2005-2008 var udvekslingerne på
vandmarkedet med til at lette forholdene for de vandløbsoplande, hvor
vandknapheden var størst. Der er sket
fremskridt med hensyn til at integrere vandmængdeaspektet i den fælles
landbrugspolitik, og bestemmelserne i Kommissionens forslag om, at den fælles
landbrugspolitik skal inddrage vandrammedirektivet i krydsoverensstemmelsen og
opstille betingelser for brug af midler til udvikling af landdistrikter til
vandingsprojekter, er afgørende for, at denne tendens kan fortsætte.
Kommissionens forslag for 2014-2020 fastslår, at effektiv vandforsyning og
vandefterspørgselsstyring er nøgleaktioner for de investeringer i
vandforvaltning, som Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og
Samhørighedsfonden skal foretage. En meddelelse fra Kommissionen[9] har desuden mindet
medlemsstaterne om behovet for at styrke vandeffektiviteten, når
samhørighedspolitikkens midler anvendes. Medlemsstaternes anvendelse af
EIB-midler til bekæmpelse af vandknaphed og tørke er stadig begrænset. Det er ikke almindeligt, at man i
medlemsstaterne tilpasser arealanvendelsen med det formål at gøre
vandressourcerne mindre sårbare, ligesom der udarbejdes uafhængige
støtteforanstaltninger og tekniske foranstaltninger i stedet for integrerede
planer for anvendelse af land og vand. Medlemsstaterne bruger kun sjældent
omkostningseffektivitet og cost-benefit-analyse til at prioritere investeringer
med hensyn til vandområdeplanerne; derfor har processen ikke medført en
koordineringsmekanisme, der kan fordele finansielle ressourcer til prioriterede
emner6. 3.1.3. Forbedring af
tørkerisikostyring Der er sket fremskridt i udviklingen af
tørkestyringsplaner, men deres gennemførelse og integration med
vandområdeplanerne og andre planlægningsdokumenter er stadig begrænset. Nogle
af foranstaltningerne i vandområdeplanerne har som mål at mindske
vandindvinding fra forskellige sektorer og kan dermed bidrage til at mindske
risikoen for tørke. De er imidlertid mest fokuseret på vandknaphed. Prototypen på det europæiske
tørkeobservatorium er blevet videreudviklet og der er kommet
interoperabilitetsaftaler på plads ledsaget af etablering af vigtige datacentre
på europæisk, regionalt og lokalt niveau. Foreløbigt er EU-tørkeindikatorer nu
tilgængelige for nedbør, jordfugtighed og vegetationens reaktion, ligesom der
findes en kombineret tørkeindikator, som er målrettet tørke i landbruget. Der
kræves yderligere udvikling for at teste og forbedre rækken af indikatorer,
indsamle flere data fra nationalt niveau og fra vandløbsoplandene, teste og
indføre mellem- og langsigtede tørkeudsigter og udføre analyser af farer og
risici. Det er sket begrænsede fremskridt med hensyn
til brug af EU's solidaritetsfond i tørkeområder. Den finansielle mekanisme er
kun blevet anvendt én gang i forbindelse med tørken på Cypern i 2008.
