7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/101

1.1

Som led i debatten om EU's regionalpolitik fremover fokuserer EØSU i denne udtalelse på storbyområdernes betydning i Europa.

1.2

Storbyområderne er såvel økonomisk som demografisk af stor betydning for fremtiden. Der venter dem en lang række udfordringer. EU og dets institutioner har ikke hidtil udvist nogen konkret interesse for dette emne.

1.3

EØSU plæderer for, at de europæiske storbyers økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling bliver et fast punkt på Fællesskabets dagsorden. Det forudsætter europæiske data og informationsudveksling via Eurostat samt øget opmærksomhed fra Kommissionens side.

1.4

Det er i EU's interesse, at der i forlængelse af de nationale diskussioner om storbyområdernes indretning også iværksættes en europæisk debat om emnet, hvor det undersøges, hvilke ekstra værdier EU kan bidrage med. Endvidere peger EØSU specielt på den direkte tilknytning til de europæiske storbyers rolle i Lissabon-strategien. Realiseringen af Lissabon-strategiens målsætninger afhænger nemlig først og fremmest af, hvordan de efterleves i storbyområderne.

1.5

EØSU ønsker derfor, at storbyområdernes situation — parallelt med oprettelsen af et forum for dialog mellem disse områder og Kommissionen — også sættes på dagsordenen i Ministerrådet (konkurrenceevne) og det uformelle Råd for fysisk planlægning og byspørgsmål.

2.1

Verden er i stadig forandring. På alle områder stilles vi over for nye økonomiske, teknologiske og samfundsmæssige udviklinger, som ikke blot har vidtrækkende konsekvenser for erhvervslivet, servicesektoren og arbejdsmarkedet, men også for de geografiske områder og samfundet og dermed for valget af styreform for land og region.

2.2

EØSU vil i nærværende udtalelse rette fokus mod storbyområderne, hvorved skal forstås større bymæssige bebyggelser og deres økonomiske opland. Dette skyldes tre vigtige faktorer: storbyområderne er centrum for disse hurtige udviklinger, bidrager væsentligt til EU's vækststrategi og, sidst men ikke mindst, samarbejder de med en lang række andre mindre ekspertisecentre i EU.

2.3

Et storbyområde består af en central kerne, som kan være en selvstændig by eller en bymæssig bebyggelse, og en periferi, som består af en række nabokommuner, hvis erhvervsaktive befolkning i stort tal dagligt tager ind til centrum for at arbejde. Begrebet »storbyområde« lægger sig således tæt op ad begreberne »erhvervscentrum« eller »funktionelt byområde« (1) og tager højde for, at visse områder i periferien er stærkt afhængige af en central bykerne, og at deres vækst bestemmes af udviklingen i bykernen. Storbyområderne kan strække sig så langt, at det kan tage op til en time at nå ind til centrum, og omfatter såvel bymæssige områder som landdistrikter.

2.4

Der eksisterer en minimumstærskel for, hvor mange indbyggere (2) og arbejdspladser et kerneområde skal omfatte for at kunne anerkendes som centrum for et storbyområde. Tilsvarende er der fastsat en minimumstærskel for pendlingen mellem en bopælskommune i periferien og arbejdsstedet i kerneområdet, som kriterium for, at der kan være tale om et storbyområde (3). Disse minimumstærskler er i realiteten fastsat vilkårligt og varierer derfor. Den manglende harmonisering af definitionerne på EU-niveau gør det svært at foretage en international sammenligning.

2.5

Der er i løbet af de sidste ti år opståen en ny form for storbyområder. Når flere bymæssige bebyggelser fungerer som et netværk, og deres erhvervscentre overlapper hinanden, udgør de tilsammen polycentriske storbyområder. Det er for eksempel tilfældet med Randstad, 7 mio. indbyggere, regionen Rhein-Ruhr, 11 mio. indbyggere, regionen Wien-Bratislava, 4,6 mio. indbyggere, Øresundsregionen, 2,5 mio. indbyggere, Lille-regionen, 1,9 mio. indbyggere (4).

2.6

Storbyområderne har alt efter størrelse og funktion en regional, national, europæisk eller verdensomspændende indflydelse. Det udvidede EU vurderes til at omfatte omkring 50 storbyområder med over 1 mio. indbyggere.

2.7

Det er vigtigt at bemærke, at storbyområderne, som de behandles i nærværende udtalelse, dækker geografiske områder og socioøkonomiske forhold, der ikke er identiske med de europæiske administrative regionale enheder som defineret i NUTS-klassificeringen (Nomenklaturen for Statistiske Territoriale Enheder), som Eurostat og EU-institutionerne bruger til udarbejdelse af officielle dokumenter o.l. Begrebet »administrativ region« er særdeles uklart i EU. Med få undtagelser er disse regioners geografiske udstrækning enten større eller mindre end storbyområdernes (5). Opdelingen i administrative regioner er derfor ikke hensigtsmæssig for en komparativ analyse af den socioøkonomiske udvikling i storbyerne i Europa.

