3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/19

—

der henviser til artikel 67 og 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 10. juni 2009 om »Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i borgernes tjeneste« (KOM(2009)0262), som skitserer Kommissionens prioriteringer for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for 2010-2014, sammen med Kommissionens evaluering af Haagprogrammet og -handlingsplanen (KOM(2009)0263) og den tilhørende resultattavle for gennemførelsen (SEK(2009)0765) samt de bidrag, der er kommet fra nationale parlamenter, civilsamfundet og EU-agenturer og -organer,

—

der henviser til rådsformandskabets dokument af 2. december 2009 om »Stockholmprogrammet - et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse« (17024/09),

—

der henviser til sin beslutning af 25. november 2009 om Stockholmprogrammet (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 20. april 2010 om »Handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet« (KOM(2010)0171),

—

der henviser til sin beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse - Stockholmprogrammet (2),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Udvalget om International Handel og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0252/2010),

A.

der henviser til, at der er delt kompetence mellem EU og medlemsstaterne med hensyn til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed,

B.

der henviser til, at det understreges i EUF-traktatens artikel 67, at EU respekterer medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner og letter adgangen til domstolene, navnlig på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse; der henviser til, at dette kræver gensidig tillid, og at gensidig tillid forudsætter øget forståelse for de forskellige retstraditioner og -metoder,

C.

der henviser til, at der er gjort meget store fremskridt på det civilretlige område, siden EU fik beføjelser vedrørende retlige og indre anliggender, og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed derefter blev oprettet, og at disse fremskridt bygger videre på og udvider de forskellige internationalprivatretlige konventioner, der er indgået på mellemstatsligt plan; der henviser til, at Kommissionen nu foreslår en meget ambitiøs plan, som opfylder mange af de krav, Parlamentet har fremsat i den seneste tid,

D.

der henviser til, at det - i lyset af denne ambitiøse plan og de store landvindinger, EU allerede har gjort på dette område - er på tide at standse op og overveje, hvad der foregår på det civilretlige område, først og fremmest med henblik på at anlægge en mere strategisk og mindre fragmenteret tilgang, der tager udgangspunkt i de reelle behov, som borgerne og virksomhederne har, når de udøver deres rettigheder og friheder i det indre marked, og tage hensyn til de vanskeligheder, der er forbundet med at lovgive på et område med delt kompetence, hvor det kun sjældent er muligt at harmonisere, hvor det er nødvendigt at undgå overlapning, og hvor der følgelig er behov for at respektere og tilgodese vidt forskellige retsopfattelser og forfatningsmæssige traditioner, men også med henblik på at udvikle EU’s begrebsapparat på dette område for at få større forståelse for, hvad der skal opnås, og hvordan de foreliggende problemer bedst kan løses, som led i en overordnet plan; der henviser til, at det er absolut nødvendigt først at sikre, at de foranstaltninger, der allerede er iværksat, fungerer, og at konsolidere de fremskridt, der allerede er gjort,

E.

der henviser til, at de resultater, der er opnået inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, først og fremmest vedrører harmonisering af internationalprivatretlige regler, hvor der er gjort hastige fremskridt; der henviser til, at international privatret er det vigtigste middel til at opnå gensidig anerkendelse af og gensidig respekt for retssystemer, og at »ordre public«-klausuler er det sidste bolværk til beskyttelse af nationale forfatningsretlige principper,

F.

der henviser til, at harmonisering eller en indbyrdes tilnærmelse er en egnet fremgangsmåde inden for visse områder, hvor en standardisering er ønskværdig, om ikke nødvendig, f.eks. inden for forbrugerbeskyttelse, men kun finder begrænset anvendelse inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed,

G.

der henviser til, at udarbejdelsen af en europæisk aftaleret bliver et af de vigtigste initiativer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed i de kommende år, og at dette arbejde kan resultere i en såkaldt fakultativ 28. civilretlig ordning som et alternativ til den traditionelle fremgangsmåde med harmonisering af lovgivning inden for bestemte områder,

H.

