This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012DC0040
REPORT FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT AND THE COUNCIL on the evaluation of the Union's finances based on the results achieved
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået
/* COM/2012/040 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om evalueringen af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået /* COM/2012/040 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om evalueringen af Unionens finanser på
grundlag af de resultater, der er opnået
1.
Indledende bemærkninger
Dette er den
første rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om evalueringen
af Unionens finanser på grundlag af de resultater, der er opnået, jf. artikel
318 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). I artikel 318 i
TEUF fastsættes følgende: "Kommissionen forelægger ligeledes
Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport om Unionens finanser på
grundlag af de resultater, der er opnået især i forhold til bemærkningerne fra
Europa-Parlamentet og Rådet i henhold til artikel 319." I artikel 319 i TEUF fastsættes det, at
Europa-Parlamentet efter henstilling fra Rådet meddeler Kommissionen decharge
for gennemførelsen af budgettet. I denne artikel fastsættes det også, at Rådet
og Europa-Parlamentet med henblik herpå gennemgår det regnskab, den oversigt og
den evalueringsrapport, der er nævnt i artikel 318 i TEUF, samt
Revisionsrettens årsberetning med tilhørende svar fra de kontrollerede
institutioner til Revisionsrettens bemærkninger og den revisionserklæring om
regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og
formelle rigtighed, der er omhandlet i EUF-traktatens artikel 287. Som nævnt senere i rapporten er Kommissionen
ved at undersøge måderne, hvorpå de rapporter, der kræves udarbejdet i henhold
til de forskellige procedurer, kan tilpasses, så der undgås dobbeltarbejde,
samtidig med at der tages behørigt hensyn til, at planlægningen af
udarbejdelsen og omfanget af evaluerings- og dechargeprocedurerne er
forskellige. Det vil ske progressivt, idet der hvert år bygges videre på
erfaringerne fra de foregående år. Fra og med dechargeproceduren for 2011 vil
Kommissionen sigte på at vedtage evalueringsrapporten omkring midten af
november hvert år.
2.
Indledning
Et af de vigtigste aspekter i artikel 318 i
TEUF er, at evalueringsrapporten skal fokusere på Unionens finanser med
udgangspunkt i de resultater, der er opnået med de relevante programmer. Med henblik på at bidrage til vurderingen af
de overordnede resultater og virkninger udarbejder Kommissionen under og efter
afslutningen af de forskellige finansielle programmer evalueringer med henblik
på at analysere, i hvor høj grad programmerne har nået deres mål, og for at
måle, hvilke virkninger de har på samfundet. Gennemførelsen af
programmerne omfatter kapacitetsopbygning i den indledende fase, og det kan
tage adskillige år før virkningerne af ændringerne slår igennem, med det
resultat at udgifterne spredes over flere år. De langsigtede virkninger ses kun
efter et stykke tid og ikke nødvendigvis på en ensartet måde eller regelmæssigt
hvert år. Det er også
vigtigt, at evalueringerne af resultaterne og de efterfølgende beslutninger er
baseret på tendenser og ikke enkelte sæt tal, så der kan drages fornuftige
konklusioner. Der er en tendens til, at der først foreligger tilstrækkelige og
pålidelige oplysninger om særprogrammernes resultater og virkninger flere år
efter, at hele programmet er afsluttet. I modsætning
hertil er proceduren for decharge af de årlige udgifter under EU-budgettet en
særskilt procedure, der skal frembringe en endelig opgørelse over hvert års
udgifter. Proceduren følger en fast tidsplan, således at den for et regnskabsår
X fuldendes i maj i år X+2. Desuden har dechargeproceduren tidligere hovedsagelig
fokuseret på lovligheden og den formelle rigtighed, selv om der nu anlægges en
bredere tilgang. Der er derfor ikke
en direkte overensstemmelse mellem på den ene side planlægningen af
udarbejdelsen og omfanget af evalueringerne af de finansielle programmer og på
den anden side proceduren for decharge for de årlige udgifter. Bemærkningerne
fra Europa-Parlamentet og Rådet i forbindelse med proceduren for decharge for
udgifterne i et bestemt år kan ofte ikke knyttes til den aktuelle fase i det
finansielle program og de evalueringsresultater, der er udarbejdet på eller
omkring dette tidspunkt. Der findes allerede mange detaljerede
oplysninger om vurderingen af resultaterne og virkningerne af EU's forskellige
finansielle programmer i de individuelle evalueringer, konsekvensanalyserne, de
årlige aktivitetsrapporter[1],
de sammenfattende rapporter om forvaltningsresultaterne og
aktivitetsredegørelserne[2]
og rapporten om opfølgning på dechargeafgørelsen og -henstillingen, der
offentliggøres hvert år. Desuden skal evalueringsrapporterne, der udarbejdes i
henhold til artikel 318 i TEUF, ikke overlappe det evalueringsarbejde, der er
påkrævet i henhold til de basisretsakter, der opretter EU-programmerne. Derfor har Kommissionen overvejet, hvorvidt
evalueringsrapporten systematisk hvert år skal dække alle programmer eller
hvert år kun de programmer, for hvilke der i det pågældende år foreligger
tilstrækkeligt med relevante og nye oplysninger. Hvis alle de programmer, som
EU finansierer, dækkes fra år til år, vil der være en risiko for, at resultatet
bliver meget omfattende, uden fokus og med en gentagelse af oplysningerne i
tidligere rapporter, når det vedrører programmer, hvor der siden den seneste
rapport ikke er sket større ændringer. Hvis rapporterne omhandler et begrænset
antal programmer hvert år, og der tages højde for vigtigheden af hvert program
og de seneste evalueringsresultater, samtidig med at det sikres, at et bredt
udvalg af de finansielle områder dækkes på mellemlang sigt, vil rapporterne
blive tydeligere og mere målrettede. For at undgå dobbeltarbejde og for at starte
denne nye rapporteringsprocedure har Kommissionen i denne evalueringsrapport besluttet
at fokusere på udvalgte politikområder. Rapporten omhandler to områder:
Uddannelse og Kultur samt Forskning. Det synes hensigtsmæssigt, at denne første
rapport omhandler disse områder, da de bidrager til de overordnede mål og
flagskibsinitiativerne i EU-strategien for 2020[3].