Gennemførelsesbestemmelserne bliver p.t. revideret. 3.1.4. Overvejelse af supplerende
vandforsyningsinfrastrukturer I visse medlemsstater er der udviklet
supplerende vandforsyningsinfrastrukturer, før det fulde potentiale for
vandbesparelsesforanstaltninger er blevet udnyttet, hvilket strider mod
vandhierarkiet. Medlemsstaterne har ikke foretaget systematiske overvejelser af
de mulige miljøkonsekvenser ved de nye planer om vandforsyningsinfrastrukturer. Det forudses i 30 % af de gennemgåede
vandområdeplaner, at udvikling og opgradering af reservoirer og andre
vandinfrastrukturer vil øge vandressourcerne og reducere de socioøkonomiske
konsekvenser ved nedsat vandtilgængelighed. 25 % af vandområdeplanerne indeholder
udvikling eller opgradering af vandoverførselsprogrammer – dog med forskellige
grader af relevans. 50 % omfatter genbrug af spildevand, mens 30 % af
planerne omfatter kunstig tilførsel af overfladevand til grundvand og opsamling
af regnvand. Udvikling eller opgradering af
afsaltningsanlæg indgår kun i få vandområdeplaner, men er yderst vigtig for
vandløbsoplandene i Sydeuropa. Planerne tager ikke altid tilstrækkelig højde
for afsaltningens negative virkninger på miljøet. 3.1.5. Tilskyndelse til vandeffektive
teknikker og metoder Selvom landbrug med vanding har opnået
væsentlige vandeffektivitetsbesparelser, kan der stadig spares væsentlige
mængder vand ved at forbedre vandingsplanerne og modernisere teknologien. Det
er dog stadig usikkert, om vandbesparelser på marken også betyder en overordnet
besparelse for bedriften og for vandløbsoplandet. I visse tilfælde har en
modernisering ført til mere intensiv drift eller udvidelse af det dyrkede areal
frem for en reduktion af vandforbruget[10].
Der er stadig plads til effektivisering inden for byggeriet, f.eks. med hensyn
til økologisk design af vandhaner og brusehoveder. I EU er der store forskelle, når det kommer
til drikkevandsforsyningssystemernes effektivitet. I nogle tilfælde befinder
drikkevandsforsyningssystemer med laveffektiv vandanvendelse (med omfattende
lækager) sig på et optimalt økonomisk effektivitetsniveau, hvilket betyder, at
yderligere investeringer i lækagereduktion resulterer i øgede offentlige
omkostninger, som hverken gavner befolkningen eller miljøet6. Vurderingen af vandområdeplanerne viser, at
der ofte ikke er foretaget en tilstrækkelig koordinering med andre fysiske
eller socioøkonomiske planer, for eksempelvis planer for arealanvendelse. Denne
mangel på koordinering er sammen med manglen på støttende finansieringsplaner
en hindring for gennemførelse af vandområdeplanerne som helhed og af de
foranstaltninger, som er knyttet til vandknaphed og tørke (herunder
foranstaltninger vedrørende effektiv vandanvendelse) i særdeleshed. 3.1.6. Udvikling af en
vandsparekultur i Europa Medlemsstaterne har igangsat en bred vifte af
oplysningsaktiviteter, der skal fremme vandbesparelse, mens andre værktøjer
såsom prissætning med tilskyndelsesvirkning, finansielle mekanismer for
vandbesparelse, økologisk design af vandforbrugende apparater m.m. ikke altid
er tilstrækkeligt repræsenteret. Hvad angår bæredygtigt forbrug er der opstået
to hovedtendenser inden for certificering og mærkning af fødevare- og
landbrugsprodukter: programmer, som har fokus information om et produkts
vandfodaftryk, og programmer, der opmuntrer til god vandforvaltning. Mærkning
med vandfodaftrykket bliver p.t. ikke anbefalet, da de fleste forbrugere ikke
har tilstrækkelig viden om, hvordan disse oplysninger skal fortolkes. Der er
ligeledes ubesvarede spørgsmål om gennemsigtighed og pålidelighed med hensyn
til de data, der ligger til grund for fodaftrykket, og om dets manglende fokus
på virkningerne af det vand, der anvendes[11].