der endelig henviser til, at der findes stand-alone-instrumenter og tiltag inden for retsplejen; der henviser til, at foranstaltninger på disse områder i mange henseender spiller en central rolle ved behandlingen af grænseoverskridende tvister, eftersom borgerne og virksomhederne støder på forhindringer i form af nationale retsplejeregler, uanset i hvilket omfang der foretages en harmonisering af materiel ret,

I.

der henviser til, at det bør betragtes som en styrke, at forskellige retssystemer eksisterer side om side inden for EU, og at dette har fungeret som forbillede for retssystemer i hele verden; der henviser til, at forskelle mellem retssystemerne ikke bør fungere som en hindring for en fortsat udvikling af EU-retten; der henviser til, at en eksplicit og begrebsmæssig forskel mellem retssystemer ikke i sig selv er problematisk; der imidlertid henviser til, at det er påkrævet at imødegå de negative retlige konsekvenser, som denne forskel har for borgerne; der henviser til, at begrebet regelefterligning, altså en fakultativ tilgang til konvergens, bør tages i anvendelse ved at fremme økonomisk og intellektuel kommunikation mellem de forskellige retssystemer; der henviser til, at evnen til at forstå og forvalte forskellene mellem vores retssystemer kun kan hidrøre fra en europæisk retskultur, som skal fremmes ved hjælp af vidensdeling og kommunikation, studier inden for sammenlignende retsvidenskab og en radikal omlægning af universiteternes juraundervisning og dommerstandens uddannelse og faglige udvikling, således som det er beskrevet i Parlamentets beslutning af 17. juni 2010, herunder en udvidet indsats for at overvinde sprogbarriererne; der henviser til, at det er nødvendigt at overveje og planlægge denne udvikling nu, selv om det vil være tidskrævende,

J.

der henviser til, at det i mellemtiden er hensigtsmæssigt at anspore til og fremme øget dialog og professionel kontakt på europæisk plan, således at ændringer i uddannelsestilbud og programmer kan foretages ud fra de behov, der findes blandt praktiserende jurister, deres klienter og på markedet som helhed; der henviser til, at Kommissionen i sin kommende meddelelse om en handlingsplan for europæisk uddannelse af alle aktører i retsvæsenet bør tage højde for de forskellige undervisningstraditioner og metoder og desuden de forskellige behov blandt praktiserende jurister, alt efter hvilket geografisk område og hvilket retsområde de arbejder inden for, og samtidig fremme udveksling af bedste praksis,

K.

der henviser til, at det er bydende nødvendigt, at aktørerne inden for retsvæsenet ikke holdes ude fra opbygningen af en europæisk retskultur; der henviser til, at det er indlysende, at medlemsstaterne og de nationale faglige organer fortsat har ansvaret for at fastsætte, hvilke uddannelsestilbud der er bedst egnet til at dække advokaternes og deres klienters behov i hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med nærhedsprincippet, og at de nationale faglige organer har de bedste forudsætninger for at identificere disse behov, fordi de er tættere på aktørerne inden for retsvæsenet og det marked, hvor de fungerer, men at disse organer også kan spille en vigtig rolle på europæisk plan; der henviser til, at det er særdeles vigtigt at inddrage og bygge videre på eksisterende strukturer, særlig universiteterne og de faglige organisationer; der henviser til, at der er behov for en gennemgribende revision af de juridiske uddannelser, videreuddannelsen af aktører inden for retsvæsenet og universiteternes læseplaner; der henviser til, at det er særdeles vigtigt at indlede seriøse overvejelser om, hvordan EU effektivt kan bidrage hertil og anspore de kompetente nationale myndigheder til at påtage sig ansvaret for dette projekt,

L.

der henviser til, at dette er Europas inderste essens og den udfordring, der er forbundet med området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og ikke bør betragtes som værende i modstrid med udvikling og formidling af en egentlig europæisk retskultur,

M.

der henviser til, at målsætningen i Lissabontraktatens præambel om »at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk« indebærer, at den reelle og erkendte afstand mellem Den Europæiske Union, dens retsregler og dens borgere skal indskrænkes,

N.

