Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026D1149

Rådets afgørelse (FUSP) 2026/1149 af 26. maj 2026 om ændring af afgørelse (FUSP) 2024/1484 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland

ST/8841/2026/INIT

EUT L, 2026/1149, 26.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1149/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1149/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1149

26.5.2026

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2026/1149

af 26. maj 2026

om ændring af afgørelse (FUSP) 2024/1484 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 27. maj 2024 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2024/1484 (1).

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse (FUSP) 2024/1484 bør de i nævnte afgørelse fastsatte restriktive foranstaltninger forlænges indtil den 28. maj 2027.

(3)

Rådet finder, at de identificerende oplysninger og begrundelsen for syv fysiske personer bør ændres.

(4)

Afgørelse (FUSP) 2024/1484 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse (FUSP) 2024/1484 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 11, stk. 1, ændres datoen »28. maj 2026« til »28. maj 2027«.

2)

Bilaget ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2026.

På Rådets vegne

M. RAOUNA

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2024/1484 af 27. maj 2024 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Rusland (EUT L, 2024/1484, 27.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/1484/oj).


BILAG

I bilaget til afgørelse (FUSP) 2024/1484 erstattes punkt 1, 2, 3, 12, 13, 36 og 43 under overskriften »A. Fysiske personer« af følgende tilsvarende punkter:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Dato for opførelse

»1.

Nikolai Pavlovich DUBOVIK

(Николай Павлович ДУБОВИК)

Stilling: konstitueret dommer ved Den Russiske Føderations højesteret

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Fødselsdato: 23.4.1956

Nikolai Pavlovich Dubovik er konstitueret dommer ved Den Russiske Føderations højesteret. I sin stilling afviste han at overveje Aleksej Navalnyjs kassationsappel mod dommen i retssagen om »bagvaskelse af en veteran«. Som følge heraf miskrediterede han Aleksej Navalnyj politisk før folkeafstemningen om forfatningen i 2020 i Rusland.

Nikolai Pavlovich Dubovik er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland ved at krænke menings- og ytringsfriheden.

27.5.2024

2.

Eduard Borisovich ERDYNIEV

(Эдуард Борисович ЭРДЫНИЕВ)

Stilling: konstitueret dommer ved Den Russiske Føderations højesteret

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Fødselsdato: 16.3.1964

Eduard Borisovich Erdyniev er konstitueret dommer ved Den Russiske Føderations højesteret. I sin stilling afviste han at overveje Aleksej Navalnyjs kassationsappel mod afgørelsen om at erstatte den betingede dom med en ubetinget dom. Derfor blev Aleksej Navalnyj kendt skyldig og blev flere år senere fængslet i en højsikkerhedsstraffekoloni for at forhindre ham i at udføre politiske aktiviteter.

Eduard Borisovich Erdyniev er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland ved at krænke menings- og ytringsfriheden.

27.5.2024

3.

Andrey Vladimirovich FEDOROV

(Андрей Владимирович ФЕДОРОВ/ФЁДОРОВ)

Stilling: viceformand for Kirovsky distriktsret i Tomsk

dommer ved Kirovsky distriktsret i byen Tomsk

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Andrey Vladimirovich Fedorov er en russisk dommer, der arbejder ved Kirovsky distriktsret i byen Tomsk. I sin stilling afviste han klagen over passiviteten hos embedsmændene i Den Russiske Føderations undersøgelseskomité i Tomsk Oblast vedrørende forgiftningen af Aleksej Navalnyj. Hans afgørelse førte til fængsling af Aleksej Navalnyj.

Han er blevet forfremmet til viceformand for Kirovsky distriktsret i Tomsk.

Andrey Vladimirovich Fedorov er derfor ansvarlig for aktiviteter, der alvorligt underminerer retsstaten i Rusland.

27.5.2024

12.

Sergey Vladimirovich BLINOV

(Сергей Владимирович БЛИНОВ)

Stilling: formand for Slobodskoy distriktsret i Kirovregionen

tidligere dommer ved Leninsky distriktsret i Kirov

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Fødselsdato: 1978

Sergey Vladimirovich Blinov var dommer ved Leninsky distriktsret i Kirov.

