Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0349

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

/* KOM/2001/0349 endelig udg. - COD 2000/0221 */

EFT C 270E af 25.9.2001, pp. 109–118 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52001PC0349

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2) /* KOM/2001/0349 endelig udg. - COD 2000/0221 */

EF-Tidende nr. 270 E af 25/09/2001 s. 0109 - 0118


Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport (forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

Den 19.9.2000 forelagde Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport (KOM(2000)529-C5-0477/2000-2000/0221(COD)) til vedtagelse efter den fælles beslutningsprocedure i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Den 3. maj 2001 vedtog Europa-Parlamentet en række ændringer ved førstebehandling. Ved den lejlighed tog Kommissionen stilling til hver enkelt ændring og tilkendegav, hvilke ændringer den kunne gå med til, og hvilke ændringer der ikke kunne komme på tale.

På baggrund heraf har Kommissionen udarbejdet dette ændrede forslag.

De fleste af ændringerne er ændringer, der skal tydeliggøre teksten, eller som pålægger Kommissionen eller medlemsstaterne forpligtelser, uden at det har nogen alvorlig indflydelse på det generelle formål med forslaget.

Ændringen af artikel 3 er mere betydningsfuld, fordi tatoveringer efter en overgangsperiode på 8 år ikke længere anerkendes til identifikation af katte og hunde, og elektronisk identifikation bliver den eneste accepterede metode.

Den ændring vil nok forvolde nogle vanskeligheder i nogle få lande, hvor man stadig bruger tatoveringer. Det menes dog, at en overgangsperiode på 8 år skulle give mulighed for et gnidningsløst skift til den nye mikrochipteknologi, der er mere acceptabel set ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt og ikke forårsager tekniske problemer.

2000/0221(COD)

Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 og 152, stk. 4, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [2],

[2] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [3],

[3] EFT C

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251 [4], og

[4] EFT C

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det er nødvendigt at harmonisere de dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel selskabsdyretransport mellem medlemsstater og fra tredjelande, og dette kan kun ske gennem foranstaltninger på EF-plan.

(2) Denne forordning omhandler transport af levende dyr, som omhandlet i traktatens bilag I. Visse af bestemmelserne heri, navnlig om rabies, har direkte beskyttelsen af den offentlige sundhed som mål, mens andre udelukkende drejer sig om dyresundhed. Derfor bør traktatens artikel 37 og 152, stk. 4, litra b), være retsgrundlag.

(3) Der er de seneste 10 år sket en betydelig forbedring af rabiessituationen på Fællesskabets område som følge af gennemførelsen af programmer for oral vaccination af ræve i de regioner, der blev berørt af den rabiesepidemi hos ræve, der huserede i det nordøstlige Europa fra 1960'erne.

(4) Denne forbedring har bevirket, at Sverige og Det Forenede Kongerige har afskaffet deres seksmåneders karantæneordning, som de har haft i årtier, og i stedet indført en mindre restriktiv ordning, der skulle give samme sikkerhed.

(5) De rabiestilfælde, der er blevet konstateret på Fællesskabets område hos kødædende selskabsdyr, har hovedsagelig berørt dyr med oprindelse i tredjelande med langvarig endemisk rabiessygdom i byområderne.

(6) Der bør derfor ske en stramning af de dyresundhedsmæssige betingelser, som medlemsstaterne hidtil har anvendt generelt ved indførsel af kødædende selskabsdyr de pågældende tredjelande.

(7) Da der er tale om kontrol ved indførsel på Fællesskabets område, bør der imidlertid påtænkes undtagelsesbestemmelser for indførsel fra tredjelande eller områder, der i sundhedsmæssig henseende tilhører samme geografiske område som Fællesskabet.

(8) De foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, skal kunne give tilstrækkelig sikkerhed med hensyn til de pågældende sundhedsmæssige risici. De skaber ikke urimelige hindringer for de transporter, der falder under anvendelsesområdet, idet de er baseret på konklusionerne i de ekspertudvalg, der i den forbindelse er hørt, og navnlig Den Videnskabelige Veterinærkomités af 16. september 1997.

(9) Der bør også fastsættes sundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af dyrearter, som ikke er modtagelige for rabies, eller som ikke er epidemiologisk signifikante med hensyn til rabies.

