EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010PC0232

Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer

/* KOM/2010/0232 endelig udg. - NLE 2010/0124 */

52010PC0232

Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer /* KOM/2010/0232 endelig udg. - NLE 2010/0124 */


[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 17.5.2010

KOM(2010)232 endelig

2010/0124 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Som led i den europæiske naboskabspolitik er den gradvise åbning af visse af Unionens programmer og agenturer for deltagelse af partnerlande i den europæiske naboskabspolitik en af de mange foranstaltninger, der skal fremme reform, modernisering og omstilling i Den Europæiske Unions nabolande. Dette aspekt er beskrevet i Kommissionens meddelelse "om en generel strategi for at sætte naboskabspartnerlande i stand til at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer"[1].

Rådet gav sin tilslutning til denne strategi den 5. marts 2007[2].

På basis af denne meddelelse og disse konklusioner udstedte Rådet den 18. juni 2007 direktiver til Kommissionen til at forhandle rammeaftaler med Algeriet, Armenien, Aserbajdsjan, Egypten, Georgien, Israel, Jordan, Libanon, Moldova, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed, Tunesien og Ukraine om de generelle principper for deres deltagelse i Fællesskabets programmer[3].

Det Europæiske Råd bekræftede på sit møde i juni 2007[4] på ny den afgørende betydning, som det tillægger europæisk naboskabspolitik, og tilsluttede sig formandskabets fremskridtsrapport[5], som Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) havde fået forelagt på sin samling den 18.-19. juni, tillige med Rådets hertil knyttede konklusioner[6]. I rapporten omtales Rådets direktiver til at forhandle relevante tillægsprotokoller, og det nævnes, at Israel, Marokko og Ukraine sandsynligvis vil være blandt de første partnerlande, der skal nyde godt af disse foranstaltninger. Forhandlingerne med Israel, der blev afsluttet i september 2007, førte til undertegnelse af en protokol i april 2008[7]. Forhandlingerne med Ukraine er ligeledes afsluttet.

Marokko har inden for rammerne af det fælles EU-Marokko dokument vedrørende styrkelsen af de bilaterale forbindelser/Marokkos fremskredne status[8] givet udtryk for sin interesse i at deltage i visse programmer, navnlig: Konkurrenceevne og innovation, Told 2013, SESAR og Marco Polo.

I juni 2007 blev det besluttet at indlede forhandlinger med Kongeriget Marokko. Forhandlingerne med Kongeriget Marokko er siden blevet afsluttet til Kommissionens tilfredshed. Teksten til protokollen med Kongeriget Marokko er vedlagt som bilag.

Kommissionen forelægger hermed et forslag til en rådsafgørelse om undertegnelse af protokollen. Denne protokol indeholder en rammeaftale om de generelle principper for Marokkos deltagelse i Unionens programmer. Den indeholder standardbestemmelser, som skal gælde for alle partnerlande i den europæiske naboskabspolitik, med hvilke der skal indgås sådanne protokoller.

Ifølge artikel 218, stk. 6, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal Europa-Parlamentet give sin godkendelse til, at denne protokol indgås.

Parallelt hermed forelægger Kommissionen et forslag til en rådsafgørelse om indgåelse af den pågældende protokol.

Rådet opfordres til at vedtage vedlagte forslag til afgørelse.

2010/0124 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse af en protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 5 og stk. 8, andet afsnit,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

1. Den 18. juni 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger om en protokol til Euro-Middelhavsaftalen med Kongeriget Marokko vedrørende en rammeaftale om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer.

2. Forhandlingerne er blevet afsluttet til Kommissionens tilfredshed.

3. Med forbehold af senere indgåelse bør protokollen undertegnes på Unionens og dens medlemsstaters vegne -

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionen bemyndiges hermed til på Unionens vegne at undertegne protokollen til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer og til at udpege de personer, der er beføjet til at undertegne protokollen.

Teksten til den protokol, der skal undertegnes, er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for dens vedtagelse. Den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende .

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

PROTOKOL

til Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side vedrørende en rammeaftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om de generelle principper for Kongeriget Marokkos deltagelse i Unionens programmer

DEN EUROPÆISKE UNION, i det følgende benævnt "Unionen",

på den ene side,

og

KONGERIGET MAROKKO, i det følgende benævnt "Marokko",

på den anden side,

som tager følgende i betragtning:

4. Marokko tiltrådte den 26. februar 1996 en Euro-Middelhavsaftale om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Marokko på den anden side (De Europæiske Fællesskabers Tidende L 70 af 18.3.2000, s. 2).

5. Det Europæiske Råd noterede sig på sit møde i Bruxelles den 17.-18. juni 2004 med tilfredshed Kommissionens forslag til en europæisk naboskabspolitik (ENP) og godkendte Rådets konklusioner af 14. juni 2004.

6. Rådet har ved flere andre lejligheder gentagne gange i sine konklusioner tilsluttet sig denne politik.

7. Rådet gav den 5. marts 2007 udtryk for støtte til den generelle og globale model, der blev lagt op til i Kommissionens meddelelse af 4. december 2006, KOM(2006) 724 endelig, og som skal gøre det muligt for ENP-partnere at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer, hvis de er i stand til det, og hvis retsgrundlaget tillader det.

