52001SC0012

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge

1. Baggrund

Den 14. juli 1999 vedtog Kommissionen et forslag [1] til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF af 10. juni 1991 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge [2].

[1] KOM(1999) 352 endelig, EFT C 177 af 27.6.2000.

[2] EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.

Kommissionens forslag blev forelagt for Europa-Parlamentet og Rådet den 20. juli 1999.

Europa-Parlamentet afgav førstebehandlingsudtalelse den 5. juli 2000 [3].

[3] A5-0175/2000.

Rådet nåede til politisk enighed om forslaget den 29. september 2000 og vedtog den 30. november 2000 enstemmigt den fælles holdning, som er genstand for denne meddelelse.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 26. januar 2000 [4].

[4] CES 89/2000.

2. Oprindelsen til og målsætningerne med Kommissionens forslag

Kommissionens forslag efterkom Europa-Parlamentets og Rådets ønske om en ajourføring og udvidelse af direktivet fra 1991 om hvidvaskning af penge.

Kommissionen foreslog derfor en udvidelse af forbuddet mod hvidvaskning af penge. 1991-direktivet forpligtede kun medlemsstaterne til at forbyde hvidvaskning af udbytte fra narkotikaforbrydelser, mens de blev opfordret til at bekæmpe hvidvaskning af udbytte fra en række underliggende forbrydelser (også benævnt prædikatforbrydelser). Det tilstræbtes i forslaget at bringe direktivet i overensstemmelse med den stigende internationale tendens til at lade en bredere vifte af prædikatforbrydelser være omfattet af direktivet.

Vigtigst af alt blev det i Kommissionens forslag tilstræbt at udvide forpligtelserne i 1991-direktivet (især identifikation af kunderne og indberetning af mistanke om hvidvaskning af penge) til også at omfatte en række sårbare ikke-finansielle erhverv og aktiviteter, herunder jurister og regnskabskyndige.

Forslaget tiltænkte også Kontoret for Bekæmpelse af Svig, OLAF, en rolle med hensyn til samarbejde og udveksling af oplysninger med medlemsstaternes myndigheder med ansvar for hvidvaskningsbekæmpelse i spørgsmål, der skader Fællesskabets finansielle interesser.

Der blev udarbejdet en række supplerende retningslinjer for de stadig oftere forekommende tilfælde, hvor der ikke er nogen direkte kontakt mellem finansieringsinstituttet og kunden.

Endelig blev der i forslaget foretaget en række mere tekniske justeringer af 1991-direktivet.

3. Kommentarer til den fælles holdning

(a) Generelt

Den politiske betydning af denne sag blev anerkendt af Det Europæiske Råd, som på sit møde i Tammerfors i oktober 1999 anmodede om, at forslaget blev vedtaget "snarest muligt".

Det finske, portugisiske og senest det franske formandskab har behandlet dette forslag som en hastesag.

Europa-Parlamentet tilpassede sin arbejdsgang for eventuelt at nå frem til en vedtagelse på grundlag af en enkelt behandling.

Dette var ikke muligt, hovedsagelig som følge af de igangværende drøftelser i Rådets arbejdsgruppe vedrørende to hovedspørgsmål, nemlig omfanget af prædikatforbrydelser, der skal ligge til grund for forbuddet mod hvidvaskning af penge, og de sikkerhedsforanstaltninger, der skal indføres med hensyn til advokat-klientforholdet med henblik på at beskytte juristernes traditionelle rolle.

Disse to problemer blev løst på ØKOFIN-Rådets møde den 29. september. Kommissionen mener, at de løsninger, der blev vedtaget af Rådet, og som siden er indarbejdet i den fælles holdning af 30. november 2000, generelt er i overensstemmelse med filosofien i Kommissionens forslag, imødekommer Europa-Parlamentets vigtigste betænkeligheder og udgør et vigtigt fremskridt i EU's bestræbelser på at bekæmpe hvidvaskning af penge.

