(1)

Den 19. december 2024 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af valin med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«) på grundlag af artikel 5 i grundforordningen. Den offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2)(»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen som følge af en klage, der blev indgivet den 5. november 2024 af Eurolysine SAS (»Eurolysine« eller »klageren«). Klagen blev indgivet på vegne af EU-erhvervsgrenen for valin, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4. Klagen indeholdt beviser for dumping og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Kommissionen gjorde importen af valin med oprindelse i Kina til genstand for registrering ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/326 (3) (»forordningen om registrering«).

(4)

Den 17. juli 2025 gav Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19a parterne et sammendrag vedrørende den foreslåede told og nærmere oplysninger om beregningen af dumpingmargenerne og de margener, der er tilstrækkelige til at afhjælpe den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen. Interesserede parter blev opfordret til at fremsætte bemærkninger til nøjagtigheden af beregningerne inden for tre arbejdsdage.

(5)

Den 23. juli 2025 indgav Bayannur Huaheng Biotechnology Co., Ltd. (»BHB«, sammen med dens forretningsmæssigt forbundne virksomheder »Huaheng Group«) et skriftligt indlæg, hvori den tilkendegav sine synspunkter vedrørende de påståede skrivefejl i forbindelse med beregningen af den dumpingmargen, der fandt anvendelse på virksomheden, og hævdede, at Kommissionen begik en fejl ved i) at fratrække bankgebyrer to gange, ii) kun at tage højde for enhedsprisen for majsstivelse i stedet for gennemsnittet af enhedspriserne for majsstivelse og proteinpulver i forhold til opjusteringen af referenceværdien for majsstivelse i forbindelse med avancen for ikke genetisk modificeret majs (»ikke-GMO«) og iii) ved at anvende salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA & G-omkostninger«) på 23,3 %, der omfatter et beløb på 17 848 USD for distributionsomkostninger, idet disse distributionsomkostninger angiveligt blev fratrukket eksportprisen.

(6)

Kommissionen fandt påstanden i ii) berettiget og justerede dumpingmargenen for Huaheng Group i overensstemmelse hermed. Påstanden i i) blev afvist i den foreløbige fase, men efter at der blev fremlagt yderligere beviser, blev den efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger taget op til fornyet overvejelse i betragtning 145. En påstand fra CJ (Shenyang) Biotechnology Co., Ltd. (»CJS«) svarende til påstanden i nr. iii) blev afvist i den foreløbige fase og i betragtning 140-141.

(7)

Den 14. august 2025 indførte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold på importen af valin med oprindelse i Kina ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1737 (4) (»forordningen om midlertidig told«).

(8)

Efter fremlæggelsen af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for indførelsen af en midlertidig antidumpingtold (»den foreløbige fremlæggelse af oplysninger«), indgav klageren og de to stikprøveudtagne eksporterende producenter, CJS, sammen med dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og Huaheng Group, skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner inden for den frist, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i forordningen om midlertidig told.

(9)

De parter, som anmodede herom, fik mulighed for at blive hørt. Der blev afholdt høringer med klageren, med CJS og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder og med Huaheng Group.

(10)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger registrerede Ajinomoto Omnichem, Belgien (»Ajinomoto«), en forretningsmæssigt forbundet importør til den kinesiske ikkesamarbejdsvillige eksporterende producent Shanghai Ajinomoto Amino Acid Co. Ltd, sig som en interesseret part og fremsatte bemærkninger vedrørende varedækningen. Disse bemærkninger behandles i betragtning 27-37.

(11)

Kommissionen fortsatte bestræbelserne på at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at nå frem til de endelige konklusioner. Kommissionen tog hensyn til de bemærkninger, som interesserede parter havde fremsat, og ændrede om nødvendigt sine foreløbige konklusioner for at nå frem til sine endelig konklusioner.

(12)

Kommissionen orienterede samtlige interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for hensigten om at indføre en endelig antidumpingtold på importen af valin med oprindelse i Kina (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Der blev modtaget bemærkninger fra klageren, Huaheng Group, CJS og Ajinomoto.

(13)

De parter, som anmodede herom, fik også mulighed for at blive hørt. Der blev afholdt høringer med klageren, Huaheng Group og CJS.

(14)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende stikprøveudtagningen af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 8 i forordningen om midlertidig told.

(15)

Med hensyn til stikprøveudtagningen af eksporterende producenter hævdede klageren, at dataene for undersøgelsesperioden (»UP«), som stikprøven af eksporterende producenter var baseret på, ikke i tilstrækkelig grad tog højde for den markedsdynamik, der var begyndt før undersøgelsesperioden. Klageren hævdede navnlig, at CJS' salgsmængde til Unionen var ekstremt begrænset i forhold til CJS' salg på det kinesiske marked. Klageren hævdede således, at eftersom dumping vurderes som forskellen mellem eksportprisen og hjemmemarkedsprisen, ville CJS ikke være repræsentativ for markedssituationen.

(16)

Kommissionen bemærkede, at det ved undersøgelsen blev fastslået, at der forelå væsentlige fordrejninger på markedet for valin i Kina, og at den normale værdi derfor ikke er baseret på de eksporterende producenters hjemmemarkedssalg. Under alle omstændigheder udtog Kommissionen som anført i betragtning 10 i forordningen om midlertidig told stikprøven af eksporterende producenter på grundlag af den største eksporterede mængde til Unionen, der kunne anses for repræsentativ, og som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed, jf. grundforordningens artikel 17, og CJS var repræsentativ i den henseende. Denne påstand blev derfor afvist.

(17)

Klageren gentog også, at CJS ikke var repræsentativ, fordi den ikke var en kinesisk ejet virksomhed. Til støtte herfor fremførte klageren den kendsgerning, at CJS var blandt klagerne i de igangværende antidumpingundersøgelser vedrørende importen af lysin fra Kina i Brasilien og i Amerikas Forenede Stater (»USA«).

(18)

Kommissionen havde allerede i betragtning 16 i forordningen om midlertidig told afvist en del af denne påstand, nemlig at CJS var en udenlandsk virksomhed, der opererede i Kina og derfor ikke opererede på samme vilkår som kinesisk ejede virksomheder, med den begrundelse, at dette kriterium ikke var relevant for stikprøveudtagning, jf. grundforordningens artikel 17, hvori det fastsættes, at en stikprøve bør baseres på den største eksporterede mængde til Unionen, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. På samme måde er de involverede virksomheders rolle i forhold til andre varer og under andre jurisdiktioners ansvarsområde heller ikke relevant. Denne påstand blev derfor afvist.

(19)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede klageren, at CJS' eksport til Unionen faldt drastisk til fordel for andre kinesiske eksportører, da priserne på CJS' valin er betydeligt højere. Klageren tilføjede, at dette blev bekræftet af Kommissionens konklusioner i betragtning 133 vedrørende anvendelsen af den ikke forretningsmæssigt forbundne importørs fortjenstmargen (Quimidroga S.A. – »Quimidroga«), som ikke blev anset for at være repræsentativ.

(20)

Kommissionen bemærkede, at stikprøven i henhold til grundforordningens artikel 17 er baseret på data, der var tilgængelige på tidspunktet for udtagningen af stikprøven. På grundlag af disse oplysninger fandt Kommissionen, at stikprøven var repræsentativ for eksportsalget af den pågældende vare i undersøgelsesperioden. Omstændigheder, der er indtruffet efter undersøgelsesperioden, er ikke relevante for udtagningen af stikprøven. På samme måde var prisen på importen af valin ikke relevant for udtagningen af stikprøven, som var baseret på den største eksporterede mængde til Unionen, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Denne påstand blev derfor afvist.

(21)

Klageren hævdede endvidere, at de samarbejdsvillige kinesiske eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, vil drage uberettiget fordel af den lave dumpingmargen for CJS, eftersom denne dumpingmargen indgår i beregningen af den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for de stikprøveudtagne virksomheder, som også gælder for de samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven. Klageren tilføjede, at en vejet gennemsnitlig dumpingmargen for stikprøven ikke ville være tilstrækkelig til at beskytte EU-erhvervsgrenen mod dumpingimporten. Klageren anmodede derfor Kommissionen om at beregne dumpingmargenen for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, på en måde, der ville afspejle markedssituationen bedre og beskytte EU-erhvervsgrenen mere effektivt.

(22)

Klageren fremlagde ingen specifik metode til beregning af en dumpingmargen for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven. Desuden fastsættes det i grundforordningens artikel 9, stk. 6, at når der anvendes stikprøveudtagning i henhold til nævnte forordnings artikel 17, må antidumpingtolden for de samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, »ikke overstige den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for parterne i stikprøven«. På dette grundlag blev påstanden afvist.

(23)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende stikprøveudtagningen af eksporterende producenter, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 10-18 i forordningen om midlertidig told.

(24)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende individuel undersøgelse, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 19 i forordningen om midlertidig told.

(25)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger blev der i henhold til grundforordningens artikel 16 aflagt kontrolbesøg hos den ikke forretningsmæssigt forbundne importør, der besvarede spørgeskemaet fuldstændigt:

(26)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende undersøgelsesperioden (»UP«) og den betragtede periode, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 24 i forordningen om midlertidig told.

(27)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte Ajinomoto, en forretningsmæssigt forbundet importør til en kinesisk ikkesamarbejdsvillig eksporterende producent, bemærkninger vedrørende varedækningen og hævdede, at valin, der anvendes til farmaceutiske formål (farmaceutisk kvalitet), ville have andre væsentlige fysiske, tekniske og kemiske egenskaber og andre påtænkte anvendelser, grader af indbyrdes udskiftelighed, kvalitetsstandarder og distributionskanaler end valin af fødevare- og foderkvalitet, og importøren anmodede om, at valin af farmaceutisk kvalitet blev udelukket fra varedækningen.

(28)

Ajinomoto begrundede sin påstand med henvisning til ikkepræferenceoprindelsesreglerne for kapitel 29, der omfatter den pågældende vare, og på grundlag af hvilke rensning betragtes som en væsentlig omdannelse af varen. På dette grundlag, og eftersom valin af farmaceutisk kvalitet gennemgår en sådan rensningsproces, hævdede Ajinomoto, at valin af farmaceutisk kvalitet ikke bør være omfattet af varedefinitionen.

(29)

Påstanden vedrørende varedækningen blev først fremsat efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, hvorimod det af indledningsmeddelelsen fremgår, at eventuelle påstande vedrørende varedækningen bør indgives senest 10 dage efter indledningen af denne undersøgelse. Det følger, at påstanden blev fremsat for sent, og at den på nuværende tidspunkt derfor ikke længere kan antages til behandling.

(30)

Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen som det første, at den i betragtning 32 i forordningen om midlertidig told havde konkluderet, at de forskellige kvaliteter af valin har lignende væsentlige fysiske, tekniske og kemiske egenskaber, idet de alle udgøres af det samme molekyle og har de samme grundlæggende funktioner, dvs. at levere letfordøjelig valin til dyr og mennesker, enten i farmaceutiske produkter, i fødevarer (som kosttilskud) eller i foder. Desuden fremstilles alle kvaliteter gennem den samme produktionsproces med forskellige grader af rensning og ekstraktion. Alle kvaliteter af valin importeres under de samme Taric-koder.

(31)

Ajinomoto fremlagde ingen beviser, der kunne have begrundet påstanden om, at valin af farmaceutisk kvalitet skulle have andre fysiske, tekniske og kemiske egenskaber. Ajinomoto bekræftede faktisk, at produktet kemisk set er det samme som valin af fødevare- eller foderkvalitet og er baseret på det samme molekyle (L-valin). De angiveligt divergerende kvalitetsstandarder, der gælder for producenter af valin af farmaceutisk kvalitet, ændrer heller ikke varens kemiske sammensætning.

(32)

Ajinomoto hævdede, at valin af farmaceutisk kvalitet ville have en mere krystallinsk pulverfarve som følge af Ajinomotos videre forarbejdning af valin af foderkvalitet. Kommissionen bemærker imidlertid, at varerne på trods af denne forskel stadig ligner hinanden meget, og at deres grundlæggende egenskaber forbliver de samme.

(33)

For det andet har farmaceutisk valin, som konkluderet i betragtning 32 i forordningen om midlertidig told, stadig samme funktion, dvs. at levere den essentielle aminosyre til dyr og mennesker, enten i farmaceutiske produkter, i fødevarer (som kosttilskud) eller i foder, selv om kravene til renheden af denne valin er højere.

(34)

For det tredje bekræftede Ajinomoto med hensyn til de ikkepræferentielle oprindelsesregler for kapitel 29 selv, at konklusionen i betragtning 32 i forordningen om midlertidig told finder anvendelse på valin af fødevarekvalitet, men ikke bør finde anvendelse på valin af farmaceutisk kvalitet som følge af den væsentlige omdannelse af valin af foderkvalitet ved rensning heraf. De ikkepræferentielle oprindelsesregler for kapitel 29, som importøren henviser til, omfatter imidlertid ikke kun forarbejdning med henblik på farmaceutiske anvendelser, men også med henblik på stoffer af fødevarekvalitet. Ved rensning med henblik på farmaceutiske formål er der derfor tale om en produktionsproces af samme kategori som ved rensning med henblik på fødevarekvalitet.

(35)

Ifølge Ajinomoto er valin af farmaceutisk kvalitet desuden ikke blevet betragtet af klageren som den pågældende vare. Ajinomoto hævder, at valin af farmaceutisk kvalitet fremstilles i Unionen af en anden virksomhed end klageren. Eftersom klageren hævdede at tegne sig for 100 % af valinproduktionen i Unionen og ikke var bekendt med andre producenter, gjorde Ajinomoto gældende, at varer af farmaceutisk kvalitet ikke skulle være omfattet af klagen. Kommissionen bekræftede sine konklusioner i betragtning 33 i forordningen om midlertidig told, nemlig at undersøgelsen har vist, at Eurolysine, efter at have opnået relevante lovgivningsmæssige godkendelser, havde den tekniske kapacitet til at producere alle kvaliteter af valin. I varebeskrivelsen i klagen blev varen ydermere defineret som en aminosyre med en kemisk sammensætning, der omfatter valin af alle kvaliteter, herunder farmaceutisk kvalitet.

(36)

Konklusionen var, at importørens påstande blev afvist.

(37)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende den undersøgte vare, den pågældende vare og samme vare, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 25-33 i forordningen om midlertidig told.

(38)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Ajinomoto sine bemærkninger fra den foreløbige fase, som Kommissionen allerede har behandlet i betragtning 27-36. Virksomheden fremsatte bemærkninger til prisforskellen mellem valin af farmaceutisk kvalitet og valin af foderkvalitet og hævdede, at prisen på varer af farmaceutisk kvalitet er betydeligt højere, og at det derfor ikke er blevet påvist, at importen af valin af farmaceutisk kvalitet forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Virksomheden påpegede også forskellen i aktiviteter mellem dens forretningsmæssigt forbundne producenter i Kina og EU-producenter. Ajinomoto hævdede, at Eurolysine producerede den undersøgte vare, mens Shanghai Ajinomoto renser den til valin af farmaceutisk kvalitet, og at der her er tale om en helt anden proces, som klageren ikke kan udføre. Virksomheden hævdede endvidere, at de to varer ikke er beregnet til de samme brugere, da valin af farmaceutisk kvalitet anvendes til farmaceutiske formål, hvorimod valin af foderkvalitet anvendes til foder. Endelig gentog den, at valin af farmaceutisk kvalitet ikke ville være blevet medtaget i klagen og derfor ikke ville være omfattet af den nuværende procedure.

