EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52012BP0109

Overslag over indtægter og udgifter for 2013 - Sektion I - Europa-Parlamentet Europa-Parlamentets beslutning af 29. marts 2012 om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2013 (2012/2006(BUD))

EUT C 257E af 6.9.2013, p. 104–107 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

6.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 257/104


Torsdag den 29. marts 2012
Overslag over indtægter og udgifter for 2013 - Sektion I - Europa-Parlamentet

P7_TA(2012)0109

Europa-Parlamentets beslutning af 29. marts 2012 om overslag over Europa-Parlamentets indtægter og udgifter for regnskabsåret 2013 (2012/2006(BUD))

2013/C 257 E/22

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (1), særlig artikel 31,

der henviser den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (2),

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2012 om retningslinjerne for 2013-budgetproceduren, Sektion I - Europa-Parlamentet, Sektion II - Rådet, Sektion IV - Domstolen, Sektion V - Revisionsretten, Sektion VI - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Sektion VII - Regionsudvalget, Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand, Sektion IX - Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Sektion X (3),

der henviser til generalsekretærens beretning til Præsidiet med henblik på opstilling af det foreløbige forslag til Parlamentets budgetoverslag for regnskabsåret 2013,

der henviser til det foreløbige forslag til budgetoverslag, opstillet af Præsidiet den 12. marts 2012, jf. forretningsordenens artikel 23, stk. 7, og artikel 79, stk. 1,

der henviser til forslaget til budgetoverslag, opstillet af Budgetudvalget, jf. forretningsordenens artikel 79, stk. 2,

der henviser til forretningsordenens artikel 79,

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A7-0062/2012),

A.

der henviser til, at loftet for udgiftsområde 5 i den flerårige finansielle ramme for Unionens budget i 2013 er på 9 181 mio. EUR i løbende priser (4);

B.

der henviser til, at Kroatiens tiltrædelse vil påvirke 2013-budgettet, for så vidt angår tilvejebringelse af ressourcer til nye medlemmer og ansættelse af personale;

C.

der henviser til, at Parlamentet under indtryk af den offentlige gældsbyrde og økonomiske tilbageholdenhed i en tid, hvor der arbejdes på at konsolidere statsbudgetterne, bør udvise budgetmæssigt ansvar og tilbageholdenhed, jf. skrivelsen af 23. januar 2012 fra kommissær Lewandowski til formændene for EU-institutionerne;

D.

der henviser til, at det er særlig vigtigt, at Budgetudvalget og Præsidiet fortsat fører et udvidet samarbejde under den årlige budgetprocedure, jf. artikel 23 og 79 i Parlamentets forretningsorden;

E.

der henviser til, at plenarforsamlingens beføjelser i forbindelse med vedtagelsen af overslag og det endelige budget vil blive fuldt ud bibeholdt i overensstemmelse med traktaten og forretningsordenen;

F.

der henviser til, at et forberedende forligsmøde og et forligsmøde fandt sted mellem Præsidiets og Budgetudvalgets delegationer den 6. og 13. marts 2012;

Generel ramme og samlet budget

1.

glæder sig over det gode samarbejde mellem Præsidiet og Budgetudvalget i forbindelse med den igangværende budgetprocedure og over den aftale, der blev indgået på forligsmødet den 13. marts 2012:

2.

mener, at Parlamentets arbejdssteder bør begrænses til ét fast hjemsted for medlemmer og tjenestemænd; opfordrer Rådet til at tage højde for de krav, som allerede ved adskillige lejligheder er blevet fremsat af Parlamentet og EU-borgere vedrørende behovet for at etablere ét fast hjemsted for medlemmerne og tjenestemændene, og som blev gentaget i punkt 7 i Parlamentets ovennævnte beslutning af 16. februar 2012;

3.

bemærker, at de foreløbige forslag til budgetoverslag for 2013-budgettet, som fremsat af generalsekretæren i dennes rapport til Præsidiet, vedrører et beløb på 1 768 731 441 EUR; konstaterer den foreslåede forhøjelsessats på 2,96 % over 2012-budgettet;

4.

glæder sig over bestræbelserne på at fremlægge realistiske overslag og anerkender, at Præsidiet er indstillet på at vedtage yderligere besparelser i forhold til det oprindelige beløb, der foresloges i generalsekretærens rapport; understreger, at formålet med enhver budgetforhandling bør være at opnå maksimal effektivitet; fastsætter i overensstemmelse med den aftale, der er indgået mellem Præsidiet og Budgetudvalget på forligsmødet den 13. marts 2012, det samlede niveau for overslagene for 2013 til 1 759 391 671 EUR, hvilket svarer til en forhøjelsesrate på 1,9 % over 2012-budgettet, eksklusive udgifterne til udvidelsen med Kroatien; insisterer på behovet for streng budgetkontrol, tæt samarbejde med Budgetudvalget og indkredsning af muligheden for yderligere besparelser under denne budgetprocedure;

Specifikke spørgsmål

5.

