Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026R1118

Kommissionens forordning (EU) 2026/1118 af 26. maj 2026 om afvisning af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed

C/2026/3314

EUT L, 2026/1118, 27.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2026/1118/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document Date of entry into force unknown (pending notification) or not yet in force., Date of effect: 16/06/2026

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2026/1118/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1118

27.5.2026

KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2026/1118

af 26. maj 2026

om afvisning af en anden sundhedsanprisning af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 af 20. december 2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (1), særlig artikel 18, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 1924/2006 er sundhedsanprisninger af fødevarer forbudt, medmindre de er godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med samme forordning og opført på EU-listen over tilladte sundhedsanprisninger.

(2)

Det følger af artikel 18 i forordning (EF) nr. 1924/2006, at lederne af fødevarevirksomheder kan indgive ansøgninger om opførelse af sundhedsanprisninger på EU-listen over tilladte sundhedsanprisninger til en medlemsstats nationale kompetente myndighed. Den nationale kompetente myndighed skal videresende gyldige ansøgninger til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) med henblik på en videnskabelig vurdering samt til Kommissionen og medlemsstaterne til orientering.

(3)

Efter modtagelsen af en ansøgning skal autoriteten afgive en udtalelse om den pågældende sundhedsanprisning.

(4)

Kommissionen skal træffe beslutning vedrørende eventuel godkendelse af sundhedsanprisningen under hensyntagen til autoritetens udtalelse.

(5)

Som opfølgning på en ansøgning, som Alzchem Trostberg GmbH (»ansøgeren«) havde indgivet i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1924/2006, skulle autoriteten afgive udtalelse om det videnskabelige grundlag for en sundhedsanprisning vedrørende creatin og forbedring af de kognitive funktioner (spørgsmål nr. EFSA-Q-2024-00106). Den anprisning, som ansøgeren har foreslået, har følgende ordlyd: »Et dagligt tilskud af creatin kan bidrage til at forbedre de kognitive funktioner«.

(6)

Den 19. november 2024 offentliggjorde autoriteten en videnskabelig udtalelse (2) om denne sundhedsanprisning.

(7)

Autoriteten konkluderede i sin videnskabelige udtalelse, at der på grundlag af de fremlagte oplysninger ikke er fastslået en årsagssammenhæng mellem tilskud af creatin og en forbedring af de kognitive funktioner på et eller flere områder, såsom hukommelse, verbal udtryksevne, opmærksomhed, årvågenhed, bearbejdningshastighed, psykomotorisk hastighed, eksekutive funktioner og generelle kognitive evner eller fleksibilitet og flydende intelligens.

(8)

Eftersom sundhedsanprisningen således ikke opfylder kravene i forordning (EF) nr. 1924/2006 for optagelse på EU-listen over tilladte sundhedsanprisninger, bør den ikke godkendes.

(9)

Autoriteten videresendte sin videnskabelige udtalelse til Kommissionen, ansøgeren og medlemsstaterne. Efter offentliggørelsen af den nævnte udtalelse modtog Kommissionen ingen bemærkninger fra ansøgeren eller medlemmer af offentligheden i henhold til artikel 16, stk. 6 i forordning (EF) nr. 1924/2006.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Den sundhedsanprisning, der er angivet i bilaget til nærværende forordning, optages ikke på den EU-liste over tilladte sundhedsanprisninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1924/2006.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2026.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 404 af 30.12.2006, s. 9, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2006/1924/oj.

(2)   EFSA Journal 2024;22:e9100. https://doi.org/10.2903/j.efsa.2024.9100.


BILAG

Afvist sundhedsanprisning

Ansøgning – relevante bestemmelser i forordning (EF) nr. 1924/2006

Næringsstof, andet stof, fødevare eller fødevarekategori

Anprisning

EFSA-udtalelse

Sundhedsanprisning i henhold til artikel 13, stk. 5, baseret på senere udviklet videnskabelig evidens og/eller ledsaget af en anmodning om beskyttelse af data, som er omfattet af ejendomsrettigheder

Creatin

Et tilskud af creatin forbedrer de kognitive funktioner

Q-2024-00106


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2026/1118/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top