This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32026D1561
Council Decision (EU) 2026/1561 of 29 June 2026 on the establishment of the Research Programme of the Research Fund for Coal and Steel, the multiannual technical guidelines for that programme, the multiannual financial guidelines for managing the assets of the Research Fund for Coal and Steel, and repealing Decisions 2003/77/EC and 2008/376/EC
Rådets afgørelse (EU) 2026/1561 af 29. juni 2026 om oprettelse af Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram, om de flerårige tekniske retningslinjer for dette program, om de flerårige finansielle retningslinjer for forvaltningen af Kul- og Stålforskningsfondens aktiver og om ophævelse af beslutning 2003/77/EF og 2008/376/EF
Rådets afgørelse (EU) 2026/1561 af 29. juni 2026 om oprettelse af Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram, om de flerårige tekniske retningslinjer for dette program, om de flerårige finansielle retningslinjer for forvaltningen af Kul- og Stålforskningsfondens aktiver og om ophævelse af beslutning 2003/77/EF og 2008/376/EF
ST/9507/2026/INIT
EUT L, 2026/1561, 17.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1561/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/1561 |
17.7.2026 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2026/1561
af 29. juni 2026
om oprettelse af Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram, om de flerårige tekniske retningslinjer for dette program, om de flerårige finansielle retningslinjer for forvaltningen af Kul- og Stålforskningsfondens aktiver og om ophævelse af beslutning 2003/77/EF og 2008/376/EF
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til protokol nr. 37 om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om Kul- og Stålforskningsfonden, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 2, andet afsnit,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Med henblik på protokol (nr. 37) om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om Kul- og Stålforskningsfonden, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal Kommissionen i henhold til Rådets afgørelse (EU) 2026/1545 (2) forvalte Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, Kul- og Stålforskningsfondens aktiver (under ét benævnt »aktiverne«). |
|
(2) |
Rådets beslutning 2008/376/EF (3) vedtog Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram (»forskningsprogrammet«). Forskningsprogrammet bør bidrage til at øge offentlige og private investeringer i forskning og innovation i medlemsstaterne og derved medvirke til at nå målet om samlede investeringer i forskning og udvikling på mindst 3 % af Unionens bruttonationalprodukt. |
|
(3) |
Med henblik herpå og i overensstemmelse med målene for forskningsprogrammet bør arbejdsprogrammer tage behørigt hensyn til udviklingen i de politiske behov og Unionens prioriteter som identificeret i meddelelserne fra Kommissionen med titlerne »Et konkurrenceevnekompas for EU«, »Aftalen om ren industri: En fælles køreplan for dekarbonisering og konkurrenceevne«, »En europæisk handlingsplan for stål og metal« og »Den europæiske grønne pagt«. |
|
(4) |
For at fremme en retfærdig omstilling bør forskningsprogrammet bidrage til den sociale, økonomiske og miljømæssige revitalisering af kul- og stålregioner, der er særlig berørt af omstillingen af kul- og stålsektorerne. |
|
(5) |
Det er nødvendigt at forpligte alle disponible aktiver i otte år for at forbedre forskningsprogrammets tiltrækningskraft og virkning, tiltrække og fremskynde private investeringer i forskning og innovation, øge konkurrenceevnen og sætte skub i den industrielle omstilling af stål- og kulsektoren til grøn omstilling og dekarbonisering i en udfordrende geopolitisk og økonomisk kontekst. |
|
(6) |
I et skiftende økonomisk og finansielt miljø har de seneste erfaringer vist, at der er behov for mere fleksibilitet og en mere attraktiv finansiel og teknisk ramme for gennemførelsen af forskningsprogrammet. De flerårige tekniske retningslinjer (»tekniske retningslinjer«) for forskningsprogrammet bør muliggøre en mere fleksibel tilgang til dets gennemførelse og bør således yderligere forenkle adgangen til finansieringen under dette program og maksimere effektiviteten og virkningen af denne finansiering. |
|
(7) |
Det er nødvendigt at erstatte beslutning 2008/376/EF for at forenkle landskabet for Unionens finansieringsprogrammer, navnlig ved at tilpasse forskningsprogrammet til de instrumenter, der anvendes under Den Europæiske Unions rammeprogram for forskning og innovation, Horisont Europa (2021-2027), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 (4), og dem, der vil blive anvendt under efterfølgeren til det nævnte rammeprogram. Der er behov for tilpasning, bl.a. med hensyn til finansieringssatserne mellem programmerne, som vil muliggøre komplementaritet mellem forskellige programmer i de sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien, og give ansøgerne en gnidningsløs vej mellem programmerne, når det er relevant. Ændringer i forvaltningen af finansieringsværktøjer samt det »fælles regelsæt«, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 (5), resulterede i et behov for at tilpasse de tekniske retningslinjer for forskningsprogrammet. Disse ændringer, kombineret med ændringerne i gennemførelsen af forskningsprogrammet for at nå investeringsmålene styrker de yderligere argumenter for at erstatte beslutning 2008/376/EF. |
|
(8) |
Forskningsprogrammet bør finansiere foranstaltninger på grundlag af åbne indkaldelser. Foranstaltningerne bør primært tage form af forskningsprojekter, der dækker hele spektret fra lavt til højt teknologisk modenhedsniveau, hvilket giver mulighed for større deltagelse af industrien, herunder små og mellemstore virksomheder, og offentlige og akademiske enheder. |
|
(9) |
For at dække den risiko for Kommissionen og andre støttemodtagere, der er forbundet med manglende inddrivelse af beløb, som støttemodtagerne skylder, og for at mindske byrden for ansøgerne med hensyn til at stille bankgarantier, er det hensigtsmæssigt at udvide anvendelsen af den gensidige forsikringsmekanisme, der er oprettet ved forordning (EU) 2021/695, til forskningsprogrammet. |
|
(10) |
