Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51998PC0750

Forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Bulgariens deltagelse i EF- programmerne inden for erhvervsuddannelse og almen uddannelse

/* KOM/98/0750 endelig udg. - CNS 98/0352 */

EFT C 10 af 14.1.1999, p. 10 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51998PC0750

Forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Bulgariens deltagelse i EF- programmerne inden for erhvervsuddannelse og almen uddannelse /* KOM/98/0750 endelig udg. - CNS 98/0352 */

EF-Tidende nr. C 010 af 14/01/1999 s. 0010


Forslag til Rådets afgørelse om Fællesskabets holdning i Associeringsrådet vedrørende Bulgariens deltagelse i EF-programmerne inden for erhvervsuddannelse og almen uddannelse (1999/C 10/06) KOM(1998) 750 endelig udg. - 98/0352(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 15. december 1998)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 126 og 127, sammenholdt med artikel 228, stk. 3, første afsnit,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

I kraft af Rådets og Kommissionens afgørelse af 4. december 1995 er der indgået en tillægsprotokol til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side;

i henhold til artikel 1 i tillægsprotokollen kan Bulgarien deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter eller andre foranstaltninger, også på områderne erhvervsuddannelse og almen uddannelse, og i henhold til artikel 2 skal vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i de i artikel 1 nævnte aktiviteter fastlægges af Associeringsrådet;

i henhold til Rådets afgørelse 94/819/EF af 6. december 1994 om et handlingsprogram for gennemførelse af en erhvervsuddannelsespolitik i Det Europæiske Fællesskab (herefter benævnt »Leonardo da Vinci«) (1), særlig artikel 9, stk. 1, og Europa-Parlamentet og Rådets afgørelse nr. 819/95/EF af 14. marts 1995 om iværksættelse af Fællesskabets handlingsprogram inden for almen uddannelse og erhvervsuddannelse (herefter benævnt »Socrates«) (2), særlig artikel 7, stk. 3, skal disse programmer være åbne for deltagelse af de associerede lande i Centraleuropa i overensstemmelse med de vilkår for deltagelse i EF-programmer, som er fastlagt i tillægsprotokollerne til associeringsaftalerne;

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Den holdning, som Fællesskabet skal indtage i det associeringsråd, der er oprettet ved Europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side, vedrørende Bulgariens deltagelse i Fællesskabets programmer inden for erhvervsuddannelse og almen uddannelse, er baseret på udkastet til associeringsrådets afgørelse, der er bilagt denne afgørelse.

(1) EFT L 340 af 29.12.1994.

(2) EFT L 87 af 20.4.1995.

BILAG I

Udkast til afgørelse nr. . . ./98 af . . . truffet af Associeringsrådet EF-Bulgarien den . . . . . . 1999 om fastlæggelse af vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i fællesskabsprogrammerne inden for erhvervsuddannelse og almen uddannelse

ASSOCIERINGSRÅDET HAR -

under henvisning til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side (1),

under henvisning til tillægsprotokollen til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Bulgarien på den anden side vedrørende Bulgariens deltagelse i Fællesskabets programmer (2), særlig artikel 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til artikel 1 i tillægsprotokollen kan Bulgarien deltage i Fællesskabets rammeprogrammer, særprogrammer, projekter eller andre foranstaltninger, bl.a. på områderne erhvervsuddannelse og almen uddannelse;

i henhold til artikel 2 i nævnte tillægsprotokol skal vilkårene og betingelserne for Bulgariens deltagelse i de i artikel 1 nævnte aktiviteter fastlægges af Associeringsrådet -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bulgarien deltager i Det Europæiske Fællesskabs programmer Leonardo da Vinci og Socrates i henhold til de vilkår og betingelser, der er fastsat i bilag I og II, som udgør en integrerende del af denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse finder anvendelse så længe, programmerne Leonardo da Vinci og Socrates varer.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft den første dag i måneden efter dens vedtagelse.

(1) EFT L 358 af 31.12.1994.

(2) EFT L 317 af 30.12.1995.

