EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009PC0602

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelseom anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen

/* KOM/2009/0602 endelig udg. - COD 2009/0167 */

52009PC0602

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelseom anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen /* KOM/2009/0602 endelig udg. - COD 2009/0167 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 27.10.2009

KOM(2009) 602 endelig

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen

BEGRUNDELSE

Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006[1] giver mulighed for at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) ved hjælp af et fleksibilitetsinstrument med et årligt loft på 500 mio. EUR ud over lofterne i de relevante udgiftsområder i den finansielle ramme. Betingelserne for tilskud fra fonden er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF-forordningen)[2]. Denne forordning er senest ændret ved forordning (EF) nr. 546/2009[3], som udvider anvendelsesområdet for fonden. Den ændrede forordning gælder for ansøgninger modtaget fra og med den 1. maj 2009.

Kommissionens tjenestegrene har foretaget en grundig vurdering af de ansøgninger, som Sverige, Østrig og Nederlandene har indgivet i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1927/2006, særlig artikel 2, 3, 4, 5 og 6.

Vurderingerne kan sammenfattes således:

EGF/2009/007 SE/ Volvo

1. De svenske myndigheder indgav ansøgningen til Kommissionen den 5. juni 2009. Den var baseret på det særlige interventionskriterium i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1927/2006 og blev indgivet inden for den frist på 10 uger, der er fastsat i forordningens artikel 5.

Da ansøgningen blev modtaget efter den 1. maj 2009, blev den (i henhold til artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 546/2009 af 18. juni 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1927/2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen) vurderet efter de ændrede regler i forordning (EF) nr. 546/2009.

2. Sverige indgav ansøgningen i medfør af interventionskriteriet i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1927/2006 som ændret, som forudsætter mindst 500 afskedigelser over en periode på fire måneder. Denne periode løber fra den 1. december 2008 til den 31. marts 2009. Ansøgningen vedrører 4 687 arbejdstagere, som er afskediget fra 26 produktionssteder, og hvoraf 2 258 blev afskediget af Volvo Cars. Underleverandørerne afskedigede mellem syv og 299 arbejdstagere pr. produktionssted.

3. Af det samlede antal afskedigede arbejdstagere på 4 687 tilmeldte de 3 126 sig den offentlige arbejdsformidling.

4. For at fastslå at der er en forbindelse mellem afskedigelserne og den globale finansielle og økonomiske krise, anfører Sverige, at krisen har ramt bilsektoren særlig hårdt og henviser til Kommissionens meddelelse af 25. februar 2009 om imødegåelse af krisen i den europæiske bilindustri[4]. Da den aktuelle krise er global, rammes alle markeder, og der er kun få, hvis nogen, vækstområder tilbage, som kan modvirke det drastiske fald i de fleste lande. Volvo Cars, som ejes af det globale selskab Ford Motor Corporation, er påvirket af problemerne på det amerikanske bilmarked, som har været særlig hårdt ramt. De aktuelle problemer med adgang til kredit er et andet stort problem for Volvo Cars og virksomhedens underleverandører, både med hensyn til produktion og salg, da potentielle forbrugere nu oplever begrænsede finansieringsmuligheder.

5. Den globale finansielle og økonomiske krise har medført et drastisk fald i efterspørgslen efter biler i hele verden. Faldet i efterspørgslen, som begyndte i 2008, kunne ikke have været forudset af den svenske regering og skete i et hidtil uset tempo, i takt med at finanskrisen udfoldede sig. Tidligere konjunkturcykler har været langsommere og mere regionale, så bilindustrien har kunnet tilpasse sig mere systematisk. Under den aktuelle krise er alle markeder i verden derimod blevet ramt samtidig, hvilket har påvirket både forbrugerefterspørgslen og kreditmulighederne.

