Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011PC0051

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse og foreløbig anvendelse af samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge

/* KOM(2011) 51 endelig - 2011/00330(NLE) */

52011PC0051

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om indgåelse og foreløbig anvendelse af samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge /* KOM(2011) 51 endelig - 2011/00330(NLE) */


DA

|| EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 14.2.2011

KOM(2011) 51 endelig

2011/0033 (NLE)

 

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse og foreløbig anvendelse af samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge

BEGRUNDELSE

Norge er vores tætteste samarbejdspartner uden for EU med hensyn til de globale navigationssatellitsystemer (GNSS) Galileo og Egnos. Norge har bidraget politisk, teknisk og finansielt til alle faser af Galileo gennem sit medlemskab af Den Europæiske Rumorganisation (ESA) og sin uformelle deltagelse i årenes løb i Galileospecifikke forvaltningsstrukturer inden for EU.

Denne aftale formaliserer sammen med Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 94/2009, som inkorporerer forordning 683/2008 og 1321/2004 (med senere ændringer) i EØS-aftalen, samarbejdet mellem Norge og EU på område satellitbaseret navigation.

I denne aftale fastlægges de generelle samarbejdsprincipper og Norges rettigheder og forpligtelser på de områder - især inden for sikkerhed – som ikke er omfattet af gældende Galileo-ret, dvs. ovennævnte afgørelse nr. 94/2009.

Aftalen er nødvendig, fordi Norge skal huse to vigtige jordbaserede anlæg, som vil bidrage til, at systemet fungerer efter hensigten. I denne forbindelse forpligter Norge sig politisk til at tilslutte sig den fremtidige EU-politik med hensyn til beskyttelse af europæiske globale navigationssatellitsystemer (GNSS).

Forhandlingerne om aftalen er foregået på grundlag af forhandlingsdirektiver, der blev vedtaget af Rådet den 8. juli 2005. Aftalen blev underskrevet den 22. september 2010.

Aftalen vil supplere Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 94/2009 ved at ændre protokol 31 og 37 til EØS-aftalen, ved hvilken Norge tilslutter sig Rådets forordning (EF) nr. 1321/2004 af 12. juli 2004 om forvaltningsstrukturerne for de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation, forordning (EF) nr. 1942/2006 af 12. december 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 1321/2004 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 af 9. juli 2008 om den videre gennemførelse af de europæiske satellitbaserede navigationsprogrammer (Egnos og Galileo). Overlapning mellem de to instrumenter er blevet undgået.

Med henblik på undertegnelse af aftalen blev der gennemført en tværtjenstlig høring (CISNet - deadline 29/06/2009 - consultation TREN-54986), og kommentarer fra tjenestegrenene blev indarbejdet.

Dette førte til et forslag til Rådets beslutning om undertegnelse af aftalen, KOM/2009/453.

Aftalen blev undertegnet den 22. september 2010.

Den skal nu indgås.

Forslag

Kommissionen foreslår, at Rådet med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 171 og 172, sammenholdt med artikel 218, stk. 8, som retsgrundlag giver bemyndigelse til indgåelse og foreløbig anvendelse af samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge.

Kommissionen opfordres til at vedtage dette forslag og forelægge det for Rådet.

2011/0033 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse og foreløbig anvendelse af samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172 sammenholdt med artikel 218, stk. 8,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen har forhandlet samarbejdsaftalen om satellitnavigation med Kongeriget Norge (herefter benævnt "aftalen"), som blev undertegnet den 22. september 2010.

(2) Aftalen skal også ratificeres af medlemsstaterne.

(3) I henhold til artikel 12, stk. 4, i aftalen skal den anvendes midlertidigt af Den Europæiske Union, for så vidt angår de dele, der falder ind under dennes kompetence, og af Kongeriget Norge, indtil den træder i kraft.

