Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R1225

Rådets gennemførelsesforordning (FUSP) 2026/1225 af 8. juni 2026 om gennemførelse af forordning (EU) 2023/1529 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Irans militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og til væbnede grupper og enheder i Mellemøsten og regionen omkring Det Røde Hav samt Irans handlinger, der undergraver den frie sejlads i Mellemøsten

ST/9276/2026/INIT

EUT L, 2026/1225, 8.6.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1225/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1225/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1225

8.6.2026

RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (FUSP) 2026/1225

af 8. juni 2026

om gennemførelse af forordning (EU) 2023/1529 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Irans militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og til væbnede grupper og enheder i Mellemøsten og regionen omkring Det Røde Hav samt Irans handlinger, der undergraver den frie sejlads i Mellemøsten

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2023/1529 af 20. juli 2023 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Irans militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og til væbnede grupper og enheder i Mellemøsten og regionen omkring Det Røde Hav samt Irans handlinger, der undergraver den frie sejlads i Mellemøsten (1), særlig artikel 7, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 20. juli 2023 forordning (EU) 2023/1529.

(2)

Den 22. maj 2026 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2026/1157 (2) om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/1532, hvorved der gives mulighed for at pålægge rejserestriktioner og foranstaltninger vedrørende indefrysning af aktiver over for personer og enheder, der er ansvarlige for, støtter, gennemfører eller drager fordel af Irans handlinger eller politikker, der undergraver retten til fri sejlads i Mellemøsten.

(3)

I betragtning af situationens alvor bør to personer og én enhed opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag III til forordning (EU) 2023/1529.

(4)

Forordning (EU) 2023/1529 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag III til forordning (EU) 2023/1529 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 8. juni 2026.

På Rådets vegne

A. VAFEADES

Formand


(1)   EUT L 186 af 25.7.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/1529/oj.

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2026/1157 af 22. maj 2026 om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/1532 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Irans militære støtte til Ruslands angrebskrig mod Ukraine og til væbnede grupper og enheder i Mellemøsten og regionen omkring Det Røde Hav (EUT L, 2026/1157, 26.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1157/oj).


BILAG

I bilag III til forordning (EU) 2023/1529 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende punkter tilføjes under overskriften »A. Fysiske personer«:

 

Navn (translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelsen på listen

Dato for opførelse på listen

»25.

Mohammad AKBARZADEH

محمد اکبرزاده

(skrivemåde på farsi)

Stilling(er): næstkommanderende for politiske anliggender i Den Islamiske Revolutionsgardes flåde (IRGCN)

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Mohammad Akbarzadeh er næstkommanderende for politiske anliggender i Den Islamiske Revolutionsgardes flåde (IRGCN), som er opført på EU's liste, og fungerer som talsmand for IRGCN.

IRGCN gennemfører Irans politikker, der undergraver retten til fri sejlads i Hormuzstrædet ved at håndhæve et afgiftssystem i Hormuzstrædet og ved at true, chikanere og angribe flere handelsfartøjer i Hormuzstrædet. Akbarzadeh anfører i sine udtalelser, at Iran har fuld kontrol over Hormuzstrædet og truer med at anvende missiler eller droner mod fartøjer, der passerer gennem Hormuzstrædet.

Mohammad Akbarzadeh støtter og gennemfører derfor Irans handlinger og politikker, der undergraver retten til fri sejlads i Mellemøsten.

8.6.2026

26.

Hamid HOSSEINI

حمید حسینی

(skrivemåde på farsi)

Stilling(er): talsmand for Irans sammenslutning af eksportører af olie, gas og petrokemiske produkter

Nationalitet: iransk

Køn: mand

Hamid Hosseini er talsperson for Irans sammenslutning af eksportører af olie, gas og petrokemiske produkter og medlem af Irans handelskammer.

Irans sammenslutning af eksportører af olie, gas og petrokemiske produkter er en industrisammenslutning, hvis medlemmer er virksomheder, der er beskæftiget med produktion og eksport af olie, gas og petrokemiske produkter. Den iranske regering og Den Islamiske Revolutionsgarde er stærkt involveret i Irans olieeksport.

Iran har gennemført en politik, der kræver, at fartøjer, der sejler gennem Hormuzstrædet, indgiver oplysninger, underkastes en vurdering og betaler transitgebyrer til de iranske myndigheder. I sin egenskab af talsmand for Irans sammenslutning af eksportører af olie, gas og petrokemiske produkter redegør Hosseini for og fremmer denne politik gennem udtalelser i internationale og iranske medier.

Hamid Hosseini støtter og gennemfører derfor Irans handlinger og politikker, der undergraver retten til fri sejlads i Mellemøsten.

8.6.2026«.

2)

Følgende punkt tilføjes under overskriften »B. Juridiske personer, enheder og organer«:

 

Navn (translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelsen på listen

Dato for opførelse på listen

»27.

Den Islamiske Revolutionsgardes flådes (IRGCN's) kommando i Hormozganprovinsen

 

Registreringssted: Iran

Den Islamiske Revolutionsgardes flådes (IRGCN's) kommando i Hormozganprovinsen er en underafdeling af IRGCN, der er opført på EU's liste. IRGCN har overtaget kontrollen med Hormuzstrædet og indført et afgiftssystem i Hormuzstrædet, hvorved fartøjerne skal fremlægge identifikationsdokumentation samt oplysninger om gods og bestemmelsessted til mellemmænd, som derefter videregiver oplysningerne til kommandoen i Hormozganprovinsen. På grundlag af disse oplysninger screener kommandoen i Hormozganprovinsen skibene og afgør, hvilke der må sejle gennem strædet, nogle gange betinget af betaling af afgifter.

IRGCN's kommando i Hormozganprovinsen gennemfører derfor Irans handlinger eller politikker, der undergraver retten til fri sejlads i Mellemøsten.

8.6.2026«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2026/1225/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top