Disse områder indebærer store udgifter, næsten 8 mia. EUR i 2010. De
er også væsentlige eksempler på politikker, der gennemføres centralt og ikke
ved delt forvaltning med medlemsstaterne. Kommissionen agter i de kommende år
at dække de vigtigste finansielle programmer, der gennemføres centralt eller
ved delt eller fælles forvaltning, og hvert år dække et varieret udsnit fra
områder som regionalpolitik eller en af de andre strukturfonde,
erhvervspolitik, beskatning, energi, mobilitet og transport eller
informationssamfundet. Inden for disse to områder foreligger der
nylige evalueringsresultater, som vil blive omhandlet senere i rapporten, og
derfor er de to områder velegnede til at blive dækket af rapporten, selv om der
dette år foreligger nyligt evalueringsmateriale i forbindelse med mange
finansielle programmer på grund af de igangværende forberedelser til de nye
flerårige finansielle rammer. Mængden af nylige evalueringsresultater vil
variere i andre år, da evalueringerne planlægges således, at de understøtter
beslutningstagningen mest muligt. Kommissionen bestræber sig derfor på at
tilpasse kontrol- og evalueringsordningerne bedre med programmeringscyklussen,
så i de næste år vil der sandsynligvis komme flere evalueringer i forbindelse
med udarbejdelsen af nye forslag og færre evalueringer. I overensstemmelse med artikel 318 i TEUF
skulle undersøgelsen af de to udvalgte politikområder have været knyttet sammen
med henstillingerne om decharge for 2009, dvs. til de anmodninger, som
Europa-Parlamentet og Rådet har fremsat vedrørende disse to områder.
Dechargemyndigheden fremsatte dog i afgørelsen og henstillingen om 2009 ingen
særlige bemærkninger til politikresultaterne på områderne Uddannelse og Kultur
og Forskning. I de følgende afsnit angives først de
programmer, som rapporten omhandler, og herefter oplyses kort programmernes
rolle og mål. Dernæst undersøges de nylige evalueringsresultater, og spørgsmålene
om omfanget af programmerne bidrag til deres mål, og hvorvidt de forventede
virkninger er opnået, undersøges på forskellig vis. Da programmerne stadig er
igangværende, fremlægges i denne evalueringsrapport de vigtigste konklusioner
om de hidtil gjorte fremskridt. Endelig henvises der i rapporten undertiden til
evalueringerne af tidligere programmer for at give et mere fuldstændigt og
sammenhængende billede. Det medfølgende arbejdsdokument fra tjenestegrenene
indeholder en liste over referencedokumenterne.
3.
Uddannelse og Kultur
3.1.
Indledning
Politikområdet
Uddannelse og Kultur har følgende generelle mål: (1)
Højne niveauet og relevansen af kvalifikationer,
der bidrager til høj kvalitet og lige muligheder, og give alle unge lærende og
forskere mulighed for mobilitet. (2)
Fremme kreativitet, interkulturel dialog og den
kulturelle og sproglige rigdom og opbygge den kreative økonomis jobskabende
potentiale. (3)
Styrke deltagelse af og solidaritet og udveksling
mellem mennesker med fokus på de unge. (4)
Samarbejde med partnerlande og –regioner verden
over og internationale organisationer for at fremme de europæiske værdier på
verdensplan og styrke mellemfolkelige kontakter. (5)
Programmet for livslang læring, Det Europæiske
Institut for Innovation og Teknologi, Marie Curie-aktionerne (i det syvende
rammeprograms program "Mennesker"), Aktive unge, Kulturprogrammet og
MEDIA 2007 er de vigtigste finansielle instrumenter, der anvendes til at opnå
de generelle mål, og det samlede budget er på næsten 14 mia. EUR for
perioden 2007-2013. Som sådan bidrager de også til flere flagskibsinitiativer
på dagsordenen for Europa 2020 (Aktive unge, Dagsordenen for nye
kvalifikationer og jobs, Innovation i EU, den digitale dagsorden, Platform mod
Fattigdom) og til fremskridtene mod de overordnede mål i Europa 2020-strategien
på uddannelsesområdet[4].
Programmernes merværdi ligger i aktiviteternes
tværnationale natur, der supplerer de nationale eller regionale
foranstaltninger. Desuden sikrer den europæiske foranstaltning en større
spredning af resultaterne, hvilket kan bidrage til mere velorienterede
politikudformninger i Unionen og uden for Unionen.
3.2.
