This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52011DC0571
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL, THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE AND THE COMMITTEE OF THE REGIONS Roadmap to a Resource Efficient Europe
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Køreplan til et resourceeffektivt Europa
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Køreplan til et resourceeffektivt Europa
/* KOM/2011/0571 endelig */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Køreplan til et resourceeffektivt Europa /* KOM/2011/0571 endelig */
INDHOLDSFORTEGNELSE 1........... Udfordringer og muligheder for
Europa........................................................................... 2 2........... Europa skal gøres
ressourceeffektivt............................................................................... 3 3........... Omstilling af økonomien.................................................................................................. 4 3.1........ Bæredygtigt forbrug og bæredygtig
produktion................................................................ 5 3.2........ Affalds omdannelse til en ressource................................................................................. 8 3.3........ Støtte til forskning og innovation...................................................................................... 9 3.4........ Miljøskadelige subsidier og de rette
priser..................................................................... 10 4........... Naturkapital og økosystemtjenester............................................................................... 12 4.1........ Økosystemtjenester...................................................................................................... 12 4.2........ Biodiversitet................................................................................................................. 13 4.3........ Mineraler og metaller.................................................................................................... 13 4.4........ Vand............................................................................................................................ 14 4.5........ Luft.............................................................................................................................. 15 4.6........ Land og jord................................................................................................................ 16 4.7........ Havressourcer.............................................................................................................. 17 5........... Nøglesektorer.............................................................................................................. 18 5.1........ Fødevarer.................................................................................................................... 18 5.2........ Bedre bygninger........................................................................................................... 19 5.3........ Sikring af effektiv mobilitet............................................................................................ 20 6........... Styring og overvågning.................................................................................................. 20 6.1........ Nye veje for tiltag om
ressourceeffektivitet.................................................................... 21 6.2........ Støtte til ressourceeffektivitet i
international sammenhæng............................................... 23 6.3........ Flere fordele af EU's miljøforanstaltninger...................................................................... 24 7........... Konklusion................................................................................................................... 24 Bilag : Ressourceeffektivitet – forbindelser
mellem sektorer og ressourcer samt EU's politikinitiativer 25
1.
Udfordringer
og muligheder for Europa
Europa har i mange
år nydt godt af stigende velstand og velfærd, som var baseret på intensiv
ressourceanvendelse. Men i dag står Europa
over for en dobbeltsidet udfordring, hvor det skal stimulere den vækst, som er
nødvendig for at skaffe arbejdspladser og velfærd for borgerne, og hvor det
skal sikre, at kvaliteten af denne vækst fører til en bæredygtig fremtid. For at kunne tackle disse udfordringer og vende dem
til muligheder vil vores økonomi inden for en generation blive nødt til at
gennemføre en grundlæggende omstilling – inden for energi, industri, landbrug,
fiskeri og transportsystemer og inden for producent- og forbrugeradfærd. Ved at forberede omstillingen i god tid og på en
forudsigelig og kontrolleret måde vil vi kunne udbygge vores velstand og
velfærd og samtidig mindske omfanget og indvirkningen af vores
ressourceanvendelse. I løbet af det 20.
århundrede blev verdens brændstofforbrug tolvdoblet, og der blev udvundet 34
gange mere materialeressourcer. I dag forbruger hver enkelt person i EU 16 tons
materialer årligt, og heraf ender 6 tons som affald, hvoraf halvdelen bliver
deponeret. Der er dog tegn på, at tiden med
rigelige og billige ressourcer nu er ved at være over.
Erhvervslivet står over for stigende omkostninger til råmaterialer og
mineraler, og knapheden herpå og prisvolatiliteten er skadelig for økonomien.
Kilderne til mineraler, metaller og energi samt fiskebestande, træ, vand,
frugtbar jord, ren luft, biomasse, biodiversitet er alle under pres ligesom
også stabiliteten i hele klimasystemet. Efterspørgslen
efter fødevarer, foder og fibre kan være forøget med 70 % i 2050, men
60 % af verdens store økosystemer, som er med til at producere disse
ressourcer, er allerede blevet forringede eller bliver ikke udnyttet på en
bæredygtig måde. Hvis vi bliver ved med at
bruge ressourcerne i det nuværende tempo, vil vi i 2050 sammenlagt set have
behov for, hvad der svarer til mere end to planeter, og for mange vil
forventningerne om en bedre livskvalitet ikke kunne opfyldes. Vores økonomiske
system tilskynder alligevel stadigvæk til en ineffektiv anvendelse af
ressourcer ved at sætte prisen på nogle af dem under de egentlige omkostninger. World Business Council for Sustainable Development
anslår, at der i 2050 vil være behov for en 4-10 gange stor stigning i
ressourceeffektiviteten, og at der er behov for betydelige forbedringer
allerede i 2020. Nogle af de dynamiske
brancher har erkendt, at der kan være fordele ved en mere produktiv brug af
ressourcer, men mange virksomheder og forbrugere har endnu ikke realiseret,
hvilke store og hastende omstillinger det vil være nødvendigt at foretage. At
fremme et effektiv ressourceanvendelse giver meget god mening for erhvervslivet
og vil kunne hjælpe med at forbedre deres konkurrenceevne og indtjeningsevne.
Det er derfor en integrerende del at EU's dagsorden for global konkurrenceevne.
Det kan også være med til at sikre en holdbar genopretning efter den økonomiske
krise og kan sætte skub i beskæftigelsen. Til omstilling er der
brug for en politikramme, som kan skabe et spillerum, hvor innovation og
ressourceeffektivitet bliver belønnet, og hvor der bliver skabt økonomiske
muligheder og bedre forsyningssikkerhed gennem produktdesign, bæredygtig
forvaltning af miljøressourcer, større genbrug, genindvinding og substitution
af materialer samt ressourcebesparelser. Hvis
vækst skal frakobles ressourceanvendelse og disse nye vækstkilder skal
frigives, er der behov for sammenhæng og integration i de politikker, som former
vores økonomi og vores livsstil. Nogle tiltag inden for klimaforandring har
allerede vist vejen ved at bidrage til at frakoble vækst fra anvendelse af kul. I Europa 2020-strategien og dens
flagskibsinitiativ om "Et ressourceeffektivt Europa"[1] er vejen
lagt for EU til denne omstilling. I flagskibet
opfordres der til at finde en køreplan, der "fastlægger mål på mellemlang
og lang sigt og de midler, der skal bringes i anvendelse for at nå dem". Denne køreplan bygger på og supplerer de andre
initiativer under flagskibet, især politikmålene hen imod en
lavemissionsøkonomi, og tager hensyn til de fremskridt, der er gjort med
2005-temastrategien for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer[2] og
EU-strategien om bæredygtig udvikling. Køreplanen
skal også ses i lyset af de verdensomspændende bestræbelser, der gøres for at
nå frem til en grøn økonomi[3].
Den trækker i udstrakt grad på en række kilder, som der henvises til i det
ledsagende arbejdsdokument, herunder også rapporten fra Det Europæiske
Miljøagentur om tilstand og udsigter for miljøet i Europa.
2.
Europa skal
gøres ressourceeffektivt
Udformning af køreplanen Visionen: I 2050 vil EU's økonomi være
vokset på en måde, som respekterer ressourcebegrænsninger og planetære grænser,
hvilket bidrager til global økonomisk omstilling. Vores
økonomi er konkurrencedygtigt og rummeligt og tilbyder en høj levestandard med
meget lavere miljømæssige påvirkninger. Alle
ressourcer bliver forvaltet på en bæredygtig måde, lige fra råmaterialer til
energi, vand, luft og jord. Klimaændringsmilepælene
er blevet nået, og biodiversitet og de økosystemtjenester, som understøttes
heraf, er blevet beskyttet, værdisat og i det væsentlige genetableret. Vejen til denne vision er en ressourceeffektiv
udvikling. Hermed kan økonomien skabe mere med
mindre, ved at give større værdi med mindre input, ved at bruge ressourcerne på
en bæredygtig måde og ved at minimere deres påvirkning af miljøet. I praksis kræver det, at lagrene af alle
miljømæssige værdier, som EU henter sine goder eller sine globale leverancer
fra, er sikre og bliver forvaltet inden for deres maksimale bæredygtige
ydeevne. Det vil også kræve, at der så godt
som intet restaffald er, og at økosystemerne er blevet genetableret, samt at
man har forstået og undgået systemiske risici for økonomien, som stammer fra
miljøet. En ny innovationsbølge vil være
nødvendig. Denne køreplan
omhandler milepælene, som illustrerer, hvad der er nødvendigt for at bringe os
på rette vej til ressourceeffektiv og bæredygtig vækst.
I hvert afsnit beskrives det derpå, hvilke tiltag der er nødvendige på
kort sigt for at få sat denne proces i gang. Køreplanen giver
en ramme, hvori det forklares, hvordan politikker er indbyrdes forbundne og
bygger på hinanden, og hvor kommende tiltag kan udformes og implementeres på en
sammenhængende måde. De indbyrdes forbindelser
mellem nøglesektorer og ressourcer og de hertil knyttede EU-politiske
initiativer er anført i tabellen i bilaget. Der
vil blive udarbejdet konsekvensanalyser for alle vigtige tiltag og eventuelle
potentielle mål, inden der bliver forelagt detaljerede forslag[4]. Gøre og måle fremskridt Det vil være
nødvendigt med solide og let forståelige indikatorer, der kan give signaler og
måle fremskridt med forbedring af ressourceeffektivitet. Denne køreplan
foreslår en ny måde at angribe ressourceeffektivitet på, med en proces, der
involverer alle vigtige interessenter, og at drøfte og nå til enighed om
indikatorer og mål inden udgangen af 2013. Denne
proces er nærmere beskrevet i kapitel 6. Til at igangsætte
denne proces er der opstillet foreløbigt to indikatorniveauer[5]: (1)
En foreløbig hovedindikator –
"Ressourceproduktivitet" – der skal bruges til at måle det primære
mål for denne køreplan, at forbedre de økonomiske resultater og samtidig lette
presset på naturressourcerne. (2)
En række supplerende indikatorer for vigtige
naturressourcer som vand, jord, materialer og kul, hvor der vil blive taget
hensyn til EU's globale forbrug af disse ressourcer. Overskridelse
af barriererne EU og EU's
medlemsstater bør forsøge at fjerne de barrierer, som er en hindring for
ressourceeffektivitet, og dermed skabe de rette incitamenter til at træffe
afgørelser om produktion og forbrug. Det vil
kræve: –
håndtering af markeder og priser, skatter og
tilskud, som ikke afspejler de reelle omkostninger ved ressourceanvendelsen og
låser økonomien fast på en ikke-bæredygtig vej –
tilskyndelse til mere langsigtet innovativ tænkning
inden for erhvervsliv, finans og politikker, som fører til anvendelse af nye
bæredygtige praksisser og stimulerer til gennembrud inden for innovation samt
udvikler fremadrettet tænkning og omkostningseffektiv regulering –
gennemførelse af forskning, der kan udfylde
hullerne i vores viden og færdigheder og give de rette oplysninger og den rette
uddannelse –
håndtering af internationale konkurrenceproblemer
og forsøg på at opnå konsensus med internationale partnere om at gå i samme
retning.
