Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0065

Forslag til Rådets afgørelse om godkendelse af Kommissionens undertegnelse af en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Kasakhstan

/* KOM/2001/0065 endelig udg. */

52001PC0065

Forslag til Rådets afgørelse om godkendelse af Kommissionens undertegnelse af en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Kasakhstan /* KOM/2001/0065 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om godkendelse af Kommissionens undertegnelse af en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Kasakhstan

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den 9. juni 1995 vedtog Rådet på forslag fra Kommissionen en afgørelse om direktiver til Kommissionen med henblik på på grundlag af artikel 101, stk. 2, i Euratom-traktaten at føre forhandlinger om en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Kasakhstan.

Forhandlingerne mellem Kommissionen og de kasakhiske myndigheder forløb uden særlige vanskeligheder, og den tekst, der blev resultatet heraf, og som blev paraferet den 27. juni 2000, er i overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, som Rådet gav Kommissionen.

Kommissionen opfordrer Rådet til at vedtage vedlagte afgørelse om godkendelse af indgåelsen af aftalen.

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om godkendelse af Kommissionens undertegnelse af en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Kasakhstan

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 101, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen har ført forhandlinger om en aftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) og Kasakhstan i overensstemmelse med de direktiver, som Rådet vedtog med sin afgørelse af 9. juni 1995.

(2) Kommissionens indgåelse af denne aftale bør godkendes.

(3) Rådet traf den 22. december 1998 en afgørelse om femte rammeprogram for Det Europæiske Atomenergifællesskabs indsats inden for forskning og uddannelse (1998-2002), som omfatter en nøgleaktion inden for kontrolleret termonuklear fusion.

(4) Rådet vedtog ved sin beslutning af 25. januar 1999 et særprogram for forskning og uddannelse (Euratom) inden for kerneenergi (1998-2002) -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Kommissionens indgåelse af en samarbejdsaftale på området termonuklear fusion mellem Det Europæiske Atomenergifællesskab og Kasakhstan godkendes herved.

Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG

AFTALE

OM SAMARBEJDE MELLEM

REPUBLIKKEN KASAKHSTANS REGERING

OG DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB

INDEN FOR KONTROLLERET NUKLEAR FUSION

REPUBLIKKEN KASAKHSTANS REGERING, i det følgende benævnt "Kasakhstan", på den ene side og DET EUROPÆISKE ATOMENERGIFÆLLESSKAB, i det følgende benævnt "Fællesskabet", på den anden side, som begge i det følgende også efter omstændighederne benævnes "parten" eller "parterne",

SOM MINDER OM, at aftalen om partnerskab og samarbejde blev undertegnet den 23. januar 1995 af De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Kasakhstan,

SOM NÆRER ØNSKE OM at fremme bestræbelserne på at gøre fusionsenergi til en potentielt, miljømæssigt acceptabel, økonomisk konkurrencedygtig og praktisk taget ubegrænset energikilde,

SOM BEMÆRKER, at Fællesskabets fusionsprogram er et bredt anlagt og omfattende program baseret på torusbaseret magnetisk indeslutning,

SOM BEMÆRKER, at Kasakhstans fusionsprogram er et fokuseret program, der er koncentreret om de særlige stærke sider ved fusionsvidenskab og -teknologi i Kasakhstan,

SOM ERKENDER, at der kan opnås gensidige fordele ved at etablere snævrere forbindelser mellem parternes videnskabsfolk, der arbejder inden for kontrolleret nuklear fusion,

SOM ER BESLUTTEDE PÅ at styrke samarbejdet mellem parterne inden for kontrolleret nuklear fusion ved hjælp af regelmæssige drøftelser,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

ARTIKEL 1

Målet med aftalen er til gensidig fordel at opretholde og intensivere samarbejdet mellem parterne på de områder, der er dækket af deres respektive fusionsprogrammer, for at styrke den videnskabelige forståelse og teknologiske formåen, der ligger til grund for et fusionsenergisystem.

