Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005PC0162

Forslag til Rådets beslutning om midlertidigt forbud mod brug og salg i Frankrig af genetisk modificeret hybridraps (Brassica napus L. ssp. oleifera Metzg. MS1Bn x RF1Bn) i medfør af direktiv 2001/18/EF

/* KOM/2005/0162 endelig udg. */

52005PC0162

Forslag til Rådets beslutning om midlertidigt forbud mod brug og salg i Frankrig af genetisk modificeret hybridraps (Brassica napus L. ssp. oleifera Metzg. MS1Bn x RF1Bn) i medfør af direktiv 2001/18/EF /* KOM/2005/0162 endelig udg. */


Bruxelles, den 26.4.2005

KOM(2005) 162 endelig

Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om midlertidigt forbud mod brug og salg i Frankrig af genetisk modificeret hybridraps ( Brassica napus L. ssp. oleifera Metzg. MS1Bn x RF1Bn) i medfør af direktiv 2001/18/EF

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Hvad angår markedsføring af genetisk modificeret hybridraps ( Brassica napus L. ssp. oleifera Metzg. MS1Bn x RF1Bn), blev det ved Kommissionens beslutning 96/158/EF af 6. februar 1996 i medfør af Rådets direktiv 90/220/EØF vedtaget, at der skulle gives tilladelse til markedsføring af dette produkt.

2. Den 28. februar 1996 gav Det Forenede Kongeriges myndigheder tilladelse til markedsføring af produktet.

3. I medfør af artikel 35, stk. 1, i direktiv 2001/18/EF, som har afløst direktiv 90/220/EØF, er procedurer for anmeldelse af markedsføring af genetisk modificerede organismer, som ikke er afsluttet senest den 17. oktober 2002, omfattet af bestemmelserne i direktiv 2001/18/EF.

4. I overensstemmelse med artikel 16 i direktiv 90/220/EØF underrettede de franske myndigheder den 20. november 1998 Kommissionen om deres beslutning om at forbyde brug og salg af den pågældende genetisk modificerede hybridraps i to år og angav årsagerne hertil. Denne foranstaltning blev forlænget den 26. juli 2001.

5. Ifølge Den Videnskabelige Komité for Planter udgjorde de af Frankrig forelagte oplysninger ikke nye relevante videnskabelige belæg for, at markedsføring af produktet ville medføre negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet.

6. Den 6. oktober 2003 og den 27. august 2004 underrettede Frankrig Kommissionen om sin beslutning om at forlænge det ovennævnte forbud henholdsvis med et år og indtil den 17. oktober 2006 og angav årsagerne hertil i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv 2001/18/EF.

7. Den 5. marts 2004 forelagde Grækenland Kommissionen supplerende oplysninger til støtte for sine nationale foranstaltninger vedrørende vårraps afledt af transformationsbegivenheden Topas 19/2. Disse oplysninger har direkte følger for den videnskabelige vurdering af de foranstaltninger, Frankrig har truffet med hensyn til hybridraps MS1Bn x RF1Bn.

8. Ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet udgjorde de af Grækenland forelagte oplysninger ikke nye videnskabelige belæg, som ville afkræfte miljørisikovurderingen af vårraps afledt af transformationsbegivenheden Topas 19/2.

9. Under disse omstændigheder skal Kommissionen i henhold til artikel 23 i direktiv 2001/18/EF træffe afgørelse efter proceduren i direktivets artikel 30, stk. 2, i hvilken forbindelse artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF finder anvendelse under hensyntagen til afgørelsens artikel 8.

10. Da Den Videnskabelige Komité for Planter, hvad hybridraps MS1Bn x RF1Bn angår, og både Den Videnskabelige Komité for Planter og Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, hvad vårraps Topas 19/2 angår, har vurderet, at produkterne ikke udgør nogen risiko for menneskers sundhed eller for miljøet, og da vurderingen af vårrapsen har direkte følger for vurderingen af hybridrapsen, udarbejdede Kommissionen et udkast til beslutning, hvori den anmodede Frankrig om at ophæve sine foranstaltninger vedrørende hybridraps MS1Bn x RF1Bn.

11. Udkastet til beslutning blev i henhold til artikel 5, stk. 2, i afgørelse 1999/468/EF forelagt til udtalelse for det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 30 i direktiv 2001/18/EF.

12. Udvalget har ikke afgivet udtalelse efter høringen den 29. november 2004, hvorfor Kommissionen i henhold til artikel 5, stk. 4, i afgørelse 1999/468/EF straks skal forelægge Rådet et forslag til de foranstaltninger, der skal træffes, og underrette Europa-Parlamentet.

