This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32026D1080
Council Decision (EU) 2026/1080 of 21 April 2026 on the conclusion, on behalf of the European Union, of the Council of Europe Framework Convention on Artificial Intelligence and Human Rights, Democracy and the Rule of Law
Rådets afgørelse (EU) 2026/1080 af 21. april 2026 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet
Rådets afgørelse (EU) 2026/1080 af 21. april 2026 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet
ST/11361/2025/INIT
EUT L, 2026/1080, 13.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1080/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1080/oj
|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/1080 |
13.5.2026 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2026/1080
af 21. april 2026
om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), nr. v),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/2218 (2) blev Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (»konventionen«) undertegnet den 5. september 2024 på Den Europæiske Unions vegne med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt. |
|
(2) |
Konventionen fastsætter generelle principper og forpligtelser, som parterne i konventionen skal overholde for at sikre beskyttelsen af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i forbindelse med aktiviteter inden for livscyklussen for systemer med kunstig intelligens (AI). |
|
(3) |
Den 13. juni 2024 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 16 og 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689 (3), som indeholder generelt fuldt harmoniserede regler for markedsføring, ibrugtagning og anvendelse af AI-systemer i Unionen. Disse regler finder direkte anvendelse i medlemsstaterne, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat i nævnte forordning. Konventionen skal gennemføres i Unionen udelukkende gennem forordning (EU) 2024/1689 og anden relevant gældende EU-ret, hvor det er relevant. |
|
(4) |
Aktiviteter inden for AI-systemers livscyklus i forbindelse med beskyttelse af nationale sikkerhedsinteresser er udelukket fra konventionens anvendelsesområde. Forordning (EU) 2024/1689, som vil være den primære EU-retsakt til gennemførelse af konventionen, udelukker også AI-systemer, der bringes i omsætning, ibrugtages eller anvendes med eller uden ændring til formål, der udelukkende vedrører national sikkerhed, og output fra AI-systemer, der anvendes i Unionen udelukkende til sådanne formål, uanset hvilken type enhed der udfører disse aktiviteter. Desuden forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar som fastsat i artikel 4, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Den holdning, som Unionen skal give udtryk for på den partskonference, der er oprettet ved konventionen, bør derfor respektere ovennævnte grænser. Kommissionen bør navnlig afholde sig fra at drøfte eller indtage nogen holdning til aktiviteter inden for AI-systemers livscyklus i forbindelse med beskyttelse af nationale sikkerhedsinteresser på partskonferencens møder. |
|
(5) |
Da konventionens personelle og materielle anvendelsesområde og dens materielle bestemmelser i vidt omfang falder sammen med forordning (EU) 2024/1689, som suppleres af anden relevant EU-ret, kan indgåelsen af konventionen berøre fælles EU-regler eller ændre deres anvendelsesområde jf. artikel 3, stk. 2, i TEUF. En sådan anden relevant gældende EU-ret omfatter retsakter, der har til formål at gennemføre de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, såsom EU-lovgivningen om ikkeforskelsbehandling, herunder Rådets direktiv 2000/43/EF (4) og 2000/78/EF (5), gældende EU-ret om beskyttelse af personoplysninger, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6) og (EU) 2022/2065 (7), der har til formål at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, hvor de grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytringsfrihed og retten til at modtage og videregive oplysninger, respekteres, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/900 (8) og produktsikkerhedslovgivning og lovgivning om produktansvar, herunder Rådets direktiv 85/374/EØF (9). Unionen har derfor ekstern enekompetence til at indgå konventionen. Derfor bør kun Unionen blive part i konventionen. |
|
(6) |
Partskonferencen vil spille en vigtig rolle i den effektive gennemførelse af konventionen, herunder ved at fremsætte specifikke anbefalinger med hensyn til dens fortolkning og anvendelse. Partskonferencen vil også overveje eventuelle ændringer af konventionen. I overensstemmelse med artikel 218, stk. 9, i TEUF bør Rådet på forslag af Kommissionen vedtage afgørelser om fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne på partskonferencen, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, navnlig partskonferencens forretningsorden. Ved forhandlingen af denne forretningsorden, som skal vedtages ved konsensus senest 12 måneder efter konventionens ikrafttræden, vil Unionen bestræbe sig på at sikre et resultat, der tildeler den 27 stemmer, hvilket afspejler antallet af medlemsstater. Hvis Unionen tildeles 27 stemmer, bør Kommissionen, der repræsenterer Unionen, sikre øget koordinering med medlemsstaterne for at udtrykke ensartede holdninger ved partskonferencen og udøve sin stemmeret på Unionens vegne. En sådan øget koordinering er særlig relevant, eftersom alle medlemsstater også er medlemmer af Europarådet, og under hensyntagen til den hastigt skiftende karakter af AI samt behovet for at have en sammenhængende globalt gældende ramme på området. Med henblik på at sikre øget koordinering bør Rådet inddrages i formuleringen af enhver holdning, uanset dens art, herunder holdninger på grundlag af artikel 16, stk. 1, i TEU og artikel 218, stk. 9, i TEUF. Hvis Unionen, selv om den har gjort sit bedste, ikke er i stand til at opnå en tildeling på 27 stemmer, bør Kommissionen for at sikre, at Unionen har et antal stemmer, der afspejler dens indflydelse i Europarådet og giver den mulighed for på passende vis at forsvare sine interesser, foreslå, at medlemsstaterne i henhold til artikel 2, stk. 1, i TEUF og under fuld overholdelse af Unionens enekompetence bemyndiges til at tiltræde konventionen sammen med Unionen. |