(4) Aftalen er blevet undertegnet af Den Europæiske Union og bør anvendes midlertidigt som fastlagt i denne afgørelse -

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Samarbejdsaftalen om satellitnavigation mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og Kongeriget Norge godkendes herved på Unionens vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

I henhold til artikel 12, stk. 4, i aftalen, skal den, for så vidt angår de dele, der falder ind under Unionens kompetence, anvendes midlertidigt, indtil den træder i kraft. Kommissionen offentliggør en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende med oplysninger om datoen for den midlertidige anvendelse af aftalen.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne                                                                                […]

                                                                       Formand

BILAG

SAMARBEJDSAFTALE OM SATELLITNAVIGATION MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG DENS MEDLEMSSTATER OG KONGERIGET NORGE

DEN EUROPÆISKE UNION, i det følgende tillige benævnt "Unionen",

og

KONGERIGET BELGIEN,

REPUBLIKKEN BULGARIEN,

DEN TJEKKISKE REPUBLIK,

KONGERIGET DANMARK,

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

REPUBLIKKEN ESTLAND,

DEN HELLENSKE REPUBLIK,

KONGERIGET SPANIEN,

DEN FRANSKE REPUBLIK,

IRLAND,

DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

REPUBLIKKEN CYPERN,

REPUBLIKKEN LETLAND,

REPUBLIKKEN LITAUEN,

STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG,

REPUBLIKKEN UNGARN,

MALTA,

KONGERIGET NEDERLANDENE,

REPUBLIKKEN ØSTRIG,

REPUBLIKKEN POLEN,

DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

RUMÆNIEN,

REPUBLIKKEN SLOVENIEN,

DEN SLOVAKISKE REPUBLIK,

REPUBLIKKEN FINLAND,

KONGERIGET SVERIGE,

DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND,

kontraherende parter i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i det følgende benævnt "medlemsstaterne",

                                                                                på den ene side, og

KONGERIGET NORGE, i det følgende benævnt "Norge",

                                                                                på den anden side,

idet Den Europæiske Union, medlemsstaterne og Norge, i det følgende samlet benævnes "parterne",

SOM ANERKENDER Norges tætte deltagelse i Galileo- og Egnosprogrammerne siden disse programmers definitionsfaser,

SOM ER OPMÆRKSOM PÅ udviklingen i styringen, ejerskabet og finansieringen af de europæiske GNSS-programmer i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 1321/2004 af 12. juli 2004 om forvaltningsstrukturerne for de europæiske programmer for satellitbaseret radionavigation[1] med senere ændringer og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 af 9. juli 2008 om den videre gennemførelse af de europæiske satellitbaserede navigationsprogrammer (Egnos og Galileo)[2],

SOM TAGER HENSYN TIL fordelene ved et ensartet niveau for beskyttelse af de europæiske GNSS-systemer og tilhørende tjenester på parternes område,

SOM ANERKENDER Norges intention om rettidig vedtagelse og gennemførelse på sit område af foranstaltninger, der garanterer samme grad af sikkerhed (safety and security) som de foranstaltninger, der gælder i Den Europæiske Union,

SOM ANERKENDER parternes forpligtelser i henhold til international ret,

SOM ANERKENDER Norges interesse i alle Galileotjenester, herunder den beskyttede statsregulerede tjeneste (PRS),

SOM ANERKENDER aftalen mellem Norge og Den Europæiske Union om sikkerhedsforanstaltninger for udveksling af klassificerede oplysninger,

som ønsker formelt at etablere et tæt samarbejde i alle aspekter af de europæiske GNSS-programmer,

SOM TAGER HENSYN TIL aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (i det følgende benævnt "EØS-aftalen") som et egnet juridisk og institutionelt grundlag for udviklingen af et samarbejde mellem Den Europæiske Union og Norge inden for satellitnavigation,

SOM ØNSKER at supplere bestemmelserne i EØS-aftalen med en bilateral aftale om satellitnavigation på områder af specifik relevans for Norge, Unionen og dens medlemsstater,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Aftalens formål

Denne aftales hovedformål er at styrke samarbejdet yderligere mellem parterne ved at supplere de bestemmelser i EØS-aftalen, som finder anvendelse på satellitnavigation.

