This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 51997PC0419
Proposal for a Council Decision on the prohibition of the use of material presenting risks as regards transmissible spongiform encephalopathies
Forslag til Rådets beslutning om forbud mod anvendelse af risikomateriale med hensyn til overførbare spongiforme encephalopatier
Forslag til Rådets beslutning om forbud mod anvendelse af risikomateriale med hensyn til overførbare spongiforme encephalopatier
/* KOM/97/0419 endelig udg. */
EFT C 262 af 28.8.1997, pp. 9–12
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Forslag til Rådets beslutning om forbud mod anvendelse af risikomateriale med hensyn til overførbare spongiforme encephalopatier /* KOM/97/0419 endelig udg. */
EF-Tidende nr. C 262 af 28/08/1997 s. 0009
Forslag til Rådets beslutning om forbud mod anvendelse af risikomateriale med hensyn til overførbare spongiforme encephalopatier (97/C 262/05) (EØS-relevant tekst) KOM(97) 419 endelig udg. (Forelagt af Kommissionen den 17. juli 1997) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF (2), særlig artikel 9, stk. 4, under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (3), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF, særlig artikel 10, stk. 4, under henvisning til Rådets direktiv 90/675/EØF af 10. december 1990 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for tredjelandsprodukter, der føres ind i Fællesskabet (4), senest ændret ved direktiv 96/43/EF (5), særlig artikel 19, under henvisning til forslag fra Kommissionen, og ud fra følgende betragtninger: Ifølge artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 89/662/EØF og artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 90/425/EØF skal oprindelses- eller afsendelsesmedlemsstaten iværksætte de fornødne foranstaltninger på sit område for at forebygge alle situationer, der kan udgøre alvorlig fare for dyrs eller menneskers sundhed; som følge af nye oplysninger om forekomsten af tilfælde af en ny variant af Creutzfeldt-Jakobs sygdom i Det Forenede Kongerige kan risikoen for overførsel af BSE-agenset til mennesker eller andre dyr ikke udelukkes; ved Kommissionens beslutning 94/381/EF af 27. juni 1994 om bestemte beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til bovin spongiform encephalopati og opfodring af protein af pattedyr (6), ændret ved beslutning 95/60/EF (7), blev pattedyrprotein forbudt som foder til drøvtyggere i hele EF; Kommissionens beslutning 96/239/EF af 27. marts 1996 om visse hasteforanstaltninger til beskyttelse mod bovin spongiform encephalopati (8), ændret ved beslutning 96/362/EF (9), blev vedtaget i afventning af en yderligere evaluering af de nye oplysninger og yderligere foranstaltninger til beskyttelse af dyre- og folkesundheden; ved Kommissionens beslutning 96/449/EF af 18. juli 1996 om godkendelse af alternative varmebehandlingssystemer til forarbejdning af animalsk affald med henblik på inaktivering af spongiform encephalopati-agenser (10) fastsattes den bedste foreliggende metode til forarbejdning af animalsk affald med hensyn til spongiform encephalopati-agenser; en ekspertgruppe, der blev indkaldt af WHO den 3. april 1996, anbefalede, at ingen dele eller produkter af dyr, der har vist tegn på overførbar spongiform encephalopati (TSE), bør indgå i fødekæden (levnedsmidler og foder), samt at landene ikke bør tillade, at væv, der kan indeholde BSE-agenset, indgår i fødekæden (levnedsmidler og foder); Den Videnskabelige Veterinærkomité har vurderet de foranstaltninger, der er påkrævet i hele EF for at gennemføre henstillingerne fra ekspertgruppen; Den Videnskabelige Veterinærkomité har konkluderet, at proceduren for afsmeltning ved 133 °C ved 3 bar i 20 minutter er den vigtigste faktor til at sikre, at kød- og benmel er risikofrit, men at dette system ikke helt kan garantere fuldstændig fjernelse af et overførbart spongiform encephalopati-agens i det materiale, der skal forarbejdes, hvis systemet udsættes for materiale med høj infektivitet; Den Videnskabelige Veterinærkomité har meddelt, at flere medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige, har rapporteret scrapie hos får, der er født i de pågældende lande, at tilstedeværelsen af scrapie ikke kan udelukkes i nogen medlemsstat, hvor der holdes får, samt at kun en indgående epidemiologisk undersøgelse, der gennemføres efter fælles normer, vil give de nødvendige oplysninger om status med hensyn til scrapie i de enkelte lande; der bør gennemføres foranstaltninger for at beskytte drøvtyggere mod scrapie, indtil der er foretaget en ordentlig epidemiologisk evaluering af situationen i EF; Den Videnskabelige Veterinærkomité har derfor anbefalet, at specificeret