Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004IE0960

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Den internationale konvention om vandrende arbejdstagere«

    EUT C 302 af 7.12.2004, p. 49–52 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    7.12.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 302/49


    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Den internationale konvention om vandrende arbejdstagere«

    (2004/C 302/12)

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 29. januar 2004 i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 29, stk. 2 at udarbejde en udtalelse om »Den internationale konvention om vandrende arbejdstagere«.

    Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Luis Miguel Pariza Castaños til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 14. juni 2004.

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 410. plenarforsamling den 30. juni-1. juli 2004, mødet den 30. juni, følgende udtalelse med 162 stemmer for, 3 imod og 11 hverken for eller imod.

    1.   Indledning

    1.1

    Den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder blev vedtaget af FN's generalforsamling i resolution 45/158 af 18. december 1990 og trådte i kraft den 1. juli 2003, efter at de tyve første lande havde ratificeret den. På nuværende tidspunkt har 25 lande ratificeret konventionen (1). Det er dermed en gældende international traktat, som er obligatorisk for de lande, der ratificerer den.

    1.2

    Konventionens mål er på verdensplan at beskytte menneskerettigheder og værdighed for de personer, der udvandrer af økonomiske eller arbejdsmæssige årsager, ved hjælp af hensigtsmæssig lovgivning og god praksis på nationalt plan. Fremme af demokrati og menneskerettigheder bør være det fælles udgangspunkt for en hensigtsmæssig international lovgivning for migrationspolitikkerne. Konventionen garanterer også ligevægt mellem de forskellige situationer, både i oprindelses- og modtagerlandene.

    1.3

    Konventionen er en ud af syv internationale traktater om menneskerettigheder, som De Forenede Nationer har udarbejdet, og den anerkender international beskyttelse af visse grundlæggende menneskerettigheder, som defineres i verdenserklæringen om menneskerettigheder, for alle vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer. Konventionen er en altomfattende samling af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, der bygger på princippet om ligebehandling. Den definerer de rettigheder, der gælder for indvandrere både med og uden lovligt ophold, fastsætter minimumsstandarder for beskyttelse af civile, økonomiske, politiske, sociale og arbejdsmæssige rettigheder og anerkender, at de vandrende arbejdstagere bør have visse grundlæggende rettigheder, som skal være beskyttet af internationale standarder.

    1.4

    Denne konvention, som bygger videre på flere af ILO's tidligere konventioner (2), udvider den retlige ramme til at omfatte alle internationale migrationsstrømme, fremmer ligebehandling af indvandrere og tager sigte på at forhindre, at indvandrere med ulovligt ophold udnyttes. Den omfatter hele migrationsprocessen: uddannelse, udvælgelse, udrejse og transit, opholdet i det land, hvor arbejdstageren er beskæftiget, tilbagerejse og genetablering i oprindelseslandet.

    1.5

    Forvaltningen af migrationsstrømmene er landenes eget ansvar. Tillige med De Forenede Nationers generalsekretær ønsker EØSU en forbedring af det bilaterale, regionale og internationale samarbejde mellem oprindelses- og modtagerlandene. Konventionen hverken fremmer eller forvalter migrationsstrømmene, men ønsker blot at sikre en universel anerkendelse af de grundlæggende menneskerettigheder og styrke beskyttelsen heraf på internationalt plan.

    1.6

    Konventionen griber de vandrende personers administrative situation an på en anden måde, idet alle personer får garanti for, at de grundlæggende menneskerettigheder beskyttes, og idet indvandrere med lovligt ophold får flere rettigheder.

    1.7

    Med konventionen giver det internationale samfund og De Forenede Nationer udtryk for deres vilje til at forbedre samarbejdet mellem landene for at forebygge og eliminere menneskesmugling samt sort arbejde, som udføres af indvandrere med ulovligt ophold, og at udvide beskyttelsen af de grundlæggende menneskerettigheder for indvandrere i hele verden (3).

    2.   Indvandrernes rettigheder

    2.1

    Konventionen ønsker at sikre lige behandling og samme retlige betingelser for vandrende og indfødte arbejdstagere, hvilket indebærer:

    forebyggelse af umenneskelige leve- og arbejdsvilkår, fysiske og seksuelle overgreb samt nedværdigende behandling, herunder slaveri (artikel 10-11, 25 og 54),

    sikring af indvandreres ret til at tænke frit, ytringsfrihed og religionsfrihed (artikel 12-13),

    anerkendelse af retten til privatlivets fred og retten til personlig sikkerhed (artikel 14, 15 og 16),

    fastlæggelse af adgang til effektiv retsbeskyttelse ved hjælp af retfærdige retslige procedurer, som sikrer retten til lighed for loven og forbud mod forskelsbehandling, hvormed vandrende arbejdstagere sikres hensigtsmæssige retslige procedurer og tolkning (artikel 18, 19 og 20),

    sikring af indvandreres adgang til oplysning om deres rettigheder (artikel 33 og 37),

    sikring af indvandreres adgang til uddannelse og sociale ydelser på lige vilkår med andre (artikel 27-28, 30, 43-45 og 54) og

    anerkendelse af indvandreres ret til at indmelde sig i fagforeninger og deltage i fagforeningsarbejde (artikel 26 og 40).