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (6) fastsatte oprettelsen af et innovationscenter for industriel omstilling og industrielle emissioner (»innovationscenteret«). Ved at indsamle og analysere oplysninger om innovative teknikker bidrager innovationscentret bl.a. til at minimere forurening, dekarbonisering, ressourceeffektivitet og en cirkulær økonomi, der anvender færre eller sikrere kemikalier, der er relevante for de aktiviteter, der er omfattet af nævnte direktiv. For at overvåge de teknologiske fremskridt og vurdere de miljømæssige fordele og afvejninger i forbindelse med industriel omstilling i Unionen bør de periodiske rapporter om forskningsprogrammets forskningsprojekter deles med innovationscentret til orientering. |
|
(11) |
For at sikre, at der indgås forpligtelser for alle disponible aktiver inden for otte år, bør investeringsmålene for kapitalforvaltningstransaktionerne bringes i overensstemmelse. Aktiverne bør investeres med det formål at bevare og om muligt øge deres værdi for at opfylde de likviditetsbehov, der opstår som følge af anmodninger om finansiering. De øvrige aspekter af kapitalforvaltningstransaktionerne bør tilpasses for at bringe dem i overensstemmelse med de ajourførte investeringsmål. |
|
(12) |
De flerårige finansielle retningslinjer (»finansielle retningslinjer«) bør give mulighed for en fleksibel tilgang i forhold til de tekniske aspekter af gennemførelsen og bør fastlægge hensigtsmæssige investeringsinstrumenter med henblik på at nå investeringsmålene. Reglerne vedrørende den måde, hvorpå investeringer gennemføres, navnlig vedrørende principperne for tildeling af aktiver, støtteberettigede investeringer samt miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige hensyn, er af teknisk karakter. For andre porteføljer, der forvaltes af Kommissionen, vil de i princippet blive fastlagt i overensstemmelse med reglerne for delegation af budgetgennemførelsesbeføjelser som omhandlet i forordning (EU, Euratom) 2024/2509. Kommissionen bør derfor have mulighed for at beslutte at udvide omfanget af støtteberettigede investeringer til at omfatte andre aktivklasser og investeringstransaktioner, der er i overensstemmelse med investeringsstrategien og -målene, samt andre avancerede økonomiers valutaer som oplistet af Den Internationale Valutafond og underlagt afdækning af valutarisici i overensstemmelse med disse regler. For at tilpasse de finansielle retningslinjer, der gælder for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige investeringer, til de regler, der gælder for de andre porteføljer, som den forvalter, bør Kommissionen også have mulighed for at fastsætte de detaljerede finansielle retningslinjer. |
|
(13) |
For at sikre finansiel gennemsigtighed bør medlemsstaterne have en årsrapport med oplysninger om de kapitalforvaltningstransaktioner, der er gennemført i henhold til de finansielle retningslinjer, herunder oplysninger om tildeling af aktiver til de forskellige aktivklasser, og en redegørelse for eventuelle større ændringer i den strategiske tildeling af aktiver. |
|
(14) |
Forordning (EU, Euratom) 2024/2509 finder anvendelse på forskningsprogrammet. |
|
(15) |
For at tage hensyn til deltagernes forskellige bidragsmetoder, navnlig inden for forsknings- og innovationsaktiviteter, bør det være muligt at angive tredjeparters bidrag i form af naturalydelser som støtteberettigede omkostninger, uanset artikel 193, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509. For at tilskynde til udnyttelse af resultater bør indtægter fra sådan udnyttelse ikke betragtes som foranstaltningens indtægter, uanset artikel 195, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509. |
|
(16) |
Unionens finansielle interesser skal i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509, forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (7) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (8), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (9) og (EU) 2017/1939 (10) beskyttes ved hjælp af forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger, herunder ved at forebygge, opdage, korrigere og undersøge uregelmæssigheder og svig, tilbagesøge tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, når det er relevant, ved at anvende administrative sanktioner. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan navnlig i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og (Euratom, EF) nr. 2185/96 foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, for at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) kan, jf. forordning (EU) 2017/1939, har beføjelse til at efterforske og retsforfølge svig og andre strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (11). I henhold til forordning (EU, Euratom) 2024/2509 skal personer eller enheder, der modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om at beskytte Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Den Europæiske Revisionsret og, hvis det er relevant, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at tredjeparter, der deltager i gennemførelsen af EU-midler, giver tilsvarende rettigheder. |
|
(17) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne afgørelse bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår visse afgørelser om godkendelse af finansiering af forskningsprojekter. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12). |
|
(18) |
Rådets beslutning 2003/77/EF (13) og 2008/376/EF bør ophæves. |
|
(19) |
Af forenklingshensyn bør de tekniske og finansielle retningslinjer slås sammen. |
|
(20) |
For at sikre en konsekvent gennemførelse af forskningsprogrammet i 2026 bør beslutning 2008/376/EF fortsat finde anvendelse på finansiering af foranstaltninger, der følger af forslag, som er indsendt i forbindelse med indkaldelser, der er offentliggjort frem til den 31. december 2026. |
|
(21) |
Af hensyn til klarheden om de regler, der gælder for foranstaltninger, bør anvendelsen af denne afgørelse udskydes indtil den 1. januar 2027 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
KAPITEL I
Almindelige bestemmelser
Artikel 1
Genstand
Ved denne afgørelse fastlægges Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram (»forskningsprogrammet«) og programmets mål og budget samt de flerårige tekniske retningslinjer (»tekniske retningslinjer«) herfor og de flerårige finansielle retningslinjer (»finansielle retningslinjer«) for forvaltningen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, af Kul- og Stålforskningsfondens aktiver (under ét benævnt »aktiverne«).