8. Marokko har udtrykt ønske om at deltage i en række af Unionens programmer.

9. De specifikke vilkår og betingelser, herunder det finansielle bidrag og rapporterings- og evalueringsprocedurer, for Marokkos deltagelse i hvert enkelt program bør fastsættes ved aftale mellem Europa-Kommissionen, der handler på Unionens vegne, og Marokko -

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Marokko kan deltage i alle igangværende og fremtidige unionsprogrammer, som er åbne for Marokkos deltagelse i overensstemmelse med bestemmelserne for vedtagelsen af disse programmer.

Artikel 2

Marokko bidrager finansielt til Den Europæiske Unions almindelige budget svarende til de specifikke programmer, som Marokko deltager i.

Artikel 3

Repræsentanter for Marokko kan deltage som observatører i de forvaltningsudvalg, der er ansvarlige for overvågningen af de programmer, som Marokko bidrager til finansielt, og for de punkter, der vedrører Marokko.

Artikel 4

Projekter og initiativer, der forelægges af deltagere fra Marokko, skal så vidt muligt opfylde de samme betingelser, regler og procedurer for de pågældende programmer, som gælder for medlemsstaterne.

Artikel 5

De specifikke vilkår og betingelser for Marokkos deltagelse i hvert enkelt program, navnlig det finansielle bidrag og rapporterings- og evalueringsprocedurer, fastsættes ved aftale mellem Kommissionen, der handler på Unionens vegne, og Marokkos kompetente myndigheder (aftalememorandum).

Hvis Marokko anmoder om ekstern bistand fra Unionen til at deltage i et givet unionsprogram på basis af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1638/2006 af 24. oktober 2006 om almindelige bestemmelser om oprettelse af et europæisk naboskabs- og partnerskabsinstrument eller en tilsvarende forordning vedrørende ekstern bistand fra Unionen til Marokko, som måtte blive vedtaget i fremtiden, fastsættes betingelserne for Marokkos brug af bistanden fra Unionen i en finansieringsaftale, som især skal respektere artikel 20 i forordning (EF) nr. 1638/2006.

Artikel 6

Af hvert aftalememorandum, der indgås i henhold til artikel 5, fremgår det i overensstemmelse med Fællesskabets finansforordning, at finanskontrol eller revision eller anden form for verifikation, herunder administrative undersøgelser, foretages af Europa-Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten eller under deres myndighed.

Der fastlægges nærmere bestemmelser for finanskontrol og revision, administrative foranstaltninger, sanktioner og tilbagebetaling, som giver Kommissionen, Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Revisionsretten samme beføjelser, som de har over for modtagere eller kontrahenter, der er etableret i Unionen.

Artikel 7

Denne protokol vedrørende en rammeaftale anvendes, så længe Euro-Middelhavsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side er i kraft.

Denne protokol undertegnes og godkendes af Unionen og af Marokko i overensstemmelse med egne procedurer.

Hver enkelt af de kontraherende parter kan opsige denne protokol ved skriftlig notifikation til den anden kontraherende part. Protokollen ophører med at være i kraft seks måneder efter datoen for denne notifikation.

Ophøret af protokollen efter opsigelse fra en af parterne har ingen indflydelse på de undersøgelser og kontroller, der i givet fald skal foretages i medfør af bestemmelserne i artikel 5 og 6.

Artikel 8

Senest tre år efter datoen for denne protokols ikrafttræden og hvert tredje år derefter kan hver af de kontraherende parter vurdere gennemførelsen af denne protokol på grundlag af Kongeriget Marokkos reelle deltagelse i et eller flere unionsprogrammer.

Artikel 9

Denne protokol gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, og på de i disse traktater fastsatte betingelser, og på den anden side for Kongeriget Marokkos område.

Artikel 10

Denne protokol træder i kraft på den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne ad diplomatisk vej giver hinanden notifikation om afslutningen af de procedurer, der er nødvendige for protokollens ikrafttræden.

Artikel 11

Denne protokol er udfærdiget i to eksemplarer på hvert af parternes officielle sprog.

Hver af disse tekster har samme gyldighed.

Artikel 12

Denne protokol udgør en integrerende del af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side.

Udfærdiget i Bruxelles, den [dato]

For regeringen for Kongeriget Marokko

For Den Europæiske Union

[1] KOM(2006) 724 endelig af 4. december 2006.

[2] Rådets (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) konklusioner af 5. marts 2007.

[3] Rådets afgørelse (fortrolig) om bemyndigelse af Kommissionen til at føre forhandlinger om protokoller […], dok. 10412/07.

[4] Formandskabets konklusioner – Bruxelles den 21.-22. juni 2007, dok. 11177/07.

[5] Formandskabets fremskridtsrapport om styrkelse af europæisk naboskabspolitik, dok 10874/07.

[6] Konklusioner om styrkelsen af europæisk naboskabspolitik, vedtaget af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 18. juni 2007, dok. 11016/07.

[7] EFT L 129 af 17.5.2008, s. 40.

[8] Vedtaget af Associeringsrådet EU-Marokko og Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 13. oktober 2008.

Top