    2.2

    Konventionen anerkender også indvandreres ret til at opretholde forbindelsen til deres oprindelsesland, hvilket indebærer:

    sikring af, at indvandrere kan vende tilbage til deres oprindelsesland, hvis de ønsker det, og give dem mulighed for at besøge oprindelseslandet lejlighedsvist og bevare det kulturelle tilhørsforhold (artikel 8, 31 og 38),

    sikring af indvandreres politiske deltagelse i oprindelseslandet (artikel 41-42),

    sikring af indvandreres ret til at overføre deres indkomst til oprindelseslandet (artikel 32, 46-48).

    2.3

    Konventionen har som grundlæggende udgangspunkt, at alle indvandrere skal have adgang til et vist minimum af beskyttelse. Konventionen omfatter begge situationer — med og uden lovligt ophold — som indvandrere befinder sig i. Den fastsætter et sæt af rettigheder, som er mere omfattende for indvandrere med lovligt ophold, men anerkender samtidigt nogle grundlæggende rettigheder for indvandrere uden lovligt ophold.

    2.4

    Det foreslås med konventionen, at der træffes foranstaltninger til bekæmpelse af ulovlig indvandring, som først og fremmest skal bidrage til kampen mod vildledende oplysninger, der kan anspore folk til at udvandre til et andet land uden at have papirerne i orden, og som indebærer straf for menneskesmuglere og arbejdsgivere, der ansætter udokumenterede indvandrere.

    2.5

    Der nedsættes et udvalg til beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som består af ti eksperter, der skal overvåge konventionens anvendelse, og som udnævnes af de lande, der har ratificeret den.

    3.   De vestlige lande har ikke ratificeret konventionen

    3.1

    De internationale migrationsstrømme er en følge af de store økonomiske og sociale uligheder, der er mellem de rige lande i nord og udviklingslandene, og som kun øges i et stadig mere globaliseret økonomisk system. De lande, der har ratificeret konventionen, er dog overvejende lande, som indvandrerne kommer fra. EU's medlemsstater, USA, Canada, Australien, Japan og de øvrige vestlige lande, som modtager et stort antal indvandrere (4), har indtil videre hverken ratificeret eller undertegnet (5) konventionen.

    3.2

    EU, som ønsker at fastlægge internationale standarder på forskellige områder (i WTO for den internationale handel og gennem Kyoto-protokollen med henblik på miljøet), bør også tilstræbe, at indvandreres grundlæggende rettigheder sikres gennem internationale standarder.

    4.   EU's indvandringspolitik

    4.1

    I EU garanteres og beskyttes menneskerettighederne, og her anvendes størstedelen af De Forenede Nationers internationale retlige instrumenter. EU har også sine egne instrumenter såsom Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og chartret om grundlæggende rettigheder.

    4.2

    EU har tillige udviklet en række retlige instrumenter til bekæmpelse af forskelsbehandling (6). Flere eksperter har dog lige som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad (7) påpeget, at indvandrerne alligevel bliver forskelsbehandlet i arbejdsmæssige sammenhænge.

    4.3

    EU har siden Det Europæiske Råd i Tammerfors arbejdet på en fælles lovgivning for asyl og indvandring. I Tammerfors lagde man et godt politisk grundlag for en harmonisering af EU's lovgivning for asyl og indvandring og for en styrkelse af samarbejdet med tredjelande om forvaltningen af migrationsstrømmene. I Tammerfors enedes man i øvrigt om, at alle personer har krav på ligebehandling, og at der er behov for indvandringspolitikker og politikker til bekæmpelse af forskelsbehandling.

    4.4

    Kommissionen har udarbejdet en række initiativer til lovgivning, som dog møder stor modstand i Rådet (8). I dag, fire år efter Det Europæiske Råd i Tammerfors, er der få resultater at spore. Den vedtagne lovgivning er skuffende og ligger langt fra Tammerfors-målene, Kommissionens forslag og Parlamentets og EØSU's udtalelser. I Rådet er det meget svært at nå til enighed som følge af de blokeringer, det nuværende system giver mulighed for, og som følge af nogle regeringschefers holdninger.