ARTIKEL 2

Samarbejdet i henhold til denne aftale kan finde sted på følgende områder:

(a) eksperimentelle og teoretiske undersøgelser af plasmaindeslutning, plasmatransport, plasmaopvarmning og plasmastrømdrivning (herunder udvikling af relaterede RF-systemer) og diagnostik i magnetiske maskiner,

(b) fusionsteknologi,

(c) anvendt plasmafysik,

(d) programpolitikker og -planer og

(e) andre områder, som måtte blive aftalt.

ARTIKEL 3

Samarbejdet på de områder, der er nævnt i artikel 2, kan omfatte følgende aktiviteter:

(a) udveksling og tilvejebringelse af information,

(b) udveksling og tilvejebringelse af personale,

(c) forskellige former for møder,

(d) udveksling og tilvejebringelse af prøver, instrumenter og apparater til eksperimental- og evalueringsformål,

(e) afbalanceret deltagelse i fælles undersøgelser og aktiviteter,

(f) deltagelse i hver af parternes bidrag til fusionsprogrammer eller projekter, der indbefatter tredjeparter, og med forbehold af samtykke fra sådanne tredjeparter, hvis det er nødvendigt, og

(g) andre aktiviteter efter nærmere aftale.

ARTIKEL 4

1. Der indgås i fornødent omfang gennemførelsesarrangementer om specifikke samarbejdsaktioner mellem:

Fællesskabet eller en organisation, der er associeret med Fællesskabet inden for rammerne af Fællesskabets fusionsprogram, og som er udpeget af Fællesskabet til dette formål,

Republikken Kasakhstans regering, hvis udøvende organ til dette formål er Republikken Kasakhstans ministerium for energi, industri og handel eller enhver anden organisation, som er udpeget af Republikken Kasakhstan til dette formål.

2. Parterne aftaler efter fælles overenskomst de særlige vilkår og betingelser, der er nødvendige for at gennemføre de aktiviteter, der er opført i artikel 3, herunder:

(a) nærmere detaljer, procedurer og finansieringsbestemmelser for individuelle samarbejdsaktiviteter,

(b) overdragelse af ansvaret for den operationelle ledelse af den pågældende aktivitet til en enkelt organisation eller gennemførelsesansvarlig

(c) detaljerede bestemmelser om oplysningsvirksomhed og behandling af intellektuel ejendomsret.

3. Hver part skal i henhold til denne aftale efter omstændighederne koordinere sine aktiviteter med andre internationale aktiviteter med relation til forskning og udvikling inden for kontrolleret nuklear fusion, som den anden part deltager i, så antallet af overlapninger mindskes.

ARTIKEL 5

1. Partnere nedsætter et koordineringsudvalg til at koordinere og føre tilsyn med gennemførelsen af denne aftale. Hver af parterne udpeger et lige stort antal medlemmer til koordineringsudvalget og udnævner et af sine udpegede medlemmer til formand for delegationen. Koordineringsudvalget mødes en gang om året, skiftevis i Fællesskabet og Kasakhstan eller på et hvilket som helst andet tidspunkt eller sted efter aftale. Formanden for delegationen hos den modtagende part har formandskabet for mødet.

2. Koordineringsudvalgets funktioner omfatter:

(a) vurdering af status for samarbejdet i henhold til denne aftale,

(b) fastlæggelse af de specifikke opgaver, der skal udføres på de områder, der er nævnt i artikel 2 i denne aftale, dog således at parterne kan træffe selvstændige beslutninger om deres respektive programmer.

3. Alle koordineringsudvalgets afgørelser træffes ved enstemmighed .

4. For perioderne mellem møderne i koordineringsudvalget udpeger hver part en eksekutivsekretær, der handler på partens vegne i alle spørgsmål vedrørende samarbejdet i henhold til denne aftale. Eksekutivsekretæren er ansvarlig for den daglige ledelse i forbindelse med dette samarbejde.

ARTIKEL 6

Alle omkostninger i forbindelse med samarbejdet afholdes af den part, der pådrager sig dem, medmindre det specifikt aftales skriftligt mellem gennemførelsesorganerne.

ARTIKEL 7

Anvendelse og udbredelse af oplysninger og intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder industrielle ejendomsrettigheder, patenter og ophavsret i forbindelse med samarbejdsaktiviteterne i henhold til denne aftale, skal være i overensstemmelse med bilagene, som udgør en integrerende del af denne aftale.