Livslang læring
Programmet
for livslang læring omfatter fem sektorprogrammer: (6)
Comenius (undervisning på underskole og
sekundærskoletrinnet) (7)
Erasmus (højere uddannelser) (8)
Leonardo da Vinci (erhvervsuddannelse) (9)
Grundtvig (voksenuddannelse) (10)
Tværgående og Jean Monnet (støtte til tværgående
aktiviteter som politiksamarbejde og innovation). Programmet
for livslang læring støtter studerende, elever og uddannelsespersonale fra alle
uddannelsessektorer med hensyn til mobilitet, så de kan bruge tid til at lære i
uddannelsessystemet i en anden medlemsstat. På linje med Europa 2020-strategien
er det almindelige mål at bidrage til udviklingen af EU til et avanceret
vidensamfund med en holdbar økonomisk udvikling, flere og bedre job og større
social samhørighed. I
midtvejsevalueringen fra 2011[5]
er vurderingen af programmet for livslang læring, at det overordnet set er
effektivt til at dække behovene i de sektorer, det vedrører. De iværksatte foranstaltninger har skabt en tydelig
merværdi til de nationale aktiviteter. Der
konstateres, at de fleste programmål er nået, eller det angives, at det af
gennemførelsen og resultaterne fremgår, at målene med stor sandsynlighed vil
blive nået. Desuden er de vigtigste målgrupper
nået. I evalueringen konstateres det, at
programmet forbedrer de studerendes færdigheder, tilpasnings- og
beskæftigelsesevne og styrker arbejdsmarkedernes åbenhed og effektivitet. Programmet højner de ansattes professionelle
udvikling og forbedrer effektiviteten af de europæiske uddannelser. Det
fremgår også af midtvejsevalueringen, at 2,4 millioner studerende har
deltaget i underprogrammet Erasmus siden 1987, hvilket er en udbygning fra et
lavt udgangspunkt. Målet er 3 millioner senest i 2013. Markedsværdien af denne
type udveksling bekræftes af, at mere end 40 % af arbejdsgiverne er af den
opfattelse, at uddannede med en international erfaring har bedre kompetencer
end dem uden international erfaring. Mere end
40 000 universitetsansatte har deltaget i det samme program hvert år. I
henhold til midtvejsevalueringen af programmet for livslang læring har mere end
77 000 personer ligeledes draget nytte af den uddannelses- eller
undervisningsmobilitet, som underprogrammet Leonardo da Vinci støtter. 85 %
af deltagerne i Leonardo da Vinci-mobilitetsprogrammet er af den opfattelse, at
deres praktikophold har gavnet deres karriere. I
midtvejsevalueringen oplyses det, at programmet for livslang læring har vist,
at det skaber merværdi ved at øge den europæiske dimension af læring på alle
områder og i alle underprogrammer. Underprogrammet
Erasmus for højere uddannelser har skabt målbar EU-merværdi[6] ud over blot at
"inspirere" eller "påvirke". Den
overordnede konklusion er, at programmet for livslang læring er effektivt, og
at målene stadig er relevante. Der konstateres
visse gennemførelsesproblemer, der især skyldes negative eksterne faktorer som f.eks.
de mulige deltageres manglende sprogkundskaber. Dette
problem varetages mest direkte gennem underprogrammet Erasmus. I
henhold til konklusionerne i midtvejsrapporten er der dog også klare tegn på,
at resultaterne med de forskellige underprogrammer er ujævne, og at målenes
ambitionsniveau i visse tilfælde ikke står i forhold til de bevilgede midler,
hvilket navnlig er tilfældet i underprogrammet Comenius. Antallet af specifikke og operationelle mål er for højt, hvilket
kan have en negativ virkning på programmet for livslang læring, der i sin natur
allerede er fragmenteret. Nogle af de
specifikke mål lider desuden under en mangel på en direkte tilknytning til de
generelle mål, og i flere tilfælde overlapper målene hinanden. Disse resultater gav vigtigt input til en
strømlinet udformning af det foreslåede program "Erasmus for alle".
3.3.
Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi
Målet
med det nyligt oprettede Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)
er at integrere videregående uddannelse, forskning og innovation. Instituttets
prioritet er at få den langfristede innovation omsat til kommerciel anvendelse,
navnlig gennem startup- og spin-off-virksomheder. Det
første videns- og innovationsfællesskab (VIF), som EIT har støttet, men hvor 75 %
af VIF-budgettet dog kom fra andre kilder, startede sit arbejde i 2010. I den første evaluering bekræftes det, at EIT stort
set har opfyldt sine operationelle nøglemål i opstartsfasen, selv om der har
været enkelte forsinkelser på grund af den indbyggede kompleksitet[7]. Det
bemærkes dog også i evalueringen, at Det Europæiske Institut for Innovation og
Teknologi på dette tidlige tidspunkt i sin udvikling stadig arbejder på at nå
målet om at blive til en referencemodel. Der er stadig behov for, at
instituttet erhverver tilstrækkeligt med erfaringer og ekspertise på tværs af
de funktioner, det opfylder. Et af resultaterne var også, at der er plads til
forbedringer med hensyn til deltagelse af universiteter i verdensklasse og af
innovationscentre og med hensyn til det komplementære forhold mellem EIT og
andre EU-programmer. Proceduren og kriterierne for udvælgelse af deltagerne kan
også gøres tydeligere. Resultaterne af evalueringen indgik som
baggrundsmateriale til udarbejdelsen af det nylige forslag fra Kommissionen om
ændring af EIT-forordningen (forordning (EF) nr. 294/2008), og der vil blive
udarbejdet en handlingsplan som følge af evalueringsresultaterne.
3.4.
Marie Curie-aktioner[8]
Marie
Curie-aktionerne, der støtter forskeres mobilitet og praktikophold er
finansieret under særprogrammet "Mennesker" under det syvende
rammeprogram for forskning. Det konkluderes i den nylige midtvejsevaluering af
det syvende rammeprogram, at programmet "Mennesker" indtil nu ser ud
til at give gode resultater, og at aktionerne er godt strukturerede og
velafbalancerede. Aktionerne sætter værdifulde benchmark for EU-forskernes
arbejdsvilkår og beskæftigelsesstandarder. Det blev anbefalet, at der i de
resterende år af det syvende rammeprogram ikke indføres nye støtteordninger.
3.5.
Aktive Unge
Inden
for Europa 2020-strategien sigter programmet "Aktive unge" på at
fremme unge og unge arbejdstageres muligheder for tværnational læringsmobilitet
og beskæftigelsesegnethed samt for personlig udvikling og iværksætterånd. I
henhold til midtvejsevalueringen af programmet "Aktive unge" har mere
end 500 000 unge eller unge arbejdstagere siden 2007 deltaget i projekter,
der er blevet støttet af programmet[9].
Indtil 2011 er der i forbindelse med ikke-formelle uddannelsesmuligheder blevet
udstedt mere end 130 000 Youthpass, der bedre attesterer kompetencer, der
øger beskæftigelsesegnetheden. I
midtvejsevalueringen bekræftes programmets merværdi. Det
konstateres, at programmet hjælper unge, der har færre muligheder, hvilket er
unikt i forhold til andre programmer. 95 %
af de deltagende unge er af den mening, at de har lært at kommunikere bedre med
mennesker, der taler et andet sprog, og 66 % er af den opfattelse, at deres
jobmuligheder er blevet bedre takket være det samfinansierede projekt. Desuden bekræfter evalueringen og nye
overvågningsundersøgelser[10],
at programmet effektivt tilskynder de unge til aktivt at deltage i samfundet. Et
af resultaterne er dog også, at programmet mister fokus og indre sammenhæng på
grund af for mange mål og aktioner. Det fremtidige enkeltprogram "Erasmus
for alle" giver mulighed for at samle og ændre de nuværende mål, så de kan
gøres mere sammenhængende.