2.8

Kommissionen offentliggjorde i februar 2004 sin tredje samhørighedsrapport. I rapporten åbnes nye perspektiver i debatten om regionalpolitikken og de økonomiske fremskridt. Det samme gælder udviklingen af byområder og landdistrikter. Med henblik på fremtiden fremhæves det i rapporten, at der eksisterer en sammenhæng mellem regionalpolitikken og Lissabon-strategien. På linje med samhørighed, decentralt samarbejde og beskæftigelse kommer konkurrenceevnen til at udgøre en hjørnesten i regionalpolitikken. Særlig byernes og større byområders rolle understreges i den forbindelse.

2.9

Udviklingen af nye tilgange og idéer skyldes hovedsageligt globaliseringen, gennemførelsen af det indre marked (også i de nye medlemsstater) og Lissabon-strategien. Storbyområdeproblematikken handler selvfølgelig ikke kun om regionalpolitik, men også om industripolitik, viden, transport og europæiske net, bæredygtig udvikling og livskvalitet.

2.10

Der kan på globalt plan konstateres et tiltagende fokus på byfornyelse, som ligeledes figurerer på dagsordenen i de fleste af EU's medlemsstater.

2.11

Situationen i storbyområderne og deres forvaltning er aldrig blevet undersøgt nærmere i EU og har af den grund aldrig udgjort et specifikt mål i EU's politik. EØSU mener, at tiden er kommet til at uddybe analysen og undersøge, hvordan en god regional forvaltning, der involverer alle de relevante parter i storbyområdet, kan gavne såvel dets indbyggere som EU som helhed. En undersøgelse af situationen i storbyområderne kan kun være udbytterig, hvis den baseres på pålidelige kvantitative data, der er sammenlignelige på europæisk plan. Desværre skorter det i høj grad på denne type data. EU bør derfor bestræbe sig på at tilvejebringe disse data.

3.1

Over tre fjerdedele af Europas befolkning lever i dag i storby- eller forstadsområder. Der eksisterer en direkte forbindelse mellem Lissabon-strategien og storbyområderne, idet et betydeligt antal af de faktorer, der er en forudsætning for EU's fremtidige konkurrenceevne, har tilknytning til disse områder. Storbyerne forsyner Europas øvrige byer med fornyelse og information, og velstand i storbyområderne er en afgørende betingelse for at kunne afhjælpe manglen på social og territorial samhørighed inden for deres egne territoriale grænser og i andre byer og regioner i EU.

3.2

Storbyområderne i Europa såvel som andre steder i verden står over for flere store udfordringer: globaliseringen, som er knyttet til integrationen af de internationale markeder for varer, tjenesteydelser, kapital, viden samt faglært og ufaglært arbejdskraft, hvilket medfører en hurtig omstilling af produktionssystemerne; bæredygtig udvikling, som kræver en fornuftig forvaltning af naturressourcerne; social samhørighed samt livskvalitet og territorial samhørighed.

3.2.1

En lang række byer og storbyer har med succes allerede påbegyndt en tilpasning af deres økonomiske, sociale og institutionelle strukturer. Dette gælder økonomisk stærke byområder — knudepunkter for nationale og internationale kommunikationsnet — som har adgang til alle former for højhastighedstransport og bredbåndstelekommunikationsnet, og hvis økonomi i lang tid har været baseret på alsidige aktiviteter, herunder levering af tjenesteydelser af høj kvalitet til privatpersoner og virksomheder. Tidligere kriseramte industrielle regioner er ligeledes et udmærket eksempel på denne udvikling. Lille, Barcelona og Bilbao vidner om denne omstillingsproces.

3.2.2

Tilsvarende omstillingsprocesser er påbegyndt i EU's ti nye medlemsstater. Det er blandt andet tilfældet i storbyområderne Warszawa, Prag og Budapest.

3.3

EU's regionalpolitik har i årevis haft til formål at skabe bedre vilkår for vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne i de mindre udviklede regioner. Der blev oprettet specifikke programmer med dette mål for øje og indført et gennemtænkt system til fordeling af de finansielle ressourcer. I de fleste tilfælde har de pågældende regioner gjort økonomiske fremskridt, af og til endog ganske betydelige fremskridt, som følge af EU's politik på området.

3.4

Evalueringen af EU's regioner har derfor hidtil begrænset sig til en analyse af de regioner, der modtog støtte fra strukturfondene.

3.5

Den relativt gunstige eller ligefrem ugunstige økonomiske og sociale udvikling i de øvrige regioner kan dog ikke ignoreres. Disse regioner bør ifølge EØSU også gøres til genstand for en dybtgående analyse på EU-niveau. En sådan analyse er også ønskelig med henblik på debatten om den tredje samhørighedsrapport, som skal gøre det muligt at slå ind på nye veje. Den kan desuden fremme vores forståelse af den nuværende økonomiske udvikling og af dennes indvirkning på, hvordan samfundet samt leve- og arbejdsvilkårene tilpasser sig. Endelig vil analysen kunne gøre det muligt at justere bestemte EU-politikker, så de egner sig til at understøtte visse regionale udviklinger og behov, herunder i storbyområderne.

