Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0311

Forslag til Rådets afgørelse om den holdning, Fællesskabet skal indtage i AVS/EF-Ministerrådet til en afgørelse om fastlæggelse af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering

/* KOM/2001/0311 endelig udg. */

52001PC0311

Forslag til Rådets Afgørelse om den holdning, Fællesskabet skal indtage i AVS/EF-Ministerrådet til en afgørelse om fastlæggelse af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering /* KOM/2001/0311 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, Fællesskabet skal indtage i AVS/EF-Ministerrådet til en afgørelse om fastlæggelse af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Ved afgørelse af 27. juli 2000 [1] iværksatte AVS/EF-Ministerrådet de fleste af bestemmelserne i AVS/EF-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, med fremskyndet virkning fra den 2. august 2000.

[1] EFT L 195 af 1.8.2000, s. 46.

Ved artikel 83, stk. 1, i AVS/EF-aftalen nedsættes der under AVS/EF-Ministerrådet et AVS/EF-udvalg for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering.

AVS/EF-Ministerrådet fastlægger i medfør af nævnte artikels stk. 4 forretningsordenen for dette AVS/EF-udvalg for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering, herunder navnlig betingelser for repræsentation og antallet af medlemmer, de nærmere regler for forhandlingerne samt bestemmelser og varetagelse af formandskabet.

Fællesskabet skal derfor indtage en fælles holdning til fastlæggelsen af denne forretningsorden med henblik på AVS/EF-Ministerrådets afgørelse herom. Kommissionen forelægger hermed et forslag til en rådsafgørelse.

Udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering kan efter fastlæggelsen af sin forretningsorden varetage de opgaver, der tillægges det ved partnerskabsaftalen.

Det udkast til forretningsorden, der er vedlagt denne afgørelse, indeholder i hovedsagen de samme bestemmelser som den tidligere forretningsorden [2], med tilpasninger til bestemmelserne i den nye AVS/EF-partnerskabsaftale.

[2] AVS/EF-Ministerrådets afgørelse nr. 6/91 af 6. maj 1991.

Kommissionen foreslår på denne baggrund Rådet at træffe vedlagte afgørelse.

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om den holdning, Fællesskabet skal indtage i AVS/EF-Ministerrådet til en afgørelse om fastlæggelse af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) AVS/EF-Ministerrådet vedtog ved afgørelse nr. 1/2000 af 27. juli 2000 overgangsforanstaltninger til fremskyndet anvendelse af en række bestemmelser i AVS/EF-partnerskabsaftalen, undertegnet i Cotonou, i det følgende benævnt "aftalen", fra den 2. august 2000.

(2) Blandt disse bestemmelser findes artikel 83 i aftalen, som definerer opgaverne for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering og de generelle principper for dets virkemåde.

(3) AVS/EF-Ministerrådet nedsætter i overensstemmelse med artikel 83, stk. 4, i AVS/EF-aftalen udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering.

(4) Den holdning, Fællesskabet skal indtage i AVS/EF-Ministerrådet til vedtagelsen af afgørelsen om fastlæggelse af udvalgets forretningsorden, bør fastlægges -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste Artikel

Fællesskabets holdning i AVS/EF-Ministerrådet til fastlæggelsen af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering baseres på det udkast til afgørelse, der er anført i bilaget.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG

Udkast

AFGØRELSE NR. ....../2001 TRUFFET AF AVS/EF-MINISTERRÅDET

den ....

om fastlæggelse af forretningsordenen for AVS/EF-udvalget for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering

AVS/EF-MINISTERRÅDET HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europiske Fællesskab, særlig artikel 300, stk. 2, andet afsnit, sammenholdt med artikel 310,

under henvisning til AVS/EF-partnerskabsaftalen undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000, i det følgende benævnt "aftalen", særlig artikel 83, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved afgørelse 1/2000 af 27. juli 2000 iværksatte AVS/EF-Ministerrådet de fleste af bestemmelserne i AVS/EF-partnerskabsaftalen med fremskyndet virkning.

Ved artikel 83, stk. 1, i AVS/EF-aftalen nedsættes der under AVS/EF-Ministerrådet et AVS/EF-udvalg for samarbejde med henblik på udviklingsfinansiering, i det følgende benævnt "udvalget" -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Udvalgets sammensætning

1. Udvalget består af medlemmer af Rådet for Den Europæiske Union og et medlem af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber på den ene side og på et paritetisk grundlag af ministre fra AVS-staterne på den anden side.

2. Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og AVS-staterne på den anden side udpeger hvert år deres repræsentanter og underetter udvalgets sekretariat herom.

3. Hvert af udvalgets medlemmer udpeger sin stedfortræder. De underretter udvalgets sekretariat herom.

4. Et medlem af udvalget, der er forhindret i at give møde, kan lade sig repræsentere. Den pågældende repræsentant udøver alle de rettigheder, der tilkommer det faste medlem.

5. Formanden for AVS/EF-Ambassadørudvalget eller dennes repræsentant deltager i udvalgets møder.

6. Direktøren for Centret for Virksomhedsudvikling og Centret for Landbrugsudvikling eller deres repræsentanter deltager i udvalgets forhandlinger om spørgsmål, der vedrører dem.

7. En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank deltager i udvalgets møder.

8. Udvalgets medlemmer og deres stedfortrædere kan lade sig bistå af rådgivere.

Artikel 2

Udvalgets formandskab

1. Formandskabet i udvalget udøves på skift i en periode på seks måneder af AVS-staterne og Fællesskabet. Formandskabet udøves for Fællesskabets vedkommende på skift af et medlem af Rådet for Den Europæiske Union i nært samarbejde med Kommissionen.

Artikel 3

Møderegler

1. Udvalget træder sammen en gang i kvartalet. Det træder sammen mindst én gang på ministerplan, i princippet i forbindelse med én samling i AVS/EF-Ministerrådet.

2. Der afholdes andre møder på ministerplan på anmodning af en af parterne og på et sted, der aftales mellem de to parter.

3. Møderne på stedfortræderplan finder sted på de sædvanlige steder for samlinger i Rådet for Den Europæiske Union, i AVS-Generalsekretariatet eller et andet sted, der aftales af udvalget.

4. Medmindre andet bestemmes, er udvalgets møder ikke offentlige.

Artikel 4

Opgaver

1. Udvalget udfører de opgaver, det overdrages i medfør af de relevante artikler i aftalen.

2. Det fastlægger hvert år sit arbejdsprogram.

Artikel 5

Forhandlinger

1. Udvalget træffer afgørelse ved fælles overenskomst mellem Fællesskabet på den ene side og AVS-staterne på den anden side.

2. Udvalget er kun beslutningsdygtigt, såfremt mindst halvdelen af repræsentanterne for Fællesskabets medlemsstater, en repræsentant for Kommissionen og halvdelen af repræsentanterne for AVS-staterne er til stede.

3. Med forbehold af andre gældende bestemmelser er udvalgets forhandlinger og afgørelser undergivet tavshedspligt, medmindre andet bestemmes af udvalget.

Artikel 6

Dagsorden for møderne

1. Udvalget træder sammen efter indkaldelse fra formanden, enten på dennes initiativ eller på anmodning af AVS-staterne eller Fællesskabet.

2. Mindst tre måneder før den planlagte mødedato tilsender udvalgets sekretariat udvalgets medlemmer et udkast til dagsorden sammen med den nødvendige dokumentation.

3. Dagsordenen vedtages af udvalget ved hvert mødes begyndelse. I tilfælde af hastesager kan udvalget på anmodning af repræsentanterne for AVS-staterne eller Fællesskabet beslutte på dagsordenen at optage punkter, for hvilke den i stk. 2 foreskrevne frist ikke er overholdt.

Artikel 7

Teknisk arbejdsgruppe

1. Der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal have til opgave at forberede arbejde af teknisk art og at udarbejde alle dokumenter, der skal forelægges til udvalgsmøderne.

2. Arbejdsgruppen består af bl.a. en repræsentant for hver af udvalgets medformænd og udvalgets sekretariat. En repræsentant for Den Europæiske Investeringsbank deltager eventuelt i udvalgets møder. Medformændene kan lade sig bistå af andre udvalgsmedlemmer.

3. Arbejdsgruppen træder sammen med regelmæssige mellemrum for at løse de opgaver, som udvalget pålægger den.

Artikel 8

Sekretariatet

1. Udvalgets sekretariatsforretninger varetages af AVS/EF-Rådets sekretariat.

2. Efter hvert møde i udvalget fremsendes referatet af mødet til udvalgets medlemmer senest tre uger efter mødet. Mødereferatet forelægges til godkendelse ved det efterfølgende mødes begyndelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Ministerrådets vegne

Formand

Top