Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010PC0782

    Udkast til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien

    /* KOM/2010/0782 endelig udg.- NLE 2010/0376 */

    52010PC0782

    Udkast til RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien /* KOM/2010/0782 endelig udg.- NLE 2010/0376 */


    [pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

    Bruxelles, den 20.12.2010

    KOM(2010) 782 endelig

    2010/0376 (NLE)

    Udkast til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien

    BEGRUNDELSE

    Baggrund for forslaget |

    Begrundelse og formål Forslaget vedrører anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[1] ("grundforordningen"), i proceduren vedrørende importen af polyethylenterephthalatfolie ("PET-folie") med oprindelse i Indien. |

    Generel baggrund Forslaget er udarbejdet som led i gennemførelsen af grundforordningen og er resultatet af en undersøgelse, der er foretaget i overensstemmelse med de indholdsmæssige og proceduremæssige krav i grundforordningen. |

    De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold, som blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007 (EUT L 288 af 6.11.2007, s. 1) på importen af polyetylenterephtalatefolie (PET-folie) med oprindelse i Indien, som ændret ved Rådets forordning nr. 15/2009 (EUT L 6 af 10.1.2009, s. 1) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 806/2010 (EUT L 242 af 15.9.2010, s. 6). Der er ligeledes en gældende antisubsidietold, som blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 15/2009 (EUT L 6 af 10.1.2009, s. 1). |

    Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Ikke relevant |

    Høring af interesserede parter og konsekvensanalyse |

    Høring af interesserede parter |

    Interesserede parter, der er berørt af proceduren, har haft mulighed for at forsvare deres interesser i forbindelse med undersøgelsen i overensstemmelse med grundforordningen. |

    Ekspertbistand |

    Der har ikke været behov for ekspertbistand. |

    Konsekvensvurdering Forslaget er et resultat af gennemførelsen af grundforordningen. Grundforordningen foreskriver ikke en evaluering af de generelle virkninger, men indeholder en udtømmende liste over de forhold, der bør evalueres. |

    Forslagets retlige aspekter |

    Resumé af forslaget Den 1. december 2009 indledte Kommissionen en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne og udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien, der var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår Garware Polyester Ltd. ("ansøgeren"). Undersøgelsen blev indledt, da ansøgeren, en eksporterende producent i Indien, fremlagde tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at de omstændigheder i forbindelse med dumping, som lå til grund for indførelsen af foranstaltningerne, har ændret sig, og at ændringerne er af varig karakter. Sammenligningen af ansøgerens normale værdi og sammes eksportpris ved salg til EU viste, at virksomheden ikke foretog dumping i den fornyede undersøgelsesperiode. Undersøgelsen viste desuden, at de ændrede omstændigheder, der førte til indledningen af denne fornyede undersøgelse, med rimelighed kunne betragtes som værende af varig karakter, idet ansøgeren har foretaget betydelige ændringer i sin produktionsproces og –teknologi. Det foreslås derfor, at Rådet vedtager vedlagte forslag til forordning om at ændre den antidumpingtold, der er pålagt Garware Polyester Ltd., til 0 %, hvilket bør offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 1. marts 2011. |

    Retsgrundlag Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 11, stk. 3. |

    Subsidiaritetsprincippet Forslaget falder ind under EU's enekompetence. Subsidiaritetsprincippet finder derfor ikke anvendelse. |

    Proportionalitetsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende årsag: |

    Foranstaltningerne er beskrevet i ovennævnte grundforordning og giver ikke mulighed for nationale beslutninger. Det er ikke relevant at forklare, hvordan byrder af finansiel eller administrativ art, der pålægges Unionen, nationale regeringer, regionale og lokale myndigheder, erhvervsdrivende og borgere, begrænses mest muligt og står i rimeligt forhold til forslagets mål. |

    Reguleringsmiddel/reguleringsform |

    Foreslået reguleringsmiddel: Rådsforordning. |

    Andre midler vil ikke være hensigtsmæssige, da grundforordningen ikke foreskriver alternative muligheder. |

    Budgetmæssige konsekvenser |

    Forslaget har ingen konsekvenser for Unionens budget. |

    1. 2010/0376 (NLE)

    Udkast til

    RÅDETS FORORDNING

    om ændring af forordning (EF) nr. 1292/2007 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab[2] ("grundforordningen"), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 11, stk. 3, 5 og 6,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen ("Kommissionen") efter høring af det rådgivende udvalg og

    ud fra følgende betragtninger:

    A. PROCEDURE

    2. Tidligere undersøgelser og gældende antidumpingforanstaltninger

    3. Ved forordning (EF) nr. 1676/2001[3] indførte Rådet i august 2001 en endelig antidumpingtold på importen af polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i bl.a. Indien. Foranstaltningerne bestod i en antidumpingtold i form af en værditold på mellem 0 % og 62,6 % på importen af varer fra individuelt nævnte eksporterende producenter og en resttold på 53,3 % på importen af varer fra alle andre virksomheder.