(39)

Kommissionen bekræftede sine vurderinger og bemærkede, at valin af farmaceutisk kvalitet, som bekræftet af Ajinomoto selv, er en version af valin (dvs. den undersøgte vare) af en vis renhedsgrad. På trods af prisforskellen, det forhold, at Ajinomoto udfører en anden del af produktionsprocessen for den undersøgte vare, og de forskellige påtænkte anvendelser udgør dette derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag for at betragte dem som forskellige varer, jf. betragtning 27-36.

(40)

Desuden kunne oplysningerne om forskellen i produktionsprocessen, de påståede særlige egenskaber ved valin af farmaceutisk kvalitet og priserne ikke verificeres i løbet af undersøgelsen, idet den kinesiske producent, der var forretningsmæssigt forbundet med Ajinomoto, ikke samarbejdede i forbindelse med denne undersøgelse, og Ajinomoto valgte først at deltage i undersøgelsen efter indførelsen af de midlertidige foranstaltninger. Derudover er virksomhedens påstande ikke underbygget af væsentlige beviser. Kommissionen fastslog derfor, at alle typer valin henhører under den undersøgte vare og som sådan forvoldte den skade, der er beskrevet i afsnit 4 og 5 i forordningen om midlertidig told. Kommissionen vurderede virkningen af al import af den pågældende vare på EU-erhvervsgrenen, og Ajinomotos påstand blev derfor afvist.

(41)

Argumentet om, at EU-erhvervsgrenen ikke ville være i stand til at fremstille valin af farmaceutisk kvalitet, og at den derfor ikke ville være blevet medtaget i klagen, er allerede blevet behandlet i betragtning 35. Desuden blev valin af farmaceutisk kvalitet specifikt nævnt i klagen som en del af varedækningen. Endelig bekræftede EU-erhvervsgrenen, at den er i stand til at producere valin til andre markeder end foderstofmarkedet, og at de forskellige renhedsgrader af valin havde samme grundlæggende funktion, som er at levere valin, der kan bruges til dyr og mennesker. Disse påstande blev derfor afvist.

(42)

Kommissionen bekræftede derfor sin vurdering og afviste påstanden om, at valin af farmaceutisk kvalitet skulle udelukkes fra varedækningen.

(43)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte de to stikprøveudtagne eksporterende producenter, CJS, Huaheng Group og klageren bemærkninger.

(44)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til proceduren for fastsættelse af den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 34-40 i forordningen om midlertidig told.

(45)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til forekomsten af væsentlige fordrejninger i Kina, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 44-139 i forordningen om midlertidig told.

(46)

I sine bemærkninger til den foreløbige fremlæggelse af oplysninger støttede klageren Kommissionens beslutning om at vælge Colombia som repræsentativt land.

(47)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger modsatte Huaheng Group sig Kommissionens beslutning om at vælge Colombia som repræsentativt land. For det første fastholdt Huaheng Group, at Indonesien var det mest hensigtsmæssige repræsentative land, da det var det eneste land, der i) producerede valin, ii) havde en betydelig ikkefordrejet import af alle de vigtigste produktionsfaktorer og iii) tilbød umiddelbart tilgængelige finansielle data for hele UP. For det andet hævdede Huaheng Group, at Kommissionen, dersom den ikke anvendte Indonesien, i stedet burde vælge Malaysia, som var blevet udvalgt i det andet notat af 4. juni 2025 om kilderne til fastsættelse af den normale værdi (»det andet notat«). For det tredje blev det hævdet, at Colombia burde udelukkes på grund af fordrejningerne af de fleste af de vigtigste produktionsfaktorer og manglen på tilgængelige finansielle data. Skulle Kommissionen vælge at beholde Colombia som repræsentativt land, anmoder Huaheng Group dog Kommissionen om at erstatte referenceværdien for majsstivelse.

(48)

Huaheng Group hævdede, at produktion af en vare inden for samme generelle kategori eller sektor kun kan tages i betragtning, når der ikke findes nogen produktion af den undersøgte vare i noget land på et sammenligneligt økonomisk udviklingsniveau. I den foreliggende sag bør Indonesien prioriteres ud af de to lande, der er til rådighed, dvs. Brasilien og Indonesien, på grundlag af disse kriterier, fordi landet har en betydelig import af de vigtigste produktionsfaktorer. For så vidt angår Brasilien bekræftede Kommissionen i det andet notat, at selv om Brasilien producerede valin i undersøgelsesperioden, forelå der ingen ajourførte finansielle oplysninger. Brasilien burde derfor kasseres som et potentielt repræsentativt land.

(49)

Kommissionen bemærkede, at Huaheng Group i sin tilgang havde overset den omstændighed, at der i den foreliggende sag ikke var umiddelbart tilgængelige finansielle data for nogen producent af valin i Indonesien. Kommissionen måtte derfor ty til en vare i samme generelle kategori eller sektor som valin. I sine bemærkninger til den foreløbige fremlæggelse af oplysninger gentog Huaheng Group selv kun muligheden for at basere sig på citronsyreproducenten PT. Indo Acidatama Tbk. Kommissionen bemærkede endvidere, at den under alle omstændigheder afviste Indonesien som et egnet repræsentativt land på grund af den betydelige andel af importen fra Kina for mindst fire af de vigtigste produktionsfaktorer og på grund af markedsfordrejningerne i forbindelse med majs og kul. Denne påstand blev derfor afvist.

(50)

Huaheng Group var desuden uenig i Kommissionens synspunkt om, at Huaheng Group selektivt havde udvalgt Brasilien og Tyrkiet som mulige repræsentative lande, som den sammenlignede Indonesien med, i stedet for at sammenligne Indonesien med Malaysia og Colombia (5). For at imødegå Kommissionens foreløbige konklusion påpegede Huaheng Group, at der var en betydelig import af majs til Indonesien, og nævnte, at man af Colombia havde forventet, at landet indledte en undersøgelse af importen af majs med oprindelse i USA. Selv om der ikke blev indledt en sådan undersøgelse, hævdede Huaheng Group, at dette tydede på, at majsprisen i Colombia kan være blevet fordrejet på grund af påstået subsidieret import fra USA, idet USA leverede næsten 97 % af den samlede import af majs til Colombia. Kommissionen anså denne påstand fra Huaheng Group for at være spekulativ og ubegrundet, da der ikke blev fremlagt beviser for den påståede subsidiering af amerikansk majs, og fordi Colombia ikke havde indledt en handelsbeskyttelsesundersøgelse af majs fra USA. Denne påstand blev derfor afvist.

(51)

Huaheng Group påpegede, at importmængderne af majsstivelse til Indonesien var på linje med importmængderne til Malaysia, og at de var højere end importmængderne til Colombia.

(52)

Kommissionen havde allerede afvist disse påstande i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told. Da Huaheng Group ikke fremførte yderligere argumenter til støtte for disse påstande, afviste Kommissionen dem på grundlag af ræsonnementet i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told.

(53)

Huaheng Group hævdede derudover, at den måde, hvorpå Kommissionen kun undersøgte de produktionsfaktorer, der var påvirket af en betydelig andel af importen fra Kina, var vildledende, fordi der ikke var blevet taget højde for alle produktionsfaktorer. Ifølge Huaheng Group var de referenceværdier, der var baseret på importen til Colombia af majsstivelse, kul og aktivt kul, således også upålidelige. Huaheng Group gentog i den forbindelse sine bemærkninger, der er sammenfattet i betragtning 184 i forordningen om midlertidig told, vedrørende importen af sådanne produktionsfaktorer til Indonesien sammenlignet med importen til Malaysia og Colombia.

(54)

Kommissionen var imidlertid uenig i denne påstand, eftersom den havde analyseret alle de af Huaheng Group nævnte produktionsfaktorer i Indonesien, herunder majs. Som eksempel herpå nævnte Kommissionen i det første notat af 2. april 2025 om kilderne til fastsættelse af den normale værdi (»det første notat«) eksistensen af importforbuddet mod majs i Indonesien. Desuden fandt Kommissionen ikke, at importen af majsstivelse, kul og aktivt kul til Colombia var fordrejet. Dette blev specifikt behandlet i betragtning 66, 68 og 70. Denne påstand blev derfor afvist.

(55)

Huaheng Group anfægtede Kommissionens fortolkning i betragtning 187 i forordningen om midlertidig told, som gik på, at importforbuddet mod majs i Indonesien kan være årsagen til en lavere importmængde sammenlignet med Malaysia og Colombia (6). Ifølge Huaheng Group blev Kommissionens fortolkning modsagt af det faktum, at den gennemsnitlige importpris på majs til Indonesien var identisk med importprisen til Malaysia og højere end importprisen til Colombia. Ifølge Huaheng Group blev importforbuddet mod majs i Indonesien derudover ikke afspejlet i Indonesiens importmængder. For så vidt angår kul, som er påvirket af de markedsfordrejninger, som Kommissionen havde identificeret i det første notat, hævdede Huaheng Group ligeledes, at importprisen til Indonesien var sammenlignelig med importprisen til Malaysia.

(56)

Huaheng Groups sammenligning af priserne havde til formål at vise, at de markedsfordrejninger, der blev konstateret for majs og kul, ikke påvirkede importprisen for disse produktionsfaktorer til Indonesien. I betragtning 187 i forordningen om midlertidig told hævdede Kommissionen imidlertid, at importforbuddet mod majs kunne have haft en indvirkning på importmængden, men vurderede i den forbindelse ikke prisvirkningen af et sådant forbud. I de argumenter, som Huaheng Group fremførte, blev Kommissionens ræsonnement derfor ikke behandlet, og Kommissionens konklusioner blev ikke devalueret i den henseende. Med hensyn til påstanden om, at importforbuddet mod majs ikke var afspejlet i Indonesiens importmængder, mindede Kommissionen derudover om, at den i det første notat havde forklaret, at import af majs i henhold til dette importforbud er tilladt inden for de fastsatte måneder, og så længe den indenlandske efterspørgsel ikke opfyldes af den lokale produktion (7). Importforbuddet mod majs er derfor ikke et fuldstændigt forbud, og importen af majs fortsætter, om end på et reduceret niveau. Importstatistikker kunne altså ikke påvise den mangel på import af majs til Indonesien, som Huaheng Group synes at antyde. Tværtimod påviser statistikkerne import af majs, men i lavere mængder sammenlignet med Malaysia og Colombia, et punkt, som Huaheng Group undlod at behandle. Endelig viser Huaheng Groups sammenligning med priserne i Malaysia og Colombia for både majs og kul under alle omstændigheder ikke, hvorvidt markedsfordrejningerne påvirkede prisen på majs og kul i Indonesien. Påstanden blev derfor afvist.

(57)

Endelig hævdede Huaheng Group, at følger man Kommissionens logik, dvs. at en lav mængde indebærer en fordrejning, burde prisen på majsstivelse i Colombia også være fordrejet på grund af den lave importmængde, hvilket også ville afspejles i den høje pris i Colombia.

(58)

Kommissionen behandlede påstanden om, at importprisen på majsstivelse til Colombia var fordrejet i betragtning 66, hvor denne påstand blev afvist.

(59)

Huaheng Group gav i sine bemærkninger efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger udtryk for sin uenighed med Kommissionens konklusion om, at Ajinomoto Malaysias finansielle data ikke kunne udgøre en pålidelig referenceværdi for salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA & G-omkostninger«) samt fortjeneste, fordi Ajinomoto Malaysia havde indstillet produktionen af mononatriumglutamat (»MSG«) i Malaysia, som var den anden vare, som ifølge Kommissionen tilhører samme generelle kategori som valin. I den forbindelse satte Huaheng Group spørgsmålstegn ved pålideligheden af Ajinomoto Malaysias årsrapport for 2024 i forbindelse med indstillingen af produktionen af MSG på grund af den påståede manglende klarhed i årsrapportens ordlyd.

(60)

Kommissionen bemærkede, at det forhold, at Ajinomoto Malaysia ikke længere var involveret i produktionen af MSG, også var blevet bekræftet i en nylig undersøgelse, hvor de malaysiske myndigheder havde meddelt Kommissionen, at Ajinoriki Malaysia var den eneste producent af MSG i landet (8). Ajinomoto Malaysias data kunne derfor ikke anvendes, og denne påstand blev afvist.

(61)

Med hensyn til Ajinoriki Malaysia anfægtede Huaheng Group Kommissionens konklusion om, at Ajinoriki Malaysias finansielle data ikke kunne udgøre en pålidelig referenceværdi for SA & G-omkostninger og fortjeneste som en konsekvens af virksomhedens involvering i omgåelsespraksis (9). Ifølge Huaheng Group blev Ajinoriki Malaysias engagement i omgåelsespraksis i forbindelse med produktionen af MSG kun vurderet for rapporteringsperioden for den pågældende undersøgelse (1. juli 2023-30. juni 2024).

(62)

Kommissionen bemærkede, at det ændrede handelsmønster, der blev konstateret i den foreliggende antiomgåelsesundersøgelse, skyldtes den øgede eksport fra Ajinoriki Malaysias forretningsmæssigt forbundne forhandler i Kina til Malaysia, som var begyndt i 2021, i undersøgelsesperioden for antiomgåelsesundersøgelsen (10). Det ændrede handelsmønster, som Kommissionen konstaterede i antiomgåelsesundersøgelsen, påvirkede derfor Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022. Påstanden blev derfor afvist.

(63)

Med hensyn til det forhold, at Ajinoriki Malaysias seneste finansielle data var fra 2022, hævdede Huaheng Group derudover, at Kommissionen baserede sig på de mere forældede oplysninger om ikke forretningsmæssigt forbundne importørers fortjeneste fra undersøgelsen vedrørende importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Kina (»PVA-undersøgelsen«) (11) med henblik på at fastsætte forretningsmæssigt forbundne forhandleres og importørers fortjeneste.

(64)

Kommissionen bemærkede, at den rimelige fortjeneste for en producent i et repræsentativt land ved fastsættelsen af den normale værdi i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, på den ene side, og den fortjenstmargen, der anvendes til at justere eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, og artikel 2, stk. 10, litra i), på den anden side, er baseret på et andet retsgrundlag og tjener et andet formål og derfor ikke er sammenlignelige. Kommissionen kunne derfor ikke basere sig på Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022, og denne påstand blev afvist.

