52001IR0384

Regionsudvalgets udtalelse om "Partnerskab mellem lokale og regionale myndigheder og socialøkonomiske organisationer: et bidrag til beskæftigelse, lokal udvikling og social samhørighed"

(2002/C 192/13)

REGIONSUDVALGET har -

under henvisning til præsidiets beslutning af 12. juni 2001 om i henhold til EF-traktatens artikel 265, stk. 5, på eget initiativ at afgive udtalelse om ovennævnte emne og henvise det forberedende arbejde til Underudvalg 6 "Beskæftigelse, Økonomisk Politik, Det Indre Marked, Industri, SMV",

under henvisning til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse "Skabelse af et Europa med plads til alle" (CdR 84/2000 fin)(1),

under henvisning til sin udtalelse om "De regionale beskæftigelsespagters indhold og deres indvirkning på strukturpolitikken" (CdR 91/1999 fin)(2),

under henvisning til sin resolution om "Gennemførelse af den europæiske beskæftigelsesstrategi" (CdR 461/1999 fin)(3),

under henvisning til sin udtalelse om Kommissionens meddelelse "Lokal handling til fordel for beskæftigelsen - Den lokale dimension i den europæiske beskæftigelsesstrategi" (CdR 187/2000 fin)(4),

under henvisning til sin udtalelse om "Kommissionens forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik i 2001" og "Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om Fællesskabets tilskyndelsesforanstaltninger på beskæftigelsesområdet" (CdR 310/2000 fin)(5),

under henvisning til sin resolution om "Partnerskabsprincippet og dets gennemførelse i reformen af strukturfondene 2000-2006" (CdR 434/1999 fin)(6),

under henvisning til sin udtalelse om "Fremme af foreninger og fonde i Europa" (CdR 306/97 fin)(7),

under henvisning til sin udtalelse om "Regionerne og den nye økonomi - retningslinjer for EFRU's nyskabende aktioner for perioden 2000-2006" (CdR 351/2000 fin)(8),

under henvisning til sin udtalelse om "Den europæiske regionalpolitiks struktur og målsætninger i sammenhæng med EU-udvidelsen og globaliseringen: åbning af debatten" (CdR 157/2000 fin)(9),

under henvisning til Kommissionens meddelelse Styrkelse af den lokale dimension i den europæiske beskæftigelsesstrategi (KOM(2001) 629 endelig), hvori det understreges, at den europæiske beskæftigelsesstrategis lokale dimension har gavn af "den tredje vej" (socialøkonomien), som kan levere et vigtigt bidrag til skabelse og bevarelse af beskæftigelse, bl.a. ved at reagere på situationer, hvor markedet ikke dækker behovene, f.eks. i forskellige sociale og kulturelle situationer,

under henvisning til OECD's rapport fra november 1998 (DT/LEED/DC/98)2 om socialøkonomi i OECD's medlemsstater, herunder navnlig om økonomiens udvikling og skabelse af beskæftigelse på lokalt plan,

og ud fra følgende betragtninger:

EU opfordrer alle aktører, herunder også de lokale og regionale myndigheder, til at medvirke til at sikre, at EU "bliver den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed",

byer og bykoncentrationer er de økonomiske motorer og udgør de vigtigste markeder for varer og tjenesteydelser. De rummer den viden, der er nødvendig for at opbygge en dynamisk, konkurrencedygtig regional, national og europæisk økonomi,

her ved århundredets begyndelse er beskæftigelsespolitik nøje knyttet til innovationspolitik, udbredelse af informationssamfundet, social integrationspolitik, oprettelse af virksomheder og nye økonomiske sektorer,

dette nye policy mix kræver styrkelse af de lokale og regionale myndigheders rolle og partnerskaber med relevante aktører i civilsamfundet såsom erhvervsorganisationer, uddannelsesinstitutioner, forskellige offentlige organer, der tager sig af beskæftigelsen, ikke-statslige organisationer, socialøkonomiens organisationer og civilsamfundet,