der henviser til, at EU-retten skal tjene borgernes interesser, særlig med hensyn til familieret og civilstand,

O.

der henviser til, at Kommissionen skal sikre sig, at Stockholmhandlingsplanen virkelig afspejler de enkelte borgeres og virksomheders, særlig små og mellemstore virksomheders, behov for et øget fokus på EU (hvad angår mobilitet, arbejdstagerrettigheder, erhvervslivets behov, lige muligheder), og samtidig forbedrer retssikkerheden og adgangen til hurtige og effektive retsmidler,

P.

der henviser til, at der i denne kontekst må lægges stadig større vægt på at forenkle retsmaskineriet og retsvæsenet og sikre mere gennemskuelige og tilgængelige procedurer, også fordi det er nødvendigt at foretage besparelser, særlig i det nuværende økonomiske klima,

Q.

der henviser til, at der i de seneste EU-initiativer, der vedrører det følsomme spørgsmål om familieretlige forhold med grænseoverskridende aspekter, er lagt vægt på partsautonomi, hvilket indebærer en risiko for, at der lægges op til den uacceptable praksis forumshopping, medmindre der indføres klare restriktioner,

1.

gratulerer Kommissionen med dens foreslåede handlingsplan;

2.

mener ikke desto mindre, at tiden er inde til at overveje den fremtidige udvikling med hensyn til området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og opfordrer Kommissionen til at indlede en vidtrækkende debat med alle interesserede parter, heriblandt navnlig dommere og aktører inden for retsvæsenet;

3.

opfordrer Kommissionen til snarest muligt at gøre status ved at foretage en ex post-konsekvensanalyse af de foranstaltninger, der allerede er vedtaget på det civil- og familieretlige område, for at vurdere deres effektivitet og fastslå, i hvilket omfang de har haft den ønskede virkning og opfyldt borgernes, virksomhedernes og aktørernes behov; mener, at der samtidig bør gennemføres en undersøgelse, der fokuserer på de nationale justitsministerier, aktørerne inden for retsvæsenet, erhvervslivet og forbrugerorganisationerne, for at fastslå, inden for hvilke områder det er nødvendigt og ønskeligt at gennemføre nye foranstaltninger i det civilretlige samarbejde;

4.

opfordrer Kommissionen til at reagere på Parlamentets beslutning af 17. juni 2010 om juridisk uddannelse i samråd med Parlamentet;

5.

understreger atter, at det er nødvendigt at tage alle midler i brug for at fremme en europæisk retskultur, særlig gennem juridisk uddannelse og videreuddannelse;

6.

henstiller, at de Erasmus-lignende udvekslingsprogrammer, der foreslås i handlingsplanen, kommer til at indgå som et blandt flere initiativer, der skal have til formål at fremme vertikal og horisontal kommunikation mellem nationale og europæiske domstole; henleder opmærksomheden på, at Parlamentet agter at få gennemført en undersøgelse, der skal vurdere nationale uddannelsesprogrammer og skoler for dommerstanden, bl.a. med henblik på at identificere den bedste praksis inden for denne sektor;

7.

bemærker, at de eksisterende nationale uddannelsesinstitutioner og -netværk, der fungerer som »frontlinjen« ved EU-rettens implementering i medlemsstaterne og står i direkte forbindelse med nationale domstole og dommere og repræsenterer en dyb forståelse for den nationale retskultur og nationale behov, bør benyttes til at fremme en fælles europæisk retskultur;

8.

mener, at der som udgangspunkt kunne etableres et regulært forum, hvor dommere på alle anciennitetsniveauer inden for retsområder, hvor der hyppigt opstår grænseoverskridende tvivlsspørgsmål, som f.eks. sager vedrørende søret, handelsret, familieret og personskader, kunne drøfte de seneste retlige uoverensstemmelser eller vanskeligheder for at fremme debat, opbygge kontakter, skabe kommunikationskanaler og samarbejde og opbygge gensidig tillid og forståelse; mener, at et sådant tiltag kunne fremmes ved aktiv deltagelse fra universiteternes side og ved at lade aktører fra retsvæsenet deltage;

9.

