Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006IP0346

    Europa-Parlamentets beslutning om forbindelserne mellem EU og Kina (2005/2161(INI))

    EUT C 305E af 14.12.2006, p. 219–232 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    52006IP0346

    Europa-Parlamentets beslutning om forbindelserne mellem EU og Kina (2005/2161(INI))

    EU-Tidende nr. 305 E af 14/12/2006 s. 0219 - 0232


    P6_TA(2006)0346

    Forbindelserne EU/Kina

    Europa-Parlamentets beslutning om forbindelserne mellem EU og Kina (2005/2161(INI))

    Europa-Parlamentet,

    - der henviser til, at det i 2005 var 30 år siden, at de diplomatiske forbindelser mellem EU og Kina blev etableret,

    - der henviser til det strategiske partnerskab mellem EU og Kina, der blev etableret i 2003,

    - der henviser til den primære retlige ramme for forbindelserne med Kina, nemlig handels- og samarbejdsaftalen mellem EF og Kina, der blev undertegnet i maj 1985, og som omfatter økonomiske og handelsmæssige forbindelser og samarbejdsprogrammet mellem EU og Kina [1],

    - der henviser til Kommissionens politiske oplæg med titlen "På vej mod et fuldmodent partnerskab: fælles interesser og udfordringer i forholdet mellem EU og Kina" (KOM(2003)0533), som blev godkendt af Det Europæiske Råd den 13. oktober 2003,

    - der henviser til Kinas første politiske oplæg om EU nogensinde af 13. oktober 2003,

    - der henviser til den politiske dialog mellem EU og Kina, som formelt blev indledt i 1994 i anerkendelse af Kinas status som en ny stormagt i det internationale samfund,

    - der henviser til menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, som blev indledt i januar 1996 og afbrudt samt genoptaget i 1997, til trojkaens besøg i Xinjiang i oktober 2005 inden for rammerne af menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, og til seminaret om menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina, der blev afholdt i London i december 2005, og som Europa-Parlamentet deltog i som observatør,

    - der henviser til de aktuelle sektordialoger mellem Kina og Kommissionen, f.eks. den nyligt lancerede dialog om beskæftigelse og dialogen om intellektuel ejendomsret,

    - der henviser til forsknings- og teknologiaftalen mellem EF og Kina, som trådte i kraft i 2000 og blev fornyet i 2004 [2],

    - der henviser til aftalen med Kina, der blev undertegnet den 30. oktober 2003, om samarbejde inden for rammerne af EU's satellitaktionsprogram Galileo,

    - der henviser til det 8. topmøde mellem EU og Kina, som fandt sted i Beijing i september 2005, til den fælles erklæring, der blev undertegnet som konklusion på dette topmøde, og til det kommende 9. topmøde mellem EU og Kina, som afholdes i Finland i anden halvdel af 2006,

    - der henviser til den fælles erklæring om klimaændringer, der blev undertegnet på det 8. topmøde mellem EU og Kina, og dens forpligtelse til at udvikle og demonstrere i Kina og EU avanceret kulteknologi med næsten nuludslip via kulstofsopfangning og -lagring (CCS),

    - der henviser til den 10. nationale folkekongres ( 5.- 14. marts 2006) og den rapport fra premierminister Wen Jiabaos regering, der blev offentliggjort på kongressen,

    - der henviser til sine to seneste interparlamentariske møder med Kina, som fandt sted i henholdsvis Beijing, Shanghai og Hainan i marts 2004 og i Bruxelles i oktober 2005,

    - der henviser til sine seneste beslutninger om Kina, og navnlig beslutningerne af 13. oktober 2005 om perspektiverne for de handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina [3], af 8. september 2005 om krænkelser af menneskerettighederne i Kina, navnlig hvad angår religionsfrihed [4], af 28. april 2005 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2004 og EU's menneskerettighedspolitik [5] og af 11. april 2002 om EU's strategi over for Kina [6],

    - der henviser til EU's våbenembargo, der blev indført efter urolighederne på Tiananmen-pladsen i juni 1989, og som Parlamentet støttede i sin beslutning af 2. februar 2006 [7] om de vigtigste aspekter og de principielle valg inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

    - der henviser til sin beslutning af 7. juli 2005 om forbindelserne mellem EU, Kina og Taiwan samt sikkerheden i Det Fjerne Østen [8],

    - der henviser til sine tidligere beslutninger om Tibet og menneskerettighedssituationen i Kina og sine beslutninger af 18. november 2004 [9], 13. januar 2005 [10] og 27. oktober 2005 [11] om sagen vedrørende Tenzin Delek Rinpoche, der blev fængslet og tortureret, og hvis liv derfor var i fare,

    - der henviser til manglen på fremskridt i menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina,

    - der henviser til forretningsordenens artikel 45,

    - der henviser til betænkningen fra Udenrigsudvalget og udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget (A6-0257/2006),

    A. der henviser til, at det strategiske samarbejde mellem EU og Kina er af stor betydning for forbindelserne mellem EU og Kina, og at et ægte strategisk samarbejde skal baseres på fælles værdier,

    B. der henviser til, at "Et-Kina-princippet" bidrager til en fredelig løsning af Taiwan-spørgsmålet gennem konstruktiv dialog,

    C. der henviser til, at grundlaget for partnerskabet mellem EU og Kina ud over demokratiske værdier bør være troværdighed, stabilitet og ansvarlighed,

    D. der henviser til, at det er afgørende at styrke EU's forbindelser med Kina for at imødekomme udfordringer vedrørende f.eks. klimaændringer, sikkerhed og ikke-spredning af våben,

    E. der henviser til, at Kina alene udgør den største udfordring for globalisering af verdenshandelen, og at landet oplever en eksplosiv økonomisk vækst med skønnede årlige vækstrater på ca. 9%,

    F. der henviser til, at den kraftige økonomiske vækst i Kina samt landets status i kraft af, at det er permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd og af Verdenshandelsorganisationen (WTO), indebærer, at landet får et stadig større internationalt ansvar,

    G. der henviser til, at antallet af sektordialoger mellem EU og Kina er steget væsentligt i de seneste år,

    H. der henviser til, at EU er Kinas største handelspartner og den største investor i Kina, og at Kina er EU's næststørste handelspartner; der henviser til, at handelsforbindelser og økonomiske forbindelser har overskygget spørgsmålet om demokratiske reformer, respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet,

    I. der henviser til, at medlemskab af WTO giver både EU og Kina en række rettigheder og forpligtelser; der endvidere henviser til, at adskillige af disse forpligtelser stadig ikke overholdes og gennemføres tilstrækkeligt fra kinesisk side, især hvad angår beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, national behandling og gennemsigtighed,

    J. der henviser til, at 70 % af de samlede kopivarer, der beslaglægges på det europæiske marked, stammer fra Kina, og at toldmyndighederne hvert år beslaglægger næsten fem millioner forfalskede beklædningsgenstande og -tilbehør;