Det europæiske vandpartnerskab (EWP) har
udarbejdet programmet European Water Stewardship (EWS) med det formål at fremme
effektiv praksis blandt de største vandforbrugere. Certificeringskriterier er
tæt forbundet med vandrammedirektivets hovedkrav, og EWS kan derfor blive et
vigtigt værktøj til at optimere vandforvaltningen i vandløbsopområderne. 3.1.7. Forbedring af videngrundlag og dataindsamling Der findes endnu ingen langtidsdækkende data
om vandmængder på EU-niveau, derfor er det stadig en udfordring at foretage en
grundlæggende identifikation af de vandløbsopområder, der er ramt af
vandknaphed. Ensrettede oplysninger om tilstand og belastning, virkninger og
effektivitet af håndteringen af vandknaphed og tørke skal stadig forbedres. Der er sket fremskridt med hensyn til
anvendelsen af fælles indikatorer for vandknaphed og tørke inden for rammerne
af den fælles gennemførelsesstrategi for vandrammedirektivet. Indtil videre er
der enighed om tre indikatorer: ·
Det standardiserede nedbørsindeks, som måler
meteorologisk tørke ·
Andelen af absorberet fotosyntetisk aktiv stråling
(fAPAR), som måler tørkens konsekvenser for vegetationen ·
Vandudnyttelsesindeks plus (The Water Exploitation
Index Plus, WEI+), som måler presset på vandressourcerne fra vandindvinding. Disse indikatorer kan beregnes ud fra
informationer, som enten allerede er tilgængelige eller under udarbejdelse
(f.eks. den fysiske vandbalance, som udarbejdes af Det Europæiske
Miljøagentur). Forskning i
vandknaphed og effektiv vandanvendelse er spredt over det sjette og det syvende
rammeprogram, og det kræver en større indsats at skabe synergi mellem
medlemsstaternes forskningsaktiviteter bl.a. hvad angår vandbesparelse og
–effektivitet, og sikre koordinering med politiske behov. Dette er gradvist
blevet integreret i projekter, som er lanceret for nylig. 3.2. Integration af vandknapheds-
og tørkeforanstaltninger i vandområdeplanerne For alle de lande, der har indsendt deres
vandområdeplaner (dvs. undtagen Portugal og Grækenland samt dele af Spanien og
Belgien)[12],
er der foretaget en undersøgelse af, hvordan vandknaphed og tørke håndteres i
vandområdeplanerne. Overalt i EU betragtes vandknaphed og tørke
som vigtige emner. Der rapporteres om vandknaphed i hele Middelhavsområdet og i
visse dele af Central-, Øst- og Nordeuropa. i 41 % af vandområdeplanerne
betragtes vandknaphed ikke som et relevant problem. Der rapporteres om tørke i
en lang række vandområdedistrikter i Europa, men i 40 % af
vandområdeplanerne betragtes tørke ikke som relevant. Analysen af vandmængdeaspektet er ikke
tilstrækkeligt underbygget i mange vandområdeplaner. De kvantitative data er
utilstrækkelige, og der er ofte ikke en klar skelnen mellem vandknaphed og
tørke. Der er kun opstillet scenarier for vandefterspørgsel i 35 % og
scenarier for vandtilgængelighed i mindre end 25 % af vandområdeplanerne.
I 80 % af planerne bliver der ikke foretaget en vurdering af dataenes
usikkerhed, og i 90 % af planerne angives der ingen finansieringskilder
til gennemførelse af de pågældende foranstaltninger. 45 % af vandområdeplanerne omfatter
foranstaltninger, der ved at styrke økosystemernes modstandsdygtighed vil sikre
opnåelse af vandrammedirektivets mål. Det er kun få vandområder, som er truet
af vandknaphed, hvor ny udvikling inden for vandforbrug er højt prioriteret i
vandområdeplanerne. Andre sektorpolitikkers indflydelse på
begrænsning af vandknaphed og afbødning af virkningerne af tørke er ikke
tilstrækkeligt omfattet af planerne: det er kun i 12 % af tilfældene, at
de forskellige sektorers pres på vandressourcerne bliver klarlagt. Med hensyn til internationale vandløbsoplande
er vandmængderne stadig ikke håndteret på en måde, som kan reducere risikoen
for konflikter og bidrage til opnåelse af vandområdeplanernes mål. Kun 5 %
af de gennemgåede internationale vandområdeplaner indeholder koordinerede foranstaltninger
for hele det internationale vandløbsopland til håndtering af problemerne med
vandknaphed og tørke. 3.3. Mangler i den nuværende
vandknapheds- og tørkepolitik Ovenstående vurdering viser en række indbyrdes
forbundne mangler i politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke i Europa.