(65)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at den colombianske referenceværdi for majsstivelse var fordrejet, og at Kommissionen burde erstatte den med en mere passende referenceværdi såsom importprisen til Indonesien, Malaysia eller en »global importpris«. For det første hævdede Huaheng Group, at den lille importmængde til Colombia ikke var repræsentativ, f.eks. sammenlignet med Indonesien eller Malaysia, som begge er store importører af majsstivelse. For det andet hævdede Huaheng Group, at den ekstremt lave importmængde til Colombia havde resulteret i unormalt høje importpriser, når man f.eks. sammenligner med Brasilien (37 % højere), Thailand (27 %), Indonesien (72 %) og Malaysia (65 %). For det tredje fremlagde Huaheng Group data om importen til Colombia pr. importerende virksomhed og pr. oprindelsesland. Huaheng Group hævdede, at én importerende virksomhed tegnede sig for næsten 50 % af den samlede import til Colombia. Huaheng Group hævdede endvidere, at al import fra denne importerende virksomhed kom fra forretningsmæssigt forbundne leverandører, en omstændighed, som ifølge Huaheng Group rejste tvivl om, hvorvidt købsprisen var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. For det fjerde hævdede Huaheng Group, at denne importerende virksomheds vigtigste aktiviteter var i fødevare-, drikkevare- og lægemiddelsektoren, og at det derfor var sandsynligt, at den majsstivelse, som denne virksomhed importerede, var dyrere end den industrielle majsstivelse, der blev anvendt til valin, som blev brugt af Huaheng Groups producent, dvs. BHB.

(66)

Med hensyn til det første og det andet punkt konkluderede Kommissionen i det første notat, at majs i Indonesien var påvirket af markedsfordrejninger i form af et importforbud mod majs. Desuden vurderede Kommissionen data for UP fra Global Trade Atlas (»GTA«) vedrørende mængden og værdien af importen til alle lande med oprindelse i alle lande undtagen Kina og de lande, der er opført i bilag 1 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 (12). Dataene viste, at selv om prisen i Malaysia var 40 % lavere end i Colombia, var der også lande med store importmængder med lignende eller højere priser end i Colombia, som f.eks Tyskland (samme priser som i Colombia), Frankrig (26 % højere end i Colombia), Canada (34 % højere end i Colombia), Det Forenede Kongerige (64 % højere end i Colombia) og Australien (1 % højere end i Colombia). Kommissionen bemærkede også, at Huaheng Group nævnte Brasilien som et eksempel på et land med en lavere importpris end Colombia, men at importmængden til Brasilien var 21 % lavere end i Colombia. Kommissionen konkluderede derfor, at importmængden til Colombia ikke førte til en unormalt høj importpris. På dette grundlag kan den omstændighed, at importpriserne varierede fra land til land, ikke i sig selv begrunde, at højere eller lavere priser anses som unormale og derfor lades ude af betragtning. Med hensyn til det tredje punkt fremlagde Huaheng Group ikke dokumentation for, at den importerende virksomhed og dens leverandører skulle være forretningsmæssigt forbundne. Kommissionen vurderede desuden de data, som Huaheng Group havde fremlagt, og bemærkede, at de priser, som den af Huaheng Group identificerede importerende virksomhed købte majsstivelse til, varierede meget afhængigt af leverandørlandet, og de fremlagte data viste derfor ikke, at forskellen kunne forklares ved potentielle politikker til fastsættelse af intern afregningspris. Derudover var der andre importører i Colombia, som havde købt til en tilsvarende pris fra det samme leverandørland. Endelig bemærkede Kommissionen, at den importerende virksomheds websted (13) indeholder en liste over varer og aktiviteter, der ikke er begrænset til fødevarer, drikkevarer og lægemidler, for eksempel foder og industrielle anvendelser. Kommissionen fandt således påstanden om, at den importerende virksomhed sandsynligvis ville have købt majsstivelse til høje priser, ubegrundet. Kommissionen afviste derfor påstandene og konkluderede, at den colombianske referenceværdi for majsstivelse var rimelig.

(67)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at Kommissionens referenceværdier for aktivt kul og eddikesyre var upålidelige. Med hensyn til aktivt kulstof hævdede CJS, at de lave importmængder i Colombia resulterede i en oppustet referenceværdi, fordi alle andre mellemindkomstlande i den øverste halvdel, dvs. Brasilien, Indonesien, Colombia, Thailand og Tyrkiet, som Kommissionen havde identificeret i det første notat, havde langt højere importmængder. CJS foreslog at anvende den vejede gennemsnitlige importpris i Tyrkiet eller en international referenceværdi som et mere repræsentativt alternativ, da disse referenceværdier mere præcist ville afspejle markedspriserne for aktivt kulstof. For at understøtte sit forslag henviste CJS også til andre tilfælde, hvor Kommissionen havde anvendt alternative referenceværdier.

(68)

Kommissionen fandt, at CJS ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser til at underbygge sin påstand om, at importprisen på aktivt kul til Colombia skulle være pustet uberettiget op. Importmængderne i Colombia var tilstrækkelige til at fastsætte en pålidelig referenceværdi. Desuden er Kommissionens anvendelse af landespecifikke referenceværdier i overensstemmelse med dens faste praksis. CJS henviste til andre tilfælde, hvor der var blevet anvendt alternative referenceværdier, men påviste ikke, hvorfor disse eksempler skulle være relevante i dette tilfælde og for de specifikke markedsvilkår på tidspunktet for undersøgelsen. Kommissionen afviste derfor CJS' påstand.

(69)

Med hensyn til eddikesyre fremførte CJS, at importprisen er pustet uberettiget op og ligger 40–80 % højere end de gennemsnitlige importpriser til de andre mellemindkomstlande i den øverste halvdel, som Kommissionen identificerede i det første notat. Dette forhold blev af CJS tilskrevet to hovedfaktorer: dels Colombias relativt lave importmængde af eddikesyre sammenlignet med de andre mellemindkomstlande i den øverste halvdel, dels typen af den eddikesyre, som Colombia importerer, og som er en eddikesyre af højere renhedsgrad, der er dyrere. For at underbygge dette bemærkede CJS, at når Colombia importerer eddikesyre fra Tyskland og Nederlandene, er prisen betydeligt højere, end når Tyrkiet importerer eddikesyre fra selvsamme lande, hvilket sandsynligvis skyldes forskellen i den kvalitet, der importeres. CJS foreslog at anvende importprisen til Brasilien eller en international referenceværdi som en mere nøjagtig referenceværdi for eddikesyre.

(70)

Kommissionen fandt, at CJS ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser til at underbygge sin påstand om, at importprisen på eddikesyre til Colombia skulle være pustet uberettiget op, eftersom virksomheden udelukkende henviste til importen til Colombia fra Tyskland og Nederlandene. Kommissionen bemærkede, at importen fra Tyskland og Nederlandene udgjorde mindre end 0,1 % af Colombias samlede import og derfor ikke er repræsentativ for Colombias samlede importmønster. Som anført i betragtning 66 kan den blotte omstændighed, at importpriserne varierede fra land til land, ikke i sig selv begrunde, at importprisen til Colombia er unormal og bør lades ude af betragtning. Da der ikke foreligger beviser for fordrejninger på det colombianske marked, er Kommissionens referenceværdier for aktivt kul og eddikesyre fortsat en pålidelig og repræsentativ indikator for markedsprisen. Kommissionen afviste derfor CJS' påstand.

(71)

Klageren fremførte, at importen af kul til Colombia var lav, fordi Colombia var en stor eksportør af kul, og hævdede, at Kommissionen ikke havde taget hensyn til denne lave import i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told. Klageren hævdede, at et mere passende resultat kunne opnås ved at anvende det vejede gennemsnit af enhedspriserne ved import til alle lande med oprindelse i alle lande undtagen Kina og de lande, der er opført i bilag 1 til forordning (EU) 2015/755, som indberettet i GTA.

(72)

Kommissionen bemærkede, at klageren ikke underbyggede sin påstand og ikke fremlagde dokumentation for, hvorfor den påståede lave importmængde af kul til Colombia påvirkede pålideligheden af referenceværdien i den foreliggende sag. Kommissionen fandt derfor, at importmængden af kul til Colombia i dette tilfælde var tilstrækkelig til at fastsætte en rimelig referenceværdi, uden at det var nødvendigt at anvende en alternativ international referenceværdi. Denne påstand blev derfor afvist.

(73)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at Kommissionen efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger ikke fuldt ud behandlede dens forslag om at vælge Indonesien som et repræsentativt land, som byggede på påstanden om, at den colombianske importpris på majs var påvirket af en betydelig andel af importen fra USA. Kommissionen havde sammenfattet og behandlet denne bemærkning i betragtning 50. Huaheng Group gentog sin påstand om, at prisen på den påståede subsidierede import fra USA lå under prisen på importen fra alternative kilder (Brasilien, Paraguay, Argentina og Ecuador) og kunstigt trykkede den colombianske importpris på majs sammenlignet med importprisen til Indonesien, Thailand og Malaysia, som importerede mindre majs fra USA. Huaheng Group begrundede det forhold, at Brasilien havde en importpris, der var endnu lavere end Colombia, med, at Brasilien er verdens tredjestørste majsproducent, hvilket angiveligt ville reducere Brasiliens importefterspørgsel og trykke importpriserne.

(74)

Kommissionen bekræftede, at Huaheng Groups påstand var spekulativ. Huaheng Groups ræsonnement er baseret på det forhold, at importen af majs fra USA fordrejede den referenceværdi, som udgøres af majsimportprisen til Colombia, hvilket derfor ville være mindre hensigtsmæssigt end majsimportprisen til Indonesien. I modsætning til importen af majs fra Kina, hvor der i den nuværende undersøgelse blev konstateret væsentlige fordrejninger i betragtning 138 i forordningen om midlertidig told i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, blev det imidlertid ikke påvist, at importen af majs fra USA var fordrejet. Faktisk blev den antisubsidieundersøgelse, som det var meningen, at Colombia skulle indlede, ikke indledt. Huaheng Group hævdede, at en sådan undersøgelse ikke blev indledt, muligvis på grund af bekymringer over gengældelse fra USA, uden at fremlægge dokumentation for denne påstand. Huaheng Group kunne derfor ikke bevise, at importen fra USA var fordrejet. Som følge heraf var resten af påstanden grundløst. Det forhold, at prisen på importen fra USA var lavere end prisen fra alternative forsyningskilder, betød ikke, at importprisen på majs til Colombia blev fordrejet eller kunstigt trykket. Det underbyggede snarere det synspunkt, at importprisen på majs til Colombia var en reaktion på og et resultat af den normale markedsdynamik repræsenteret ved den lave pris på hovedkilden, USA. Denne påstand blev derfor afvist.

(75)

Huaheng Group var uenig i den måde, hvorpå Kommissionen behandlede dens påstand efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger om, at importmængden af majsstivelse til Colombia var lavere end importmængden til Indonesien, som i stedet var betydelig og sammenlignelig med Malaysias importmængde. Kommissionen havde sammenfattet denne påstand i betragtning 51 og behandlet den i betragtning 52 med henvisning til betragtning 161 i forordningen om midlertidig told. Huaheng Group hævdede imidlertid, at Kommissionen i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told kun bemærkede, at antallet af produktionsfaktorer i Colombia, der var påvirket af en betydelig andel af importen fra Kina, var lavere end i andre potentielle repræsentative lande.

(76)

Huaheng Groups påstand om, at importmængden af majsstivelse til Colombia var lavere end til Indonesien, blev behandlet i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told, hvor Kommissionen var enig med Huaheng Group i, at importen af majsstivelse til Colombia var lavere end importen til Indonesien. Huaheng Groups bemærkning blev således taget i betragtning, men en lavere importmængde sammenlignet med et andet potentielt repræsentativt land rejste i sig selv ikke tvivl om repræsentativiteten eller pålideligheden af den referenceværdi, der blev opnået herfra. Det særskilte spørgsmål om, hvorvidt importmængden af majsstivelse til Colombia havde nogen indvirkning på pålideligheden af referenceværdien, blev behandlet i betragtning 66 og yderligere i betragtning 97-99. Importmængden af majsstivelse til Colombia var også blevet vurderet i betragtning 161 i forordningen om midlertidig told med Kommissionens efterfølgende analyse af andelen af importen fra Kina (ud af den samlede import) af produktionsfaktorerne, hvilket forklarede, hvorfor Indonesien ikke var et egnet repræsentativt land. Påstanden om den manglende behandling af importmængden af majsstivelse blev derfor afvist.

(77)

Huaheng Group var også uenig i den måde, hvorpå Kommissionen behandlede dens påstand efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger om, at Kommissionen ikke burde have set på, hvor mange produktionsfaktorer der blev påvirket af importen fra Kina, men snarere på andelen af de produktionsfaktorer, der potentielt var blevet påvirket af de eksporterende producenters produktionsomkostninger. Ifølge Huaheng burde Kommissionen have undersøgt importmængderne af majsstivelse, kul og aktivt kul til Colombia, som var lavere end importen til Indonesien, ud fra dette perspektiv. Kommissionen havde sammenfattet denne påstand i betragtning 53 og behandlet den i betragtning 54 Huaheng Group fandt imidlertid, at Kommissionen i betragtning 54 ikke tilbageviste dens argument. Efter Huaheng Groups opfattelse bør produktionsfaktorerne vurderes i forhold til deres andel af produktionsomkostningerne, eftersom dette direkte ville afspejle den fordrejende virkning ved beregningen af den normale værdi, mens optællingen af produktionsfaktorerne ikke gav et nøjagtigt billede af omfanget af fordrejningen. Huaheng Group hævdede, at når alle produktionsfaktorer tages i betragtning, var den fordrejende virkning målt i forhold til de samlede produktionsomkostninger betydeligt højere i Colombia end i Indonesien eller Malaysia under hensyntagen til andelen af majsstivelse. I denne konklusion tog Huaheng Group højde for, at importforbuddet mod majs i Indonesien ikke havde nogen fordrejende virkning på importpriserne, jf. betragtning 82 og 83, hvorimod den lave importmængde af majsstivelse til Colombia havde en fordrejende virkning.