(b) Specifikke kommentarer til de enkelte bestemmelser

Definitionerne af "kreditinstitut" i artikel 1, litra A), og af "finansieringsinstitut" i artikel 1, litra B), er blevet ændret for at tage hensyn til den kodificering af bankdirektiv 2000/12/EF [5], der blev vedtaget den 20. marts 2000. Parlamentet ønskede denne ændring i sit ændringsforslag 9. I samme ændringsforslag blev der også anmodet om en specifik henvisning til direktiv 2000/46/EF [6] om elektroniske penge. Dette er rent faktisk ikke nødvendigt, idet direktiv 2000/28/EF [7] nu har ændret definitionen af "kreditinstitut" i direktiv 2000/12/EF. Det er således klart fastslået, at begrebet "kreditinstitut" omfatter udstedere af elektroniske penge. Hensigten i Parlamentets ændringsforslag respekteres således fuldt ud.

[5] EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1.

[6] EFT L 275 af 27.10.2000, s. 39.

[7] EFT L 275 af 27.10.2000, s. 37.

Definitionen af "finansieringsinstitut" er også blevet udvidet i den fælles holdning til at omfatte "et institut for kollektiv investering, der markedsfører sine andele eller aktier". Dette omfatter og går videre end medtagelsen af institutter for kollektiv investering, som Parlamentet ønskede i sit ændringsforslag 10. Enhver henvisning udelukkende til direktiv 85/611/EØF [8] ville efter Kommissionens opfattelse have været alt for snæver.

[8] EFT L 375 af 31.12.1985, s. 3.

Artikel 1, litra C), D) og F), som i Kommissionens forslag er overtaget ordret fra 1991-direktivet, er uændret.

I artikel 1, litra E), er definitionen af "kriminel handling" bredere i den fælles holdning end definitionen i Kommissionens oprindelige forslag. Kriminel handling defineres nu som "kriminel deltagelse i en alvorlig lovovertrædelse". Begrebet "alvorlige lovovertrædelser" defineres i fem led.

Henvisningen i første led til de narkotikarelaterede lovovertrædelser, der er omfattet af Wienerkonventionen, svarer (bortset fra mindre redaktionelle ændringer) til Kommissionens forslag.

I andet led erstattes den udefinerede henvisning til organiseret kriminalitet i Kommissionens forslag af en henvisning til "kriminelle organisationers handlinger" som defineret i den fælles aktion inden for rammerne af tredje søjle (98/733/RIA) af 21. december 1998 [9]. Dette afspejler ånden i Parlamentets ændringsforslag 4 og 12, hvori behovet for en hensigtsmæssig definition blev påpeget.

[9] EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

Henvisningen i Kommissionens forslag til "svig, bestikkelse eller andre ulovlige handlinger, som er til skade for eller vil kunne skade De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser" er affattet anderledes i den fælles holdning. Henvisningen til svig over for Fællesskabet er gjort mere specifik i tredje led i artikel 1, litra E), i den fælles holdning og skal i det mindste dække grove tilfælde. Dette er i overensstemmelse med Parlamentets ændringsforslag 13, hvori denne henvisning til grove tilfælde blev tilstræbt på en anden måde (nemlig artikel 1, litra e), i anden protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser). Henvisningen til "andre ulovlige handlinger", som blev kritiseret for at være upræcis, er fjernet, og bestikkelse er nu generelt omfattet i et særskilt fjerde led. Dækningen af bestikkelse er således bredere end ønsket i ændringsforslag 13. Kommissionen fastholder imidlertid som en målsætning, at de prædikatforbrydelser, der skal ligge til grund for forbuddet mod hvidvaskning af penge, bør dække alle kriminelle handlinger, der falder ind under traktatens artikel 280.

Endelig tilføjes der et femte led, hvori der henvises til lovovertrædelser, der kan give betydeligt udbytte, og som medfører en streng frihedsstraf. Definitionen af, hvad der forstås ved "betydeligt" og "streng", vil blive overladt til hver enkelt medlemsstats vurdering. Denne løsning afspejler det kompromis, der blev nået i Rådet mellem de medlemsstater, som ønskede at basere forbuddet mod hvidvaskning af penge på begrebet "alvorlige lovovertrædelser" som defineret i den fælles aktion (98/308/RIA) af 3. december 1998 [10], og dem, der fastholdt, at en sådan dækning kunne være for bred. Det kompromis, der blev nået i Rådet, og som er afspejlet i femte led, giver medlemsstaterne fleksibilitet i dette spørgsmål i en overgangsperiode, men det skal noteres, at det enstemmigt blev aftalt, at definitionen i femte led skal tilnærmes definitionen af alvorlige strafbare handlinger i den fælles aktion af 3. december 1998 inden tre år fra ikrafttrædelsen af det nye direktiv. Til det formål skal Kommissionen fremlægge et forslag til denne yderligere ajourføring af direktivet.