glæder sig over de foreslåede besparelser i stillingsfortegnelsen i forbindelse med tjenesterejser og omfordelinger;

6.

glæder sig over de foreslåede besparelser på 3,5 mio. EUR i forbindelse med parlamentarisk assistance i generalsekretærens beretning til Præsidiets medlemmer om det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag for regnskabsåret 2013; noterer sig, at der i disse besparelser tages hensyn til de faktiske udgifter i denne budgetpost i 2011;

7.

noterer sig planerne om en oplysningskampagne i forbindelse med valget i 2014; anmoder om yderligere oplysninger, når det bliver aktuelt;

8.

glæder sig over generalsekretærens initiativ fra 2011 om forslag til en omorganisering af oversættelses- og tolkearbejdet; er af den opfattelse, at et sådant initiativ vil medføre betydelige besparelser på 2012-budgettet og opfordrer til, at initiativet videreføres i 2013; forfægter dog princippet om flersprogethed og fremhæver, at Parlamentets tolke- og oversættelsesbehov er af enestående art; påpeger desuden vigtigheden af et interinstitutionelt samarbejde på dette område;

9.

opfordrer indtrængende forvaltningen til at fremlægge en uafhængig evaluering af Parlamentets budget med det formål at indkredse besparelsesmuligheder på alle budgetposter heri og fremlægge denne evaluering for Budgetudvalget senest pr. september 2012; minder i denne forbindelse generalsekretæren og Præsidiet om sin anmodning om en opdatering af generalsekretærens beretning fra 2002 om omkostningerne ved at bevare tre arbejdssteder; minder i denne forbindelse generalsekretæren og Præsidiet om sin anmodning om, at der nedsættes en arbejdsgruppe snarest muligt; mener, at en sådan gruppe bl.a. skal drøfte undersøgelsesresultaterne fra den udbedte rapport om medlemmernes rejser, der forventes at ligge klar den 31. marts 2012, og resultaterne af en komparativ undersøgelse af budgetterne for et repræsentativt udvalg af medlemsstaternes parlamenter og den amerikanske Kongres' budget samt drøfte finansieringen af byggepolitikken; minder om, at arbejdsgruppens konklusioner bør implementeres så hurtigt som muligt;

10.

anmoder om en rapport om de besparelser, der er opnået i løbet af gennemførelsen af 2012-budgettet i overensstemmelse med de krav om besparelser, som Parlamentet fremsatte i sin holdning af 26. oktober 2011 om forslaget til budget for 2012 som ændret af Rådet - alle sektioner (5); forventer, at en sådan rapport fremsendes til Budgetudvalget senest den 31. august 2013;

11.

fremhæver, at det er villigt til at bidrage aktivt til at opretholde budgetdisciplinen ved at fastfryse alle budgetposter vedrørende tjenesterejser og ikke indeksregulere nogen af medlemmernes individuelle godtgørelser inden afslutningen af valgperioden;

12.

noterer sig medlemmernes øgede aktiviteter i forbindelse med ikke-lovgivningsmæssigt arbejde, som fastlagt i forretningsordenen, som binder en betydelig del af Parlamentets og de andre EU-institutioners ressourcer; anmoder Præsidiet og generalsekretæren om en analyse af dette forhold inden vedtagelsen af Parlamentets budget for 2013 og om at redegøre for, hvordan denne øgede byrde kan begrænses;

13.

er af den mening, at der bør overvejes en yderligere omorganisering af Parlamentets arbejdsmetoder; gentager, at der ville kunne opnås betragtelige besparelser ved at have ét fast hjemsted for Parlamentet; understreger, at Parlamentet selv bør kunne træffe afgørelse om sine arbejdsforhold; opfordrer generalsekretæren til at gennemføre en eventuel revision af kalenderen for udvalgsmøder og delegationsrejser; opfordrer desuden generalsekretæren til at afsøge yderligere muligheder for besparelser i forbindelse med delegationer; anmoder om, såfremt sådanne ændringer kan gennemføres i 2012, at administrationen forsyner Budgetudvalget med en oversigt over de besparelser, der skabes i 2012 på disse områder;

14.

bemærker de høje bevillinger, der foreslås til videreførelsen af den flerårige ikt-strategi; udtrykker forståelse for, at det kan tage mange år for igangværende projekter at blive færdiggjort; glæder sig over iværksættelsen af programmet om e-udvalg; er orienteret om, at et pilotprojekt for programmet om e-møder i øjeblikket er under udarbejdelse; anmoder om uddybende oplysninger om de eventuelle omkostninger ved dette program og om, hvornår det vil være fuldt gennemført; opfordrer til, at Budgetudvalget forelægges en cost-benefit-analyse af projektet om papirløse møder; tilskynder sin administration til at gennemføre politikker, som vil sætte medlemmerne i stand til effektivt at kunne anvende de redskaber, der er baseret på nye teknologier, og til at støtte den lovgivningsmæssige proces mere virkningsfuldt, især ved at realisere det avancerede videnbasestyringssystem; opfordrer ud fra samme logik til øget brug af videokonferencer, som kan bidrage til yderligere at nedbringe rejseomkostningerne for både medlemmer og personale;