for at sikre social samhørighed, beskæftigelse og integreret bæredygtig lokal udvikling bliver der i stadig højere grad brug for stærke partnerskaber mellem alle aktører, det være sig i den private markedsbaserede sektor, i den offentlige sektor, i socialøkonomien eller i det organiserede civilsamfund,

socialøkonomiens organisationer er naturlige partnere for de lokale og regionale myndigheder i forbindelse med udviklingen af strategier,

under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 384/2001 rev. 2), som blev vedtaget enstemmigt af Underudvalg 6 den 21. januar 2002 med Bas Verkerk (NL, ELDR, viceborgmester i Haag) som ordfører -

på den 43. plenarforsamling den 13.-14. marts 2002 (mødet den 14. marts) enstemmigt vedtaget følgende udtalelse.

1. Regionsudvalgets syn på anvendelse af partnerskaber og europæiske agendaer

1.1. Byerne har enorme potentialer. Det er byerne, der er motorer i den regionale økonomi. De er markedsplads for mange varer og tjenesteydelser, og de rummer den viden og de muligheder, der er nødvendige for at opbygge en konkurrencedygtig lokal, regional og europæisk økonomi. Byer og bykoncentrationer kan - om nogen - bidrage til Lissabon-topmødets målsætning: "at gøre Europa til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed".

1.2. Beskæftigelsespolitikken skal derfor stå i nøje sammenhæng med innovationspolitik, integrationspolitik, iværksætteri, informationssamfundet og nye økonomiske sektorer. Dette nye mix af sammenhængende politikker kræver, at de lokale og de regionale myndigheders rolle styrkes. Effektiv anvendelse af dette "mix" kræver god koordinering med de berørte parter i byerne såsom virksomheder, undervisningsinstitutioner, offentlige og private instanser, der har at gøre med beskæftigelsen, forskellige ikke-statslige organisationer og borgerne.

1.3. Mange europæiske byer og bykoncentrationer har i en længere periode været udsat for kraftig økonomisk og social tilbagegang. Tilbagegangen rammer ofte særlig hårdt i bestemte kvarterer og bydele. Skønt mange byer og byområder, ikke mindst satellitbyer og forstæder, nyder godt af den økonomiske vækst i de seneste år og klarer sig godt økonomisk, er der på den anden side især i byernes midte endnu enklaver og kvarterer, som halter kraftigt bagefter. Det drejer sig om relativ høj arbejdsløshed, tilbagegang inden for forskellige økonomiske sektorer som følge af globaliseringen, svækkelse af den økonomiske vitalitet og absorbering af migranttilvandringen til byerne og de dermed sammenhængende akutte integrationsproblemer. Disse problemer hober sig op i byer og byregioner og koncentrerer sig ofte i bestemte dele af en by eller en region. Det må forhindres, at (dele af) byerne bliver det 21. århundredes ghettoer.

1.4. Kommissionens anden rapport om økonomisk og social samhørighed erkender byernes problemer, men erkender også deres rolle og potentiale og nævner bypolitik som en af de mulige prioriteringer i EU's fremtidige regionalpolitik. Byer og byområder spiller jo en væsentlig rolle i en polycentrisk og afbalanceret socialøkonomisk udvikling i Europa. Det er ligeledes vigtigt, at der opstår synergi mellem byerne og de omliggende landdistrikter. Landdistrikterne kan f.eks. drage nytte af byernes uddannelsesmæssige og kulturelle faciliteter, og byområderne kan bruge landdistrikternes ro og plads til naturoplevelser, afslapning og pladskrævende aktiviteter (vandreture, surfing, golf o.l.).

1.5. Af ovenstående årsager må der gøres alt, hvad der er muligt, for at overvinde de nævnte problemer, udnytte potentialet og gribe chancerne. I den forbindelse er partnerskaber gode instrumenter til at forene kræfterne på lokalt og regionalt plan. Ud over den traditionelle økonomi rummer socialøkonomien chancer for beskæftigelse og integration, specielt i vanskeligt stillede kvarterer i storbyer og bykoncentrationer. Disse temaer udvikles nærmere i det følgende.

