Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012DC0315

Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Luxembourgs nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015

/* COM/2012/0315 final - 2012/ () */

52012DC0315

Henstilling med henblik på RÅDETS HENSTILLING om Luxembourgs nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015 /* COM/2012/0315 final - 2012/ () */


Henstilling med henblik på

RÅDETS HENSTILLING

om Luxembourgs nationale reformprogram for 2012 og med Rådets udtalelse om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram for 2012-2015

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION,

som henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 121, stk. 2, og artikel 148, stk. 4,

som henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], særlig artikel 5, stk. 2,

som henviser til henstilling fra Europa-Kommissionen[2],

som henviser til beslutninger fra Europa-Parlamentet[3],

som henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd,

som henviser til udtalelse fra Beskæftigelsesudvalget,

som har hørt Det Økonomiske og Finansielle Udvalg, og

som tager følgende i betragtning:

(1)       Den 26. marts 2010 godkendte Det Europæiske Råd Europa-Kommissionens forslag til en ny strategi for vækst og beskæftigelse, Europa 2020, baseret på en øget koordinering af de økonomiske politikker, som vil fokusere på nøgleområder, hvor der skal gøres en særlig indsats for at øge Europas potentiale for bæredygtig vækst og konkurrenceevne.

(2)       Den 13. juli 2010 vedtog Rådet en henstilling om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Unionens økonomiske politikker (2010-2014) og den 21. oktober 2010 en afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelses­poli­tik­ker[4], som tilsammen udgør de "integrerede retningslinjer". Medlemsstaterne blev opfordret til at tage de integrerede retningslinjer i betragtning i deres nationale økonomiske politik og beskæftigelsespolitik.

(3)       Den 12. juli 2011 vedtog Rådet en henstilling om Luxembourgs nationale reformprogram for 2011 og afgav en udtalelse om Luxembourgs opdaterede stabilitetsprogram for 2011-2014.

(4)       Den 23. november 2011 vedtog Kommissionen den anden årlige vækstundersøgelse, som markerede starten på det andet europæiske semester med forudgående og integreret politisk samordning, som er forankret i Europa 2020-strategien. Den 14. februar 2012 vedtog Kommissionen på grundlag af forordning (EU) nr. 1176/2011 rapporten om varslingsmekanismen[5], hvori Luxembourg ikke blev udpeget som en af de medlemsstater, for hvilke der ville blive gennemført en dybtgående undersøgelse.

(5)       Den 2. marts 2012 tilsluttede Det Europæiske Råd sig prioriteterne med henblik på sikring af finansiel stabilitet, finanspolitisk konsolidering og tiltag til fremme af vækst. Det understregede behovet for at fortsætte en differentieret og vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, at genetablere normale lånemuligheder for erhvervslivet, at fremme vækst og konkurrenceevne, at håndtere arbejdsløshed og de sociale følger af krisen og at modernisere den offentlige forvaltning.

(6)       Den 2. marts 2012 opfordrede Det Europæiske Råd tillige de medlemsstater, der deltager i europluspagten, til at fremlægge deres tilsagn i så god tid, at de kan indgå i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer og nationale reformprogrammer.

(7)       Den 27. april 2012 afleverede Luxembourg sit stabilitetsprogram for perioden 2012-2015 og sit nationale reformprogram for 2012. For at tage hensyn til de indbyrdes sammenhænge mellem de to programmer er de blevet vurderet sammen.