(10) Denne forordning bør finde anvendelse med forbehold af de bestemmelser, der er fastsat i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 338/97 af 9. december 1996 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handelen hermed [5], senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1476/1999 [6].

[5] EFT L 61 af 3.3.1997, s. 1.

[6] EFT L 171 af 7.7.1999, s. 5.

(11) Da gennemførelsesbestemmelserne til forordningen er generelle foranstaltninger i henhold til artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [7], bør de vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i nævnte afgørelse.

[7] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(12) Det pålægges Kommissionen at foretage en gennemgang af den gældende lovgivning om handel med dyr af de arter, der er opført i bilag I, litra A, med henblik på at søge at opnå en harmonisering med reglerne i denne forordning. -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Denne forordning fastsætter de betingelser, der skal gælde for ikke-kommerciel selskabsdyretransport, samt kontrolbestemmelserne i forbindelse hermed.

Artikel 2

Denne forordning finder anvendelse på transport mellem medlemsstater eller indførsel fra tredjelande af dyr af de arter, der er opført på listen i bilag I, ledsaget af deres ejer eller en fysisk person, som har ansvaret for dem under transporten, og de må ikke være genstand for salg eller overdragelse af ejendomsretten, jf. artikel 4, stk. 2.

Den anvendes med forbehold af de bestemmelser, der er fastsat i medfør af forordning (EF) nr. 338/97.

Artikel 3

I en overgangsperiode på 8 år fra denne forordnings ikrafttrædelse betragtes de dyrearter, der er opført i bilag I, litra A, som identificeret, hvis de bærer:

a) en tatovering, der klart kan aflæses, eller

b) en elektronisk identifikationsanordning (transponder).

I det tilfælde, der omhandles i litra B, skal den person, som har ansvaret for dyret, når transponderen ikke opfylder ISO-standard 11784 eller bilag A til ISO-standard 11785, ved kontrollen medbringe de midler, der er nødvendige, for at transponderen kan aflæses.

Medlemsstater, der kræver, at den i litra b omhandlede anordning anvendes til identifikation af dyr, som har adgang til deres område uden karantæne, kan fortsætte hermed i hele overgangsperioden.

Efter udløbet af ovennævnte overgangsperiode godkendes kun den i litra b omhandlede anordning til identifikation af dyr.

Artikel 4

Transport mellem medlemsstater eller fra et tredjeland eller område, der er opført i bilag II, litra B, af dyr af de arter, der omhandles i bilag I, litra B, er ikke underlagt nogen dyresundhedsmæssige krav.

Betingelserne for transport mellem medlemsstater af arter, der ikke er opført i bilag I, fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

Betingelserne for indførsel af de dyrearter, som omhandles i bilag I, litra B, fra de tredjelande, der ikke er opført i bilag II, litra B, fastsættes efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

Artikel 5

De dyrearter, som omhandles i bilag I, litra A, og som transporteres mellem medlemsstater eller indføres fra et tredjeland, der er opført i bilag II, litra B, skal opfylde de betingelser, der er fastsat i bilag III, litra A.

Selv unger af dyrearter, der er opført i bilag I, litra A, skal opfylde kravene i denne forordning og kan dermed ikke transporteres, før de har nået den alder, som kræves til vaccination, og, når dette er fastsat i bestemmelserne, til en efterfølgende antistoftitrering.

Når bestemmelsesmedlemsstaten er opført i bilag II, litra A, kan de supplerende betingelser i bilag III, litra B kræves opfyldt.

Uanset stk. 2 kan de i bilag II, litra A, anførte medlemsstater dispensere fra alle betingelser vedrørende rabies for transport til deres område af dyr fra en medlemsstat, der er opført i samme bilag, eller fra et tredjeland, der er opført under gruppe 1 i bilag II, litra B, nr. 1. De underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater derom.

Der kan efter anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens initiativ, når rabiessituationen i en medlemsstat eller i et tredjeland, der er opført i bilag II, litra B, berettiger dertil, træffes beslutning efter proceduren i artikel 17, stk. 3, om at de dyrearter, der omhandles i bilag I, litra A, og indføres fra denne medlemsstat eller fra dette tredjeland, opfylder betingelserne i artikel 6.