mener, at Kommissionen bør støtte den løbende, målrettede dialog og kommunikation, der foregår mellem de europæiske faglige organer i Rådet for Advokatsamfund i Den Europæiske Union (CCBE); mener, at dette kan danne grundlag for yderligere grænseoverskridende uddannelsesinitiativer i et partnerskab mellem de faglige organer og andre europæiske aktører som f.eks. Det Europæiske Retsakademi (ERA);

10.

værdsætter Kommissionens generøse finansiering af grænseoverskridende juridiske uddannelsesprojekter på det civilretlige område, men beklager, at det er særdeles vanskeligt at få adgang til denne finansiering og udnytte den effektivt, især fordi det nuværende system er ufleksibelt; bemærker endvidere, at der er problemer med at få dækket udgifter i forbindelse med samfinansierede uddannelsesprogrammer, og at tilrettelæggelsen af sådanne programmer medfører, at den pågældende faglige organisation må binde store beløb i lang tid på grund af de krav, der stilles af Kommissionen; slår derfor til lyd for, at Kommissionen anlægger en mere fleksibel og innovativ indfaldsvinkel, således at organisationer uden en stor pengestrøm kan søge om at gennemføre uddannelsesforløb;

11.

bemærker, at EU-rettens status som et særskilt fag inden for juridisk uddannelse og videreuddannelse virker marginaliserende; henstiller derfor, at læseplaner vedrørende juridisk uddannelse og videreuddannelse kommer til at omfatte EU-ret inden for alle centrale retsområder som en selvfølge; mener, at sammenlignende retsvidenskab bør gøres til et centralt element i universiteternes læseplaner;

12.

henviser til, at uddannelse og videreuddannelse primært henhører under medlemsstaternes kompetence, og opfordrer derfor Kommissionen til at indlede en dialog med alle parter, der har ansvaret for juridisk uddannelse, med henblik på at nå disse mål; mener endvidere, at jurister på længere sigt bør kunne begå sig på i hvert fald ét andet EU-sprog; mener, at denne målsætning kan fremmes omgående ved at yde flere midler og ved at anspore studerende til at deltage i Erasmus-lignende forløb som led i deres jurastudium;

13.

henviser til, at Stockholmprogrammet indeholder en ambitiøs målsætning om at tilbyde europæiske uddannelsesforløb til halvdelen af de dommere, anklagere, ansatte ved retsvæsenet og andre fagfolk, der er involveret i europæisk samarbejde, inden 2014, og at der i programmet slås til lyd for, at især de eksisterende uddannelsesinstitutioner bør benyttes til dette formål, og påpeger, at netværket af præsidenterne for de øverste domstole, Det Europæiske Netværk af Domstolsadministrationer, Sammenslutningen af Statsråd og Forvaltningsdomstole i Den Europæiske Union og Eurojustice-netværket af europæiske anklagemyndigheder, embedsmænd ved domstolene og praktiserende jurister kan yde et kolossalt bidrag ved at koordinere og fremme faglig uddannelse af dommere og anklagere og gensidig forståelse for andre medlemsstaters retssystemer og gøre det lettere at løse grænseoverskridende tvister og problemer, og mener derfor, at deres arbejde skal lettes og støttes i tilstrækkeligt omfang; mener endvidere, at dette må resultere i en fuldt finansieret plan for uddannelse af dommere og anklagere udarbejdet i samarbejde med de ovennævnte retlige netværk, idet det dog i den forbindelse skal sikres, at der ikke forekommer nogen unødvendig overlapning af programmer og strukturer, og mener, at bestræbelserne bør munde ud i etableringen af et europæisk dommerakademi bestående af Det Europæisk Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklagere og Det Europæiske Retsakademi;

14.

mener, at der - særlig som led i udarbejdelsen af EU-lovgivning inden for civil- og familieret - bør skabes mulighed for, at nationale dommere og EU-dommere kan få indflydelse på de rent tekniske aspekter af de foreslåede foranstaltninger for at sikre, at de nationale dommere kan gennemføre og anvende den fremtidige lovgivning med et minimum af besvær; er af den opfattelse, at dette også kan bidrage til at skabe yderligere kontakter mellem dommerne, således at der opstår nye kommunikationskanaler; bifalder bidrag fra de nationale domstole som led i lovgivningsprocedurerne;

