16.5.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/73

1.1

I medfør af traktatens artikel 159 er Kommissionen forpligtet til hvert tredje år at udarbejde en rapport om økonomisk og social samhørighed i Europa.

1.2

Da rapporten offentliggøres året før ajourføringen af Lissabon-strategiens integrerede retningslinjer, håber EØSU, at man efterkommer dets anmodning om, at der tages hensyn til dets overvejelser ikke blot i næste generation af regionalpolitikken, men også i udarbejdelsen af disse nye integrerede retningslinjer (1).

1.3

Den nye reformtraktat indebærer fornyelse, idet territorial samhørighed er tilføjet som ét af EU's generelle mål (artikel 3); territorial samhørighed figurerede ikke, før Det Europæiske Konvent tilføjede det, og regeringskonferencen i 2007 godkendte det.

2.1

I den meddelelse, der ledsager rapporten, opstilles en række punkter, der markerer starten på en debat om strukturpolitikkens fremtid. Efter EØSU's opfattelse er der udeladt to vigtige spørgsmål, der bør besvares konkret:

2.2

Rapportens tal kan forvirre den opmærksomme læser, fordi det ikke altid fremgår tydeligt, om tallene vedrører EU-15, EU-25 eller EU-27. Når det drejer sig om udviklingen kan referencedatoerne derfor skabe forvirring. Rapporten omhandler således ofte samhørigheden i EU-27, men henviser til 1996, hvor antallet af medlemsstater lige var nået op på 15. Det betyder, at de skitserede tendenser ikke kun vedrører EU, men også inddrager lande, der ikke eller kun i begrænset omfang (på grund af arten af deres handelsforbindelser) var berørt af de europæiske sektorpolitikker (det indre marked, konkurrence, regionalpolitik). Derfor forplumres de konklusioner, man kan drage angående strukturpolitikkernes strukturelle bidrag til realiseringen af større samhørighed, selv om deres bidrag er ubestrideligt (3).

2.3

Kriteriet med 75 % af BNP pr. indbygger, der anvendes til at afgøre, hvorvidt en region har et udviklingsefterslæb eller ej, er blevet uklart, fordi BNP pr. indbygger efter udvidelsen er faldet efter tiltrædelsen af lande, der er langt mindre rige end de foregående (statistisk effekt). Dette gælder også Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Man kan derfor ikke direkte sammenligne situationen vedrørende samhørighed inden 2004 med den nuværende situation. Man bør relativisere resultaterne i de tolv regioner, der er nået op over denne grænse, for det kan ikke udelukkes, at resultaterne skyldes den statistiske effekt.

2.4

Af rapporten fremgår det, at 9 af de 12 medlemsstater, der tiltrådte i 2004 og 2007, ved begyndelsen af den kommende programmeringsperiode vil være nået op over grænsen på de 75 % af det europæiske BNP pr. indbygger. Det betyder, at dette referencekriterium bliver irrelevant. Man bør derfor overveje dette spørgsmål.

2.5

Rapporten indeholder mange oplysninger, der dog beklageligvis ikke altid er bundet sammen med krydshenvisninger.

2.6

EØSU gør ligeledes opmærksom på, at der savnes en henvisning til socialøkonomien, hvor 10 % af de europæiske virksomheder antages at være aktive, og dennes rolle i forbindelse med samhørighed (herunder navnlig støtten til de mest sårbare på arbejdsmarkedet). Denne sektor skaber beskæftigelse af høj kvalitet og bidrager til en bæredygtig udvikling, i og med at den forankrer beskæftigelsen i lokalområdet, skaber dynamik i landdistrikterne, skaber social kapital og tager hensyn til omstruktureringsprocesserne på sektorniveau og territorialt. I den henseende ville det være nyttigt at råde over kvantitativt sammenlignelige statistikker mellem medlemsstater for at forbedre vores kendskab til den sektor.

2.7

Efter EØSU's opfattelse bør adskillige aspekter af økonomisk, social og territorial samhørighed uddybes eller undersøges, f.eks. lige muligheder på arbejdsmarkedet for kvinder og mænd.

2.8

Hvis der stadig skulle være behov for at overbevise nogen om fordelene ved samhørighedspolitikken i EU, byder rapporten på nye argumenter:

Det var derfor på høje tid, at territorial samhørighed som i stadig højere grad synes at fremstå som selve grundlaget for økonomisk og social samhørighed, bliver anerkendt som et af EU's generelle mål.