3.
Omstilling
af økonomien
Ved at omstille økonomien og få den ind på en
ressourceeffektiv vej vil der kunne opnås øget konkurrenceevne og nye kilder til
vækst og arbejdspladser gennem omkostningsbesparelser takket være mere
effektivitet, kommercialisering af innovationer og bedre forvaltning af
ressourcer i hele deres livscyklus. Det kræver politikker, som erkender, at
økonomi, velfærd og naturkapital er indbyrdes afhængige, som forsøger at fjerne
barrierer for bedre ressourceeffektivitet, og som samtidig tilbyder et fair,
fleksibelt, forudsigeligt og sammenhængende grundlag for erhvervslivet til at
drive virksomhed i. Kilde: Det Europæiske
Miljøagentur.
3.1.
Bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion
3.1.1. Forbedring af produkter og
ændring af forbrugsmønstre Ved at ændre
forbrugsmønstrene hos private og offentlige indkøbere vil
ressourceeffektiviteten kunne øges, og det kan også hyppigt give direkte nettobesparelser. Det kan også være med til at øge efterspørgslen
efter mere ressourceeffektive tjenester og produkter.
Der er brug for nøjagtige oplysninger, som er baseret på indvirkninger
og omkostninger ved anvendelsen af ressourcer set over en hel livscyklus, og
som kan være vejledende for forbrugsbeslutninger. Forbrugerne
kan opnå besparelser ved at undgå affald og ved at købe produkter, der varer,
eller som let kan repareres eller genanvendes. Med
nye forretningsmodeller, hvor produkter leases frem for købes, kan forbrugernes
behov dækkes med mindre ressourceanvendelse over en livscyklus. Det indre marked
og markedsbaserede instrumenter spiller en vigtig rolle ved at fastlægge
rammerne, så markeder kan belønne grønnere produkter.
Det bør overvejes at anvende både frivillige og obligatoriske
foranstaltninger – ligesom i EU's lead market-initiativer og
økodesigndirektivet – for en bredere vifte af produkter og tjenester, og der
bør inddrages mere ressourcerelevante kriterier. Det har imidlertid
vist sig, at i nogle tilfælde kan besparelser som følge af større effektivitet
i en teknologi rent faktisk føre til, at folk forbruger mere. Dette fænomen er kendt som
"boomerangeffekt" og må foregribes og tages med i betragtning, når
der udformes politik og sættes mål. Milepæl: I
2020 vil borgere og offentlige myndigheder have de rette incitamenter til at
vælge de mest ressourceeffektive produkter og tjenester med passende
prissignaler og klare miljøoplysninger. Med
det, de vælger, når de køber ind, vil virksomhederne blive stimuleret til at
innovere og levere mere ressourceeffektive varer og tjenesteydelser. Der vil være minimumsnormer for miljøhensyn, så de
mindst ressourceeffektive og mest forurenende produkter bliver fjernet fra
markedet. Der vil være en stor efterspørgsel efter
mere bæredygtige produkter og tjenester hos forbrugerne. 3.1.2. Fremme af effektiv produktion Europa har verdens største nettoimport af
ressourcer pr. person, og dets åbne økonomi er stærkt afhængig af importeret
råmateriale og energi. En sikker adgang til
ressourcer er blevet et stadig stigende strategisk, økonomisk problem, og de
mulige negative sociale og miljømæssige indvirkninger på tredjelande er også et
problem. I 2007 var den samlede mængde
materiale, som direkte blev anvendt i EU's økonomi, på mere end 8 milliarder
tons. Denne mængde vil vi kunne reducere og
samtidig øge produktion og konkurrenceevne[6]. Ved at
forbedre genanvendelsen af råmaterialer gennem øget "industriel
symbiose" (hvor affaldet fra nogle firmaer benyttes som en ressource for
andre) i hele EU vil der desuden kunne spares 1,4 mia. EUR om året og genereres
salg til en værdi af 1,6 mia. EUR[7]. Selvom mange firmaer allerede har taget skridt
til at forbedre deres ressourceeffektivitet, er der stadig meget plads til
forbedringer. Det gælder især for
brancheområder som ikke er kerneområder, for eksempel hvor en effektiv
udnyttelse af energi eller vand ikke er af væsentlig betydning for firmaets
virksomhed. Mange undlader at foretage
langsigtede ressourcebesparelser, fordi der med virksomhedernes nuværende
regnskabspraksis tilskyndes til en kortsigtet horisont.
De firmaer, som allerede er gået i gang med at investere i
ressourceeffektivitet, skal kunne få gavn af de fremskridt, der gøres inden for
viden og innovation. Hvis partnere i værdikæder og inden for
sektorer, blandt andet smv'er, udveksler oplysninger om, hvordan der kan opnås
ressourceeffektivitet, kan man undgå affald, fremme innovation og skabe nye
markeder. Ved så vidt muligt at undgå brug af farlige
kemikalier og fremme grøn kemi kan man være med til at beskytte vigtige
ressourcer som jord og vand og gøre andre, f.eks. materialer, mere sikre,
lettere og billigere at genindvinde og genbruge. Den form for
kemikalieforvaltning, som opnås ved fuldt ud at implementere REACH, vil kunne
være med til at identificere muligheder for at substituere farlige kemikalier
med mere sikre og teknologisk og økonomisk holdbare alternativer. Milepæl: I
2020 vil der være markeds- og politikincitamenter, som belønner erhvervslivet
for investering i effektivitet. Disse
incitamenter vil have stimuleret nye innovationer i ressourceeffektive
produktionsmetoder, som bliver benyttet næsten overalt.
Alle virksomheder, og deres investorer, kan måle og benchmarke
livscyklus for deres ressourceeffektivitet. Økonomisk
vækst og velfærd er frakoblet ressourceinput og kommer primært fra en forøgelse
af værdien af produkter og tilknyttede tjenester. For at opnå yderligere bæredygtighed i
forbrug og produktion vil Kommissionen: ·
skærpe kravene til grønne offentlige indkøb for
produkter med betydelige miljøvirkninger; se
på, hvor grønne offentlige indkøb kan kobles til EU-finansierede projekter; og fremme fælles indkøb og netværk for ansatte med
ansvar for offentlige indkøb til støtte for grønne offentlige indkøb (i 2012) ·
fastlægge en fælles metodologisk tilgang, så
medlemsstaterne og den private sektor bliver i stand til at vurdere, formidle
og benchmarke miljøhensyn i produkter, tjenester og virksomheder, som er
baseret på en alsidig vurdering af deres miljømæssige indvirkning i hele deres
livscyklus ("miljøaftryk") (i 2012) ·
tage fat om produkters miljøaftryk, ved at bygge på
en løbende vurdering planlagt for 2012 og efter en høring af interessenter,
blandt andet ved at stille krav efter økodesigndirektivet for at fremme
produkters materielle ressourceeffektivitet (f.eks.
genbrug/genudnyttelse/genindvinding, genindvundet indhold, varighed) og ved at
udvide anvendelsesområdet for økodesigndirektivet til at omfatte
ikke-energirelaterede produkter (i 2012) ·
sikre en bedre forståelse af forbrugeradfærd og
informere forbrugerne bedre om produkters miljøaftryk, blandt andet ved at
forhindre brug af vildledende påstande og ved at forbedre
miljømærkningsordninger (i 2012) ·
støtte netværk og udveksling af bedste praksis mellem
instanser, som tilbyder programmer om ressourceeffektivitet til smv'er
(løbende). Medlemsstaterne skal fra 2012 sammen med
Kommissionen vurdere: ·
muligheder for at øge markedernes belønning for
virkeligt miljøvenlige produkter ·
foranstaltninger, der kan udvide producenternes
ansvar over for hele livscyklus for de produkter, som de fremstiller (blandt
andet gennem nye forretningsmodeller, vejledning i tilbagetagelses- og
genindvindingsordninger og støtte til reparation) ·
tiltag, der kan optimere ressourceeffektiviteten
for emballage. Medlemsstaterne skal: ·
indføre incitamenter, der stimulerer langt
hovedparten af virksomhederne til at måle, benchmarke og forbedre deres
ressourceeffektivitet systematisk (løbende) ·
hjælpe virksomheder med at arbejde sammen for at
opnå bedst mulig udnyttelse af det affald og de biprodukter, som de producerer
(f.eks. ved at udnytte industriel symbiose) (løbende) ·
sikre, at der er rådgivning og støtte til rådighed
for smv'er, så de kan identificere og forbedre deres ressourceeffektivitet og
bæredygtig anvendelse af råmaterialer (løbende) ·
arbejde sammen med Kommissionen for at sikre, at
alle relevante, særligt problematiske stoffer i 2020 er blevet placeret på
REACH's kandidatliste (løbende).
3.2.