Artikel 2
Definitioner
I denne afgørelse forstås ved:
|
1) |
»kul«: et af følgende:
|
|
2) |
»juridisk enhed«: en af følgende:
|
|
3) |
»resultater af foranstaltninger«: enhver materiel eller immateriel virkning af en given foranstaltning såsom data, viden eller knowhow, uanset form eller art, og uanset om den kan beskyttes, samt alle rettigheder knyttet hertil, herunder intellektuelle ejendomsrettigheder |
|
4) |
»stål«: et af følgende:
|
|
5) |
»udnyttelse«: anvendelse af resultater af foranstaltninger i videre aktiviteter end dem, der er omfattet af den pågældende foranstaltning, herunder udrulning. |
Artikel 3
Programmets mål
1. Forskningsprogrammet støtter konkurrenceevnen i sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien, ved at yde støtte til forskningssamarbejde med en industriledet orientering i disse sektorer, herunder inden for dobbelt anvendelse.
2. Forskningsprogrammet yder støtte til banebrydende teknologier inden for rent stål, bidrager til målene om klimaneutralitet i Unionen og styrker Unionens strategiske autonomi i hele stålværdikæden. Forskningsprogrammet yder også støtte til forskningsprojekter til forvaltning af den retfærdige omstilling af tidligere aktive kulminer eller kulminer under nedlukning samt til tilhørende infrastruktur og de regioner, hvor de er beliggende, navnlig dem, der står over for betydelige sociale, økonomiske eller miljømæssige udfordringer i forbindelse med omstillingen af kul- og stålsektorerne.
3. Forskningsprogrammet fremmer udnyttelse og innovation, herunder afprøvning og pilotprojekter af nye metoder, for at øge markedsrelevansen af forskningsresultater og øge deres potentiale for skalerbar udbredelse. Det fremmer også løsninger, der er kommercielt levedygtige og industrielt skalerbare.
4. Forskningsprogrammet skal være i overensstemmelse med Unionens politiske, videnskabelige og teknologiske mål og skal supplere de aktiviteter, der gennemføres i medlemsstaterne.
5. Forskningsprogrammet støtter synergier med andre relevante programmer og finansieringsinstrumenter, der har til formål at fremskynde den teknologiske udvikling til implementeringsstatus.
6. Forskningsprogrammet støtter forskningsprojekter, der sigter mod målsætningerne for kul, jf. artikel 4, og for stål, jf. artikel 5.
Artikel 4
Forskningsmålsætninger for kul
1. Forskningsprojekter skal sætte skub i omstillingen senest i 2050 hen imod en klimaneutral økonomi i EU med det formål at støtte udfasningen af fossile brændstoffer, navnlig kul, og støtte den sociale, økonomiske og miljømæssige revitalisering af kulregioner, udvikle alternative aktiviteter i tidligere mineområder og undgå eller håndtere miljøskader fra kulminer under nedlukning og tidligere aktive kulminer og regioner, hvor kulminerne befinder sig.
2. Der skal lægges særlig vægt på at styrke Unionens lederskab i forbindelse med forvaltningen af omstillingen, herunder omlægning, af tidligere aktive kulminer og kulrelateret infrastruktur gennem teknologiske og ikketeknologiske løsninger, der også støtter teknologi- og ikketeknologioverførsel. Forskningsaktiviteter med disse målsætninger skal give konkrete klima- og miljømæssige fordele i overensstemmelse med målet om klimaneutralitet senest i 2050.
3. Forskningsprojekter skal tage hensyn til spørgsmål vedrørende sikkerhed i kulminer under nedlukning og tidligere aktive kulminer med henblik på at forbedre arbejdsforhold, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt sundhedsskadelige miljøforhold.
4. Forskningsprojekterne skal sigte mod at fjerne virkningerne fra kulminer under nedlukning og tidligere aktive miner på klimaet, atmosfæren, vandmiljøet og jordbunden.