15.

mener, at Kommissionen bør prioritere løsningen af de problemer, der skyldes divergerende nationale retsplejebestemmelser (f.eks. forældelsesfrister og domstolenes behandling af udenlandsk ret); foreslår, at datoen for Kommissionens kompendium om eksisterende EU-lovgivning om grænseoverskridende civilretligt samarbejde rykkes frem fra 2013 til slutningen af 2011; opfordrer indtrængende Kommissionen til at reagere på Parlamentets beslutning af 1. februar 2007 (3) ved at forelægge et forslag om en fælles forældelsesfrist i forbindelse med personskader og dødsulykker snarest muligt;

16.

bifalder grønbogen af 1. juli 2010 om løsningsmodeller for indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet og støtter Kommissionens ambitiøse initiativ med henblik på et europæisk aftaleretligt instrument, som aftaleparter frivilligt kan vælge at anvende (KOM(2010)0348);

17.

understreger betydningen af grænseoverskridende retspraksis i sager om bedrageri og vildledende forretningspraksis, som har sin oprindelse i en medlemsstat og tager sigte på enkeltpersoner, ngo'er og SMV’er i andre medlemsstater;

18.

henleder opmærksomheden på Parlamentets beslutning af 10. marts 2009 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område (4) og opfordrer indtrængende Kommissionen til at tage initiativ til at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes retter hvad angår bevisoptagelse og en øget effektivitet af forordning (EF) nr. 1206/2001, særlig ved at sikre, at retterne og de praktiserende jurister er bedre informeret om denne forordning, og at de fremmer en udstrakt anvendelse af informationsteknologi og videokonferencer; mener, at der bør eksistere et sikkert system til afsendelse og modtagelse af e-mails, og at disse spørgsmål bør tages op som led i EU-strategien for e-justice;

19.

noterer med tilfredshed, at handlingsplanen foreslår et lovgivningsmæssigt initiativ i form af en forordning om større effektivitet ved fuldbyrdelsen af retsafgørelser hvad angår adgangen til oplysninger om skyldneres aktiver og en lignende forordning om udlæg i bankindeståender; understreger imidlertid, at de to forslag supplerer hinanden og bør fremsættes snarest muligt;

20.

mener, at sådanne initiativer er af voksende betydning på grund af den økonomiske tilbagegang;

21.

opfordrer Kommissionen til at fremme disse initiativer så hurtigt som muligt og til at lægge særlig vægt på muligheden for et selvstændigt europæisk retsmiddel til at afdække og/eller fastfryse aktiver i grænseoverskridende sager;

22.

understreger, at dette område har alvorlige konsekvenser for økonomi og omdømme; slår følgelig til lyd for forebyggende anvendelse af alternative mekanismer til bilæggelse af tvister;

23.

mener, at en konsolidering af de retlige forhold ved hjælp af de virkemidler, der er beskrevet i denne betænkning, ganske givet ville føre til en videreudvikling og styrkelse af de økonomiske og faglige forbindelser og således bidrage til etablering af et egentligt indre marked;

24.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre en mere ensartet anvendelse af EU-lovgivningen (hvad angår de proceduremæssige aspekter) med fokus på standardiserede regler og administrative procedurer, der bør finde anvendelse på områder, som henhører under Unionens kompetence som f.eks. beskatning, told, handel og forbrugerbeskyttelse, med forbehold af de i EU-traktaterne indeholdte begrænsninger, med henblik på at sikre det indre markeds korrekte funktion og fri konkurrence;

25.

bemærker, at Stockholmprogrammet sigter efter at skabe et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der garanterer borgernes grundlæggende rettigheder, deriblandt retten til at drive egen virksomhed for at udvikle iværksætterkulturen i alle områder af økonomien;

26.

tilkendegiver sin kraftige støtte til Kommissionens mål med hensyn til af vedtagelse af retsakter, der mindsker forretnings- og transaktionsomkostninger, især for SMV'er;