[10] EFT L 333 af 9.12.1998, s. 1.

På grund af vanskelighederne med at nå til enighed i Rådet om det vigtige spørgsmål vedrørende prædikatforbrydelser, hvilket til dels skyldes de forskellige strukturer i medlemsstaternes straffelovgivninger, mener Kommissionen, at løsningen i den fælles holdning er et godt kompromis, der vil gøre det muligt at føre kampen mod hvidvaskning af penge over en bred front i overensstemmelse med den politik, der føres af Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge (FATF) og Europarådet, samtidig med at medlemsstaterne får større fleksibilitet på kort sigt. I forbindelse med opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til artikel 17 i direktiv 91/308/EØF vil Kommissionen imidlertid kontrollere, om medlemsstaternes gennemførelse af det (ændrede) direktiv afspejler en hvidvaskningsbekæmpelse over en bred front, og være særlig opmærksom på beskyttelsen af Fællesskabets finansielle interesser.

Definitionen af "kompetente myndigheder" i artikel 1, litra F), er ændret en smule i forhold til Kommissionens forslag. Rådet var enigt i, at direktivet ikke forpligter medlemsstaterne til at oprette sådanne myndigheder, hvor de ikke eksisterer.

I den nye artikel 2a svarer de omfattede personer og erhverv i den fælles holdning stort set til det, der blev foreslået af Kommissionen.

Skatterådgivere er nu medtaget i overensstemmelse med Parlamentets ønsker (se ændringsforslag 7 og 16).

Den fælles holdning følger imidlertid ikke Parlamentets ønske, jf. ændringsforslag 15 og 16, om, at skattekonsulenter og regnskabskyndige, i lighed med notarer og de juridiske erhverv kun skal medtages under direktivets anvendelsesområde i forbindelse med visse nærmere angivne aktiviteter. På dette punkt er den fælles holdning i overensstemmelse med Kommissionens forslag.

Henvisningen til pengetransportvirksomheder er udgået, idet et flertal af medlemsstaterne ikke anså det for nødvendigt at medtage denne aktivitet. De enkelte medlemsstater kan frit medtage denne aktivitet i deres nationale lovgivning om hvidvaskningsbekæmpelse, hvis de ønsker det.

Henvisningen i Kommissionens forslag til "forhandlere af genstande af høj værdi, såsom ædelstene eller -metaller" er i den fælles holdning suppleret med følgende tekst: "når der betales kontant og med et beløb på 15 000 EUR eller derover". Denne løsning giver fortsat medlemsstaterne fleksibilitet med hensyn til medtagelse af dette krav, men det fastslås samtidig, at det er nødvendigt at være særlig opmærksom på store kontante køb. I Parlamentets ændringsforslag 18 blev det foreslået, at sælgere af luksusgoder til en salgspris på over 50 000 EUR generelt skulle være omfattet af direktivet.

Den fælles holdning følger ikke Parlamentets forslag i ændringsforslag 17, 19 og 20 om at medtage kunsthandlere, auktionsholdere og tjenestemænd inden for told- og skattevæsenet. Hverken Kommissionen eller Rådet mener, at det vil være hensigtsmæssigt at lade sidstnævnte tjenestemænd være omfattet af direktivet. Hvad angår kunsthandlere og auktionsholdere samt andre forhandlere af genstande af høj værdi er det klart, at de tekniske drøftelser om, hvorvidt sådanne forhandlere skal medtages, må videreføres, herunder især drøftelserne om de midler, der er til rådighed til at kontrollere, om eventuelle forpligtelser, som pålægges sådanne forhandlere, rent faktisk overholdes.

