19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 325/76

—

understreger, at EU's charter om grundlæggende rettigheder har spillet en fremtrædende rolle, en hjørnesten i den proces, der sigter mod at sikre de grundlæggende rettigheder, og det er en afgørende reference for definitionen og fortolkningen af de rettigheder, som EU skal respektere og understreger, at det særlige kendetegn ved chartret om grundlæggende rettigheder er, at det er et retsinstrument, som står til alles rådighed;

—

understreger, at der med udøvelsen af rettighederne i tilknytning til unionsborgerskabet også følger et krav om at opfylde visse »pligter« over for de lokale og regionale myndigheder;

—

insisterer på, at alle myndighedsniveauer har et ansvar for at medvirke til at opbygge en »tradition for grundlæggende rettigheder« ved at øge borgernes kendskab til deres rettigheder, og gentager derfor, at der er behov for en fælles indsats for at udbrede kendskabet til borgernes rettigheder, og denne indsats navnlig bør indgå som en vigtig del af Kommissionens oplysnings- og formidlingspolitik og mener, at der i den forbindelse bør afsættes særlige ressourcer og planlægges aktioner, der sigter mod en aktiv inddragelse af de regionale og lokale myndigheder;

—

agter at udbygge det eksisterende frugtbare interinstitutionelle samarbejde om grundlæggende rettigheder, som blev slået fast på seminaret i Reggio Emilia i september 2008, og vil alvorligt overveje Kommissionens forslag om afholdelse af et fælles årligt arrangement, der retter fokus mod den borgerorienterede tilgang til grundlæggende rettigheder og benchmarking på forskellige myndighedsniveauer;

—

gentager kravet om at indlemme en repræsentant for de regionale og lokale myndigheder i bestyrelsen for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder;

—

opfordrer Kommissionen til på fast basis at invitere Regionsudvalgets formand til at deltage i arbejdet i gruppen af kommissærer om »grundlæggende rettigheder, ikke-forskelsbehandling og ligestilling«, som udarbejder de politiske retningslinjer og sikrer, at der er konsekvens i de forskellige initiativer på de pågældende områder.

Ordfører

:

Sonia MASINI (IT/PSE), præsident for provinsen Reggio Emilia

1.

minder om, at EU-traktaten anerkender, at Unionen bygger på princippet om frihed og demokratiske, retsstatsprincippet, respekten for individets rettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder, som er fælles for medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner og er sikret ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende rettigheder, som blev underskrevet i Rom den 4. november 1950;

2.

understreger, at EU's charter om grundlæggende rettigheder, som blev proklameret i Nice den 7. december 2000 af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, hidtil har spillet en fremtrædende rolle ved at fremhæve betydningen og omfanget af de rettigheder, der er stadfæstet deri; skønt chartret hidtil ikke har været juridisk bindende, udgør det en hjørnesten i den proces, der sigter mod at sikre de grundlæggende rettigheder, og det er en afgørende reference for definitionen og fortolkningen af de rettigheder, som EU skal respektere;

3.

fremhæver, at chartret spiller en yderst fremtrædende rolle blandt de juridiske redskaber, der tjener til at håndhæve af menneskerettighederne, eftersom det i én enkelt tekst samler dels de universelle individuelle rettigheder (eller borgerlige og politiske rettigheder), som har rødder i den historiske udvikling i Europa af frihedsrettigheder og ret til personlig integritet, dels de økonomiske og sociale rettigheder, som hidrører fra Europas erfaring med at skabe en »social markedsøkonomi«, og et antal særdeles innovative bestemmelser (som f.eks. ældre og handicappedes rettigheder), som hænger sammen med den europæiske velfærdsmodel;

4.

understreger, at det særlige kendetegn ved chartret om grundlæggende rettigheder er, at det er et retsinstrument, som står til alles rådighed;

5.

bemærker derfor med tilfredshed, at chartret i den ændrede udgave, som blev vedtaget den 12. december 2007 i Lissabon, med ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten skulle blive juridisk bindende og noterer sig især, at det skulle »få samme juridiske retskraft som traktaterne«, der iht. EU-domstolens udtalelser udgør EU's forfatning;

6.

påpeger, at selv om de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, er udtryk for et stort skridt fremad, er der fortsat problemer med deres håndhævelse (Kommissionens femte rapport om unionsborgerskab). Navnlig er det sådan, at store dele af befolkningen føler sig fremmedgjorte over for EU-institutionerne, og det bør der gøres noget ved. Regionsudvalget understreger, at regioner og lokale myndigheder også i denne sammenhæng kan bidrage ved at fungere som bindeled mellem institutionerne og borgerne;