3.6.
Kultur
Kulturprogrammet
fremmer tværnational mobilitet for dem, der arbejder i den kulturelle sektor,
fremmer tværnational udveksling af kulturelle og kunstneriske frembringelser,
og fremmer interkulturel dialog. Den
særlige merværdi, som kulturprogrammet skaber, består i programmets bidrag til
den stigende bevidsthed om en fælles europæisk arv, den interkulturelle dialog,
beskyttelse af og opmærksomhed omkring den europæiske kulturs mangfoldighed og
rigdom samt fremme af den tværnationale bevægelighed for kunstnere og
kulturarbejderne og for deres produktion. I overensstemmelse med Europa
2020-strategien bidrager den kulturelle og kreative sektor, som støttes af
EU-foranstaltninger (f.eks. europæiske kulturhovedstæder, oversættelse af
fiktion, EU-priser osv.), til innovation, jobskabelse og til lokal og regional
udvikling og social integration. Alene
i 2010 var der mere end 20 000 kunstnere og kulturarbejdere, der flyttede
mellem medlemsstaterne i tværnationale samarbejdsprojekter, og støtten hjalp
flere tusinder værker til at blive vist andre steder inden for EU. Derved fik
millioner af europæiske borgere adgang til europæisk kulturel produktion. For
eksempel besøgte omkring 25 mio. mennesker mere end 22 600 steder, der var
åbne under de europæiske kulturarvsdage i 2010, der er en begivenhed, der
samfinansieres under programmet. Det
konkluderes i midtvejsevalueringen, at programmet spiller en unik rolle, når
det drejer sig om at stimulere tværnationalt samarbejde, fremme "peer
learning" og professionalismen i sektoren samt forbedre europæiske
borgeres adgang til ikke-nationale europæiske værker[11]. Det
konkluderes dog også i evalueringen, at der er behov for at tilpasse det
nuværende programs tre særmål til projektiværksætternes reelle behov.
Erfaringerne med samarbejdsprojekterne er også, at der er et klart problem med
hensyn til, hvordan programmets mål skal forstås, udtrykkes og fremmes. Med
hensyn til selve programstyringen kan visse dele af det informationssystem, der
anvendes, forbedres. Kommissionens forslag til et fremtidigt rammeprogram for
et kreativt Europa sigter på med udgangspunkt i disse erfaringer at foretage de
nødvendige tilpasninger for at imødegå de udfordringer, som den kulturelle og
kreative sektor i Europa står over for lige nu.
3.7.
MEDIA 2007
På
linje med Europa 2020-strategien er hovedmålet med programmet MEDIA at styrke
den europæiske audiovisuelle sektors konkurrenceevne. Programmet støtter
undervisning og netværksarbejde rettet mod fagfolk og udviklingen af europæiske
film og audiovisuelle værker og den tværnationale udveksling heraf. Den nye
produktionsgarantifond under Mediaprogrammet letter de europæiske audiovisuelle
produktionsvirksomheders adgang til finansiering. MEDIA Mundus støtter
samarbejde mellem fagfolk fra EU og tredjelande. Kommissionen
vurderer, at den løftestangseffekt, som produktionsgarantifonden under
Mediaprogrammet sikrer, vil resultere i lån på mere end 100 mio. EUR
til filmproducenterne. Udviklingsordningen under Mediaprogrammet støtter mere
end 300 nye film hvert år, og 50 % af de film, der bliver vist i
europæiske biografer, får støtte fra distributionsordningen. Det skønnes, at en
finansiering på 1 euro fra programmet MEDIA 2007 udløser 6 euro fra private
finansieringskilder, og inden for finansiering af biografsektoren er
multiplikationsfaktoren endda på 14. I
midtvejsevalueringen af programmet MEDIA 2007 konkluderes det, at programmet
når hovedmålet. Dets bidrag til fremme af den
kulturelle mangfoldighed i Europa er væsentligt. Det
bekræftes, at de samfinansierede foranstaltninger er effektive, og at de skaber
merværdi til de nationale foranstaltninger. Det
fremgår af de evalueringer, der foreligger af programmerne MEDIA Plus og MEDIA
2007, at disse programmer bidrager til en mere afbalanceret produktion af
audiovisuelle værker fra europæiske lande med varierende audiovisuel
produktionskapacitet[12]. Det
konkluderes dog også i midtvejsevalueringen, at MEDIA-programmets støtte til
fjernsynsspredning og interaktivt arbejde online og offline er effektivt i
meget begrænset omfang. Der gøres bestræbelser
på at tilpasse MEDIA-programmet, men i visse tilfælde er programmets
traditionelle interventionsmåder en hindring for at opfylde de hurtigt
skiftende behov i sektoren. Kommissionen har
foreslået at afhjælpe denne situation inden for det fremtidige program "Kreativt
Europa."
4.
Forskning[13]
4.1.
Indledning
I tråd med traktaten, strategien Europa 2020
og flagskibsinitiativet "Innovation i Europa"[14], har den europæiske
forskningspolitik tre almindelige mål. (1)
Udvikling af en økonomi baseret på viden og
innovation. (2)
Passende mobilisering og koordinering af forskning
og innovation på en passende skala med henblik på at adressere samfundsmæssige
problemer som klimaændringerne, energi- og ressourceeffektivitet, sundhed og
den aldrende befolkning. (3)
Styrkelse af vidensgrundlaget og opnåelse af
forskning af høj kvalitet i Europa. Det syvende rammeprogram (RP7) er Den
Europæiske Unions vigtigste politikredskab på forskningsområdet med et samlet
budget på over 50 mia. EUR[15].