    4. Ved forordning (EF) nr. 366/2006[4] ændrede Rådet i marts 2006 de foranstaltninger, som blev indført ved forordning (EF) nr. 1676/2001. Den indførte antidumpingtold var på mellem 0 % og 18 % under hensyntagen til resultaterne af udløbsundersøgelsen af den endelige udligningstold (Rådets forordning (EF) nr. 367/2006[5]).

    5. Rådet ændrede ved forordning (EF) nr. 1288/2006[6] i august 2006 efter en interimsundersøgelse om subsidiering af en indisk PET-folieproducent, Garware Polyester Limited ("Garware"), den endelige antidumpingtold, der blev pålagt denne virksomhed ved forordning (EF) nr. 1676/2001, jf. betragtning 1.

    6. Ved forordning (EF) nr. 1424/2006([7]) ændrede Rådet i september 2006 efter en anmodning om ny eksporterende producent forordning (EF) nr. 1676/2001, for så vidt angår en indisk eksportør. I den ændrede forordning blev der fastsat en dumpingmargen på 15,5 % og en antidumpingtold på 3,5 % for den pågældende virksomhed under hensyntagen til virksomhedens eksportsubsidiemargen som fastslået i den antisubsidieundersøgelse, der førte til vedtagelsen af forordning (EF) nr. 367/2006 nævnt ovenfor. Eftersom virksomheden ikke var omfattet af en individuel udligningstold, anvendtes den told, som er fastsat for alle andre virksomheder.

    7. Ved forordning (EF) nr. 1292/2007[8] indførte Rådet i november 2007 efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, en endelig antidumpingtold på importen af PET-folie med oprindelse i Indien. Ved samme forordning blev en delvis interimsundersøgelse, der var begrænset til undersøgelsen af dumpingaspektet for så vidt angår en indisk eksporterende producent, bragt til ophør i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3.

    8. Rådet ændrede ved forordning (EF) nr. 15/2009[9] i januar 2009 efter en delvis interimsundersøgelse vedrørende subsidiering af fem indiske PET-folieproducenter, som Kommissionen indledte på eget initiativ, den endelige antidumpingtold, der blev pålagt disse virksomheder ved forordning (EF) nr. 1292/2007, og den endelige udligningstold, der blev pålagt disse virksomheder ved forordning (EF) nr. 367/2006.

    9. Udvidelsen af foranstaltningerne til Brasilien og Israel blev desuden opretholdt ved forordning (EF) nr. 1292/2007, dog blev enkelte virksomheder undtaget. Den seneste ændring af forordning (EF) nr. 1292/2007 i den henseende blev foretaget ved forordning (EU) nr. 806/2010[10].

    10. Ansøgeren i denne fornyede undersøgelse – Garware Polyester Limited – er for øjeblikket pålagt en endelig antidumpingtold på 14,7 %.

    11. Gældende udligningsforanstaltninger

    12. Det skal bemærkes, at Garware Polyester Limited også er pålagt en udligningstold på 5,4 % på grundlag af forordning (EF) nr. 15/2009, jf. betragtning 6.

    13. Anmodning om en delvis interimsundersøgelse

    14. I august 2009 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Anmodningen, som var begrænset til dumpingaspektet, blev indgivet af Garware Polyester Limited, som er en eksporterende producent fra Indien ("Garware" eller "ansøgeren"). Ansøgeren hævdede i sin anmodning, at de omstændigheder, som lå til grund for foranstaltningerne, har ændret sig, og at disse ændringer er af varig karakter. Ansøgeren fremlagde umiddelbare beviser for, at det ikke længere var nødvendigt at fastholde foranstaltningen på dens nuværende niveau for at modvirke dumpingen.

    15. Indledning af undersøgelsen

    16. Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, og offentliggjorde den 1. december 2009 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende [11] (" indledningsmeddelelsen") om indledning af en delvis interimsundersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3, begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår ansøgeren.