6. De lokale og regionale konsekvenser er beskrevet som følger i ansøgningen:

73 % af afskedigelserne skete i en region på NUTS II-niveau (nomenklatur for statistiske territoriale enheder), Västsverige. Denne region ligger tæt på det nationale gennemsnit med hensyn til bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger, men blev ramt af en stigning i antallet af konkurser på 43 % i første kvartal 2009 sammenlignet med første kvartal 2008. Antallet af afskedigelser i sidste kvartal 2008 og første kvartal 2009 var næsten ni gange højere end i samme periode året før.

Bilindustrien er den absolut vigtigste industrielle klynge i Sverige. I 2007 beskæftigede bilsektoren mere end 77 000 arbejdstagere, hvoraf 39 000 arbejdede i Västra Götaland. I henhold til en ny rapport er i alt 60 000 til 70 000 arbejdstagere beskæftiget i bilindustrien generelt (med underleverandører i andre sektorer) i Sverige, hvilket svarer til 8-9 % af den samlede arbejdsstyrke.

Regionen Västsverige er ramt ikke kun af afskedigelser hos Volvo Cars, men også af afskedigelser hos Saab og Volvo AB[5] samt deres underleverandører. Antallet af ledige arbejdstagere i marts 2009 var 60 % højere end i marts 2008. I nogle kommuner udgør afskedigelserne i bilindustrien en høj andel af den samlede beskæftigelse, f.eks. i Färgelanda (8,1 %), Olofström (6 %) og Dals-Ed (4,2 %).

De svenske myndigheder anslår, at 1 000 mistede arbejdspladser i bilindustrien medfører yderligere afskedigelser af 1 600 arbejdstagere inden for industri og handel, transport- og byggesektoren samt sektoren for private tjenesteydelser. Den højtudviklede forsknings- og udviklingssektor rammes endvidere også, da bilindustrien tegner sig for 16 % af Sveriges udgifter til forskning og udvikling.

Konklusionen er, at under disse omstændigheder må afskedigelserne anses for at have betydelige negative konsekvenser for den lokale og regionale økonomi.

7. De svenske myndigheder anslår, at ca. 1 500 arbejdstagere vil acceptere tilbuddet om foranstaltninger ifølge EGF-pakken.

8. Med hensyn til opfyldelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1927/2006, anfører de svenske myndigheder i deres ansøgning, at de:

har bekræftet, at det finansielle bidrag fra fonden ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster

har godtgjort, at de påtænkte foranstaltninger udgør støtte til individuelle arbejdstagere og ikke skal anvendes til omlægning af virksomheder eller sektorer

har bekræftet, at ovennævnte støtteberettigede foranstaltninger ikke får støtte fra andre af Fællesskabets finansielle instrumenter.

På baggrund af ovenstående foreslås det at godkende Sveriges ansøgning EGF/2009/007 SE/Volvo vedrørende afskedigelser hos Volvo Cars og 23 af virksomhedens underleverandører og producenter i efterfølgende produktionsled, idet det er påvist, at disse afskedigelser er en direkte følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der foreslås en samordnet pakke af støtteberettigede individuelle ydelser, hvortil fonden anmodes om et beløb på 9 839 674 EUR.

EGF/2009/009 AT/Steiermark

9. De østrigske myndigheder indgav ansøgningen til Kommissionen den 9. juli 2009 og indgav yderligere oplysninger den 23. juli og 18. august 2009. Ansøgningen var baseret på de særlige interventionskriterier i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006 og blev indgivet inden for den frist på 10 uger, der er fastsat i forordningens artikel 5.

10. Østrig indgav ansøgningen i medfør af interventionskriteriet i artikel 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1927/2006, som forudsætter mindst 500 afskedigelser over en periode på ni måneder i en NACE 2-sektor (den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter) i en eller to sammenhængende regioner på NUTS II-niveau.