Der er tale om: · Konceptuelle mangler: Der mangler stadig en forståelse af
årsagssammenhængen mellem drivkræfter, belastning, tilstand og virkninger, som
vil kunne hjælpe med at identificere de mest omkostningseffektive
foranstaltninger til håndtering af vandknaphed og tørke. Vandknaphed og tørke
bliver ofte ikke adskilt, og de indikatorer, der skal påvise de to fænomener,
har hidtil været utilstrækkelige. De nyligt aftalte indikatorer skal beregnes
for hele EU inden for en passende geografisk og tidsmæssig ramme. Dette fordrer
en sammenhængende datamængde på EU-niveau · Manglende oplysninger: Vandområdeplanerne indeholder begrænsede data om
den nuværende og kommende vandefterspørgsel og om foranstaltninger til
håndtering af vandknaphed og tørke, finansieringsmuligheder og deres forventede
virkning på vandknaphed og tørke. Manglen på ordentlige oplysninger
besværliggør en korrekt vurdering af foranstaltningernes effektivitet og
socioøkonomiske konsekvenser · Mangler inden for politik, forvaltning og gennemførelse: De fleste
støtteforanstaltninger, som medlemsstaterne foreslår til håndtering af
vandknaphed og tørke, handler generelt om belastning, tilstand og virkninger,
og prioriterer foranstaltninger, der øger vandforsyningen. Kun få
vandområdeplaner foreslår foranstaltninger, som er målrettet de væsentligste
drivkræfter bag vandknapheden og tørken, eller gennemførelse af
ledsageforanstaltninger såsom måling, prissætning/støtte og begrænsning af
vandforbruget. Det er uklart, hvem der har ansvaret, og hvem der skal
finansiere de foreslåede foranstaltninger. En hensigtsmæssig koordinering med
andre planlægningsprocesser og de finansielle midler, der er til rådighed, er
ikke tilfredsstillende. Endelig er forbindelsen mellem vandknaphed og økologisk
vandføring ikke fastlagt. 4. Bedre fremtidig håndtering af
spørgsmålet om vandmængder Hovedformålet med håndtering af vandknaphed og
tørke er at genskabe og bevare vandbalancen i alle europæiske vandløbsoplande,
idet der fuldt ud tages højde for vandøkosystemernes behov for vand. Selvom vandområdeplanernes krav til
vandmængder ikke er blevet præciseret for overfladevand[13], kan god økologisk tilstand
ikke opnås i et vandområde, hvor gennemstrømningen er blevet væsentligt ændret
pga. eksempelvis overindvinding. Derfor er passende forvaltning af
vandmængderne et implicit krav i vandområdeplanerne. Der er opnået en fælles
forståelse af vandknaphed og tørke inden for rammerne af den fælles
gennemførelsesstrategi. Der bør tages yderligere højde herfor i de næste
vandområdeplaner. Det europæiske innovationspartnerskab om vand[14] kan komme til at spille en
afgørende rolle for fremme af udviklingen af innovative løsninger til
håndtering af vandmængdeproblematikken, mens det europæiske innovationspartnerskab
om landbrugets produktivitet og bæredygtighed[15]
vil fokusere på vandforvaltningen på bedriftsplan og hermed bidrage til en mere
effektiv brug af vand inden for landbruget. Derudover er en række værktøjer
vigtige for at forbedre forvaltningen af vandmængder i de næste
vandområdeplaner. De vigtigste er fremhævet i det følgende: 4.1. Definition og gennemførelse
af økologisk vandføring For at løse problemerne med vandknaphed og
tørke effektivt og for at leve op til vandrammedirektivets krav om god økologisk
tilstand er det afgørende, at der etableres og vedligeholdes økologisk
vandføring i alle europæiske vandområder, hvilket også vil medføre væsentlige
sidegevinster for energibesparelser, modvirkning af klimaforandringer og
klimatilpasning, natur og biodiversitet. Det er nødvendigt med en tilpasning af
den nuværende vandfordeling for at tage hensyn til de vandafhængige
økosystemers økologiske behov. Hvis vandfordelingen afspejler den økologiske
vandførings behov, vil det være muligt at forhindre eller modvirke
konsekvenserne af vandknaphed og tørke. 4.2. Definition og gennemførelse
af målene for vandeffektivitet Vandområdeplanerne bør indeholde kvantitative
data om vandefterspørgsel og – tilgængelighed, herunder bedre beregninger af
forventet vandtilgængelighed og vandforbrug. Oplysningerne skal være mere
gennemsigtige og afdække usikkerheder, tidsrammer og kilder. I tørkeramte
områder bør tørkeusikkerheder og variationer i f.eks. vandtilgængeligheden være
en del af vandområdeplanernes grundlag i stedet for at blive fortolket som
uventede ekstreme klimaforhold. Der er stadig et stort potentiale for
vandeffektivitetsforanstaltninger i alle de primære vandforbrugende sektorer:
landbrug, industri, distributionsnet, byggeri og energiproduktion.