2. Regionsudvalgets syn på partnerskaber og regional og lokal socialøkonomisk udvikling

Nye styreformer i EU

2.1. Regionsudvalget understreger, at partnerskaber mellem lokale og regionale myndigheder på den ene side og lokale og regionale partnere på den anden side kan være et vigtigt instrument til at sikre en effektiv socialøkonomisk udvikling i en by eller et område. Partnerskaber er et nødvendigt instrument for myndighederne, når de skal forvalte en by eller region. Der er dels vertikale partnerskaber mellem forskellige myndigheder (stat, provins, region, by), dels horisontale partnerskaber (mellem byer og deres lokale partnere). Denne form for bystyre går ud over den klassiske opfattelse af lokal myndighed, der begrænser sig til det demokratisk valgte styre. Her er der tale om et styre, hvor alle et områdes ressourcer og potentialer mobiliseres, og hvor de lokale og regionale myndigheder inddrager alle relevante lokale og regionale instanser. Et sådant både vertikalt og horisontalt samarbejde stemmer overens med nutidens realiteter i et netværkssamfund. Funktionerne er ikke mere eksklusivt afgrænsede under udelukkelse af andre, men der sigtes tværtimod på inddragelse, naturligvis uden opgivelse af parternes respektive ansvar.

2.2. Subsidiaritetsprincippet indebærer, at navnlig de lokale og regionale myndigheder skal spille en pionerrolle i forbindelse med oprettelse og anvendelse af partnerskaber. Disse myndigheders lederskab er jo baseret på demokratisk legitimitet, transparens, koordination og optimal anvendelse af alle forhåndenværende midler. Det indebærer også, at de lokale myndigheder og deres partnere skal inddrages i forberedelsen og gennemførelsen af EU's politik og aktiviteter, som f.eks. gennemførelsen af e-Europe og den europæiske beskæftigelsespolitik. Det sker for ofte, at de lokale og regionale myndigheder i praksis konfronteres med politiske foranstaltninger og regler, der står i vejen for effektiv implementering af EU-politikken.

Ekspertisecentre

2.3. Regionsudvalget understreger, at varighed fremmer partnerskabers kvalitet og effektivitet. I den forbindelse er flerårige kontrakter, uddannelse, den rigtige skalering af partnerskaberne og deres gearing til den lokale/regionale udviklingsstrategi af stor betydning. Et velfungerende partnerskab kan samtidig fungere som ekspertisecenter og dermed levere et værdifuldt bidrag til den europæiske og nationale politik på den sociale og økonomiske udviklings område. Der kan i den forbindelse være tale om forskellige former for EU-politik og -aktioner såsom iværksætterpolitik, SMV-politik, e-Europe, beskæftigelsespolitik (hvor navnlig lokale handlingsplaner er af betydning), undervisning (e-læring) og regionalpolitik.

2.4. For at drage nytte af de forskellige former for partnerskaber må Kommissionen stimulere og finansiere udveksling af god praksis og benchmarking. Det vil navnlig være af værdi for ansøgerlandene. Derfor opfordres EU til at oprette en databank med henblik på benchmarking i tilknytning til partnerskab og socialøkonomi. Senere i udtalelsen behandles socialøkonomien mere indgående i et særligt afsnit. Ved hjælp af et sådant instrument kan der også let udveksles oplysninger om god praksis mellem de nuværende medlemsstater og ansøgerlandene.

2.5. Regionsudvalget har oprettet særlige udvalg til at tage sig af forholdet til ansøgerlandene. Disse såkaldt blandede udvalg har til formål at støtte tiltrædelsen på lokalt og regionalt plan, bl.a. via udveksling af viden og erfaringer. De blandede udvalg Regionsudvalget/ansøgerlandene skal fremme konkret samarbejde på dette punkt og støttes med økonomiske midler og af en europæisk database.

2.6. Hvidbogen "Nye styreformer i EU" bør integrere ovenstående ideer i de endelige forslag. Det er jo netop de lokale og regionale myndigheder, der er tættest på borgerne og dermed har direkte kontakt med de lokale og regionale aktører. Byerne og regionerne må tilskyndes til at benytte partnerskaber som en permanent del af deres styrelsesmæssige værktøjer.