5. Forskningsprojekter skal tage hensyn til:
|
a) |
nye og forbedrede teknologier til at undgå miljøforurening, såsom methanlækage og tilknyttede drivhusgasemissioner og forurening af grundvand, fra kulminer under nedlukning, tidligere aktive miner og deres omgivelser (herunder atmosfære, land, jordbund og vand) |
|
b) |
løsninger til forvaltning og genbrug af mineaffald, forbedring af cirkulariteten og genopretning af miljøet, og |
|
c) |
teknologier til genopretning og beskyttelse af lokaliteter mod langsigtede virkninger. |
Artikel 5
Forskningsmålsætninger for stål
1. Forskningsprojekter skal stile mod at udvikle, demonstrere og forbedre bæredygtige og kulstoffattige stålproduktions- og færdigbehandlingsprocesser med henblik på at forbedre produktkvaliteten, øge produktiviteten og mindske den strategiske afhængighed.
2. Forskningsprojekter skal fokusere på at udvikle avancerede, bæredygtige og kulstoffattige stålprodukter og tilknyttede nye førende markeder, som opfylder stålbrugernes krav og samtidig reducerer emissioner og miljøpåvirkninger i overensstemmelse med målene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (14), 2010/75/EU og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 (15).
3. Forskningsprojekterne skal inden for stålproduktion og -anvendelse muliggøre bevarelse af ressourcer, bevarelse af økosystemer og omstilling til en cirkulær økonomi og skal tage hensyn til sikkerhedsspørgsmål.
4. Forskningsprojekter skal lægge særlig vægt på løbende udvikling af færdigheder, der er tilpasset sektorens udvikling i retning af nye kulstofneutrale processer, forbedring af arbejdsvilkårene og fremme af høje sundheds- og sikkerhedsstandarder og bæredygtige indkomstmuligheder.
5. Forskningsprojekter skal fremskynde anvendelsen af digitale teknologier, herunder kunstig intelligens og maskinlæring, inden for stålproduktion og -anvendelse.
Artikel 6
Budget
1. Finansieringsrammen for forskningsprogrammet for perioden 1. januar 2027 til 31. december 2034 består af følgende:
|
a) |
eventuelle beløb for den årlige tildeling, der er stillet til rådighed for Kul- og Stålforskningsfonden som følge af annulleringen af budgetforpligtelser |
|
b) |
eventuelle resterende aktiver og overskud genereret af resterende aktiver, og |
|
c) |
tidligere årlige tildelinger, der endnu ikke er opført på budgettet. |
2. Der indgås forpligtelser for hele finansieringsrammen for forskningsprogrammet gennem fire arbejdsprogrammer, der dækker årene 2027 og 2028, 2029 og 2030, 2031 og 2032 og 2033 og 2034. Arbejdsprogrammerne skal indeholde bestemmelser om årlige indkaldelser af forslag i overensstemmelse med artikel 10.
Artikel 7
Støtteberettigelsesbetingelser
1. Enhver juridisk enhed, der er etableret på en medlemsstats område, kan deltage i forskningsprogrammet og ansøge om finansiel støtte.
2. Enhver juridisk enhed, der er etableret i et kandidatland, kan deltage i forskningsprogrammet uden at modtage noget finansielt bidrag, medmindre andet er fastsat i de relevante europæiske aftaler og protokollerne hertil eller i de respektive associeringsråds afgørelser.
3. Enhver juridisk enhed, der er etableret i et tredjeland, kan deltage i forskningsprogrammet på grundlag af individuelle projekter uden at modtage finansielle bidrag, forudsat at en sådan deltagelse er i Unionens interesse.
Artikel 8
Gennemførelse og finansielt bidrag
1. Forskningsprogrammet gennemføres i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) 2024/2509 ved direkte forvaltning af Kommissionen gennem forvaltningsorganer.
2. Finansieringen under forskningsprogrammet ydes i form af tilskud i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) 2024/2509, bortset fra finansiering af foranstaltninger, der er nødvendige for en fornuftig og effektiv forvaltning af forskningsprogrammet, som f.eks. evaluering og udvælgelse af forslag, overvågning og vurdering, undersøgelser samt klyngegruppering og etablering af netværk mellem finansierede forskningsprojekter.
Artikel 9
Sikkerhed i forbindelse med forskningsprojekter med dobbelt anvendelse
1. Forskningsprojekter med dobbelt anvendelse, der gennemføres under forskningsprogrammet, skal overholde de gældende nationale sikkerhedsregler, herunder reglerne om beskyttelse af EU's klassificerede informationer mod uautoriseret videregivelse, og skal overholde anden relevant EU-ret og national ret.
2. Forslag skal, hvor det er nødvendigt, omfatte en selvevaluering af sikkerheden, som skal identificere eventuelle sikkerhedsproblemer og redegøre for, hvordan disse problemer vil blive løst med henblik på overholdelse af relevante dele af EU-retten og national ret.