11. Ansøgningen vedrører i alt 744 afskedigelser i referenceperioden på ni måneder i ni virksomheder med aktiviteter inden for NACE rev. 2 hovedgruppe 29 (fremstilling af motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne) i en enkelt NUTS II-region, Styria (AT22). Denne periode løber fra den 27. august 2008 til den 27. maj 2009. 588 af afskedigelserne blev beregnet i henhold til artikel 2, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1927/2006, og 156 afskedigelser blev beregnet i henhold til andet led i samme bestemmelse.

12. For at fastslå at der er en forbindelse mellem afskedigelserne og den globale finansielle og økonomiske krise anfører Østrig, at krisen har medført et drastisk fald i den globale efterspørgsel efter biler. Ansøgningen henviser til handelstal fra Eurostat vedrørende eksport af vejkøretøjer generelt og personbiler i særdeleshed. I perioden mellem januar 2008 og januar 2009 faldt eksporten af vejkøretøjer fra EU-27 til lande uden for EU med 47,7 % og med 52,5 % for personbiler. For Østrig var faldet i eksporten i samme periode endnu mere udtalt: for vejkøretøjer faldt eksporten med 51,3 %, og for personbiler faldt den med 59,4 %. Som følge af den høje grad af indbyrdes afhængighed mellem virksomheder i bilsektoren og mange underleverandørers lave diversificeringsniveau rammer krisen hele bilindustrien.

13. De østrigske myndigheder anfører, at afskedigelserne i bilsektoren skal ses på baggrund af den aktuelle krise. Den kendsgerning, at krisen var uforudsigelig, illustreres af de gentagne markante nedjusteringer af prognoserne for realvæksten i BNP fra internationale organer, som f.eks. Europa-Kommissionen og OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling) siden begyndelsen af 2008. Ansøgningen henviser f.eks. til Kommissionens BNP-prognoser fra november 2007 (positiv vækst på 2,1 %) sammenlignet med prognosen for januar 2009 (negativ vækst på 1,9 %). I bilsektoren har finanskrisen, den globale nedgang i den økonomiske aktivitet, de stigende problemer med kreditmuligheder og den voksende usikkerhed, som bl.a. er forårsaget af de svingende priser på råolie og motorbrændstof, ført til et drastisk og uforudset fald i salget.

14. De lokale og regionale konsekvenser er beskrevet som følger i ansøgningen:

Regionen Styria, hvor afskedigelserne skete, lider under strukturelle svagheder, herunder navnlig en relativ lille tjenesteydelsessektor eksportorienteret økonomi og en høj afhængighed af efterspørgslen inden for bilsektoren. I 2008 repræsenterede bilindustrien i Styria 2,8 % af beskæftigelsen (i forhold til kun 1,4 % for Østrig), og hvis leverandører og producenter i efterfølgende produktionsled medregnes, udgør andelen omkring 7,5 %. Det betyder, at regionen er særlig sårbar over for indvirkningerne af den globale krise. Området omkring Graz, hvor de fleste af de afskedigende virksomheder er placeret, vil blive ramt i betydelig grad. I 2008 var den regionale arbejdsformidling i Graz i gennemsnit ansvarlig for 11 318 ledige. De 744 afskedigede arbejdstagere, som er omfattet af denne ansøgning, repræsenterer en stigning på ca. 7 %.

Konklusionen er, at under disse omstændigheder må afskedigelserne anses for at have betydelige negative konsekvenser for den lokale og regionale økonomi.

15. Ansøgningen vedrører 744 afskedigelser i ni virksomheder, hvoraf der søges om støtte fra fonden til 400 arbejdstagere.

16. Med hensyn til opfyldelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1927/2006, anfører de østrigske myndigheder i deres ansøgning, at de:

har bekræftet, at det finansielle bidrag fra fonden ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster

har godtgjort, at de påtænkte foranstaltninger udgør støtte til individuelle arbejdstagere og ikke skal anvendes til omlægning af virksomheder eller sektorer

har bekræftet, at ovennævnte støtteberettigede foranstaltninger ikke får støtte fra andre af Fællesskabets finansielle instrumenter.