Territorial og strategisk udvikling

2.7. Regionsudvalget understreger, at effektive partnerskaber for det meste er baseret på en socialøkonomisk sammenhæng i et bestemt område. Derfor forekommer der partnerskaber på forskellige skalaniveauer. F.eks. er social inddragelse med henblik på integration og beskæftigelse ofte baseret på en eller nogle få sammensluttede bykvarterer. Byudvikling finder ofte sted på byniveau. De økonomiske faciliteter (kontorer og erhvervsgrunde), arbejdsmarkedet og boligmarkedet styres ofte på storbyplan eller regionalt. Muligheder og problemer på et givet skalaniveau kan ofte have konsekvenser for andre niveauer. Derfor er det vigtigt, at partnerskaber kan anvendes fleksibelt. Af eksempler kan nævnes bydelsforvaltning, iværksætterorganisationer, regionale arbejdsmarkedspagter, økonomisk-turistmæssige produkter i tilknytning til multikulturelle samfund i særlige bykvarterer (city mondials, china-towns o.l.).

2.8. Også på europæisk plan varierer de socialøkonomiske omstændigheder. For at kunne anvende territoriale partnerskaber effektivt er fleksibilitet i forhold til byområde og/eller region af stor betydning. Fleksibiliteten drejer sig ikke alene om den styremæssige indretning, men i højere grad om anvendelsen af de lokale og regionale ressourcer. En af de ressourcer kan være europæiske fonde. Fondenes effektivitet i forhold til parternes indsats begrænses imidlertid væsentligt af, at hver fond og hver subsidieordning har sine egne regler, så at det i praksis volder store problemer at kombinere instrumenterne. Det strider imidlertid ganske imod den i praksis ønskede integrerede udvikling af forsømte kvarterer eller områder med økonomisk potentiale, fordi en integreret udvikling forudsætter (subsidie)instrumenter, som hænger sammen og kan supplere hinanden. Ved "kombination" forstås at fjerne hindringerne for, at de forskellige europæiske subsidier kan supplere hinanden. Kombination af forskellige fonde indebærer ekstra muligheder. Formålet med kombinationen er ikke at komme af sted med at kumulere europæiske subsidier, men først og fremmest at sikre, at fondene fleksibelt kan supplere hinanden, f.eks. mellem Mål 2 og Mål 3 indbyrdes.

En anden begrænsning ved de europæiske støttefonde er, at regelmængden i praksis er overvældende for de gennemførende instanser, hvilket i høj grad afholder partnere både i byerne og i landdistrikterne fra at anvende disse instrumenter. Der er hårdt brug for en deregulering, som først og fremmest skal forbedre den praktiske gennemførlighed.

2.9. Det bør nærmere undersøges, hvordan en sådan fleksibilitet kan sikres. Regionsudvalget opfordrer til, at der nedsættes en interinstitutionel arbejdsgruppe (med deltagere fra Regionsudvalget, Kommissionen, Europa-Parlamentet og Ministerrådet) til at følge denne undersøgelse.

2.10. Et konkret punkt i forbindelse med anvendelsen af fondene til stimulering af den lokale og den regionale udvikling er at skabe mulighed for at opnå smålån til små (startende) virksomheder og små projekter inden for socialøkonomien. Regionsudvalget anmoder Kommissionen om snarest at skabe mulighed herfor.

2.11. Der opstår ekstra chancer for at gennemføre EU-politik (e-Europe, handlingsplaner for beskæftigelsen) i et givet område, hvis forskellige fonde kan kombineres til en samlet "lump sum". Konkret ville det kunne betyde, at mål 3-midler, der ikke kan anvendes effektivt, kan benyttes til mål 2-planer i samme region. EU-politikkens endelige mål turde jo være økonomisk og social samhørighed og forbedring af de socialøkonomiske præstationer i et givet område.