RP7 investerer i og fremmer den mest
avancerede verdensklasseforskning. Det syvende rammeprogram gennemføres gennem
fire særprogrammer: Samarbejde, Idéer, Mennesker[16] og Kapacitet. Under særprogrammet "Samarbejde"
finansieres forskningssamarbejdsprojekter, der gennemføres af tværnationale
konsortier omfattende industrien og universiteterne, inden for ti temaer:
Sundhed, Fødevarer, landbrug og fiskeri, bioteknologi, Informations- og
kommunikationsteknologi, Nanovidenskab, nanoteknologi, materialer og ny
produktionsteknologi, Energi, Miljø (herunder klimaændringer), Transport
(herunder luftfart), Samfundsøkonomi og humaniora, Rummet og Sikkerhed[17]. Under særprogrammet "Idéer"
finansieres individuelle personer og deres hold, der dyrker frontlinjeforskning
inden for nye områder af den videnskabelige og teknologiske udvikling.
Programmet gennemføres af Det Europæiske Forskningsråd (EFR). EFR er blevet
oprettet med det formål at styrke kvaliteten, dynamikken og kreativiteten i
europæisk forskning og gøre Europa mere attraktivt for de bedste
forskerinitierede forskningsprojekter. Under særprogrammet "Kapacitet"
finansieres foranstaltninger, der sigter på at forbedre Europas
forskningsinfrastruktur og SMV'ernes forskningskapaciteter. Det favner også
over mindre programmer vedrørende videnskab og samfund, regionale kompetenceklynger,
forskningspotentiale, internationalt samarbejde og større sammenhæng i
forskningspolitikkerne. I de første fire år af det syvende
rammeprogram (2007-2010) blev der inden for 245 afsluttede indkaldelser af
forslag modtaget 59 140 forslag[18],
der vedrørte omkring 312 600 ansøgere. Ud af disse blev 12 500 forslag med
omkring 69 300 deltagere udvalgt til finansieringsforhandlinger, hvor det
samlede planlagte bidrag fra EU beløber sig til 20,4 mia. EUR[19]. I 2010 kom 35 % af deltagerne i de
udvalgte forslag fra den højere uddannelsessektor, altså især fra
universiteterne. 27 % af deltagerne kom fra industrien og
forskningssammenslutninger udgjorde 24 % af deltagerne. Kommissionen er særlig opmærksom på
finansieringen af SMV'er inden for særprogrammet "Samarbejde" efter
fastsættelsen af en målsætning på 15 % i RP7-afgørelsen[20]. Ses der på SMV'ernes deltagelse i temaerne i programmet
"Samarbejde", er det kun lidt over 14 % af dette programs
budget, der går til SMV'er. Med de planlagte indkaldelser af forslag under
arbejdsprogrammet for 2011 og 2012, der retter sig specifikt mod SMV'er, skulle
målet på 15 % gerne nås inden afslutningen af det syvende rammeprogram i
2013. Rammeprogrammet er
i høj grad internationalt, hvilket ses af, at 169 lande er involveret i aktiviteterne
i det syvende rammeprogram. Det syvende
rammeprogram løber fra 2007 til 2013. De her omhandlede tal og forhold baserer
sig på midtvejsevalueringen af det syvende rammeprogram, der blev udført i
2010, og på den lidt mere omfattende ex post-evaluering af det sjette
rammeprogram, der blev fremlagt i 2009.
4.2.
Sjette og syvende rammeprogram
I ex
post-evalueringsrapporten om det sjette rammeprogram erkendes det, at
rammeprogrammet er en stærk mekanisme til at igangsætte forskning og udvikling
i Europa, der kun kan virkeliggøres gennem foranstaltninger på europæisk
niveau. Det fastslås, at aktiviteterne under det sjette rammeprogram har skabt
europæisk merværdi, bidraget til øget industriel konkurrenceevne, skabt
netværksvirkninger og styrket videninfrastrukturen i Europa[21]. Mere specifikt,
men stadig af betydning for det overordnede programs resultater, konkluderes
det, at det sjette rammeprogram havde omfattet fortrinlige projekter og
inddraget topforskere, og at konsortierne var blevet godt forvaltet. Disse
bidrog til bedre forskermobilitet og internationalisering af forskerholdende.
Det har medvirket til at øge Europas kapacitet med hensyn til internationalt
konkurrencedygtig forskning på grænsen mellem videnskab og teknologi og på
forskningsområder af samfundsmæssig og industriel betydning. På de områder, hvor der bør ske forbedringer,
er målet om 40 % kvindelig deltagelse et stykke fra at blive nået, og det
er en særlig udfordring i betragtning af, at kvinder kun udgør ca. 30 % af
arbejdsstyrken inden for forskning i EU. Kvinder er også underrepræsenteret på
ledelsesniveau, selv om dette forventes at blive mere afbalanceret med tiden. Selv om det er
anerkendt, at det er vigtigt, at både store virksomheder og SMV'er deltager i
forskningen for at slå bro mellem forskningsresultaterne og innovation, har erhvervslivets
deltagelse været faldende, hvad enten den måles i andel af finansieringen eller
i antallet af deltagere. Industriens deltagelse faldt fra 39 % i det
fjerde rammeprogram til 31 % i det sjette rammeprogram og udgør for tiden
kun 25 % i det syvende rammeprogram. Der er stadig tegn på, at små
virksomheder lettere viger tilbage på grund af indviklede procedurer og
forsinkede kontrakter. Dette er tilfældet, selv om det ventes, at industriens
deltagelse vil blive øget gennem fælles teknologiinitiativer, der kun langsomt
er blevet udviklet. Ikke desto mindre viser evalueringen af det
syvende rammeprogram, at det skaber og fremmer en lang række
netværksaktiviteter mellem et stort antal nationale forskningscentre, giver
videnskabsfolk muligheder og supplerer de eksisterende finansieringskilder som f.eks.