    K. der henviser til, at status som et land med markedsøkonomi er et økonomisk og ikke et politisk instrument; der henviser til, at Kina skal forbedre sin indsats for at opnå en sådan status,

    L. der henviser til, at handelsforbindelserne mellem Unionen og Kina forudsætter gensidig markedsadgang med retsgrundlag i WTO's bestemmelser og bestemmelserne om bæredygtig og loyal konkurrence,

    M. der henviser til, at den kinesiske ledelse i sin hvidbog fra 2005 om opbygning af politisk demokrati i Kina af 2005 bekræfter, at det kinesiske kommunistparti har forrang i Kinas socialistiske styreform,

    N. der henviser til, at Kina i dag har et tæt landsdækkende netværk af domstole, hvilket vidner om betydelige fremskridt i forhold til situationen for ca. tre årtier siden,

    O. der henviser til, at en talsmand for den kinesiske højesteret på den 10. nationale folkekongres ( 5.- 14. marts 2006) meddelte, at Kina ikke ville afskaffe den internationalt kritiserede dødsstraf, fordi Kina stadig er et udviklingsland i socialismens tidlige fase,

    P. der henviser til, at antallet af henrettelser er en statshemmelighed i Kina, men at der ifølge kinesiske juristers skøn hvert år er ca. 8000 mennesker, der dør på denne måde,

    Q. der henviser til, at den kinesiske sikkerhedstjeneste i 2005 registrerede 87000"demonstrationer med massiv deltagelse", hvilket udgør en stigning på 6,6 % i forhold til 2004,

    R. der henviser til, at den kinesiske ledelses politikker for et harmonisk samfund og opbyggelse af nye socialistiske landsbyer i henhold til advarsler fra kinesiske samfundsforskere afspejler Kinas aktuelle vanskelige overgangsfase til markedsøkonomi,

    S. der henviser til, at Kina i 1976 indførte en etbarnspolitik, der i øjeblikket drøftes under den interessante titel "Vil Kina blive gammelt, før det bliver rigt?",

    T. der henviser til, at Kina forviste the Friedrich Naumann Foundation fra Beijing i 1996,

    U. der henviser til, at Kina i marts 2004 indførte en bestemmelse i landets forfatning om, at staten ville respektere og sikre overholdelse af menneskerettighederne; der henviser til, at Kina har undertegnet, men ikke ratificeret den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder,

    V. der henviser til, at der til stadighed fremlægges foruroligende rapporter om personer, der fængsles af politiske årsager, navnlig medlemmer af religiøse og etniske mindretal, påstande om tortur, omfattende brug af tvangsarbejde, hyppig brug af dødsstraf og systematisk krænkelse af religionsfriheden, ytringsfriheden og pressefriheden, herunder friheden til brug af internettet,

    W. der henviser til, at nye bestemmelser om religiøse anliggender trådte i kraft den 1. marts 2005,

    X. der henviser til, at FN's Menneskerettighedskommissions arbejdsgruppe om tvungne eller ufrivillige forsvindinger fremhævede, at dets møde i Genève i april 2006 faldt sammen med, at Gedhun Choekyi Nyima, Panchen Lama af Tibet, der blev bortført af de kinesiske myndigheder mod sin og forældrenes vilje, da han var seks år gammel, fyldte 17,

    Y. der henviser til, at der i perioden 20. november- 2. december 2005, næsten ti år efter den oprindelige anmodning, langt om længe blev gennemført et besøg i Kina af FN's særlige rapportør om tortur; der henviser til, at FN's særlige rapportør om religions- og trosfrihed imidlertid ikke har fået lov til at gennemføre et besøg med henblik på at følge op på det besøg, som hans forgænger foretog i november 1994, og at Kina ikke har udsendt en stående invitation, således at FN's Menneskerettighedskommission kan gennemføre alle de tematiske procedurer,

    Z. der henviser til, at FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR) fortsat opfordrer Kina til at udstede hensigtsmæssige nationale forordninger om flygtninge og til at forbedre adgangen for asylansøgere fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), der har behov for international beskyttelse,

    AA. der henviser til, at der ifølge indberetningen fra Kinas højesteret fra 2005 var ca. 400 borgere, der blev dømt for politiske lovovertrædelser i 2004, hvilket er 25 % mere end året før,

    AB. der henviser til, at Kina i henhold til Dui Hua Foundation, som har fået "særlig høringsstatus" af FN's Økonomiske og Sociale Råd, i øjeblikket holder mellem 3000 og 3500 mennesker fængslet for at "udgøre en trussel mod den offentlige sikkerhed",

    AC. der henviser til, at internetportalen "Google" har accepteret de restriktioner, som de kinesiske myndigheder har indført, og som indebærer begrænset adgang til hjemmesider, der indeholder kritiske elementer og ord såsom "Taiwan", "uafhængighed", "Tibet" eller "Tiananmen",

    AD. der henviser til, at nyhedstjenesterne Reuters og BBC den 14. marts 2006 bragte oplysninger om et åbent brev (af 2. marts 2006) fra flere tidligere højtstående medlemmer af Kinas kommunistiske parti, der kritiserede den skærpede censur af pressen,

    AE. der henviser til, at kampagnen i den autonome region Xinjiang Uighur, der sigter mod at bekæmpe "de tre onder" ekstremisme, separatisme og terrorisme, fortsætter, og at den ifølge de statslige medier har resulteret i adskillige anholdelser sidste år,

    AF. der henviser til, at det på grund af den kinesiske regerings strenge kontrol med oplysninger om de tibetanske områder i Kina og adgangen til disse er svært at vurdere det præcise omfang af menneskerettighedskrænkelserne,

    AG. der henviser til, at de kinesiske ledere fremhæver den "fredelige fremgang" eller "fredelige udvikling", når de omtaler Kinas beundringsværdige tilbagevenden på den internationale scene,

    AH. der henviser til, at muligheden for en tilnærmelse mellem Kina og Taiwan bør forblive åben; der henviser til, at en sådan genforening bør opnås på fredelig vis gennem dialog og diplomati, samtidig med at der skal tages højde for ønsket blandt befolkningerne på begge AJ.sider,

    AI. der henviser til, at der ligger politiske og ikke økonomiske årsager til grund for AK.forværringen i bilaterale forbindelser mellem Kina og Japan,

    AJ. der henviser til, at den aktuelle amerikanske kurs over for Kina som en genopstående magt kan karakteriseres gennem konceptet "con-gagement", der er en kombination af to strategier: inddæmning og inddragelse ("containment" og "engagement"),

    AK. der henviser til, at Kinas engagement og indflydelse i Afrika er blevet væsentligt større gennem de seneste ti år,

    AL. der henviser til, at Kina opretholder omfattende finansielle og handelsmæssige forbindelser med Den Islamiske Republik Iran (udvinding og import af olie og gas samt AN.eksport af våben) og vil kunne spille en afgørende rolle med hensyn til at overtale Iran til at indtage en mere samarbejdsvillig holdning til atomare spørgsmål,

    AM. der henviser til, at Kina samarbejder med nabolandene som led i Shanghai-Samarbejdsorganisationen (SCO),