(78)

Huaheng Groups påstand er delvist ubegrundet. Ved at henvise til antallet af produktionsfaktorer, der er påvirket af en betydelig andel af importen fra Kina, tog Kommissionen også højde for produktionsfaktorernes andel af produktionsomkostningerne for begge stikprøveudtagne eksporterende producenter (som kan variere afhængigt af hver producents omkostningsstruktur), jf. betragtning 186 i forordningen om midlertidig told. I betragtning 186 i forordningen om midlertidig told og fodnoterne hertil forklarede Kommissionen nærmere, at importen fra Kina til Indonesien påvirkede fire faktorer med en andel på mellem 45 % og 83 % af den samlede import af hver faktor: i) glucosemonohydrat og SOD-pulver, ii) phosphorsyre, iii) kaustisk soda og iv) aktivt kul. Kommissionen anførte, at disse fire produktionsfaktorer udgjorde [1-10] % af produktionsomkostningerne for de stikprøveudtagne eksporterende producenter. På den anden side påvirkede importen fra Kina til Malaysia tre faktorer med en andel på mellem 49 % og 81 % af den samlede import af hver faktor: i) glucosemonohydrat og SOD-pulver, ii) eddikesyre og iii) aktivt kul. De udgjorde [1-6] % af de stikprøveudtagne eksporterende producenters samlede produktionsomkostninger. Endelig påvirkede importen fra Kina til Colombia tre faktorer med en reduceret andel på mellem 36 % og 65 % af den samlede import af hver faktor: i) glucosemonohydrat og SOD-pulver, ii) phosphorsyre og iii) aktivt kul. De udgjorde [1-8] % af de stikprøveudtagne eksporterende producenters samlede produktionsomkostninger. Kommissionen tog derfor højde for produktionsfaktorernes andel af produktionsomkostningerne hos de stikprøveudtagne eksporterende producenter. Disse viste imidlertid, at en større del af produktionsomkostningerne ville være blevet påvirket ved at anvende Indonesien som repræsentativt land sammenlignet med Malaysia og Colombia. Årsagen til, at Huaheng Group nåede frem til den anden konklusion, nemlig at Colombia på grundlag af den andel af produktionsomkostningerne, der var berørt, var mere påvirket af importen fra Kina end Indonesien og Malaysia, var baseret på den forkerte antagelse, at importen af majs, majsstivelse, kul og aktivt kul til Colombia var fordrejet eller på anden måde ikke kunne anvendes. Dette er imidlertid ikke blevet påvist for nogen af disse fire produktionsfaktorer. Kommissionen konkluderede derfor i betragtning 74, at importprisen på majs til Colombia ikke var fordrejet, i betragtning 93 og 97-99, at importprisen på majsstivelse til Colombia var rimelig, i betragtning 72, at importprisen på kul til Colombia også var rimelig, og i betragtning 68, at importprisen på aktivt kul til Colombia var pålidelig. Huaheng Groups påstand om, at produktionsfaktorer, der er berørt af importen fra Kina, i Colombia påvirkede en større andel af produktionsomkostningerne, er derfor baseret på en række falske præmisser. Med hensyn til andelen af importen fra Kina konkluderede Kommissionen, at Indonesien var mere berørt end Colombia, men den tog ikke højde for importforbuddet mod majs i Indonesien. Selv hvis Kommissionen havde taget højde for importforbuddet mod majs i Indonesien samt markedsrestriktionerne for kul, ville den stadig have konkluderet, at Indonesien ikke kunne betragtes som et egnet repræsentativt land. Huaheng Groups påstand blev derfor afvist.

(79)

Huaheng Group hævdede endvidere, at Kommissionen ikke behandlede dens bemærkninger efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger vedrørende importen af glucosemonohydrat og SOD-pulver, phosphorsyre, kaustisk soda og aktivt kul til Indonesien sammenlignet med importen af disse produktionsfaktorer til Malaysia og Colombia.

(80)

Som anført i betragtning 53 gentog Huaheng Group efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger blot de bemærkninger, den allerede havde fremsat efter det andet notat. Kommissionen sammenfattede disse bemærkninger i betragtning 184 i forordningen om midlertidig told og behandlede dem i betragtning 185-188 i den forordning. Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fokuserede Huaheng Group på en sammenligning mellem Indonesien og Colombia og Malaysia og anmodede Kommissionen om at behandle denne sammenligning. Kommissionen har imidlertid allerede tilbagevist Huaheng Groups synspunkt om, at i) glucosemonohydrat og SOD-pulver, ii) phosphorsyre, iii) kaustisk soda og iv) aktivt kul var af begrænset relevans for produktionsomkostningerne, hvilket fremgår af betragtning 186 i forordningen om midlertidig told, som viser, at andelen af importen fra Kina af disse faktorer i Malaysia og Colombia var lavere end andelen af denne import i Indonesien.

(81)

Under alle omstændigheder konkluderede Kommissionen ved en specifik sammenligning af andelen af importen fra Kina af disse faktorer til Indonesien med andelen af importen fra Kina af de samme faktorer til Malaysia og Colombia følgende: Huaheng Group anerkendte, at andelen af import fra Kina af aktivt kul til Indonesien (45,11 %) var højere end andelen af import fra Kina til Colombia (39,59 %). Desuden behandlede Kommissionen repræsentativiteten af referenceværdien for aktivt kul i betragtning 68. Med hensyn til glucosemonohydrat og SOD-pulver afkræftede det forhold, at Indonesien, Malaysia og Colombia alle var berørt af importen fra Kina, ikke det forhold, at Colombia var mindst berørt med hensyn til andelen af importen fra Kina med en andel på 36,38 % mod 80,55 % i Malaysia og 83,46 % i Indonesien. På samme måde afkræftede det forhold, at prisen på importen af phosphorsyre til Indonesien var i overensstemmelse med importprisen til Malaysia og Colombia, ikke det forhold, at Indonesiens importpris var den laveste blandt de tre lande, og at andelen af importen fra Kina på 82,36 % i Indonesien var højere end i Colombia, hvor importen fra Kina kun udgjorde 65,30 %, og Malaysia, som end ikke blev anset for at være påvirket af importen fra Kina. Endelig var prisen på kaustisk soda — på trods af det forhold, at importprisen til Indonesien var den højeste — også på linje med prisen på importen fra Kina til Malaysia. Kommissionen konkluderede derfor, at ingen af de elementer, som Huaheng Group havde fremlagt, kunne ændre dens konklusioner, og den afviste bemærkningerne.

(82)

Endelig hævdede Huaheng Group, at den ved at give Kommissionen en sammenligning af importpriserne på majs i Indonesien, Malaysia og Colombia ville have tilbagevist Kommissionens konklusion om, at den lave importmængde af majs til Indonesien kunne skyldes importforbuddet mod majs. Virksomheden hævdede endvidere, at Kommissionen anså importpriserne for at være irrelevante, og at den udelukkende ville have baseret sine konklusioner på importmængder. Endelig hævdede Huaheng Group, at Indonesien havde en ikkefordrejet repræsentativ importpris for majs på trods af importforbuddet.

(83)

Kommissionen var uenig i Huaheng Groups fortolkning om, at Kommissionen kun tog importmængderne i betragtning. I betragtning 56 begrænsede Kommissionen sig til at behandle en bemærkning fra Huaheng Group. Kommissionen konkluderede, at oplysningerne fra virksomheden ikke viste, at markedsfordrejningerne ikke havde påvirket prisen på majs i Indonesien. Den blotte omstændighed, at majspriserne er afstemt på tværs af de tre lande (Indonesien, Malaysia og Colombia) i undersøgelsesperioden, viste ikke som sådan, at importprisen på majs i Indonesien ikke var påvirket af importforbuddet. Under alle omstændigheder blev Indonesien ikke kasseret som et repræsentativt land udelukkende på grundlag af importforbuddet mod majs, men også på grund af andelen af importen fra Kina for fire produktionsfaktorer og fordrejninger på markedet for kul. Denne påstand blev derfor afvist.

(84)

Huaheng Group hævdede, at Kommissionen ikke behandlede dens påstand efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger om, at Ajinomoto Malaysias årsrapport for 2024 ikke klart ville påvise, at produktionen af mononatriumglutamat var ophørt, men snarere ville pege i retning af en udflytning eller gradvis udfasning af visse processer, således at dens finansielle data stadig kunne anvendes som en pålidelig referenceværdi. Huaheng Group hævdede endvidere, at de malaysiske myndigheders bekræftelse i en anden undersøgelse af, at Ajinoriki Malaysia var den eneste producent af mononatriumglutamat i landet, jf. betragtning 60, var begrænset til de producenter, som de malaysiske myndigheder havde kendskab til, og ikke alle producenter i landet. Ifølge Huaheng Group viste disse elementer samlet set ikke, at produktionen af mononatriumglutamat helt var ophørt i Malaysia, og den hævdede, at Kommissionen derfor stadig kunne have anvendt Ajinomoto Malaysias finansielle data for 2024.

(85)

I modsætning til, hvad Huaheng Group hævdede, tog Kommissionen højde for de fremsatte påstande. Som anført i betragtning 60 understøttede bekræftelsen fra de malaysiske myndigheder således Kommissionens konklusion om, at Ajinomoto Malaysias finansielle data ikke kunne anvendes. Den kendsgerning, at den bekræftelse, som de malaysiske myndigheder havde modtaget, muligvis kun vedrørte de kendte producenter og ikke alle producenter, kunne ikke rejse tvivl om denne konklusion, idet Kommissionen fandt, at myndighederne i et land er rimeligt velinformerede om producenterne i det pågældende land. Kommissionen fandt således, at den påståede tvetydighed, som Huaheng Group havde konstateret i Ajinomoto Malaysias årsrapport for 2024, ikke kunne støtte Huaheng Groups konklusion om, at produktionen af mononatriumglutamat fortsatte i Malaysia, især i betragtning af, at der var beviser for det modsatte i de oplysninger, som de malaysiske myndigheder fremlagde, samt i meddelelsen Notice of Initiation of Investigation and Interim Measures — EAPA Consolidated Case 7950 udstedt af United States Customs and Border Protection (14), hvor oplysningerne blev stillet til rådighed for Kommissionen af andre interesserede parter i bemærkningerne til det andet notat og som nævnt i betragtning 189 i forordningen om midlertidig told. Ajinomoto Malaysias finansielle data kunne derfor ikke anvendes, og Kommissionen afviste denne påstand.

(86)

Huaheng Group hævdede endvidere, at dens påstand efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger ikke var blevet behandlet, dvs. påstanden om, at Kommissionen ikke burde anse Ajinomoto Malaysias SA & G-omkostninger og fortjeneste for at være urimelige, eftersom disse afspejlede data fra 2024, hvorimod de colombianske tal afspejlede data fra 2023.

(87)

I betragtning 199 i forordningen om midlertidig told afviste Kommissionen imidlertid anvendelsen af de finansielle data fra Ajinomoto Malaysia som referenceværdi for rimelige beløb for SA & G-omkostninger og fortjeneste baseret på det forhold, at Ajinomoto Malaysia ophørte med at producere mononatriumglutamat i Malaysia, og ikke på det forhold, at Ajinomoto Malaysias SA & G-omkostninger og fortjeneste som sådan ikke var rimelig. Udtrykket »rimelige beløb til SA & G-omkostninger og fortjeneste« henviste til standarden for referenceværdien og ikke til kvalificeringen af Ajinomoto Malaysias finansielle data som sådan. Denne påstand blev derfor afvist.

(88)

Med hensyn til Kommissionens konklusioner i betragtning 200 i forordningen om midlertidig told og i betragtning 61 vedrørende Ajinoriki Malaysias engagement i omgåelsespraksis hævdede Huaheng Group, at eksporten fra Ajinoriki Malaysias forretningsmæssigt forbundne forhandler i Kina til Malaysia stadig var meget begrænset i absolutte tal i 2021 (15), således at det er tvivlsomt, hvorvidt dette kunne udgøre en ændring i handelsmønstret, som er en af betingelserne for, at eksport kan betragtes som en omgåelse af antidumpingforanstaltningerne. Huaheng Group tilføjede, at en ændring i handelsmønstret også kun var én ud af fire kumulative betingelser for at fastslå forekomsten af omgåelse i overensstemmelse med grundforordningen, og at de data, der var nødvendige for at vurdere beviserne for dumping, som er en af disse betingelser, kun blev indsamlet for rapporteringsperioden for den antiomgåelsesundersøgelse, der er nævnt i betragtning 61, dvs. fra den 1. juli 2023 til den 30. juni 2024. Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022 kunne derfor stadig anvendes.

(89)

I betragtning 200 i forordningen om midlertidig told afviste Kommissionen Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022, fordi de også stammede fra omladning af kinesisk mononatriumglutamat gennem Malaysia og ikke kun fra reel produktion. På samme måde henviste Kommissionen i betragtning 62 til ændringen i handelsmønstret. De fire kumulative betingelser for at fastslå omgåelse blev ikke fastsat for 2021, men den kendsgerning, at omladningen påvirkede Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022 betød, at Kommissionen ikke kunne anse dem for at være pålidelige. Denne påstand blev derfor afvist.

(90)

Endelig hævdede Huaheng Group, at standarden for fastsættelse af en repræsentativ fortjenstmargen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 10, ikke burde være den samme, og at Kommissionen derfor burde basere sig på Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022, eftersom den ved justeringen af eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 10 baserede sig på endnu mere forældede data.

(91)

Kommissionen bemærkede, at der for Colombia forelå data for 2024 og 2023 fra Sucroal, en producent af citronsyre, og at Huaheng Group ikke forklarede, hvorfor Kommissionen burde basere sig på Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022, når der nu forelå nyere finansielle data for Colombia. Denne konklusion underbygges yderligere af, at Kommissionen allerede har fastslået, at Ajinoriki Malaysias data for 2022 blev påvirket af virksomhedens forretningsmæssigt forbundne forhandlers omladninger, jf. betragtning 62 og 89. Under hensyntagen til disse elementer kunne Kommissionen ikke basere sig på Ajinoriki Malaysias finansielle data for 2022. Denne påstand blev derfor afvist. En sammenligning med fastsættelsen af eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 10, er ikke hensigtsmæssig i denne forbindelse, da fastsættelsen af en rimelig fortjenstmargen i henhold til disse bestemmelser følger forskellige overvejelser.

(92)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at idet Kommissionen havde valgt Colombia som repræsentativt land uden at justere for landets angiveligt kunstigt høje priser på majsstivelse, var de deraf følgende toldsatser i strid med den økonomiske virkelighed. Selv om Huaheng Group anvender en produktionsproces, der fører til lavere omkostninger end den proces, der anvendes af CJS, hævdede Huaheng Group, at den beregnede antidumpingtold for virksomheden var over 20 % højere end for CJS.

(93)

Kommissionen bemærkede, at resultatet af antidumpingtolden udelukkende skyldtes anvendelsen af den metode, der er fastsat i grundforordningen, jf. betragtning 44. Som beskrevet i betragtning 113 erstattede Kommissionen de fordrejede omkostninger i Kina for hver produktionsfaktor med de tilsvarende referenceværdier i det egnede repræsentative land. Derudover forklarede Kommissionen i betragtning 66, 97, 98 og 99, hvorfor den anså referenceværdien for majsstivelse i Colombia for rimelig. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(94)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde Huaheng Group indsigelse mod Kommissionens konklusion i betragtning 66 om, at prisen på majsstivelse i Colombia var rimelig, og hævdede, at konklusionen var i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og ikke var i overensstemmelse med Kommissionens tidligere praksis, som nærmere beskrevet nedenfor.

(95)

For det første hævdede Huaheng Group, at Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), skal fastslå, om en importpris er rimelig, ved at sammenligne prisen med priser i lande, der har et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas, snarere end med priser i lande, der har et andet økonomisk udviklingsniveau. Huaheng Group hævdede, at Kommissionen fulgte denne tilgang, da den indførte midlertidige foranstaltninger over for importen af elektrolytiske mangandioxider med oprindelse i Kina (16) (»EMD-forordningen om midlertidig told«). Huaheng Group tilføjede, at importprisen på majsstivelse i Colombia var mellem 31 % og 33 % højere end gennemsnittet af importprisen i lande med samme økonomiske udviklingsniveau som Kina, afhængigt af den anvendte sammenligningsmetode.