gennem finansieringsfaciliteten for risikodeling. Det bekræftes, at det har
spillet en rolle ved at skabe grundlag for forskningssamarbejde med et stærkt internationalt
tilsnit med deltagelse af 169 lande verden over[22]. Hvad enten vurderingen går på
antallet af deltagende forskere, den geografiske spredning af forskningsholdene
eller forskningsområderne, konkluderes det i evalueringen, at det syvende
rammeprogram har en imponerende stor rækkevidde[23]. Mere specifikt angives det i
evalueringsrapporten, at selv om det syvende rammeprogram defineres som et
prækompetitivt forsknings- og udviklingsprogram, har det visse nøgleelementer,
der understøtter innovationsprocesser og derved bidrager til industriel
effektivitet og markedseffektivitet. Der henvises til de måder, hvorpå
forskellige forskningshold fra forskellige lande og på tværs af sektorerne
samarbejder, hvilket er et typisk tegn på dynamiske innovationssystemer. Dette
medvirker til den konklusion, at deltagerne fra industrien, forskningsverdenen
og de højere læreanstalter samarbejder på et højt tværfagligt niveau og med
fokus på praktisk anvendelse[24]. I evalueringen konstateres det, at
gennemførelsen af rammeprogrammet er korrekt, og det fremhæves, at
planlægningen af evalueringen af rammeprogrammet de seneste år har været
betydeligt forbedret[25], og at procedurerne for indkaldelse og behandling af forslag er
forløbet godt, og at disse procedurer har sikret, at midlerne bevilges rimeligt
rettidigt og behørigt[26]. I de to evalueringer af rammeprogrammerne
konkluderes det, at der er et stærkt behov for yderligere at forenkle
rammeprogrammet, og de forskellige problemer, der er forbundet med
rammeprogrammernes kompleksitet, fremhæves. I ex post-evalueringen af det
sjette rammeprogram angives det, at det sjette rammeprogram stadig er præget af
alt for tung administration. Eksperterne fremhæver, at den administrative byrde
er særlig stor for nye deltagere – hvad enten det er SMV'er, unge forskere,
eller deltagere fra nye medlemsstater eller fra tredjelande[27]. To år senere, i 2010, fremhæver ekspertgruppen
i midtvejsevalueringen af det syvende rammeprogram, at flere af de ændringer,
der blev gennemført i det syvende rammeprogram blev hilst velkommen af
forskerne, og de har uden tvivl hjulpet, navnlig det fælles
registreringssystem, EPSS-systemet (systemet til elektronisk indsendelse af
forslag) og mindre krævende revisionskrav. Ikke desto mindre er eksperterne
skuffede over, at der ikke findes løsninger på mange kendte problemer[28].
4.2.1.
Programmet "Samarbejde".
Programmet
"Samarbejde" er en af de vigtigste kilder til offentlig finansiering
af samarbejde på tværs af grænserne i EU, der sikrer europæisk merværdi. I de
eksisterende evalueringer fremhæves programmets betydning med hensyn til
netværksskabelse på tværs af Europa. I midtvejsevalueringen af det syvende
rammeprogram konkluderes det, at samarbejdsprojekter er kernen i det europæiske
forskningsområde, og at det syvende rammeprogram udfylder vigtige huller mellem
de nationale forskningsaktiviteter, hvilket på mange områder sikrer en kritisk
masse og merværdi. Det vurderes, at mange aktiviteter inden for det syvende
rammeprogram ikke ville være blevet gennemført uden finansiering på EU-niveau[29]. En af de vigtigste konklusioner, der stammer
fra arbejdet med forskernetværk og skabelsen af disse, er, at rammeprogrammerne
har medvirket til at stimulere og skabe en voksende kultur af vidensdeling. I
henhold til en undersøgelse har det sjette rammeprogram lettet skabelsen af det
europæiske rum for forskning og innovation ved at forbedre integrationen og
samordningen af forskning i hele Europa, og det har ført til øget
konkurrenceevne. I undersøgelsen fremhæves det, at mange deltagere i det sjette
rammeprogram i høj grad har ændret adfærd og holdning og navnlig er blevet mere
åbne over for international vidensdeling og forskningssamarbejde[30]. En af
konklusionerne i evalueringen af det syvende rammeprogram er også, at den
største merværdi af forskningssamarbejdet på EU-niveau på sundhedsområdet
skabes gennem tværnationalt samarbejde, integration af forskellige aktiviteter
og af deltagere fra forskellige projekter og en fokuseret europæisk indsats på
færre men vigtigere opgaver. Det angives også, at forskningen i transport under
det syvende rammeprogram anlægger en både stærkere og bredere tilgang til
problemerne, herunder integration af de forskellige transportformer,
betydningen af infrastruktur og anvendelsesmønstre. Det bekræftes, at multimodale
aktiviteter, der kombinerer forskellige transportformer som vej, jernbane,
luft- og vandveje skaber stor europæisk merværdi, da de nationale programmer sjældent
tager fat på disse spørgsmål. Det fremgår også af evalueringen af det syvende rammeprogram, at
programmet "Samarbejde" udvikler mindre medlemsstaters potentiale og
kapacitet til at deltage og samarbejde.
4.2.2.
Programmet "Idéer"
I
midtvejsevalueringen af det syvende rammeprogram konkluderes det om programmet
"Idéer", at princippet om fremragende kvalitet i udvalget af
projekter i høj grad er fulgt, navnlig med hensyn til finansiering af førende
forskere, hvor kvaliteten af forslagene generelt vurderes at være høj, og hvor
der er en solid konkurrence om finansieringen. Det blev fremhævet, at det er lykkedes
Det Europæiske Forskningsråd at tiltrække og finansiere verdensklasseforskning,
og at det spiller en vigtig rolle ved at fastholde forskningstalenterne i EU. Finansieringen af en blanding af
forskerinitierede forskningsforslag har gjort det muligt for Det Europæiske
Forskningsråd at finansiere forskning, der både er umiddelbart relevant for
EU's politikbehov og har potentiale til at løse mulige fremtidige udfordringer.
Opdagelser fra projekter, der er blevet finansieret af Det Europæiske
Forskningsråd, er i forskningsmiljøer blevet lovprist som milepæle og
usædvanlige fremskridt.
4.2.3.