13. Ifølge artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF kan Rådet, når det skønner det hensigtsmæssigt under hensyntagen til Europa-Parlamentets holdning, træffe afgørelse om forslaget med kvalificeret flertal inden for en frist på tre måneder, jf. artikel 30, stk. 2, i direktiv 2001/18/EF. Har Rådet inden for denne frist med kvalificeret flertal tilkendegivet, at det er imod forslaget, behandler Kommissionen forslaget på ny. Har Rådet ved udløbet af denne frist hverken vedtaget den foreslåede gennemførelsesretsakt eller tilkendegivet, at det er imod forslaget, vedtager Kommissionen den foreslåede gennemførelsesretsakt.

Forslag til

RÅDETS BESLUTNING

om midlertidigt forbud mod brug og salg i Frankrig af genetisk modificeret hybridraps ( Brassica napus L. ssp. oleifera Metzg. MS1Bn x RF1Bn) i medfør af direktiv 2001/18/EF

(EØS-relevant tekst)

(Kun den franske udgave er autentisk)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF[1], særlig artikel 23, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er ved Kommissionens beslutning 96/158/EF af 6. februar 1996 om markedsføring af et produkt bestående af en genetisk modificeret organisme, herbicidtolerant hybridrapsfrø (Brassica napus L. oleifera Metzq. MS1Bn × RF1Bn) i medfør af Rådets direktiv 90/220/EØF[2] vedtaget, at der skulle gives tilladelse til markedsføring af dette produkt.

(2) Den 28. februar 1996 gav Det Forenede Kongeriges myndigheder tilladelse til markedsføring af produktet.

(3) I medfør af artikel 35, stk. 1, i direktiv 2001/18/EF, som har afløst direktiv 90/220/EØF[3], er procedurer for anmeldelse af markedsføring af genetisk modificerede organismer, som ikke er afsluttet senest den 17. oktober 2002, omfattet af bestemmelserne i direktiv 2001/18/EF.

(4) Frankrig underrettede den 20. november 1998 Kommissionen om sin beslutning om midlertidigt at forbyde brug og salg af den pågældende genetisk modificerede hybridraps i to år og angav årsagerne hertil i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i direktiv 90/220/EØF. Denne foranstaltning blev forlænget den 26. juli 2001.

(5) Ifølge Den Videnskabelige Komité for Planter udgjorde de af Frankrig forelagte oplysninger ikke nye relevante videnskabelige belæg for, at markedsføring af produktet ville medføre negative virkninger for menneskers sundhed eller miljøet.

(6) Den 6. oktober 2003 og den 27. august 2004 underrettede Frankrig Kommissionen om sin beslutning om at forlænge det ovennævnte forbud henholdsvis med et år og indtil den 17. oktober 2006[4],[5] og angav årsagerne hertil i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv 2001/18/EF.

(7) Den 5. marts 2004 forelagde Grækenland Kommissionen supplerende oplysninger til støtte for sine nationale foranstaltninger vedrørende vårraps afledt af transformationsbegivenheden Topas 19/2. Disse oplysninger har direkte følger for den videnskabelige vurdering af de foranstaltninger, Frankrig har truffet.

(8) Ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet udgjorde de af Grækenland forelagte oplysninger ikke nye videnskabelige belæg, som ville afkræfte miljørisikovurderingen af vårraps afledt af transformationsbegivenheden Topas 19/2.

(9) Der er under disse omstændigheder ingen grund til at antage, at produktet hybridraps MS1Bn x RF1Bn udgør nogen risiko for menneskers sundhed eller miljøet.

(10) Frankrig bør derfor ophæve sine foranstaltninger.

(11) Det i henhold til artikel 30 i direktiv 2001/18/EF nedsatte udvalg har efter høringen den 29. november 2004 ikke afgivet udtalelse efter proceduren i samme direktivs artikel 30, stk. 2, om de foranstaltninger, der er fastsat i udkastet til Kommissionens beslutning -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

De foranstaltninger, Frankrig har truffet til at forbyde brug og salg af genetisk modificeret hybridraps, som er godkendt til markedsføring ved beslutning 96/158/EF, kan ikke begrundes efter artikel 23 i direktiv 2001/18/EF.

Artikel 2

Frankrig træffer de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme denne beslutning senest 20 dage efter meddelelsen heraf.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2005.

På Rådets vegne

Formand

[1] EFT L 106 af 17.4.2001, s. 1

[2] EFT L 37 af 15.2.1996, s. 30

[3] EFT L 117 af 8.5.1990, s. 15

[4] Arrêté du 25 juillet 2003 portant suspension de la mise sur le marché de colza génétiquement modifié au titre de l'article 23 de la directive 2001/18/CE, J.O. de la République française n° 187 du 14 août 2003, p. 14061

[5] Arrêté du 19 juillet 2004 portant suspension de la mise sur le marché de colza génétiquement modifié au titre de l'article 23 de la directive 2001/18/CE, J.O. de la République française n° 194 du 21 août 2004, p. 28

Top