3.6

Det er ikke uden betydning, at der overalt — i såvel centraliserede som decentraliserede lande — foregår en debat med sigte på at skabe balance mellem centralisering og decentralisering. De offentlige myndigheder eftersøger såvel nye bottom-up-fremgangsmåder som nye top-down-fremgangsmåder. Grundet forvaltningstraditioner og interesser, der er fast forankrede i den pågældende region, er denne proces selvsagt ofte svær at gennemføre. Trods institutionelle blokeringer fra den eller anden side er der dog en stærkt stigende erkendelse af behovet for en integreret forvaltning af storbyområderne til sikring af borgernes og virksomhedernes velfærd og velstand.

3.7

De europæiske storbyområder kan nemt opdeles i forskellige kategorier. Der er på den ene side de meget store metropoler som blandt andet London, Paris, Rhein-Ruhr, Randstad og Madrid med en befolkning på over 5 mio. indbyggere. På den anden side er der et vist antal mindre store, men til tider velstående storbyområder med stærkt vækstpotentiale og store ambitioner. Det gælder blandt andet områderne omkring hovedstæderne og større økonomiske centre i så godt som alle medlemsstater.

3.8

Som tidligere nævnt var nogle af disse økonomiske centre tidligere struktursvage områder. Deres opsving beror på en fælles indsats fra private og offentlige aktører i regionen. Det bør tilføjes, at storbyområderne i de nye medlemsstater befinder sig i en overgangsfase og er ved at udvikle egne komparative fordele for at kunne begå sig i konkurrencen på de internationale markeder.

3.9

En stigende antal af storbyområderne markerer sig i dag på EU-plan. Siden 2003 har kredsen af tyske storbyområder samlet sig under et projekt med titlen »Fremtidens regioner«. I 2003 opfordrede den britiske regering en række relevante regioner til at definere deres strategi for, hvordan de ville udvikle sig til internationalt konkurrencedygtige regioner. Den danske regering støtter helhjertet det igangværende initiativ om et omfattende grænseoverskridende samarbejde mellem København og Malmø med det formål at gøre regionen til Østersøområdets største økonomiske centrum. I Nederlandene er der i den senere tid gjort et fremstød for at gøre Randstad til et storbyområde af internationalt omfang. I Spanien vidner planpolitikken for Barcelona og Bilbao om en tilsvarende tendens, og der kunne snildt gives flere lignende eksempler.

3.10

Den øgede overførsel af beføjelser til regionerne i EU's medlemsstater har en tydelig indvirkning på tilrettelæggelsen af den administrative struktur i storbyområderne og på storbyområdernes evne til at styre den økonomiske udvikling. Dertil kommer, at visse regeringer samtidig bidrager aktivt til den økonomiske udvikling i de store byer. Et levende eksempel herpå er et initiativ fra den britiske regering, der har nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de 8 vigtigste centralbyer (Core Cities), 9 regionale udviklingsagenturer og adskillige ministerier for at opstille et handlingsprogram, der kan føre til bedre økonomiske resultater i storbyerne og dermed forbedre landets konkurrenceevne (6). I Frankrig har regeringen i kølvandet på offentliggørelsen af en rapport om europæiske byer (7) fastlagt en national strategi, der skal styrke de franske storbyers gennemslagskraft på europæisk niveau (8).

3.11

Den seneste udvikling afslører et holdningsskift i forhold til udviklingen af større byområder. Eventuelle konsultationsstrukturer i den forbindelse eksisterer kun på nationalt niveau. Udover de nationale konsultationsstrukturer er der ikke desto mindre iværksat en række initiativer til fremme af europæiske platforme, hvor de vigtigste aktører inden for byudvikling kan mødes. Blandt andet Eurocities, som hovedsagelig koncentrerer sig om 'vidensamfundet', og det nyligt oprettede METREX (The Network of European Metropolitan Regionas and Areas).Generelt tilrettelægges disse kontakter og møder dog forholdsvis tilfældigt. Ikke desto mindre kan der samtidig konstateres en positiv indstilling over for mere strukturerede initiativer.

4.1

Storbyvækst kendetegnes ved en mangfoldighed af større bymæssige bebyggelser, stigende befolkningstæthed og øget beskæftigelse og produktion af velstand inden for et voksende og uklart afgrænset geografisk område. Væksten ledsages ofte af en social og geografisk fragmentering (social udstødelse, geografisk specialisering, kriminalitet og utryghed). I modsætning til byer forvaltes storbyer ikke af en politisk institution. Når storbyer bliver stillet over for problemer, løses de ved en række forhandlinger mellem aktører. Den geografiske fragmentering kan bremse og hindre offentlige og private investeringer. Det giver derfor mening at have en regionalpolitik, der søger at mindske den geografiske fragmentering ved at afpasse forvaltningen af storbyområder efter den igangværende udvikling. Storbyerne Barcelona og Stuttgart er gode eksempler på en sådan politik. De gør det klart, at civilsamfundet også spiller en vigtig rolle.