7.

fremhæver, at der bør sættes mere ind for at formidle chartret om de grundlæggende rettigheder, som snart bliver juridisk bindende. Der kan således, navnlig i uddannelsessektoren, iværksættes tiltag til at opdrage borgerne til unionsborgerskab. Regionsudvalget understreger, at regionernes og de lokale myndigheders rolle også på dette område er afgørende, og det samme gælder informationsspredningen og udvekslingen af erfaringer og ideer til projekter;

8.

bemærker, at EU på den ene side garanterer enhver (hvad enten der er tale om EU-borgere, tredjestatsborgere eller statsløse) der opholder sig inden for dets retsområde, »universelle« rettigheder og på den anden side indrømmer særlige rettigheder til »de europæiske borgere«, som det er særligt knyttet til;

9.

minder om, at de universelle grundlæggende rettigheder og EU-borgernes rettigheder bør anerkendes og overholdes ikke alene af EU-institutionerne og -organerne, inklusive Regionsudvalget, men også af de nationale, regionale og lokale myndigheder;

10.

minder om princippet i præamblen til EU's charter om grundlæggende rettigheder, som fastslår, at EU's fælles værdier bør udvikles under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner samt til medlemsstaternes nationale identitet og organisering af deres offentlige myndigheder på nationalt, regionalt og lokalt plan, og glæder sig over en så eksplicit henvisning til hhv. regionalt og lokalt selvstyre og nærdemokrati;

11.

påpeger, at unionsborgerskabet i henhold til EU-traktaten ikke kun medfører rettigheder, men også pligter;

12.

understreger navnlig unionsborgernes pligt til at overholde EU-lovgivningen, lovgivningen i bopælslandet og til at respektere andre kulturer;

13.

gør opmærksom på, at mange af disse rettigheder vedrører beføjelser, som i visse europæiske lande i vid udstrækning er blevet uddelegeret til de regionale og lokale myndigheder (f.eks. inden for områderne undervisning, sundhed, miljøbeskyttelse, socialpolitikker, boligpolitik, lokalpolitik og transport), eller vedrører emner af generel betydning for alle offentlige myndigheder (god forvaltningsskik, gennemsigtighed og aktindsigt; børns, ældres og handicappedes rettigheder);

14.

gentager således behovet for at sikre de grundlæggende rettigheder på flere niveauer og ser positivt på henvisningen til dette princip i forbindelse med Europa-Parlamentets udarbejdelse af Catania-rapporten om status for de grundlæggende rettigheder i EU;

15.

understeger især, at borgernes kontakt med den offentlige administration og brug af de administrative strukturer og tjenester i første omgang sker på det regionale og lokale plan;

16.

bemærker, at fremme af menneskerettigheder og borgerrettigheder forudsætter aktive politikker: en rettighed »tages først i brug«, når de objektive betingelser tillader det;

17.

gør i den forbindelse opmærksom på, at EU fortsat bør fremme de EU-politikker, der sigter mod at sikre større økonomisk, social og territorial samhørighed, og hilser det velkommen, at der takket være Lissabon-traktaten henvises eksplicit til »territorial samhørighed« som et mål for EU;

18.

ser positivt på, at man som bilag til Lissabon-traktaten har vedtaget protokollen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvori det understeges dels, hvor vigtigt det er for borgerne, at der tilrettelægges effektive offentlige tjenesteydelser, at de er tilgængelige for alle og i vidt omfang imødekommer de individuelle behov, dels at de lokale og regionale myndigheder har vide skønsbeføjelser med hensyn til at tilrettelægge, levere eller udlægge de pågældende tjenesteydelser;

19.

minder om, at EU i overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder respekterer den kulturelle, religiøse og sproglige mangfoldighed, og ser positivt på, at Lissabon-traktaten nævner respekten for den kulturelle og sproglige mangfoldighed som et af EU's mål, naturligvis inden for rammerne af de gældende demokratiske regler;

20.

understreger, at ngo'erne, der er de regionale og lokale myndigheders naturlige samarbejdspartnere, spiller en central rolle med hensyn til fuld gennemførelse af de individuelle rettigheder;

21.