Affalds omdannelse til en ressource
Hvert eneste år
kaster vi i Den Europæiske Union 2,7 milliarder tons affald væk, og heraf er 98
millioner tons farligt affald. I gennemsnit
bliver kun 40 % af den faste affald genbrugt eller genindvundet, og resten går
til deponering eller forbrænding. Samlet set
er affaldsdannelsen i EU stabil, men nogle affaldsstrømme som bygge- og
nedrivningsaffald samt spildevandsslam og affald i havet bliver ved med at
øges. Alene affald fra elektrisk og
elektronisk udstyr forventes at være steget med rundt regnet 11 % fra 2008
til 2014. I nogle af
medlemsstaterne bliver mere end 80 % af affaldet genindvundet, og det
viser, at brugen af affald kan blive en af EU's nøgleressourcer. Ved af forbedre affaldsforvaltningen bliver
ressourcerne bedre udnyttet, og det kan åbne op for nye markeder og
arbejdspladser og tilskynde til mindre afhængighed af import af råmaterialer og
give mindre påvirkning af miljøet. Hvis affald skal blive en ressource, der kan
føres tilbage i økonomien som et råmateriale, så må der gives langt højere prioritet
til genbrug og genindvinding. Ved at kombinere
politikker kan der skabes en fuldstændig genindvindingsøkonomi med
produktdesign, som har en livscyklustilgang, bedre samarbejde blandt alle
markedsaktører i hele værdikæden, bedre indsamling, en hensigtsmæssig
reguleringsramme, incitamenter til forebyggelse og genindvinding af affald samt
offentlige investeringer i moderne anlæg til affaldsbehandling og genindvinding
af høj kvalitet. Milepæl: I 2020 bliver affald forvaltet som en ressource. Affaldet pr. person falder i absolutte tal. Genindvinding og genbrug af affald er økonomisk
attraktivt for offentlige og private aktører takket være omfattende separat
indsamling og udvikling af funktionelle markeder for sekundære råmaterialer. Flere materialer, heriblandt materialer, der har en
betydelig indvirkning på miljøet, og kritiske råmaterialer, bliver
genindvundet. Affaldslovgivningen er fuldt ud
gennemført. Ulovlig transport af affald
forekommer ikke længere. Energigenudnyttelsen
er begrænset til materialer, som ikke kan genindvindes, deponering forekommer
stort set ikke mere, og der er sikkerhed for, at genindvindingen er af høj
kvalitet. Kommissionen
vil: ·
stimulere markedet for sekundære materialer og
efterspørgslen efter genindvundne materialer gennem økonomiske incitamenter og
udvikling af kriterier for affaldsfasens ophør (i 2013/2014) ·
revidere eksisterende mål om at forebygge,
genbruge, genindvinde og genudnytte og om at undgå deponering for at nå frem
til en økonomi, der er baseret på genbrug og genindvinding, og hvor
restaffaldet er tæt på nul (i 2014) ·
vurdere indførelsen af minimumsrater for
genindvinding af materialer, kriterier for varighed og genbrug og udvidelse af
producentens ansvar for nøgleprodukter (i 2012) ·
se på områder, hvor lovgivningen vedrørende de
forskellige affaldsstrømme vil kunne tilpasses for at opnå større sammenhæng (i
2013/2014) ·
fortsætte med at arbejde inden for EU og med
internationale partnere for at forhindre al ulovlig affaldstransport med særlig
fokus på farligt affald ·
sørge for, at der ved offentlig finansiering, især
fra EU's budget, gives prioritet til aktiviteter højere oppe i
affaldsdirektivet som fastsat i affaldsrammedirektivet (f.eks. prioritering af
anlæg til genindvinding frem for bortskaffelse af affald (i 2012/2013) ·
gøre det lettere at udveksle bedste praksis for
indsamling og behandling af affald blandt medlemsstaterne og udvikle
foranstaltninger, der kan bekæmpe brud på EU's affaldsregler på en mere
effektiv måde (i 2013/2014). Medlemsstaterne skal: ·
sikre, at EU's regelværk vedrørende affald
gennemføres fuldt ud, også minimumsmålene i deres nationale strategier til
affaldsforebyggelse og –forvaltning (løbende).
3.3.
Støtte til forskning og innovation
Overgangen til en grøn lavemissionsøkonomi vil
kræve betydelig innovation, lige fra små, gradvise ændringer til store
teknologiske gennembrud. Samtidig har vi brug for et bredere og mere
troværdigt vidensgrundlag om, hvordan naturens systemer reagerer på de
forskellige pres, vi lægger på dem. I grundforskning og anvendt forskning bør
der identificeres udfordringer og gives rådgivning, og socialvidenskab skal se
på vores forståelse af menneskers adfærd. For at sætte skub i forskning og innovation må
der sættes ind med de rette incitamenter, således at den private sektor investerer
mere i ressourceeffektiv forskning og innovation. Med tiltag på
efterspørgselssiden vil der kunne skabes incitamenter til grøn innovation inden
for bygge- og anlægsmarkeder. Der er behov for klare rammevilkår for at give
større sikkerhed hos investorerne og bedre adgang til finansiering for
virksomheder, der foretager grønne investeringer, som anses for at være mere
risikofyldte, eller som er længere om at tjene sig ind. Milepæl: I
2020 vil de videnskabelige gennembrud og bæredygtige innovationsbestræbelser i
væsentlig grad have forbedret den måde, vi forstår, forvalter og reducerer
anvendelsen af ressourcerne på, og genbruger, genindvinder, substituerer,
sikrer og værdisætter dem. Dette er gjort
muligt takket være en væsentlig forøgelse af investeringer, sammenhæng i
håndteringen af den samfundsmæssige udfordring fra ressourceeffektivitet,
klimaforandring og –tilpasning og af fordele som følge af specialisering og
samarbejde inden for det europæiske forskningsområde. Medlemsstaterne
vil sammen med Kommissionen: ·
indføre en passende ramme og en række incitamenter,
som kan fremme den private sektors investering i forskning og innovation inden
for ressourceeffektivitet (løbende). Kommissionen
vil: ·
udvikle "innovationspartnerskaber" for at
nå målene om ressourceeffektivitet, f.eks. om vand, råmaterialer og et
produktivt og bæredygtigt landbrug (fra 2011) ·
udvikle fælles teknologiinitiativer eller andre
former for privat-offentlige partnerskaber samt fælles planlægningsinitiativer,
hvor nationale forskningsbestræbelser samles inden for områder vedrørende
ressourceeffektivitet (løbende) ·
tage fat om barrierer for økoinnovation (i 2011) ·
fokusere Unionens forskningsmidler (EU-horisont
2020) på nøglemål for ressourceeffektivitet ved at støtte innovative løsninger
for: bæredygtig energi, transport og byggevirksomhed; forvaltning af
naturressourcer; bevaring af økosystemtjenester og biodiversitet; et
ressourceeffektivt landbrug og en bredere bioøkonomi; miljøvenlig
materialeudvinding; genindvinding, genbrug og substitution af miljøskadelige
eller sjældne materialer, bedre design, grøn kemi og biologisk nedbrydelig
praksis med lavere miljøpåvirkning. Medlemsstaterne
skal: ·
fokusere offentlige forskningsmidler på nøglemål
for ressourceeffektivitet (løbende).
3.4.
Miljøskadelige subsidier og de rette priser
Markedspriserne er den primære rettesnor for
indkøbsvalg og investeringsbeslutninger, men de afspejler ikke nødvendigvis de
egentlige omkostninger i forbindelse med anvendelsen af ressourcer og deres
miljømæssige indvirkninger. Desuden kan
priserne være bevidst fordrejede som følge af miljøskadelige subsidier fra
staten, som giver visse forbrugere, brugere eller producenter en fordel, så de
kan supplere deres indkomst eller mindske deres omkostninger, men det virker
diskriminerende over for en sund miljøvenlig praksis[8]. 3.4.1. Udfasning af ineffektive subsidier Subsidier med en potentielt negativ
indvirkning på miljøet, blandt andet på området for fossile brændstoffer,
transport og vand, anslås til at nå op på et samlet beløb på 1 billion USD om
året. Miljøskadelige subsidier fører til mere
affald, større emissioner og ressourceudvinding eller til negativ indvirkning
på biodiversiteten. De kan betyde, at
ineffektiv praksis bibeholdes, og at erhvervslivet ikke investerer i grønne
teknologier. Disse subsidier kan antage
forskellige former, blandt andet skattereduktion eller –fritagelse. Ved at gå bort fra miljøskadelige subsidier
kan vi opnå økonomiske, sociale og miljømæssige fordele, og konkurrenceevnen
vil kunne forbedres. Medlemsstaterne er
allerede blevet opfordret til ikke at medtage miljøskadelige subsidier i den
årlige vækstundersøgelse for 2011[9]
for at støtte budgetkonsolideringen. Når de
miljøskadelige subsidier fjernes, kan det blive nødvendigt med alternative
hjælpeforanstaltninger for de økonomiske sektorer, regioner og arbejdstagere,
der bliver hårdest ramt heraf, eller for energifattigdom, og der må også tages
hensyn til indvirkningen af en eventuel flytning af produktionen til andre
lande. Milepæl: I
2020 vil de miljøskadelige subsidier være udfaset under passende hensyn til
indvirkningen på folk, der rammes heraf. 3.4.2. De rette priser og omlægning af skattebyrden Markedet udviser allerede tegn på, at der er
knaphed på visse ressourcer, i form af stigende råvarepriser, og erhvervslivet
er i stigende grad konfronteret med et presserende behov for at tilpasse sig
for at bevare konkurrenceevnen, især i international sammenhæng. Men omkostningerne ved udefra kommende forhold er
der stadig ikke taget fat om, og for en række ressourcer kan sådanne signaler
komme for sent til at kunne forhindre en uholdbar udnyttelse. Beskatning
påvirker ofte priserne på en måde, som er til fordel for ressourceanvendelse
snarere end for øget beskæftigelse. Markedsbaserede instrumenter kan spille en
vigtig rolle, når det gælder korrektion af markedsproblemer – for eksempel
miljøskatter og -afgifter, ordninger for handel med rettigheder, fiskale
incitamenter til mere miljøvenligt forbrug eller andre instrumenter. I nye
politikker bør der også ske en tilpasning af priserne på ressourcer, som ikke
er værdisat på markedet, som de bør. Det gælder for eksempel vand, ren luft,
økosystemer, biodiversitet og havressourcer. De
skal måske indgå i en bredere tilgang, som kan omfatte regulering, for eksempel
når ressourcerne er fælles goder. At flytte beskatningen fra arbejdskraften for
at fremme beskæftigelse og økonomisk vækst er allerede omhandlet i den årlige
vækstundersøgelse for 2011[10]
og i Det Europæiske Råds konklusioner fra marts 2011[11]. "Grønne skattereformer", der øger andelen
af miljøafgifter, mens andre afgifter sænkes, kan spille en rolle i den
forbindelse. Miljøbeskatning kan også bidrage
til budgetmæssig konsolidering, så det bliver lettere at gå over til en
ressourceeffektiv økonomi. Ikke desto mindre har den gennemsnitlige andel af
miljøbeskatningen i forhold til de samlede skatteindtægter i EU generelt været
faldende siden 1999 og var i 2009 nået ned på 6,3 %[12]. Nogle af medlemsstaterne er gennem forskellige
tiltag med miljørettede skattereformer nået til, at miljøskatteindtægterne nu
udgør mere end 10 % af de samlede skatteindtægter, uden at det er gået ud
over skatteindtægterne, og konkurrenceevnen og energieffektiviteten er også
blevet forbedret. Det viser, at det er muligt
at flytte beskatning over på miljøskadelige aktiviteter inden for en forsvarlig
økonomisk ramme. Men for mere effektivt at
kunne måle det skifte i prissignalerne, som er nødvendigt for at kunne opnå
større investering i mere effektiv anvendelse af ressourcer, kan det blive
nødvendigt med endnu en indikator, som for eksempel den effektive skattesats på
miljøforurening eller ressourceanvendelse. Milepæl: I
2020 vil et større skifte fra beskatning af arbejdskraft til miljøbeskatning,
blandt andet ved en regelmæssig tilpasning af realsatserne, føre til en
væsentlig stigning i miljøskatternes andel af de offentlige indtægter, på linje
med, hvad der er bedste praksis i medlemsstaterne. For
at kunne tackle problemerne med miljøskadelige subsidier og bedre prissignaler
vil Kommissionen: ·
via det europæiske halvår overvåge medlemsstaternes
opfølgning af landespecifikke anbefalinger om skattereform, som kan fremme et
skifte fra beskatningen af arbejdskraft til beskatningen af miljøpåvirkninger
og udfasning af miljøskadelige subsidier fra 2012 ·
fremme regelmæssig udveksling af bedste praksis og
samarbejde om reformen af miljøskadelige subsidier og om markedsbaserede
instrumenter mellem medlemsstaterne, især inden for det markedsbaserede
instrumentforum og Skattepolitikgruppen (løbende) ·
vurdere, hvordan statsstøtte til foranstaltninger,
der skal øge ressourceeffektivitet, er blevet implementeret, og i hvor meget
målene for ressourceeffektivitet bør styrkes ved revisionerne af de relevante
retningslinjer for statsstøtte fra og med 2013 ·
forsat arbejde på at forbedre indikatorerne for
beskatning af forurening og ressourcer. Medlemsstaterne
skal: ·
identificere de vigtigste miljøskadelige subsidier
efter fastsatte metodologier (senest 2012) ·
forberede planer og tidsskemaer for udfasningen af
miljøskadelige subsidier og rapporter herom som led i deres nationale
reformprogrammer (senest 2012/2013) ·
skifte fra beskatning af arbejdskraft til
beskatning af miljøpåvirkninger (løbende) ·
revidere deres budgetpolitikker og -instrumenter
med henblik på bedre at kunne støtte ressourceeffektivitet og i den forbindelse
overveje, hvilke incitamenter der kan være til støtte for forbrugerne i deres
valg og producenterne i deres tiltag til fordel for ressourceeffektivitet
(senest i 2013).