|
(7) |
Kommissionen vil opfordre hver medlemsstat til at sende en repræsentant, der skal ledsage Kommissionens repræsentation som en del af Unionens delegation, til partskonferencens møder. Princippet om loyalt samarbejde skal respekteres. |
|
(8) |
For så vidt angår enhver anden aftale, der måtte blive indgået i fremtiden i Europarådets regi eller i andre internationale fora, herunder inden for AI, og for så vidt angår enhver ændring af konventionen bør opdelingen af eksterne kompetencer mellem Unionen og medlemsstaterne vurderes i lyset af hvert af disse instrumenters særlige karakteristika. Det er yderst vigtigt, at Unionen og dens medlemsstater fortsat kan spille deres direkte og aktive rolle med hensyn til at udtrykke Unionens stemme og forsvare dens interesser på en konsekvent og koordineret måde i fuld overensstemmelse med traktaterne. |
|
(9) |
Konventionen og de erklæringer, der er knyttet til denne afgørelse, bør godkendes på Unionens vegne – |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (»konventionen«) godkendes herved på Den Europæiske Unions vegne (10).
Artikel 2
De erklæringer, der skal forelægges Europarådets generalsekretær, og som er knyttet til denne afgørelse, godkendes herved på Unionens vegne.
Artikel 3
Konventionen gennemføres i Unionen udelukkende gennem forordning (EU) 2024/1689, og anden relevant gældende EU-ret, hvor det er relevant.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Luxembourg, den 21. april 2026.
På Rådets vegne
K. KALLAS
Formand
(1) Godkendelse af 11.3.2026 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) Rådets afgørelse (EU) 2024/2218 af 28. august 2024 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Europarådets rammekonvention om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (EUT L, 2024/2218, 4.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2218/oj).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689 af 13. juni 2024 om harmoniserede regler for kunstig intelligens og om ændring af forordning (EF) nr. 300/2008, (EU) nr. 167/2013, (EU) nr. 168/2013, (EU) 2018/858, (EU) 2018/1139 og (EU) 2019/2144 samt direktiv 2014/90/EU, (EU) 2016/797 og (EU) 2020/1828 (forordningen om kunstig intelligens) (EUT L, 2024/1689, 12.7.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1689/oj).
(4) Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2000/43/oj).
(5) Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2000/78/oj).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/679/oj).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT L 277 af 27.10.2022, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2022/2065/oj).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/900 af 13. marts 2024 om gennemsigtighed og målretning i forbindelse med politisk reklame (EUT L, 2024/900, 20.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/900/oj).
(9) Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT L 210 af 7.8.1985, s. 29, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/1985/374/oj).
(10) Teksten til konventionen er offentliggjort i EUT L, 2026/1081, 13.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2026/1081/oj.
BILAG
Den Europæiske Unions erklæringer
1. Den Europæiske Unions erklæring om anvendelsesområdet for så vidt angår private aktører i henhold til konventionens artikel 3, stk. 1, litra b)
Unionen minder om forpligtelsen i henhold til konventionens artikel 3, stk. 1, litra b), til at imødegå risici og virkninger, der opstår som følge af private aktørers aktiviteter inden for livscyklussen for systemer med kunstig intelligens, i det omfang de ikke er omfattet af nævnte bestemmelses litra a), på en måde, der er i overensstemmelse med konventionens genstand og formål, og erklærer, at den vil anvende de principper og forpligtelser, der er fastsat i konventionens kapitel II-VI, på private aktørers aktiviteter, der bringer systemer med kunstig intelligens i omsætning, gør dem tilgængelige og anvender dem i Den Europæiske Union, gennem gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1689 af 13. juni 2024 om harmoniserede regler for kunstig intelligens og om ændring af forordning (EF) nr. 300/2008, (EU) nr. 167/2013, (EU) nr. 168/2013, (EU) 2018/858, (EU) 2018/1139 og (EU) 2019/2144 samt direktiv 2014/90/EU, (EU) 2016/797 og (EU) 2020/1828 (»forordningen om kunstig intelligens«). Anden relevant EU-ret kan også finde anvendelse på disse aktiviteter og bidrage til gennemførelsen af konventionens principper og forpligtelser.
2. Den Europæiske Unions erklæring om det territoriale anvendelsesområde i henhold til konventionens artikel 32, stk. 1
I henhold til konventionens artikel 32, stk. 1, erklærer Unionen, at rammekonventionen om kunstig intelligens og menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet, hvad angår Unionens kompetence, finder anvendelse på de områder, hvor EU-traktaterne anvendes i henhold til artikel 52 i traktaten om Den Europæiske Union og på de betingelser, der er fastsat i bl.a. artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1080/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)