På baggrund af ovenstående foreslås det at godkende Østrigs ansøgning EGF/2009/009 AT/Steiermark vedrørende afskedigelser hos ni virksomheder i Styria med aktiviteter inden for NACE rev. 2 hovedgruppe 29 (fremstilling af motorkøretøjer, påhængsvogne og sættevogne), idet det er påvist, at disse afskedigelser er en direkte følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der foreslås derfor en samordnet pakke af støtteberettigede individuelle ydelser, hvortil fonden anmodes om et beløb på 5 705 635 EUR .

EGF/2009/011 NL/Heijmans N.V.

17. Nederlandene indgav ansøgningen til Kommissionen den 4. august 2009. Den var baseret på det særlige interventionskriterium i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1927/2006 og blev indgivet inden for den frist på 10 uger, der er fastsat i forordningens artikel 5.

Da ansøgningen blev modtaget efter den 1. maj 2009, blev den (i henhold til artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 546/2009 af 18. juni 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1927/2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen) vurderet efter de ændrede regler i forordning (EF) nr. 546/2009.

18. Nederlandene indgav ansøgningen i medfør af interventionskriteriet i artikel 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1927/2006, som forudsætter mindst 500 afskedigelser i løbet af en firemåneders periode i en virksomhed i en medlemsstat, inklusive afskedigelser hos leverandører eller hos producenter i efterfølgende produktionsled.

19. Ansøgningen vedrører 570 afskedigelser i virksomheden Heijmans N.V. i referenceperioden på fire måneder fra den 29. januar 2009 til den 29. maj 2009. 474 af afskedigelserne er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 2, første led, i forordning (EF) nr. 1927/2006, og 96 afskedigelser er beregnet i henhold til andet led i samme bestemmelse.

20. For at fastslå at der er en forbindelse mellem afskedigelserne og den globale finansielle og økonomiske krise, anfører Nederlandene, at bygge- og anlægssektoren var en af de første økonomiske sektorer, der blev ramt af krisen. Siden begyndelsen af 2008 er priserne på råstoffer, f.eks. stål, brændstof og forskellige materialer til vejanlæg, steget eksponentielt. Dette har påvirket fortjenstmargenen for anlægsvirksomhederne og har medført et øget behov for lånefinansiering af projekter, som er blevet underlagt meget strenge regler. Samtidig faldt efterspørgslen efter nye boliger og erhvervsejendomme som følge af den faldende forbrugertillid, de lave huspriser og de høje renteudgifter. Som følge af den økonomiske krise har investorerne været tilbageholdende med at deltage i nye byggeprojekter. Det forventes, at byggeriet af nye boliger vil falde med 10,5 % i 2009 og med 11 % i 2010[6], og at nye anlægsprojekter vil falde med 6 % i 2009 og med 10 % i 2010[7]. Dette fald i efterspørgslen har en stærk negativ indvirkning på beskæftigelsen i bygge- og anlægssektoren.

21. Den finansielle og økonomiske krise har medført et pludseligt kollaps i verdensøkonomien med dramatiske konsekvenser for mange sektorer. Den økonomiske situation siden 2008 har ikke fulgt de tidligere års tendenser. Dette er ikke et gradvis økonomisk fald, som virksomhederne kunne have forberedt sig på. Inden krisen foretog Heijmans N.V. betydelige investeringer for at blive certificeret til at udføre jernbaneanlægsarbejde i Nederlandene og udvide sine aktiviteter i andre medlemsstater i EU. Hvis virksomheden havde kunnet forudse krisen, ville man have udsat denne virksomhedsstrategi og de relaterede investeringer.