2.9

EØSU noterer med tilfredshed, at rapporten anlægger et nyt perspektiv på samhørigheden i Europa ved at sammenholde denne med situationen hos konkurrenterne på verdensplan og ved at fokusere på hovedstædernes rolle og konsekvenserne med hensyn til udviklingens bæredygtighed (navnlig skæv udvikling og belastning af miljøet) og klimaændringernes konsekvenser på regionalt niveau.

2.10

EØSU støtter EU's mål om at tage føringen i bekæmpelsen af klimaforandringerne. Hvis landene uden for EU ikke følger trop, vil dette ikke desto mindre bringe konkurrenceevnen i fare og sætte EU's samhørighedspolitik under pres. Konkurrenceforvridningen vil føre til øget udflytning af virksomheder til lande, der ikke er inddraget i klimaændringspolitikken,

2.11

EØSU glæder sig over det fornyede fokus på samhørighedens territoriale dimension, der på trods af vedtagelsen af Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv (1999), hidtil har været forsømt: Strategi for byudvikling, territorial dagsorden, Leipzig-chartret, hvor der opstilles en række grundlæggende principper for byudviklingen, samt de storbyområder, som EØSU har gjort opmærksom på, og som betegnes som klynger i forbindelse med industri- og innovationspolitikken.

2.12

Sidste kapitel, som omhandler forbindelsen mellem fællesskabspolitikkerne og samhørighed, er det mindst overbevisende, idet der heri opregnes alle de bestræbelser, der er udfoldet som led i Lissabon-strategien, uden at det nævnes, hvilke konkrete og pålidelige konsekvenser disse har haft for samhørigheden.

3.1

Uden at foregribe den kommende initiativudtalelse i anledning Kommissionens offentlige høring vedrørende det kommende EU-budget, skal EØSU hermed erindre om nogle af sine tidligere anbefalinger.

3.1.1

Strukturfondene, begrænser sig i øjeblikket hovedsagelig til at yde tilskud. EØSU har i en tidligere udtalelse (5) foreslået at genoverveje deres funktionsmekanisme med henblik på at forstærke deres virkning med hjælp fra Den Europæiske Investeringsfond og EIB. EØSU har foreslået at omdanne disse tilskud til finansieringsprodukter, så der skabes en løftestangseffekt: En euro, der ydes som garanti for risikovillig kapital, vil således gøre det muligt at finansiere en investering på 5 til 10 euro i en SMV. JEREMIE-eksemplet bør udvides (6).

3.1.2

Der ville ligeledes kunne frigives ressourcer uden at forøge medlemsstaternes bidrag; ressourcerne kunne afsættes til projekter, der har en europæisk merværdi (bl.a. manglende led i de transeuropæiske net (TEN), Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen).

3.1.2.1

EØSU har ofte kritiseret momssystemet, der er en del af det europæiske budget, med henvisning til omkostningerne i forbindelse med inddrivelse, forvaltning og kontrol, der er uforholdsmæssigt høje (7). Disse omkostninger bør reduceres, hvilket ville frigøre ressourcer til fælles projekter.

3.1.2.2

Man bør bryde med den praksis, der består i at tilbageføre ikke-anvendte midler på det i forvejen begrænsede europæiske budget til medlemsstaterne. Disse midler udgør kun en meget lille andel af det årlige budget. I perioden 2000-2005 udgjorde de dog et samlet beløb på næsten 45 mia., der kunne have været anvendt på en produktiv måde (8).

3.1.2.3

I en situation hvor alle medlemsstaterne oplever en demografisk aldring, der betyder stigende sociale udgifter, og hvor stabilitetspagten samtidig pålægger dem budgetmæssige begrænsninger, kunne offentlig-private partnerskaber udgøre en alternativ løsning, hvis de offentlige forvaltninger (navnlig på subnationalt plan) var i stand til at forhandle afbalancerede aftaler med den private sektor, hvilket forudsætter en styrkelse af den administrative kapacitet.

3.2

De strategiske retningslinjer, der ligger til grund for regionalpolitikken, er afpasset efter Lissabon-strategien. EØSU foreslår, at regionalpolitikken på mere afbalanceret måde tager hensyn til strategien for bæredygtig udvikling, der navnlig vedrører alle aspekter af samhørighed, eftersom Lissabon-strategien, der supplerer den, har fokus på konkurrenceevne (9).