3. Kommissionen skal, hvor det er nødvendigt, gennemføre en sikkerhedskontrolprocedure for forslag, der kan give anledning til sikkerhedsproblemer. Juridiske enheder, som deltager i et forskningsprojekt med dobbelt anvendelse, sørger for beskyttelse mod uautoriseret videregivelse af EU's klassificerede informationer, som anvendes eller genereres i forbindelse med foranstaltningen. De fremlægger dokumentation for sikkerhedsgodkendelse af personel eller af faciliteter fra de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder før de pågældende aktiviteter påbegyndes.
4. Hvis uafhængige eksterne eksperter skal behandle EU's klassificerede informationer, kræves den relevante sikkerhedsgodkendelse inden udnævnelsen af disse eksperter.
5. Kommissionen kan om nødvendigt foretage sikkerhedskontrol.
6. Forslag eller foranstaltninger, der ikke overholder sikkerhedsreglerne i denne artikel, skal til enhver tid afvises eller afsluttes. Medlemsstaterne underrettes om afslutningen af sådanne forskningsprojekter, der ikke overholder disse regler.
KAPITEL II
Tekniske retningslinjer
Artikel 10
Indkaldelser af forslag
1. Indkaldelser af forslag offentliggøres to gange årligt. Indholdet og offentliggørelsen af indkaldelser af forslag skal være i overensstemmelse med artikel 197 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509.
2. Forslagene skal vedrøre de forskningsmål, der er fastsat i artikel 4 og 5, og, hvor det er relevant, de prioriterede mål, der er anført i betingelserne for indkaldelser af forslag.
3. For at dække hele værdikæden skal arbejdsprogrammerne udformes med henblik på at dække hele spektret fra lave til høje teknologiske modenhedsniveauer, og skal omfatte bottom-up-forskning og projekter af forskellig størrelse for at sikre deltagelse af en bred vifte af interessenter.
4. Udvælgelses-, tildelings- og evalueringsproceduren for forslag finder sted i overensstemmelse med henholdsvis artikel 201, 202 og 203 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509.
5. Med henblik på artikel 153, stk. 3, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 skal evalueringsudvalget bestå af uafhængige eksterne eksperter, undtagen i behørigt begrundede tilfælde.
Artikel 11
Tilskud
1. Projekter, der er baseret på udvalgte forslag, skal være omfattet af en tilskudsaftale. Tilskudsaftalerne baseres på Kommissionens standardtilskudsaftale under fornøden hensyntagen til de forskellige berørte aktiviteter.
2. Støttemodtagere gennemfører foranstaltninger i overensstemmelse med de betingelser og forpligtelser, der er fastsat i denne afgørelse, forordning (EU, Euratom) 2024/2509 og tilskudsaftalen.
Artikel 12
Finansieringssatser
1. For hver foranstaltning finder en enkelt finansieringssats anvendelse for alle de aktiviteter, der finansieres af den finansieringssats. Den maksimale finansieringssats pr. foranstaltning inden for rammerne af forskningsprogrammet fastsættes i indkaldelsesbetingelserne.
2. Op til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger pr. foranstaltning inden for rammerne af forskningsprogrammet kan finansieres.
For så vidt angår juridiske enheder, der i kraft af deres retlige form arbejder med gevinst for øje, eller som ved lov eller administrativt har til formål at udlodde overskud til deres aktionærer eller individuelle selskabsdeltagere, kan op til 70 % af de samlede støtteberettigede omkostninger pr. foranstaltning inden for rammerne af forskningsprogrammet godtgøres.
Uanset første og andet afsnit kan, for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, en finansieringssats på op til 100 % af de samlede støtteberettigede omkostninger pr. foranstaltning inden for rammerne af forskningsprogrammet godtgøres.
Artikel 13
Indirekte omkostninger
1. Indirekte støtteberettigede omkostninger skal udgøre 25 % af de samlede direkte støtteberettigede omkostninger, eksklusive underleverandørers direkte støtteberettigede omkostninger, finansiel støtte til tredjeparter og eventuelle enhedsomkostninger eller faste beløb, som omfatter indirekte omkostninger.
Hvor det er relevant, beregnes indirekte støtteberettigede omkostninger, der indgår i enhedsomkostninger eller faste beløb, i overensstemmelse med første afsnit.
2. Uanset stk. 1 kan indirekte støtteberettigede omkostninger, hvis det er fastsat i indkaldelsesbetingelserne, angives som faste beløb eller enhedsomkostninger.
Artikel 14
Støtteberettigede omkostninger
1. Uanset artikel 193, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 er omkostningerne ved ressourcer, der stilles til rådighed af tredjeparter som bidrag i form af naturalier, støtteberettigede op til tredjepartens samlede direkte støtteberettigede omkostninger.
2. Uanset artikel 195, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 betragtes indtægter fra udnyttelse ikke som indtægter genereret i forbindelse med foranstaltningen.
Artikel 15
Forvaltning af resultaterne
Støttemodtagerne forvalter resultaterne af foranstaltningerne i overensstemmelse med de forpligtelser, der er fastsat i betingelserne for indkaldelser af forslag og tilskudsaftalen.