bemærker, at de regionale og lokale myndigheder, som er meget tætte på borgerne, deres behov og tanker, har det mest umiddelbare og mest realistiske indtryk af den reelle gennemførelse af de rettigheder, EU har sanktioneret, og understreger derfor den rolle, Regionsudvalget kan spille som observatorium til overvågelse af de vilkår, hvorunder de pågældende rettigheders faktiske gennemføres. Regionsudvalget ser endvidere gerne, at Kommissionen og Europa-Parlamentet udnytter Regionsudvalgets potentiale på dette område ved hjælp af tiltag, der tager de regionale og lokale myndigheders fortolkning af de pågældende fænomener med i betragtning;

22.

opfordrer Kommissionen til på fast basis at invitere Regionsudvalgets formand til at deltage i arbejdet i gruppen af kommissærer om »grundlæggende rettigheder, ikke-forskelsbehandling og ligestilling«, som udarbejder de politiske retningslinjer og sikrer, at der er konsekvens i de forskellige initiativer på de pågældende områder;

23.

noterer sig vedtagelsen af afgørelse 2007/252/EF om et særprogram om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab for perioden 2007-2013, og opfordrer Kommissionen til at inddrage Regionsudvalget i revisionen af programmet for 2014-2020.

24.

bekræfter endnu en gang, at et centralt element i hele EU's virke er princippet om overholdelse af de grundlæggende personrettigheder, som er et resultat af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, FN's generalforsamlings Verdenserklæring om Menneskerettigheder, Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettighederne og de øvrige konventioner, der er vedtaget på internationalt plan (navnlig i FN-regi) og ratificeret af EU-medlemsstaterne;

25.

bemærker, at den europæiske model for sikring af de grundlæggende rettigheder, sådan som den navnlig fremgår af chartret, fremstår som en af de mest avancerede, fordi den omfatter de borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og bygger på sin egen lovgivning og sit eget værdisystem, som hvad angår universelle rettigheder respekterer mangfoldighed, dialog mellem forskellige kulturer, religioner og tro inden for rammerne af de regler, der er fastlagt af de europæiske demokratiske systemer;

26.

understreger de mulige konflikter, der kan opstå mellem overholdelsen af den individuelle ret til fortrolighed og sikringen af de øvrige grundlæggende rettigheder, som f.eks. sikkerhed, og opfordrer Kommissionen til at uddybe dette emne og i den forbindelse også medtage de regionale og lokale myndigheders erfaringer og deres nøglerolle i beskyttelsen af de data, de ligger inde med om de borgere, der har bopæl i deres område;

27.

gentager, at det er nødvendigt, at EU gør sig til fortaler for demokrati og menneskerettigheder også i tredjelande, og minder i den forbindelse om, hvad det sagde i udtalelsen om strategidokumentet om det europæiske initiativ for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) 2007-2010, som Heini Utunen var ordfører for;

28.

gentager behovet for at overholde de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet inden for rammerne af de politikker, der sigter mod at gennemføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og minder samtidig om, at EU's bestræbelser i den retning skal sikre befolkningen »et højt beskyttelsesniveau«;

29.

ser positivt på, at Lissabon-traktaten har betydet, at man er gået bort fra søjlestrukturen i EU, og at tiltag vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed er blevet underlagt de generelle bestemmelser for EU's politikker, specielt for så vidt angår EU-domstolens udøvelse af den retlige kontrol;

30.

ser positivt på Lissabon-traktatens nyskabelser, hvad angår styrkelsen af Europa-Parlamentets rolle i udarbejdelsen, gennemførelsen og vurderingen af politikkerne vedrørende området med frihed, sikkerhed og retfærdighed tillige med anerkendelsen af de nationale parlamenters deltagelse i mekanismerne for vurdering af de resultater, der opnås på dette område;

31.

agter at udbygge det eksisterende frugtbare interinstitutionelle samarbejde om grundlæggende rettigheder, som blev slået fast på seminaret i Reggio Emilia i september 2008, og vil alvorligt overveje Kommissionens forslag om afholdelse af et fælles årligt arrangement, der retter fokus mod den borgerorienterede tilgang til grundlæggende rettigheder og benchmarking på forskellige myndighedsniveauer;

32.

hilser oprettelsen af Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder velkommen og ser frem til, at agenturet påbegynder sin virksomhed;

33.

bekræfter Regionsudvalgets samt de lokale og regionale myndigheders vilje til at være aktivt inddraget i arbejdet i Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og i det dertil knyttede flerårige program og erklærer sig tilfreds med de samarbejdsformer, der allerede er etableret;

34.

gentager kravet om at indlemme en repræsentant for de regionale og lokale myndigheder i agenturets bestyrelse;

35.