3.2.1

Nedenstående kort, der er udarbejdet af European Spatial Planning Observation Network (ESPON), illustrerer den stigende polarisering og metropolisering indtil 2030, der vil blive resultatet af en uddybning af Lissabon-strategien i dens nuværende udformning. Et scenarium med større fokus på samhørighed ville gøre det muligt at udbrede det økonomiske center og navnlig skabe andre udviklingscentre (Østersøregionen, det østlige firkantsområde, der afgrænses af Wien, Berlin, Warzawa og Budapest samt Sydfrankrig og Katalonien).

3.2.2

EØSU erindrer (11) i denne forbindelse om, hvor vigtigt det er at udvikle og gennemføre en polycentrisme på to niveauer inden for rammerne af en harmonisk udvikling for at undgå polariseringens skæbnesvangre konsekvenser (12): første niveau, der fremmer dannelse af udviklingscentre fordelt over det europæiske område for at sprede vækst og beskæftigelse uden for det økonomiske center (femkanten), og andet niveau, der konsoliderer forbindelserne og synergierne mellem de store bycentre og landdistrikterne for navnlig at undgå »territoriale brud« inden for nomenklaturen for statistiske territoriale enheder (NUTS).

3.3

På baggrund af hovedstædernes stigende betydning hvad angår skabelse af velstand, aktiviteter og beskæftigelse, især i visse af de nye medlemsstater (13), og den stærke korrelation mellem væksten i BNP og inflationen, bør regeringerne og civilsamfundet i de lande, der er på vej til at tilslutte sig eurozonen, være særlig opmærksomme på den betydning, som overgangen til den fælles valuta kan få for deres interne samhørighed. Samhørigheden kan komme under pres, når forskellige regioner i samme land oplever forskellig dynamik. Så uden at ignorere fordelene ved euroen (14) og i betragtning af den kendsgerning, at politikken med ensartede rentesatser ikke nødvendigvis kan leve op til deres nationale økonomiers behov, vil denne politik opleves forskelligt i de store aktivitetscentre (bl.a. hovedstaden) og de øvrige regioner. Som supplement bør samordningen af medlemsstaternes økonomiske politikker styrkes for at svække dette fænomen (15).

3.4

Tjenesteydelser af almen interesse fremhæves på ny i rapporten. I forlængelse af den nye protokol om tjenesteydelser af almen interesse, der er udarbejdet af regeringskonferencen i 2007, beder EØSU på ny om, at der på fællesskabsniveau udarbejdes »fælles regler for alle tjenesteydelser af almen interesse (økonomiske og ikke-økonomiske), herunder sociale tjenesteydelser, som bør samles i et i henhold til den fælles beslutningsprocedure vedtaget rammedirektiv, der kan skabe en grundlæggende EU-lovgivning, som er tilpasset disse ydelsers særlige kendetegn« (16).

3.5

»Efter EØSU's opfattelse [som Europa-Parlamentet i nylige betænkninger har tilsluttet sig] kan samhørigheden ikke kun tolkes ud fra BNP-indikatorerne. Det ønsker, at der udformes en mere objektiv samhørighedsindikator [som] ved siden af BNI [indbefatter] andre parametre som beskæftigelse, arbejdsløshed, social beskyttelse, adgang til almennyttige tjenesteydelser m.m.« (17). Disse indikatorer bør desuden suppleres med indikatorer vedrørende indkomstskævhed (Gini-koefficienten eller forholdet mellem første og femte kvintil) og vedrørende CO2-udledninger (pr. indbygger eller udviklingen siden 1990). Generelt er det afgørende at konsolidere de europæiske statistiske værktøjer og styrke forbindelserne mellem Eurostat og de nationale statistiske kontorer, herunder særligt på NUTS-niveau, så man hurtigst muligt får adgang til de mest fuldstændige og præcise data (18).

3.6

EØSU foreslår at undersøge, om det ikke ville være mere relevant i forbindelse med den næste runde med fordeling af strukturmidler at benytte den økonomiske indikator BNI og ikke BNP, som det allerede sker i Samhørighedsfonden.. Dermed ville man tage hensyn til pendlere, hvis økonomiske betydning medvirker til at øge forskellene, hvilket fremgår af en indrammet tekstpassage i rapporten, mens der samtidig tilskyndes til mobilitet på alle niveauer og direkte udenlandske investeringer, hvorfra en del af indtægterne tilbageføres til oprindelseslandet. Bruttonationalindkomsten (BNI) medtager således disse ind- og udgående investeringer i modsætning til BNP. Denne forskel kan have stor betydning for visse lande (Luxembourg, Irland, Den Tjekkiske Republik, Estland, Cypern, Ungarn og i mindre grad Polen og Rumænien), hvilket kan medføre, at fordelingen af strukturmidler ikke er optimal. Det bør også noteres, at disse oplysninger ikke foreligger på NUTS-niveau, hvilket der så vidt muligt bør rådes bod på.