4.2

Globaliseringsprocessen: de europæiske byområder tager i stigende grad form efter processer og dynamikker, der foregår på verdensplan. De europæiske storbyer indgår i et verdensomspændende netværk af storbyer, der er under konstant udvikling. New York, London, Tokyo og Hong Kong, men også Frankfurt, Paris, Randstad, Bruxelles, Milano eller Madrid spiller en vigtig rolle. Storbyerne »styrer« verdensøkonomien via internationale institutioner, banker og store internationale virksomheder, der har etableret deres hovedkontorer i storbyerne, og via informations- og kommunikationsteknologi. Om få år indgår de vigtigste asiatiske storbyer også i det verdensomspændende netværk.

4.3

Den europæiske integrationsproces: en interaktiv proces, der tager sigte på at tilpasse den økonomiske, sociale, miljømæssige politik og politikken for fysisk planlægning til den europæiske integration og udvidelse. Etableringen af det indre marked (stadig undervejs), indførelsen af euroen og udvidelsen bidrager yderligere til integration og spredning af den økonomiske aktivitet i Europa. I takt med at de nationale grænser ophæves, udvikler der sig en naturlig tendens til at styrke de økonomiske poler i Europa. Den gradvise etablering af tværregionale poler og endda af grænseoverskridende poler (København-Malmø, det nederlandske Limburg-det belgiske Limburg-Aachen, det franske og belgiske storbyområde omkring Lille) viser, at den økonomiske udvikling i stigende grad lader hånt om de politiske og administrative grænser, som ofte er et kunstigt levn fra fortiden.

4.4

Storbyområder er centrum for forskning, innovation og skabelse af nye aktiviteter. De tiltrækker aktiviteter, der skaber en høj værditilvækst, navnlig tjenesteydelser til virksomheder. Informations- og kommunikationsteknologi spiller en afgørende rolle i disse områder. Den økonomiske dynamik er hovedsageligt koncentreret i storbyregioner, der er det privilegerede hjemsted for innovation, vidensamfundet og uddannelse.

4.5

Storbyområderne er indbyrdes forbundet af forskellige former for fysiske og virtuelle netværk, afhængigt af de økonomiske centres størrelse og betydning i de forskellige regioner. Denne udvikling breder sig og intensiveres. EU's transportpolitik (det transeuropæiske transportnet) og liberaliseringen af luftfartssektoren fremmer disse netværk.

4.6

Lissabon-strategien, der søger at fremme en konkurrencedygtig og videnbaseret økonomi, som tager hensyn til den sociale samhørighed og bæredygtige udvikling, er af særlig betydning. Gennemførelsen af strategien kan give storbyområderne en ny mission.

4.7

Den nye mission er til dels et resultat af den stigende betydning af netværkssamfund, der ændrer grundlaget for velstand, tiltrækker nye investeringer og fører til nye strategier for uddannelsen af unge og for arbejdsmarkedet generelt. Den nylige interesse for byer og storbyområder er derfor forbundet med anvendelsen af ny teknologi, navnlig IKT (informations- og kommunikationsteknologi) og højhastighedsinternet, der har betydelig indvirkning på borgernes og virksomhedernes liv. IKT påvirker i høj grad produktions- og servicestrukturerne og dermed også den fysiske planlægning og udviklingen af byer og storbyområder.

4.8

Investeringernes internationalisering, de højtkvalificeredes mobilitet og udvekslingen mellem universiteter, teknologiske institutter og den private sektor kan fremme økonomiske centre, jf. den kendte analysemodel »Porters diamant«. Der er her tale om et yderst vigtigt grundlag for netværkssamfundet (»network society«), hvori storbyområderne spiller en væsentlig rolle.

4.9

Storbyområderne fungerer også som vigtige centre for kultur, turisme og fritidsaktiviteter. Deres historiske mindesmærker udgør en væsentlig del af deres historie og identitet. Deres universiteter, biblioteker, museer, teatre, operaer og koncertsale er det privilegerede hjemsted for bevarelsen og udbredelsen af europæisk kultur. De spiller en vigtig rolle for skabelsen og udbredelsen af kultur. Storbyområderne er også hjemsted for afholdelsen af de vigtigste sportslige arrangementer og koncerter, der samler store folkemængder.

4.10

Storbyernes kosmopolitisme er yderst vigtig for udviklingen af medieindustrien. Medieindustrien (presse, forlagsvirksomhed, radio, fjernsyn, film, video, reklamer, telekommunikation) og kulturindustrien generelt er i fuld udvikling i storbyerne.