22. De lokale og regionale konsekvenser er beskrevet som følger i ansøgningen:

Ansøgeren anfører, at afskedigelserne vil have indvirkning på alle tre niveauer. På nationalt niveau, fordi Heijmans N.V. har datterselskaber overalt i Nederlandene, hvor arbejdstagere blev afskediget på følgende steder: Groningen, Leeuwarden, Assen, Hengelo, Eindhoven, Best, Rosmalen, Tilburg, Breda og Rotterdam. På regionalt niveau, fordi omkring 40 % af afskedigelserne skete i provinsen Noord-Brabant. På lokalt niveau, fordi 15 % af afskedigelserne skete i Rotterdam. Både provinsen Noord-Brabant og byen Rotterdam oplevede allerede i 2008 et fald i den økonomiske aktivitet, der var større end gennemsnittet. Konklusionen er, at under disse omstændigheder må afskedigelserne anses for at have betydelige negative konsekvenser for den lokale og regionale økonomi.

De nederlandske myndigheder anfører, at der ud over de 570 arbejdstagere, som blev afskediget i referenceperioden, er afskediget yderligere 400 arbejdstagere hos Heijmans N.V., herunder primært arbejdstagere med tidsbegrænsede kontrakter. Der er desuden mistet flere hundrede arbejdspladser, som blev varetaget af selvstændige, der var ansat til bestemte projekter hos Heijmans N.V. overalt i Nederlandene. Det markante fald i aktiviteterne hos Heijmans N.V. vil også påvirke underleverandører inden for transport, udstyr, rådgivning og installation.

Konklusionen er, at afskedigelserne under disse omstændigheder må anses for at have betydelige negative konsekvenser for den lokale, regionale og nationale økonomi.

23. Ansøgningen vedrører 570 afskedigelser i en virksomhed, Heijmans N.V., hvoraf der søges om støtte fra fonden til 435 arbejdstagere.

24. Med hensyn til opfyldelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1927/2006, anfører de nederlandske myndigheder i deres ansøgning, at de:

har bekræftet, at det finansielle bidrag fra fonden ikke erstatter foranstaltninger, som det påhviler virksomheder at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster

har godtgjort, at de påtænkte foranstaltninger udgør støtte til individuelle arbejdstagere og ikke skal anvendes til omlægning af virksomheder eller sektorer

har bekræftet, at ovennævnte støtteberettigede foranstaltninger ikke får støtte fra andre af Fællesskabets finansielle instrumenter.

På baggrund af ovenstående foreslås det at godkende Nederlandenes ansøgning EGF/2009/011 NL/Heijmans vedrørende afskedigelser hos Heijmans N.V., idet det er påvist, at disse afskedigelser er en direkte følge af den globale finansielle og økonomiske krise. Der foreslås derfor en samordnet pakke af støtteberettigede individuelle ydelser, hvortil fonden anmodes om et beløb på 386 114 EUR.

Finansiering

Det samlede årlige budget for EGF er på 500 mio. EUR. Der er allerede anvendt et beløb på 37 107 624 i forbindelse med tidligere ansøgninger i 2009, hvorefter der nu er et beløb på 462 892 376 EUR til rådighed. Kommissionens foreslåede tildelinger fra fonden er baseret på oplysninger fra ansøgerne.

På grundlag af ansøgningerne om støtte fra fonden, som er fremsendt af Sverige, Østrig og Nederlandene, hvor bilindustrien samt bygge- og anlægssektoren blev berørt, anslås de samordnede pakker af individuelle ydelser, der skal finansieres, til i alt følgende beløb:

EGF/2009/007 SE/ Volvo | 9 839 674 EUR |

EGF/2009/009 AT/Steiermark | 5 705 635 EUR |

EGF/2009/011 NL/Heijmans NV | 386 114 EUR |

I alt | 15 931 423 EUR |

På baggrund af behandlingen af ansøgningerne[8] og under hensyn til det maksimale støttebeløb fra fonden, som fastsættes i henhold til artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, og mulighederne for omfordeling af bevillingerne foreslår Kommissionen at anvende midler fra fonden og overføre et samlet beløb på 15 931 423 EUR til budgetpost 1a i den finansielle ramme.