4.1.1

Med hensyn til de europæiske virksomheders udvikling har det vist sig, at 7. rammeprogram for forskning og udvikling og programmet for universitetssamarbejde, der begge har til formål at stimulere de små og mellemstore virksomheder og videnregionerne, stadig i for høj grad anvender en top down-metode. Man bør fremme »netværksintegration af videnskabelige og teknologiske ekspertisecentre, high tech-parker, strukturerede broer mellem universiteterne, erhvervslivet og det offentlige«. Man skal dog være opmærksom på, at »innovationskravet risikerer at føre til en ny opsplitning, hvis der ikke skabes nye kompetencer for at forberede borgerne på ændringer« (19). Dette betyder, at man mere alvorligt bør overveje beskæftigelsens kvalitative dimension, for »ud over øgede investeringer i forskning og udvikling, investeringer generelt og investeringer i uddannelse og efteruddannelse med henblik på videns- og informationssamfundets krav, er forbedring af arbejdslivets kvalitet en nøgle til at øge væksten i produktiviteten og virksomhedernes innovationsevne. Dette er dokumenteret i videnskabelige undersøgelser af sammenhængen mellem arbejdskvalitet og produktivitet og af den betydning, som« godt arbejde »set fra de berørte arbejdstageres side har for arbejdsmotivationen og præstationslysten« (20).

4.1.2

For så vidt angår industripolitik »kan synergi og inddragelse af alle berørte parter med henblik på at sikre vellykket gennemførelse af strukturomlægningen (…) gøre det muligt at gennemføre industriel omstilling på en socialt acceptabel måde, hvis arbejdsmarkedsparterne systematisk inddrages i foregribelsen og håndteringen af ændringerne, og hvis man konsekvent forfølger det dobbelte mål at sikre virksomhedernes konkurrenceevne og at minimere de negative sociale konsekvenser« (21).

4.1.3

I grænseregionerne kan man fremme industrielle ændringer »ved at skabe den valgfrie transnationale ramme om kollektive overenskomster, som bebudet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010« (22).

4.1.4

Udvalget støtter Europa-Parlamentets anmodning om at få en evaluering af virksomhedsudflytningerne, en opfølgning af dem på territorialt plan (mistede/oprettede arbejdspladser, jobtype, effekt på den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed) samt konkrete forslag i form af regelmæssige rapporter (23).

4.1.5

En del af de uudnyttede midler kunne supplere bevillingerne til Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, som er et nyt instrument, der midlertidigt og hurtigt yder støtte til afskedigede arbejdstagere, der er blevet ofre for globaliseringen. Samtidig bør man revidere tildelingskriterierne ved at sænke det antal afskedigede arbejdstagere, der kræves, for at fonden kan yde støtte, idet små og mellemstore virksomheder udgør 99,8 % af alle virksomheder (mikrovirksomheder 91,5 %) og har ansat 67,1 % af alle beskæftigede.

4.1.6

Som det er fastsat i de generelle bestemmelser om strukturfondene, bør man fastholde syv år som varigheden af den periode, hvor virksomheder, der har modtaget støtte, er forpligtet til ikke at flytte deres investering.

4.1.7

For så vidt angår Jeremie-initiativet, tyder en første vurdering på, at det er alt for koncentreret på foregangssektorerne, og at det ikke i tilstrækkelig grad kommer små og mellemstore virksomheder til gavn, fordi de ikke er repræsenteret i disse sektorer..

4.1.8

Ikke alle europæiske regioner vil kunne være i forreste linje i videnøkonomien, fordi de ikke råder over den nødvendige infrastruktur eller menneskelige kapital, eller fordi de på grund af deres størrelse ikke kan udnytte stordriftsfordele. De vil skulle positionere sig i forhold til de nærliggende storbyområder ved at udvikle den lokale økonomi eller specialisere sig inden for områder, hvor storbyeffekten ikke spiller så stor en rolle, eller hvor den nødvendige kritiske masse er mindre. EØSU kan ikke acceptere, at landdistrikter opfattes som landbrugsområder uden andre fremtidsudsigter.