    AN. der henviser til, at Kina og Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN) i 2002 vedtog at oprette en frihandelszone mellem ASEAN og Kina,

    AO. der henviser til, at både Kommissionen og Europa-Parlamentet i de seneste år har udvist konstant opmærksomhed over for Macau og Hongkong,

    Samarbejde mellem EU og Kina

    1. glæder sig til, at det strategiske partnerskab mellem EU og Kina udvikles, og til det tættere samarbejde, som dette vil føre til på en lang række områder; opfordrer indtrængende Rådet og Kommissionen til at udarbejde en konsekvent og sammenhængende politik over for Kina;

    2. glæder sig over Kommissionens arbejde i sektordialogerne med Kina, som i øjeblikket omfatter en lang række emner fra miljøspørgsmål til sociale anliggender og menneskerettigheder, og anmoder om, at Parlamentet med jævne mellemrum underrettes om de fremskridt, der gøres;

    3. opfordrer Kina og EU til at opbygge deres partnerskab og bilaterale forbindelser på grundlag af såvel gensidig åbenhed som troværdighed, stabilitet, ansvarlighed og gensidig forståelse; opfordrer indtrængende både Kina og EU til at forbedre deres samarbejde på dette grundlag med henblik på at spille en stabil, ansvarlig og troværdig rolle i det internationale samfund;

    4. beklager, at øget samhandel og stærkere økonomiske forbindelser med Kina ikke har ført til væsentlige fremskridt, hvad angår demokrati, menneskerettigheder og retsstaten, som er grundlæggende elementer i den politiske dialog mellem Kina og EU; mener i den forbindelse, at udviklingen af handelsforbindelser med Kina må gå hånd i hånd med udviklingen af en reel, frugtbar og effektiv politisk dialog;

    Den økonomiske situation

    5. bemærker, at EU efter udvidelsen overtog Japans status som Kinas største handelspartner, og at Kina samtidig udviklede sig fra at være EU's tredjestørste handelspartner til at blive den næststørste efter USA;

    6. bemærker, at Kina i 2005 havde et overskud på handelsbalancen på 102 mia. USD, hvilket er mere end dobbelt så meget som i det foregående referenceår (32 mia. USD), og at valutareserverne i 2005 var på ca. 819mia. USD, hvilket svarer til en stigning på 209 mia. USD i forhold til det foregående år; gør opmærksom på, at Kina, hvis denne tendens fortsætter, sandsynligvis vil råde over mere end 1000 mia. USD i valutareserver ved udgangen af 2006, hvilket gør Kina til den nation i verden, der har de største valutareserver, og at de foreløbige prognoser for 2006 peger på en kapitaltilførsel på omkring 50 mia. USD, primært i langsigtede direkte private investeringer; glæder sig i denne forbindelse over, at Kina er begyndt at slække på fastsættelsen af landets valuta (renmimbi yuan) i forhold til den amerikanske dollar, og at landet derfor ikke er imod en eventuel revaluering af landets valuta; mener, at advarsler om utilstrækkelige risikotillæg i forbindelse med långivning skal tages alvorligt;

    7. noterer sig Kinas hastige økonomiske udvikling, som har gjort landet til verdens fjerdestørste økonomi målt i dollar, selv til den nuværende lave kurs; anmoder derfor Kommissionen om at lægge politisk og økonomisk pres på Kina med henblik på at smidiggøre kursen på den kinesiske valuta, som holdes kunstigt nede, hvilket er i strid med den progressive liberalisering af verdenshandelen; opfordrer Kina til gradvist at frigive sin valutakurs; opfordrer Kina til inden dette tidspunkt så hurtigt som muligt at erstatte dollar-bindingen med binding til en valutakurv, der også indeholder euroen;

    8. er bekymret over tendensen til ulighed og urimelig fordeling af velstand, massearbejdsløshed og ukontrolleret urbanisering, stigende kriminalitet og korruption og ikke mindst Kinas miljøproblemer,

    9. erkender, at Kina er mere end et hurtigtvoksende marked; understreger, at den igangværende teknologiske revolution i et land af denne størrelse har en enorm indvirkning på den globale økonomi;

    10. mener, at en afbalanceret økonomisk udvikling er af stor betydning for både Kina og EU; understreger, at en stagnation i den kinesiske økonomi på grund af ukontrolleret vækst er en alvorlig trussel mod både Kinas interne stabilitet og den globale økonomi; erkender, at hurtig økonomisk vækst i Kina udgør en enorm udfordring for den indsats, der gøres på globalt plan, for at håndtere klimaændringer, idet det forventes, at CO2-emissioner fra kulfyrede kraftværker vil blive fordoblet inden 2030;

    11. roser Kommissionen for at tage initiativ til i løbet af efteråret 2006 at offentliggøre en langsigtet strategi for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem Den Europæiske Union og Kina med henblik på at give mulighed for mere hensigtsmæssigt at forudse virkningerne af Kinas økonomiske udvikling og undgå ad hoc-beslutninger samt på denne måde opnå, at Kina ikke længere betragtes som en trussel, men som en udfordring og en potentiel partner;

    12. understreger, at videreudvikling af de positive handelsforbindelser også bør føre til menneskerettighedsreformer; mener, at EU ikke bør ophæve våbenembargoen, før der foreligger en juridisk bindende adfærdskodeks om våbeneksport, og før forholdene på menneskerettighedsområdet, og hvad angår borgerlige og politiske frihedsrettigheder — herunder urolighederne på Tiananmen-pladsen — er blevet behørigt behandlet;

    13. opfordrer Kina til at udvikle et stabilt og troværdigt investeringsklima for udenrigshandel og industri og til at prioritere forbedring af retssikkerheden for udenlandske virksomheder højst;

    14. minder Kina om, at yderligere åbning af markedet for udenlandske virksomheder og investeringer, navnlig i telekommunikationssektoren, banksektoren og sektoren for finansielle tjenesteydelser, bør betragtes som en nødvendig del af det strategiske partnerskab; opfordrer Kina til at reformere sit marked og sit økonomiske system tilsvarende og i højere grad at overholde og gennemføre antidumpingbestemmelserne;

    15. opfordrer Den Europæiske Union til — som følge af resultaterne af den anti-dumpingundersøgelse, der er udarbejdet i fodtøjssektoren, som afslørede statslige indgreb og social dumping i Kina, og af de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet for at rette op på denne konkurrenceforvridning — at sikre, at Unionens handelspartnere, herunder Kina, overholder reglerne for loyal og bæredygtig international handel; opfordrer Kommissionen til i forbindelse med sine kommende overvejelser om anvendelsen af antidumping at forenkle de procedurer, der sigter imod at fremme små og mellemstore virksomheders anvendelse af antidumping-mekanismer, og kræver endvidere større åbenhed, hvad angår antidumping-procedurerne;