ARTIKEL 8

Intet i denne aftale skal være til hinder for nuværende eller fremtidige samarbejdsaftaler mellem parterne.

ARTIKEL 9

1. Parternes indsats i henhold til denne aftale er afhængig af de bevilgede midler.

2. Samarbejdet i henhold til denne aftale finder sted i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser.

3. Hver af parterne bestræber sig inden for rammerne af gældende love og administrative bestemmelser på bedst muligt at lette opfyldelsen af formaliteterne i forbindelse med personers bevægelighed, overdragelse af materialer og udstyr og valutaoverførsler, som er nødvendige for samarbejdets forløb.

4. Kompensation for skader, der påføres under gennemførelsen af denne aftale, skal finde sted i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser.

ARTIKEL 10

Parterne bestræber sig på at behandle alle spørgsmål vedrørende denne aftale under konsultationer mellem parterne under hensyntagen til gældende love og administrative bestemmelser.

ARTIKEL 11

1. Denne aftale træder i kraft på det tidspunkt, som parterne ved diplomatiske noter fastsætter for dens ikrafttræden, og den forbliver i kraft i en indledende periode på 10 år.

2. Derefter videreføres den stiltiende for fem år ad gangen, medmindre en af parterne med et skriftligt varsel på seks måneder forud for aftalens udløb anmoder om, at den bringes til ophør eller genforhandles.

3. Hvis denne aftale bringes til ophør eller genforhandles, forbliver den i kraft i sin tidligere form mht. samarbejdsaktiviteter, der er igangsat forud for anmodningen om, at den bringes til ophør eller genforhandles, og mht. gennemførelsesarrangementer som omtalt i artikel 4, og dette gælder, indtil disse aktiviteter og arrangementer er afsluttet.

4. Denne aftales ophør berører ikke forpligtelserne og rettighederne i henhold til artikel 7.

ARTIKEL 12

Denne aftale gælder, for så vidt angår Fællesskabet, for de områder, hvor traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab finder anvendelse, og for områderne til de lande, der deltager i Fællesskabets fusionsprogram som fuldt associerede tredjelande.

ARTIKEL 13

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kasakhisk, nederlandsk, portugisisk, russisk, spansk, svensk og tysk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.

Udfærdiget i

For Det Europæiske Atomenergifællesskab // For regeringen for Republikken Kasakhstan

BILAG I

VEJLEDENDE PRINCIPPER FOR FORDELING AF INTELLEKTUELLE EJENDOMSRETTIGHEDER [1], DER OPSTÅR VED FÆLLES FORSKNING PÅ GRUNDLAG AF AFTALEN OM SAMARBEJDE INDEN FOR KONTROLLERET NUKLEAR FUSION

[1] Definitionerne af de begreber, der omtales i disse vejledende principper, findes i bilag II.

I. OWNERSHIP, ALLOCATION AND EXERCISE OF RIGHTS

1. Al forskning, som udføres i medfør af denne aftale, er "fælles forskning". Parterne udarbejder sammen fælles teknologiforvaltningsplaner (TFP'er) [2] med hensyn til ejendomsret til og benyttelse, herunder offentliggørelse, af viden og intellektuel ejendom, som opstår ved fælles forskning. Disse planer skal godkendes af parterne før indgåelsen af nogen specifikke F&U-samarbejdskontrakter, som de vedrører. TFP'erne udarbejdes under hensyntagen til målene for den fælles forskning, deltagernes forholdsmæssige bidrag, fordele og ulemper ved rettigheder for bestemte territorier eller anvendelsesfelter, forpligtelser efter gældende lov og andre faktorer, som deltagerne anser for relevante. Rettigheder og forpligtelser vedrørende forskning frembragt af gæsteforskere med hensyn til intellektuel ejendom omfattes også af de fælles teknologiforvaltningsplaner.

[2] Der redegøres i bilag III for, hvad sådanne TFP'er skal indeholde.