3. Regionsudvalgets syn på partnerskaber og socialøkonomi

3.1. Foruden i kraft af myndighedernes indsats og via den traditionelle markedsorienterede økonomi leveres der også tjenester og varer på grundlag af en "mellemform", der sigter mod at opfylde sociale og samfundsmæssige mål og behov. Det foregår ikke på samme måde i alle landene. Fordi der bl.a. af den grund er ting, der ikke klart lader sig definere, taler vi for nemheds skyld om socialøkonomi. Socialøkonomiens organisationer er foretagender, der producerer varer og/eller tjenesteydelser, men de er ikke selskaber (der er kapitalbaserede).

3.2. De socialøkonomiske organisationers juridiske form adskiller sig fra medlemsstat til medlemsstat, men generelt er der tale om kooperativer, gensidige selskaber, foreninger og fonde. På det seneste er der dukket nye former op, som f.eks. erhvervsdrivende foreninger og almennyttige kooperativer, som reagerer på nye behov såsom jobskabelse, bekæmpelse af udstødelse eller omstrukturering af velfærdsstaten.

3.3. Hele socialøkonomisektoren beskæftiger ca. 8 mio. mennesker i EU og tegner sig dermed for 6,6 % af den samlede civile beskæftigelse. Den er repræsenteret i alle økonomiske og sociale sektorer, består af både meget store og meget små foretagender og er således en økonomisk sektor af første rang, der beskæftiger lige så mange mennesker som f.eks. et land som Spanien(10).

3.4. Regionsudvalget understreger, at socialøkonomien spiller en stor rolle på lokalt plan. I partnerskab med den private, profitorienterede sektor og med den offentlige sektor bidrager den til social samhørighed, social kapitaldannelse, integration, jobskabelse og oprettelse af virksomheder på lokalt plan. Man må også huske på, at partnerskaber og socialøkonomi på lokalt og regionalt plan bidrager til at styrke kvarterers og landsbyers situation.

3.5. Dette partnerskab stemmer overens med konklusionerne fra Lissabon-topmødet, hvor det hedder: "Der vil blive anvendt en fuldt decentraliseret tilgang, der er i tråd med nærhedsprincippet, og hvor EU-medlemsstaterne, de regionale og lokale niveauer samt arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet deltager aktivt ved hjælp af forskellige former for partnerskab", og med den 11. beskæftigelsespolitiske retningslinje, ifølge hvilken "medlemsstaterne opfordrer lokale og regionale myndigheder til at udvikle beskæftigelsesstrategier for fuldt ud at udnytte mulighederne for jobskabelse på lokalt plan og med henblik herpå fremme partnerskaber mellem alle de berørte aktører, herunder repræsentanter fra civilsamfundet, ... og fremmer foranstaltninger til at forbedre den tredje sektors konkurrenceevne og dens muligheder for at skabe flere og bedre job".

3.6. Dette vedrører såvel byområder som landdistrikter. I byerne er hovedproblemerne at bekæmpe udstødelse og kriminalitet, at stimulere beskæftigelse og jobegnethed, at selvstændiggøre folk og at styrke lokale kapaciteter. I landdistrikterne drejer det sig om at takle økonomisk og social "ørkendannelse", investere i at skabe bæredygtige virksomheder og kvalitetsprægede job samt stimulere netværksdannelse. Til løsning af disse problemer bør ikke blot den traditionelle private, profitorienterede sektor og den offentlige sektor, men også socialøkonomien inddrages, idet den i stadig stigende grad kan bidrage via sin evne til at organisere folk, udvikle selvstændighed og demokrati (styring) samt skabe økonomisk og social aktivitet og job.

3.7. Regionsudvalget understreger, at socialøkonomien kan levere et interessant bidrag til den lokale og regionale udvikling:

- Socialøkonomiens virksomheder er vigtige partnere for de lokale myndigheder i forbindelse med gennemførelse af lokale udviklingsstrategier og skabelse af velfærd for brede lag i lokalbefolkningen. Det hindrer naturligvis ikke, at de lokale myndigheder i påkommende tilfælde anvender "fair play"-princippet, så virksomheder såvel fra den traditionelle kommercielle sektor som fra socialøkonomien i ærlig konkurrence kan byde på gennemførelsen af lokale udviklingsstrategier. Socialøkonomiens virksomheder kan navnlig tilbyde tjenester og varer med socialt sigte, som parterne på det traditionelle marked og myndighederne ikke dækker efterspørgslen efter.