4.
Naturkapital
og økosystemtjenester
4.1.
Økosystemtjenester
Vores økonomiske velstand og velfærd afhænger
af vores naturkapital, herunder af de økosystemer, som forsyner os med en strøm
af væsentlige varer og tjenesteydelser – lige fra frugtbar jord til produktive
land- og havområder, fra ferskvand og ren luft til bestøvning, kontrol af
oversvømmelser og klimaregulering. Mange af disse økosystemtjenester bruges
næsten, som om de var ubegrænsede. De behandles som "gratis" råvarer,
deres økonomiske værdi bliver der ikke taget ordentligt hensyn til på markedet,
og derfor bliver de ved med at blive overudnyttet eller forurenet, hvilket er
en trussel for den langsigtede bæredygtighed og evnen til at reagere på
miljømæssige chok. 60 % af jordens økosystemtjenester har
lidt skade i de seneste 50 år. I EU er 88 % af fiskebestanden blevet
fisket ud over, hvad der er holdbart, og kun 11 % af de beskyttede
økosystemer er i god stand. Hvis vi skal kunne bevare vigtige økosystemvarer og -tjenesteydelser på
lang sigt, må vi ansætte en korrekt værdi for vores naturkapital. Investering i
naturkapital – som grøn infrastruktur – giver ofte højere afkast end
alternativer inden for byggeri eller fremstilling og lavere startomkostninger. Milepæl: I
2020 vil naturkapital og økosystemtjenester være sat til en korrekt værdi, og
offentlige myndigheder og erhvervsliv vil tage dem med i betragtning. Kommissionen
vil: ·
fremme brugen af innovative, finansielle og
markedsbaserede instrumenter og udforske deres bredere potentiale, herunder
eventuel etablering af en finansieringsfacilitet for biodiversitet og betaling
for økosystemtjenester, for at tackle udfordringer for økosystemer og
biodiversitet på nationalt plan, EU-plan og internationalt plan, især i
samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank og gennem offentlig-private
partnerskaber (løbende) ·
fremsætte forslag, der kan fremme investeringer i
naturkapital, for at udnytte det fulde vækst- og innovationspotentiale i grøn
infrastruktur og "genopretningsøkonomien" gennem en meddelelse om
grøn infrastruktur (i 2012) og et initiativ om "intet nettotab" (i
2015). Medlemsstaterne
skal sammen med Kommissionen: ·
kortlægge økosystemernes og deres tjenesters
tilstand (senest i 2014) ·
vurdere deres økonomiske værdi og fremme
integrationen af disse værdier i regnskabs- og indberetningssystemer på EU-plan
og på nationalt plan (løbende) ·
arbejde sammen med vigtige interessenter for at
tilskynde erhvervslivet til at vurdere, hvor afhængige de er af
økosystemtjenester, på grundlag af EU's erhvervs- og biodiversitetsplatform
(løbende).
4.2.
Biodiversitet
Biodiversiteten understøtter mange af vores
økosystemer og er afgørende for deres tilpasningsevne. Hvis biodiversiteten går
tabt, kan det svække et økosystem ved at vanskeliggøre leveringen af
økosystemtjenester og gøre det sårbart over for miljømæssige chok. Det er dyrt
at genoprette ødelagte økosystemer, og i nogle tilfælde bliver forandringen
irreversibel. Det skønnes, at værdien at samtlige de
erhvervsmuligheder, som afhænger af biodiversitet og de økosystemtjenester, som
bygger herpå, i 2050 kan være på mellem 800 og 2 300 mia. USD om året. I praksis er det dog sådan, at på det operationelle
plan er værdien af biodiversitet først nu ved at blive taget i betragtning ved
beslutningstagninger. Hvis biodiversiteten
skal bevares, skal dette blive almindelig praksis. EU's nye biodiversitetsstrategi for 2020
indeholder de vigtigste politikværktøjer til at nå dette mål med og til at
stoppe de tendenser til tab af biodiversitet, som vi har set i løbet af de
seneste generationer. Milepæl: I
2020 vil tabet af biodiversitet i EU og beskadigelsen af økosystemtjenester
være stoppet, og biodiversiteten vil i videst muligt omfang være genoprettet. Kommissionen vil: ·
i betydelig grad forstærke sine bestræbelser på at
integrere beskyttelse af biodiversitet og økosystemtiltag i andre
EU-politikker, med særlig fokus på landbrug og fiskeri (løbende). Medlemsstaterne vil sammen med
Kommissionen: ·
arbejde hen imod målene i biodiversitetsstrategien
ved at integrere værdien af økosystemtjenester i den politiske beslutningstagning
(løbende).
4.3.
Mineraler og metaller
En mere effektiv udnyttelse af naturressourcer
som metaller og mineraler er væsentlige aspekter af ressourceeffektivitet. De
specifikke risici i forbindelse hermed, blandt andet forsyningssikkerhed, er
taget op i råstofinitiativet, ligesom klima- og energipolitikkerne er det i
flagskibet om ressourceeffektivitet, så de vil ikke blive behandlet i detaljer
i dette afsnit, selv om der klart er en interaktion mellem brugen af dem og
andre ressourcer. Da vi bevæger os hen i retning af en egentligt
forbrugsbaseret, bæredygtig materialeforvaltning eller en "cirkulær
økonomi", hvor affald bliver til en ressource, vil vi få en mere effektiv
brug af mineraler og metaller. De tiltag, som er omhandlet i afsnit 3 i denne
køreplan, vil få en direkte indvirkning på, hvor effektivt vi udnytter
ressourcer som mineraler og metaller, gennem foranstaltninger, hvor der tages
større hensyn til livscyklusindvirkninger, hvor vi undgår affald og genbruger
og genindvinder mere, gennem forskning og innovation og andre foranstaltninger,
der kan forbedre markedsstrukturerne.
4.4.
Vand
Vand er en livsnødvendig ressource for
menneskers sundhed, og spiller en væsentlig rolle for landbrug, turisme,
industri, transport og energi. Når vandmængden reduceres, får det en kritisk
indvirkning på vandkraft og på nedkøling af atomkraft- og kraftvarmeværker. En god miljøtilstand og borgernes sundhed
afhænger af, om der er ferskvand af tilstrækkelig god kvalitet tilgængeligt.
Men det er der i stadig mindre grad. Klimaforandringen ventes at føre til øget
vandmangel og til mere voldsomme og hyppige oversvømmelser. Mange europæiske
flodbækkener og vandområder er blevet ændret på grund af vandindvinding,
dræning og opdæmning, hvilket ofte har medført en dårlig vandkvalitet og heraf
følgende omfattende skadelige økologiske effekter, mulige helbredspåvirkninger
og begrænset rum for naturlige levesteder. Mellem 20 og 40 % af vandet i Europa går
til spilde, og vandeffektiviteten vil kunne forbedres med 40 % alene gennem teknologiske
forbedringer[13].
