Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026D1032

Kommissionens afgørelse (EU) 2026/1032 af 23. april 2026 om overensstemmelsen mellem præstationsmålene i det reviderede udkast til præstationsplan, der er forelagt af Grækenland i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004, og de unionsdækkende præstationsmål i det fælles europæiske luftrums præstations- og afgiftsordnings fjerde referenceperiode (meddelt under nummer C(2026)2556)

C/2026/2556

EUT L, 2026/1032, 18.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1032/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1032/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1032

18.5.2026

KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2026/1032

af 23. april 2026

om overensstemmelsen mellem præstationsmålene i det reviderede udkast til præstationsplan, der er forelagt af Grækenland i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004, og de unionsdækkende præstationsmål i det fælles europæiske luftrums præstations- og afgiftsordnings fjerde referenceperiode

(meddelt under nummer C(2026)2556)

(Kun den græske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (»rammeforordningen«) (1), særlig artikel 11, stk. 3, litra c),

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/2803 af 23. oktober 2024 om gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum (2), særlig artikel 58, stk. 3,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 af 11. februar 2019 om oprettelse af en præstations- og afgiftsordning for det fælles europæiske luftrum og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013 (3), særlig artikel 15, stk. 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

GENERELLE BETRAGTNINGER

(1)

I henhold til artikel 11 i forordning (EF) nr. 549/2004 skal medlemsstaterne på nationalt plan eller på de funktionelle luftrumsblokkes plan udarbejde planer, herunder med præstationsmål, for hver referenceperiode under præstations- og afgiftsordningen for luftfartstjenester og netfunktioner. Planerne skal omfatte lokale præstationsmål, der er i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for den pågældende referenceperiode.

(2)

Den 12. juni 2024 vedtog Kommissionen unionsdækkende præstationsmål for den fjerde referenceperiode (»RP4«, 2025-2029). Disse unionsdækkende præstationsmål blev fastsat i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1688 (4).

(3)

Den 1. oktober 2024 forelagde Grækenland Kommissionen et udkast til præstationsplan for RP4. Efter Kommissionens kontrol af fuldstændigheden af udkastet til præstationsplan forelagde Grækenland et ajourført udkast til præstationsplan (»udkastet til præstationsplan«) den 15. november 2024.

(4)

Kommissionen konstaterede, at de kapacitetsmål, som Grækenland har fastsat i udkastet til præstationsplan, ikke opfylder de vurderingskriterier, der er fastsat i punkt 1.3 i bilag IV til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, og at de omkostningseffektivitetsmål, der er fastsat for Grækenlands overflyvningsafgiftszone, ikke opfylder de vurderingskriterier, der er fastsat i punkt 1.4 i bilag IV til nævnte gennemførelsesforordning. Kommissionen konkluderede derfor, at de kapacitets- og omkostningseffektivitetsmål, der indgår i udkastet til præstationsplan, ikke er i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for RP4, og underrettede den 16. maj 2025 Grækenland herom ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 (5). I nævnte afgørelse fremsatte Kommissionen henstillinger til Grækenland med henblik på at sikre overensstemmelse mellem landets præstationsmål og de unionsdækkende præstationsmål for RP4.

(5)

Den 7. august 2025 forelagde Grækenland et revideret udkast til præstationsplan for RP4 for Kommissionen til vurdering. Efter kontrollen af planens fuldstændighed forelagde Grækenland en ajourført udgave af det reviderede udkast til præstationsplan (»det reviderede udkast til præstationsplan«) den 3. oktober 2025.

(6)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen vurderet overensstemmelsen for så vidt angår de lokale præstationsmål i det reviderede udkast til præstationsplan ud fra vurderingskriterierne i punkt 1 i bilag IV til nævnte gennemførelsesforordning under hensyntagen til lokale forhold, når det var relevant.