4.11

Forskellige erhvervs- og faggrupper og kulturorganisationer går sammen om at udvikle nye metoder til integration og deltagelse. Parallelt med de foranstaltninger, som træffes af de offentlige myndigheder, spiller civilsamfundet en særdeles central rolle i storbyernes dynamik. I mange tilfælde skyldes et storbyområdes trivsel hovedsageligt de offentlige og private aktørers samarbejde og samspil.

4.12

De offentlige og private aktørers samarbejde og samspil er afgørende for storbyområderne. Erfaringen viser, at det er lettere at etablere et effektivt samarbejde i større geografiske områder end på nationalt niveau. Storbyområdet har i princippet den rette størrelse til i samarbejde med alle aktører at fastsætte målene for planlægningen i et byområde og træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå dem.

4.13

I modsætning til tendensen i USA udvikler de europæiske byer sig nu både som byer og som byområder. Bykernerne fungerer fortsat som centrum for aktiviteter og mødested. Storbyerne spiller også en afgørende rolle for konsolideringen af en europæisk samfundsmodel.

4.14

Den europæiske økonomi befinder sig i en vigtig overgangsfase i kraft af udvidelsesprocessen og integrationen af det indre marked. Processen indebærer en blanding af konkurrence og partnerskab mellem regionerne, navnlig mellem storbyområderne, der har en vigtig funktion i dette dobbeltspil. Manglen på en overordnet offentlig myndighed for storbyområder er en ulempe for fastlæggelsen og gennemførelsen af konkurrencedygtige økonomiske udviklingsstrategier og partnerskaber.

5.1

Storbyer har i højere grad end andre områder alvorlige problemer med den sociale samhørighed og regionale skævhed. Storbyområderne kan tjene som eksempler for genoprettelsen af den sociale og regionale balance i EU. I teorien afhænger genoprettelsen dog af, at storbyområdernes økonomiske udvikling varer ved.

5.2

Storbyområderne har hver især deres særlige karakteristika. Bortset fra forskelle mellem storbyområdernes kultur og sociale og økonomiske udvikling, kan man dog iagttage lignende fænomener i hele Europa. I de fleste tilfælde er de offentlige og private aktører heldigvis i stigende grad blevet bevidst om behovet for at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for alle. Det skal dog erkendes, at der ofte stadig skal gøres et stort stykke arbejde.

5.3

Når den økonomiske omstrukturering har fundet sted eller er undervejs, har overgangen fra en konjunktur til en anden medført eller medfører endnu en betydelig arbejdsløshed, navnlig blandt unge og arbejdstagere over 50 år. Udviklingen rammer især storbyområderne. Det skal også bemærkes, at udviklingen ofte fører til skabelse af helt nye aktiviteter og arbejdspladser, der er bedre rustet til fremtiden.

5.4

Den økonomiske omstrukturering indebærer også flytninger, især af arbejdsintensive aktiviteter, hvilket forårsager en strukturel arbejdsløshed i de regioner, der er afhængig af en enkelt industri. Fænomenet eksisterer også i storbyområder på trods af, at de ofte har mulighed for at ændre deres økonomiske grundlag. Moderniseringsprocessen medfører ofte et skift fra en økonomi baseret på tung industri til et samfund baseret på tjenesteydelser og høj teknologi, som for eksempel regionerne Bilbao, Lille og Rhein-Ruhr-distriktet.

5.5

EU står over for en stadig stigende tilstrømning af indvandrere fra tredjelande. Selv om integrationen af indvandrere i landene og byerne foregår på vidt forskellig vis, står hele Europa unægteligt over for en betydelig udfordring, og storbyområderne er gode eksempler herpå. EØSU har i sine udtalelser gentagne gange anmodet EU om at udarbejde en fælles asyl- og indvandringslovgivning. EU kommer til at tage imod nye økonomiske migranter af demografiske, sociale og erhvervsmæssige grunde (9). Der vil være tale om både højtkvalificeret og mindre kvalificeret arbejdskraft. Fællesskabslovgivningen bør fremme lovlig indvandring og hindre illegal indvandring. Desuden bør EU fremme integrationen af indvandrere i værtslandet og udelukke forskelsbehandling (10).

5.6

I mange byer og storbyområder sker der en koncentration af indvandrere, der har store vanskeligheder ved at få adgang til kvalitetsjob som følge af utilstrækkelige faglige kvalifikationer, dårlige sprogkundskaber, social forskelsbehandling og en manglende integrationspolitik. Denne situation fører i mange storbyområder til en skæv indkomstfordeling og dermed til en ulige adgang til boliger og offentlige tjenesteydelser, herunder uddannelses- og sundhedssystemet. Der er grund til i højere grad at rette opmærksomheden mod fattige kvarterer, som er alvorligt ramt af problemet.