2. Viden eller intellektuel ejendom, som opstår ved fælles forskning, og som ikke er omfattet af teknologiforvaltningsplanen, fordeles med parternes godkendelse i overensstemmelse med teknologiforvaltningsplanens principper. I tilfælde af uenighed ejes sådan viden eller intellektuel ejendom i fællesskab af alle deltagerne i den fælles forskningsgruppe, der har frembragt den pågældende viden eller intellektuelle ejendom. Enhver deltager, for hvem denne bestemmelse gælder, har ret til at udnytte den pågældende viden eller intellektuelle ejendom forretningsmæssigt uden geografiske begrænsninger.

3. Hver part påser, at den anden part og dennes deltagere kan få de rettigheder til intellektuel ejendom, som tildeles dem i overensstemmelse med disse principper.

4. Hver part drager omsorg for, at konkurrencen opretholdes på de områder, der berøres af aftalen, og bestræber sig efter bedste evne på at sikre, at de rettigheder, som erhverves i medfør af aftalen, udøves for at fremme:

(i) formidling og anvendelse af viden, som opstår eller frigives eller på anden måde stilles til rådighed i medfør af aftalen,

(ii) vedtagelse og gennemførelse af internationale standarder.

II. OPHAVSRETLIGT BESKYTTEDE VÆRKER

Ophavsret, der tilhører parterne eller deres deltagere, forvaltes i overensstemmelse med Bernerkonventionen (Paris-akten af 1971).

III. VIDENSKABELIG LITTERATUR

Medmindre andet vedtages i TFP'en, offentliggøres forskningsresultaterne i fællesskab af parterne eller deltagerne i den fælles forskning, jf. dog afdeling IV. Med forbehold af denne generelle regel følges følgende procedurer:

1. I tilfælde, hvor en af parterne eller dennes offentlige institutioner udgiver litterære værker, herunder video og programmel, af videnskabelig karakter, som er blevet til ved fælles forskning i henhold til aftalen, tilfalder der den anden part en verdensomspændende, ikke-eksklusiv, uigenkaldelig og royaltyfri ret til at oversætte, reproducere, tilpasse, overføre og distribuere sådanne værker offentligt.

2. Parterne påser, at litterære værker af videnskabelig karakter, som er blevet til ved fælles forskning i medfør af aftalen, og som er offentliggjort af uafhængige forlag, kan få den videst mulige udbredelse.

3. Alle eksemplarer af et ophavsretligt beskyttet værk, der skal distribueres offentligt, og som henhører under denne bestemmelse, forsynes med forfatternavne, medmindre forfatteren eller forfatterne udtrykkeligt anmoder om ikke at blive nævnt ved navn. De skal endvidere bære en tydeligt synlig angivelse af parternes bidrag.

IV. IKKE-FRIGIVET VIDEN

A. Ikke-frigivet viden i dokumentform

1. Hver part eller i givet fald dens deltagere fastlægger så tidligt som muligt og helst i teknologiforvaltningsplanen, hvilken for aftalen relevant viden der fortsat ikke ønskes frigivet, navnlig under hensyntagen til følgende kriterier:

- den pågældende videns hemmelige karakter i den forstand, at den ikke som helhed eller for så vidt angår dens præcise sammenstilling eller dens enkeltelementer er alment kendt blandt eller med lovlige midler umiddelbart tilgængelig for sagkyndige på området;

- den faktiske eller potentielle kommercielle værdi, den pågældende viden har i kraft af sin hemmeligholdelse;

- tidligere beskyttelse af den pågældende viden i den forstand, at den person, som lovligt besidder denne viden, efter omstændighederne har taget rimelige skridt for at hemmeligholde den.

Parterne og deltagerne kan i visse tilfælde aftale, at viden eller dele heraf, som er tilvejebragt, udvekslet eller opstået ved fælles forskning i medfør af aftalen, ikke må frigives, medmindre andet er angivet.

2. Hver af parterne skal påse, at ikke-frigivet viden omfattet af aftalen og dens deraf følgende privilegerede karakter umiddelbart kan genkendes som sådan af den anden part enten ved hjælp af en passende mærkning eller indskrænkende påtegning. Dette gælder også for enhver reproduktion af nævnte viden i sin helhed eller dele deraf.