(7)

Kommissionen har suppleret sin vurdering af det reviderede udkast til præstationsplan med en gennemgang af de elementer, der er fastsat i punkt 2 i bilag IV til nævnte gennemførelsesforordning. Fordelingen af omkostninger mellem overflyvnings- og tårn- og indflyvningskontroltjenester, jf. punkt 2.1, litra d), nr. vii), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317, er imidlertid genstand for en særskilt vurdering, som Kommissionen skal foretage på grundlag af supplerende oplysninger modtaget fra Grækenland i december 2025. Derfor har Kommissionen på nuværende tidspunkt ikke draget konklusioner om, hvorvidt denne omkostningsfordelingsmetode er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, litra e) og f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 (6) og artikel 22, stk. 5, i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(8)

Det præstationsvurderingsorgan, som bistår Kommissionen med gennemførelsen af præstations- og afgiftsordningerne, jf. artikel 13, stk. 2, i forordning (EU) 2024/2803, har forelagt Kommissionen sin udtalelse om præstationsmålene i Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan for så vidt angår disse måls overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål. Konklusionerne i denne afgørelse bygger på den detaljerede tekniske vurdering i præstationsvurderingsorganets udtalelse (7).

KOMMISSIONENS VURDERING

Vurdering af flyvesikkerhedsmålene

(9)

På det centrale præstationsområde flyvesikkerhed er overensstemmelsen for så vidt angår målene i det reviderede udkast til præstationsplan blevet vurderet i overensstemmelse med punkt 1.1 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(10)

Grækenland har foreslået følgende præstationsmål for det centrale præstationsområde flyvesikkerhed med hensyn til effektiviteten af flyvesikkerhedsforvaltningen, fordelt på flyvesikkerhedsforvaltningsmål og udtrykt som et gennemførelsesniveau:

Grækenland

Mål for effektiviteten af flyvesikkerhedsforvaltningen udtrykt som et gennemførelsesniveau, der spænder fra EASA-niveau A til D

Luftfartstjenesteudøver

Flyvesikkerhedsforvaltningsmål

2025

2026

2027

2028

2029

HASP

Flyvesikkerhedspolitik og -mål

C

C

C

C

C

Styring af flyvesikkerhedsrisici

C

C

C

C

D

Sikring af flyvesikkerheden

C

C

C

C

C

Flyvesikkerhedsfremmende foranstaltninger

C

C

C

C

C

Flyvesikkerhedskultur

C

C

C

C

C

(11)

Kommissionen bemærker, at de præstationsmål for flyvesikkerhed, som Grækenland har foreslået for luftfartstjenesteudøveren »HASP«, svarer til de unionsdækkende sikkerhedsmål for hvert kalenderår fra 2025 til 2029, bortset fra målet om »styring af flyvesikkerhedsrisici«, for hvilket der i 2029 forventes at nå et niveau, der svarer til det unionsdækkende mål.

(12)

Kommissionen bemærker, at det reviderede udkast til præstationsplan indeholder foranstaltninger for HASP med henblik på at nå de lokale flyvesikkerhedsmål, såsom organisatorisk omstrukturering, fremme af flyvesikkerhedskulturen, flere kurser i flyvesikkerhed, forbedring af ordningen for kompetencevurdering af sikkerhedseksperter, øvelse af nødprocedurer og revision af risikokriterier.

(13)

På grundlag af betragtning (10), (11) og (12) bør de lokale flyvesikkerhedsmål i det reviderede udkast til præstationsplan anses for at være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål.

Vurdering af miljømålene og gennemgang af foranstaltningerne til opnåelse heraf

(14)

På det centrale præstationsområde miljø er overensstemmelsen for så vidt angår målene i det reviderede udkast til præstationsplan med hensyn til den gennemsnitlige horisontale overflyvningsflyveeffektivitet for den faktiske bane blevet vurderet ud fra kriteriet i punkt 1.2 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Grækenlands foreslåede miljømål er således blevet sammenholdt med de relevante referenceværdier for horisontal overflyvningsflyveeffektivitet, der er fastsat i planen for forbedring af det europæiske rutenet (»ERNIP«), som er udarbejdet i overensstemmelse med bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/123 (8), og som forelå på tidspunktet for vedtagelsen af de unionsdækkende præstationsmål for RP4, dvs. den 2. juli 2024.