- Socialøkonomien bidrager til lokal udvikling og socialt fremskridt, idet den opbygger en lokal social kapital ved at styrke tilliden mellem mennesker og troen på fællesskabet, fremme borgernes engagement og deltagelse i samfundet og stimulere social samhørighed ved at reintegrere udstødte og marginaliserede personer (som f.eks. migranter og langtidsledige).

- Socialøkonomiens virksomheder udgør i kraft af deres strukturelle forskel i forhold til offentlige og profitorienterede virksomheder en væsentlig del af den pluralistiske europæiske sociale og økonomiske model.

- Socialøkonomien skaber sociale foretagender og en ny, social iværksætterkultur (OECD), som navnlig er orienteret mod integration af marginaliserede grupper via aktiv deltagelse og en ny fremgangsmåde. Hermed tilvejebringes der en ny kombination af ressourcer (offentlige, markedsorienterede, frivilligt arbejde) med det formål at skabe job. Socialøkonomien kan derfor imødekomme en række behov, som den offentlige sektor og markedet ikke kan eller vil dække.

- Ved at organisere arbejdsløse på lokalt plan hjælper socialøkonomiens organisationer de lokale myndigheder med at ændre passive socialsikringsydelser og arbejdsløshedsdagpenge til aktive sociale investeringer i bæredygtig udvikling.

3.8. Regionsudvalget understreger, at det er vigtigt, bl.a. via partnerskaber, at udvikle en stærk socialøkonomi og et organiseret civilsamfund for at styrke de unge, skrøbelige demokratier i de central- og østeuropæiske lande. Der er hårdt brug for samarbejde og udveksling af erfaringer mellem EU og ansøgerlandene.

Regionsudvalget understreger desuden, at behovet for at fremme partnerskaber med henblik på at udvikle en stærk socialøkonomi og et stærkt civilsamfund og for samarbejde og udveksling med EU er lige så stort i de sydlige Middelhavslande, der indgår i den såkaldte Barcelona-proces.

3.9. Socialøkonomien er et laboratorium for social innovation ved hjælp af ny teknologi og er dermed velegnet til at takle manglen på IT-færdigheder via en mere participativ tilgang til ny informations- og kommunikationsteknologi og anvendelsen heraf til opbygning af e-demokrati og e-læring på lokalt plan.

3.10. Den økonomiske og sociale politik på europæisk, nationalt og lokalt plan bør anerkende og tage hensyn til socialøkonomien med dens særlige karakteristika. Med sin evne til at forlige den økonomiske og den sociale sfære og ved at kombinere iværksætterånd med sociale målsætninger kan socialøkonomien bekæmpe passiv forsørgelse inden for de sociale sikringssystemer. Det kan føre til ubetinget fordelagtige situationer, hvor offentlige ressourcer til tjenesteydelser suppleres af markedets ressourcer og frivillige ressourcer.

3.11. De økonomiske og sociale principper for partnerskaber og socialøkonomiske foretagender bør have særlig opmærksomhed i undervisningen, herunder navnlig i MBA-uddannelsen. Undervisningen koncentrerer sig for øjeblikket navnlig om de generelle økonomiske principper, som især bygger på traditionel økonomisk tænkning. Den socialøkonomiske virksomhedsleder bør ud over den kommercielle bagage også have særlig uddannelse i omkostningsdækkende og kontinuitetsmanagement og i at beregne værdien af den sociale komponent. Dette element bør også optages i ESF-direktiverne i forbindelse med mulighederne for livslang læring, idet der bør oprettes kurser heri.