27.

tilskynder til fælles initiativer fra Kommissionen og medlemsstaterne til støtte af SMV'er, der arbejder på tværs af grænserne i EU, gennem en mærkbar nedskæring af de administrative, finansielle og reguleringsmæssige byrder; udtrykker tilfredshed med den kommende revision af direktivet om forsinkede betalinger;

28.

understreger, at et velfungerende indre marked støtter det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og bidrager til at styrke den europæiske model for social markedsøkonomi; erkender også, at oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed vil styrke det indre marked og især forbrugerbeskyttelsen;

29.

understreger, at artikel 12 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde som en af de almindelige bestemmelser fastslår, at forbrugerbeskyttelseshensyn skal inddrages ved udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter; understreger betydningen af det foreslåede nye direktiv om forbrugerrettigheder såvel som den forestående ajourføring af direktivet om pakkerejser, direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om vildledende og sammenlignende reklame;

30.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle hindringer for udviklingen af e-handel, som senest blev fastslået i Europas digitale dagsorden for 2010, fjernes både med lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige midler; opfordrer indtrængende til, at der findes en hurtig løsning på de grænseoverskridende handelsproblemer i forbindelse med forbrugeres køb over internettet, især hvad angår betaling og grænseoverskridende leverancer; understreger behovet for at øge forbrugernes og erhvervslivets tillid til grænseoverskridende e-handel, bl.a. ved at intensivere bekæmpelsen af cyberkriminalitet og forfalskninger; opfordrer til udvikling af et EU-charter om forbrugerrettigheder i forbindelse med onlinetjenester og e-handel;

31.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at sikre, at Parlamentet løbende bliver holdt fuldstændig underrettet om udviklingen af ACTA-forhandlingerne i alle faser for at overholde ånden og bogstaven i Lissabontraktaten, såvel som sit krav om at modtage yderligere forsikringer om, at ACTA ikke vil ændre EU-regelsættet om håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og grundlæggende rettigheder; opfordrer Kommissionen til at indgå tæt samarbejde med tredjelande, som ikke deltager i ACTA-forhandlingerne, navnlig vækstlande;

32.

gør opmærksom på problemer, der skyldes den retlige usikkerhed ved handel fra og til lande, der ikke er med i EU, og på spørgsmålet om, hvilken domsmyndighed der er kompetent til at træffe afgørelse i en given tvist; bemærker, at selv om der eksisterer internationalprivatretlige principper, skaber gennemførelsen af dem en række problemer, der primært påvirker forbrugere og små virksomheder, som ofte mangler viden om deres egne rettigheder; fremhæver desuden de nye retlige udfordringer, der opstår som følge af globaliseringen og udviklingen af internettransaktioner; understreger behovet for at indføre en ensartet tilgang på internationalt plan for at undgå, at forbrugerne og de små virksomheder straffes i denne situation;

33.

henleder, hvad angår selskabsret set i forhold til international privatret, Kommissionens opmærksomhed på følgende beslutninger fra Parlamentet: beslutning af 10. marts 2009 med henstillinger til Kommissionen om grænseoverskridende flytning af selskabers vedtægtsmæssige hjemsted (2008/2196(INI)), beslutning af 4. juli 2006 om den seneste udvikling og udsigter i relation til selskabsret og beslutning af 25. oktober 2007 om det europæiske private selskab og det fjortende selskabsretsdirektiv om flytning af registreringssted, samt til Domstolens domme i Daily Mail og General Trust, Centros, Überseering, Inspire Art, SEVIC Systems og Cartesio;

34.

