Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R1824

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/1824 af 28. juli 2026 om at gøre importen af lysin med oprindelse i Folkerepublikken Kina til genstand for registrering med henblik på at gøre det muligt at opkræve antidumpingtold på den import, der er genstand for registrering

C/2026/5234

EUT L, 2026/1824, 29.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1824/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1824/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1824

29.7.2026

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2026/1824

af 28. juli 2026

om at gøre importen af lysin med oprindelse i Folkerepublikken Kina til genstand for registrering med henblik på at gøre det muligt at opkræve antidumpingtold på den import, der er genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5, sammenholdt med artikel 12, stk. 5, og

efter at have underrettet medlemsstaterne, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 30. april 2026 offentliggjorde Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) om genoptagelse af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af lysin med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

(2)

Denne procedure blev indledt på grundlag af en anmodning, som blev indgivet den 20. marts 2026 af en EU-producent, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af lysin.

(3)

Antiabsorberingsundersøgelsen har til formål at etablere, hvorvidt de antidumpingforanstaltninger, der er indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1330 (3) over for importen af lysin med oprindelse i Folkerepublikken Kina, har haft indvirkning på eksportpriserne, videresalgspriserne eller de efterfølgende salgspriser i Unionen.

1.   VARE, DER SKAL GØRES TIL GENSTAND FOR REGISTRERING

(4)

Den vare, der skal gøres til genstand for registrering (»den pågældende vare«) er lysin og estere deraf, salte af disse produkter samt fodertilsætningsstoffer, som på tørstofbasis består af 68 % eller derover, men ikke over 80 % L-lysinsulfat, og ikke over 32 % andre bestanddele såsom kulhydrater og andre aminosyrer, med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Registreringsnummeret for L-lysinhydrochlorid i Chemical Abstracts Service (»CAS«) er 657-27-2, for vandig opløsning af lysin er det 56-87-1, og for lysinsulfat er det 60343-69-3 og 94195-18-3.

2.   REGISTRERING

(5)

Importen af den pågældende vare kan gøres til genstand for registrering, hvis en genoptagelse af en antiabsorberingsundersøgelse indebærer en revurdering af den normale værdi, jf. artikel 14, stk. 5, i grundforordning sammenholdt med grundforordningens artikel 12, stk. 5. En af de eksporterende producenter, der indgik i stikprøven i ovennævnte undersøgelse, indgav den 15. juni 2026 en behørigt dokumenteret anmodning om en ny beregning af den normale værdi.

(6)

Formålet med registreringen er at sikre, at en eventuel antidumpingtold kan opkræves med tilbagevirkende kraft på den import, der er genstand for registrering, i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, hvis de nødvendige betingelser er opfyldt.

(7)

Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, der afslutter antiabsorberingsundersøgelsen.

(8)

Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af resultaterne af antiabsorberingsundersøgelsen.

(9)

I beregningerne i anmodningen om genoptagelse af antidumpingundersøgelsen anslås det, at dumpingmargenerne er steget fra 53,1 % i den oprindelige undersøgelsesperiode (1. januar 2023 til 31. december 2023) til 88,4 % i antiabsorberingsundersøgelsesperioden fra 1. april 2025 til 31. marts 2026. I medfør af grundforordningens artikel 12, stk. 3, må den antidumpingtold, der indføres som følge af antiabsorberingsundersøgelsen, ikke være højere end det dobbelte af den told, der oprindelig blev indført.

(10)

På nuværende tidspunkt er Kommissionen imidlertid ikke i stand til at anslå beløbet for en mulig fremtidig betalingsforpligtelse. De beløb, der er nævnt i anmodningen, er således kun til orientering og kan ikke skabe forventninger om den faktiske betalingsforpligtelse, der vil blive fastslået som følge af undersøgelsen.

3.   BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER

(11)

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (4) om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Det pålægges herved toldmyndighederne i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 at tage de nødvendige skridt til at registrere importen til Unionen af lysin og estere deraf, salte af disse produkter, samt fodertilsætningsstoffer, som på tørstofbasis består af 68 % eller derover, men ikke over 80 % L-lysinsulfat, og ikke over 32 % andre bestanddele såsom kulhydrater og andre aminosyrer, der normalt henhører under Chemical Abstracts Services (CAS) registreringsnummer 657-27-2 for L-lysinhydrochlorid, 56-87-1 for vandig opløsning af lysin og 60343-69-3 og 94195-18-3 for lysinsulfat, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 2309 90 31 , ex 2309 90 96 og 2922 41 00 (Taric-kode: 2309 90 31 51, 2309 90 31 59, 2309 90 31 61, 2309 90 31 69, 2309 90 96 51, 2309 90 96 59, 2309 90 96 61, 2309 90 96 69), med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

2.   Registreringen ophører syv måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juli 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj).

(2)   EUT C, C/2026/2557, 30.4.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2557/oj.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1330 af 10. juli 2025 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af lysin med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L, 2025/1330, 11.7.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1330/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1824/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top