4.1.9

Et af alternativerne findes i turistsektoren og beslægtede sektorer. Det betyder, at »en ikke-udtømmende liste over nye landboerhverv f.eks. kunne se således ud: særlig handel med lokalprodukter, traditionelle håndværksprodukter og fødevarer, idræts- og miljørelaterede fritidsaktiviteter, audiovisuelle og virtuelle aktiviteter, kulturfremme, børnepasning, lejre og herberger, naturmedicin, skønhedspleje, traditionelt byggeri og genoplivelse af ældre erhverv, internetcafé'er, fremme af fast ejendom på lokalt plan, rådgivning om nye aktiviteter, fremstilling af varer og tjenester, der sædvanligvis forbruges i boliger, særlig opmærksomhed mod ældre« (24). Der bør gives mest mulig opmærksomhed til økoturisme, der er baseret på økologisk forvaltning. Økoturismens sigte er at uddanne borgerne inden for bæredygtig udvikling og miljøvenlig udvikling, som ikke forstyrrer naturens balance. Den Europæiske Socialfond og ELFUL kan bidrage hertil.

4.1.10

Kulturturisme byder på interessante muligheder for mange regioner. I denne forbindelse »kunne EU benytte konkurrencer og belønningsordninger i sine programmer til at fremme bedste praksis i forvaltningen af tjenester vedrørende kulturturisme, især i programmet om europæiske kulturhovedstæder og det fremtidige program om fremtrædende europæiske rejsemål. EU kunne også rådgive byer og regioner, som beslutter at indgive ansøgninger til disse to programmer, og tildele dem en større finansiel støtte end i øjeblikket samt eventuelt give dem fortrinsadgang til strukturfondsbevillinger« (25).

4.2.1

EØSU deler ESPON's (26) opfattelse om, at følgerne af klimaændringerne varierer fra region til region og kræver forskellige former for indsats. I de økonomiske centre vil målet blive at fastholde den økonomiske produktivitet ved at reducere storbyøkonomiens negative effekter (luftforurening og CO2-udledning) ved at udvikle innovative og effektive kollektive transportsystemer og sikre en bedre forvaltning af det fysiske rum. I de sydeuropæiske regioner og i bjergegnene bliver den største udfordring at begrænse den kaotiske anvendelse af det fysiske rum og byggeriet. De fjernestliggende områder kræver innovative løsninger for at forbedre adgangsforholdene ved foranstaltninger, der ikke har negative langsigtede konsekvenser.

4.2.2

EØSU foreslår at styrke budgetmidlerne til og supplere Den Europæiske Unions Solidaritetsfond, der for øjeblikket yder nødhjælp i forbindelse med naturkatastrofer. For i højere grad at vise, at EU er optaget af klimaforandringerne, som kræver foranstaltninger på længere sigt, foreslår EØSU, at Solidaritetsfonden fremover medfinansierer projekter med sigte på forbyggende risikoforvaltning.

4.2.3

Der bør anvendes klare og gennemsigtige kriterier ved udvælgelsen af de programmer, der skal finansieres under forskellige budgetposter og programmer. De bør omfatte bæredygtighedskriterier, f.eks. projektets effekt på miljø, sundhed, jobskabelse eller jobtab samt EU's konkurrenceevne (27).

4.4

EØSU har flere gange talt for polycentrisme i Europa. I fjerde rapport fremhæves det økonomiske center (femkanten) og hovedstædernes stigende betydning, men også de sociale og miljømæssige omkostninger, der følger med. Udvikling af sekundære udviklingscentre, dvs. storbyområder med en udbygning af synergier og supplerende elementer mellem bycentrene og de fjerntliggende regioner. Man kunne i en rapport regelmæssigt gøre status over den socio-økonomiske situation i storbyområderne, hvilket ville kræve, at der blev udviklet et passende statistisk værktøj (28). I den forbindelse finder EØSU i øvrigt, at territoriale udviklingspagter i forbindelse med globaliseringen kunne være nyttige, især hvis de som led i en fremsynet indsats bidrog til samfundets kulturelle vækst og inddrog alle (29).