Artikel 2a, nr. 5), i den fælles holdning, som omhandler notarer og andre selvstændige inden for de juridiske erhverv, har en ordlyd og udformning, der adskiller sig en del fra Kommissionens forslag, samtidig med at den stort set dækker samme område. I teksten skelnes der nu mellem to sæt af omstændigheder, hvor de juridiske erhverv kan falde ind under direktivets anvendelsesområde. Det første tilfælde angår de juridiske erhverv, når de deltager "ved bistand i planlægningen eller udførelsen af transaktioner for deres klienter" med hensyn til hovedsagelig samme aktiviteter, som blev foreslået af Kommissionen. Andet tilfælde er mere generelt og finder anvendelse, når de juridiske erhverv "på deres klients vegne og for dennes regning foretager en hvilken som helst finansiel transaktion eller transaktion vedrørende fast ejendom". Således som det var hensigten i Kommissionens forslag dækker udtrykket "bistand" - som anvendt i den fælles holdning - det tilfælde, hvor juristen rådgiver sin klient med hensyn til de anførte aktiviteter. Rådet var enigt med Kommissionen i, at en udelukkelse fra direktivets anvendelsesområde af alle rådgivende aktiviteter, således som Parlamentet slog til lyd for i ændringsforslag 34, 45, 16 og 26, ville være at gå for vidt. Ikke desto mindre - og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets ønsker - er der i den fælles holdning indarbejdet vidtgående foranstaltninger til beskyttelse af de juridiske erhvervs rolle i forbindelse med rådgivning og forsvar i retssager. Disse foranstaltninger er beskrevet under artikel 6, stk. 3.

Artikel 3 omhandler legitimationskravene. Med hensyn til artikel 3, stk. 1, og stk. 2, første afsnit, følger den fælles holdning uændret teksten i Kommissionens forslag. Kommissionen mener, at formuleringen "når der optages forretningsmæssig forbindelse" giver medlemsstaterne en vis fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse, idet der er underforstået et element af varighed. Den fælles holdning indeholder derfor ikke Parlamentets ændringsforslag 21 og 22.

Hvad angår andet afsnit i artikel 3, stk. 2, følger den fælles holdning Parlamentets ændringsforslag 33 ved ikke at medtage det af Kommissionen foreslåede bilag vedrørende identifikation af kunderne i situationer, hvor der ikke er nogen direkte kontakt med finansieringsinstituttet. Bilaget erstattes af et nyt artikel 3, stk. 10, som behandles nedenfor.

Den fælles holdnings tekst til artikel 3, stk. 3 og 4, svarer til Kommissionens forslag og teksten i 1991-direktivet. Parlamentets ændringsforslag 24, hvori der foreslås en forhøjelse af beløbsstørrelserne for bortfald af legitimationskravet med hensyn til visse forsikringsaftaler, er derfor ikke medtaget. Kommissionen er enig med Parlamentet i, at disse beløb bør tages op til revision. Kommissionen mener, at dette spørgsmål eventuelt senere kan tages op til fornyet overvejelse på grundlag af det detaljerede tekniske arbejde i Kontaktudvalget.

Legitimationskravene for kasinokunder findes i artikel 3, stk. 5. Medlemsstaterne skal sikre, at kasinoerne kræver legitimation af enten alle kunderne eller subsidiært kun dem, der veksler mindst 2 500 EUR i kontanter til spillejetoner eller bytter et tilsvarende beløb i jetoner med en kasinocheck. Dette valg af legitimationsprocedure er i overensstemmelse med ånden i Parlamentets ændringsforslag 25.

Artikel 3, stk. 6 og 7, svarer til Kommissionens forslag.

Artikel 3, stk. 8, i den fælles holdning afviger fra Kommissionens forslag ved at tillade medlemsstaterne at udvide undtagelsen fra legitimationskravene til også at omfatte det tilfælde, hvor kunden selv er et kredit- eller finansieringsinstitut fra et tredjeland, der stiller krav svarende til direktivets krav. Medlemsstaterne vil få en vis fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af denne bestemmelse. Kontaktudvalget skal imidlertid overvåge praksis på dette område for at sikre en samordnet fremgangsmåde.

Artikel 3, stk. 9, følger teksten i artikel 3, stk. 8, i Kommissionens forslag.