Programmet "Kapacitet"
Det fremgår af de
foreliggende oplysninger, at det syvende rammeprogram har styrket kapaciteten
for forskning og viden på højt niveau i Europa ved at udgøre rammerne for
netværksforbindelser mellem mere end 500 nationale forskningsinfrastrukturer[31] inden for forskellige områder,
og at det har givet unge forskere mulighed for uddannelse og praktik på højt
niveau gennem ordninger, der fremmes inden for rammerne af
forskningsinfrastrukturerne. Det vurderes også, at forskningsinfrastrukturerne,
der er blevet støttet inden for det syvende rammeprogram, har en virkning på
den europæiske konkurrenceevne ved at fungere som prøveanlæg for fremme af
innovation og derved skabe muligheder for industrien på markederne for
innovative produkter[32].
5.
Konklusioner
I denne rapport, der er udarbejdet i henhold
til artikel 318 i TEUF, har Kommission sat sig for at give et overblik over de
vigtigste resultater af de seneste evalueringer med fokus på de forskellige
stadier i udviklingen af to store områder, hvor EU intervenerer finansielt:
Uddannelse og Kultur samt Forskning. Rapporten
fokuserer navnlig på de resultater og virkninger, der ifølge de seneste og
vigtigste evalueringer af de udvalgte programmer og aktioner er en følge af
EU-finansieringen, undertiden suppleret med henvisninger til tidligere
evalueringsresultater. Rapporten giver et overblik over de vigtigste seneste
evalueringsresultater, der er relevante for de udvalgte programmer, hvilket
skal sammenholdes med de mere detaljerede rapporter og andre dokumenter, der
allerede foreligger vedrørende særlige dele af programmerne. Rapporten dækker
områderne Uddannelse og Kultur samt Forskning, navnlig på baggrund af relevansen
for de overordnede mål og flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien, de
foreliggende oplysninger om resultater og evalueringer, og den centrale
forvaltningsmetode. Rapporten er baseret på de detaljerede oplysninger, der kan
findes i de talrige angivne kilder. Den søger at give et overblik over målene
for de programmer, der bliver EU-finansieret, og de virkninger og resultater,
der er opnået, afhængig af hvor langt programmerne er skredet frem på
tidspunktet for de relevante evalueringer. Med hensyn til
Uddannelse og Kultur fremgår det af rapporten, at de finansielle instrumenter,
der er indført, har givet gode konkrete resultater alt efter graden af
gennemførelsen, og at målet med instrumenterne er opnået eller med stor
sandsynlighed vil blive opnået. I rapporten gives der desuden flere konkrete
eksempler på merværdi, der blandt andet er skabt gennem indførelsen af en
tværnational dimension, tværnationalt samarbejde og større videnspredning eller
ved at skabe løftestangseffekter, hvilket for eksempel er tilfældet vedrørende
programmet Media 2007. I rapporten er der ligeledes identificeret områder, hvor
der kan gennemføres forbedringer, som f.eks. behovet for bedre at definere og
fokusere på målene eller forbedre forvaltningen, hvilket er to mangler, som er
afhjulpet i de foreslåede efterfølgende programmer. På området
Forskning angives det i rapporten, at rammeprogrammerne har givet eller er ved
at give de forventede resultater. Det erkendes, at rammeprogrammerne er
kraftfulde mekanismer til at igangsætte forskning, der kun kan virkeliggøres
gennem foranstaltninger på EU-niveau. Det fastslås også, at de skaber europæisk
merværdi, øger industriens konkurrenceevne, skaber netværksvirkninger og
styrker videninfrastrukturen i Europa. Det er tydeligt, at det syvende rammeprogram
yder et betydeligt bidrag til europæisk forskning og udviklingen af det
europæiske forskningsområde og har en stor og imponerende rækkevidde. Med
hensyn til områder for forbedringer, angives det i rapporten, at der er behov
for en yderligere indsats for at forenkle og gennemføre rammeprogrammet. Der er
blevet taget skridt i denne retning i udformningen af det nye program, der er
udarbejdet til den kommende finansielle ramme og navnlig i forslaget til
Horisont 2020-programmet. Ved hvert år at
dække et begrænset antal programmer, som der foreligger relevante evalueringer
af, vil denne rapport på mellemlang sigt kunne dække en lang række finansielle
programmer, der er omfattet af de forskellige forvaltningsmetoder. De evalueringer,
der er omhandlet i denne rapport, er også blevet anvendt til at udarbejde
forslagene til de nye flerårige finansielle rammer, der skal gælde fra
2014-2020. Erfaringerne med evalueringerne vil også blive anvendt til at
udarbejde fremtidige evalueringer med henblik på at styrke proceduren og
forbedre resultaterne. Kommissionen vil arbejde på at sikre bedre koordinering,
større udveksling af oplysninger og bedre sammenhæng både inden for
Kommissionen og med medlemsstaterne vedrørende planlægningen, organiseringen og
anvendelsen af overvågningen og evalueringen i den næste finansielle ramme. I udarbejdelsen af
denne rapport rejser Kommissionen også spørgsmålet om planlægningen af
udarbejdelsen af denne rapport og dens rolle i forhold til den årlige procedure
for decharge af budgettet, navnlig på baggrund af, at planlægningen af
evalueringerne og de perioder, de omfatter, er forskellig fra proceduren for budgetdecharge,
der er fokuseret på årlige forløb. Kommissionen
undersøger yderligere, hvordan indholdet af denne rapport kan videreudvikles
under hensyntagen til kriterierne i artikel 318 i TEUF og Europa-Parlamentets
og Rådets udtrykte interesser, og er rede til at tilpasse indholdet på baggrund
af disses bemærkninger til denne rapport. [1] Hver generaldirektør/kontorchef skal sende en årlig
aktivitetsrapport til sin institution sammen med finansielle og
forvaltningsmæssige oplysninger. I rapporten skal der redegøres for de
resultater, der er opnået i forbindelse med generaldirektoratets eller
kontorets centrale politikmål og kerneaktiviteter, og de ressourcer, der er
brugt hertil. [2] Aktivitetsredegørelserne udgør det vigtigste grundlag
til at retfærdiggøre den mængde ressourcer, som Kommissionen anmoder om i
budgetforslaget. De omfatter oplysninger om ressourcerne (menneskelige og