Artikel 6

De dyrearter, der omhandles i bilag I, litra A, og som indføres fra tredjelande, der ikke er opført i bilag II, litra B, skal opfylde betingelserne i bilag III, litra C.

Når de til at begynde med indføres i EF til en medlemsstat, der ikke er opført i bilag II, litra A, må de efterfølgende kun indføres i en medlemsstat, der er opført i bilag II, litra A, hvis de opfylder betingelserne i bilag III, litra B, særlig seks måneder efter en antistoftitrering, som udføres af en dyrlæge, der er godkendt af en medlemsstats myndigheder.

Når de imidlertid indføres direkte til en medlemsstat, der er opført i bilag II, litra A, kan de anbringes i karantæne efter regler, som den pågældende medlemsstat fastsætter og meddeler til Kommissionen.

Artikel 7

Hvad rabies angår, skal der, når de betingelser, der gælder for en transport omhandlet i nærværende forordning, omfatter en antistoftitrering, foretages en sådan test i et laboratorium, der er godkendt efter Rådets beslutning 2000/258/EF [8].

[8] EFT L 79 af 30.3.2000, s. 40.

Artikel 8

Medlemsstaterne kan i en særlig situation vedrørende en sygdom, som ikke omfattes af nogen bestemmelse i nærværende forordning, i tre måneder efter denne forordnings ikrafttræden forelægge Kommissionen en anmodning om supplerende sikkerhed for selskabsdyr, der indføres på deres område.

Denne anmodning skal ledsages af en rapport om den pågældende sygdom, hvori der gives en begrundelse for, at det er nødvendigt at indføre en supplerende sikkerhed, der skal mindske risikoen for indførelse af denne sygdom.

Den supplerende sikkerhed, der omhandles i denne artikel, vedtages efter udtalelse fra Den videnskabelige Veterinærkomité efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

De nationale foranstaltninger, der var gældende ved nærværende forordnings ikrafttræden, kan opretholdes, indtil der vedtages den supplerende sikkerhed, der er fastsat i nærværende artikel.

Når en særlig situation gør det berettiget, kan der efter anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens initiativ vedtages en beslutning efter proceduren i artikel 17, stk. 2, med henblik på vedtagelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge enhver risiko i forbindelse med førnævnte situation.

Artikel 9

Kommissionen kan for transport af de dyrearter, som er opført i bilag I, litra A, efter proceduren i artikel 17, stk. 2, fastsætte andre krav end dem, der er fastsat i nærværende forordning.

Modellerne til de attester, der skal følge med de dyrearter, der er opført i bilag I, litra A, og som transporteres som omhandlet i denne forordning, fastsættes af Kommissionen efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 10

1. Bilagene ændres efter proceduren i artikel 17, stk. 3, under hensyn til udviklingen på Fællesskabets område i sygdomssituationen for de arter, der omhandles i denne forordning, navnlig rabies.

2. Der tages ved opførelsen af et tredjeland i bilag II, litra B hensyn til følgende:

a) veterinærmyndighedernes struktur og organisation

b) rabiessituationen

c) bestemmelserne for import af rovdyr

d) de gældende bestemmelser for markedsføring af rabiesvaccine (en liste over godkendte vacciner).

Artikel 11

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at de selskabsdyr, der indføres på Fællesskabets område fra andre tredjelande end dem, der er opført i bilag II, litra B, nr. 1, kontrolleres af den kompetente myndighed på selve indgangsstedet i Fællesskabet.

Medlemsstaterne udpeger den myndighed, der skal varetage ovennævnte kontrol, og underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 12

Hver medlemsstat udarbejder og tilsender de øvrige medlemsstater og Kommissionen en liste over de i artikel 11 omhandlede indgangssteder.

Disse indgangssteder skal være forsynet med faciliteter, der om nødvendigt kan benyttes til anbringelse af de dyr, der omhandles i denne forordning, navnlig når der ikke er givet tilladelse til deres indgang på Fællesskabets område, indtil disse dyr kan tilbagesendes, eller der træffes anden administrativ beslutning.