5.7

Storbyvækst skærper ofte de sociale uligheder og geografiske forskelle. De dårligere stillede samfundsgrupper, herunder et stort antal unge arbejdsløse og ældre i lavindkomstgruppen, samles i bestemte kvarterer, hvilket frembyder en del ulemper. Udstødelsen af befolkningsgrupper og de offentlige tjenesteydelsers utilstrækkelige kvalitet i disse kvarterer virker som selvforstærkende fælder, der kan være næsten umulige at slippe ud af. Tendensen til social udstødelse er ofte stigende, selv om der i årevis er blevet ført en byfornyelsespolitik i de kriseramte kvarterer. For at sikre et godt resultat, er der behov for at iværksætte omfattende foranstaltninger, der koordineres på storbyniveau.

5.8

Sikkerhedsspørgsmålet i storbyområder giver ofte anledning til bekymring, der kan have væsentlige konsekvenser for den sociale samhørighed og harmoniske udvikling. Storbyområdernes fordele og demografiske karakteristika gør dem paradoksalt nok sårbare over for visse risici. Dels kan deres funktionssystem svækkes af selv et mindre betydeligt sikkerhedsbrud på et af deres væsentlige elementer. Dels fremmer storbyernes karakteristika en tilstrømning af personer og varer, der virker befordrende på illegale aktiviteter med forbindelse til nationale eller internationale kriminelle netværk. De kan fremme tilstedeværelsen af aktivistgrupper ved at tilbyde anonymitet, logistik og et rekrutteringsgrundlag. Storbyernes nervecentre er foretrukne mål for nye former for terrorisme. Denne tendens vækker bekymring i den aktuelle politiske situation i verden.

5.9

Storbyområderne står over for andre udfordringer såsom miljøbeskyttelse og overholdelse af målsætningerne for bæredygtig udvikling. De skal overholde de internationale forpligtelser: Kyoto-protokollen, Agenda 21, Maastricht-traktaten og fællesskabsprogrammet fra 1993 og 1998 vedrørende bæredygtig udvikling. For at det kan lade sig gøre, skal de forene den økonomiske udvikling og miljøbeskyttelse, der kan virke gensidigt forstærkende, ved at organisere byudviklingen (transportsystemer, opførelse af beboelsesområder, affalds- og spildevandshåndtering, støjbekæmpelse, beskyttelse af historiske bykerner, beskyttelse af natur- og landbrugsarven osv.).

5.10

Den kraftige vækst i en række storbyområder i forbindelse med udvidelsen og styrkelsen af deres økonomi er en udfordring for deres infrastruktur og den offentlige og private transport. Trafikken kræver højteknologiske løsninger af miljømæssige og økonomiske grunde. Al miljøpolitik medfører høje omkostninger for den offentlige og private sektor. Offentlige midler er som regel utilstrækkelige, og offentlige-private partnerskaber har hidtil kun haft beskeden succes.

5.11

Storbyområdernes problemer forværres yderligere, når den administrative forvaltning af områderne ikke følger med den økonomiske udvikling, befolkningstilvæksten, det stigende antal boliger og den øgede daglige transport til og fra arbejde. Den administrative forvaltning i storbyområderne er ofte gammeldags, hvilket hindrer en effektiv forvaltning og dermed gennemførelsen af en effektiv økonomisk politik. En passende koordinering mellem den administrative forvaltning og de økonomiske aktører, og i bredere forstand mellem det offentlige og den private sektor, er en forudsætning for en god styring af storbyområderne.

5.12

Der er i denne forbindelse et væld af forskellige forvaltningsformer. I nogle tilfælde er storbyområdet mindre end den administrative enhed, det henhører under. Oftere strækker det sig over flere administrative enheder. Et storbyområde består næsten altid af flere kommuner eller andre administrative enheder. De fleste offentlige myndigheder (regionale og nationale) betragter de forskellige forvaltningsformer som et faktum og ikke som et emne, der er åbent for diskussion.

5.13

Regeringer har hver deres metode til at søge løsninger. Der er en tendens til, at store byer udveksler erfaringer, men der er for få høringer og udvekslinger på EU-niveau til at fremme sammenligningsgrundlag eller god praksis.

5.14

Selv om ovennævnte fænomener er karakteristiske for storbyområder, forvalter de individuelle regioner dem med betydelig forskel. Der er mange eksempler på, at regionale regeringer, der som regel støttes af den nationale regering sammen med den private sektor og det organiserede civilsamfund, påvirker udviklingen og skaber en ny model for fremtiden. Gennemførelsen af sådanne politikker forbedrer de socioøkonomiske vilkår, og regionerne bliver betydeligt mere konkurrencedygtige og bedre socialt tilpassede. EU bør benytte disse eksempler til at indlede høringsrunder for at indkredse bedste praksis og drøfte, hvordan EU med sine forhåndenværende midler selv kan forbedre situationen.