Vandbesparelsespotentialet afhænger dog af den specifikke sammenhæng, og det er
de lokale interessenter, der er bedst til at opstille målene, da de har den
fornødne viden om de forskellige vandforbrugende sektorer og det hydrologiske
kredsløbs komponenter. De vil endvidere kunne sikre, at målene er
sammenhængende, og at effektivitetsforanstaltninger bliver gennemført der, hvor
de socioøkonomiske omkostninger er lavest. 4.3. Fremme af økonomiske
incitamenter til effektivt vandforbrug Ordentlig gennemførelse af vandrammedirektivets
artikel 9 er afgørende for at tackle problemerne med vandknaphed og tørke. Det
er nødvendigt at udvide de nuværende økonomiske instrumenters anvendelsesområde
for at sikre, at de fungerer som incitament for bæredygtig vandindvinding og
-anvendelse: der hvor der p.t. endnu ikke findes takster, skal disse indføres,
og takster, som er baseret på vandforbrug, skal fremmes. Derudover skal
afgifter og skatter på indvinding spille en større rolle, så miljø- og
ressourceomkostninger bliver indregnet i vandbrugernes beslutninger. Når de økonomiske instrumenter i højere grad
afspejler vandets økonomiske værdi, skabes der et større incitament for
leverandørerne af forsyningspligtydelsen til at investere yderligere i
lækageovervågning, hvilket bidrager til fuld dækning af omkostningerne og til
langsigtet bæredygtighed og effektive forsyningspligtydelser. Derudover vil
øremærkning af finansielle indtægter til foranstaltninger i forbindelse med
vandknaphed og tørke også bidrage til at nå målene på området. Etablering af markeds- og handelsmekanismer
for miljøet med et fastlagt loft er et redskab, som muliggør betaling for
økosystemydelser og dermed opnåelse af en holdbar balance for vandløbsoplande
med underskud. Øvrige fordele omfatter midlertidig eller permanent omfordeling
af rettighederne til vandforbrug mellem økonomiske brugere, som kan skabe
yderligere økonomiske fordele 4.4. Tilpasning af
arealanvendelsen til vandknaphed Grundlaget for bæredygtighed på lang sigt er
overensstemmelse mellem den nye økonomiske udvikling og vandtilgængeligheden,
og det er nødvendigt med et særligt fokus på arealanvendelse. Dette
understreger endnu engang behovet for at integrere vandområdeplanerne og andre
økonomiske og fysiske planlægningsprocesser. For at sikre, at det sker, skal
vandområdeplanerne koordineres med andre fysiske og socioøkonomiske planer
forud for vedtagelsen, og de finansielle midler til gennemførelsen skal
fastlægges. Dermed vil der blive taget ordentligt hensyn til
foranstaltningernes omkostninger og udbytte, og vandrammedirektivets princip om
omkostningseffektivitet vil blive anvendt til at nå vandområdeplanernes mål med
så lave omkostninger som muligt. 4.5. Forbedring af tørkestyring i
Europa En videreudvikling af det europæiske
tørkeobservatorium, så det kan fungere som et tidligt varslingssystem, vil være
et nødvendigt værktøj for medlemsstaterne og de økonomiske operatører, så de
kan handle så hurtigt som muligt og forberede sig på kommende tørker. Derudover
bør Den Europæiske Unions Solidaritetsfonds midler tilpasses i tilfælde af
nødsituationer, så de tørkeskader, der ikke kan undgås, bliver udbredt. Der er behov for en øget indsats for at
udvikle og gennemføre en samlet mængde foranstaltninger til håndtering af tørke
i vandløbsoplandene inden for vandrammedirektivets planlægningsproces.