Artikel 2

Definitioner

I denne aftale forstås ved:

a)      "europæiske globale satellitnavigationssystemer (GNSS)": Bl.a. Galileosystemet og den europæiske geostationære navigations-overlay-tjeneste (Egnos)

b)      "forstærkning": regionale mekanismer som f.eks. Egnos. Disse mekanismer giver brugerne af GNSS øget udbytte i form af bl.a. øget nøjagtighed, disponibilitet, integritet og pålidelighed

c)      "Galileo" : et selvstændigt civilt europæisk system for global satellitbaseret navigation og tidsbestemmelse, som er under civil kontrol, og som skal levere GNSS-tjenester, der konstrueres og udvikles af Unionen og dens medlemsstater. Driften af Galileo kan overlades til en privat part. Galileo skal efter planen omfatte åbne kommercielle tjenester, livskritiske tjenester og eftersøgnings- og redningstjenester samt PRS med begrænset adgang til imødegåelse af behovet herfor blandt de brugere ved offentlige myndigheder, der har adgang hertil

d)      "regulerende foranstaltning": enhver lov, administrativ forskrift, politik, procedure, beslutning eller lignende administrativ foranstaltning truffet af en part

e)      "fortrolige oplysninger": Oplysninger, der uanset deres form skal beskyttes mod en uautoriseret udbredelse, og som i forskelligt omfang vil kunne skade parternes eller en enkelt medlemsstats væsentlige interesser, herunder nationale sikkerhedsinteresser. Klassifikationerne er angivet ved en klassifikationsmærkning. Sådanne oplysninger klassificeres af parterne i overensstemmelse med gældende love og forskrifter og bør beskyttes mod enhver form for tab af fortrolighed, integritet og disponibilitet.

Artikel 3

Principperne for samarbejdet

1. Parterne er enige om at anvende følgende principper for det samarbejde, der er omfattet af denne aftale:

a)      EØS-aftalen danner grundlag for samarbejdet om satellitnavigation mellem parterne

b)      frihed til at levere satellitnavigationstjenester på parternes områder

c)      frihed til at benytte alle Galileo- og Egnostjenester, herunder PRS, forudsat at betingelserne for deres brug er opfyldt

d)      tæt samarbejde om GNSS-relaterede sikkerhedsanliggender gennem vedtagelse og gennemførelse af ensartede GNSS-sikkerhedsforanstaltninger både i Unionen og Norge

e)      behørig overholdelse af parternes internationale forpligtelser med hensyn til de europæiske GNSS-systemers jordbaserede anlæg.

2. Denne aftale berører ikke den institutionelle struktur, der er etableret ved Den Europæiske Unions lovgivning med henblik på driften af Galileoprogrammet. Aftalen berører heller ikke gældende regulerende foranstaltninger til gennemførelse af ikke-sprednings- og eksportkontrolforpligtelser, kontrol med immaterielle teknologioverførsler eller nationale sikkerhedsforanstaltninger.

Artikel 4

Radiofrekvenser

1. Parterne er enige om at samarbejde om radiofrekvensanliggender i forbindelse med de europæiske satellitnavigationssystemer inden for rammerne af Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og under iagttagelse af "aftalememorandummet om forvaltningen af ITU-registreringer ("filings") vedrørende satellitnavigationssystemet Galileo", som blev underskrevet den 5. november 2004.

2. I den forbindelse beskytter parterne hensigtsmæssige frekvenstildelinger til de europæiske satellitnavigationssystemer for at sikre, at disse systemers tjenester kan stilles til rådighed for brugerne.

3. Endvidere anerkender parterne betydningen af at beskytte radionavigationsfrekvenser mod afbrydelse og interferens. Med dette formål indkredser de kilder til interferens og søger gensidigt acceptable løsninger til bekæmpelse af en sådan interferens.

4. Intet i denne aftale må fortolkes som en fravigelse af ITU's gældende bestemmelser, herunder ITU's radioreglement.

Artikel 5

De europæiske GNSS-systemers jordbaserede anlæg

1. Norge tager alle realistiske skridt til at lette idriftsættelse, vedligeholdelse og udskiftning af de europæiske GNSS-systemers jordbaserede anlæg ("jordbaserede anlæg") på områder under landets jurisdiktion.