15.

bemærker, at oprettelsen af et direktorat for demokratistøtte har til hensigt at forbedre synergien mellem de forskellige interne tjenestegrene, der beskæftiger sig med spørgsmål angående demokrati; forventer, at den trufne beslutning vil gøre organisationen af tjenestegrenene mere gennemsigtig, sammenhængende og effektiv; fastholder, at denne omorganisering af tjenestegrenene skal være budgetneutral;

16.

noterer sig bestemmelserne i forordningen om finansiering af politiske partier (6); er bekymret over, at de principper, som Den Europæiske Union bygger på, nemlig principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, ikke overholdes fuldt ud; fastholder, at Parlamentets støtte kun bør ydes til de partier, der konsekvent forsvarer Unionens grundlæggende principper og chartret om grundlæggende rettigheder; anmoder derfor om, at de nævnte bestemmelser ændres i overensstemmelse hermed;

17.

er i betragtning af resultaterne i 2011 og 2010 og de nødvendige budgetbegrænsninger i den aktuelle krisesituation af den opfattelse, at alle bevillingerne til repræsentationsudgifter i regnskabsåret 2013 skal fastfryses og holdes under streng kontrol;

18.

bemærker, at reserven på 3 mio. EUR til prioriterede projekter under udvikling (kapitel 10 6) i overensstemmelse med aftalen fra forligsmødet den 13. marts 2012 mellem Præsidiet og Budgetudvalget blev trukket ud af overslagene;

19.

bemærker, at antallet af foreslåede bevillinger i de foreløbige forslag til budgetoverslag for EMAS-reserven er forhøjet betydeligt i forhold til 2012-niveauet; anmoder om en udførlig redegørelse for denne forhøjelse senest til august 2012;

Bygninger

20.

er klar over, at KAD-projektet er et betydeligt foretagende for Parlamentet og har til formål at rationalisere dets administration i Luxembourg for at skabe synergier; er betænkelig ved, at der kan opstå yderligere forsinkelser af projektet med deraf følgende ekstra omkostninger; anmoder derfor om, at ajourførte oplysninger om den detaljerede tidsplan for projektet frem til dets færdiggørelse (sat til senest 2017), udviklingen i de anslåede omkostninger for KAD I- og KAD II-projektet siden 2008 sammenlignet med de oprindelige skøn, arbejdets fremskridt og eventuelle uforudsete nye faktorer, der er opstået undervejs, fremsendes til Budgetudvalget hurtigst muligt; finder, at oprettelse af enhver ny stilling i tilknytning til dette projekt skal være afstemt efter behovet for stillinger, der er begrænset til projektets varighed, og stillinger oprettet på permanent basis; indskærper endvidere nødvendigheden af at tage hensyn til ændringer i udviklingen, og insisterer på at blive konsulteret, inden der træffes nogen beslutning om forhøjelse af finansieringen til projektet eller om oprettelse af nye stillinger;

21.

glæder sig over revisionen af de forventede driftsudgifter til Huset for Europæisk Historie; tager til efterretning, at finansieringsmidlerne på 2013-budgettet i betydelig grad vil blive forøget i betragtning af, at Huset forventes at slå dørene op i 2014; er foruroliget over de anslåede udviklingsomkostninger og anmoder derfor om, at minimumsomkostningerne nøje overholdes og at tallene i overslagene ikke overskrides; mener, at Parlamentet bør afsøge andre mulige finansieringskilder ud over sit eget budget; forventer endvidere, med henvisning til skrivelsen fra formanden for Europa-Kommissionen af 28. september 2011, at der indgås en konkret aftale om samfinansiering af de løbende omkostninger senest i august 2013;

22.

bemærker, at der i overslagene anmodes om en forhøjelse på 22 % i forhold til 2012 til gennemførelsen af en styrket vedligeholdelsespolitik; anmoder om yderligere detaljer fra generalsekretæren, hvad angår denne politik og om, hvordan de foreslåede bevillinger vil blive anvendt; har forståelse for, at visse bygninger trænger til at blive renoveret; opfordrer dog til mere detaljerede oplysninger om tidsplanen og udgifterne indeholdt i planerne for renovering;

*

* *

23.

vedtager budgetoverslaget for regnskabsåret 2013;

24.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og budgetoverslaget til Rådet og Kommissionen.


(1)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(2)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(3)  Vedtagne tekster, P7_TA(2012)0050.

(4)  Personalets bidrag til pensionsordningen er medregnet i loftet for udgiftsområde 5.

(5)  Vedtagne tekster, P7_TA(2011)0461.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2004/2003 af 4. november 2003 om statut for og finansiering af politiske partier på europæisk plan (EUT L 297 af 15.11.2003, s. 1).


Top