tilbyder agenturet sit samarbejde, både for så vidt angår indsamling og formidling af eksempler på god praksis samt de særligt nyttige erfaringer omkring sikring og fremme af grundlæggende rettigheder på lokalt og regionalt plan og fremsendelse af relevante oplysninger, der indsamles på lokalt og regionalt plan;

36.

understreger, at de lokale og regionale myndigheder fremstår som de mest egnede til at spille en aktiv rolle i at fremme børns rettigheder og til at bidrage til at overvåge de faktiske betingelser for at udøve disse rettigheder;

37.

minder om, at det allerede har fremhævet den centrale rolle, de lokale og regionale myndigheder spiller i gennemførelsen af de grundlæggende rettigheder for kvinder og princippet om ligestilling;

38.

gentager med særlig henvisning til indvandrerkvinder, at integration betyder fælles accept af og respekt for pligter og grundlæggende personrettigheder, der udgør den europæiske juridiske arv, og minder om betydningen af modtagepolitikker, som bygger på anerkendelsen af de forskellige kulturer, som borgerne frit har valgt (CdR 396/2006);

39.

fremhæver, at medierne spiller en vigtig rolle i forbindelse med offentliggørelsen af brud på menneske- og borgerrettighederne, men at de også bør rapportere om bedste praksis for og værdifulde erfaringer med håndhævelsen af disse rettigheder;

40.

minder ligesom EF-domstolen om, at unionsborgerskabet i dag sikrer den grundlæggende status for individet som politisk aktør i den europæiske samlingsproces;

41.

ser derfor positivt på, at Lissabon-traktaten bevirker, at de generelle bestemmelser om unionsborgerskabet indgår i den nye traktat om EU, nærmere betegnet i det afsnit, der indeholder bestemmelser om de demokratiske principper, og i hvilket man bekræfter princippet om, at beslutninger skal træffes så åbent og så tæt på borgerne som muligt (nærdemokrati);

42.

beklager imidlertid, at der ikke er nogen eksplicit henvisning til den afgørende rolle, som de regionale og lokale myndigheder spiller i den forbindelse;

43.

bekræfter, at retten til at færdes frit og opholdsretten har særlig status blandt de rettigheder, der indrømmes med unionsborgerskabet, herunder med henblik på et større gensidigt kendskab EU's befolkninger imellem;

44.

konstaterer de fremskridt, der er sket, hvad angår gennemførelsen af denne ret takket være vedtagelsen og ikrafttrædelsen af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde for at imødekomme borgernes behov for sikkerhed og for at bekæmpe forbrydelser;

46.

understreger kraftigt, bl.a. i lyset af erfaringerne med at gennemføre direktiv 2004/38, at de regionale og lokale myndigheder har et grundlæggende ansvar i forbindelse med forvaltningen af problemer vedrørende EU-borgernes færden og navnlig deres ophold: der tænkes her ikke alene på de formaliteter og de administrative procedurer, der er knyttet til opholdet, men først og fremmest på modtagepolitikkerne;

47.

beklager derfor, at Kommissionen i den femte rapport om unionsborgerskabet ikke omtaler det særlige ansvar, der påhviler de lokale og regionale myndigheder på modtagelsesområdet;

48.

minder om, at i henhold til direktiv 2004/38 opretholdes unionsborgerens ret til at tage ophold i et andet land end hjemlandet, såfremt vedkommende ikke er arbejdstager eller selvstændigt erhvervsdrivende, så længe vedkommende ikke skaber problemer eller bliver en for stor byrde for værtslandets socialsystem, men at opholdet, hvis det overskrider tre måneder, er betinget af, at vedkommende råder over tilstrækkelige økonomiske midler til sig selv og sin familie samt har en sygesikring, der dækker alle risici i værtslandet;

49.

noterer sig EU-domstolens fortolkning af disse betingelser, og understreger, hvad denne fortolkning vil betyde for de regionale og lokale myndigheders ansvar, og hvilken finansiel byrde den kan medføre;

50.

minder om de nationale myndigheders ret og pligt til at bekæmpe tilfælde af misbrug af de rettigheder, der indrømmes med direktivet, og svig, som f.eks. proformaægteskaber og -forhold eller lovovertrædelser;

51.

ser positivt på de initiativer fra Kommissionen, som sigter mod at udbrede kendskabet til de nye lovbestemmelser i direktiv 2004/28, som f.eks. offentliggørelsen af »Vejledning om rettighederne i direktiv 2004/28/EF«, og opfordrer Kommissionen til selv at benytte sig af de regionale og lokale myndigheders særlige stilling og bruge dem som kanaler til at formidle denne slags oplysninger;