BILAG II

Vilkår og betingelser for Bulgariens deltagelse i programmerne Leonardo da Vinci og Socrates

1. Bulgarien deltager i alle aktiviteter under programmerne Leonardo da Vinci og Socrates, i det følgende benævnt »programmerne«, i overensstemmelse med målene, kriterierne, procedurerne og tidsplanerne i Rådets afgørelse nr. 818/94/EF om et handlingsprogram for gennemførelse af en erhvervsuddannelsespolitik i Det Europæiske Fællesskab og Europa-Parlamentet og Rådets afgørelse nr. 819/95/EF om iværksættelse af Fællesskabets handlingsprogram Socrates, medmindre andet er fastsat i denne afgørelse.

2. - Vilkårene og betingelserne for indgivelse, vurdering og udvælgelse af ansøgninger fra støtteberettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Bulgarien er de samme som dem, der finder anvendelse for berettigede institutioner, organisationer og enkeltpersoner i Fællesskabet.

- Sproglige forberedelses- og erhvervsuddannelsesaktiviteter vedrører Fællesskabets officielle sprog. Under ganske særlige omstændigheder kan andre sprog godkendes, hvis programmernes gennemførelse kræver det.

3. For at sikre programmernes fællesskabsdimension skal tværnationale projekter og aktiviteter, der foreslås af Bulgarien, omfatte et mindsteantal partnere fra Fællesskabets medlemsstater. Dette mindsteantal fastlægges i forbindelse med programmernes gennemførelse, idet der tages hensyn til arten af de forskellige aktiviteter, antallet af partnere i et bestemt projekt og antallet af lande, der deltager i programmerne. Projekter og aktiviteter, der udelukkende gennemføres af Bulgarien og EFTA-EØS-lande eller andre tredjelande, herunder de, der har en associeringsaftale med Fællesskabet, og som har ret til at deltage i programmerne, er ikke berettigede til finansiel støtte fra Fællesskabet.

4. I overensstemmelse med betingelserne i de relevante bestemmelser i afgørelserne om Leonardo da Vinci og Socrates stiller Bulgarien passende strukturer og mekanismer på nationalt plan til rådighed og tager alle andre nødvendige skridt for at sikre den nationale koordinering og tilrettelæggelse af programmernes gennemførelse.

5. Bulgarien indbetaler hvert år et bidrag til De Europæiske Fællesskabers almindelige budget til dækning af omkostningerne ved landets deltagelse i programmerne (se bilag III).

Associeringsudvalget kan i fornødent omfang justere dette bidrag.

6. Fællesskabets medlemsstater og Bulgarien vil inden for rammerne af de eksisterende bestemmelser gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremme den frie bevægelighed og opholdet for studerende, lærere, universitetsadministratorer og andre personer, der er berettigede i henhold til programmerne, og som rejser mellem Bulgarien og Fællesskabets medlemsstater i forbindelse med deltagelse i aktiviteter, som er omfattet af denne afgørelse.

7. Uden at dette berører Kommissionens og Det Europæiske Fællesskabs Revisionsrets ansvar for overvågning og evaluering af programmerne i overensstemmelse med afgørelserne vedrørende Leonardo da Vinci og Socrates (henholdsvis artikel 10 og 8), evalueres Bulgariens deltagelse i programmerne løbende på grundlag af et partnerskab mellem Bulgarien og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. Bulgarien forelægger Kommissionen de fornødne rapporter og medvirker ved andre særlige aktiviteter, som Fællesskabet tager initiativ til i denne sammenhæng.

8. Uden at dette berører procedurerne i artikel 6 i afgørelsen om Leonardo da Vinci og artikel 4 i afgørelsen som Socrates, vil Bulgarien blive indbudt til koordinationsmøder om alle spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne afgørelse forud for de ordinære møder i udvalgene. Kommissionen informerer Bulgarien om resultaterne af disse ordinære møder.

9. Det sprog, der anvendes i forbindelse med ansøgningsprocessen, kontrakter, rapporter, der skal indgives, og andre administrative arrangementer i forbindelse med programmerne, skal være et af Fællesskabets officielle sprog.