    17. I den delvise interimsundersøgelse ville også indgå en vurdering af behovet for, afhængigt af konklusionerne af undersøgelsen, at ændre den toldsats, der i øjeblikket finder anvendelse på importen af den pågældende vare fra eksporterende producenter i det pågældende land, som ikke er udtrykkeligt nævnt i artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007, dvs. den antidumpingtold, som gælder for "alle andre virksomheder" i Indien.

    18. Undersøgelsen

    19. Undersøgelsen af dumpingens omfang omfattede perioden fra 1. oktober 2008 til 30. september 2009 ("den nuværende undersøgelsesperiode" eller "NUP").

    20. Kommissionen underrettede officielt ansøgeren, repræsentanterne for eksportlandet og EU-erhvervsgrenen om indledningen af den delvise interimsundersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.

    21. For at indhente de oplysninger, som den anså for nødvendige til sin undersøgelse, sendte Kommissionen et spørgeskema til ansøgeren og modtog besvarelsen inden for den fastsatte frist.

    22. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, den fandt nødvendige med henblik på fastlæggelsen af dumping. Der blev aflagt et kontrolbesøg hos ansøgeren.

    B. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

    23. Den pågældende vare

    24. Den pågældende vare i denne undersøgelse er den samme vare som i den forordning, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger (forordning (EF) nr. 1292/2007 med efterfølgende ændringer), dvs. polyethylenterephthalatfolie (PET-folie) med oprindelse i Indien og i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 3920 62 19 og ex 3920 62 90.

    25. Samme vare

    26. Som i de foregående undersøgelser har også denne undersøgelse vist, at PET-folie produceret i Indien og eksporteret til Unionen og PET-folie produceret og solgt på hjemme markedet i Indien har de samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål som PET-folie produceret og solgt af EU-erhvervsgrenen i Unionen.

    27. Disse varer anses således for at være identiske, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

    C. DUMPING

    a) Normal værdi

    28. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2, undersøgte Kommissionen først, om ansøgerens hjemmemarkedssalg af samme vare til uafhængige kunder var repræsentativt, dvs. om dette salg udgjorde mindst 5 % af det tilsvarende samlede eksportsalg til Unionen.

    29. Kommissionen fastlagde derefter, hvilke typer af samme vare, som virksomheden solgte på hjemmemarkedet, der var identiske eller direkte sammenlignelige med de typer, der solgtes til eksport til Unionen.

    30. Det blev derefter undersøgt, om hjemmemarkedssalget for ansøgeren var repræsentativt for hver varetype, dvs. om hjemmemarkedssalget af hver varetype udgjorde mindst 5 % af salget af samme varetype til Unionen. For de varetyper, der blev solgt i repræsentative mængder, undersøgtes det så, om der havde fundet et tilstrækkeligt salg sted i normal handel, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 4.

    31. Spørgsmålet om, hvorvidt hjemmemarkedssalget for hver varetype, der var solgt på hjemmemarkedet i repræsentative mængder, kunne anses for at have fundet sted i normal handel, blev undersøgt ved at fastsætte andelen af rentable salgstransaktioner til uafhængige kunder af den pågældende varetype. I alle de tilfælde, hvor salget på hjemmemarkedet af den bestemte varetype skete i tilstrækkelig mængde og i normal handel, blev den normale værdi baseret på den faktiske hjemmemarkedspris beregnet som et vejet gennemsnit af al hjemmemarkedssalg af den varetype i NUP.

    32. For de resterende varetyper, hvis hjemmemarkedssalg ikke var repræsentativt eller ikke fandt sted i normal handel, blev den normale værdi beregnet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3. Den normale værdi blev beregnet som produktionsomkostningerne for de eksporterede typer (om nødvendigt justeret) plus en rimelig margen til dækning af salgs-, administrations- og generalomkostninger samt en rimelig fortjeneste, baseret på faktiske tal for den af undersøgelsen omfattede eksporterende producents produktion og salg af samme vare i normal handel, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 6, første punktum.

    b) Eksportpris

    33. Eftersom eksportsalget fra den samarbejdsvillige indiske eksporterende producent til Unionen skete direkte til uafhængige kunder, blev eksportprisen fastsat på grundlag af de priser, der faktisk blev betalt eller skulle betales for den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

    c) Sammenligning

    34. Sammenligningen mellem den vejede gennemsnitlige normale værdi og den vejede gennemsnitlige eksportpris blev foretaget på grundlag af prisen ab fabrik og i samme handelsled. For at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, der påvistes at påvirke priserne og prissammenligneligheden, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Således blev der indrømmet justeringer for forskelle i transport- og forsikringsomkostninger, håndtering, lastning og dermed forbundne omkostninger, provisioner, finansielle omkostninger, pakningsomkostninger, som ansøgeren skulle betale, når dette var relevant og velbegrundet.

    d) Dumpingmargen

    35. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 11, sammenlignedes den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver varetype med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare. Det fremgik ikke af denne sammenligning, at der forekom dumping.