En bedre tilgang til bæredygtig forvaltning af vandressourcer kræver en nøje
koordinering med landbrugs-, transport-, regionaludviklings- og
energipolitikker samt en effektiv og rimelig pris på vand, som det kræves i
vandrammedirektivet. Ændringer i økosystemer, arealanvendelse, produktion og
vandforbrug samt genbrugsmønstre vil kunne reducere knaphed og sikre
vandkvaliteten på en omkostningseffektiv måde. Milepæl: I
2020 vil alle vandområdeplaner i vandrammedirektivet allerede være gennemført
for længe siden. Vandtilstanden – kvalitet, kvantitet og anvendelse – i alle
EU's flodbækkener har været god siden 2015. Indvirkningen af tørke og
oversvømmelser er minimal takket være passende afgrøder, bedre
vandoptagelseskapacitet i jorden og effektiv vanding. Der bliver kun benyttet
alternative vandforsyningsmuligheder, når alle billigere besparelsesmuligheder
er udtømt. Vandindvindingen vil kunne ligge på under 20 % af de
tilgængelige vedvarende vandressourcer. Kommissionen vil: · yderligere integrere ressourceeffektive overvejelser i vandpolitikken, med en plan for at beskytte Europas vand med en omkostningseffektiv strategi (allerede i gang) · vurdere medlemsstaternes vandområdeplaner med henblik på at identificere områder, hvor det er nødvendigt med ekstra tiltag (i 2011) · vurdere og forslå (i 2012): – vandeffektivitetsmål og bedre vandeffektivitetsforanstaltninger (f.eks. intelligent måling, obligatoriske krav til vandførende anlæg retningslinjer for genbrug af vand, mindre udsivning i vandinfrastrukturen, vandbesparelser ved vanding osv.) – bedre styring af efterspørgslen ved hjælp af økonomiske instrumenter (prisfastsættelse, vandtildeling) og brug af mærknings- og certificeringsordninger, der måler livscyklusindvirkning og virtuelt vandindhold i produkter – et projekt om europæisk innovationspartnerskab om vand. Medlemsstaterne skal: · fastsætte vandeffektivitetsmål for 2020 for flodbækkener, herunder passende komplementære foranstaltninger, og disse mål skal være baseret på en fælles EU-metodologi, hvori der tages hensyn til de mange forskellige situationer i alle økonomiske sektorer og geografiske områder.
4.5.
Luft
Ren luft er en værdifuld ressource. I de tættest befolkede områder i EU bliver mange af
luftkvalitetsnormerne langt overskredet, især fra de mest problematiske
forurenere som partikulære stoffer, ozon ved jordoverfladen og nitrogendioxid.
Til trods for at der er gjort store bestræbelser på at reducere forurenende
emissioner, er de nuværende koncentrationer af fine partikler årsag til 500 000
tidlige dødsfald om året[14]
i EU og i de tilgrænsende nabolande. Andre
undersøgelser har vist, at antallet af tabte arbejdsdage som følge af sygdomme,
der skyldes luftforurening, er højere end det antal arbejdsdage, der skal til
for at betale for ekstra foranstaltninger til nedbringelse af forurening. Økosystemer og landbrug lider også i betydelig
grad under skader fra luftbårne effekter som for eksempel forsuring,
eutrofiering og ozonskader på vegetationen. De
årlige økonomiske omkostninger er anslået til at ville ligge på 537 mia. EUR i
2020[15]. En bedre gennemførelse af eksisterende
lovgivning og nye, videnskabsbaserede normer vil kunne være med til at løse
disse problemer og styre innovation. Med
passende tidsplaner for gennemførelsen kan der sikres en bedre luftkvalitet
efter overgangen til et lavemissionssamfund, og også med andre tiltag i denne
køreplan, f.eks. mindre affald, mere effektive produktionsmetoder samt tiltag
inden for landbrugspolitik og transportsektoren. Milepæl: I
2020 vil EU's foreløbige luftkvalitetsnormer være opfyldt, også i stærkt
belastede byområder. Disse normer vil være blevet opdateret, og der vil være
fastsat ekstra foranstaltninger for at lukke det hul, der er inden det endelige
mål om en luftkvalitet, som ikke har nogen signifikant indvirkning på sundheden
og miljøet. Kommissionen vil: · foretage en omfattende revision af alle EU's luftforureningspolitikker (senest i 2013) · foreslå en forbedret strategi, som går videre end 2020, og vurdere muligheden for anvendelse af luftkvalitets- og emissionsnormer og yderligere foranstaltninger til at reducere emissioner fra vigtige kilder (i 2013) · støtte implementeringen af eksisterende foranstaltninger, som kan være med til at løse vedvarende problemer med luftkvalitet. Medlemsstaterne skal: · sætte mere fart på deres gennemførelse af EU-lovgivningen om luftkvalitet (løbende).
4.6.
Land og jord
I EU bliver der
"inddraget" mere end 1000 km² land hvert år til boliger, industri,
veje eller rekreative formål. Omkring halvdelen af dette areal bliver "forseglet"[16].
Infrastrukturen er meget forskelligt udbygget i regionerne, men samlet set
brolægger vi hvert tiende år et område, der svarer til hele Cypern. Hvis vi
skal nå frem til, at der i 2050 netto ikke bliver inddraget land, vil vi efter
en lige linje være nødt til at reducere inddragelsen af land med et gennemsnit
på 800 km² om året i perioden 2000-2020. I mange regioner er jorden eroderet
irreversibelt eller har et lavt indhold af organiske stoffer. Jordforurening er
også et alvorligt problem. Arealanvendelsen
er næsten altid et kompromis mellem forskellige sociale, økonomiske og
miljømæssige behov (f.eks. boliger, transportinfrastruktur, energiproduktion,
landbrug, naturbeskyttelse). Når der træffes
beslutninger om arealanvendelse, er der tale om langsigtede tilsagn, som det er
vanskeligt eller kostbart at omstøde. For
øjeblikket træffes disse beslutninger ofte uden en egentlig forudgående analyse
af deres indvirkninger, f.eks. gennem en strategisk miljøvurdering. Med
reformerne af EU's landbrugs-, energi-, transport- og samhørighedspolitikker
bliver der mulighed for at fastlægge rammerne og give de rette incitamenter for
offentlige myndigheder og ejere af jord til at nå dette mål. Milepæl: I 2020
vil der i EU's politikker blive taget hensyn til deres direkte og indirekte
indvirkning på arealanvendelsen i EU og globalt set, og tempoet i inddragelsen
af land vil være nået dertil, at der i 2050 ikke vil være en nettoinddragelse.
Jorderosionen er blevet mindre, og de organiske stoffer i jorden er blevet større,
og samtidig er rensningen af forurenede arealer godt i gang. Kommissionen
vil: ·
videreudvikle den videnskabelig vidensbase om
biotisk materiale, effekter og tendenser inden for arealanvendelse samt fysisk
planlægning, herunder indvirkninger på globalt plan, og påpege bedste praksis i
medlemsstaterne, hvilket skal føre frem til en meddelelse om arealanvendelse (i
2014) ·
se på ændringen af den indirekte arealanvendelse,
især som følge af politikken om vedvarende energi (løbende) ·
offentliggøre retningslinjer om bedste praksis for
at begrænse, afhjælpe eller kompensere for jordforsegling (i 2012) ·
inddrage bredere overvejelser over
ressourceeffektivitet i revisionen af direktivet om vurdering af virkningerne
på miljøet (i 2012) ·
foreslå et projekt om et europæisk
innovationspartnerskab (i 2011) om landbrugsproduktivitet og bæredygtighed for
blandt andet at sikre jordfunktioner på et tilfredsstillende niveau (senest i
2020). Medlemsstaterne skal: ·
sørge for bedre at integrere direkte og indirekte
arealanvendelse og de miljømæssige indvirkninger heraf i deres
beslutningstagning og begrænse inddragelsen af land og forsegling af jord i
videst muligt omfang (løbende) ·
gennemføre de nødvendige tiltag for at begrænse
erosion og øge de organiske stoffer i jorden (løbende) ·
opstille en liste over forurenede steder og en
tidsplan for rensningsarbejde (senest i 2015).
4.7.
Havressourcer
I havmiljøet er der økonomiske muligheder
inden for en lang række sektorer såsom mineraludvinding, lægemidler,
bioteknologi og energi Havmiljøet har også vigtige økosystemtjenester såsom de
naturlige reguleringsfunktioner, der er med til at bekæmpe klimaforandring og
mindske kysterosion. Presset på disse systemer, blandt andet fra udledningen i
havet af forurenende stoffer i ferskvand, er stadigvæk stort, selv om det i
nogle tilfælde er ved at falde. Der mangler en sammenhængende forvaltning af
havrummet, og det påvirker allerede vores muligheder for at nyde godt af
havaktiviteter. Brugen af fysiske planlægningsinstrumenter i havområder vil
kunne bidrage til ressourceeffektivitet. Nedgangen i fiskebestandene har alvorlige
økonomiske og sociale konsekvenser for kystområder og bidrager til andre tab af
biodiversitet ved at skabe kaos i systemer, og havforureningen og
klimaforandringen giver andre problemer (f.eks. forsuring). EU's fælles fiskeripolitik og EU's integrerede
havpolitik har sat bæredygtighed som det centrale mål for at sikre en effektiv
og bæredygtig anvendelse af havressourcer af alle operatører i værdikæden. Mere end 1
million fugle, 100 000 havpattedyr og havskildpadder dør hvert år som
følge af plasticaffald og andet havaffald. Faktorer som affald i havet og
spildevandsudledninger fra byer er i høj grad med til at forværre forureningen
i nogle af havene rundt om i Europa. For at imødegå dette pres har
rammedirektivet om havstrategi sat som mål, at vandet i havene skal opnå en god
miljøtilstand. Milepæl: I 2020 vil vandet i alle have i
EU være i en god miljøtilstand, og i 2015 vil fiskeriet have nået maksimal
bæredygtighed. Kommissionen vil: · i forbindelse med de seneste forslag fra Kommissionen til en reform af den fælles fiskeripolitik, forsøge at sikre bæredygtig forvaltning af fiskeriressourcer · fremsætte yderligere forslag for at udfase al støtte til fiskeriet, som vil kunne skade miljøet · bidrage til at sikre den naturlige kyst- og havkapital ved at foreslå politiske foranstaltninger om styring og planlægning (i 2012) samt fortsat støtte videns- og demonstrationsprojekter · fremme økosystembaserede strategier og integrere klimarisici i havaktiviteter (meddelelse om "tilpasning til klimaforandring ved kyster og i havet", 2012) · støtte bæredygtig brug af havressourcer og identificere innovative forretningsmuligheder inden for hav- og kystøkonomi (meddelelse om "blå vækst", 2012). · bidrage til strategier vedrørende affald i havet i alle fire havregioner i EU i nært samarbejde med kystmedlemsstater eller i den respektive regionale havkonvention (i 2012) · støtte medlemsstaterne med at udvikle foranstaltninger, så der i 2020 vil være opnået en god miljøtilstand i havene og etableret et ekstensivt netværk af beskyttede områder (i 2020). Medlemsstaterne skal: · gennemføre rammedirektivet om havstrategi og udpege beskyttede havområder.
5.
Nøglesektorer
I de industrialiserede lande er ernæring, boliger og mobilitet typisk
ansvarlige for 70-80 % af alle miljøpåvirkninger. Disse sektorer er også
afgørende for at kunne styre udfordringerne inden for energi og
klimaforandring, som der tages fat om i supplerende langsigtede strategier, som
sammen med foranstaltningerne i dette dokument skal maksimere synergierne inden
for flagskibet om ressourceeffektivitet[17].
