Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51995PC0297

Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om aktioner på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer) i ALA-udviklingslandene

/* KOM/95/297 endelig udg. - SYN 95/0162 */

EFT C 237 af 12.9.1995, pp. 19–21 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51995PC0297

Forslag til RÅDETS FORORDNING (EF) om aktioner på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer) i ALA-udviklingslandene /* KOM/95/297 ENDEL - SYN 95/0162 */

EF-Tidende nr. C 237 af 12/09/1995 s. 0019


Forslag til Rådets forordning (EF) om aktioner på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer) i ALA-udviklingslandene (95/C 237/08) KOM(95) 297 endelig udg. - 95/0162(SYN)

(Forelagt af Kommissionen den 28. juni 1995)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 130 W,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

i samarbejde med Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

Flygtninges retsstilling er fastlagt ved konventionen vedtaget den 28. juli 1951 af De Forenede Nationers konference om flygtninges og statsløses retsstilling samt New York-protokollen vedtaget den 31. januar 1967;

Europa-Parlamentet vedtog den 16. december 1983 en beslutning om bistand til flygtninge i udviklingslandene (2);

både Rådet og Europa-Parlamentet har opfordret til en øget fællesskabsindsats på dette område;

effektiviteten af bistandsprogrammer for hjemstedsfordrevne (flygtninge, hjemvendende personer og fordrevne) afhænger af en koordinering af bistanden både på europæisk plan og med andre donorer, ikke-statslige organisationer og FN-organisationer;

det er nødvendigt at fremme fredelige løsninger af de politiske konflikter eller krige, der fører til befolkningsvandringer;

særorganisationer og -organer og ikke-statslige organisationer har ved iværksættelse af sådanne aktioner opnået betydelige erfaringer inden for bistand til hjemstedsfordrevne;

Fællesskabet ønsker, at indsatsen til fordel for hjemstedsfordrevne indgår i et forløb, der tager sigte på omstilling fra den såkaldte overlevelsesfase til en selvforsyningsfase eller en fase, hvor disse befolkningsgruppers afhængighed mindskes, og bistanden til bosætning eller genbosætning skal derfor bestå i aktioner, der har til formål bl.a. at udvikle selvforsyningen, i kraft af landbrugsproduktion, husdyravl, akvakultur, oprettelse af kreditsystemer, grunduddannelse og erhvervsrettet uddannelse, samt at sikre en forsvarlig sundheds- og hygiejnetilstand;

denne form for bistand udgør for de berørte lande en nødvendig forudsætning for udvikling og er således et vigtigt bidrag til virkeliggørelse af målene for Unionens samarbejdspolitik som omhandlet i traktatens artikel 130 U;

der bør fastlægges nærmere bestemmelser og forvaltningsregler for samarbejdsaktionerne på området bistand til hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer samt demobiliserede) med henblik på fremme af selvforsyning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet iværksætter et bistandsprogram for hjemstedsfordrevne (flygtninge, fordrevne og hjemvendende personer samt demobiliserede) i landene i Asien og Latinamerika for at hjælpe dem i mellemfasen mellem den humanitære bistand, der ydes som svar på krisebehov, og den eventuelle iværksættelse af genopbygningsbistand eller udviklingssamarbejde, når situationen tillader det.

Artikel 2

I den forbindelse støtter Fællesskabet følgende aktioner:

1) bistand til flygtninges overlevelse, underhold og bosætning i asyllandene

2) bistand og støtte til værtsområdernes befolkning, således at den holdes skadesløs for tab, den lider som følge af de hjemstedsfordrevnes tilstedeværelse, og at den ikke føler sig diskrimineret i forhold til disse

3) bistand til hjemvenden

4) bistand til flygtninges eller fordrevnes genbosætning på hjemstedet eller i et andet område efter deres eget valg

5) bistand til midlertidig eller endelig bosætning af fordrevne i andre områder i deres eget land

6) bistand til økonomisk integration i værtslandet af flygtninge, der ikke kan eller ikke ønsker at vende tilbage til deres hjemland

7) eventuel genbosætning af flygtninge i et tredjeland

8) støtte til social-økonomisk reaktivering og social reintegration i de områder, de hjemstedsfordrevne vender tilbage til, herunder støtte til fødevareselvforsyning og udvikling af landdistrikter, sundhed og uddannelse, forud for genopbygnings- eller udviklingsaktioner

9) støtte til demobilisering og tidligere soldaters reintegration i det civile liv

10) minerydningsaktioner, når sådanne er nødvendige af hensyn til befolkningens sikkerhed i de områder, den passerer igennem, samt for at muliggøre dens bosætning, genbosætning og integration i det økonomiske og sociale liv i det land eller det område, der bliver vært for den, eller som den vender tilbage til.

Artikel 3

1. De endelige modtagere er hjemstedsfordrevne, der kommer fra eller midlertidigt opholder sig i et hvilket som helst udviklingsland i Asien eller Latinamerika, herunder:

a) flygtninge som defineret i den konvention om flygtninges retsstilling, der blev vedtaget den 28. juli 1951 af De Forenede Nationers konference om flygtninges og statsløses retsstilling, og ifølge hvilken der ved flygtning forstås »enhver person, der som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og som ikke er i stand til - eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker - at søge dette lands beskyttelse«

b) »fordrevne«: personer eller grupper, der har behov for international beskyttelse, men som ikke nyder en retsstilling som flygtninge som defineret i 1951-konventionen

c) »hjemvendende personer«: personer eller grupper, der efter at være flygtet fra deres hjemsted, senere frivilligt eller som følge af situationen har besluttet at vende tilbage til deres hjemland eller hjemegn.

