Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51996PC0596

    Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning

    /* KOM/96/0596 endelig udg. - CNS 96/0282 */

    EFT C 378 af 13.12.1996, p. 20–21 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51996PC0596

    Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning /* KOM/96/0596 ENDEL - CNS 96/0282 */

    EF-Tidende nr. C 378 af 13/12/1996 s. 0020


    Forslag til Rådets forordning (EF) om almindelige regler for anvendelsen af foranstaltninger til forbedring af produktionen og afsætningen af honning (96/C 378/09) KOM(96) 596 endelig udg. - 96/0282(CNS)

    (Forelagt af Kommissionen den 21. november 1996)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 42 og 43,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, og

    ud fra følgende betragtninger:

    Kommissionen har gjort Rådet og Europa-Parlamentet bekendt med meddelelsen om betragtninger vedrørende europæisk biavl (1), hvori der gøres rede for tilstanden og vanskelighederne i denne sektor;

    biavl er en sektor inden for landbruget, hvis hovedfunktioner er erhvervsaktivitet og udvikling af landdistrikter, produktion af honning og andre biavlsprodukter og bidrag til den økologiske ligevægt;

    sektoren har meget forskellige produktions- og udbyttevilkår, og de erhvervsdrivende er spredt og uhomogene både i produktions- og afsætningsleddet; der er uligevægt mellem udbud og efterspørgsel på honningmarkedet i EF;

    da varroatose i de seneste år har bredt sig i de fleste medlemsstater, og på grund af de vanskeligheder, som sygdommen medfører for honningproduktionen, bør der iværksættes en EF-foranstaltning;

    derfor bør der med henblik på at forbedre produktionen og afsætningen af honning i EF straks udarbejdes årlige nationale programmer, som omfatter faglig bistand, bekæmpelse af varroatose og sygdomme i forbindelse hermed, rationalisering af stadeflytning, drift af regionale biavlscentraler og samarbejde ved forskningsprogrammer vedrørende forbedring af honningens kvalitet;

    for at få de statistiske data om sektoren suppleret bør medlemsstaterne gennemføre en undersøgelse af sektorens struktur, der både omfatter produktionen, afsætningen og prisdannelsen;

    de udgifter, som medlemsstaterne afholder i henhold til denne forordning, påhviler EF i henhold til artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 729/70 af 21. april 1970 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (2), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1287/95 (3);

    et finansielt referencebeløb, jf. punkt 2 i Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995, opføres i denne forordning, uden at dette berører de beføjelser, som budgetmyndigheden har i medfør af traktaten -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    1. I denne forordning fastsættes der foranstaltninger til forbedring af vilkårene for produktion og afsætning af naturhonning. Foranstaltningerne er omfattet af nationale programmer for ét år ad gangen.

    2. Det drejer sig om følgende foranstaltninger:

    a) faglig bistand til biavlerne og til biavlersammenslutningernes honningværksteder med henblik på forbedring af produktionen og udvindingen af honning

    b) bekæmpelse af varroatose og sygdomme i forbindelse hermed samt forbedring af stadebehandlingen, høsten, lagringen og emballeringen af honning

    c) rationalisering af stadeflytning

    d) støtteforanstaltninger for laboratorier til analyse af honningens fysisk-kemiske egenskaber

    e) samarbejde med specialiserede organer om gennemførelse af forskningsprogrammer til forbedring af honningkvaliteten.

    Artikel 2

    For at kunne nyde godt af den i artikel 3 fastsatte medfinansiering skal medlemsstaterne inden den 1. juli 1997 gennemføre en undersøgelse af biavlens struktur på deres respektive områder i både produktions- og afsætningsleddet.

    Artikel 3

    De udgifter, der afholdes i medfør af denne forordning, betragtes som udgifter af samme slags som i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 729/70.

    Fællesskabet bidrager til finansieringen af de nationale programmer med 50 % af de udgifter, medlemsstaten har afholdt.

    Det finansielle referencebeløb til gennemførelsen af denne forordning er på 15 mio. ECU om året.

    De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

    For at være berettiget til finansiel medfinansiering skal medlemsstaterne have afholdt udgifterne til programmer, som er anført i artikel 1, stk. 1, senest den 15. oktober hvert år.

    Artikel 4

    De programmer, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, udarbejdes i nært samarbejde med erhvervsorganisationerne for biavl. De meddeles Kommissionen, som træffer beslutning vedrørende deres vedtagelse efter proceduren i artikel 17 i Rådets forordning (EØF) nr. 2771/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for æg (4).

    Programmerne indbefatter ikke de foranstaltninger, som indgår i de operationelle programmer for regioner omfattet af mål 1, 5b og 6.

    Artikel 5

    Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning, herunder især dem, der vedrører kontrolforanstaltningerne, fastsættes efter proceduren i artikel 17 i forordning (EØF) nr. 2771/75.

    Artikel 6

    Kommissionen forelægger hvert tredje år Rådet en rapport om anvendelsen af denne forordning og første gang senest den 1. juli 2000.

    Artikel 7

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    (1) KOM(94) 256 endelig udg.

    (2) EFT nr. L 94 af 28. 4. 1970, s. 13.

    (3) EFT nr. L 125 af 8. 6. 1995, s. 1.

    (4) EFT nr. L 282 af 1. 11. 1975, s. 49, forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1516/96 (EFT nr. L 189 af 30. 7. 1996, s. 99).

    Top