Artikel 3, stk. 10, i den fælles holdning erstatter de bestemmelser om legitimation i transaktioner uden direkte kontakt, som oprindelig fandtes i bilaget til Kommissionens forslag. Parlamentet foreslog i ændringsforslag 33, at bilaget skulle udgå, og i ændringsforslag 23, at der skulle indføjes specifikke bestemmelser i artikel 3. Rådet og Kommissionen mener imidlertid nu, at det vil være en fejltagelse at vedtage alt for præskriptive bestemmelser på dette område, hvor der sker en hurtig teknologisk udvikling (bankforretninger via Internettet, udvikling af elektronisk signatur og attestation osv.). Teksten i den fælles holdning understreger derfor behovet for at være særlig opmærksom, når der ikke er direkte kontakt, og anfører eksempler på forskellige kontrolmuligheder til at sikre tilstrækkelig identifikation af kunden i sådanne tilfælde. De svarer i høj grad til de kontrolmuligheder, der henvises til i Parlamentets ændringsforslag 23, om end den obligatoriske karakter, som Parlamentet ønskede, ikke er fastholdt. Dette er endnu et område, hvor Kontaktudvalget vil blive anmodet om at fortsætte sit detaljerede tekniske arbejde.

Den fælles holdning indeholder med mindre redaktionelle ændringer de tekniske ændringer i artikel 4, 5, 8 og 10 i Kommissionens forslag. Den fælles holdning følger således ikke Parlamentets ændringsforslag 28 vedrørende en undtagelse fra "reglen om ikke at advare" for erhvervenes vedkommende.

Artikel 6 i den fælles holdning angår især pligten til at indberette mistanke om hvidvaskning af penge.

Første afsnit i artikel 6, stk. 3, i den fælles holdning følger Kommissionens forslag om at give en medlemsstat mulighed for i forbindelse med notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv at benytte det relevante professionelle organ som den myndighed, der skal underrettes. Teksten i den fælles holdning gør det imidlertid klart, at det professionelle organ i sådanne tilfælde ikke skal behandles som den myndighed, der er ansvarlig for bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Det professionelle organ skal med andre ord ikke være en finansiel efterretningsenhed.

Andet afsnit i artikel 6, stk. 3, omhandler de sikkerhedsforanstaltninger, som sætter erhvervene i stand til at opfylde deres traditionelle rolle og bevare klienternes tillid. Kommissionens forslag indeholdt kun sådanne foranstaltninger i forbindelse med selvstændige inden for de juridiske erhverv. Rådet mente imidlertid, at de overvejelser, der gjaldt for de juridiske erhverv, under visse omstændigheder også gjaldt for revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere, og disse erhverv gives derfor samme vilkår. Ifølge den fælles holdning kræves det ikke, at medlemsstaterne skal pålægge de juridiske erhverv og disse andre erhverv indberetningsforpligtelser, når de modtager oplysninger, som kunne være tegn på hvidvaskning af penge, og som de modtager "i forbindelse med, at de vurderer den pågældende klients retsstilling, eller i forbindelse med, at de forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag". Rådet og Kommissionen er overbevist om, at disse foranstaltninger sikrer, at teksten i den fælles holdning er fuldt forenelig med den europæiske konvention om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Selv om teksten i den fælles holdning ikke svarer nøjagtigt til teksten i nogen af Parlamentets ændringsforslag, mener Kommissionen, at ånden bag en række af Parlamentets ændringsforslag (f.eks. 16 eller 26), hvori der tilstræbes en tilstrækkelig beskyttelse af navnlig de juridiske erhvervs traditionelle rolle, afspejles i den fælles holdning.

Artikel 6, stk. 4, om udnyttelse af indberetninger af mistænkelige transaktioner svarer til Kommissionens forslag, som igen er uændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i 1991-direktivet. Parlamentets ændringsforslag 27 er derfor ikke fulgt.

Artikel 7 og 9 i den fælles holdning er stort set uændrede i forhold til Kommissionens forslag. Den fælles holdning indeholder ikke Parlamentets ændringsforslag 29, som forsøger at ændre formuleringen "i god tro", som er afgørende for fritagelse for ansvar med hensyn til indberetning til myndighederne.