    4.5

    EØSU har gennem en række udtalelser anmodet Rådet om at være mere ansvarsbevidst og konstruktiv i behandlingen af spørgsmålet og samtidig udvise større samarbejdsvilje. Der er stigende behov for en hensigtsmæssig fælles lovgivning i EU, der kan muliggøre en lovlig og gennemsigtig forvaltning af indvandring.

    4.6

    EØSU har udarbejdet en række udtalelser (9), i hvilke det foreslås, at EU får en fælles politik for indvandring af arbejdstagere, som kan lede indvandringen ad lovlige og gennemsigtige kanaler, forhindre ulovlig indvandring og bekæmpe den ulovlige menneskesmugling.

    4.7

    På baggrund af Kommissionens forslag (10) og i betragtning af EØSU's udtalelse (11) er det vigtigt, at direktivet om betingelserne for indvandreres indrejse og ophold samt adgang til beskæftigelse vedtages snarest muligt.

    4.8

    På det Europæiske Råds møde i Thessaloniki så man positivt på Kommissionens meddelelse om indvandring, integration og beskæftigelse (12), hvori det påpeges, at arbejdsmigrationen i EU vil stige betydeligt i de kommende år, og at det derfor er nødvendigt at have en hensigtsmæssig lovgivning til forvaltning af indvandringen på et retligt grundlag. Kommissionen slår også fast, at der er behov for indvandringspolitikker, der fokuserer på indvandrerne, såvel som politikker til bekæmpelse af alle former for udnyttelse og forskelsbehandling.

    4.9

    Ikke alle nationale lovgivninger om indvandring er i fuld overensstemmelse med de internationale menneskerettighedskonventioner, og der findes endog EU-direktiver (f.eks. direktivet om familiesammenføring), som en række NGO'er og Europa-Parlamentet anser for at være i modstrid med grundlæggende menneskerettigheder. EØSU mener, at de internationale menneskerettighedskonventioner og EU's charter om grundlæggende rettigheder bør udgøre grundlaget for al EU-lovgivning, der vedrører indvandring.

    5.   EU's værdier i verden

    5.1

    USA har i den seneste tid gået enegang i håndteringen af internationale spørgsmål. Hele FN-systemet har nu alvorlige problemer pga. denne situation, som har bragt det eneste eksisterende system til bilæggelse af konflikter gennem multilateralt samarbejde i fare.

    5.2

    EU er med store vanskeligheder i færd med at opbygge en fælles udenrigspolitik, i hvilken FN skal spille en væsentlig rolle. Den kommende EU-forfatning vil konsolidere dette mandat på det udenrigspolitiske område som et af EU's opgaveområder.

    5.3

    Det multilaterale samarbejde er grundpillen i EU's eksterne forbindelser sammen med et aktivt samarbejde med FN-systemet. I et af sine seneste dokumenter (13) udtaler Kommissionen: »FN står i dag over for en klar udfordring. En god styring af det internationale samfund forudsætter, at de multilaterale institutioner er i stand til at sikre en effektiv håndhævelse af deres beslutninger og standarder — såvel inden for den højere politik (international fred og sikkerhed), som i den praktiske overholdelse af de tilsagn som er afgivet på FN's seneste konferencer på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Den Europæiske Union har et særligt ansvar i denne forbindelse. Unionen lægger ikke blot multilateralt samarbejde til grund for sine relationer med omverdenen, men kan — og bør — også tjene som forbillede for andre med hensyn til indfrielsen af sine internationale tilsagn.«

    5.4

    Globaliseringen skaber nye forvaltningsmæssige muligheder og problemer på verdensplan (14). Ind- og udvandring indebærer i dag store problemer for såvel de personer, der udvandrer, som for oprindelses- og modtagerlandene. Den nuværende udfordring består i at gøre problemerne til muligheder for alle, såvel for ind- og udvandrerne som for oprindelses- og modtagerlandene. Det multilaterale og internationale samarbejde er opskriften på en god global forvaltning og vejen til en samling af regler og institutioner, som er skabt af det internationale samfund, og som er universelt anerkendte.

    5.5

    Som FN's generalsekretær, Kofi Annan, udtrykte det i Europa-Parlamentet den 29. januar 2004, er internationalt samarbejde nøglen til styring af de internationale migrationsstrømme, som vil stige i de kommende år. »Kun gennem samarbejde — bilateralt, regionalt og globalt — kan vi skabe nogle alliancer mellem modtager- og oprindelseslandene, som er i alles interesse, gøre immigration til en udviklingskatalysator, bekæmpe menneskehandlerne effektivt og enes om fælles regler for behandling af immigranter og forvaltning af immigrationen«.