Udviklingen inden for arealanvendelse bør være forligelig med vandområdets
vandtilgængelighed og også med dets variationer. Her kan grønne infrastrukturer
såsom tilbageholdelsesforanstaltninger spille en meget vigtig rolle. Ydermere bør man anvende alternative,
miljøskånsomme vandforsyningsløsninger som eksempelvis genanvendelse af vand. 4.6. Større modstandsdygtighed
over for klimaforandringer Det forventes, at
klimaforandringer vil forværre den belastning, vand allerede er udsat for, idet
nedbørsændringer kombineret med stigende temperaturer vil medføre betydelige
ændringer i vandkvaliteten og vandtilgængeligheden. Der bør inkluderes en række
tilpasningsforanstaltninger i politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke.
5. Konklusion Det overordnede mål med politikken til
bekæmpelse af vandknaphed og tørke - nemlig at vende udviklingen - er ikke
nået, til trods for, at der er sket fremskridt med hensyn til gennemførelse af
de syv politikinstrumenter, som blev beskrevet i Kommissionens meddelelse fra
20071. Medlemsstaterne har i en vis udstrækning
betragtet politikken til bekæmpelse af vandknaphed og tørke som enkeltstående.
Det er altafgørende, at der bliver øget fokus på vandmængdeaspektet i
gennemførelsen af vandrammedirektivet, hvilket skal sikres i den næste
gennemførelsesfase, sideløbende med at vandmængdeaspektet skal integreres i
sektorpolitikkerne. Størstedelen af de foranstaltninger, der
anvendes af medlemsstaterne, har fokus på vandets belastning, tilstand og
reaktion, og kun få mod de væsentligste drivkræfter. Der bliver redegjort for de påviste mangler i
politikken og de konkrete muligheder for håndtering heraf i Kommissionens
meddelelse om strategien for beskyttelse af Europas vandressourcer, som stiler
mod at integrere vandmængdespørgsmålet mere grundigt i den overordnede
politiske ramme. Hvis det er relevant, vil yderligere politiske
foranstaltninger blive behandlet i den kommende strategi om tilpasning til
klimaforandringer i foråret 2013. [1] KOM(2007) 414 endelig. [2] Direktiv 2000/60/EF, EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1. [3] http://ec.europa.eu/environment/water/quantity/building_blocks.htm
[4] Modellen er udarbejdet i forbindelse med projektet ClimWatAdapt. [5] Kommissionen har indledt traktatbrudssager mod otte
medlemsstater. Den igangværende evaluering af medlemsstaternes vandområdeplaner
viser, at kun 6 ud af de 23 evaluerede medlemsstater har en bred definition af
begrebet vandforsyning. [6] Vandforsyningsnets ressourceeffektivitet og økonomiske effektivitet. Endelig rapport fra ERM til Europa-Kommissionen, 2012. [7] The
role of water pricing and water allocation in agriculture. Endelig rapport fra Arcadis m.fl. til Europa-Kommissionen, 2012. [8] Den vandføring, der er nødvendig for at bevare de vigtige processer i
et sundt flodøkosystem og vandområders gode økologiske tilstand. [9] KOM(2011) 17 endelig. [10] Water
saving potential in agriculture in Europe. Endelig rapport fra Bio Intelligence
Service til Europa-Kommissionen, 2012. [11] Water footprinting and product labelling, Final Report from RPA to
the European Commission, 2011. [12] Rapporten kan som konsekvens heraf undervurdere EU's
udfordringer med hensyn til vandknaphed og tørke. [13] Mængdekravene er defineret for grundvand. [14] COM(2012) 216. [15] COM(2012) 79.