52.

understreger, at der med udøvelsen af rettighederne i tilknytning til unionsborgerskabet også følger et krav om at opfylde visse »pligter« over for de lokale og regionale myndigheder;

53.

fremhæver også vigtigheden af og princippet om, at EU-borgere har valgret og er valgbare i den medlemsstat, hvor de har bopæl, både i forbindelse med lokalvalg og valg til Europa-Parlamentet;

54.

understreger i den forbindelse særligt, at de lokale politiske institutioner er blevet talerør for EU-vælgerne, hvilket gør dem til de primære europæiske forvaltningsmyndigheder;

55.

ser positivt på den stigende deltagelse i valgene til Europa-Parlamentet hos unionsborgere, der bor i en anden medlemsstat end den, hvor de har deres oprindelse, men noterer med bekymring den faldende generelle deltagelse i valgene til Europa-Parlamentet;

56.

gentager derfor sin opfordring om at intensivere oplysnings- og uddannelsesaktiviteterne i tilknytning til valgene til Europa-Parlamentet og til i den forbindelse at drage fuld nytte af de regionale og lokale myndigheders kompetencer;

57.

gentager, at det er interesseret i udviklingen af europæiske politiske partier (CdR 280/2004), og understreger, at de folkevalgte repræsentanter på lokalt og regionalt plan bør spille en central rolle i driften af sådanne partier og i udarbejdelsen af deres strategier for bl.a. at skabe en forbindelse mellem de forskellige forvaltningsniveauer (europæisk, nationalt, regionalt og lokalt);

58.

erklærer sig tilfreds med, at Lissabon-traktaten indeholder bestemmelser om, at EU-borgerne har ret til — såfremt der er tale om mindst en million personer fra et betydeligt antal medlemsstater — at opfordre Kommissionen til at fremsætte lovforslag;

59.

understeger, at den europæiske ombudsmand bl.a. i lyset af de indhøstede erfaringer har spillet en afgørende rolle med at rette op på tilfælde af dårlig forvaltning i EU-institutionernes og — organerne;

60.

er tilfreds med de muligheder, borgerne har for ad elektronisk vej at indbringe andragender til Europa-Parlamentet og klager til den europæiske ombudsmand;

61.

minder om unionsborgernes ret til diplomatisk og konsulær beskyttelse af en hvilken som helst anden medlemsstat i tredjelande, hvor den stat, som vedkommende er statsborger i, ikke er repræsenteret, på samme betingelser, som dem, der gælder for den pågældende stats egne borgere; understreger denne bestemmelses betydning, også på det principielle plan, eftersom den sigter mod at anerkende en ekstern dimension af unionsborgerskabet;

62.

er enigt i Kommissionens kritiske bemærkning om, at den gældende EU-lovgivning vedrørende diplomatisk og konsulær beskyttelse er utilfredsstillende, ser positivt på Kommissionens handlingsplan for perioden 2007-2009, som sigter mod at udvikle EU-lovgivningen på området, og opfordrer Rådet og medlemsstaterne til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger i den henseende, herunder også på internationalt plan;

63.

understreger i den sammenhæng de regionale og lokale myndigheders beføjelser og erfaring på områder som turisme, sundhedspolitik, begravelse og kremering af døde og opfordrer derfor EU-institutionerne til at høre Regionsudvalget i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af beslutninger på dette område;

64.

hilser det velkomment, at Lissabon-traktaten medfører anerkendelse af EU som et retssubjekt i international sammenhæng, og håber, at EU også kan yde borgerne beskyttelse på internationalt plan;

65.

noterer sig de oplysninger i Kommissionens femte rapport om unionsborgerskab (1. maj 2004 — 30. juni 2007), som skulle give borgerne større viden om deres rettigheder, men bemærker, at i virkeligheden mener mindre end en tredjedel af borgerne, at de er velinformeret om, hvilke rettigheder der følger med unionsborgerskabet;

66.

insisterer på, at alle myndighedsniveauer har et ansvar for at medvirke til at opbygge en »tradition for grundlæggende rettigheder« ved at øge borgernes kendskab til deres rettigheder, og gentager derfor, at der er behov for en fælles indsats for at udbrede kendskabet til borgernes rettigheder, og denne indsats navnlig bør indgå som en vigtig del af Kommissionens oplysnings- og formidlingspolitik;

67.

mener, at der i den forbindelse bør afsættes særlige ressourcer og planlægges aktioner, der sigter mod en aktiv inddragelse af de regionale og lokale myndigheder.