2. Norge træffer alle realistiske forholdsregler for at varetage hensynet til beskyttelse og uafbrudt og uforstyrret drift af jordbaserede anlæg på sine områder, herunder, hvor det er relevant, ved at mobilisere sine retshåndhævende myndigheder. Norge tager alle realistiske skridt til at beskytte anlæggene mod lokal radiointerferens, hacking og aflytningsforsøg.

3. Det kontraktlige forhold vedrørende de jordbaserede anlæg aftales mellem Europa-Kommissionen og indehaveren af ejendomsretten. De norske myndigheder respekterer fuldt ud de jordbaserede anlægs særlige status og indhenter i videst muligt omfang forhåndsgodkendelse fra Europa-Kommissionen, før de træffer foranstaltninger vedrørende de jordbaserede anlæg.

4. Norge tillader stadig og uhindret adgang til de jordbaserede anlæg for alle personer, der er udpeget eller på anden vis bemyndiget hertil af Den Europæiske Union. Til det formål opretter Norge et kontaktpunkt, som skal modtage oplysninger om personer, der vil besøge de jordbaserede anlæg, og som i øvrigt letter disse personers bevægelser og opgaver i praksis.

5. Arkiver og udstyr på de jordbaserede anlæg og dokumenter i transit, uanset form, officiel forsegling eller mærkning, kontrolleres ikke af told eller politi.

6. I tilfælde af trusler mod eller brud på sikkerheden (security) af jordbaserede anlæg eller deres drift informerer Norge og Europa-Kommissionen straks hinanden om hændelsen og de foranstaltninger, der skal træffes for at afhjælpe situationen. Europa-Kommissionen kan udpege en anden betroet enhed til at optræde som kontaktpunkt for udveksling af disse oplysninger med Norge.

7. Parterne fastlægger mere detaljerede procedurer for spørgsmålene i stk. 1-6 i en særskilt aftale. Disse procedurer skal bl.a. omfatte klarlæggelse af kontroller, af kontaktpunkternes pligter, af krav til kurerer og af foranstaltninger imod lokale radiofrekvensers interferens og fjendtlige handlinger.

Artikel 6

Sikkerhed (security)

1. Parterne er overbevist om nødvendigheden af at beskytte globale satellitnavigationssystemer mod misbrug, interferens, afbrydelse og fjendtlige handlinger. Derfor tager parterne alle realistiske skridt, bl.a. ved at indgå særskilte aftaler, hvor det er relevant, for at sikre kontinuiteten og sikkerheden i satellitnavigationstjenesterne og de tilhørende infrastrukturer og kritiske aktiver på deres område.       Europa-Kommissionen agter at udforme foranstaltninger til at beskytte, kontrollere og forvalte følsomme aktiver, oplysninger og teknologier i de europæiske GNSS-programmer imod sådanne trusler og uønsket spredning.

2. I den forbindelse bekræfter Norge sin intention om rettidig vedtagelse og gennemførelse på sit område af foranstaltninger, der garanterer samme grad af sikkerhed som de foranstaltninger, der gælder i Den Europæiske Union. Som anerkendelse heraf vil parterne behandle spørgsmål om GNSS-sikkerhed, herunder akkreditering, i de relevante udvalg i forvaltningsstrukturen for de europæiske GNSS-systemer. De praktiske ordninger og procedurer skal defineres i vedtægterne for de relevante udvalg, idet der også tages hensyn til EØS-aftalens rammer.

3. Skulle der opstå en situation, hvor parterne ikke kan sikre en ensartet grad af sikkerhed, skal de konsultere hinanden med henblik på at afhjælpe problemet. Hvor det er relevant, kan afgrænsningen af samarbejdet i denne sektor tilpasses derefter.

Artikel 7

Udveksling af klassificerede oplysninger

1. Unionens klassificerede informationer udveksles og beskyttes i overensstemmelse med aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om sikkerhedsprocedurer for udveksling af klassificerede oplysninger[3], som blev underskrevet den 22. november 2004, samt gennemførelsesbestemmelserne til samme aftale.