En part, som modtager ikke-frigivet viden i medfør af aftalen, respekterer dens privilegerede karakter. Denne pligt bortfalder automatisk, når denne viden frigives af ejeren uden indskrænkende betingelser til sagkyndige på området.

3. Ikke-frigivet viden, som meddeles i medfør af aftalen, kan af den modtagende part videregives til personer inden for eller ansat af den modtagende part, samt til andre berørte ministerier og styrelser hos den modtagende part, som har beføjelser i forbindelse med de specifikke formål med den igangværende fælles forskning, under forudsætning af, at enhver ikke-frigivet viden, som videregives på denne måde, gøres til genstand for en aftale om fortrolighed og som ovenfor anført gøres genkendelig som sådan.

4. Med forudgående skriftligt samtykke fra den part, der stiller ikke-frigivet viden til rådighed i medfør af aftalen, kan den modtagende part give sådan viden større udbredelse end tilladt efter stk. 3. Parterne samarbejder om at fastlægge procedurer for anmodning om og opnåelse af forudgående skriftligt samtykke til en sådan større udbredelse, og hver part giver sit samtykke i den udstrækning, det er muligt efter denne parts administrative praksis, bestemmelser og love.

B. Ikke-frigivet viden, som ikke forelægges i dokumentform

Ikke-frigivet eller anden fortrolig eller privilegeret viden, som ikke forelægges i dokumentform, men meddeles på seminarer eller møder, der afholdes i medfør af aftalen, og viden, som opstår gennem tilknytning af personale, anvendelse af anlæg eller gennem fælles projekter, forvaltes af parterne eller deres deltagere efter aftalens principper for viden, der forelægges i dokumentform, forudsat at modtageren af sådan ikke-frigivet, fortrolig eller privilegeret viden er opmærksom på den meddelte videns fortrolige karakter, når meddelelsen finder sted.

C. Kontrol

Hver part bestræber sig på at sikre, at ikke-frigivet viden, som den får stillet til rådighed i medfør af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, forvaltes på den måde, der er fastlagt deri. Hvis en af parterne bliver opmærksom på, at den vil blive eller med rimelighed kan forventes at blive ude af stand til at opfylde fortrolighedsbestemmelserne i punkt A og B, giver den omgående den anden part meddelelse herom. Parterne rådfører sig derefter med hinanden om, hvilket skridt der bør tages.

BILAG II

DEFINITIONER

1. INTELLEKTUEL EJENDOMSRET: defineres på samme måde som i artikel 2 i konventionen om oprettelse af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret, udfærdiget i Stockholm den 14. juli 1967.

2. DELTAGER: enhver fysisk eller juridisk person, herunder parterne selv, som deltager i et projekt i medfør af aftalen.

3. FÆLLES FORSKNING: forskning, som gennemføres og/eller finansieres ved fælles bidrag fra parterne og i givet fald under medvirken af deltagere fra begge parter.

4. VIDEN: videnskabelige og tekniske data og forsknings- og udviklingsresultater eller -metoder, som er opstået ved FÆLLES FORSKNING, samt enhver anden viden, som parterne og/eller deltagerne i den FÆLLES FORSKNING anser det for nødvendigt at fremlægge eller udveksle som led i aftalen eller som led i forskning i medfør af aftalen.

BILAG III

VEJLEDENDE KENDETEGN VED EN TEKNOLOGIFORVALTNINGSPLAN (TFP)

TFP'en er en særlig aftale, som indgås mellem deltagerne om gennemførelsen af fælles forskning og om deltagernes respektive rettigheder og forpligtelser. Hvad angår intellektuel ejendomsret, skal der i TFP'en normalt bl.a. angives følgende: ejerskab, beskyttelse, brugerrettigheder til F&U-formål, udnyttelse og formidling, herunder ordninger for fælles offentliggørelse, gæsteforskeres rettigheder og forpligtelser og procedurer for bilæggelse af tvister. TFP'en omfatter også forgrunds- og baggrundsviden, tilladelser og projektleverancer.

Top