    D. VARIGE ÆNDRINGER I OMSTÆNDIGHEDERNE

    36. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3, blev det også undersøgt, om ændringerne i omstændighederne med rimelighed kunne anses for at være af varig karakter.

    37. Undersøgelsen viste i den forbindelse, at Garware efter den foregående undersøgelse, dvs. den i betragtning 5 omtalte udløbsundersøgelse, havde foretaget væsentlige ændringer i sin produktionsmetode og -teknologi. Virksomheden har foretaget et skift fra dimethylterephthalat (DMT) til terephthalatsyre (PTA) som det vigtigste råmateriale. I løbet af undersøgelsesperioden i nævnte udløbsundersøgelse var Garware den eneste eksporterende producent i Indien, der stadig anvendte den gamle teknologi baseret på DMT. Dette skifte i teknologi og investeringerne til et nyt anlæg til produktion af spåner resulterede i en væsentlig reduktion af produktionsomkostningerne mellem den foregående udløbsundersøgelse og den nuværende undersøgelse. Denne reduktion af omkostningerne har en direkte indvirkning på dumpingmargenen. Denne ændring i omstændighederne kan derfor betragtes som værende af varig karakter.

    38. Det skal desuden bemærkes, at en indikativ dumpingmargen, som blev beregnet for ansøgerens eksportsalg til andre tredjelande i NUP, var negativ. Mængden af dette salg var flere gange højere end eksportsalget til Unionen.

    39. Det ansås derfor, at de omstændigheder, der førte til indledningen af denne interimsundersøgelse, sandsynligvis ikke vil ændre sig i den nærmeste fremtid på en måde, der kunne påvirke resultaterne af interimsundersøgelsen. Derfor konkluderes det, at de ændrede omstændigheder er af varig karakter, og at bibeholdelse af foranstaltningen på det nuværende niveau ikke længere er berettiget.

    E. ANTIDUMPINGFORANSTALTNINGER

    40. Som resultat af undersøgelsen anses det for hensigtsmæssigt at ændre antidumpingtolden på importen af den pågældende vare fra Garware til 0 %.

    41. I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 1, og artikel 24, stk. 1, andet afsnit i forordning (EF) nr. 597/2009[12] må ingen vare pålægges både antidumping- og udligningstold med det formål at afhjælpe en og samme situation, som er opstået som følge af dumping eller eksportsubsidiering. Som nævnt i betragtning 9 er ansøgeren pålagt en udligningstold. Da antidumpingtolden for ansøgeren er fastlagt til 0 % for så vidt angår den pågældende vare, opstår denne situation ikke i det foreliggende tilfælde.

    42. De interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke Kommissionen havde til hensigt at foreslå en ændring af antidumpingtolden for ansøgeren, og de fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra de interesserede parter -

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Oplysningerne om Garware Polyester Limited i tabellen i artikel 2, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1292/2007 affattes således:

    Garware Polyester Limited, Garware House, 50-A, Swami Nityanand Marg, Vile Parle (East), Mumbai 400 057, Indien | 0,0 | A028 |

    "

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den […].

    På Rådets vegne

    Formand

    [1] EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

    [2] EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

    [3] EFT L 227 af 23.8.2001, s. 1.

    [4] EUT L 68 af 8.3.2006, s. 6.

    [5] EUT L 68 af 8.3.2006, s. 15.

    [6] EUT L 236 af 31.8.2006, s. 1.

    [7] EUT L 270 af 29.9.2006, s. 1.

    [8] EUT L 288 af 6.11.2007, s. 1.

    [9] EUT L 6 af 10.1.2009, s. 1.

    [10] EUT L 242 af 15.9.2010, s. 6.

    [11] EUT C 291 af 1.12.2009, s. 28.

    [12] EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.

    Top