5.1.
Fødevarer
Værdikæden for fødevarer og drikkevarer i EU er årsag til 17 % af
vores direkte drivhusgasemissioner og 28 % af brugen af materialeressourcer,
så vores forbrugsmønstre har globale indvirkninger, især i forbindelse med
forbruget af animalske proteiner. Kæden er en af de store brugere af vand af
høj kvalitet, som er væsentligt for et godt resultat. Men alene i EU smider vi
mere end 90 millioner tons fødevarer ud hvert år svarende til 180 kg. pr.
person. En stor del af disse fødevarer er stadigvæk egnet til menneskeføde. Hvis der benyttes
ressourceeffektive produktionsteknikker, vælges bæredygtige fødevarer (på linje
med WHO's anbefalinger om mængden af animalske proteiner, herunder kød og
mejeriprodukter, der indtages pr. person), og der bliver mindre fødevareaffald,
kan der ved en fælles indsats fra landmænd, fødevareindustrien, forhandlere og
forbrugere opnås en forbedring af ressourceeffektivitet og fødevaresikkerhed på
globalt plan. Kommissionen har i
sit budget til meddelelsen om Europa 2020 foreslået, hvilke foranstaltninger
det kan blive nødvendigt at iværksætte inden for en revideret fælles
landbrugspolitik for at opnå større ressourceeffektivitet[18]. Et
andet problem for den globale fødevaresikkerhed på lang sigt er den bæredygtige
tilførsel af fosfor, som er en af hovedkilderne til gødskning, og som ikke kan
erstattes med andet. Det er nødvendigt med yderligere forskning for at se,
hvordan forbedringer inden for gødningsstoffer, fødevarefremstilling og biologisk
affald kan mindske vores afhængighed af fosfat udvundet fra miner. Milepæl: I 2020 vil der være udbredte
incitamenter til en sundere og mere bæredygtig fødevareproduktion og
forbrugsstruktur, og der vil være opnået en reduktion på 20 % i
fødevarekædens ressourceinput. Affald i form af spiselige fødevarer vil være
halveret i EU. Kommissionen vil: ·
se mere på, hvordan affaldet i hele
fødevareforsyningskæden bedst kan begrænses, og overveje, hvordan miljøpåvirkning
fra fødevareproduktion og forbrugsmønstre kan mindskes (meddelelse om
bæredygtige fødevarer, senest i 2013) ·
udvikle en metodologi vedrørende
bæredygtighedskriterier for vigtige fødevarer (senest i 2014) ·
se mere på forsyningssikkerheden for fosfor og
potentielle tiltag rettet mod bæredygtig brug heraf (grønbog om bæredygtig brug
af fosfor senest i 2012). Medlemsstaterne
opfordres til: ·
at medtage fødevarespild i deres nationale
programmer om affaldsforebyggelse (2013).
5.2.
Bedre bygninger
Et
bedre byggeri og en bedre anvendelse af bygninger i EU vil kunne påvirke
42 % af vores endelige energiforbrug, omkring 35 % af vores
drivhusgasemissioner[19]
og mere end 50 % af samtlige udvundne materialer.
Det vil også kunne hjælpe os med at spare op til 30 % af vandet[20]. De nuværende politikker til fremme af energieffektivitet
og brug af vedvarende energi i bygninger må derfor yderligere styrkes og
suppleres med politikker for ressourceeffektivitet, hvor der ses på et
bredere spektrum af miljøpåvirkninger i hele livscyklussen for bygninger og
infrastruktur. Der bør ikke blot ses på
startomkostningerne, men også i stigende grad på livstidsomkostninger for
bygninger, herunder også bygge- og nedrivningsaffald. En bedre
infrastrukturplanlægning er en forudsætning for at kunne opnå
ressourceeffektivitet for bygninger og også for mobilitet. Betydelige
forbedringer af ressource- og energianvendelsen i hele livscyklussen – med mere
bæredygtige materialer, større genindvinding af affald og bedre design – vil
kunne bidrage til en konkurrencedygtig byggesektor og til udvikling af
ressourceeffektive bygninger. Det kræver et
aktivt engagement i hele værdikæden inden for byggesektoren. Der er brug for specifikke politikker til at
stimulere smv'er, som udgør langt hovedparten af byggevirksomhederne, til at
uddanne og investere i ressourceeffektive byggemetoder og ‑praksisser. Milepæl: I 2020 vil renovering og
byggeri af bygninger og infrastruktur være blevet langt mere
ressourceeffektive. Det vil være normalt at
anvende livscyklusaspektet. Alle nye bygninger vil være næsten energineutrale[21], og
yderst materialeeffektive, og der vil være indført politikker om renovering af
bestående bygninger[22],
således at de bliver moderniseret på en omkostningseffektiv måde med 2 %
pr. år. 70 % af ufarligt bygge- og
nedrivningsaffald vil blive genindvundet[23]. Kommissionen vil sammen med medlemsstaterne: ·
se på, hvordan der kan ydes støtte til planer for
investering i færdigheder, lærlingeordninger og meddelelse om bedste praksis
med ressourceeffektivitet inden for industrien (løbende) ·
træffe foranstaltninger – i givet fald ved hjælp af
en "smv-test" – der kan stimulere efterspørgslen og anvendelsen af
ressourceeffektiv byggepraksis ud fra livscyklusomkostninger og passende
finansieringsordninger; yderligere udvide
anvendelsesområdet for eurokodekser, så de omfatter designkriterier for
bæredygtighed; udvikle incitamenter og belønne
ressourceeffektive bygninger samt fremme bæredygtig brug af træ ved byggeri
(meddelelse om bæredygtig konkurrenceevne i byggesektoren, 2011, meddelelse om
bæredygtige bygninger, 2013) ·
se på, hvordan den private sektor bedst kan
tilskyndes til innovation inden for byggeri (løbende).
5.3.
Sikring af effektiv mobilitet
Et moderne, ressourceeffektivt
mobilitetssystem for såvel passagerer som for fragt kan i væsentlig grad
bidrage til konkurrenceevne og bæredygtighed. I hvidbogen om transport[24] foreslås
der en bred vifte af muligheder for at fortsætte den nødvendige holistiske
transportpolitik. Milepæl: I 2020 vil effektiviteten inden for transportsektoren
overordnet set være stærkt forbedret med optimal brug af ressourcer som
råmaterialer, energi og jord samt reduceret indvirkning på klimaforandring,
luftforurening, støj, sundhed, ulykker, biodiversitet og forringelse af
økosystemer. Til transport vil der blive brugt
mindre og renere energi, være en bedre udnyttelse af moderne infrastruktur, og
den negative indvirkning herfra på miljøet og vigtige naturværdier som vand,
land og økosystemer vil være reduceret. Fra og
med 2012 vil der være en reduktion på gennemsnitligt 1 % om året af
drivhusgasemissioner fra transport. Kommissionen vil sikre, at initiativerne i
hvidbogen om transport bliver implementeret konsekvent med mål for
ressourceeffektivitet, blandt andet ved at gå over til internalisering af
eksterne omkostninger.
6.
Styring og
overvågning
For at omstille EU til en mere ressourceeffektiv
økonomi vil det være nødvendigt med samordnede tiltag inden for en bred vifte
af politikker. Kommissionen vil sammen med
interessenter forsøge at finde frem til de rette indikatorer og mål for at
kunne styre de tiltag og overvåge de fremskridt, der gøres. De vil kun få den
fornødne omstillingseffekt, hvis de tager fuldt ud del i Europa
2020-strategien, og ressourceeffektivitet bliver integreret i det europæiske
halvår for samordning af de økonomiske politikker.
6.1.
Nye veje for tiltag om ressourceeffektivitet
Fremme af dialog: De politiske
beslutningstagere på EU-plan, medlemsstatsplan og regionalt plan må deltage
aktivt i drøftelser med erhvervsliv og civilsamfund om de politiske
betingelser, der er nødvendige for at kunne overvinde barrierer for
ressourceeffektivitet. Investering i overgangen: Med ressourceeffektivitet
kan omkostningerne begrænses, men ofte er det nødvendigt først at foretage
investeringer. UNEP skønner, at det årlige finansieringsbehov, der skal til for
at gøre verdensøkonomien mere ressourceeffektiv, ligger på mellem 1,05 og 2,59
billioner USD[25],
hovedsageligt fra private kilder. Det vil
kræve ikke blot investering i grønne løsninger, men at alle offentlige og
private investeringer bliver grønnere. I
forslaget til en flerårig finansieringsramme for 2014-2020 er der allerede
gjort betydelige skridt hen imod integration af ressourceeffektivitet i EU's
budget. Den hurtige vækst i global finansiering
til ren energi viser, at det kan lade sig gøre at ændre indstilling. Det manglende kendskab hos finansfolk til risici og
afkast ved investeringer i ressourceeffektivitet er dog en hindring for
investering, usikkerhed med hensyn til den politiske retning og troværdighed er
med til at øge de finansielle risici, og de mere langsigtede investeringer
kommer ofte i anden række hos de finansielle markeder, som er rettet mod
kortsigtede resultater. Udvikling af indikatorer og potentielle
mål: Ved at sætte indikatorer og fastlægge en
procedure for brede mål for ressourceeffektivitet vil det være lettere at bane
vejen til visionen om ressourceeffektivitet i 2050: der vil bedre kunne
udformes offentlig politik, hvor der tages hensyn til omkostninger og fordele
ved at anvende ressourcer mere effektivt, og den private sektor vil kunne nyde
godt af bedre signaler for deres investeringsplaner, den nødvendige
forudsigelighed og transparens til at træffe langsigtede beslutninger. I det bæredygtige vækstmål i Europa 2020-strategien
er der allerede sat specifikke mål vedrørende drivhusgasemissioner,
energieffektivitet og vedvarende energi som er relevante for at kunne nå målene
om ressourceeffektivitet. Det er afgørende at nå disse mål af hensyn til
beskyttelsen af naturressourcer, og tiltagene i denne køreplan vil også bidrage
til at nå dem. Men de fanger ikke nogle af de alvorlige, skadelige konsekvenser
for vores økonomi, helbred og livskvalitet, for eksempel faktorer som dårlig
arealanvendelse, dårlig vandkvalitet og ‑tilgængelighed, affald, luftforurening
og tab af økosystemtjenester, fiskebestande og biodiversitet. Hvis vi tager
hensyn hertil, vil vi kunne udbygge at udnyttelsen af nye kilder til bæredygtig
vækst og styrke konkurrenceevnen på længere sigt. Der gøres allerede store fremskridt med
integrering af miljømæssige økonomiske og sociale regnskabssystemer, men der er
mange andre ideer om, hvilke indikatorer der skal bruges, forbedres eller
udvikles som rettesnor for bedre politiske eller investeringsmæssige beslutninger.