4.4.1

Efter EØSU's mening bør man navnlig i forbindelse med bymiljøet anvende modellen »et socialt ansvarligt område«, dvs. et område, der — som det hedder i Bristol-aftalen (december 2005) (30) -centrerer sin udvikling omkring bæredygtighed ved at basere sin dynamik på økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner og på de socio-økonomiske følger af befolkningens aldring. I den forbindelse bør man fortsat ubetinget støtte den inddragelse af civilsamfundets aktører i fælles beslutninger om den fremtidige udvikling, som sjette rammeprogram for forskning og udvikling anbefalede. Syvende rammeprogram omfatter specifikke aktiviteter inden for området vedrørende menneskets udvikling og aldring (31).

4.4.2

Da områder med god beskæftigelse og meget aktivitet kan række ud over de enkelte landes grænser, bør man tildele Interreg flere ressourcer for at fremme det grænseoverskridende samarbejde (32).

4.4.3

Med hensyn til regionerne i EU's yderste periferi »bifalder EØSU Kommissionens ønske om i henhold til samhørighedsmålene at fastlægge en specifik mekanisme, der kan kompensere for svagheder i regioner i den yderste periferi såvel som i regioner med permanente strukturelle handicap« (33). EØSU konstaterer, at 50 % af midlerne til FoU er koncentreret i nogle få regioner, og ønsker derfor »en styrkelse af incitamenterne til teknologioverførsel mellem regionerne«. Efter EØSU's mening bør en europæisk politik for regioner med permanente handicap hvile på tre hovedprincipper, nemlig 1) varighed (referencebegrebet udviklingsefterslæb er ikke relevant for disse regioner), 2) positiv forskelsbehandling med henblik på at sikre reel ligestilling med de øvrige regioner, og 3) proportionalitet for at tage hensyn til deres forskellige geografiske, demografiske og miljømæssige karakteristika og de deraf følgende begrænsninger. For at udligne ulighederne kan man forestille sig indgreb af socialt tilsnit såsom: »direkte støtte til visse handels- eller servicevirksomheder, specielle takster for sø- og lufttransport for lokalbefolkningen og offentlige tjenesteydelser af kvalitet« osv. (34).

4.4.3.1

Kommissionen har ret, når den fremfører, at adgangen til øer er betinget af, at der »til rejsetiden med bil eller tog skal lægges overfartstiden«. Adgangsforholdene er »et særligt problem«, som øerne skal håndtere. Kommissionen har også ret, når den understreger problemet med øernes lave indbyggertal. De fleste kan faktisk ikke klare sig alene med deres hjemmemarked. Andre problemer har dog også betydning for øernes udvikling på lang sigt, som f.eks. deres begrænsede ressourcer, naturgivne risici og sårbare miljø.

4.4.3.2

Det hedder i artikel 16 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, at »… medlemsstaterne inden for deres respektive kompetenceområde og inden for rammerne af denne traktats anvendelsesområde sørger for, at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver«.

4.4.3.4

Blandt andre instrumenter er der én enkelt model for forsyningspligtydelser til offentlige servicesektorer, hvis anvendelse på disse områder er forudset i de politiske dokumenter og retsakter i EU. Dette redskab behandles grundigt i grønbogen om forsyningspligtydelser (35).

4.4.4

EØSU erindrer om, hvor vigtigt det er at sanktionere virksomheder, der modtager europæiske tilskud, men flytter deres aktiviteter til et andet land inden for syv år. Offentlige midler skal ikke gå til spilde ved, at man præmierer nedlæggelse af arbejdspladser.

4.5.1

Ligestilling mellem kønnene figurerer eksplicit i forordninger vedrørende strukturfondene som en tværgående dimension. Det ser dog ud til, at den opmærksomhed, som dette princip har været genstand for, næsten udelukkende har vedrørt arbejdsmarkedsspørgsmål. Medlemsstaterne bør opmuntres til at anvende en integreret tilgang (eventuelt ved brug af Lissabon-strategiens integrerede retningslinjer og om nødvendigt ledsaget af individuelle anbefalinger). Med henblik på at kunne evaluere de operationelle programmer er det absolut nødvendigt at råde over kønsopdelte data.