(96)

For det andet fremlagde Huaheng Group med hensyn til importen af majsstivelse til Colombia data for at underbygge dens påstand om, at de fire virksomheder med »Ingredion« i deres navne alle var en del af Ingredion Group, og anfægtede Kommissionens konklusion om, at priserne ikke var påvirket af Ingredion Groups interne prisfastsættelsespolitikker. Huaheng Group hævdede, at Ingredion Colombias importpriser fra Ingredion Mexico og Ingredion Peru kun udviste små variationer, hvilket tydede på, at de ikke var på armslængdevilkår. Huaheng Group hævdede endvidere, at importpriserne fra Ingredion Brazil svingede mere, men at dette kunne skyldes de forskellige produktionsanlæg, der drives af Ingredion Brazil. Huaheng Group hævdede også, at de forskellige aktiviteter, der udføres af Ingredion Colombia (foder, fødevarer osv.), også kan forklare forskellene i Ingredion Colombias importpriser. Huaheng Group fremførte ligeledes, at Ingredion Colombias gennemsnitlige importpriser var næsten 80 % højere end for anden import af majsstivelse til Colombia, og at selv Ingredion Colombias laveste prisimport var 10–25 % højere end gennemsnittet for anden import til Colombia. Endelig hævdede Huaheng Group, at anden import til Colombia kun havde samme priser som Ingredion Colombia for transaktioner, der omfattede meget små mængder.

(97)

Som forklaret i betragtning 98 og 99 var Kommissionen uenig med Huaheng Group i, at importprisen på majsstivelse til Colombia ikke var rimelig, og at konklusionen ikke var i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, eller i strid med Kommissionens tidligere praksis.

(98)

Med hensyn til den første påstand fandt Kommissionen, at grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), indeholder en liste over de kilder, som Kommissionen kan anvende til at erstatte fordrejede priser og omkostninger, men at den ikke giver vejledning i, hvordan Kommissionen kan fastslå, om en specifik referenceværdi er unormalt højt eller ej. Med henblik på at fastslå, om importprisen på majsstivelse til Colombia var unormalt høj, sammenlignede Kommissionen den med priser i lande i verden med større importmængder af majsstivelse end Colombia uanset deres økonomiske udviklingsniveau. Som anført i betragtning 66 fandt Kommissionen, at der var adskillige lande med store importmængder, hvis importpriser var højere end dem i Colombia. Selv hvis Kommissionen godtog Huaheng Groups påstand om at begrænse sammenligningen til lande med samme økonomiske udviklingsniveau som Kina, fandt Kommissionen ikke, at en pris, der er 31–33 % højere, ville blive anset for at være unormalt høj. Huaheng Group henviste til EMD-forordningen om midlertidig told, jf. betragtning 95. Selv om hvert enkelt tilfælde er unikt og analyseres ud fra dets egne forudsætninger, undersøgte Kommissionen Huaheng Groups henvisning og fandt, at priserne blev anset for at være unormalt høje i det pågældende tilfælde, når de var 102 %, 1 115 %, 1 233 % og 2 608 % højere end den gennemsnitlige importpris til alle lande på et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas. I EMD-forordningen om midlertidig told blev en produktionsfaktor, hvis pris var 29 % højere, også erstattet, fordi importmængden udgjorde 0,00006 % af importen til alle lande på et økonomisk udviklingsniveau svarende til Kinas, og blev i denne undersøgelse anset for at være ekstremt lav. Kommissionen bemærkede, at importmængden af majsstivelse til Colombia, som udgjorde mere end 644 000 ton, i denne undersøgelse udgjorde 0,8 % af importen til alle berørte lande på samme udviklingsniveau som Kina. Colombia var også den tiendestørste importør af majsstivelse fra de 41 berørte lande i denne gruppe (17). Kommissionen afviste derfor påstanden.

(99)

Med hensyn til den anden påstand mindede Kommissionen om, at Huaheng Group som forklaret i betragtning 66 ikke havde fremlagt dokumentation for, at »Ingredion« -enhederne var forretningsmæssigt forbundne, og at der fandt fastsættelse af interne afregningspriser sted. Det blev konstateret, at det aspekt af påstanden, der vedrørte variationerne i Ingredion Colombias importpriser, ikke var underbygget. Den del af påstanden, der vedrørte Ingredion Colombias forskellige aktiviteter, var heller ikke underbygget. Kommissionen fandt derfor, at Huaheng Groups påstande og understøttende data, selv hvis Ingredion-virksomhederne var forretningsmæssigt forbundne, var spekulative og ikke udgjorde dokumentation for de konstaterede udsving i importpriserne. Med hensyn til de yderligere sammenligninger, som Huaheng Group fremlagde på importtransaktionsniveau i Colombia, fandt Kommissionen ikke forskellene unormale, og den bemærkede, at Huaheng Group ikke fremlagde dokumentation, der forklarede dem. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(100)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger til det repræsentative land, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 140-208 i forordningen om midlertidig told.

(101)

Nærmere oplysninger om beregningen af den normale værdi findes i betragtning 41-261 i forordningen om midlertidig told.

(102)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger påpegede klageren, at referenceværdiernes ikkefordrejede værdier for råmaterialer, jf. tabel 1 i forordningen om midlertidig told, ikke svarede til de værdier, der er angivet i bilaget til forhåndsfremlæggelsen med referenceværdierne.

(103)

Kommissionen bekræftede, at der for så vidt angik de værdier, der blev anvendt i beregningen, rent faktisk var tale om de værdier, der var angivet i bilaget med referenceværdierne for råmaterialer, som blev forhåndsfremlagt for parterne, med undtagelse af majs og majsstivelse, hvortil den justering, der er beskrevet i betragtning 224 i forordningen om midlertidig told, blev tilføjet. Kommissionen fremlagde af klarhedshensyn en ajourført og korrigeret udgave af tabel 1.

»Tabel 1

Produktionsfaktorer for valin

(104)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at Kommissionen ikke havde taget højde for den økonomiske virkelighed, da den besluttede, om den skulle anvende majs eller majsstivelse som en relevant produktionsfaktor til beregning af produktionsomkostningerne. Huaheng Group tilføjede, at Kommissionens valg havde forskelsbehandlet Huaheng Group sammenlignet med den anden stikprøveudtagne eksporterende producent.

(105)

Kommissionen bemærkede, at den havde anvendt alle de input, der var blevet indkøbt til fremstilling af valin, som produktionsfaktorer, og at den derfor havde taget højde for den økonomiske virkelighed. Kommissionen anvendte samme tilgang for den anden stikprøveudtagne eksporterende producent, hvorfor der ikke kunne være tale om forskelsbehandling. Kommissionen afviste påstanden.

(106)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at majsstivelse ikke burde have været genstand for en justering for genetisk modificeret majsstivelse (»GMO«), eftersom der næsten ikke var nogen import fra USA, hvor udbredelsen af GMO-produkter er høj (24). Huaheng Group hævdede, at det høje prisniveau for majsstivelse i Colombia tydede på, at denne import var ikke-GMO, som er dyrere end GMO-majsstivelse, jf. betragtning 224 i forordningen om midlertidig told.

(107)

Kommissionen var enig i, at importmængden af majsstivelse fra USA til Colombia var lav. Kommissionen var imidlertid ikke enig i, at prisniveauet for majsstivelse i Colombia tydede på, at importen var ikke-GMO. Undersøgelsen viste faktisk, at den majs, der blev dyrket i de tre lande, hvorfra Colombia indkøbte mest majsstivelse (op til 89 %), i vid udstrækning var GMO: 90 % i Brasilien (25), 99 % i Argentina (26) og 80 % i Paraguay (27). Kommissionen fastholdt derfor justeringen og afviste påstanden.

(108)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger anmodede klageren om en bekræftelse af, at referenceværdien for majs omfattede transportomkostningerne efter importen.

(109)

Kommissionen forklarede i betragtning 220, 222 og 230 i forordningen om midlertidig told, at den tillagde indenlandske transportomkostninger til de ikkefordrejede referenceværdier for råmaterialer.

(110)

Klageren anmodede også Kommissionen om at præcisere forskellen mellem den referenceværdi for majs, der er indberettet i tabel 1, herunder ikke-GMO-tillægget, og den referenceværdi for majs, der er indberettet i det relevante bilag til forhåndsfremlæggelsen.

(111)

Som anført i betragtning 103 korrigerede Kommissionen den værdi, der er angivet i tabel 1. Som forklaret i betragtning 224 i forordningen om midlertidig told er ikke-GMO-tillægget desuden et tillæg til referenceværdien på 5,7 % af værdien af referenceværdien i det relevante bilag til forhåndsfremlæggelsen. Den deraf følgende ikkefordrejede værdi er angivet i tabel 1.

(112)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger anfægtede CJS, at Kommissionen havde lagt forholdet mellem transportomkostningerne og købsværdien af de input, som CJS havde indberettet, til importprisen for produktionsfaktorerne i Colombia i stedet for de faktiske transportomkostninger, som CJS havde indberettet, og virksomheden hævdede, at Kommissionen derfor så bort fra virksomhedens faktiske transportomkostninger uden behørig begrundelse. CJS hævdede navnlig, at Kommissionen ikke havde påvist, at virksomhedens transportomkostninger var fordrejede, og den hævdede, at Kommissionen havde trukket de faktiske indenlandske håndterings-, laste- og transportomkostninger fra eksportprisen uden at erstatte dem med en referenceværdi og dermed anså den disse omkostninger for at være pålidelige.

(113)

Kommissionen fastslog ved anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende de kinesiske priser og omkostninger på hjemmemarkedet på grund af, at der foreligger væsentlige fordrejninger i Kina. Kommissionen beregnede derfor den normale værdi udelukkende på grundlag af produktions- og salgsomkostninger, der afspejlede ikkefordrejede priser eller referenceværdier. Til dette formål anvendte Kommissionen importprisen på produktionsfaktorerne til Colombia som referenceværdi til at erstatte prisen på de samme produktionsfaktorer i Kina. I overensstemmelse med sin almindelige praksis anvendte Kommissionen forholdet mellem transportomkostningerne og den faktiske købsværdi af de input, som de kinesiske eksporterende producenter havde indberettet, som et skøn over transportomkostningerne i Colombia. CJS fastslog i løbet af undersøgelsen ikke med sikkerhed, at virksomhedens transportomkostninger ikke var fordrejede. Som følge heraf blev skønnet over transportomkostningerne i Colombia baseret på forholdet mellem sådanne omkostninger og den faktiske købsværdi af importen som indberettet af de kinesiske eksporterende producenter anset for at være nøjagtigt. Denne påstand blev derfor afvist.

(114)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte CJS en påstand om den reference, som Kommissionen havde anvendt til at beregne referenceværdien for biprodukterne. I den fortrolige udgave af CJS' indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere.

(115)

Kommissionen afviste denne påstand. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for CJS i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, eftersom de omfattede fortrolige oplysninger.

(116)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede klageren, at omdannelsen af majsstivelse til glucose ikke genererede proteinpulver som et biprodukt, eftersom proteindelen af majs allerede var blevet fjernet i de foregående trin i tørformalingsprocessen. Derudover havde proteinrige biprodukter ifølge klageren en tendens til at have en anden værdi end protein, der hovedsagelig indeholder kulhydrater.

(117)

Kommissionen bekræftede under kontrolbesøget på stedet, at proteinpulver var et biprodukt, når visse inputmaterialer blev anvendt til fremstilling af valin. Med hensyn til værdien af proteinpulver mindede Kommissionen om, at der i forbindelse med den metode, som blev anvendt til at værdiansætte biprodukter, og som er beskrevet i betragtning 246 i forordningen om midlertidig told, ikke blev taget højde for den pris, ved hvilken sådanne biprodukter blev handlet. Kommissionen bemærkede også, at klageren ikke yderligere præciserede, hvordan værdien af proteinpulver burde fastsættes. Denne påstand blev derfor afvist.

(118)

Klageren satte desuden spørgsmålstegn ved, om det grundlag, hvorpå Kommissionen havde beregnet forholdet i forbindelse med biprodukterne, var korrekt. Den gav dog ikke en mere dybtgående redegørelse for denne påstand og kom heller ikke med noget forslag til, hvilket grundlag for forholdet mellem prisen på biprodukter i Kina og prisen på det vigtigste inputmateriale i Kina, der burde have været anvendt i stedet. Denne påstand blev derfor afvist.

(119)

Huaheng Group hævdede, at Kommissionen ikke havde behandlet en af dens bemærkninger fremsat efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger. Huaheng Group hævdede navnlig, at Kommissionens tilgang med at anvende majsstivelse i stedet for majs som produktionsfaktor var i strid med kravet i grundforordningens artikel 2, stk. 6a, litra a), om at beregne den normale værdi på niveauet for den undersøgte part, dvs. Huaheng Group fremfor BHB.

(120)

Kommissionen var ikke enig i, at den ikke havde behandlet påstanden. Kommissionen sammenfattede denne påstand i betragtning 104 og behandlede den i betragtning 105 på grundlag af oplysningerne i den ikkefølsomme udgave af Huaheng Groups bemærkninger. For så vidt angår metoden til fastsættelse af den beregnede normale værdi, og som forklaret i betragtning 105, betragtede Kommissionen som produktionsfaktorer alle de input, som den faktiske eksporterende producent BHB havde indkøbt for at producere valin. Selv om BHB's oprindelige besvarelse af spørgeskemaet (før mangelskrivelser og kontrol) omfattede både majs og majsstivelse som produktionsfaktorer, fandt Kommissionen, at BHB ikke havde indkøbt majs, men kun majsstivelse fra forretningsmæssigt forbundne og ikke forretningsmæssigt forbundne leverandører. Kommissionen anmodede derfor BHB om at fremlægge tabellerne for produktionsomkostningerne med udgangspunkt i de indkøbte materialer, herunder majsstivelse. Denne måde at identificere produktionsfaktorerne på svarer til produktionsprocessen hos den eksporterende producent, for hvilken den normale værdi fastsættes. Dette var også de oplysninger, som Kommissionen kontrollerede på stedet, og hvortil Huaheng Group ikke havde fremsat nogen bemærkninger om, at Kommissionen burde have taget højde for en anden produktionsfaktor. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(121)

Eurolysine hævdede, at den referenceværdi for kul, som Kommissionen anvendte, ikke var repræsentativ på grund af strukturen på det colombianske kulmarked. Den fremførte, at Colombia hovedsagelig er eksportør af termisk kul i meget store mængder, hvorimod importen er marginal, begrænset til specifikke kvaliteter såsom metallurgisk kul og koks og udgør en ubetydelig andel af den indenlandske produktion. Ifølge Eurolysine gør denne imports lave mængde og heterogene kvalitet importpriserne statistisk upålidelige og sandsynligvis partiske i nedadgående retning. Den bemærkede endvidere, at Kommissionen i en nylig antidumpingundersøgelse vedrørende lysin med oprindelse i Kina, som blev afsluttet af Kommissionen den 11. juli 2025 (»lysinundersøgelsen«) (28), hvor der blev konstateret lignende markedsvilkår, anvendte en global referenceværdi for kul, og virksomheden hævdede, at anvendelse af samme tilgang i denne undersøgelse ville sikre konsekvens.

(122)

Kommissionen undersøgte påstanden og bemærkede, at de fremlagte data bestod af generelle statistiske kilder om colombiansk kulproduktion og -eksport. Selv om disse bekræfter dominansen af eksporten af termisk kul, indeholder de ikke produktspecifikke oplysninger om de kultyper, der importeres til Colombia, eller dokumentation for, at de importpriser, der anvendes i referenceværdien, ikke skulle være repræsentative, eller at de skulle være partiske. Påstanden fastslog derfor ikke en forbindelse mellem den generelle struktur på det colombianske kulmarked og den anvendte referenceværdi. Kommissionen bemærkede endvidere, at henvisningen til lysinundersøgelsen vedrørte en anden kulkvalitet og derfor ikke var af afgørende betydning. Påstanden blev derfor afvist.