risikomateriale defineret som hjerne, rygmarv og øjne fra kvæg, får og geder på over et år og milt fra får og geder på over seks måneder fjernes fra fødekæden (levnedsmidler og foder) i lande eller regioner, hvor der fastslås en potentiel risiko, samt, når det gælder selvdøde kreaturer, får og geder, at specificeret risikomateriale bortskaffes, så det ikke indgår i fødekæden (levnedsmidler og foder), eller, at hele kadaveret destrueres; af praktiske grunde er det nødvendigt at forbyde milt fra får og geder uanset alder og at forbyde mekanisk udbenet kød fra rygsøjlen, som kan være kontamineret med specificeret risikomateriale; visse medlemsstater har allerede udelukket visse former for materiale fra fødekæden (levnedsmidler og foder); Det Forenede Kongerige har udstedt forbud om andre væv end dem, Den Videnskabelige Veterinærkomité anbefalede; i artikel 3.2.13.12 i dyresundhedskodeksen fra Det Internationale Kontor for Epizootier anbefales det, at der ikke mellem lande handles med hjerne, øjne, rygmarv, mandler, brissel, milt og distal ileum fra kvæg (væv under nærmere undersøgelse) og proteinprodukter fremstillet heraf af kvæg på over seks måneder fra lande med stor forekomst af BSE; Det Forenede Kongerige betragtes som et land med stor forekomst af BSE; de væv, der er opført på Det Forenede Kongeriges liste over specificeret bovint materiale, er i overensstemmelse med listen i nævnte artikel i dyresundhedskodeksen; det bør derfor tillades, at Det Forenede Kongerige fastholder de eksisterende nationale bestemmelser om fjernelse af specificeret bovint materiale; risikoanalyser baseret på alment anerkendte videnskabelige metoder kan eventuelt vise, at der i bestemte medlemsstater er betydeligt højere risiko for, at dyr eller mennesker eksponeres for overførbare spongiforme encephalopatier; de pågældende medlemsstater kan træffe foranstaltninger vedrørende bortskaffelse af yderligere risikomateriale fra dyr, der er slagtet på deres område; selv om situationen, hvad angår overførbare spongiforme encephalopatier, kan være forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, bør der vedtages ensartede regler i hele EF for at sikre et højt sundhedsbeskyttelsesniveau og for at undgå fordrejning af handelen; det er nødvendigt at opnå tilsvarende garantier ved indførsel fra tredjelande; situationen, hvad angår overførbare spongiforme encephalopatier, kan være forskellig fra land til land, og importkravene kan derfor tilpasses til den særlige situation i oprindelseslandet; ved Kommissionens direktiv 97/1/EF af 10. januar 1997 om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II, III, VI og VII til Rådets direktiv 76/768/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (11) indføres et midlertidigt forbud mod markedsføring af kosmetiske midler, der indeholder væv og væsker fra kvæg, får og geder, som stammer fra hjerne, rygmarv og øjne, og bestanddele, der er afledt heraf; de i denne beslutning fastsatte foranstaltninger bidrager til en sikker sporing, forarbejdning og anvendelse af drøvtyggermateriale i levnedsmidler, foder lægemidler, farmaceutiske produkter og kosmetiske midler; der findes ingen effektiv kontrol eller prøve, der kan afgøre, om bestemte væv er blevet anvendt ved fremstilling af produkter; for at det kan sikres, at de pågældende væv og væsker ikke er blevet anvendt ved fremstilling af produkter, der markedsføres i EF, er det af afgørende betydning, at det sikres, at de fjernes og farves i produktionsleddet og derefter destrueres ved forbrænding, om fornødent efter afsmeltning; sådanne foranstaltninger sikrer samtidig, at sådant væv ikke indgår i levnedsmidler, foder, lægemidler, farmaceutiske produkter og kosmetiske midler; Rådet afviste Kommissionens forslag om fjernelse af specificeret risikomateriale ved simpelt flertal på mødet den 17. december; der blev i 1996 foretaget kontrolbesøg i medlemsstaterne for at undersøge gennemførelsen af EF-bestemmelserne om BSE; resultaterne af kontrolbesøgene foreligger nu; under kontrolbesøgene konstateredes visse mangler, bl.a. med hensyn til kontrol og gennemførelse af forbuddet mod at anvende pattedyrprotein i foder til drøvtyggere; som følge af tidligere handel med bestemte produkter, herunder kød- og benmel og levende dyr, kan forekomst af TSE-agenser ikke udelukkes i alle medlemsstater; på grundlag af resultaterne af kontrolbesøgene kan ingen af medlemsstaterne derfor betragtes som værende fri for en potentiel risiko for overførbare spongiforme encephalopatier; Den Videnskabelige Veterinærkomité har anbefalet, at specificeret risikomateriale fjernes fra fødekæden (alle levnedsmidler og alt foder) i lande eller regioner, hvor der fastslås en potentiel