4.5.2

For at gøre de muligt for par at få det ønskede antal børn, bør medlemsstaterne iværksætte foranstaltninger af forskellig art, f.eks. »direkte økonomisk støtte, favorabel skatteordning samt udbud af faciliteter og tjenesteydelser« (forskellige former for vuggestuer, bl.a. virksomhedsdrevne vuggestuer), skoler, der er åbne hele dagen, og betalingsydelser; i forbindelse med disse infrastrukturer er det vigtigt at garantere ikke blot kvantitet men også kvalitet (36). EØSU minder desuden om, at medlemsstaterne efter Det Europæiske Råd i Barcelona (juni 2002) blev enige om at »tilstræbe at tilbyde børnepasning for mindst 90 % af alle børn i aldersgruppen fra tre år til den skolepligtige alder og for mindst 33 % af alle børn under tre inden udgangen af 2010«. Der bør desuden fastsættes »et mindstebeløb for de offentlige midler, der afsættes til familier og børn, altså en investering i fremtiden, for at undgå, at de eventuelt opsluges af samfundets udgifter til det stigende antal ældre — udgifter som de ældre vælgere kunne formodes at prioritere« (37). I denne forbindelse kunne man overveje at oprette en demografifond. Formålet skulle være at yde støtte til nationale tiltag, der tager sigte på at øge fødselsraten og kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet ved at øge det europæiske bidrag til finansieringen af pasningsinstitutioner for børn og ældre samt investere i renovering/modernisering af skoler, navnlig i landdistrikterne.

4.5.3

Sideløbende med demografistøtten »skal man derfor opretholde og forbedre børnenes sundhed og sikkerhed, give alle en uddannelse af høj kvalitet, tilbyde forældre hjælpe- og støtteydelser, således at de kan opfylde deres behov og klare deres vanskeligheder. Familier og børn, der lever i stor fattigdom, bør have særlig opmærksomhed. Samme bemærkning gælder for dem, der har behov for særlig støtte, samt dem, der har indvandrerbaggrund. Selv om det står klart for EØSU, at den europæiske befolkning bliver ældre, og at fornyelsen af generationerne er nødvendig for kontinentets overlevelse påpeger det, at absorberingen af den udbredte arbejdsløshed, adgang til varig beskæftigelse for de 25-35-årige og en reel jobsikkerhed i almindelighed skulle gøre det muligt at forvalte pensioneringen (enten aktiv eller ej) uden problemer« (38). Den Europæiske Socialfond bør yde et stort bidrag til dette formål.

4.5.4

EØSU finder også, »at der på EU-plan [bør] fastsættes en række fælles målsætninger vedrørende adgangen til en bolig og minimumsstandarder for boligkvaliteten, der definerer begrebet ordentlig bolig« (39).

4.5.5

De europæiske finansielle institutioner [bør kunne] afsætte midler til meget lav rente til programmer for byggeri til unge, familier med børn, indvandrere, ældre og handicappede og sociale risikogrupper osv. for at fremme mobiliteten hos arbejdstagerne, skabe socialt blandede kvarterer og sikre udgifter, der er til at betale for beboerne. (…) EØSU bemærker, at Jessica-programmet vil tilføre elementer til oprettelsen af en garantifond til store sociale boligprojekter og beder om, at man i midtvejsevalueringen af strukturfondene analyserer dette spørgsmål (40).

4.6.1

De territoriale udviklingspagter, der er omhandlet i svar 2.1, giver en interessant tilgang til besvarelsen af dette spørgsmål, for så vidt som mangfoldigheden af situationer og konkrete udfordringer gør det nødvendigt at mobilisere instrumenter og forskellige kompetencer (jf. 1.1). Arbejdsmarkedets parter, der siden 2002 forelægger en rapport om deres involvering i livslang læring på Det Europæiske Råds forårsmøde, skal inddrages aktivt.

4.6.2

EØSU vil gerne minde om, »at støtte fra EU og medlemsstaternes regeringer til bredbåndsinternetforbindelser (41), der giver adgang til e-læringssystemer, er en vigtig forudsætning for at kunne anvende ikt inden for livslang læring, navnlig i EU's landdistrikter og små byer. (…) EØSU anmoder i den forbindelse Europa-Kommissionen om at lade bredbåndsadgang indgå som led i en bredere strategi, der skal give e-adgang status som en almennyttig tjeneste. (…) Man bør være særlig opmærksom på faren for, at der kan opstå en generationskløft« (42).

4.7.1

EØSU gentager på det kraftigste sin modstand mod ethvert forsøg på at renationalisere samhørighedspolitikken, der afgjort giver en europæisk merværdi hvad angår solidaritet, vækst og beskæftigelse, og hvis konkrete udtryk er synlige for de europæiske borgere.

4.7.2

EØSU minder om, at i henhold til traktaten (artikel 2, 158 og 159) skal alle politikker — fællesskabets politikker samt nationale, tværgående og sektorpolitikker — medvirke til at nå målet om samhørighed. Der skal derfor tages hensyn til samhørighed og navnlig dens territoriale dimension i de integrerede retningslinjer og konsekvensanalyserne (43).