I 2013 idømte han Aleksej Navalnyj fem års fængsel og forretningsmanden Pyotr Ofitserov fire års fængsel for underslæb i den politisk motiverede retssag i »Kirovlessagen«. Desuden blev de hver især idømt en bøde på 500 000 rubler.

Sergey Vladimirovich Blinov er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland ved at krænke menings- og ytringsfriheden.

Han er i øjeblikket formand for Slobodskoy distriktsret i Kirovregionen.

27.5.2024

13.

Evgeny Vladimirovich BORISOV

(Евгений Владимирович БОРИСОВ)

Stilling: dommer ved Nikulinsky distriktsret i Moskva

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Fødselsdato: 13.3.1984

Evgeny Vladimirovich Borisov er dommer ved Nikulinsky distriktsret i Moskva.

I 2015 gav han virksomheden Kirovles medhold i kravet om at få 16 mio. rubler tilbage fra Aleksej Navalnyj og to andre sagsøgte i den politisk motiverede »Kirovlessag«.

Evgeny Vladimirovich Borisov er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland ved at krænke menings- og ytringsfriheden.

27.5.2024

36.

Denis Gennadievich POPOV

(Денис Геннадьевич ПОПОВ)

Stilling: Den Russiske Føderations viceminister for civilforsvar, nødsituationer og eliminering af følgerne af naturkatastrofer

tidligere anklager i Moskva

Fødselsdato: 12.1.1972

Fødested: Sverdlovsk

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Skatteregistreringsnummer: 770970517335

Denis Popov var anklager i Moskva. Han blev udpeget af præsident Putin i 2019. Denis Popov var ansvarlig for at tilrettelægge statens anklage mod Alexei Navalny og andre oppositionsledere og politiske aktivister i Moskva. Han førte direkte tilsyn med, at organisationer oprettet af Alexei Navalny til støtte for sine politiske aktiviteter blev anerkendt som ekstremistiske strukturer.

Denis Popov er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser eller misbrug af menneskerettighederne eller for undertrykkelse af civilsamfundet og den demokratiske opposition og for aktiviteter, der i alvorlig grad undergraver retsstaten i Rusland.

Han er i øjeblikket Den Russiske Føderations viceminister for civilforsvar, nødsituationer og eliminering af følgerne af naturkatastrofer.

20.5.2025

43.

Ekaterina Feliksovna TIAMINA

(Екатерина Феликсовна ТЯМИНА)

Stilling: dommer ved byretten i Skt. Petersborg

tidligere dommer ved Kalininsky distriktsret i Skt. Petersborg

Nationalitet: russisk

Køn: kvinde

Som dommer ved distriktsretten i Kalininsky i Skt. Petersborg idømte Ekaterina Tiamina Ioann Kurmoyarov, en blogger og præst, tre års fængsel på grundlag af politisk motiverede anklager om at sprede såkaldte »falske nyheder« om den russiske hær. Ioann Kurmoyarov blev arresteret for at offentliggøre videoindhold på forskellige sociale medieplatforme, hvor han kritiserede Ruslands angrebskrig mod Ukraine med udgangspunkt i kristen pacifisme og ortodoks teologi.

Ekaterina Tiamina har også forlænget indespærringen af Viktoria Petrova, en leder, på grundlag af politisk motiverede anklager om at sprede såkaldte »fake news« om den russiske hær. Viktoria Petrova blev arresteret for at dele antikrigsvideoer på YouTube såsom materiale fra Maksim Kants, Aleksandr Nevzorov og Ukraines præsident Zelensky på sin personlige VK-side.

Ekaterina Tiamina er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af retten til menings- og ytringsfrihed, for undertrykkelse af civilsamfundet og for aktiviteter, der i alvorlig grad undergraver retsstaten i Rusland.

Hun er i øjeblikket dommer ved byretten i Skt. Petersborg.

20.5.2025«.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1149/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top