(123)

Eurolysine hævdede endvidere, at den referenceværdi for vand, som Kommissionen havde anvendt, ikke afspejlede de faktiske industrielle vandomkostninger. Ifølge virksomheden syntes den værdi, som Kommissionen anvendte, at gælde for spildevand snarere end vandforsyning, og denne værdi omfattede hverken faste gebyrer eller omkostninger til spildevandsrensning.

(124)

Denne påstand var imidlertid baseret på data for en anden region end den, der blev anvendt i undersøgelsen. Som beskrevet i betragtning 213 i forordningen om midlertidig told baserede Kommissionen sig på oplysninger fra vandleverandøren i Colombias hovedstad Bogotà, Acueducto S.A., hvorimod Eurolysine henviste til tal for Soacha. Påstanden blev derfor afvist.

(125)

Eurolysine hævdede også, at Kommissionens beregning af elomkostningerne kun dækkede variable forbrugsomkostninger og ikke afspejlede de faste afgifter, der blev afholdt af industrielle brugere. Virksomheden gjorde gældende, at den colombianske leverandør ENEL's takststruktur omfatter adskillige ikke-valgfrie faste komponenter, der finder anvendelse på store forbrugere, såsom månedlige basisgebyrer, systemtilgængeligheds- og administrationsgebyrer, aftalte efterspørgselsafgifter og netrelaterede omkostninger. Disse burde ifølge Eurolysine lægges til referenceværdien. Den bemærkede endvidere, at Kommissionen i lysinundersøgelsen, hvor Colombia og ENEL ligeledes blev anvendt som kilder, medtog faste elafgifter i den ikkefordrejede værdi, og den hævdede, at anvendelsen af den samme tilgang her ville sikre konsekvens.

(126)

Kommissionen undersøgte påstanden og bemærkede, at argumentet vedrørende faste elafgifter var baseret på en ukorrekt fortolkning af den tilgang, der blev anlagt i lysinundersøgelsen. I denne sag var referenceværdien som i den foreliggende sag baseret på ENEL's offentliggjorte Nivel 3-takster for industrisektoren (sector no residencial). Som forklaret i betragtning 194 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/74 (29) blev der desuden ikke tilføjet yderligere gebyrer, da den indberettede pris dækker alle udgifterne. Den tilgang, der blev anlagt i lysinundersøgelsen og i den nuværende undersøgelse, var således i overensstemmelse, eftersom der ikke blev tilføjet yderligere gebyrer i nogen af de to undersøgelser. Påstanden blev derfor afvist.

(127)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger til de kilder, der blev anvendt til at fastsætte omkostningerne og referenceværdierne for fastsættelsen af den normale værdi, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 209-261 i forordningen om midlertidig told.

(128)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at der ved beregningen af eksportprisen ikke var taget behørigt hensyn til en kreditnota, idet Kommissionen kun trak værdien af kreditnotaen, men ikke den tilsvarende mængde, fra de indberettede transaktioner.

(129)

Kommissionen bemærkede, at kreditnotaen henviste til en transaktion, hvor den mængde, der var angivet i leveringsdokumentet, ikke svarede til den mængde, som kunden havde modtaget, og som var mindre. CJ Europe GmbH (»CJE«) udstedte derfor en kreditnota for værdien af den manglende mængde, men uden at nævne selve mængden. De foreliggende oplysninger viser, at den pågældende manglende mængde rent faktisk forlod CJE's anlæg, og at den oprindelige mængde indberettet i CJE's tabeller derfor fortsat var den korrekte mængde. Påstanden blev derfor afvist.

(130)

CJS hævdede også, at den fortjeneste, på grundlag af hvilken Kommissionen foretog justeringen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9, var baseret på en gammel undersøgelse vedrørende importen af PVA med oprindelse i Kina (30). I den fortrolige udgave af CJS' indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere. CJS påpegede endvidere, at både Quimidroga og Millenis SAS (»Millenis«) havde besvaret spørgeskemaet for ikke forretningsmæssigt forbundne importører.

(131)

Kommissionen afviste denne påstand. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for CJS i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, eftersom de omfattede fortrolige oplysninger.

(132)

Kommissionen bemærkede, at den ganske vist havde modtaget spørgeskemabesvarelser fra to importører, men at den ene var ufuldstændig og ikke gjorde det muligt at fastsætte fortjenstmargenen. Den anden virksomhed havde fremlagt et fuldstændigt datasæt og fortjenesten i forbindelse med den undersøgte vare og havde efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger indvilliget i at verificere sin spørgeskemabesvarelse, fremlæggelsen af oplysninger om sin fortjenstmargen i undersøgelsesperioden og anvendelsen heraf i beregningen.

(133)

Efter verifikationen af de data og oplysninger, som virksomheden havde fremlagt, blev det i undersøgelsen fastslået, at importøren udelukkende havde indkøbt aminosyrer, herunder den undersøgte vare, fra en af de stikprøveudtagne eksporterende producenter i mere end 10 år og har fungeret som eneforhandler heraf i en medlemsstat. Denne eksklusivitet er baseret på en mundtlig aftale mellem parterne. Som følge af en sådan eksklusivitet må importøren ikke indkøbe fra andre leverandører. De faktiske omstændigheder, der blev fastslået i forbindelse med undersøgelsen, bekræfter dette. Importøren indkøbte rent faktisk kun valin fra denne producent og solgte det udelukkende i denne medlemsstat (31). Det blev ved undersøgelsen desuden fastslået, at importørens fortjenstmargen i undersøgelsesperioden — hvilket importøren selv indrømmede — var særlig lav, da importøren havde været nødt til at sælge nogle af de importerede varer med tab og knap nok var på breakeven-niveau. En så lav fortjeneste skyldtes dels importørens manglende mulighed for at indkøbe valin fra enhver anden kinesisk eksporterende producent, der solgte til lavere priser, hvilket igen ville have gjort det muligt for den at videresælge med højere fortjeneste, og dels den generelt negative markedssituation, kendetegnet ved store mængder billig dumpingimport, som konkurrerer med importørernes salg. Kommissionen fandt følgelig, at denne importørs fortjenstmargen i UP ikke kunne anses for at være repræsentativ for den fortjeneste, som en uafhængig importør ville opnå uden nogen form for forbindelse til eksporterende producenter og derfor i stand til at indkøbe fra alle leverandører. Som det er blevet nævnt, og som den selv anerkender, var virksomhedens fortjeneste i UP ganske rigtigt særlig lav på grund af eksklusivitetsaftalen kombineret med den kraftige stigning i mængden af billig import til faldende priser fra andre kinesiske producenter. På grundlag af dette konkluderede Kommissionen, at en sådan fortjeneste ikke kan betragtes som en rimelig fortjeneste, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. På den anden side er den fortjenstmargen, der blev anvendt i den foreløbige fase af den nuværende undersøgelse, repræsentativ for sådanne aktiviteter af de årsager, der er forklaret i betragtning 265 i forordningen om midlertidig told. CJS' påstand blev derfor afvist, og Kommissionen baserede sig på en fortjeneste på 6,89 %, der blev anset for rimelig i lysinundersøgelsen (32) og i den foregående PVA-undersøgelse (33).

(134)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog CJS sin påstand om, at Kommissionen ved beregningen af eksportprisen ikke kun burde have taget højde for værdien af en kreditnota, men også til den tilsvarende mængde fra de indberettede transaktioner. CJS var uenig i Kommissionens udtalelse om, at den manglende mængde rent faktisk forlod CJE's anlæg, og henviste til manglende dokumentation til støtte for denne konklusion.

(135)

Kommissionen mindede om de to elementer i den dokumentation, der blev indsamlet under kontrolbesøget, og som underbyggede dens konklusion om, at den pågældende manglende mængde forlod CJE's anlæg. For det første fremgik det af leveringsdokumentet på s. 7 i kontroldokument nr. 14, at vægten af den valin, der blev lastet i lastbilen, omfattede den pågældende mængde. For det andet viste kreditnotaen, at den kun blev udstedt for værdien af den manglende mængde uden nogen tilsvarende justering for mængden. Kommissionen konkluderede derfor, at valin rent faktisk forlod CJE's anlæg, og at det i den henseende ikke spillede nogen rolle, om denne valin var blevet modtaget af kunden. Da CJE selv, efter at virksomhedens kunde havde gjort opmærksom på uoverensstemmelsen, ikke fandt det hensigtsmæssigt at justere mængden af valin i sit lager, kan Kommissionen ikke være forpligtet til at foretage en justering, som virksomheden ikke selv foretog i første instans. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(136)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at Kommissionen ikke burde anvende den forældede fortjeneste i PVA-undersøgelsen til at beregne virksomhedens eksportpris, men snarere den fortjenstmargen på [1-5] %, der blev anvendt i en nylig antidumpingundersøgelse vedrørende importen af epoxyharpikser med oprindelse i Kina, Taiwan og Thailand (34) (»undersøgelsen vedrørende epoxyharpikser«).

(137)

Kommissionen bemærkede, at den fortjenstmargen, der blev anvendt i undersøgelsen vedrørende epoxyharpikser, var baseret på en enkelt samarbejdsvillig ikke forretningsmæssigt forbundet importørs fortjeneste (35). Den pågældende importør indvilligede i, at Kommissionen kunne anvende dens fortjeneste til beregningerne i forbindelse med undersøgelsen vedrørende epoxyharpikser, men indvilligede ikke i offentliggørelsen af fortjenesten, og fortjenesten endte faktisk med at blive angivet som intervallet [1-5] % i gennemførelsesforordning (EU) 2025/393. Tværtimod var den fortjenstmargen, der blev anvendt i PVA-undersøgelsen, baseret på fortjenstmargenen for tre samarbejdsvillige ikke forretningsmæssigt forbundne importører (36). Gennemsnittet af denne fortjeneste, 6,89 %, som på daværende tidspunkt ikke gav anledning til betænkeligheder med hensyn til fortrolighed, blev offentliggjort i gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336. Kommissionen kunne ikke anvende den fortjenstmargen, som en enkelt samarbejdsvillig ikke forretningsmæssigt forbundet importør fremlagde i en særskilt undersøgelse, men som ikke blev offentliggjort på grund af dens virksomhedsspecifikke fortrolighed, når en fortjenstmargen uden fortrolighedshensyn var offentligt tilgængelig i en anden undersøgelse. Endelig bemærkede Kommissionen, at CJS ikke forklarede, hvorfor fortjenstmargenen i epoxyharpiksundersøgelsen ville føre til mere rimelige beløb for fortjeneste end den fortjenstmargen, der blev anvendt i PVA-undersøgelsen, hvis man ser bort fra det forhold, at den undersøgelse, hvori prisen blev fastsat, er nyere. Denne påstand blev derfor afvist.

(138)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger til fastsættelsen af eksportprisen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 262-263 i forordningen om midlertidig told.

(139)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi og eksportprisen for de stikprøveudtagne eksporterende producenter ab fabrik. I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der indvirkede på priser og prissammenlignelighed.

(140)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at Sucroals SA & G-omkostninger i modsætning til Kommissionens erklæring i betragtning 270 i forordningen om midlertidig told omfattede distributionsomkostninger, og anmodede derfor Kommissionen om at trække dem fra den normale værdi, således at der kunne foretages en rimelig sammenligning ab fabrik.

(141)

Kommissionen havde i betragtning 270 i forordningen om midlertidig told til hensigt at henvise til transportomkostninger snarere end distributionsomkostninger. Dette fremgår af den sætning, der følger den erklæring, som CJS henviste til, og hvor Kommissionen henviste til »udokumenterede påstande om, at beløb for SA & G-omkostninger […] omfatter transportomkostninger«. Kommissionens erklæring i betragtning 270 fremhævede den kendsgerning, at der ikke forelå oplysninger, der viste, at Sucroals SA & G-omkostninger, og navnlig posten for distributionsomkostninger, omfattede eventuelle transportomkostninger, som burde trækkes fra den normale værdi. Regnskabskategorien »distributionsomkostninger« svarer nemlig ikke nødvendigvis til fysiske fragt- eller leveringsomkostninger, der er påløbet efter ab fabrik. I overensstemmelse med almindelig regnskabspraksis kan sådanne omkostninger dække en række kommercielle og administrative udgifter, herunder oplagring, logistikstyring, salgspersonale og markedsføring, som er en del af SA & G-omkostningerne ab fabrik og ikke bør fratrækkes den normale værdi. Sådanne SA & G-omkostninger, herunder handels- og administrationsomkostninger, kan med rette forblive i den normale værdi ab fabrik, forudsat at det ikke påvises, at de overlapper med omkostninger, der blev fratrukket eksportprisen. Udspecificeringen af Sucroals distributionsomkostninger eller af posten »andre omkostninger« var ikke offentligt tilgængelig, og CJS fremlagde heller ingen dokumentation for, at »distributionsomkostningerne« i Sucroals regnskaber udelukkende svarede til fragt- eller håndteringsomkostninger i efterfølgende produktionsled svarende til dem, der blev fratrukket deres eksportpris. Denne påstand blev derfor afvist.

(142)

Kommissionen bekræftede derfor sine konklusioner i betragtning 267-271 i forordningen om midlertidig told.

(143)

Som anført i betragtning 272 og 273 i forordningen om midlertidig told blev der foretaget justeringer for told, andre importafgifter, fragt, forsikring, håndterings- og lasteomkostninger og dermed forbundne omkostninger samt emballeringsomkostninger, kreditomkostninger, provisioner og bankgebyrer, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10.

(144)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger påpegede CJS, at Kommissionen havde trukket emballeringsomkostninger og bankgebyrer afholdt af CJE fra eksportprisen to gange. CJS anmodede Kommissionen om at sikre, at disse udgifter kun blev fratrukket én gang. Kommissionen fandt denne påstand berettiget og justerede sin beregning.

(145)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at Kommissionen ved beregningen af eksportprisen havde medregnet en bestemt udgift to gange. Kommissionen fandt denne påstand berettiget og justerede sin beregning.

(146)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told hævdede Huaheng Group, at Kommissionen ikke havde opfyldt sine bevisforpligtelser med hensyn til at foretage justeringen af eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), for salg fra producenten til en forretningsmæssigt forbundet virksomhed og derefter eksporteret til Unionen, jf. betragtning 274 i forordningen om midlertidig told. Huaheng Group hævdede navnlig, at i) Kommissionen ikke havde forklaret, hvorfor opnået fortjeneste eller hvorfor handel med en bred vifte af varer skulle bevirke, at den forretningsmæssigt forbundne forhandler havde funktioner svarende til dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis, og ii) hvorfor det var nødvendigt at foretage en sådan justering af hensyn til prissammenligneligheden mellem eksportprisen og den normale værdi.