2. Norge kan udveksle klassificerede oplysninger med national klassifikationsmærkning vedrørende Galileo med de medlemsstater, som Norge har indgået bilaterale aftaler med herom.

3. Parterne tilstræber at fastlægge fuldt dækkende og sammenhængende retlige rammer for udveksling mellem dem af klassificerede oplysninger vedrørende Galileoprogrammet.

Artikel 8

Eksportkontrol

1. For at sikre, at parterne fører en ensartet politik for eksportkontrol og ikke-spredning vedrørende Galileo, bekræfter Norge sin intention om rettidig vedtagelse og gennemførelse på sit område af foranstaltninger, der garanterer samme grad af eksportkontrol og ikke-spredning af Galileorelateret teknologi, data og varer som de foranstaltninger, der gælder i Unionen og dens medlemsstater.

2. Skulle der opstå en situation, hvor parterne ikke kan sikre en ensartet grad af eksportkontrol og ikke-spredning, konsulterer de hinanden med henblik på at afhjælpe problemet. Hvor det er relevant, kan afgrænsningen af samarbejdet i denne sektor tilpasses derefter.

Artikel 9

Den statsregulerede tjeneste

Norge har udtrykt interesse for Galileo PRS'en, da den af Norge anses for at være et vigtigt element i landets deltagelse i de europæiske GNSS-programmer. Parterne er enige om at tage fat på dette spørgsmål, når politikker og driftsordninger for adgangen til PRS er blevet defineret.

Artikel 10

Internationalt samarbejde

1. Parterne anerkender værdien af at koordinere fremgangsmåderne inden for internationale standardiserings- og certificeringsorganer for globale satellitnavigationstjenester. Parterne vil navnlig i fællesskab støtte udviklingen af Galileo-standarder, fremme deres anvendelse i hele verden og lægge vægt på interoperabilitet med andre GNSS-systemer.

2. For at fremme og gennemføre målene for denne aftale samarbejder parterne således i relevant omfang om alle de GNSS-anliggender, der opstår navnlig i Organisationen for International Civil Luftfart, Den Internationale Søfartsorganisation og ITU.

Artikel 11

Konsultation og tvistbilæggelse

Når en af parterne anmoder om det, konsulterer parterne straks hinanden om ethvert spørgsmål om fortolkning eller anvendelse af denne aftale. Enhver tvist om fortolkning eller anvendelse af denne aftale løses ved konsultationer mellem parterne.

Artikel 12

Ikrafttræden og opsigelse

1. Denne aftale træder i kraft den første dag i måneden efter den dag, på hvilken parterne giver hinanden notifikation om, at de i denne forbindelse nødvendige procedurer er afsluttet. Notifikationerne fremsendes til Generalsekretariatet for Rådet, der er depositar for denne aftale.

2. Hvis aftalen udløber eller opsiges, får dette ingen virkning for gyldigheden eller varigheden af eventuelle ordninger, der er etableret i henhold til aftalen, eller for eventuelle specifikke rettigheder og forpligtelser, der er opstået for så vidt angår intellektuelle ejendomsrettigheder.

3. Aftalen kan ændres ved indbyrdes skriftlig overenskomst mellem parterne. Ændringer træder i kraft dagen efter modtagelsen af den sidste diplomatiske note, hvori parterne underretter hinanden om afslutningen af de respektive interne procedurer, der er nødvendige for ændringernes ikrafttræden.

4. Uanset stk. 1 er Norge og Den Europæiske Union, for så vidt angår elementer, der henhører under dens kompetence, enige om at anvende denne aftale midlertidigt fra den første dag i måneden efter den dato, hvor de notificerer hinanden om, at de dertil nødvendige procedurer er afsluttet.

5. Hver af parterne kan opsige aftalen med seks måneders skriftligt varsel til den anden part.

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og norsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

[1]               EFT L 246 af 20.7.2004, s. 1

[2]               EUT L 196 af 24.7.2008, s. 1

[3]               EUT L 362 af 9.12.2004, s. 29.

Top