EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008DP0048

Beskyttelse af Witold Tomczaks immunitet
Europa-Parlamentets afgørelse af 19. februar 2008 om anmodning om beskyttelse af Witold Tomczaks immunitet og privilegier (2007/2130(IMM))

EUT C 184E af 6.8.2009, p. 111–112 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

6.8.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 184/111


Tirsdag, den 19. februar 2008
Beskyttelse af Witold Tomczaks immunitet

P6_TA(2008)0048

Europa-Parlamentets afgørelse af 19. februar 2008 om anmodning om beskyttelse af Witold Tomczaks immunitet og privilegier (2007/2130(IMM))

2009/C 184 E/20

Europa-Parlamentet,

der henviser til anmodning af 21. maj 2007 fra Witold Tomczak om beskyttelse af hans immunitet i forbindelse med straffesagen mod ham ved distriktsdomstolen i Ostrów Wielkopolski i Polen, hvorom der blev givet meddelelse på plenarmødet den 24. maj 2007,

der har hørt Witold Tomczak den 4. oktober 2007, jf. forretningsordenens artikel 7, stk. 3,

der henviser til artikel 8, 9 og 10 i protokollen af 8. april 1965 vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter samt artikel 6, stk. 2, i akten af 20. september 1976 om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet,

der henviser til De Europæiske Fællesskabers Domstols domme af 12. maj 1964 og 10. juli 1986 (1),

der henviser til artikel 105 i den polske forfatning,

der henviser til forretningsordenens artikel 6, stk. 3, og artikel 7,

der henviser til betænkning fra Retsudvalget (A6-0008/2008),

A.

der henviser til, at Witold Tomczak blev valgt til Sejm (det polske parlaments underhus) den 21. september 1997 og den 23. september 2001; der henviser til, at han efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten den 16. april 2003 blev observatør i Europa-Parlamentet; der henviser til, at han var medlem af Europa-Parlamentet fra den 1. maj 2004 til den 19. juli 2004; der henviser til, at han blev valgt til Europa-Parlamentet den 13. juni 2004, og at hans mandat i det polske parlament ophørte den 16. juni 2004,

B.

der henviser til, at Witold Tomczak er anklaget for den 26. juni 1999 i Ostrów Wielpolski at have fornærmet to politibetjente under udøvelsen af deres hverv, hvilket er en overtrædelse af artikel 226, stk. 1, i den polske straffelov; der henviser til, at distriktsdomstolen i Ostrów Wielkopolski, efter at Witold Tomczak gentagne gange var udeblevet fra retsmøderne, den 10. januar 2005 i overensstemmelse med artikel 377, stk. 3, i den polske strafferetsplejelov besluttede at fortsætte sagsbehandlingen i hans fravær,

C.

der henviser til artikel 9 i den polske lov af 23. januar 2004 om valg til Europa-Parlamentet, ifølge hvilken “en person er valgbar ved valg til Europa-Parlamentet afholdt i Republikken Polen, hvis den pågældende […] ikke er blevet dømt for en forsætligt begået lovovertrædelse …”; der henviser til, at det i samme lovs artikel 142, stk. 1(1), bestemmes, at “hvis et medlem af Europa-Parlamentet mister sin valgbarhed, bortfalder vedkommendes mandat”; der henviser til, at der ikke findes en tilsvarende bestemmelse i den polske lov af 12. april 2001 om valg til Republikken Polens Sejm og Senat (det polske parlament),

D.

der henviser til, at Witold Tomczak en gang tidligere (29. april 2005) har anmodet Europa-Parlamentet om at beskytte hans immunitet i denne straffesag, og at Parlamentet i den forbindelse på plenarmødet den 4. april 2006 besluttede ikke at forsvare Tomczaks immunitet, uagtet at han forud for plenarmødet havde fremsendt en skrivelse, hvori han tilkendegav at ville trække sin anmodning om beskyttelse af immunitet tilbage,

E.

der henviser til Witold Tomczaks påstand om, at den dommer, der behandler sagen, ikke er uvildig, og at muligheden for at afholde retssagen in absentia strider mod princippet om uskyldsformodning,

F.

der henviser til Witold Tomczaks klage over, at distriktsdomstolen ikke vil give ham adgang til sagens akter, og at straffesagen mod ham ikke er uvildig, fordi han har anfægtet lovligheden af det lokale politis og den lokale anklagers handlemåde,

G.

der henviser til, at Witold Tomczak på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke er beskyttet af parlamentarisk immunitet i forbindelse med nogen af de påstande, som er forelagt for Europa-Parlamentets formand,

1.

vedtager ikke at beskytte Witold Tomczaks immunitet og privilegier.


(1)  Sag 101/63, Wagner mod Fohrmann og Krier, Sml. 1954-1964, s. 483, og sag 149/85, Wybot mod Faure m.fl., Sml. 1986, s. 2391.


Top