risiko; nærværende beslutning revideres på grundlag af nye videnskabelige oplysninger om risiko for eksponering for overførbare spongiforme encephalopatier som følge af infektivitet i andre dyrearter, alderskategorier, væv eller stoffer, som beslutningen endnu ikke omfatter; Kommissionen vil fremsætte forslag om etablering af effektiv TSE-overvågning i medlemsstaterne; Den Stående Veterinærkomité har ikke afgivet positiv udtalelse - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Med henblik på anvendelsen af denne beslutning defineres »specificeret risikomateriale« således: a) kranium, herunder hjerne og øjne, mandler og rygmarv fra: - kvæg på over tolv måneder - får og geder, som er over tolv måneder gamle, eller som har en frembrudt, blivende hjørnetand b) milt fra får og geder. Artikel 2 Al anvendelse af specificeret risikomateriale er forbudt. Artikel 3 Det er forbudt at anvende rygsøjlen fra kvæg, får og geder til produktion af maskinudbenet kød. Artikel 4 1. Specificeret risikomateriale skal farves med et farvestof ved bortskaffelse og a) destrueres ved forbrænding, eller b) hvis det er farvet med et farvestof, hvis farve kan spores efter afsmeltning, afsmeltes og derefter forbrændes, nedgraves eller brændes som brændstof eller bortskaffes på anden måde ved en tilsvarende metode, som forhindrer risikoen for overførsel af en overførbar spongiform encephalopati. 2. I særlige tilfælde kan specificeret risikomateriale nedgraves i nøje overensstemmelse med betingelserne i artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 90/667/EØF (12). 3. Medlemsstaterne kan fravige bestemmelserne i artikel 2 og i nærværende artikel 2, stk. 1, således at specificeret risikomateriale tillades anvendt til undervisning eller forskning på officielt anerkendte institutter. Artikel 5 For at sikre at denne beslutning anvendes korrekt, foretager medlemsstaterne regelmæssig officiel kontrol, især på slagterier, i opskæringsvirksomheder, på lagre og på destruktionsanstalter og træffer foranstaltninger til at undgå krydskontamination. Artikel 6 1. Det er forbudt at indføre specificeret risikomateriale til Fællesskabet, jf. dog artikel 4, stk. 3. 2. For at produkter af animalsk oprindelse til konsum eller foderbrug kan indføres til Fællesskabet, skal de være ledsaget af det relevante certifikat i henhold til EF-bestemmelserne suppleret med en erklæring, der er underskrevet af den kompetente myndighed i fremstillingslandet og har følgende ordlyd: »Produktet indeholder ikke og hidrører ikke fra specificeret risikomateriale som defineret i Rådets beslutning 97/. . ./EF (*) eller fra mekanisk udbenet kød fra rygsøjlen på dyr af kvæg, får eller geder. (*) Denne beslutning.« 3. Producenter af lægemidler, farmaceutiske produkter og kosmetiske midler skal, for at deres produkter kan indføres til Fællesskabet, efter anmodning fra en medlemsstats myndigheder afgive en erklæring, der er underskrevet af myndighederne i produktionslandet, og hvori det bekræftes, at »produktet ikke indeholder eller er afledt af specificeret risikomateriale som defineret i Rådets beslutning 97/. . ./EF (*) (*) Denne beslutning.« 4. På anmodning af et tredjeland kan der gives dispensation fra bestemmelserne i denne beslutning efter høring af den relevante videnskabelige komité og efter proceduren i artikel 18 i direktiv 89/662/EØF; dispensationen gives på betingelse af, at tredjelandet forelægger fyldestgørende videnskabelige data som dokumentation for sin anmodning. Artikel 7 Medlemsstaterne kan træffe yderligere foranstaltninger med hensyn til dyr, der er slagtet inden for deres eget område. Artikel 8 Denne beslutning revideres regelmæssigt på grundlag af nye videnskabelige oplysninger om risiko for eksponering for overførbare spongiforme encephalopatier som følge af infektivitet i andre dyrearter, alderskategorier, væv eller stoffer. I givet fald ændres beslutningen efter høring af den relevante videnskabelige komité og efter proceduren i artikel 18 i direktiv 89/662/EØF. Artikel 9 Denne beslutning berører ikke bestemmelserne i beslutning 96/239/EF. Artikel 10 Denne beslutning anvendes fra den 1. oktober 1997. Artikel 11 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. (1) EFT nr. L 395 af 30. 12. 1989, s. 13. (2) EFT nr. L 62 af 15. 3. 1993, s. 49. (3) EFT nr. L 224 af 18. 8. 1990, s. 29. (4) EFT nr. L 373 af 31. 12. 1990, s. 1. (5) EFT nr. L 162 af 1. 7. 1996, s. 1. (6) EFT nr. L 172 af 7. 7. 1994, s. 23. (7) EFT nr. L 55 af 11. 3. 1995, s. 43. (8) EFT nr. L 78 af 28. 3. 1996, s. 47. (9) EFT nr. L 139 af 12. 6. 1996, s. 17. (10) EFT nr. L 184 af 24. 7. 1996, s. 43. (11) EFT nr. L 16 af 18. 1. 1997, s. 85. (12) EFT nr. L 363 af 12. 12. 1990, s. 1.