Sådanne indikatorer skal være solide, let forståelige og bredt accepteret, så
der løbende kan foretages målinger af fremskridt med forbedring af
ressourceeffektivitet. Derfor foreslår Kommissionen, at alle vigtige
interessenter skal inddrages i arbejdet med at udvikle sådanne indikatorer og
potentielle mål. Men i erkendelse af at det er nødvendigt
straks at starte målingen af fremskridt, foreslår Kommissionen, at der som en
foreløbig hovedindikator benyttes ressourceproduktivitet, der måles ud fra forholdet
mellem BNP og indenlandsk materialeforbrug (udtrykt i euro/ton). Jo højere
tallet er, jo bedre er resultatet, og til væksten bruges der relativt færre
ressourcer[26].
Her bliver der imidlertid kun set på de materielle ressourcer og ikke på andre
ressourcer eller et potentielt skifte i byrderne i de forskellige lande. Eftersom denne foreløbige
hovedindikator kun giver et delvis billede, bør den suppleres med en "instrumenttavle"
med indikatorer for vand, land, materialer og kulstof og indikatorer, som måler
miljøpåvirkninger og vores naturkapital eller økosystemer, og hvor man forsøger
at tage hensyn til de globale aspekter i forbruget i EU. I tredje instans vil
der blive benyttet tematiske indikatorer til at overvåge de fremskridt, der
gøres i retning af eksisterende mål i andre sektorer, som det fremgår af
arbejdsdokumentet, der er vedføjet denne køreplan. Milepæl: I 2020 vil interessenter på
alle niveauer være mobiliseret for at sikre, at der er sammenhæng i politik,
finansiering, investering, forskning og innovation, og at de gensidigt styrker
hinanden. Der vil være ambitiøse mål for ressourceeffektivitet og solide,
aktuelle indikatorer som rettesnore for offentlige og private beslutningstagere
ved omstillingen af økonomien mod større ressourceeffektivitet. Kommissionen
vil sammen med medlemsstaterne: ·
inddrage overvejelser over ressourceeffektivitet i
det europæiske halvår fra og med 2012 og fokusere på en prioritering af
bæredygtige, vækstfremmende foranstaltninger ·
bringe virksomheder, videnskabsfolk, ngo'er og
lokale og nationale myndigheder sammen, så de kan se på muligheder og
udfordringer og anbefale nye veje til handling rettet mod bæredygtig,
ressourceeffektiv vækst (i 2012) ·
nå frem til en bred aftale med disse interessenter
om, hvordan fremskridt skal måles, og hvilke mål der skal sættes for at
imødekomme udfordringen (senest i 2013). Kommissionen
vil: ·
lancere en "EU-platform for omstilling til
ressourceeffektivitet" (2012), som skal bygge på arbejdet i de
eksisterende platforme ·
etablere en rundbordskonference om finansiering af
ressourceeffektivitet, hvori der skal deltage repræsentanter fra private og
institutionelle banker (som EIB, EBRD), forsikringsselskaber og
ventureselskaber, for at få identificeret muligheder for at udvikle egnet finansiering
og benytte innovative finansieringsinstrumenter til ressourceeffektivitet
(2012) ·
udvikle et EU-færdighedspanorama og et europæisk
brancheråd for færdigheder for grønne og grønnere arbejdspladser ·
fortsætte arbejdet med indikatorer, herunder
datakvaliteten, og danne sig et skøn over de nuværende vurderingsrammer, f.eks.
iGrowGreen, med henblik på at lade dem indgå i midtvejsrevisionen af Europa
2020-strategien (2013) ·
foreslå en ny hovedindikator for naturkapital og
miljøpåvirkninger fra ressourceanvendelse (slutningen af 2013) ·
fortsætte sine bestræbelser inden for køreplanen om
"BNP med mere" for at måle de samfundsmæssige og økonomiske
fremskridt mere dybtgående, blandt andet ved at fortsætte med udviklingen af
miljøregnskabssystemet, i højere grad at inddrage miljømæssige eksternaliteter
i nationalt regnskab og udvikle et sammensat indeks over miljøbelastning ·
overveje, hvordan overvejelser over
ressourceeffektivitet bedst kan inddrages i konsekvensanalyserne for kommende
politiske forslag. Medlemsstaterne
skal: ·
udvikle eller styrke eksisterende nationale
strategier for ressourceeffektivitet og integrere dem i nationale politikker om
vækst og arbejdspladser (senest i 2013) ·
rapportere om de fremskridt, de gør inden for
ressourceeffektivitet som led i deres nationale reformprogrammer.
6.2.
Støtte til ressourceeffektivitet i international
sammenhæng
En række lande er
ved at implementere politikker, som skal give gevinst i form af større
ressourceeffektivitet, ikke blot lande i EU, men også Japan, Korea, USA, Kina
og andre lande. Der er også stor interesse for dialog og samarbejde om disse
emner i EU's nabolande. Disse initiativer skal ses i sammenhæng med
bestræbelserne rundt om i verden på at fremme overgangen til en grøn økonomi.
EU kan lære af andres erfaringer og deltager aktivt i at fastlægge den vej, som
vores partnerlande går ind på, specielt udvidelseslandene, som opfordres til at
starte med at tilpasse deres politikker. Som grundlag for
yderligere drøftelser på Rio+20-konferencen i juni 2012 har Europa-Kommissionen
for nylig foreslået en bred vifte af mulige tiltag, herunder nye internationale
initiativer om vand, energi, landbrug, arealanvendelse, skove, kemikalier og
havressourcer, uddannelsesprogrammer, mobilisering af privat og offentlig
finansiering og investering samt bevægelse hen imod et mere effektivt, globalt,
multilateralt styringssystem[27]. Milepæl: I 2020 vil ressourceeffektivitet være et fælles mål
for det internationale samfund, og der vil være gjort fremskridt i den retning
baseret på de strategier, der bliver vedtaget i Rio. Kommissionen
vil sammen med medlemsstaterne (løbende): ·
gøre sit til at opnå et positivt udfald
af Rio+20-topmødet i 2012 og konkrete fremskridt i retning af grøn økonomi og
en mere effektiv brug af naturressourcer ·
forbedre dialogen med strategiske partnerlande med
henblik på at udveksle erfaringer og god praksis vedrørende
ressourceeffektivitet ·
iværksætte fælles initiativer med kandidatlande,
potentielle kandidatlande og andre nabolande, som vi deler mange
miljøressourcer med ·
støtte indgåelsen og en effektiv gennemførelse af
internationale aftaler for at gøre de globale forbrugs og produktionsmønstre
mere bæredygtige ·
bruge udviklingshjælp til at støtte bestræbelser i
de mindst udviklede lande på at forbedre ressourceeffektiviteten i forbindelse
med bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom ·
samarbejde med internationale partnere om forskning
og innovation inden for ressourceeffektivitet ·
arbejde hen imod stærkere multilaterale mekanismer
til en global styring af offentlige goder.
6.3.
Flere fordele af EU's miljøforanstaltninger
Hvis der skal
gøres fremskridt inden for ressourceeffektivitet, skal den måde, som vores
naturressourcer og økosystemer forvaltes på, forbedres. Medlemsstaterne mangler stadigvæk meget i at få
gennemført foranstaltninger, især med hensyn til naturbevaring, affald og
vandforvaltning. Omkostningerne ved
ikke at have gennemført gældende lovgivning anslås til at ligge på omkring 50
mia. EUR om året[28]. Milepæl: I 2020 vil EU's miljølovgivning have givet sit fulde
udbytte. Kommissionen vil: ·
foreslå foranstaltninger, der kan fremme viden,
skabe større bevidsthed og i højere grad mobilisere nøgleaktører med henblik på
at forbedre gennemførelsen af miljøforanstaltninger i hele EU. Medlemsstaterne skal ·
gøre en større indsats for at opnå det fulde
udbytte af EU-lovgivningen.
7.