Artikel 16
Anvendelse af den gensidige forsikringsmekanisme
Bidrag til den gensidige forsikringsmekanisme som fastsat ved artikel 37 i forordning (EU) 2021/695 skal dække den risiko, der er forbundet med tilbagesøgning af midler, der skyldes af støttemodtagere, og anses for at opfylde garantikravene i artikel 155 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509. Ingen yderligere garanti eller sikkerhedsstillelse må godkendes fra støttemodtagerne eller pålægges dem.
Artikel 17
Tekniske rapporter
1. For alle forskningsprojekter udarbejder støttemodtagerne periodiske tekniske rapporter. Disse rapporter skal dokumentere de tekniske fremskridt, der er sket i referenceperioden. De deles med innovationscenteret for industriel omstilling og industrielle emissioner, som er oprettet i overensstemmelse med artikel 27a i direktiv 2010/75/EU, til orientering.
2. Når arbejdet er afsluttet, forelægger støttemodtagerne Kommissionen en endelig teknisk rapport med en vurdering af udnyttelsen og virkningen af forskningsprojektets resultater. Kommissionen offentliggør denne rapport i sin helhed eller i sammenfattet form afhængigt af forskningsprojektets strategiske relevans.
Artikel 18
Endelig gennemgang af aktiviteterne
1. Efter afslutningen af forskningsprogrammet foretager Kommissionen en endelig gennemgang af aktiviteterne og fremlægger sine resultater i en rapport. Denne rapport sendes til Kul- og Ståludvalget.
2. Kommissionen kan udnævne uafhængige og højt kvalificerede eksperter til at bistå den med den endelige gennemgang af aktiviteterne.
KAPITEL III
Finansielle retningslinjer
Artikel 19
Finansielle retningslinjer
1. Aktiverne forvaltes med henblik på at yde årlige eller halvårlige betalinger inden for rammerne af de årlige tildelinger til finansiering af forskningssamarbejde i de sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien. De årlige eller halvårlige betalinger finansieres af nettoindtægterne fra investeringerne og af de kontantbeløb, der genereres ved at sælge en del af aktiverne, op til beløbet for de årlige tildelinger.
2. Kommissionen tager artikel 20-26 op til revision, hvis den finder det hensigtsmæssigt. Med henblik herpå revurderer Kommissionen de finansielle retningslinjers virkemåde og effektivitet og foreslår ændringer dertil, hvis den finder det passende.
Artikel 20
Anvendelse af midlerne
1. Alle aktiverne i EKSF under afvikling, herunder både EKSF's udlånsportefølje og EKSF's investeringer, skal i det fornødne omfang anvendes til at opfylde resterende forpligtelser i EKSF under afvikling, vedrørende EKSF's udestående låntagning og EKSF's forpligtelser som følge af tidligere aktionsbudgetter samt uforudsete forpligtelser.
2. De aktiver, der ikke er nødvendige for at opfylde de resterende forpligtelser for EKSF under afvikling, investeres med forsigtighed af Kommissionen i overensstemmelse med den valgte investeringshorisont, jf. artikel 21, og anvendes til at finansiere forskning i de sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien.
Artikel 21
Investeringshorisont, investeringsmål og risikotolerance
1. Aktiverne investeres med det formål at bevare og om muligt øge værdien af disse aktiver for at opfylde de likviditetsbehov, der opstår som følge af anmodningerne om finansiering (»investeringsmålet«). Investeringsmålet forfølges over investeringshorisonten og ledsages af et højt tillidsniveau.
2. Aktiverne forvaltes efter forsigtighedsbestemmelserne og principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning samt de regler og procedurer, der er fastsat af Kommissionens regnskabsfører og i Kommissionens risikostyringsramme.
3. Investeringsmålet forfølges ved gennemførelse af en forsigtig investeringsstrategi baseret på en diversificering mellem støtteberettigede aktivklasser, geografiske områder, udstedere og løbetider (»investeringsstrategien«). Investeringsstrategien tager hensyn til investeringshorisonten og størrelsen på de resterende aktiver og sikrer, at de nødvendige midler er tilgængelige i en tilstrækkelig likvid form, når der er behov for det.
4. Investeringsstrategien har form af en strategisk tildeling af aktiver, som angiver de vejledende tildelingsmål for forskellige kategorier af relevante støtteberettigede finansielle aktiver.
5. Kommissionen afspejler den strategiske tildeling af aktiver i et strategisk benchmark (»benchmarket«), som aktivernes resultater sammenlignes med.
6. Investeringsstrategien og benchmarket fastlægges af Kommissionen i overensstemmelse med reglerne for delegation af budgetgennemførelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 60 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509. Hvis aktiverne kun investeres i anfordringskonti og tidsindskud, kræves der ikke et investeringsbenchmark og en investeringsstrategi.
7. Kommissionen kan ændre investeringsstrategien og benchmarket i tilfælde af:
|
a) |
ændring i de økonomiske vilkår, der er behørigt dokumenteret af relevant dokumentation |
|
b) |
en væsentlig ændring i de bidragende instrumenters behov og situation, eller |
|
c) |
en væsentlig ændring i skønnene over ind- eller udgående pengestrømme. |
Proceduren for ændring af investeringsstrategien er den samme som for dennes oprindelige fastlæggelse.