Artikel 13

Det påhviler de myndigheder i medlemsstaterne, som er ansvarlige for transport af selskabsdyr, at give offentligheden klare og lettilgængelige oplysninger om de sundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr mellem medlemsstaterne. Samtidig skal de sørge for, at personalet ved grænseovergangene har fuldt kendskab til denne forordning og er i stand til at gennemføre den i praksis.

Artikel 14

Ved enhver transport skal den person, der har ansvaret for dyret, kunne forevise kontrolmyndighederne et veterinærcertifikat, der attesterer, at dyret opfylder de betingelser, der gælder for den pågældende transport.

Hvis kontrollen viser, at dyret ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne forordning, beslutter den kompetente myndighed:

a) at sende dyret tilbage

b) at sende dyret i karantæne for den periode, der er nødvendig for at opfylde de sundhedsmæssige krav

c) som sidste udvej at aflive dyret, hvis det ikke kan sendes tilbage eller sættes i karantæne.

Artikel 15

Eventuelle gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for beskyttelse af den offentlige sundhed vedtages efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

Andre nødvendige gennemførelsesforanstaltninger vedtages efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 16

Eventuelle overgangsforanstaltninger, der er nødvendige for beskyttelse af den offentlige sundhed vedtages efter proceduren i artikel 17, stk. 3.

Andre nødvendige overgangsforanstaltninger vedtages efter proceduren i artikel 17, stk. 2.

Artikel 17

1. Kommissionen bistås af Den Stående Veterinærkomité, der blev nedsat ved artikel 1 i Rådets afgørelse 68/361/EØF [9].

[9] EFT L 255 af 18.10.1968, s. 23.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 7.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes forskriftsproceduren i artikel 5 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 7 og 8.

4. Det tidsrum, der nævnes i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til en måned.

Artikel 18

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2002.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

BILAG I

Dyrearter

LITRA A

Hund

Kat

LITRA B

Spindeldyr og insekter, fisk, padder, krybdyr, fugle: alle arter

Pattedyr: fritte, kanin, marsvin, hamster.

BILAG II

Liste over lande og territorier

LITRA A

Sverige

Irland

Det Forenede Kongerige.

LITRA B

Nr. 1

Andorra

Island

Liechtenstein

Monaco

Norge

San Marino

Schweiz

Vatikanstaten

Isle of Man, Kanaløerne

Nr. 2

BILAG III

Veterinære krav

LITRA A

Med dyrene følger en attest udstedt af en dyrlæge, som er bemyndiget hertil af den kompetente myndighed, for rabiesvaccination:

- af et dyr, der er identificeret som angivet i artikel 3

- foretaget for mindst 1 måned og højst 1 år siden i tilfælde af førstegangsvaccination, der skal være foretaget, når dyret er mindst 3 måneder gammelt

- inden for det seneste år, når der er ikke er tale om en førstegangsvaccination

- med en inaktiveret vaccine med mindst en antigen enhed pr. dosis (WHO-standard).

LITRA B

Som supplement til rabiesvaccinationsattesten skal der i overensstemmelse med bestemmelserne i litra A), med dyrene følge et certifikat, der attesterer:

- at der er foretaget en neutraliserende antistoftitrering svarende til mindst 0,5 IE/ml på en prøve udtaget

- mindst 6 måneder inden transporten og

- mindst 30 dage efter vaccinationen forud for transporten.

Prøveudtagningen med henblik på antistoftitrering og vaccinationen forinden skal foretages af en dyrlæge, som er bemyndiget hertil af den kompetente myndighed i en medlemsstat eller et tredjeland omhandlet i bilag II, litra B).

LITRA C

Der skal med dyrene følge et certifikat udstedt af en dyrlæge, som er bemyndiget hertil af en officiel veterinærmyndighed; dette certifikat attesterer

a) at der er foretaget en rabiesvaccination efter bestemmelserne i litra A)

b) at der er foretaget en neutraliserende antistoftitrering svarende til mindst 0,5 IE/ml på en prøve, som en dyrlæge har udtaget:

- mindst 6 måneder inden transporten og

- mindst 30 dage efter vaccinationen forud for transporten.

Top