2) Der ydes ligeledes bistand til:

a) lokale befolkninger i værtslandene, der med deres økonomiske og administrative ressourcer bidrager til modtagelses- og bistandsindsatsen for flygtninge og fordrevne, til gennemførelse på længere sigt af projekter med henblik på disses selvforsyning, integration eller reintegration

b) hjemsendte soldater fra demobiliserede regulære hære og væbnede modstandsbevægelser samt deres familier og sociale baser.

Artikel 4

Partnerne kan omfatte ikke-statslige organisationer, FN-organer, internationale organisationer, stater eller regioner, decentrale forvaltningsenheder, regionale organisationer, offentlige institutioner, traditionelle eller lokale samfund, institutter, private aktører eller konsulenter med henblik på gennemførelse af faglig bistand.

Artikel 5

1. De midler, der kan anvendes i forbindelse med de i artikel 2 nævnte aktioner, omfatter bl.a. undersøgelser, faglig bistand, uddannelse eller andre tjenesteydelser, leverancer og arbejder samt revisioner og evaluerings- og kontrolmissioner.

2. Fællesskabsfinansieringen kan dække såvel investeringsudgifter, herunder dog ikke køb af fast ejendom, som driftsudgifter i udenlandsk eller lokal valuta alt efter, hvad der er behov for til gennemførelsen af aktionerne.

3. Det tilstræbes systematisk, at de aktører eller partnere, der i sidste instans drager fordel af aktionen (land, lokalsamfund, virksomheder eller andre), selv yder et bidrag, især et finansielt bidrag, inden for rammerne af deres muligheder og afhængigt af den enkelte aktions art.

4. Det tilstræbes at udnytte mulighederne for samfinansiering, især sammen med medlemsstaterne eller multilaterale, regionale eller andre organisationer. Der træffes de fornødne foranstaltninger til at vise fællesskabskarakteren af den bistand, der ydes i medfør af denne forordning.

5. For at styrke sammenhængen og komplementariteten mellem de aktioner, der finansieres af Fællesskabet, og de aktioner, der finansieres af medlemsstaterne, og derved sikre, at disse aktioner som helhed bliver så effektive som muligt, træffer Kommissionen alle nødvendige koordineringsforanstaltninger, herunder:

a) indførelse af en ordning for systematisk udveksling af information om de aktioner, der finansieres eller påtænkes finansieret af Fællesskabet og medlemsstaterne

b) koordinering på stedet af gennemførelsen af aktionerne i kraft af regelmæssige møder og informationsudveksling mellem Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter i modtagerlandet.

Artikel 6

Den finansielle støtte i medfør af denne forordning ydes i form af gavebistand.

Artikel 7

1. Kommissionen undersøger, træffer afgørelse om og forvalter de i denne forordning omhandlede aktioner efter gældende budgetprocedurer og andre gældende procedurer, især procedurerne i finansforordningen vedrørende Fællesskabernes almindelige budget.

2. Afgørelser om aktioner, der i medfør af denne forordning finansieres med mere end 5 mio. ECU pr. aktion, og om enhver ændring af sådanne aktioner, der medfører en overskridelse på over 20 % af det oprindeligt fastsatte beløb for den pågældende aktion, træffes efter proceduren i artikel 8.

3. Enhver finansieringsaftale eller -kontrakt, der indgås i medfør af denne forordning, skal indeholde bestemmelse om, at Kommissionen og Revisionsretten kan foretage kontrol på stedet efter de sædvanlige regler fastlagt af Kommissionen inden for rammerne af de gældende bestemmelser, især bestemmelserne i finansforordningen vedrørende Fællesskabernes almindelige budget.

4. For så vidt som aktionerne fører til finansieringsaftaler mellem Fællesskabet og værtslandet, fastsættes det i disse aftaler, at betalingen af skatter, afgifter og gebyrer ikke finansieres af Fællesskabet.

5. Deltagelse i udbud og kontrakter står åben på lige vilkår for alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og værtslandet. Dette kan udvides til også at omfatte andre udviklingslande.

6. Leverancerne skal have oprindelse i medlemsstaterne eller værtslandet eller andre udviklingslande. I særlige, behørigt begrundede tilfælde kan leverancerne have oprindelse i andre lande.

Artikel 8

1. Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand, nemlig ALA-udvalget nedsat ved artikel 15 i forordning (EØF) nr. 443/92 (3).

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyntagen til de pågældende spørgsmåls hastende karakter, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

3. Der foretages én gang årligt en udveksling af synspunkter på grundlag af de af Kommissionens repræsentant fremlagte generelle retningslinjer for de aktioner, der skal gennemføres det kommende år.

Artikel 9

Efter hvert regnskabsår forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en årsberetning omfattende et resumé af de aktioner, der er finansieret i løbet af regnskabsåret, og en evaluering af gennemførelsen af denne forordning i løbet af regnskabsåret.

Resuméet skal bl.a. indeholde oplysninger om de aktører, med hvilke der er indgået gennemførelseskontrakter.

Beretningen skal også omfatte et resume af de eksterne evalueringer, der måtte være foretaget af de særlige aktioner.

Artikel 10

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(1) Udtalelse af . . . (EFT nr. . . . af . . .) og beslutning af . . . (EFT nr. . . . af . . .).

(2) EFT nr. C 10 af 16. 1. 1984, s. 278.

(3) EFT nr. L 52 af 27. 2. 1992, s. 1.

Top