8. Investeringsstrategien fastlægges under hensyntagen til investeringshorisonten og risikotolerancen for aktiverne.
Artikel 22
Principper for tildelingen af aktiver og støtteberettigede investeringer
1. Der skal sikres en tilstrækkelig diversificering mellem og inden for alle aktivklasser for at nedbringe investeringsrisiciene. Jo mere risikobetonet eller mindre likvidt et aktiv er, des mindre koncentreret skal eksponeringen i princippet være.
2. Aktiverne kan opnå eksponering for forskellige aktivklasser og diversificering gennem investeringer i institutter for kollektiv investering eller børshandlede produkter.
3. Aktiverne investeres kun i følgende aktivklasser, som denomineres i euro:
|
a) |
pengemarkedsaktiver |
|
b) |
fastforrentede værdipapirer |
|
c) |
regulerede kollektive investeringer i gæld og egenkapital. |
4. Aktiverne skal opnå eksponering mod de aktivklasser, der er omhandlet i stk. 3, gennem investeringer i følgende instrumenter eller ved at indgå i følgende transaktioner:
|
a) |
indskud |
|
b) |
pengemarkedsinstrumenter og pengemarkedsforeninger, der tilbyder daglig likviditet, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 (16) |
|
c) |
gældsinstrumenter såsom obligationer, skatkammerbeviser og gældsbeviser samt securitiserede instrumenter i overensstemmelse med de STS-kriterier, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 (17) |
|
d) |
institutter for kollektiv investering omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (18), herunder børshandlede fonde, som investerer i egenkapital eller i gældsinstrumenter, hvor de maksimale tab ikke kan overstige de investerede beløb |
|
e) |
genkøbsaftaler i overensstemmelse med princippet i artikel 215, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 |
|
f) |
omvendte genkøbsaftaler |
|
g) |
værdipapirudlånstransaktioner med anerkendte clearingsystemer, herunder Clearstream og Euroclear, eller med førende finansielle institutioner, der er specialiseret i denne type transaktioner. |
5. Derivater i form af terminskontrakter, futureskontrakter og swaps må udelukkende anvendes til effektiv porteføljeforvaltning og ikke til spekulation eller gearing af positioner. Derivaterne kan anvendes til justering af løbetid, afbødning af kreditrisici eller andre relevante risici eller ændringer i tildelingen af aktiver i overensstemmelse med investeringsstrategien.
6. Aktiverne kan investeres i likvide pengemarkedsaktiver og obligationer denomineret i USD og udstedt af statslige og overnationale enheder, såfremt de udelukkende er investereret med henblik på diversificering og eksponering mod en anden rentekurve. Enhver valutarisiko afdækkes ved en passende anvendelse af swaps eller andre instrumenter til afdækning af valutarisikoen i overensstemmelse med stk. 5.
7. Kommissionen kan i overensstemmelse med reglerne for delegation af budgetgennemførelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 60 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 udvide omfanget af støtteberettigede investeringer til også at omfatte andre aktivklasser og investeringstransaktioner, der er i overensstemmelse med investeringsstrategien og -målene, samt andre avancerede økonomiers valutaer, jf. den liste, der offentliggøres af Den Internationale Valutafond, hvis de er genstand for afdækning af valutarisici. Enhver afgørelse om at medtage nye aktivklasser eller investeringstransaktioner eller valutaer for andre avancerede økonomier skal for hver aktivklasse, transaktion eller valuta understøttes af en udførlig begrundelse for, hvordan de udvidede investeringsmuligheder vil forbedre resultatet med hensyn til risiko og afkast af aktiverne. Denne begrundelse skal omfatte en vurdering af den driftsmæssige kapacitet, der er nødvendig for at støtte disse udvidede investeringsmuligheder.
Artikel 23
Miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige hensyn
1. Investeringsstrategien gennemføres ved at fremme miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige investeringer, når de er tilgængelige og mulige, forudsat at de er i overensstemmelse med risikostyringskriterierne.
2. Kommissionen fastlægger de detaljerede retningslinjer, der er gældende for miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige investeringer, i overensstemmelse med reglerne for delegation af budgetgennemførelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 60 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509.
Artikel 24
Overførsel til Unionens almindelige budget med henblik på at opfylde Kul- og Stålforskningsfondens betalingsforpligtelser
Nettoindtægten fra investeringer af aktiver og kontantbeløb fra salg af samtlige aktiver eller dele heraf overføres fra EKSF under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, fra Kul- og Stålforskningsfondens aktiver, med henblik på at opfylde forpligtelserne under budgetposten vedrørende forskningsprogrammer for sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien.
Artikel 25
Resterende beløb
Eventuelle uudnyttede eller inddrevne beløb, der resterer efter gennemførelsen af den sidste indkaldelse af forslag, stilles til rådighed for Kul- og Stålforskningsfonden og skal udelukkende anvendes til forskning i de sektorer, der er knyttet til kul- og stålindustrien.