Efter fradrag af det beløb, der ansøges om i støtte, er der fortsat over 25 % af det maksimale årlige beløb, der er øremærket til fonden, til rådighed til bevillinger i årets sidste fire måneder, jf. artikel 12, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1927/2006.

Med dette forslag om at anvende fonden indleder Kommissionen den forenklede trepartsprocedure, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006, for at sikre, at budgetmyndighedens to parter er enige om, at det er nødvendigt at anvende fonden, og kan tilslutte sig det beløb, der anmodes om. Kommissionen opfordrer den af budgetmyndighedens to parter, som på rette politiske niveau først bliver enig i udkastet til forslaget om anvendelse af fonden, til at underrette den anden part og Kommissionen om sine hensigter.

Hvis den ene af budgetmyndighedens to parter ikke kan give sin tilslutning, indkaldes der til et formelt trepartsmøde.

Kommissionen forelægger en anmodning om overførsel for at få specifikke forpligtelses- og betalingsbevillinger opført på budgettet for 2009, jf. punkt 28 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006.

2009/0167 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE

om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning[9], særlig punkt 28,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen[10], særlig artikel 12, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[11],

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen blev oprettet med henblik på at yde supplerende støtte til afskedigede arbejdstagere, som er ramt af konsekvenserne af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, og at hjælpe dem med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

(2) Anvendelsesområdet for fonden blev udvidet for ansøgninger indgivet fra 1. maj 2009, så det kom til at omfatte støtte til arbejdstagere, der bliver afskediget som en direkte følge af den globale finansielle og økonomiske krise.

(3) Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende fonden inden for et årligt loft på 500 mio. EUR.

(4) Sverige fremsendte den 5. juni 2009 en ansøgning om anvendelse af fonden i forbindelse med afskedigelser inden for bilsektoren. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, og Kommissionen foreslår derfor, at der ydes en støtte på 9 839 674 EUR .

(5) Østrig fremsendte den 9. juli 2009 en ansøgning om anvendelse af fonden i forbindelse med afskedigelser inden for bilsektoren. Ansøgningen opfylder kravene til fastsættelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, og Kommissionen foreslår derfor, at der ydes 5 705 635 EUR i støtte.

(6) Nederlandene fremsendte den 4. august 2009 en ansøgning om anvendelse af fonden i forbindelse med afskedigelser inden for bygge- og anlægssektoren. Ansøgningen opfylder kravene til fastsættelse af støttebeløbets størrelse, jf. artikel 10 i forordning (EF) nr. 1927/2006, og Kommissionen foreslår derfor, at der ydes 386 114 EUR i støtte.

(7) Der bør derfor som følge af ansøgningerne fra Sverige, Østrig og Nederlandene ydes støtte fra fonden –

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I forbindelse med Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2009 stilles der fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen et beløb på 15 931 423 EUR til rådighed i form af forpligtelses- og betalingsbevillinger.

Artikel 2

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

[1] EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

[2] EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

[3] EUT L 167 af 29.6.2009, s. 26.

[4] KOM(2009) 104 endelig.

[5] Volvo AB er det svenske moderselskab i en global koncern, der fremstiller lastbiler og lignende produkter. Volvo AB solgte Volvo Cars til Ford i 1999.

[6] EIB – Dutch Economic Institute for the Construction Industry, januar 2009.

[7] Ibid.

[8] Meddelelser til Kommissionen om ansøgninger fra Sverige (SEK(2009)1379), Østrig (SEK(2009) 1385) og Nederlandene (SEK(2009) 1321) om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen indeholdende Kommissionens analyse.

[9] EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

[10] EUT L 406 af 30.12.2006, s. 1.

[11] EUT C […] af […], s. […].

Top