(147)

Kommissionen fandt ikke påstanden berettiget. I betragtning 275 i forordningen om midlertidig told konkluderede Kommissionen, at Huaheng Group anvendte et selskab i sin koncern til handelsformål. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for Huaheng i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, eftersom de omfattede fortrolige oplysninger. På grundlag af denne vurdering konkluderede Kommissionen, at den forretningsmæssigt forbundne forhandler Anhui Huaheng Biotechnology Co., Ltd (»AHB«) udførte funktioner svarende til dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis. En justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), var derfor berettiget.

(148)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at betingelserne for at anvende justeringen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), for så vidt angår virksomhedens forretningsmæssigt forbundne forhandler CJ CheilJedang Corp. (»CJCJ«) ikke var opfyldt, og til støtte for denne påstand fremlagde CJS fortrolige oplysninger om de aktiviteter, som CJCJ havde gennemført.

(149)

Kommissionen analyserede CJS' påstande omhyggeligt og fandt dem berettigede. Kommissionen undersøgte imidlertid, om gruppens specifikke struktur med hensyn til eksportsalg var en faktor, der påvirkede prissammenligneligheden, med det formål at foretage en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k).

(150)

Ved undersøgelsen blev det fastslået, at CJS solgte til Unionen gennem en forretningsmæssigt forbundet forhandler i undersøgelsesperioden, og at denne forhandler afholdt omkostninger og opnåede fortjeneste, der kunne henføres til EU-salget. På den anden side blev den normale værdi for den pågældende vare beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, og omfattede således et ikkefordrejet og rimeligt beløb til dækning af SA & G-omkostninger og fortjeneste. Som anført i betragtning 254 i forordningen om midlertidig told blev disse omkostninger og denne fortjeneste anset for at være rimelige for handelsleddet ab fabrik og kunne derfor ikke omfatte en forretningsmæssigt forbundet forhandlers omkostninger og fortjeneste.

(151)

Det følger heraf, at sammenligningen mellem den pågældende normale værdi og den pågældende eksportpris ikke var rimelig, eftersom eksportprisen omfattede en forretningsmæssigt forbundet forhandlers omkostninger og fortjeneste, og den normale værdi blev beregnet eksklusive sådanne elementer. Dette skabte en asymmetri, der påvirker prissammenligneligheden mellem den normale værdi og eksportprisen. Kommissionen konkluderede derfor, at en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), var berettiget.

(152)

I lyset af ovenstående og for at sikre en rimelig sammenligning mellem den normale værdi og eksportprisen trak Kommissionen den forretningsmæssigt forbundne forhandlers SA & G-omkostninger og fortjeneste, der ikke var medtaget i den normale værdi, fra eksportprisen. I forbindelse med gruppens specifikke eksportsalgskanal foretog Kommissionen en justering ved hjælp af CJCJ's faktiske SA & G-omkostninger og den teoretiske fortjeneste på 6,89 %, der er nævnt i betragtning 133, under hensyntagen til forholdet og fordelingen af fortjeneste mellem CJCJ og CJS, som påvirkede den opnåede fortjeneste.

(153)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede CJS, at Kommissionen for at anvende en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), skulle påvise, hvordan CJCJ's inddragelse i faktureringen af eksportsalget påvirkede prissammenligneligheden med den normale værdi. CJS hævdede endvidere, at Kommissionen, på trods af at den anerkendte, at betingelserne for at anvende en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ikke var opfyldt, anvendte den samme justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), uden at påvise, at CJS' kunder betalte forskellige priser på hjemmemarkedet på grund af CJCJ's involvering i eksportsalget af den undersøgte vare til Unionen. I den fortrolige udgave af indlægget tilføjede CJS yderligere oplysninger om SA & G-omkostningerne og justeringer af fortjenesten.

(154)

Det er ubestridt, at CJS sælger til Unionen gennem en forretningsmæssigt forbundet forhandler: CJCJ. En del af den pågældende forhandlers SA & G-omkostninger kan med rimelighed henføres til salget af den pågældende vare på EU-markedet. CJCJ genererer også overskud.

(155)

I CCCME-dommen bemærkede Retten, at en normal værdi, der er beregnet i henhold til artikel 2, stk. 6a, »i princippet ikke påvirkes af elementer, som kan skade sammenligneligheden, da denne er blevet fastsat kunstigt «  (37). Hvis det med andre ord ikke med sikkerhed kan påvises, at et element, for hvilket der anmodes om en justering, er blevet anvendt ved beregningen af den normale værdi, kan justeringen ikke foretages. I betragtning af at den normale værdi i den foreliggende sag, jf. betragtning 253 og 267-271 i forordningen om midlertidig told, bl.a. blev beregnet ved at anvende SA & G-omkostninger, der blev anset for at være rimelige for handelsleddet ab fabrik, følger det heraf, at disse omkostninger pr. definition ikke kunne omfatte en forretningsmæssigt forbundet forhandlers omkostninger.

(156)

Det er vanskeligt at påvise en indvirkning på prissammenligneligheden mellem eksportprisen og den normale værdi mere klart end ved at påvise, at et element — i dette tilfælde en forretningsmæssigt forbundet forhandlers SA & G-omkostninger — er til stede i førstnævnte og ikke i sidstnævnte. Idet man med andre ord påviser, at eksportprisen og den normale værdi er asymmetriske. Begrebet prissammenlignelighed mellem eksportprisen og den normale værdi er uløseligt forbundet med forestillingen om symmetri mellem dem. Retten forklarede dette i Dashiqiao Sanqiang-dommen (38) som følger: »Det er endvidere blevet præciseret i retspraksis, at det fremgår både af ordlyden og ordningen i grundforordningens artikel 2, stk. 10, at en justering af eksportprisen eller den normale værdi kun kan foretages for at tage hensyn til forskelle i faktorer, der påvirker priserne og dermed prisernes sammenlignelighed. Det betyder med andre ord, at justeringen har til formål at genoprette symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen, og hvis justeringen udføres korrekt, indebærer det således en genopretning af symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen.« (39)

(157)

Retten konkluderede derefter, at »[i] forbindelse med bedømmelsen af, om den anvendte metode for sammenligning er rimelig, udgør begrebet symmetri mellem normalværdien og eksportprisen således et nøgleelement, som svarer til behovet for at gøre det muligt at sammenligne priserne som omhandlet i grundforordningens artikel 1, stk. 2.« (40)

(158)

Asymmetri mellem den normale værdi og eksportprisen i forbindelse med en justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra k), blev behandlet af Retten i Sinopec-dommen. Retten mindede først om Kommissionens konstatering af asymmetrien mellem eksportprisen og den normale værdi som følge af tilstedeværelsen af ikkerefusionsberettiget moms i førstnævnte og fraværet heraf i sidstnævnte (41) for derefter at konkludere, at »Kommissionen har godtgjort behovet for at foretage den […] anfægtede justering«. (42) Selv om Retten fandt, at justeringen ikke kunne have fundet sted i henhold til artikel 2, stk. 10, litra b), og at Kommissionen derfor havde begået en retlig fejl, fastslog den ligeledes, at »en sådan fejl ikke har haft en afgørende indflydelse på den vurdering, som ophavsmanden til denne har foretaget«. (43) Dette skyldtes ifølge Retten, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), »gjorde det muligt for Kommissionen at foretage den […] anfægtede justering med det formål at genoprette symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen på den pågældende vare og sikre en rimelig sammenligning mellem disse to værdier«. (44) Retten bekræftede med andre ord, at Kommissionens vurdering, som var begrænset til konstateringen af asymmetri (svarende til den vurdering, der blev foretaget i den foreliggende sag), var tilstrækkelig til at foretage justeringen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k).

(159)

I lyset af ovenstående bemærkede Kommissionen, at justeringen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), var nødvendig for at genoprette symmetrien mellem den normale værdi og eksportprisen og dermed sikre en rimelig sammenligning. Sammenligningen skal faktisk foretages ab fabrik som forklaret i betragtning 117. Selv om den normale værdi blev fastsat ab fabrik, kan en eksportpris, der omfatter SA & G-omkostninger og en forretningsmæssigt forbundet forhandlers fortjeneste, ikke tages i betragtning ab fabrik. Kommissionen er derfor nødt til at fjerne de omkostninger, som CJCJ har afholdt, og den teoretiske fortjeneste for at kunne sammenligne den normale værdi og eksportprisen på samme niveau. CJCJ's deltagelse, som er begrænset til eksportsalg, resulterer i omkostninger og fortjeneste, som følgelig skal tages i betragtning. CJS kan således ikke drage fordel af CJCJ's økonomiske aktivitet og de skattefordele, som dette giver mulighed for, og samtidig hævde, at fraværet af en sådan aktivitet ikke ville ændre noget i salgskanalen. Påstanden blev derfor afvist.

(160)

CJS hævdede endvidere, at Kommissionen tilsidesatte princippet i EU-retten om lex specialis, ifølge hvilket en EU-institution ikke kan omgå en mere specifik bestemmelse ved at påberåbe sig en generel bestemmelse. CJS hævdede i den forbindelse, at der med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), er tale om en generel bestemmelse, mens der med artikel 2, stk. 10, litra i), er tale om en specifik bestemmelse.

(161)

Kommissionen afviste denne påstand, idet der med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), ikke er tale om en generel bestemmelse i forhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), men snarere om et andet tilfælde, hvor der kan foretages justeringer. Og grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), henviser således også til »andre faktorer, som ikke er omhandlet under litra a)-j)«. CJS hævdede, og Kommissionen var enig i, at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ikke kunne finde anvendelse i dette tilfælde, eftersom der ikke blev betalt provision i henhold til nævnte bestemmelse. Kommissionen har ikke omgået en specifik bestemmelse ved at basere sig på en generel bestemmelse, men blot tillagt sagens faktiske omstændigheder den korrekte kvalifikation. Derudover er en sådan tilgang i overensstemmelse med Rettens dom i Sinopec-sagen, der er sammenfattet i betragtning 158. Denne påstand blev derfor afvist.

(162)

Endelig hævdede CJS, at dersom Kommissionen fastholdt sin justering på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k), kunne en sådan justering ikke være den samme som den, der blev foretaget i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), fordi de to justeringer ikke er de samme, og fordi Kommissionen fastslog, at betingelserne for at anvende en justering i henhold til artikel 2, stk. 10, litra i), ikke var opfyldt. Som følge heraf anmodede CJS Kommissionen om at kvantificere, hvordan CJCJ's inddragelse i faktureringen af eksportsalg påvirkede prissammenligneligheden med den normale værdi. Dersom Kommissionen fandt, at CJCJ's fortjeneste påvirkede prissammenligneligheden, argumenterede CJS for, at denne fortjeneste højst burde være 2 %, hvilket var det samme som den fortjeneste, der blev anvendt i antidumpingundersøgelsen af visse varmvalsede flade produkter af jern, ulegeret stål eller andre former for legeret stål med oprindelse i Egypten, Japan og Vietnam (45) (»undersøgelsen af varmvalsede flade produkter«).

(163)

Kommissionen bemærkede, at den ved beregningen af justeringen for SA & G-omkostninger allerede havde udelukket poster, der ikke var relevante for salget af den undersøgte vare til Unionen, fra SA & G-omkostningerne, jf. betragtning 165. Med henblik på justeringen for SA & G-omkostninger tog Kommissionen derfor kun højde for de poster, der skyldtes CJCJ's rolle, og som påvirkede prissammenligneligheden. Med hensyn til fortjenesten kunne Kommissionen ikke basere sig på CJCJ's faktiske fortjeneste, da det er en fortjeneste mellem forretningsmæssigt forbundne enheder, og baserede sig på PVA-undersøgelsens teoretiske fortjeneste som den mest pålidelige informationskilde i dette tilfælde, jf. betragtning 265 i forordningen om midlertidig told og betragtning 133 og 137. CJS påviste ikke, hvorfor den fortjeneste, der blev anvendt i undersøgelsen af varmvalsede flade produkter, ville være mere hensigtsmæssig, ud over at der er tale om en lavere fortjeneste. Desuden blev en sådan fortjeneste fastsat i undersøgelsen af varmvalsede flade produkter for en anden økonomisk sektor, stålsektoren, og har ingen forbindelse til den kemiske sektor som den teoretiske fortjeneste, der blev fastsat i PVA-undersøgelsen. Denne påstand blev derfor afvist.

(164)

CJS fremsatte også en påstand vedrørende kvantificeringen af justeringen baseret på fradraget af CJCJ's SA & G-omkostninger, oprindeligt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), og på nuværende tidspunkt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k). Denne påstand vedrørte navnlig fem poster, der var relevante for fastsættelsen af CJCJ's SA & G-omkostninger. I den fortrolige udgave af CJS' indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere.

(165)

Kommissionen fandt denne påstand delvist berettiget for tre af de fem poster og trak dem i overensstemmelse hermed fra de SA & G-omkostninger, der var relevante for justeringen. Påstanden blev afvist for de resterende to poster. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for CJS i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, eftersom de omfattede fortrolige oplysninger.

(166)

Endelig fremsatte CJS en påstand vedrørende kvantificeringen af justeringen baseret på fradrag af en rimelig fortjeneste på 6,89 %, oprindeligt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), og på nuværende tidspunkt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra k). I den fortrolige udgave af CJS' indlæg uddybede virksomheden sin påstand nærmere.

(167)

Kommissionen afviste denne påstand. Som forklaret i betragtning 149-152 valgte Kommissionen at fastholde justeringen for en teoretisk fortjeneste på 6,89 %, der blev fastsat som beskrevet i betragtning 133. De nærmere oplysninger om Kommissionens vurdering blev fremlagt for CJS i den virksomhedsspecifikke fremlæggelse, eftersom de omfattede fortrolige oplysninger.

(168)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group, at Kommissionen ikke havde behandlet påstanden fremsat efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger om, at Kommissionen ikke havde begrundet, hvorfor det var nødvendigt at justere eksportprisen for at sikre prissammenlignelighed mellem den normale værdi og eksportprisen. I den forbindelse hævdede Huaheng Group, at udgifter knyttet til tjenesteydelser udført af AHB blev fratrukket eksportprisen, men at udgifterne knyttet til de samme tjenesteydelser var blevet medtaget i den normale værdi og burde have været fratrukket. Huaheng Group hævdede også, at konklusionerne i betragtning 141 om, at visse SA & G-omkostninger med rette kan forblive i den normale værdi ab fabrik, forudsat at det ikke påvises, at de overlapper med omkostninger, der blev fratrukket eksportprisen, ville være yderligere bevis for denne asymmetri.