    16. er af den opfattelse, at EU som led i bestræbelserne på at modernisere og liberalisere det kinesiske banksystem bør fortsætte med at arbejde tæt sammen med de kinesiske myndigheder med henblik på indførelse af de internationale regnskabsstandarder og Basel II-standarderne, hvilket vil bidrage til at øge sikkerheden for EU-investorer;

    17. glæder sig over den hastigt fremadskridende modernisering af den kinesiske finansielle sektor; understreger dog, at det er yderst vigtigt at sikre en smidig overgang for at undgå finansiel ustabilitet med mulige konsekvenser på tværs af de globale finansielle markeder; mener navnlig, at en skadelig konkurrence på lovgivningsområdet — et "race to the bottom" — mellem globale finansielle markeder bør undgås; foreslår derimod, at de lovgivende myndigheder i de større lande i hele verden fremmer standarder af højeste kvalitet; minder om, at EU selv er underlagt den globale konvergens mellem regnskabsstandarder (International Financial Reporting Standards), revisionsstandarder (International Standards on Auditing), kapitalkrav til kreditinstitutioner (Basel II), hvidvaskning af penge og kampen mod finansiering af terrorisme (anbefalingerne fra den finansielle taskforce vedrørende hvidvaskning af penge — FATF) og lovgivningen på værdipapirområdet (standarderne fra Den Internationale Børstilsynsorganisation); påpeger, at EU er rede til eventuelt at tilbyde sin ekspertise og bistand til de kinesiske myndigheder ved gennemførelsen af konvergens;

    18. mener, at der i Kina er betragtelige forskelle i den regionale udvikling og mere generelle indkomstforskelle, og at den nye kinesiske regering er nødt til at forpligte sig til at håndtere disse problemer med hjælp og ekspertise fra Kommissionen;

    19. opfordrer Kina til i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter at anvende en gennemsigtig og fair procedure, som giver udenlandske virksomheder lige muligheder for at deltage;

    20. mener, at den kinesiske industris piratkopiering og forfalskning af europæiske produkter og varemærker er en alvorlig overtrædelse af de internationale handelsbestemmelser; opfordrer indtrængende Kina til at forbedre beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder betragteligt for både kinesiske og udenlandske opfindelser; opfordrer Kina til at håndhæve den gældende lovgivning om beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder; glæder sig over, at der ved universitetet i Beijing er oprettet et professorat for intellektuelle ejendomsrettigheder;

    21. erkender, hvor vigtigt det er for Kina at have status som markedsøkonomi; understreger imidlertid, at denne status som markedsøkonomi er et økonomisk mere end et politisk instrument; opfordrer indtrængende Kina til at begrænse statens indblanding i økonomien og til at forbedre landets ydeevne, for så vidt angår den mangelfulde overholdelse af selskabsstyrings- og regnskabssystemer og de ineffektive konkursbestemmelser;

    22. bemærker, at de seneste problemer i skobranchen illustrerer nødvendigheden af, at Kina vedtager en mere hensigtsmæssig antidumpingpolitik; understreger, at der i betragtning af Kinas WTO-medlemskab er behov for denne politik hurtigst muligt;

    23. opfordrer Rådet og Kommissionen til at erkende, at de problemer, som tekstil-, beklædnings- og skosektoren har været udsat for, er systemiske, og opfordrer Kommissionen til i forbindelse med ændringen af sin strategi for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Kina at rette op på de eksisterende ubalancer og imødegå udfordringerne;

    24. opfordrer Kina til at føre en økonomisk politik, der i højere grad er baseret på socialt forbrug (uddannelse, sundhed, pensioner osv.) og privatforbrug og mindre på investeringer og eksport;

    25. opfordrer Kommissionen til at støtte de kinesiske myndigheder i deres kamp imod krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder samt imod piratkopiering;

    Den interne situation

    26. deler den opfattelse, at Kinas fremtidige udvikling i øjeblikket er vanskelig at forudsige og hovedsageligt vil afhænge af interne forhold som f.eks. fortsat problemløs udvikling af økonomien og gradvis forbedring af levestandarden for hovedparten af befolkningen;

    27. er helt enig i den konklusion, der nås frem til i ovennævnte hvidbog, nemlig at det vil være nødvendigt at styrke begrebet demokrati samt bevidstheden om juridiske begreber i det kinesiske samfund som helhed;

    28. understreger, at den hurtige socioøkonomiske modernisering af Kina bør kombineres med den nødvendige politiske pluralisme og modernisering af institutionerne, hvortil der kan hentes omfattende inspiration fra landets egne kilder som f.eks. værker af de liberale reformatorer fra slutningen af det 19. århundrede, og navnlig Sun Yat-Sens grundlæggende tanker;

    29. mener, at Kinas fremtid rummer store udfordringer, hvad angår social sikkerhed, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, retten til at danne fagforeninger, arbejdsmarkedsforhold og social dialog; opfordrer Kina til at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations konventioner, navnlig konvention 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og konvention 98 om kollektive overenskomster, og til at overholde organisationens rammebestemmelser, hvad angår effektiv bekæmpelse af enhver form for moderne slaveri, børnearbejde og grov udnyttelse af især de kvindelige arbejdstagere med henblik på at sikre respekten for arbejdstagernes grundlæggende rettigheder og forhindre social dumping; opfordrer Kommissionen til at intensivere og med jævne mellemrum orientere om den strukturerede dialog med dens kinesiske partnere på disse områder;

    30. mener, at det virker mod hensigten at afvise retten til at skabe uafhængige fagforeninger i lyset af de tiltagende protester og demonstrationer blandt arbejdstagere i hele Kina, der klager over tvungen suspendering fra arbejdspladsen, udeblevne lønninger og andre ydelser, korruption blandt tjenestemænd samt dårlig ledelse; opfordrer derfor den kinesiske regering til at anerkende arbejdstagernes grundæggende ret til ytrings-, foreningsfrihed og strejkeret;

    31. gør opmærksom på Kinas tiltagende problem med børnearbejde og de dårlige arbejdsvilkår, som landets børnearbejdere står over for på trods af, at børnearbejde er forbudt i henhold til kinesisk arbejdsmarkedslovgivning; opfordrer derfor indtrængende de kinesiske myndigheder til ikke alene at fremme håndhævelsen af lovgivningen, men også at tage hånd om de grundlæggende årsager til børnearbejde, såsom tiltagende økonomiske uligheder, hurtigt vekslende samfundsstrukturer og skolesystemets manglende evne til at stille tilstrækkelig skolegang til rådighed for alle børn til en overkommelig pris;

    32. er bekymret over den rystende sociale og økonomiske forskelsbehandling af Kinas 150 millioner vandrende arbejdstagere fra landdistrikterne; noterer sig de foranstaltninger, som den kinesiske regering har truffet for at løse problemet, sådan som det fremgår af det nye regeringsprogram, der blev offentliggjort den 28. marts 2006, og agter nøje at følge gennemførelsen af denne nye politik;

    33. opfordrer Den Europæiske Union til fortsat nøje at følge situationen i Macao og Hongkong og håber, at de positive aspekter af disse erfaringer vil tjene som eksempel og inspiration til den politiske proces i Kina;