(8)       Baseret på vurderingen af 2012-stabilitetsprogrammet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 er Rådet af den opfattelse, at det makroøkonomiske scenario, der danner grundlag for programmets budgetfremskrivninger, er plausibelt. Især ligger programmets scenarier for 2012 og 2013 meget tæt på Kommissionens prognose fra foråret 2012. De mellemfristede underskudsfremskrivninger bygger på et vækst­scenario, der er en anelse optimistisk: over vækstpotentialet, men stadig klart under de historiske rater. Målet for programmets budgetstrategi er at nedbringe underskuddet fra 1,5 % i 2012 til 0,9 % i 2014 med en pakke konsolideringsforanstaltninger på omkring 1,2 % af BNP og at tilvejebringe et større spillerum, når økonomien udsættes for hårde stød. Programmet bekræfter den forrige mellemfristede budgetmålsætning, som sigtede mod et strukturelt overskud på 0,5 %. Det budgetmål kan imidlertid ikke anses som hensigtsmæssigt på baggrund af bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten, for set i forhold til de nuværende strategier og fremskrivninger synes det ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til de impli­citte forpligtelser, der opstår på grund af befolkningens stigende gennemsnitsalder, heller ikke selvom gælden ligger under traktatens referenceværdi. Dertil kommer, at både Kommissionens prognose fra foråret 2012 og den (genberegnede) strukturelle budgetsaldo tyder på, at Luxembourg fra og med 2012 kommer til at afvige betydeligt fra sit eget mellemfristede budgetmål. Væksten i de offentlige udgifter eksklusive diskretionære foranstaltninger på indtægtssiden forventes at blive væsentligt større end den udgiftsreferencesats, der er fastsat i stabilitets- og vækstpakken. Den offentlige bruttogæld ligger med 20 % af BNP under traktatens referenceværdi.

(9)       Den 20. januar 2012 vedtog den luxembourgske regering et lovforslag om reform af pensionssystemet for både den private og den offentlige sektor. Reformen vil tilføre ordningen nogle korrigerende mekanismer, som skal træde i funktion hvis ordningens finansielle situation udvikler sig ugunstigt, og den indeholder justeringer af den meget generøse beregningsmetode for ydelser. Den nye beregningsmetode vil imidlertid blive indfaset med en meget lang tidshorisont på 40 år. Desuden forbliver mulighederne for tidlig tilbagetrækning stort set uændrede, og der er ikke foreslået foranstaltninger, som knytter den lovfæstede alder for tilbagetrækning til forventet levetid. Overordnet set tager Luxembourg skridt i den rigtige retning, men den foreslåede reform forekommer ikke at give tilstrækkelig sikkerhed for de offentlige finansers langsigtede bæredygtighed.

(10)     I januar 2012 vedtog Luxembourgs parlament en lov, som skulle begrænse anvendelsen af den automatiske dyrtidsregulering af lønningerne mellem 2012 og 2015 for at øge den luxembourgske økonomis konkurrenceevne. Men ud over en mulig ændring af referenceindekset har regeringen ikke tilkendegivet yderligere planer om en permanent revision af lønfastsættelsessystemet. Produktiviteten i Luxembourg er for øjeblikket meget høj, men manøvremulighederne for at opnå produktivitets­gevinster svinder ind. Hvis den luxembourgske økonomis konkurrenceevne skal bevares på længere sigt, må der gennemføres en varig revision af lønfastsættelses­systemet i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis.

(11)     Luxembourg har taget nogle relevante og troværdige skridt over for den forholdsvis høje ungdomsarbejdsløshed. Men for at kunne lette integrationen af unge på arbejdsmarkedet er der blandt andet brug for at styrke samarbejdet imellem kommunerne og gøre arbejdsformidlingerne mere effektive. Unge jobsøgende, især dem med et lavere uddannelsesniveau, vil også få udbytte af større investeringer i almen og faglig uddannelse.

(12)     Det forventes, at Luxembourg vil få svært ved at nå sine 2020-mål for reduktion af drivhusgasemissionerne. Ifølge de seneste prognoser for 2020, der er baseret på eksisterende foranstaltninger, forventes det, at Luxembourg fra 2005 til 2020 vil have øget emissionerne fra de ikke-kvotebelagte sektorer med 9 % i stedet for at beskære dem med 20 %, som det er målet. Vejtrafikken er den største emissionskilde, og her er der store muligheder for at nedbringe emissionerne. Priserne på transportbrændstof er stadig blandt de laveste i EU, hvad der fremmer "brændstofturismen" og medfører eksterne omkostninger i form af forurening og trængsel. Enten må der udformes flere politikker for at reducere drivhusgasemissionerne, eller også bliver det nødvendigt at tage de dyre fleksibilitetsmekanismer i brug.