Artikel 26
Regnskabs- og forvaltningsprocedurer
1. Forvaltningen af midlerne skal fremgå af årsregnskabet for EKSF under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, af årsregnskabet for Kul- og Stålforskningsfondens aktiver. Disse regnskaber baseres på og opstilles i overensstemmelse med regnskabsreglerne i artikel 80 i forordning (EU, Euratom) 2024/2509, der er fastsat af Kommissionens regnskabsfører, idet der tages hensyn til de særlige forhold omkring EKSF under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, Kul- og Stålforskningsfondens aktiver. Regnskaberne godkendes af Kommissionen og påtegnes af Revisionsretten. Kommissionen anvender et eksternt firma til at foretage en årlig revision af regnskabet.
2. Kommissionen varetager i forbindelse med EKSF under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, Kul- og Stålforskningsfondens aktiver de forvaltningstransaktioner, der er omhandlet i artikel 20-26, i henhold til Kommissionens interne regler og procedurer.
3. Kommissionen udarbejder hvert år en detaljeret årsrapport om de forvaltningstransaktioner, der udføres i henhold til artikel 20-26, og sender denne til medlemsstaterne. Kommissionen medtager i denne årsrapport oplysninger om brugen af de forskellige aktivklasser, bevæggrundene for at vælge at investere i specifikke aktivklasser og de observerede resultater fordelt på de enkelte aktivklasser.
KAPITEL IV
Overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser
Artikel 27
Afgørelse om godkendelse af finansiering af visse forskningsprojekter
Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt om godkendelse af finansieringen af forskningsprojekter, hvis Unionens bidrag som led i forskningsprogrammet skønnes at nå op på eller overstige 5 mio. EUR.
Den nævnte gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 28, stk. 3.
Artikel 28
Forvaltning af forskningsprogrammet og udvalgsprocedure
1. Kommissionen forvalter forskningsprogrammet. Den bistås af tekniske og rådgivende grupper med relevant ekspertise, der nedsættes ved en kommissionsafgørelse.
2. Kommissionen bistås af Kul- og Ståludvalget. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
3. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
4. Når udvalgets udtalelse indhentes efter en skriftlig procedure, afsluttes proceduren uden noget resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et simpelt flertal af udvalgsmedlemmerne anmoder herom inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.
Artikel 29
Ophævelse og overgangsbestemmelser
Beslutning 2003/77/EF og 2008/376/EF ophæves.
Beslutning 2008/376/EF finder imidlertid fortsat anvendelse på finansiering af foranstaltninger i forbindelse med indkaldelse af forslag, der er offentliggjort inden den 31. december 2026.
Om nødvendigt varetages eventuelle resterende opgaver for Kul- og Ståludvalget, der er nedsat ved beslutning 2008/376/EF, i forbindelse med de foranstaltninger, der er omhandlet i denne artikels andet afsnit, af Kul- og Ståludvalget, der er omhandlet i nærværende afgørelses artikel 28.
Artikel 30
Ikrafttræden og anvendelse
Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra den 1. januar 2027.
Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2026.
På Rådets vegne
M. MOUSHOUTTAS
Formand
(1) Udtalelse af 19.5.2026 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) Rådets afgørelse (EU) 2026/1545 af 29. juni 2026 om fastsættelse af de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af protokol nr. 37 om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten og om Kul- og Stålforskningsfonden, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og om ophævelse af beslutning 2003/76/EF (EUT L, 2026/1545, 17.7.2026 , ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1545/oj).
(3) Rådets beslutning 2008/376/EF af 29. april 2008 om vedtagelse af Kul- og Stålforskningsfondens forskningsprogram og om de flerårige tekniske retningslinjer for dette program (EUT L 130 af 20.5.2008, s. 7, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/376/oj).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/695 af 28. april 2021 om oprettelse af Horisont Europa — rammeprogrammet for forskning og innovation — og om reglerne for deltagelse og formidling og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013 (EUT L 170 af 12.5.2021, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/695/oj).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af 23. september 2024 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L, 2024/2509, 26.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/2509/oj).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner og emissioner fra husdyropdræt (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2010/75/oj).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/883/oj).
(8) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1995/2988/oj).
(9) Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1996/2185/oj).
(10) Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/1939/oj).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 af 5. juli 2017 om strafferetlig bekæmpelse af svig rettet mod Den Europæiske Unions finansielle interesser (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 29, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2017/1371/oj).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj).
(13) Rådets beslutning 2003/77/EF af 1. februar 2003 om fastsættelse af de flerårige finansielle retningslinjer for forvaltningen af aktiverne i EKSF under afvikling og, når afviklingen er afsluttet, af Kul- og Stålforskningsfondens aktiver (EUT L 29 af 5.2.2003, s. 25, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/77(1)/oj).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2003/87/oj).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for krav til miljøvenligt design for bæredygtige produkter, om ændring af direktiv (EU) 2020/1828 og forordning (EU) 2023/1542 og om ophævelse af direktiv 2009/125/EF (EUT L, 2024/1781, 28.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1781/oj).
(16) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger (EUT L 169 af 30.6.2017, s. 8, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/1131/oj).
(17) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2402 af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 347 af 28.12.2017, s. 35, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/2402/oj).
(18) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (EUT L 302 af 17.11.2009, s. 32, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2009/65/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1561/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)