    34. mener, at det kinesiske kommunistparti vil forblive en stat i staten, så længe Kina ikke er en retsstat, og dermed vil være meget sårbart over for alvorlige tilfælde af magtmisbrug, f.eks. det landsomfattende onde, der består i korruption blandt ledere, hvilket undergraver chancerne for at skabe et samfund, der bygger på retsstatsprincippet;

    35. tilslutter sig den kritik, der er rejst i kinesiske juridiske tidsskrifter om, at artikel 126 i den kinesiske forfatning også bør omfatte et forbud mod det kinesiske kommunistpartis eller den kinesiske regerings indblanding i retssager;

    36. forventer, at der gøres en fornyet indsats for at styrke domstolenes uafhængighed, og har tillid til, at den gradvise udskiftning af ukvalificerede dommere med kompetente jurister vil bremse korruptionen i retssystemet og derved fremme befolkningens tillid til denne grundlæggende statsinstitution;

    37. glæder sig over, at præsidenten for den kinesiske højesteret på den 10. nationale folkekongres lovede, at ankesager i forbindelse med dødsdomme fra og med juli 2006 ville blive behandlet for åbne døre; forventer, at der bliver fulgt op på dette løfte;

    38. opfordrer indtrængende den kinesiske regering til at afskaffe dødsstraffen og indføre et effektivt moratorium for dem, der allerede er dømt til døden; bemærker det markante signal fra kinesiske jurister, der mener, at der kun bør idømmes dødsstraf i tilfælde af grove, voldelige forbrydelser i modsætning til den nuværende situation, hvor 68 lovovertrædelser, hvoraf halvdelen ikke er grove forbrydelser, straffes med døden; er bekymret over, at Kina eksekverer langt flere dødsdomme end noget andet land i verden; opfordrer Kina til at offentliggøre, hvor mange dødsdomme landet officielt eksekverede i 2005-2006;

    39. støtter kraftigt kravet fra professor Liu Renwen, der er jurist og medlem af det kinesiske akademi for socialvidenskab, om, at den illegale handel med organer fra henrettede skal standses gennem indførelse af strenge foranstaltninger og kontroller;

    40. er dybt bekymret over myndighedernes voldsomme indgriben over for "urostiftere"; bemærker, at årsagerne til masseprotesterne ifølge en rapport fra Beijings socialforskningsakademi omfatter særligt alvorlige miljøproblemer, der har bragt liv og helbred i fare for mange landbrugere i nyindustrialiserede områder, og skandaløse ekspropriationer af landbrugsarealer til byggeformål, for ikke at tale om vilkårligheden og korruptionen hos de lokale myndigheder;

    41. glæder sig over, at den kinesiske regering vil bygge bro over de stigende indkomstforskelle mellem befolkningerne i kystområderne og på landet, imødegå alvorlige miljøproblemer, forbedre forvaltningen af naturressourcerne og udvikle og fremme mere effektive teknologier;

    42. henleder opmærksomheden på Kinas kraftige økonomiske vækst, hvad angår naturressourcer og det lokale og globale miljø navnlig som følge af CO2-emissioner; opfordrer den kinesiske regering til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af miljøet og især sikring af drikkevand til befolkningen, bekæmpelse af luftforurening samt bevarelse af den biologiske mangfoldighed; opfordrer til en intensiv dialog mellem Kina og EU om naturressourcer og miljøet;

    43. opfordrer indtrængende myndighederne til meget nøje at overvåge deres investeringsprogrammer til fordel for landdistrikterne i betragtning af frygten blandt kinesiske forskere for, at de lokale partiledere skal tolke henvisninger til "nye landsbyer" som en opfordring til gennemførelse af byggeprojekter på bekostning af landbrugerne, og i betragtning af det faktum, at kun en femtedel af statsstøtten til landbrugssektoren hidtil er nået frem til de landbrugere, der har været berettiget til støtten;

    44. er meget bekymret over nylige meldinger om fortsatte alvorlige menneskerettighedsovertrædelser i de tibetanske områder af Kina, herunder tortur, vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, husarrest og anden ikke-retslig overvågning af dissidenter, tilbageholdelse uden offentlig rettergang, undertrykkelse af religionsfriheden og vilkårlige begrænsninger af bevægelsesfriheden; er dybt bekymret over optrapningen af den såkaldte "patriotiske opdragelseskampagne" siden oktober 2005 i Tibets munke- og nonneklostre, der har medført, at tibetanere er blevet tvunget til at underskrive erklæringer om, at de fordømmer Dalai Lama som en farlig separatist og kræver, at Tibet indlemmes i Kina, og at munke fra Drepung-klostret i november 2005 er blevet arresteret for at have nægtet at fordømme Dalai Lama; opfordrer Kina til, som FN's udvalg om børns rettigheder har anmodet om, at give et uafhængigt organ adgang til Gedhun Choekyi Nyima, Tibets Panchen Lama, og hans forældre; opfordrer den kinesiske regering til at øge sit positive engagement i de vigtige forhandlinger om Dalai Lamas krav om Tibets selvstændighed;

    45. bemærker, at Kinas etbarnspolitik har ført til ubalance i befolkningsfordelingen; opfordrer indtrængende Kina til at erkende, at den fremtidige balance mellem den arbejdende og den ikke-arbejdende del af befolkningen vil få store økonomiske konsekvenser; understreger, at EU også står over for problemet med en aldrende befolkning; opfordrer Kina til at genoverveje den konkrete gennemførelse af landets etbarnspolitik med henblik på at afbøde de økonomiske og sociale følger af denne politik;

    46. anmoder indtrængende de kinesiske myndigheder om at vedtage hensigtsmæssig lovgivning med henblik på at sikre dyrebeskyttelse og forhindre dyremishandling, navnlig i forbindelse med opdræt at pelsdyr; opfordrer Kina til at standse mishandlingen af dyr i forbindelse med fremstilling af traditionel medicin, f.eks. brugen af horn fra næsehorn og galde fra bjørne;

    Menneskerettigheder

    47. understreger det forhold, at det er nødvendigt at etablere en forfatningsdomstol for at sikre, at Kina respekterer de grundlæggende rettigheder, og at forfatningsmæssige ændringer som f.eks. ændringen vedrørende menneskerettigheder af marts 2004 uden en forfatningsdomstol mest er symbolske;

    48. understreger, at de kinesiske borgere bør have retskrav på deres grundlæggende rettigheder, og opfordrer indtrængende domstolene til at behandle alle åbenlyse uligheder på baggrund af forfatningen og derved arbejde hen imod at opnå et sundt retsvæsen, som i øjeblikket gradvist vinder indpas;

    49. gør opmærksom på, at det er nødvendigt, at staten afstår fra at regulere religion og praktisering af religion; understreger, at der er behov for omfattende lovgivning om religionsspørgsmål, som er i overensstemmelse med de internationale normer og garanterer en reel religionsfrihed, navnlig i betragtning af diskussionerne blandt de kinesiske myndigheder om definitionen af begrebet "religion", og især af begrebet "lovlig religion";