noterer sig det obiter dictum, der er indeholdt i Cartesio-dommen, og hvorefter det fastslås, at da der ikke findes en ensartet definition i fællesskabsretten af, hvilke selskaber etableringsretten gælder for, i henhold til ét enkelt tilknytningskriterium, som fastsætter, hvilken national lovgivning der finder anvendelse på et selskab, er spørgsmålet om, hvorvidt EU-traktatens artikel 49 finder anvendelse på et selskab, der påberåber sig den grundlæggende frihed, som er fastsat i denne artikel, et forudgående spørgsmål, som på EU-rettens nuværende udviklingstrin kun kan besvares i henhold til den nationale lovgivning, som finder anvendelse; bemærker endvidere, at den selskabsretlige udvikling, der er lagt op til i traktaten, og som skal realiseres ved hjælp af lovgivning og aftaler, endnu ikke har haft konsekvenser for de lovgivningsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne og således endnu ikke har elimineret disse forskelle; bemærker, at der altså foreligger en lakune i EU-retten; slår atter til lyd for, at denne lakune lukkes;

35.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre sit yderste i Haagerkonferencens regi for at få genoplivet projektet vedrørende en international domskonvention; mener, at Kommissionen kunne indlede sine bestræbelser med at foretage vidtgående høringer - og i denne forbindelse informere og inddrage Parlamentet - for at få afklaret, om bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 (5) bør tillægges refleksvirkning for at anspore andre lande og særlig USA til at genoptage forhandlingerne; er af den opfattelse, at det ville være overilet og uklogt at overveje at tillægge bestemmelserne i den pågældende forordning refleksvirkning, indtil det er tilstrækkelig klart, at bestræbelserne på at genoptage forhandlingerne i Haag er slået fejl, og det fremgår af de høringer og undersøgelser, der er gennemført, at et sådant tiltag ville medføre positive konsekvenser og fordele for EU's borgere, virksomheder og praktiserende jurister;

36.

opfordrer den kommissær, der er ansvarlig for retlige anliggender, til at sikre, at Parlamentet fremover i højere grad inddrages i Kommissionens og Rådets aktiviteter i Haagerkonferencens regi via Parlamentets observatør og ved hjælp af regelmæssige redegørelser til Parlamentets ansvarlige udvalg; erindrer i denne sammenhæng Kommissionen om, at kommissær Frattini på sin institutions vegne i september 2006 gav Parlamentet tilsagn om, at Kommissionen ville samarbejde fuldt ud med Parlamentet med hensyn til sit arbejde i Haagerkonferencens regi;

37.

opfordrer Kommissionen til fuldt ud at engagere sig i Haagerkonferencens arbejde; opfordrer indtrængende Kommissionen til at træffe foranstaltninger til at sikre, at EU ratificerer Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om beskyttelse af børn;

38.

er fast besluttet på at oprette et interparlamentarisk forum om Haagerkonferencens arbejde; henviser, blot som et eksempel, til, at Haagerkonferencens fremme af partsautonomi i aftaleforhold på verdensplan har haft så alvorlige konsekvenser med hensyn til omgåelse af bindende regler, at det er berettiget at debattere og overveje dette spørgsmål i demokratiske fora overalt i verden;

39.

bemærker, at Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe om voldgift; advarer Kommissionen mod at vedtage nogen som helst form for lovgivningsmæssigt initiativ på dette område uden at gennemføre åbne høringer og inddrage Europa-Parlamentet fuldt ud; opfordrer Kommissionen til at sikre, at en repræsentant fra det kompetente parlamentariske udvalg indbydes til at deltage i alle sådanne arbejdsgrupper, og mener, uden at anfægte Kommissionens initiativret, at Europa-Parlamentet bør have ret til at udnævne et eller flere medlemmer af sådanne arbejdsgrupper for at sikre, at de reelt er af repræsentativ karakter;

40.

understreger, at det er nødvendigt at sikre gensidig anerkendelse af officielle dokumenter, der er udstedt af de nationale myndigheder; bifalder Kommissionens bestræbelser på at give borgerne mulighed for at udøve deres ret til fri bevægelighed og støtter på det bestemteste planerne om at muliggøre gensidig anerkendelse af de virkninger, der følger af personlige dokumenter; slår til lyd for, at der gøres yderligere bestræbelser på at mindske hindringerne for de borgere, som faktisk udøver deres ret til fri bevægelighed, særlig hvad angår adgang til de sociale ydelser, som de har krav på, og deres ret til at stemme ved kommunalvalg;

41.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.