Konklusion
De hidtidige vækstmønstre har bragt øget
velstand, men det er sket ved hjælp af intensiv og ofte ineffektiv
ressourceanvendelse. Den rolle, som
biodiversitet, økosystemer og deres tjenester spiller, er ofte undervurderet,
omkostningerne i forbindelse med affald bliver ofte ikke afspejlet i priserne,
og de nuværende markeder og offentlige politikker kan ikke fuldt ud dække den
konkurrerende efterspørgsel efter strategiske ressourcer som mineraler, jord,
vand og biomasse. Hertil kræves et
sammenhængende, integreret svar inden for en bred vifte af politikker, hvis de
forventede ressourcebegrænsninger skal kunne håndteres og vores velstand i det
lange løb skal kunne opretholdes. Den nuværende
køreplan er ikke det endelige svar på alle udfordringer. Den er et første skridt hen imod en sammenhængende aktionsramme,
som går på tværs af forskellige politikområder og sektorer. Formålet med den er at give et stabilt perspektiv
for omstillingen af økonomien. Kommissionen
vil udarbejde politik- og lovgivningsforslag for at få implementeret denne
køreplan. Uden en indsats fra andre offentlige
og private aktørers side vil vi ikke kunne nå vores mål om
ressourceeffektivitet. Kommissionen opfordrer Rådet, Europa-Parlamentet,
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til at godkende
denne køreplan og bidrage til den videre udvikling af EU's tiltag til at nå
frem til et ressourceeffektivt Europa. Bilag :
Ressourceeffektivitet – forbindelser mellem sektorer og ressourcer samt EU's
politikinitiativer Ressource/ sektor || Fossile brændstoffer || Materialer og mineraler || Vand || Luft || Land || Jord || Økosystemer: Biodiversitet || Havressourcer || Affald || EU's politikinitiativer Cirkulær økonomi || Reducere, genbruge, genindvinde, substituere, sikre, værdisætte || Kontrol af bæredygtighed af forbrug og produktion (2012) Energi || Reducere brug af fossile brændstoffer gennem: -Øget energieffektivitet (20 % i 2020) -Substitution med vedvarende ressourcer (20 % i 2020, og 10 % inden for transport). || -Forsyningssikkerhed for kritiske råvarer (for vedvarende energi og elektrificering) -Reducere energiintensitet ved materialeudvinding, produktion og forbrug. || -Udnytte effektivt som vedvarende energikilde -Reducere nedkølingsbehov i kraftværker -Reducere energiintensitet ved vandbehandling -Reducere brug af varmt vand med bedre apparatur og vandinfrastruktur. || -Reducere forurening med skadelige stoffer, især via reduceret brug af fossile brændstoffer -20 % reduktion af drivhusgasemissioner i 2020 (30 %, hvis betingelserne er til stede) -80-95 % reduktion af drivhusgasemissioner i 2050. || -Reducere landinddragelse til biobrændsel -Optimere energiinfrastruktur. || -Forhindre skade af jordbund med SO2 og NOx-emissioner -Mindske påvirkning af jordbund fra ny infrastruktur/ energiløsninger -Bevare tørvemoser. || -Reducere forsuring via reduceret brug af fossile brændstoffer -Undgå skader på økosystemet fra udvinding/udnyttelse af energikilder. || -Udnytte som vedvarende energikilde -Sikre bæredygtig brug af alger til biobrændsel -Forebygge risici for olieudslip og ‑katastrofer -Reducere forsuring som følge af drivhusgasemissioner. || -Sikre energiudnyttelse af affald, som ikke kan genindvindes -Reducere energiintensitet ved affaldsbehandling -Øge brug af bionedbrydeligt affald til bioenergi og bioprodukter. || -Energi 2020: En strategi for konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi (2011) -Strategisk energiteknologiplan for Europa -Prioriteringer på energiinfrastrukturområdet for 2020 og derefter – en plan for et integreret europæisk energinet (2011) -Europæisk energieffektivitetsplan 2020 (2011) -Revision af energibeskatningsdirektivet (2011) -Energiinfrastrukturpakke (2011) -Energikøreplan 2050 (2011) -Intelligente elforsyningsnet (2011) -Energiforsyningssikkerhed og internationalt samarbejde (2011). Fødevarer || -Reducere brug af fossile brændstoffer via forbedret energieffektivitet ved fødevareproduktion -Undgå skadevirkninger fra erstatning af fossile brændstoffer med biobrændsel. || -Optimere brug af mineraler og materialer (f.eks. fosfor) -Forbedre emballering til bedre opbevaring og genindvinding. || -Optimere brugen af vand inden for landbrug -Forebygge oversvømmelser og tørke, ved at bekæmpe klimaforandring -Sikre rent vand til brug for kvalitetsprodukter -Undgå forurening fra gødningsstoffer og pesticider. || -Reducere drivhusgasemissioner -Reducere SO2 og NOx-emissioner. || -Optimere arealanvendelse og anden brug -Bruge inddraget frugtbar jord til landbrug -Reducere landinddragelse (f.eks. via optimal animalsk proteinindtagelse || -Vende tab af jord -Genetablere organisk indhold i jorden -Forhindre skade af jordbund med SO2 og NOx-emissioner -Undgå forurening fra gødningsstoffer og pesticider. || Genetablere og bevare økosystemer for at sikre bestøvning, vandoptagelse osv. -Undgå eutrofiering fra gødningsstoffer og reducere brug af pesticider -Øge biodiversitet ved god landbrugspraksis. || -Genetablere fiskebestande og eliminere bifangster og udsmid -Eliminere ødelæggende fangstteknikker -Udvikle bæredygtig akvakultur -Reducere forurening af kystområder med gødningsstoffer -Undgå affald i havet. || -Reducere fødevareaffald -Bruge genbrugs/ bionedbrydelig emballage biodegradable packaging; -Udvikle kompost af bioaffald. || -Reform af den fælles landbrugspolitik (2011) -Forslag til et innovationspartnerskab om landbrugsproduktivitet og bæredygtighed (2011) -Grønbog om fosfor (2012) -Meddelelse om bæredygtige fødevarer (2013) Bygninger || -Reducere brug af fossile brændstoffer via bedre energieffektivitet og brug af vedvarende energi i bygninger -Bygge energineutrale bygninger og øge renovationstempoet i eksisterende bygninger. || -Optimere materialebrug -Bruge bæredygtige materialer. || -Forbedre vandeffektivitet i bygninger og apparater. || -Reducere drivhusgasemissioner fra bygninger -Forbedre indendørs luftkvalitet. || -Undgå ekstra landinddragelse (f.eks. til uhæmmet bymæssig vækst) -Sanere forurenede steder. || -Undgå uhæmmet bymæssig vækst på frugtbar jord -Minimere jordforsegling. || Sikre tilstrækkelige og forbundne grønne områder som led i grønne infrastrukturer. || -Reducere forsuring som følge af drivhusgasemissioner. || -Genindvinde bygge- og nedrivningsaffald (70 % indtil 2020). || -Strategi for bæredygtighedskonkurrenceevne for EU's byggesektor (2011) -Meddelelse om bæredygtige bygninger (2013) -Initiativ om vandeffektivitet i bygninger (2012) Mobilitet || -Reducere afhængighed af fossile brændstoffer ved: forbedret brændstofeffektivitet, brug af vedvarende energi, udfasning af konventionelle brændstofdrevne biler i byer inden 2050, forbedret multimodal logistik, bedre transportnet; mere effektive køretøjer. || -Øge ressourceeffektivitet for infrastrukturer -Optimere logistik til transport af materialer - Forsyningssikkerhed for kritiske materialer (til batterier). || -Udnytte potentialet ved skibstransport for at reducere emissioner -Reducere forurening fra skibstransport. || -Reducere forurening fra transport: 60 % mindre drivhusgas inden 2050; mindre ozon ved jordoverfladen, partikulære stoffer, NO2; mindre svovlindhold i skibsbrændstoffer. || -Minimere indvirkning fra transportinfrastruktur på arealfragmentering. || -Minimere indvirkning fra transportinfrastruktur på jordforsegling. || -Minimere indvirkning af jordforsegling, fragmentering, forurening -Undgå spredning af fremmede invasive arter. || -Udnytte potentialet ved skibstransport for at reducere emissioner -Undgå affald i havet, også fra skibe. || -Sikre effektiv genbrug og genindvinding af udrangerede køretøjer (85-95 % i 2015) og skibe. || -Hvidbog om den fremtidige transport (2011) -Revision af TEN-T (2011) Strategisk plan for transportteknologi EU's politikinitiativer || Statsstøtteramme (2013) Direktiv om brændstofkvalitet osv. || -Løsning af problemerne på råvaremarkeder og med hensyn til råmaterialer (2011) -Forslag til et innovationspartnerskab om råmaterialer || -Vandplan (2012) -Innovationspartnerskab om vandeffektivitet -Revision af direktiv om miljøkvalitetskrav (prioriterede stoffer) (2011) -Revision af grundvandsdirektiv (2012) || -Køreplan for 2050 for lavemissionsøkonomi (2011) -Revision af lovgivning om overvågning og indberetning af drivhusgas -Revision af EU's politik om luftkvalitet (2013) || -Meddelelse om bæredygtig landudnyttelse (2014) -Meddelelse om LULUCF i EU's klimaforandringstilsagn (2011) [ || -Retningslinjer om bedste praksis for at begrænse, afhjælpe eller kompensere for jordforsegling || -EU's biodiversitetsstrategi for 2020 (2011) -Meddelelse om grøn infrastruktur og genetablering (2012) -Initiativ om intet nettotab (2015) || -Reform af den fælles hav- og fiskeripolitik (2011)[AGRI] -Tilpasning til klimaforandring i kystområder og i havet (2012) -Blå vækst (2013) -Integreret kystzoneplanlægning (2012) -Fysisk planlægning på det maritime område (2012) || -Revision af målene om forebyggelse, genbrug, genindvinding og deponering af affald (2014) || -Køreplan for et ressourceeffektivt Europa (2011) -Flerårig finansieringsramme for 2014-2020 -Samhørighedspolitik efter 2013 (2011)[REGIO] -Handlingsplan for en bæredygtig, biobaseret økonomi i 2020 (2011) -Handlingsplan om økoinnovation (2011) -EU-horisont 2020 (2011) -Revision af direktiv om miljøindvirkningsvurdering [1] KOM(2011)
21. [2] KOM(2005)
670. [3] Som det
for eksempel fremgår af OECD's grønne vækststrategi og UNEP's rapport om grøn
økonomi samt af arbejdet i Det Europæiske Miljøagentur. [4] http://ec.europa.eu/governance/impact/index_en.htm [5] Som
fremgår af det ledsagende dokument KOM(2011) 571. [6] En
undersøgelse viser, at der alene i Tyskland ved en mere effektiv
ressourceudnyttelse ved fremstilling vil kunne opnås besparelser på mellem 20
og 30 % og skabes 1 million arbejdspladser i landet. En anden ny undersøgelse
anslår, at erhvervslivet i UK vil kunne opnå besparelser på 23 mia. GBP ved
hjælp af ressourceeffektive foranstaltninger til ingen eller kun få
omkostninger. [7] Se
arbejdsdokument for nærmere oplysninger. [8] OECD,
Environmentally harmful subsidies: challenges for reform, 2005. [9] KOM(2011)
11 endelig. [10] KOM(2011)
11 endelig. [11] EUCO
10/1/11 REV1. [12] Taxation
trends in the European Union, European Union 2011. [13] EU's
vandbesparelsespotentiale , Ecologic, 2007. [14] EEA, SOER
2010. [15] Assessment
of Health-Cost Externalities of Air Pollution at the National Level using the
EVA Model System, J. Brandt et al., CEEH 2011. [16] Report on
best practices for limiting soil sealing and mitigating its effects, Prokop et
al, European Communities 2011. [17] KOM(2011)
112, KOM(2011) 109, KOM(2010) 639. [18] KOM(2011)
500. [19] KOM(2007)
860 endelig. [20] KOM(2007)
414 endelig. [21] Direktiv
2010/31/EU. [22] På linje
med artikel 9 i direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010. [23] På linje
med artikel 11 i direktiv 2008/98/EF. [24] KOM(2011)
144. [25] UNEP Green
Economy Synthesis 2010. [26] Som en
illustration af indikatoren så var EU-gennemsnittet på ca. 1,30 EUR/ton i 2007,
med den laveste værdi på under 0,3 og den højeste på ca. 2,5. [27] KOM(2011)
363. [28] The cost
of not implementing the environmental acquis, COWI, kommer senere.