(13)     Luxembourg har givet en række tilsagn under europluspagten. Disse tilsagn, og gennemførelsen af tilsagnene fra 2011, vedrører forbedring af konkurrenceevnen, højnelse af beskæftigelsen og styrkelse af den finansielle stabilitet. Kommissionen har vurderet gennemførelsen af tilsagnene under europluspagten. Der er taget hensyn til resultaterne af denne vurdering i henstillingerne.

(14)     Som led i det europæiske semester har Kommissionen gennemført en omfattende analyse af Luxembourgs økonomiske politik. Den har vurderet stabilitetsprogrammet og det nationale reformprogram. Den har ikke blot taget hensyn til deres relevans for at opnå en holdbar finanspolitik og samfundsøkonomisk politik i Luxembourg, men også til, i hvor høj grad de er i overensstemmelse med EU's regler og retningslinjer, da der er behov for at styrke den samlede økonomiske styring i Den Europæiske Union, ved at der fra EU-niveau ydes bidrag til kommende nationale beslutninger. Dens henstillinger under det europæiske semester er afspejlet i henstilling 1-5 nedenfor.

(15)     I lyset af denne vurdering har Rådet gennemgået Luxembourgs stabilitetsprogram, og dets udtalelse[6] fremgår navnlig af henstilling 1 nedenfor,

HENSTILLER, at Luxembourg i perioden 2012-2013 tager skridt til:

1.           at fastholde en sund finanspolitisk stilling og rette op på en eventuel fravigelse fra en mellemfristet budgetmålsætning, der sikrer de offentlige finansers langsigtede holdbarhed, og herunder særlig tage hensyn til de aldringsrelaterede implicitte forpligtelser. Til den ende bør budgetstrategien strammes og gennemføres stringent, og den bør understøttes af tilstrækkeligt konkretiserede foranstaltninger for 2013 og senere år, herunder hvad angår overholdelse at udgiftsreferencesatsen.

2.           at øge effekten af den foreslåede pensionsreform ved at fremskynde gennemførelsen en af foranstaltninger, der kan dæmme op for aldersrelaterede udgifter, at træffe ekstra foranstaltninger til at øge erhvervsfrekvensen for ældre arbejdstagere, især ved at mindske tidlig tilbagetrækning, og at tage skridt til at forbinde den lovfæstede tilbagetrækning til forventet levetid for dermed at sikre pensionssystemets bæredygtighed på lang sigt.

3.           at gå videre med – i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med national praksis at – at reformere lønforhandlings- og dyrtidsreguleringssystemet for at bevare den luxembourgske økonomis langsigtede konkurrenceevne, og som et første skridt på denne vej at fastholde det nuværende etårige dyrtidsregulerings­interval efter 2014 og at nedsætte vægten af energi og andre svingende poster i referenceindekset.

4.           at fortsætte bestræbelserne på at mindske ungdomsarbejdsløsheden ved i højere grad at inddrage interessenter og ved at styrke foranstaltninger inden for almen og faglig uddannelse, især for de lavtuddannede, for i højere grad at tilpasse unges færdigheder og kvalifikationer til efterspørgslen på arbejdsmarkedet.

5.           at sikre, at målene for reduktion af drivhusgasemissionerne fra de ikke-kvotebelagte aktiviteter (dem uden for emissionshandelssystemet) nås, især ved at gøre skattesystemet grønnere.

Udfærdiget i Bruxelles, den

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 209 af 2.8.1997, s. 1.

[2]               COM(2012) 315 final.

[3]               P7_TA(2012)0048 og P7_TA(2012)0047.

[4]               Rådets afgørelse 2012/238/EU af 26. april 2012.

[5]               COM(2012) 68 final.

[6]               I medfør af artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97.

Top