BILAG III

Bulgariens finansielle bidrag til programmerne Leonardo da Vinci og Socrates

1. Bulgariens finansielle bidrag omfatter:

- tilskud og al anden økonomiske støtte til bulgarske deltagere i henhold til programmerne

- finansiel støtte fra Leonardo da Vinci-programmet til driften af det nationale kontor

- de ekstra administrationsudgifter i forbindelse med forvaltningen af programmerne, der påløber for Europa-Kommissionen som følge af Bulgariens deltagelse.

2. For hvert budgetår vil det samlede tilskudsbeløb eller enhver anden finansiel støtte, der modtages via programmerne af bulgarske deltagere og af det nationale Leonardo da Vinci-kontor i Bulgarien, ikke overstige det bidrag, der betales af Bulgarien, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter.

Skulle det bidrag, der betales af Bulgarien til Den Europæiske Unions almindelige budget, efter fradrag af de ekstra administrationsudgifter, være større end det samlede tilskudsbeløb eller enhver anden finansiel støtte, som de bulgarske deltagere og det nationale Leonardo da Vinci-kontor modtager over programmerne, overfører Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber saldoen til det næste regnskabsår, og det overskydende beløb vil blive trukket fra det følgende års bidrag. Hvis der stadig består en sådan saldo, når programmerne slutter, vil det pågældende beløb blive udbetalt til Bulgarien.

3. Leonardo da Vinci

Bulgariens bidrag i forbindelse med deltagelsen i 1999 andrager 1 114 000 ECU. Heraf dækker 72 000 ECU de ekstra administrationsudgifter til Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Bulgariens deltagelse.

4. Socrates

Bulgariens bidrag andrager 4 140 000 ECU i 1999 for landets deltagelse i både Leonardo da Vinci og Socrates, herunder kapitel I (Erasmus). Heraf dækker 270 000 ECU de ekstra administrationsudgifter til Kommissionens forvaltning af programmet som følge af Bulgariens deltagelse.

5. Finansforordningen vedrørende Den Europæiske Unions almindelige budget finder også anvendelse på forvaltningen af bidraget fra Bulgarien.

Efter denne afgørelses ikrafttræden og i begyndelsen af hvert af de følgende år sender Kommissionen Bulgarien en indkaldelse af midler svarende til landets bidrag til dækningen af udgifterne i henhold til denne afgørelse.

Dette bidrag vil blive udtrykt i ECU og skal indbetales til en af Kommissionens ECU-bankkonti.

Det årlige finansielle bidrag beregnes på grundlag af deltagelse i et komplet regnskabsår. Skulle Associeringsrådets afgørelse træde i kraft i løbet af et år, justeres bidraget for det pågældende år efter, hvor langt programmerne for det pågældende år er fremme.

Bulgarien indbetaler senest tre måneder efter, at indkaldelsen af midler er afsendt, sit bidrag til dækningen af de årlige udgifter i henhold til denne afgørelse i overensstemmelse med indkaldelsen af midler. Enhver forsinkelse ved betalingen af bidraget vil medføre, at Bulgarien skal betale renter af det udestående beløb fra forfaldsdagen. Rentesatsen svarer til den rente, der anvendes af Den Europæiske Fond for Monetært Samarbejde i den måned, der rummer forfaldsdagen, for operationer i ECU (1), forhøjet med 1,5 procentpoint.

6. Bulgarien betaler de ekstra administrationsudgifter, der er omhandlet i stk. 3 og 4, via sit nationale budget.

7. Af restbeløbet af Bulgariens årlige bidrag til Leonardo da Vinci-programmet som omhandlet i stk. 3 betaler landet 31 000 ECU via sit nationale budget i 1999. I overensstemmelse med de sædvanlige Phare-programmeringsprocedurer betales de resterende 1 011 000 ECU via Bulgariens nationale Phare-program for 1999.

Af restbeløbet af Bulgariens årlige bidrag til Socrates som omhandlet i stk. 4 betaler landet 116 000 ECU via sit nationale budget i 1999. I overensstemmelse med de sædvanlige Phare-programmeringsprocedurer betales 3 754 000 ECU via Bulgariens nationale Phare-program for 1999.

(1) Rentesatsen offentliggøres månedligt i De Europæiske Fællesskabers Tidende, serie C.

Top