Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R2022

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/2022 af 10. september 2026 om at gøre importen af armeringsnet med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet til genstand for registrering med henblik på at gøre det muligt at opkræve antidumpingtold på den import, der er genstand for registrering

C/2026/6217

EUT L, 2026/2022, 11.9.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/2022/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/2022/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/2022

11.9.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2026/2022

af 10. september 2026

om at gøre importen af armeringsnet med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet til genstand for registrering med henblik på at gøre det muligt at opkræve antidumpingtold på den import, der er genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 3. juni 2026 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af armeringsnet med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet.

(2)

Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage, som blev indgivet den 20. april 2026 af European Welded Steel Mesh Producers Association på vegne af producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af armeringsnet.

1.   VARE, DER ER GENSTAND FOR REGISTRERING

(3)

Den vare, der er genstand for registrering (»den pågældende vare«), er tråddug, trådnet og trådgitter, sammensvejset i berøringspunkterne, af almindelig tråd, ikke belagt eller belagt eller overtrukket med zink eller anden belægning, uanset om varen foreligger i ruller eller ej, også galvaniseret, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7314 20 90 , 7314 31 00 og 7314 39 00 , med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet.

2.   REGISTRERING

(4)

I henhold til artikel 14, stk. 5, i »grundforordningen« kan importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering.

(5)

Formålet med registreringen er at sikre, at en eventuel antidumpingtold kan opkræves med tilbagevirkende kraft på den import, der er genstand for registrering, i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt.

(6)

Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, hvorved der indføres en eventuel endelig told.

(7)

Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af resultaterne af antidumpingundersøgelsen.

(8)

I beregningerne i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, antages der at være tale om dumpingmargener på mellem 26 % og 73 % for Forbundsrepublikken Kina og mellem 44 % og 51 % for Tyrkiet og en skadestærskel på 18 % for Folkerepublikken Kina og 41 % for Tyrkiet for den pågældende vare i perioden fra den 1. oktober 2024 til den 30. september 2025. Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til niveauet for dumping- eller skadesmargenen, afhængigt af hvilken der er lavest, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 4.

(9)

Hvis Kommissionen i løbet af undersøgelsen finder beviser for fordrejninger af råvarepriserne i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a, hvilket i dette tilfælde er blevet påstået for så vidt angår Folkerepublikken Kina, vil beløbet for en eventuel fremtidig betalingsforpligtelse blive fastsat til niveauet for dumpingmargenen, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2b, hvis det konkluderes, at en told, der er lavere end dumpingmargenen, ikke vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(10)

På nuværende tidspunkt er Kommissionen imidlertid ikke i stand til at anslå beløbet for en mulig fremtidig betalingsforpligtelse. De beløb, der er nævnt i klagen, er således kun til orientering og kan ikke skabe forventninger om den faktiske betalingsforpligtelse, der vil blive fastslået som følge af undersøgelsen.

3.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(11)

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (3) —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Toldmyndighederne pålægges hermed i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 at træffe de nødvendige foranstaltninger til at registrere importen til Unionen af tråddug, trådnet og trådgitter, sammensvejset i berøringspunkterne, af almindelig tråd, ikke belagt eller belagt eller overtrukket med zink eller anden belægning, uanset om varen foreligger i ruller eller ej, også galvaniseret, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7314 20 90 , 7314 31 00 og 7314 39 00 , og med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Tyrkiet.

2.   Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. september 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.

(2)   EUT C, C/2026/2971, 3.6.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2971/oj.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/2022/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top