6.1

Det europæiske statistiske system har formet sig efter EU's politikker. Man kender således til antallet af kvæg og svin for hver region takket være den fælles landbrugspolitik. Der foreligger dog ingen data om beskæftigelsen eller værditilvæksten fordelt på aktivitetssektorer i storbyer og deres økonomiske indflydelsesområde, da der ikke findes nogen politik herfor, men også fordi Europa hidtil har tildelt for få midler til bystatistik. Eurostats kontor for byer og regioner har kun fem medarbejdere. De midler, som Eurostat har til rådighed, står ikke i rimeligt forhold til betydningen af dets arbejde.

6.2

De komparative socioøkonomiske undersøgelser af storbyregionerne for hele det europæiske område, der foretages af myndigheder med ansvar for økonomisk udvikling og fremme af landdistrikterne, universiteter, konsulenter eller Kommissionen, er ofte meget vage og mangelfulde beskrivelser. Faktisk bygger de på regionalstatistikker fra Eurostat. Fordelen ved disse statistikker er, at de er harmoniseret på europæisk plan. Men de har også en væsentlig ulempe: Eurostats regionale opdeling, nomenklaturen for statistiske territoriale enheder (eller NUTS), er et kludetæppe af nationale administrative enheder. Denne opdeling afspejler hvert lands politiske og administrative historie. Den er med få undtagelser geografisk utilstrækkelig til, at man kan forstå og troværdigt sammenligne de økonomiske, sociale og miljømæssige forhold i storbyområderne på europæisk plan. NUTS' opdeling ikke er blevet udformet med dette for øje.

6.3

Man kan således ikke ved hjælp af statistikkerne fra Eurostat få oplysninger om storbyområdernes befolkning, erhvervsaktiviteter, arbejdsløshed eller produktion, og som følge heraf ej heller en troværdig evaluering og sammenligning af de strategiske indikatorer såsom: befolkningstilvæksten, produktionens værditilvækst, beskæftigelsen, arbejdsløsheden eller den samlede produktion pr. arbejdsplads. En analyse af resultaterne fra undersøgelsen af de såkaldte storbyregioner, der blev udført af enten private konsulenter eller nationale offentlige myndigheder, viser, at manglen på troværdige og geografisk komparative data ikke alene kan føre til fejlagtige, men nogle gange også modsigende konklusioner på den »observerede« socioøkonomiske udvikling i de europæiske storbyregioner (f.eks. med hensyn til produktionsudviklingen i en region).

6.4

Manglen på data om den socioøkonomiske udvikling i de europæiske storbyregioner og —områder er en ulempe af to væsentlige årsager:

6.4.1

Storbyområderne er en drivende kraft bag væksten. Den økonomiske aktivitet, som de skaber, og de heraf følgende fordele breder sig til andre byområder i de enkelte lande. For at få det bedst mulige ud af de begrænsninger og muligheder, der er opstået som følge af det forandrede internationale miljø, har storbyområderne brug for en regelmæssigt opdateret evaluering af deres præstationer på europæisk plan.

6.4.2

Det er ligeledes ønskeligt, at der på europæisk plan foreligger troværdige analyser og sammenligninger af de vigtige aspekter, herunder problemerne i forbindelse med indvandring, arbejdskvalitet, fattigdom og udstødelse, miljø og sikkerhed

6.5

USA har gennem flere årtier oparbejdet en stor mængde sammenlignelige og aktuelle data om dets 276 storbyområder, der er tilgængelige for alle på internettet (11). Eftersom de europæiske lande har hver deres definition af byer (og nogle gange af storbyer), er det utvivlsomt vanskeligere af nå frem til en fælles definition af storbyområder. Da det nu er blevet vigtigt i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien at råde over troværdige og sammenlignelige data om de europæiske storbyområder, mener EØSU, at tiden er inde til, at Eurostat i samarbejde med de nationale statistiske kontorer opstiller en definition af disse og udarbejder en lang række data i henhold til denne definition.

6.6

Det af Kommissionen lancerede Urban II-program, der er undervejs, skal tilvejebringe oplysninger om levevilkårene for indbyggerne i 258 byer og byområder. Projektet udgør et vigtigt bidrag til overvejelserne om den sociale samhørighed. Det vil dog ikke tilvejebringe sammenlignelige socioøkonomiske indikatorer om storbyområderne på europæisk plan. Indikatorerne evalueres nemlig på by- og byområdeplan i de enkelte lande ud fra deres respektive nationale definition. Endvidere vil indikatorerne for London, Paris og Berlin blive evalueret inden for grænserne af de respektive administrative regioner (Greater London, Ile-de-France og Bundesland Berlin).

6.7

ORATE-projektet (netværksbaseret observationscenter for EU's fysiske og funktionelle udvikling) sigter på at forbedre kendskabet til EU's område. Men det støder navnlig på manglen på økonomiske data på kommunalt plan, og også på NUTS 3-niveau i hele Europa. Projektet viser meget fint de mange mangler i det europæiske statistiske system.