4. Henstillinger til Det Europæiske Råd og Europa-Kommissionen vedrørende partnerskaber og socialøkonomi

4.1. Optagelse af partnerskaber i hvidbogen om nye styreformer som et basisinstrument for det lokale og regionale styre med den udtrykkelige henstilling, at alle medlemsstater og ansøgerlande aktivt skal anvende partnerskaber med henblik på lokal og regional økonomisk udvikling og social samhørighed og til fremme af socialøkonomien;

4.2. Kommissionen bør oprette en database vedrørende god praksis med hensyn til partnerskaber og socialøkonomi, som også ansøgerlandene kan benytte, og bilateral og gruppevis udveksling af god partnerskabspraksis på lokalt og regionalt plan bør stimuleres og finansieres bl.a. via Regionsudvalgets blandede udvalg;

4.3. Der optages en artikel i retningslinjerne for medlemsstaterne om de lokale handlingsplaner for beskæftigelsen gående ud på, at oprettelse af partnerskaber kan opføres som en omkostningspost, og at den tid, de lokale myndigheder investerer heri, betragtes som en omkostning, der godtgøres. Retningslinje 11 i den europæiske beskæftigelsespolitik bør skærpes i overensstemmelse hermed og partnerskabernes relevans for alle 4 søjler fremhæves i retningslinjerne for 2002 og følgende år;

4.4. restriktive love og administrative bestemmelser har stor betydning ved at fastlægge mere eller mindre gunstige rammer for nye initiativer som sociale foretagender. En benchmarking-procedure ville være på sin plads. Derfor bør der på europæisk, nationalt og lokalt plan udvikles strukturer og finansielle mekanismer (herunder mulighed for at opnå smålån), der støtter disse initiativer, som ofte er af meget begrænset størrelse;

4.5. partnerskaber bør benyttes som ekspertisecentre og tidligt inddrages i forberedelsen af EU- og national politik, og denne henstilling bør optages i retningslinje 11 i den europæiske beskæftigelsespolitik og i strukturfondsforordningen;

4.6. fleksibilitet, kombination og deregulering bør fremmes for at sikre lokale partnere rimelige vilkår i forbindelse med anvendelsen af EU-midler (mål 1, 2 og 3) med henblik på at åbne mulighed for lokal udvikling både hvad angår udnyttelse af potentialer og bekæmpelse af problemer. Kommissionen opfordres til at undersøge, hvordan fleksibiliteten og tanken om en "lump sum" kan realiseres. Hertil bør der nedsættes en interinstitutionel arbejdsgruppe. Strukturfondsreglerne for perioden 2007-2013 bør indrettes herefter;

4.7. socialøkonomiens foretagender er modeller på bæredygtig udvikling i kraft af deres principper om social ansvarlighed, lokal forvaltning og territorial udvikling. Derfor skal de inddrages i den territoriale udviklingspolitik både på europæisk, nationalt og lokalt plan;

4.8. god praksis vedrørende lokale partnerskaber, ikke mindst med socialøkonomiens organisationer, bør overføres til ansøgerlandene for at styrke social samhørighed, jobskabelse, forvaltning og demokrati;

4.9. Undervisningssektoren i medlemsstaterne bør interessere sig for socialøkonomiens og partnerskabernes principper. Konkret bør undervisning heri såvel som tilvejebringelse af undervisningsmateriale og etablering af kurser kunne finansieres under temaet livslang uddannelse.

Bruxelles, den 14. marts 2002.

Albert Bore

Formand for

Regionsudvalget

(1) EFT C 317 af 6.11.2000, s. 47.

(2) EFT C 293 af 13.10.1999, s. 1.

(3) EFT C 226 af 8.8.2000, s. 43.

(4) EFT C 22 af 24.1.2001, s. 13.

(5) EFT C 144 af 16.5.2001, s. 30.

(6) EFT C 266 af 8.5.2000, s. 20.

(7) EFT C 180 af 11.6.1998, s. 57.

(8) EFT C 144 af 16.5.2001, s. 62.

(9) EFT C 148 af 18.5.2001, s. 25.

(10) Se "The interprices and organizations of the third system in the European Union", Ciriec, år 2000.