4.7.3

EØSU ser med tilfredshed på, at regeringskonferencen har indføjet territorial samhørighed i EU's mål, og Kommissionens forslag om at etablere en ny afdeling vedrørende territorial samhørighed i GD REGIO. Denne afdeling skal sørge for, at sektorpolitikkerne tilnærmer sig målet om samhørighed. Navnlig bør man se på de budgetmæssige afgrænsninger, der er defineret i stabilitets- og vækstpagten og disses konsekvenser for finansieringen af de transeuropæiske net og mere præcist på de manglende strækninger, for så vidt som de projekter, der kan få EU-støtte, kræver medfinansiering fra de nationale myndigheders side.

Opmærksomheden bør henledes på en række overordnede retningslinjer. Visse af disse forekom allerede i traktaterne, andre er blevet indført efter regeringskonferencen i 2007. Deri hedder det:

Der bør ligeledes tages højde for bestemmelserne i Chartret om grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i traktaten om Den Europæiske Union (artikel 6) i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af strukturpolitikkerne.

4.7.4

EØSU beklager meget, at denne høring ikke omhandler den rolle, som arbejdsmarkedets parter og organisationerne i civilsamfundet spiller i udformningen, udarbejdelsen og gennemførelsen af strukturfondene. Deres inddragelse er uundværlig med henblik på at tilpasse de medfinansierede projekter til realiteterne og til deres behov, for så vidt disse er en del af de strategiske retningslinjer. »EØSU ser gerne, at der fremover opstilles indikatorer for høringsprocessen vedrørende de strategi- og planlægningsdokumenter, som udarbejdes i medlemsstaterne. (…) Medlemsstaterne bør forklare, hvorledes de sørger for feedback om, hvordan partnerskabsprincippet sættes i værk for opfølgningsudvalgenes vedkommende. Det er EØSU's overbevisning, at medlemsstaterne og de regionale myndigheder i større udstrækning bør udnytte det potentiale, som civilsamfundsorganisationerne rummer, og inddrage dem i udformningen af fremmeplaner samt støtte de initiativer, der udgår fra græsrødderne, ved til dette formål at afsætte passende finansielle midler til fremme- og informationstiltagene vedrørende strukturfondene. Man bør ligeledes, når det gælder grænseoverskridende eller interregionale programmer, fremme fælles høringer og socio-professionelle partnerskaber, som også bør være grænseoverskridende eller interregionale« (44).

4.7.5

I forlængelse af Open Days-arrangementerne og initiativet Regioner for økonomisk forandring er EØSU stærk tilhænger af følgende:

Der bør navnlig sættes fokus på udveksling af erfaringer og bedste praksis.

4.8.1

EØSU mener, at et forum for dialog mellem storbyområder og Kommissionen vil kunne fremme polycentrisme og forbedre kendskabet til disse områder. Der kunne nedsættes en arbejdsgruppe for at fastlægge og udveksle god praksis (48).

4.8.2

Juridiske enheder, som etableres både under EGGS og andre strukturfonde, skal være ansvarlige for koordineringen af de forskellige finansieringskilder og for forberedelse og gennemførelse af finansieringsprojekter til støtte for den industrielle udvikling i den pågældende region. Denne finansiering bør være tilgængelig for repræsentanter for de forskellige involverede parter i regionerne. Etablering af sådanne juridiske enheder kan udgøre et incitament til grænseoverskridende samarbejde og give sådanne regioner en større identitetsfølelse samt øge deres ønske om at harmonisere regelsæt (49).

4.8.3

Inden for disse rammer skal der afholdes fælles høringer og oprettes henholdsvis grænseoverskridende eller interregionale socioprofessionelle partnerskaber og den sociale dialog skal fremmes, blandt andet ved at skabe den valgfrie transnationale ramme om kollektive overenskomster, som bebudet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010 (50).

4.8.4

For at fremme samhørigheden kunne regionerne også indlede et samarbejde på energiområdet set i lyset af den afgørende betydning, som dette område har for produktionsomkostningerne, familierne og den økonomiske udvikling. Et sådant samarbejde kunne tage form af indbyrdes energihandel mellem de regioner, der råder over flere og billigere energiressourcer end de fattigere regioner. Dette er i dag muligt ved at anvende et reguleret, men mere åbent netværkssystem og ved at tage »el-børsen« i brug.