    5.6

    EU er et område med frihed, demokrati og menneskerettigheder for alle. For at styrke disse værdier i fremtiden skal de internationale konventioner, der beskytter de grundlæggende menneskerettigheder, ratificeres af alle EU-landene, og de juridiske bestemmelser skal indarbejdes i såvel EU-lovgivningen som de nationale lovgivninger.

    5.7

    I artikel 7 i udkastet til EU-forfatningen foreslås det, at EU tiltræder den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hvilket EØSU støtter. EØSU går også ind for at inkorporere chartret om grundlæggende rettigheder i forfatningen, hvilket indebærer en fælles base for alle menneskers rettigheder inden for EU.

    5.8

    Disse værdier bør ligeledes inkorporeres i EU's internationale forbindelser. EU bør arbejde for, at der på grundlag af de internationale konventioner, som støttes af FN, skabes en fælles juridisk ramme for international beskyttelse af alle menneskers grundlæggende rettigheder uden skelen til nationalitet og bopæl.

    6.   EØSU's forslag

    6.1

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg opfordrer i tråd med sine tidligere udtalelser om europæisk flygtningepolitik og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets udtalelse EU-landene til at ratificere den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, som blev vedtaget på FN's generalforsamling (resolution 45/158 af 18. december 1990), og som har været gældende siden 1. juli 2003.

    6.2

    EØSU opfordrer Kommissionens formand og den nuværende formand for Rådet til at træffe passende politiske initiativer for at sikre, dels at medlemslandene i løbet af de kommende 24 måneder ratificerer konventionen, dels at EU også ratificerer konventionen, når det i henhold til forfatningstraktaten får mulighed for at undertegne internationale aftaler. For at fremme ratifikationen vil Kommissionen udarbejde en undersøgelse med en analyse af lovgivningen på EU- og nationalt plan i relation til konventionen. Desuden vil arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer sammen med EØSU og Kommissionen arbejde for en ratificering.

    Bruxelles, den 30. juni 2004

    Roger BRIESCH

    Formand for

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


    (1)  Aserbajdsjan, Belize, Bolivia, Bosnien-Hercegovina, Burkina Faso, Kap Verde, Colombia, Ecuador, Egypten, El Salvador, Ghana, Guatemala, Guinea, Kirgisistan, Mali, Mexico, Marokko, Filippinerne, Senegal, Seychellerne, Sri Lanka, Tadsjikistan, Uganda, Uruguay og Østtimor.

    (2)  Konvention nr. 97 af 1949 og Konvention nr. 143 af 1975.

    (3)  Ifølge Den Internationale Migrationsorganisation er der i øjeblikket 175 millioner personer, som bor i et andet land end det, de er født i eller har statsborgerskab i.

    (4)  55 % af alle indvandrere bor i Nordamerika og Vesteuropa.

    (5)  Med undertegnelsen ytrer det pågældende land ønske om at tiltræde konventionen i fremtiden. Følgende lande har undertegnet konventionen: Chile, Bangladesh, Tyrkiet, Comorerne, Guinea-Bissau, Paraguay, Sao Tomé og Principe, Sierra Leone og Togo.

    (6)  Direktiv 2000/43 og Direktiv 2000/78.

    (7)  Se rapporten »Migrants, minorities and employment: exclusion, discrimination in 15 Member States of the European Union«, oktober 2003.

    (8)  Allerede i 1994 anbefalede Kommissionen i sin hvidbog om europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik (KOM(1994) 333 endelig), at medlemsstaterne ratificerer konventionen.

    (9)  Se EØSU's udtalelser om familiesammenføring, EFT C 204 af 18.7.2000 og EFT C 241 af 7.10.2002, om Kommissionens meddelelse om en indvandringspolitik i EU, EFT C 260 af 17.9.2001, om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, EFT C 36 af 8.2.2002, om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på beskæftigelse, EFT C 80 af 3.4.2002, om en fælles politik mod ulovlig indvandring, EFT C 149 af 21.6.2002, om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, faglig uddannelse eller volontørtjeneste, EUT C 133 af 6.6.2003, og om adgang til unionsborgerskab i EU, EUT C 208 af 3.9.2003.

    (10)  Jf. EFT C 332 af 27.11.2001.

    (11)  EØSU's udtalelse, EFT C 80 af 3.4.2002 (ordfører: Luis Miguel Pariza Castaños).

    (12)  Kommissionens meddelelse KOM(2003) 336 endelig og EØSU's udtalelse, EUT C 80 af 30.3.2004 (ordfører Luis Miguel Pariza Castaños).

    (13)  KOM(526) 2003 »Den Europæiske Union og De Forenede Nationer: Et argument for multilateralt samarbejde«.

    (14)  »Styring af globaliseringen — en nødvendighed af hensyn til de allersvageste«.


    Top