    50. beklager modsætningen mellem den forfatningssikrede trosfrihed (som sikret gennem artikel 36 i forfatningen) og statens fortsatte indgreb i de religiøse samfunds anliggender, især i uddannelsen, udpegelsen og udnævnelsen af præster og den politiske indoktrinering af disse; beklager især det forhold, at staten kun indrømmer fem religioner retten til at eksistere lovligt og oven i købet underkaster disse en kontrol, der udøves af Kinas egne "patriotiske" religiøse foreninger og kun beskytter "normale" (zhengchang) religiøse aktiviteter, og at forudsætningen for officiel registrering er godkendelse af princippet om "de tre autonomier";

    51. opfordrer Rådet til at orientere Parlamentet om de foranstaltninger, der er truffet for at følge op på opfordringen i dets ovennævnte beslutning af 8. september 2005 om oplysninger om flere biskopper, der var tilbageholdt i Kina for deres religiøse overbevisninger; opfordrer desuden myndighederne i Kina til øjeblikkeligt at løslade alle de medlemmer af den kristne kirke, som stadig sidder fængslet og forfølges uden gyldigt grundlag;

    52. bemærker, at der i øjeblikket er flere kristne i Kina, der dyrker deres tro i "ulovlige" kirker (det være sig protestantiske huskirker eller katolske "undergrunds"-grupper, der er loyale over for Vatikanet), end der er troende, der bekender sig til de "patriotiske" kirker, og at begge grupper består af lovlydige borgere, der ikke udgør nogen som helst trussel mod den offentlige sikkerhed; opfordrer den kinesiske regering til at indstille sine forfølgelser og fængslinger af disse kristne grupper; fastholder, at de kristne, som ikke kan identificere sig med de "patriotiske" kirker, frit skal have ret til at udøve deres religion;

    53. beklager de alvorlige overtrædelser af religionsfriheden, som forekom i forbindelse med de seneste ulovlige bispeordineringer (den 30. april 2006 i Kunming, Yunnan, den 3. maj 2006 i Wuhan, Anhui), som bl.a. blev gennemført efter kraftigt pres og trusler mod den del af den katolske gejstlighed, der er loyal over for Vatikanet, og blev fremsat af organer, der står uden for kirken;

    54. mener, at disse bestemmelser er skadelige for den vilje, som de kinesiske myndigheder for kort tid siden havde givet udtryk for til at føre en åben og konstruktiv dialog mellem Kinas kommunistiske parti og Vatikanet; understreger derfor behovet for at respektere kirkens frihed og dens institutioners selvstyre over for enhver form for ekstern indblanding, der ud over at give sig udslag i en afvisning af de krav, som begge parter har forhandlet om, undergraver tilliden til en gensidig dialog og en udvidelse af friheden i Kina;

    55. understreger, at den særlige FN-rapportør om tortur, da han havde udført sin opgave, takkede udenrigsministeriet for dets samarbejdsvilje, men kritiserede ministeriet for statssikkerhed og offentlig sikkerhed for at have vanskeliggjort eller begrænset hans forsøg på at finde frem til fakta;

    56. er dybt bekymret over udtalelsen fra FN's særlige rapportør om tortur om, at tortur stadig er hyppigt forekommende i Kina — en forkastelig situation, der i stadig højere grad erkendes af regeringens tjenestemænd og i rapporter — og også over den "åbenlyse grad af frygt og selvcensur", som rapportøren observerede under samtaler med tilbageholdte;

    57. tilslutter sig de foreløbige anbefalinger fra den særlige rapportør til den kinesiske regering, f.eks. om ændring af straffeloven ved tilføjelse af tortur som en forbrydelse i overensstemmelse med den definition, der er fastlagt i FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, og om oprettelse af en uafhængig klageinstans for tilbageholdte, der udsættes for tortur og mishandling;

    58. opfordrer Kinas regering til at omstøde de domme, der er afsagt for trusler mod den offentlige sikkerhed, idet de anklagede i et overvældende stort flertal af sagerne ikke har gjort andet end på modig vis at udøve deres forfatningssikrede grundlæggende rettigheder ved åbent at kritisere regeringens og det kinesiske kommunistpartis politikker;

    59. opfordrer endnu engang den kinesiske regering til at forbedre forholdene i landets fængsler og indstille og afskaffe tortur af indsatte;

    60. beklager, at der ikke er gjort nævneværdige fremskridt, hvad angår løsladelsen af fanger, der sidder fængslet for deres deltagelse i demonstrationerne på Tiananmen-pladsen, og beklager ligeledes, at de kinesiske myndigheder stadig ignorerer kravet om en altomfattende og upartisk undersøgelse om urolighederne i 1989; opfordrer til, at de kinesiske myndigheder udarbejder en ny officiel vurdering af urolighederne på Tiananmen-pladsen, offentliggør listen over politiske fanger og løslader dem betingelsesløst;

    61. beklager, at kinesiske embedsmænd for nylig har slået hårdt ned på forsvarsadvokater for at forhindre retslige udfordringer af deres autoritet; opfordrer de kinesiske myndigheder til at oplyse menneskerettighedsadvokaten Gao Zhishengs opholdssted og til at løslade ham, medmindre han sigtes for en anerkendt kriminel handling; opfordrer endvidere til løsladelse af Chen Guangcheng, som har hjulpet borgere i deres forsøg på at sagsøge deres lokale myndigheder for gennemførelse af tvungne aborter og sterilisationer, og af Bu Dongwei, som er blevet tilkendt to og et halvt års "genopdragelse gennem arbejde", og som tilbageholdes et ukendt sted; opfordrer derfor kraftigt myndighederne til at sikre, at alle menneskerettighedsforkæmpere kan udføre fredelige og legitime aktiviteter uden frygt for arbitrær arrestation, tortur eller nedværdigende behandling, og at de gives mulighed for at have en passende juridisk repræsentant i tilfælde af arrestation;

    62. tilslutter sig FN's særlige rapportør om tortur, FN's arbejdsgruppe om vilkårlig tilbageholdelse og FN's højkommissær for menneskerettigheder i deres indtrængende opfordring til Kinas regering om at afskaffe "genopdragelse gennem arbejde" og lignende former for tvungen genopdragelse af tilbageholdte i fængsler, arresthuse og psykiatriske hospitaler;

    63. afviser det landsdækkende Ankang-system, som indebærer anvendelse af politipsykiatri på politiske og sociale dissidenter, og som påstås at sikre "sundhed gennem hvile og ro", men i realiteten nedbryder "patienterne"; opfordrer indtrængende myndighederne til ikke at udvide Ankang fra 22 til 125 klinikker, men derimod at afskaffe denne skamplet på landet;