(169)

Kommissionen fandt, at det var berettiget at justere eksportprisen, da den i betragtning 147 havde konkluderet, at AHB havde samme funktioner som en agent, der arbejder på provisionsbasis. Som forklaret i betragtning 274-276 i forordningen om midlertidig told modtog AHB en avance på videresalget af den pågældende vare, og eftersom det blev konstateret, at forhandleren udførte funktioner svarende til dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis, var en justering for provisioner berettiget. Dette var tilfældet, da den normale værdi som forklaret i betragtning 261 i forordningen om midlertidig told blev beregnet ab fabrik. Som forklaret i betragtning 156 og 157 skabte tilstedeværelsen af et element (en provision) i eksportprisen og fraværet heraf fra den normale værdi med andre ord en asymmetri mellem de to, som skal korrigeres for at gøre sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen »rimelig«, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Med hensyn til kvantificeringen af justeringen for provisioner, som bekræftet af Retten i Çolakoğlu-sagen (46), kan Kommissionen tage hensyn til forholdet mellem fabrikanten og den forretningsmæssigt forbundne forhandler ved fastsættelsen af et passende beløb for den justering, der skal foretages. I tilfælde af en forbindelse mellem fabrikanten og forhandleren kan Kommissionen kvantificere justeringen ved analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9. I sådanne tilfælde foretages justeringen for en provision, der er beregnet på grundlag af den pågældende forhandlers SA & G-omkostninger og en teoretisk fortjeneste. I betragtning af at BHB og AHB var en del af Huaheng Group, og at deres forhold ikke blev anset for at være på armslængdevilkår, hvilket understøttes af bestemmelserne i den skriftlige aftale mellem BHB og AHB, blev justeringen baseret på den forretningsmæssigt forbundne forhandlers SA & G-omkostninger og en teoretisk fortjeneste. Idet Kommissionen ikke justerede for SA & G-omkostninger og fortjeneste, men for en provision, der blev beregnet på grundlag af SA & G-omkostninger og en teoretisk fortjeneste, fandt Kommissionen derfor ikke påstanden om, at justeringen for SA & G-omkostninger havde resulteret i en asymmetri mellem den normale værdi og eksportprisen, anvendelig. Huaheng Group fremførte på intet tidspunkt i undersøgelsen, at der var en provision til stede i den beregnede normale værdi, for slet ikke at tale om at underbygge eller kvantificere en sådan påstand, som krævet i medfør af den retspraksis, der er nævnt i betragtning 269 i forordningen om midlertidig told. Som anført i betragtning 168 blev den normale værdi beregnet uden eventuelle provisioner. Under alle omstændigheder, og selv hvis den havde været nødt til at justere for SA & G-omkostninger og fortjeneste, fandt Kommissionen ikke, at den ville have været nødt til at trække udgifter fra SA & G-omkostningerne for at sikre sammenlignelighed mellem den normale værdi og eksportprisen. For det første fremlagde Huaheng Group ingen dokumentation for, at de SA & G-omkostninger, der blev anvendt til at beregne provisionen, var blevet medtaget i den normale værdi. For det andet var de SA & G-omkostninger, der var indeholdt i den normale værdi, de omkostninger, som en producent faktisk havde afholdt, nærmere bestemt de omkostninger, som Sucroal havde afholdt i Colombia. For det tredje var de SA & G-omkostninger, der blev fratrukket eksportprisen, de omkostninger, som AHB faktisk havde afholdt i forbindelse med sine funktioner som forretningsmæssigt forbundet forhandler. Eftersom SA & G-omkostningerne vedrørte forskellige aktiviteter (eksporterende producent og forretningsmæssigt forbundet forhandler), ville det ikke have været nødvendigt at trække nogen omkostninger for den colombianske producent Sucroals SA & G-omkostninger fra den normale værdi. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(170)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Huaheng Group endvidere, at Kommissionen ikke havde opfyldt den nødvendige bevisbyrde for at justere eksportprisen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), og navnlig at der ikke kunne foretages nogen justering i tilfælde, hvor retligt adskilte virksomheder var interne salgsafdelinger, der dannede en enkelt økonomisk enhed.

(171)

Kommissionen anførte i betragtning 147 årsagerne til, hvorfor den betragtede AHB som en forhandler med funktioner svarende til dem, der udøves af en agent, der arbejder på provisionsbasis. Kommissionen fandt desuden, at denne konklusion var tilstrækkelig til at foretage en justering af eksportprisen i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), og at der ikke var behov for yderligere beviser i den forbindelse. Desuden havde Huaheng Group ikke på noget tidspunkt hævdet, at AHB og den eksporterende producent dannede en enkelt økonomisk enhed. Det bemærkes, at det af retspraksis følger, at når Kommissionen har fremlagt konvergerende indicier for, at en distributør, der er tilknyttet en producent, udøver funktioner, der kan sammenlignes med dem, der udøves af en agent, der arbejder på provisionsbasis, påhviler det distributøren eller producenten at føre bevis for, at en justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ikke er begrundet, f.eks. ved at godtgøre, at de danner en enkelt økonomisk enhed (47).

(172)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger til justeringerne af eksportprisen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 272-276 i forordningen om midlertidig told.

(173)

Som anført i betragtning 144-145 og 164-165 reviderede Kommissionen dumpingmargenerne som følge af påstande fra interesserede parter.

(174)

De endelige dumpingmargener, udtrykt i procent af varens CIF-pris (omkostninger, forsikring og fragt), Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(175)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til fastlæggelsen af EU-erhvervsgrenen og EU-produktionen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 281-283 i forordningen om midlertidig told.

(176)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til EU-forbruget, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 284-289 i forordningen om midlertidig told.

(177)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til importen fra det pågældende land, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 290-294 i forordningen om midlertidig told.

(178)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 295-301 i forordningen om midlertidig told.

(179)

Under hensyntagen til korrektionen i beregningen, jf. betragtning 195, er resultatet af prissammenligningen, udtrykt som en procentdel af EU-erhvervsgrenens teoretiske omsætning i undersøgelsesperioden, blevet revideret og viste en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på mellem 15,0 % og 22,2 % for importen fra det pågældende land på EU-markedet.

(180)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 302-306 i forordningen om midlertidig told.

(181)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelsesgraden, blev betragtning 307-310 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(182)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til salgsmængde og markedsandel, blev betragtning 311-313 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(183)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til beskæftigelse og produktivitet, blev betragtning 314-316 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(184)

Da der ikke blev fremsat nogen bemærkninger til dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping, blev betragtning 317-318 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(185)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til priser og faktorer, som påvirker priserne, blev betragtning 319-321 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(186)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til arbejdskraftomkostninger, blev betragtning 322-323 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(187)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til lagerbeholdninger, blev betragtning 324-326 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(188)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital, blev betragtning 327-332 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(189)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, konkluderede Kommissionen på grundlag af konklusionerne i forordningen om midlertidig told, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, og betragtning 333-338 i forordningen om midlertidig told blev bekræftet.

(190)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 339-341 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(191)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 342-343 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(192)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 344-347 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(193)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, konkluderede Kommissionen på grundlag af konklusionerne i forordningen om midlertidig told, at dumpingimporten fra Kina forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade, og at de øvrige faktorer, betragtet hver for sig eller samlet, ikke svækkede eller brød årsagssammenhængen mellem dumpingimporten og den væsentlige skade. Betragtning 348-352 i forordningen om midlertidig told blev bekræftet.

(194)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 353-359 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(195)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftes betragtning 360 i forordningen om midlertidig told. Kommissionen bemærkede imidlertid, at en eksporterende producents priser ikke blev justeret til niveauet ved Unionens grænse med henblik på prissammenligningen. Kommissionen korrigerede beregningen i overensstemmelse hermed, og den endelige skadestærskel for de samarbejdsvillige eksporterende producenter og alle andre virksomheder er som følger:

(196)

På baggrund af ovenstående vurdering bør den endelige antidumpingtold fastsættes som følger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2:

(197)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 363-366 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(198)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 367-369 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(199)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, blev betragtning 370-374 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(200)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om Unionens interesse, blev betragtning 375 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(201)

I betragtning af konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng, foranstaltningernes omfang og Unionens interesser og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, bør der indføres endelige antidumpingforanstaltninger for at forhindre, at dumpingimporten af den pågældende vare forvolder EU-erhvervsgrenen yderligere skade.

(202)

På grundlag af ovenstående bør de endelige antidumpingtoldsatser, udtrykt i procent af CIF-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, være som følger:

(203)

De individuelle antidumpingtoldsatser for de virksomheder, der er udtrykkeligt nævnt i denne forordning, blev fastsat ud fra konklusionerne i denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der blev konstateret for disse virksomheder i forbindelse med denne undersøgelse. Disse toldsatser finder således udelukkende anvendelse på importen af den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land, fremstillet af de nævnte retlige enheder. Importen af den pågældende vare, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, som er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af denne told og bør være omfattet af den told, der gælder for »Al anden import med oprindelse i Folkerepublikken Kina«.

(204)

En virksomhed kan anmode om, at disse individuelle antidumpingtoldsatser anvendes, hvis den efterfølgende ændrer navnet på sin enhed. Anmodningen skal rettes til Kommissionen (48). Anmodningen skal indeholde alle relevante oplysninger, som gør det muligt at dokumentere, at ændringen ikke påvirker virksomhedens ret til at benytte den toldsats, som finder anvendelse på den. Hvis ændringen af virksomhedens navn ikke påvirker dens ret til at benytte den toldsats, der finder anvendelse på den, vil der blive offentliggjort en forordning om navneændringen i Den Europæiske Unions Tidende.

(205)

For at minimere risikoen for omgåelse som følge af forskellen på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger, som kan sikre en korrekt anvendelse af den individuelle antidumpingtold. Anvendelsen af individuel antidumpingtold finder kun sted ved fremlæggelse af en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal overholde kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3. Indtil en sådan faktura er fremlagt, bør importen være omfattet af den antidumpingtold, der gælder for »al anden import med oprindelse i Folkerepublikken Kina«.

(206)

Selv om det er nødvendigt at fremlægge denne faktura for toldmyndighederne i medlemsstaterne, således at de kan anvende de individuelle antidumpingtoldsatser ved import, er fakturaen ikke det eneste element, som toldmyndighederne skal tage i betragtning. Selv hvis en sådan faktura opfylder alle kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3, skal medlemsstaternes toldmyndigheder nemlig foretage deres sædvanlige kontrol og kan i lighed med alle andre tilfælde kræve yderligere dokumenter (forsendelsesdokumenter mv.) for at efterprøve, at oplysningerne i erklæringen er korrekte, og sikre, at den efterfølgende anvendelse af toldsatsen er berettiget i henhold til toldlovgivningen.

(207)

Hvis der er en betydelig mængdemæssig stigning i eksporten fra en af de virksomheder, der er omfattet af lavere individuelle toldsatser, navnlig efter indførelsen af de pågældende foranstaltninger, kan en sådan mængdemæssig stigning i sig selv betragtes som en ændring af handelsmønstret som følge af indførelsen af foranstaltninger som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1. Under sådanne omstændigheder kan der indledes en antiomgåelsesundersøgelse, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Ved denne undersøgelse kan det overvejes, om det bliver nødvendigt at fjerne individuelle toldsatser og følgelig pålægge en landsdækkende told.

(208)

For at sikre en korrekt håndhævelse af antidumpingtolden bør antidumpingtolden for al anden import med oprindelse i Kina ikke kun finde anvendelse på de ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter i forbindelse med denne undersøgelse, men også på de producenter, der ikke eksporterede til Unionen i undersøgelsesperioden.

(209)

Eksporterende producenter, der ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden, vil kunne anmode Kommissionen om at blive omfattet af antidumpingtolden for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven. Kommissionen bør imødekomme en sådan anmodning, forudsat at tre betingelser er opfyldt. Den nye eksporterende producent skal påvise, i) at den ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden, ii) at den ikke er forretningsmæssigt forbundet med en eksporterende producent, der eksporterede den pågældende vare, og iii) at den derefter har eksporteret den pågældende vare eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at gøre dette i betydelige mængder.

(210)

I betragtning af de konstaterede dumpingmargener og niveauet for den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, bør de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, der blev indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt med et beløb op til det niveau, der er fastsat i nærværende forordning.

(211)

Som nævnt i afsnit 1.2 gjorde Kommissionen importen af den undersøgte vare til genstand for registrering.

(212)

I undersøgelsens endelige fase blev de oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med registreringen, vurderet. Kommissionen analyserede, om kriterierne vedrørende opkrævning af endelig told med tilbagevirkende kraft i grundforordningens artikel 10, stk. 4, var opfyldt.

(213)

Kommissionens analyse viste ikke nogen yderligere væsentlig stigning i importen ud over omfanget af den import, der forvoldte skade i undersøgelsesperioden, som fastsat i grundforordningens artikel 10, stk. 4, litra d). Med henblik på denne analyse sammenlignede Kommissionen de månedlige gennemsnitlige importmængder af den pågældende vare i undersøgelsesperioden, som var på [1 750-2 417] ton/måned, med de månedlige gennemsnitlige importmængder i perioden fra måneden efter indledningen af denne undersøgelse til den sidste hele måned, der gik forud for indførelsen af midlertidige foranstaltninger (1 455 ton/måned). Når man sammenligner de månedlige gennemsnitlige importmængder af den pågældende vare i undersøgelsesperioden med de månedlige gennemsnitlige importmængder i perioden fra måneden efter indledningen af denne undersøgelse til og med den måned, hvor der blev indført midlertidige foranstaltninger (1 320 ton/måned), kunne der heller ikke konstateres nogen stigning.

(214)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at betingelserne i grundforordningens artikel 10, stk. 4, for opkrævning af den endelige antidumpingtold med tilbagevirkende kraft ikke er opfyldt.

(215)

I sit svar på den endelige fremlæggelse af oplysninger var klageren uenig i Kommissionens vurdering og hævdede, at betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft var opfyldt på grundlag af data fra de specialiserede markedsoplysninger i klagen og spørgeskemabesvarelserne, som Kommissionen også anvendte til at fastsætte importmængderne af den pågældende vare i løbet af undersøgelsen. På grundlag af disse data hævdede klageren, at den månedlige import af den pågældende vare steg betydeligt efter UP. Klageren hævdede specifikt, at de månedlige forsendelser i 2024 i gennemsnit lå på mellem 1 og 2,5 ton valin, at forsendelserne derefter seksdobledes i februar 2025, og at der blev sendt meget store mængder til Unionen i februar og marts 2025, hvilket tydede på en opbygning af lagerkapacitet. Denne kraftige stigning i eksporten fra Kina til Unionen efter UP skulle være et bevis for, at betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft er opfyldt, hvorfor klageren anmodede Kommissionen om at indføre told med tilbagevirkende kraft.

(216)

Ved fastsættelsen af importmængden justerede Kommissionen de af klageren fremlagte data fra de specialiserede markedsoplysninger, jf. betragtning 287 og 290 i forordningen om midlertidig told, ved hjælp af korrektioner som følge af krydstjekkede oplysninger fra de samarbejdsvillige eksportører, der blev kontrolleret på stedet. Siden indledningen af undersøgelsen har der desuden været en særskilt Taric-kode for den pågældende vare, hvilket har gjort det muligt for Kommissionen fuldt ud at basere sig på de importstatistikker, som medlemsstaterne har fremlagt. Kommissionen fandt ingen grund til at miskreditere disse data og sammenlignede derfor den gennemsnitlige månedlige import, som medlemsstaterne havde indberettet, med den gennemsnitlige månedlige import, der var fastsat for UP, jf. afsnit 4.3 i forordningen om midlertidig told. Kommissionen finder derfor ikke klagerens påstand underbygget, og den bekræftede sin konklusion om, at betingelserne i grundforordningens artikel 10, stk. 4, for opkrævning af den endelige antidumpingtold med tilbagevirkende kraft ikke var opfyldt.

(217)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 (49) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(218)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordningen (EU) 2016/1036 —