6.8

Alle disse bemærkninger fremhæver det forhold, at Eurostat er nødt til at have de nødvendige supplerende budgetmæssige og menneskelige ressourcer stillet til rådighed for at kunne tilvejebringe troværdige og sammenlignelige data om byer og storbyer.

6.9

En nylig undersøgelse, der præsenterer oplysninger fra den europæiske undersøgelse af arbejdsstyrken i storbyområder med mere end 1 mio. indbyggere i Nordvesteuropa, er nævneværdig (12). Det fremgår af undersøgelsen, at det for så vidt angår de større storbyområder, der er afgrænset gennem fælles kriterier, er muligt billigt at tilvejebringe mange sammenlignelige socioøkonomiske data på europæisk plan ved at udnytte en undersøgelse, som årligt udarbejdes af de nationale statistiske kontorer og koordineres af Eurostat. Undersøgelsen bør på forsøgsbasis udvides til andre storbyområder i Europa.

7.1

I de seneste ti år har der i flere medlemsstater og på regionalt niveau været undersøgelser og debatter i gang om den nye situation med storbyområder i Europa. Selv om disse områder er mere synlige på det nationale og internationale plan end tidligere, er deres rolle i gennemførelsen af Lissabon-strategien endnu ikke blevet anerkendt.

7.2

Storbyområderne er hovedhjørnestenen i gennemførelsen af Lissabon-strategiens økonomiske, sociale og miljømæssige mål. De er hovedsædet for uddannelse, forskning, innovation, højteknologi, skabelse af nye aktiviteter og fremme af iværksætterånden. De er også de vigtigste transport- og telekommunikationsknudepunkter, hvilket letter dannelsen af netværk mellem virksomheder, universiteter og forskningscentre. EØSU understreger, at en bedre mobilisering af Europas økonomiske vækstpotentiale kræver aktiv deltagelse af alle offentlige og private aktører, som arbejder på at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling af storbyområderne. Det vil med andre ord sige, at Lissabon-strategiens mål — i betragtning af den rolle, de europæiske storbyområder spiller — ikke kan nås, hvis de ikke gennemføres i storbyområderne.

7.3

At denne udvikling ikke får tilstrækkelig opmærksomhed på regeringsniveau skyldes bl.a. det forhold, at de politisk-administrative regioners grænser sjældent svarer til storbyområdernes geografiske grænser. Der findes derfor, med få undtagelser, ingen troværdige og sammenlignelige data på europæisk niveau, som muliggør en beskrivelse af den sociale og økonomiske situation og den igangværende udvikling i storbyområderne.

7.4

EØSU understreger, at det er i EU's interesse:

7.5

De gavnlige konsekvenser af at tilvejebringe disse oplysninger og stille dem til rådighed for alle vil være følgende:

7.6

EØSU bakker kraftigt op om METREX' forslag fra 2003 om at skabe et europæisk program for storbyområderne (13). Et sådant program, METROPOLITAN, kunne udgøre et forum for møder og debatter. Det ville ligeledes kunne inddrage de arbejdsgrupper, der skal fastslå og udbrede god praksis på de områder, der behandles i denne udtalelse.

7.7

EØSU er tilfreds med den betydning, der tillægges »konkurrenceevnen«, og det bånd, der etableres mellem den nydefinerede regionalpolitik og Lissabon-strategien i den tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, hvilket har stor betydning for storbyområderne. For disse ville visse mål under titlerne »konkurrenceevne« og »viden« kunne opnå støtte fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

7.8

EØSU finder det absolut nødvendigt, at der oprettes en enhed for »storbyområder« inden for Eurostat. Dens opgave skal være hvert år at fremlægge de ovennævnte oplysninger.

7.9

At det kan være vanskeligt at definere den geografiske afgrænsning af alle storbyområder og tilvejebringe sammenlignelige oplysninger og data, legitimerer ikke manglende handling. EØSU foreslår derfor, at der hurtigst muligt lanceres et pilotprogram for et begrænset antal storbyområder i tråd med de ovenfor nævnte anbefalinger. EØSU foreslår endvidere, at pilotprogrammet gennemføres i et samarbejde mellem Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik, Eurostat, de nationale statistiske kontorer og de berørte storbyer.

7.10

EØSU håber, at EU's institutioner vil bakke op om de forelagte retningslinjer i denne udtalelse. EØSU finder det derfor ønskeligt, at situationen i disse områder — parallelt med oprettelsen af et forum, som skal samle storbyområderne og Kommissionen — også skal være på dagsordenen i Rådet (konkurrenceevne) og det uformelle Råd for fysisk planlægning og byspørgsmål.

1 —

anerkende de europæiske storbyområders vigtige rolle

2 —

fremme en effektiv storbyforvaltning

3 —

støtte aktørernes fastlæggelse af integrerede strategier for storbyområder

4 —

støtte de politikker for storbyområder, der sigter på at styrke deres konkurrenceevne samt territoriale og sociale samhørighed.