    64. fordømmer, at der i hele landet findes Laogai-arbejdslejre, hvor Kina tilbageholder forkæmpere for demokratiet og fagligt aktive samt medlemmer af minoriteter uden retfærdig rettergang og tvinger dem til at arbejde under rystende vilkår og uden lægebehandling; opfordrer indtrængende Kina til at ratificere ILOkonvention nr. 29 og 105 om afskaffelse af tvunget eller pligtmæssigt arbejde; opfordrer Kina til, hvad angår alle eksporterede varer, at give skriftligt tilsagn om, at de ikke er fremstillet ved anvendelse af tvangsarbejde i en Laogai-lejr, og fastholder, at Kommissionen bør forbyde import af disse varer til EU, såfremt der ikke kan gives en sådan garanti;

    65. opfordrer Kina til at overholde sine internationale forpligtelser i henhold til Genève-konventionen af 1951 om flygtninges status og protokollen hertil af 1967 og til at give FN's flygtningehøjkommissær ubegrænset adgang til nordkoreanske asylansøgere, som kan have behov for international beskyttelse;

    66. fordømmer på det kraftigste, at Falun Gong-tilhængere tilbageholdes og tortureres i fængsler, i lejre efter princippet om "genopdragelse gennem arbejde", på psykiatriske hospitaler og på anstalter til "juridisk" genopdragelse; er bekymret over meldinger om, at Falun Gong-tilhængere har fået bortopereret organer, som er blevet solgt til hospitaler; opfordrer indtrængende den kinesiske regering til at standse tilbageholdelserne og torturen af Falun Gong-tilhængere og løslade dem øjeblikkeligt;

    67. giver udtryk for den største bekymring over de mange overtrædelser af kvinders og pigers rettigheder, der er en følge af den påtvungne gennemførelse af den kinesiske regerings politik for familieplanlægning, der bl.a. indebærer selektiv abort, tvungen sterilisation og at piger i stort omfang efterlades;

    68. opfordrer indtrængende Kina til straks at ratificere og gennemføre den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder

    69. er enig med det vigtige budskab i det ovennævnte åbne brev, der blev offentliggjort af Reuters/BBC, og som beklageligvis blev holdt hemmelig for Kinas befolkning, om at den aktuelle censurpolitik hindrer Kinas politiske udvikling;

    70. er stærkt foruroliget over den stramning, der for øjeblikket gennemføres i Kina over for ytringsfriheden og den frie adgang til internettet; gentager derfor sine opfordringer til Beijing om at afholde sig fra at intimidere, undertrykke eller fængsle dem, som forsvarer ytringsfriheden, uanset om der er tale om journalister eller menneskerettighedsforkæmpere, og at dette giver sig udtryk i, at der lægges hindringer i vejen for få adgang til informationer ved blokering af hjemmesider, der ikke tilpasser sig statens censur; fordømmer derfor loven om censur af internettet, som blev vedtaget af Kinas Nationale Folkekongres, og systemerne til censur af internettet, der under ét er kendt som "the Great Firewall of China"; kræver især, at webstedet AsiaNews.it omgående får adgang til internettet eller ikke længere blokeres, idet det ud over at være en enestående kilde til oplysninger om Asien også er et middel til at videreføre dialogen mellem Vatikanet og Kinas kommunistiske parti og dermed en støtte til den kinesiske kirkes enhed;

    71. er bekymret over den uansvarlige politik i store internetfirmaer som Yahoo og Google, der direkte og indirekte har bøjet sig for den kinesiske regerings krav om censur;

    72. opfordrer de kinesiske myndigheder til at genåbne Friedrich Naumann-stiftelsens kontor i Beijing for at give den mulighed for at fortsætte sit arbejde inden for udvikling og demokrati;

    73. anerkender Kinas tiltagende indflydelse globalt set, men navnlig i lande så forskellige som Belarus, Venezuela, Sudan, Zimbabwe, Burma/Myanmar, Iran og Nordkorea, hvis menneskerettighedsforhold EU stadig forholder sig stærkt kritisk til;

    74. opfordrer de kinesiske myndigheder og Rådet for Den Europæiske Union til at fremme menneskerettighedsdialogen ved at indføre simultantolkning under møder; anmoder om, at Europa-Parlamentets medlemmer og deres kolleger i det kinesiske parlament inddrages mere aktivt i menneskerettighedsdialogen;

    75. beklager, at myndighederne i Xinjiang regelmæssigt behandler enkeltpersoner eller organisationer, som påstås at være involveret i de "tre onder" ens, og derved gør det vanskeligt at afgøre, hvorvidt særlige razziaer, tilbageholdelser eller idømmelse af straffe er rettet mod dem, der på fredelig vis har forsøgt at give udtryk for deres politiske og religiøse overbevisninger, eller dem, der har grebet til vold; mener, at det virker mod hensigten, at tjenestemænd ødelægger Uighur-bøger med henblik på at fordreje historiske fakta og fremelske etnisk separatisme;

    76. ser frem til at se lederen og alle medlemmerne af det lovgivende råd for Det Særlige Administrative Område Hongkong blive valgt på baggrund af et valgsystem, der bygger på principperne om flerpartidemokrati, det forhold, at regeringen står til ansvar over for det lovgivende råd, og reelt effektiv regeringsførelse, hvilket klart vil komme hele Hongkongs befolkning til gode;

    77. erkender, at Kina spiller en stadig større rolle som verdensmagt på den internationale scene; henstiller i den forbindelse indtrængende til den kinesiske regering fuldt ud at vedkende sig sit voksende ansvar og spille en aktiv rolle i internationale organisationer og fora for at fremme fred og fredelig konfliktløsning og støtte de universelle værdier — demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet;

    Udenrigspolitik/Forbindelserne med nabolandene

    78. gør opmærksom på, at det internationale samfund, og navnlig Beijings naboregioner, er bekymret over den årlige tocifrede stigning i Kinas militære udgifter siden midten af 1990erne; anbefaler — som det fremgår af adskillige af Europa-Parlamentets beslutninger — kraftigt, at EU's våbenembargo mod Kina opretholdes, indtil der er gjort større fremskridt på menneskerettighedsområdet; minder i denne forbindelse om behovet for at lade yderligere forhandlinger om den europæiske naboskabspolitik samt partnerskabs- og samarbejdsaftaler omfatte tilslutning til EU's embargo mod våbenhandel mod Kina;

    79. understreger den direkte forbindelse mellem de indlysende kinesiske interesser i opnåelse af adgang til den europæiske militære højteknologi og ophævelsen af våbenembargoen mod Kina — en forbindelse med store konsekvenser for sammenhængen mellem den transatlantiske forbindelse og markedspositionen for den højteknologiske våbenindustri i Europa;

    80. er bekymret over omfanget af samarbejdet med Kina om Galileo-programmet og opfordrer til, at der træffes yderligere foranstaltninger for at sikre, at Kina eller andre partnere ikke kan overføre de følsomme teknologier, der anvendes i programmet, til militære formål;