Artikel 11 i den fælles holdning indfører visse ændringer i forhold til Kommissionens forslag. Bestemmelserne angående intern kontrol og uddannelsesforanstaltninger afspejler Kommissionens forslag. Et nyt stk. 2 omhandler tilbagemelding til de personer og institutter, som er omfattet af direktivet om hvidvaskning af penge. Dette har længe været et ønske fra især den finansielle sektor. Denne nye bestemmelse svarer delvis til Parlamentets ændringsforslag 30. I modsætning til målsætningen med samme ændringsforslag er artikel 11 i den fælles holdning imidlertid ikke begrænset til den finansielle sektor. Rådet og Kommissionen mener, at udtrykkene "passende interne kontrolprocedurer" og "passende foranstaltninger" for uddannelse af personale giver tilstrækkelig fleksibilitet til at undgå, at der lægges en alt for stor byrde på de erhverv og aktiviteter, der nu skal lægges ind under det ændrede direktivs anvendelsesområde.

Under henvisning til artikel 12, stk. 2, gentager Kommissionen i betragtning af den nære forbindelse mellem hvidvaskning af penge og organiseret kriminalitet (punkt 51 i Tammerfors-konklusionerne)sit ønske om, at der mellem OLAF og medlemsstaternes myndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvaskning etableres en mekanisme for samarbejde og udveksling af oplysninger i spørgsmål angående bekæmpelse af svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser. Kommissionen noterer sig Rådets erklæring i så henseende, da det nåede til politisk enighed den 29. september 2000. Ifølge Rådet er det ud fra et praktisk synspunkt ønskværdigt med en sådan mekanisme, og det opfordrer derfor Kommissionen til at forelægge et nyt forslag. Artikel 12, stk. 2, er derfor udeladt i den fælles holdning. Som følge af disse ændringer afspejles Parlamentets ændringsforslag 31 og 32 ikke i den fælles holdning. Kommissionen vil udarbejde et forslag på grundlag af traktatens artikel 280 (som omhandlet i Parlamentets ændringsforslag 41). Dette forslag vil indeholde et kompromis, som vedrører de forskellige aspekter af udveksling af oplysninger med deltagelse af Kommissionen, herunder nødvendige administrative foranstaltninger for opsporing og afsløring af aktiver og pengemidler med henblik på tilbagebetaling, samt andre beslægtede foranstaltninger som f.eks. kontrol med pengebevægelser, som kan have tilknytning til hvidvaskning af udbyttet i forbindelse med svig over for De Europæiske Fællesskaber.

Præamblen til direktivet er blevet tilpasset for at bringe den i overensstemmelse med artiklerne i den tekst, der er vedtaget af Rådet i den fælles holdning. Betragtningerne er tilpasset og indeholder ændringsforslag 3 og 34 (delvis), mens ændringsforslag 1, 5, 7, 45 og 35 ikke er medtaget.

4. Konklusioner

Kommissionen mener, at den fælles holdning, som Rådet vedtog den 30. november 2000, generelt er tro mod ånden i Kommissionens forslag fra juli 1999, der blev fremlagt som reaktion på en række betænkeligheder fra Rådets og Europa-Parlamentets side.

Når den fælles holdning afviger fra Kommissionens forslag, er det generelt i en retning, der tager sigte på at udvide forslagets anvendelsesområde; dette gælder især for prædikatforbrydelser.

For så vidt angår erhvervene, herunder især de juridiske erhverv, tilstræbes det i den fælles holdning - i overensstemmelse med Europa-Parlamentets udtalelse - at sikre, at der er tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, således at erhvervene kan fortsætte med at opfylde deres traditionelle rolle med at rådgive klienterne og repræsentere dem i retssager. Kommissionen mener, at det med den fælles holdning er lykkedes at finde den fine balance, der er tale om, når erhvervene skal lægges ind under bestemmelserne om hvidvaskning af penge uden at underminere den grundlæggende tillid, som deres relationer med klienterne traditionelt er baseret på.

Kommissionen anbefaler derfor denne fælles holdning til Europa-Parlamentet.