finansielle) per aktivitet samt tilhørende mål, indikatorer og resultater. De
vigtigste resultater og evalueringsresultaterne er også medtaget. De
underbygger derfor Kommissionens budgetforslag med hensyn til
performanceoplysninger (mål, indikatorer, evalueringsresultater og output),
dvs. de beskriver fordelen for modtagerne af EU-programmerne. [3] COM(2010) 2020 final. [4] Reduktion af antallet af unge, der forlader skolen tidligt, til under
10 % af de 18-24-årige inden 2020 (faldt fra 17,6 % i 2000 til 14,4 %
i 2009) og forøgelse af antallet af
unge med videregående uddannelser til mindst 40 % af de 30-34-årige inden
samme år (øget fra 22,4 % i 2000 til 32,3 % i 2009). [5] Midtvejsevaluering af programmet for livslang læring
(2007-2013), 2011:
http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/evalreports/education/2011/llpreport_en.pdf
(foreligger ikke på dansk). [6] For flere oplysninger om EU-merværdien henvises til SEC(2011)867: Commission Staff Working
Paper - The added value of the EU budget – der er et ledsagedokument til
KOM(2011) 500: Et
budget for Europa 2020. [7] Evaluering af Det Europæiske Institut for Innovation og
Teknologi, 2011:
http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/evalreports/education/2011/eitreport_en.pdf
(foreligger ikke på dansk). [8] Selv om Marie Curie-aktionerne er en del af programmet
"Mennesker", der finansieres under det syvende rammeprogram, medtages
de under politikområdet for uddannelse og kultur i henhold til den
aktivitetsbaserede budgetlægning, og derfor omhandles de i denne del. [9] Mitvejsevaluering af aktive unge-programmet, 2011:
http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/evalreports/youth/2011/interimreport_en.pdf (foreligger ikke på dansk). [10] Overvågningsundersøgelse
af programmet "Aktive unge":
http://ec.europa.eu/youth/focus/doc/monitoring_survey/report_monitoring_survey_2011.pdf (foreligger ikke på dansk). [11] Midtvejsevaluering af kulturprogrammet (2007-2013), 2011:
http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/evalreports/culture/2010/progreport_en.pdf (foreligger ikke på dansk). [12] Midtvejsevalueringen af programmet
MEDIA 2007, 2010:
http://ec.europa.eu/dgs/education_culture/evalreports/culture/2010/media_en.pdf
(foreligger ikke på dansk).
Endelig evaluering af programmerne MEDIA Plus og Media-uddannelse, 2007: http://ec.europa.eu/culture/media/programme/docs/overview/evaluation/reports/media%20plus/rapport_finale_m_plus.pdf
(foreligger ikke på dansk). [13] Dette afsnit fokuserer på forskning omfattet af afsnit
08" Forskning" i det almindelige budget. De aktiviteter i det syvende
rammeprogram, der er del af andre politikker i henhold til den
aktivitetsbaserede budgetlægning, er ikke medtaget. [14] SEK(2010) 1161. [15] Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF
af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for
forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013), EUT L 412/2006. [16] Marie Curie-aktionernes resultater er omhandlet under
uddannelse og kultur, da dette program siden 2010 forvaltes af
generaldirektoratet for uddannelse og kultur. [17] Dele af samarbejdsprogrammet (Rummet og Sikkerhed)
forvaltes af GD for Erhvervspolitik, mens GD for Informationssamfund og Medier
har ansvaret for forvaltningen af området Informations- og
kommunikationsteknologi. [18] Antal baseret på støtteberettigede forslag, hvor der ikke er
medtaget forslag på første trin, hvis indkaldelsen omfatter to trin. [19] Disse tal og tallene i de næste tre afsnit er hentet fra: den
fjerde overvågningsrapport af syvende rammeprogram fra 2010:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/index_en.cfm?pg=fp7-monitoring
(foreligger ikke på dansk). [20] Målet
er at sikre, at mindst 15 % af programmets finansiering går til SMV'er. [21] Evaluering af det det sjette rammeprogram for forskning og
teknologisk udvikling 2002-2006:
http://ec.europa.eu/research/reports/2009/pdf/fp6_evaluation_final_report_en.pdf
(foreligger ikke på dansk). [22] Midtvejsevaluering af det syvende rammeprogram:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/other_reports_studies_and_documents/fp7_interim_evaluation_expert_group_report.pdf
(foreligger ikke på dansk). [23] Midtvejsevaluering af det syvende rammeprogram:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/other_reports_studies_and_documents/fp7_interim_evaluation_expert_group_report.pdf
(foreligger ikke på dansk). [24] Midtvejsevaluering af det syvende rammeprogram:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/other_reports_studies_and_documents/fp7_interim_evaluation_expert_group_report.pdf
(foreligger ikke på dansk). [25] Ex
post-evaluering af det sjette rammeprogram, s. vii. [26] Midtvejsevaluering
af det syvende rammeprogram, s. 7. [27] Ex
post-evaluering af det sjette rammeprogram, s. 36. [28] Midtvejsevalueringen
af det syvende rammeprogram, s. 56-57. [29] Midtvejsevaluering af det syvende rammeprogram:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/other_reports_studies_and_documents/fp
7_interim_evaluation_expert_group_report.pdf
(foreligger ikke på dansk). [30] NetPact: Structuring effects of Community research. The
impact of the RTD Framework Programme on network formation. Final report to the
European Commission:
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/fp6-evidence-base/evaluation_studies_and_reports/evaluation_studies_and_reports_2009/structuring_effects_of_community_research_-_the_impact_of_the_framework_programme_for_rtd_on_network_formation.pdf#view=fit&pagemode=none
(foreligger ikke på dansk). [31] Det bør bemærkes, at dele af forskningsinfrastrukturerne,
de ikt-baserede forskningsstrukturer (e-infrastrukturer), forvaltes af
generaldirektoratet for informationssamfundet og medier. [32] Fotkis C. (2010) FP7 Interim Evaluation: Analyses of FP7
supported research infrastructures initiatives in the context of the European
Research Area, findes på
http://ec.europa.eu/research/evaluations/pdf/archive/fp7-evidence-base/experts_analysis/c.%20fotakis_-_research_infrastructure.pdf#view=fit&pagemode=none
(foreligger ikke på dansk).