    81. bemærker, at Kinas antiløsrivelseslov af 14. marts 2005 og den nuværende placering af mere end 800 missiler på Kinas sydøstkyst vendt mod Taiwan er i modstrid med princippet om fredelig genforening; opfordrer Kina og Taiwan til at skabe gensidig tillid og respekt samt enighed, at tilsidesætte uoverensstemmelserne, at skabe det nødvendige politiske grundlag for en fredelig og stabil udvikling af forbindelserne mellem dem, at genoptage dialogen om disse forbindelser og styrke de økonomiske udvekslinger og samarbejdet for at skabe fremskridt, hvad angår de "tre direkte forbindelser" mellem dem (post, transport og handel);

    82. mener, at Taiwans 23 millioner indbyggeres vilje og billigelse såvel som Taiwans territoriale suverænitet og integritet skal respekteres og inddrages i forhandlinger med Kina om Taiwans status med henblik på en mulig fredelig proces for genforening med det kinesiske fastland; understreger, at iværksættelsen af en reelt demokratisk proces i Kina ville bidrage til at mindske spændingerne og bane vejen for genoptagelse af en reel dialog mellem de to parter;

    83. opfordrer Kina til at støtte, at Taiwan kan opnå observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen med henblik på beskyttelse af sundheden blandt Taiwans befolkning, for internationale repræsentanter og udenlandske arbejdstagere på øen samt verdens samlede befolkning; minder i denne forbindelse om, at smitsomme sygdomme som hiv/aids, tuberkulose, malaria, sars og nu også fugleinfluenza er grænseoverskridende problemer og kræver samarbejde på verdensplan — også, og især, med Taiwan som et af de vigtigste internationale centre i det vestlige Stillehav; gentager sin opfordring om, at Taiwan bliver bedre repræsenteret i internationale fora og organisationer for at standse den fortsatte uretfærdige udelukkelse af 23 millioner mennesker fra det internationale samfund;

    84. konkluderer, at de problemfyldte forbindelser mellem Beijing og Tokyo er resultatet af en følelse af gensidig udfordring: Japan føler sig udfordret af Kinas økonomiske vækst og Kina af Japans bestræbelser for at spille en større og mere aktiv politisk rolle i regionen; opfordrer begge lande til at afstå fra enhver handling, der kan krænke den historiske hukommelse og såre følelserne i det andet land;

    85. glæder sig over, at USA har taget initiativ til at indlede en strategisk dialog med Europa om væksten i Kina, hvilket er et centralt nyt element i politikken om at bringe den "nye" verden tættere på den "gamle", og opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at udarbejde en strategisk konsensus for forbindelserne med Kina;

    86. betoner den globale betydning af Kinas eksisterende og nye forbindelser, hvad angår energi; gør opmærksom på konsekvenserne for det globale energimarked af stigningen i Kinas energiforbrug, der vil følge den økonomiske vækst; opfordrer Kommissionen og Rådet til at lade deres langsigtede strategi for forbindelserne mellem EU og Kina omfatte energimæssige anliggender og drøfte problemet på møderne med Kina, når dette anses for hensigtsmæssigt;

    87. anerkender den særlige økonomiske betydning, som det afrikanske kontinent har for Kina (30 % af olieimporten og et voksende marked for kinesiske våben), men opfordrer samtidig indtrængende de kinesiske ledere til at vedstå Kinas forpligtelser som et fast medlem af FN's Sikkerhedsråd og fremme god forvaltningsskik, demokrati, retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og forebyggelse af konflikter i sine forbindelser med de afrikanske stater;

    88. opfordrer de kinesiske myndigheder til aktivt at skabe respekt for menneskerettighederne og demokratiske ændringer i Burma/Myanmar;

    89. forventer, at Kina omsætter sin erklærede modstand mod terrorisme og spredning af atomkraft til virkelighed i Kinas indflydelsesrige forbindelser med Iran; understreger, at en konsekvent holdning til Iran fra Kinas side vil vise, at landet har viljen og evnen til at tage et internationalt ansvar;

    90. glæder sig over Kinas engagement i sekspartsforhandlingerne og tilskynder den kinesiske regering til at bidrage yderligere til at fremme sikkerheden og stabiliteten i Østasien, og især på Den Koreanske Halvø, samt spille en mere proaktiv rolle, hvad angår fremme af demokrati og respekt for menneskerettighederne i Nordkorea;

    Konklusioner

    91. konkluderer, at troværdige, stabile og ansvarlige økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina fra Europas side bør baseres på udvikling af en langsigtet strategi og fra Kinas side på udvikling af et solidt investeringsklima, forbedring af retssikkerhed for udenlandske virksomheder, fortsat åbning af markederne og frem for alt overholdelse af de internationale bestemmelser for loyal og bæredygtig handel, gennemførelse af WTO's bestemmelser, og især overholdelse af TRIPS-aftalerne, hvad angår beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder;

    92. understreger betydningen af at inddrage konceptet om "virksomhedernes sociale ansvar" og behovet for at fremme en økonomisk, social og økologisk bæredygtig udvikling i de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Kina; opfordrer Kommissionen til at sørge for, at disse principper anvendes;

    93. konkluderer, at Kinas interne forhold bør forbedres gennem styrkelse af landets demokratiseringsprocesser, fremme af professionalisme i retssystemet, fuldstændig afskaffelse af dødsstraffen og frem for alt gennemførelse af regeringens socialprogram, der blev vedtaget på den 10. nationale folkekongres, til fordel for tilbagestående landdistrikter med henblik på at hjælpe den kinesiske befolkning, fremme stabilitet i regionen og forbedre beskyttelsen af mindretal og den kulturelle mangfoldighed, navnlig i regionerne Xingjiang og Tibet;

    94. konkluderer, at en troværdig og ansvarlig menneskerettighedspolitik kun kan genoprettes i Kina ved overholdelse af borgernes grundlæggende rettigheder i henhold til landets forfatning;

    95. konkluderer, at Kina kan bidrage betydeligt til at skabe troværdige, stabile og ansvarlige forbindelser med det internationale samfund og nabolandene ved at erkende den nøgleposition landet har som betydningsfuld deltager i det internationale system for fremme af lov og orden, hvilket er et stort skridt, som EU kan fremme betydeligt ved at udarbejde en ny fælles strategi for Kina;

    *

    * *

    96. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes, tiltrædelseslandenes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter samt regeringen i Folkerepublikken Kina, den kinesiske nationale folkekongres og Taiwans myndigheder.

    [1] EFT L 250 af 19.9.1985, s. 2.

    [2] EFT L 6 af 11.1.2000, s. 40.

    [3] "Vedtagne tekster", P6_TA(2005)0381.

    [4] EUT C 193 E af 17.8.2006, s. 347.

    [5] EUT C 45 E af 23.2.2006, s. 107.

    [6] EUT C 127 E af 29.5.2003, s. 652.

    [7] "Vedtagne tekster", P6_TA(2006)0037.

    [8] EUT C 157 E af 6.7.2006, s. 471.

    [9] EUT C 201 E af 18.8.2005, s. 122.

    [10] EUT C 247 E af 6.10.2005, s. 158.

    [11] "Vedtagne tekster", P6_TA(2005)0416.

    --------------------------------------------------

    Top