(15)

De miljøpræstationsmål, som Grækenland har foreslået for RP4, og de tilsvarende nationale referenceværdier for RP4 fra ERNIP, udtrykt som den gennemsnitlige horisontale overflyvningsflyveeffektivitet for den faktiske bane, er følgende:

Grækenland

2025

2026

2027

2028

2029

Mål for det centrale præstationsområde miljø udtrykt som den gennemsnitlige horisontale overflyvningsflyveeffektivitet for den faktiske bane

2,11  %

2,08  %

2,03  %

1,97  %

1,93  %

Referenceværdier

2,11  %

2,08  %

2,03  %

1,97  %

1,93  %

(16)

Kommissionen bemærker, at de miljømål, som Grækenland har forelagt, svarer til de tilsvarende nationale referenceværdier for hvert år i RP4. På det grundlag bør målene i det reviderede udkast til præstationsplan anses for at være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for det centrale præstationsområde miljø.

(17)

I overensstemmelse med punkt 2.1, litra a), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen ud over vurderingen af Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan foretaget en gennemgang af foranstaltningerne til opnåelse af planens miljømål.

(18)

Kommissionen bemærker, at Grækenland i det reviderede udkast til præstationsplan har fremlagt foranstaltninger til opnåelse af de lokale miljømål, som omfatter indkøb af et nyt lufttrafikstyringssystem (ATM) og gennemførelse af luftrummet med fri ruteføring på tværs af landegrænser med nabolande.

(19)

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 anførte Kommissionen, at Grækenland bør forbedre foranstaltningerne til opnåelse af miljømålene for RP4, herunder ved at forpligte sig til alle de operationelle foranstaltninger, der er fastsat i ERNIP og fremskynde implementeringen af luftrum med fri ruteføring på tværs af grænserne.

(20)

Kommissionen bemærker, at Grækenland i sit reviderede udkast til præstationsplan har forpligtet sig til yderligere to operationelle foranstaltninger, der er fastsat i ERNIP, i forhold til udkastet til præstationsplan, der blev forelagt i 2024. Disse operationelle foranstaltninger vedrører gennemførelsen af et forbedret luftrum med fri ruteføring på tværs af landegrænser med nabolande. Kommissionen hilser denne yderligere forpligtelse, som Grækenland har påtaget sig i det reviderede udkast til præstationsplan, velkommen, men gentager også sin opfattelse, som anført i gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040, nemlig at Grækenland bør forpligte sig til at gennemføre alle de operationelle foranstaltninger, der er fastsat i ERNIP. Kommissionen opfordrer Grækenland til at tage denne observation op til fornyet overvejelse i forbindelse med vedtagelsen af landets endelige præstationsplan i henhold til artikel 16, litra a), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

Vurdering af kapacitetsmålene og gennemgang af foranstaltningerne til opnåelse heraf

(21)

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 konkluderede Kommissionen, at de overflyvningskapacitetsmål, der indgik i det udkast til præstationsplan, som Grækenland forelagde i 2024, ikke var i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål. Grækenland har i sit reviderede udkast til præstationsplan foreslået reviderede overflyvningskapacitetsmål.

(22)

De reviderede overflyvningskapacitetsmål, som Grækenland har foreslået for RP4, udtrykt i minutters ATFM-forsinkelse pr. flyvning, samt de tilsvarende referenceværdier fra netoperationsplanen er følgende:

Grækenland

2025

2026

2027

2028

2029

Reviderede mål for det centrale præstationsområde kapacitet udtrykt i minutters ATFM-forsinkelse pr. flyvning

0,34

0,25

0,19

0,16

0,16

Referenceværdier

0,34

0,25

0,19

0,16

0,16

(23)

Overensstemmelsen af Grækenlands reviderede kapacitetsmål er blevet vurderet på grundlag af kriteriet i punkt 1.3 i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Grækenlands foreslåede kapacitetsmål er således blevet sammenholdt med de relevante referenceværdier, der er fastsat i den netoperationsplan, som er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 9 i gennemførelsesforordning (EU) 2019/123, og som forelå på tidspunktet for vedtagelsen af de unionsdækkende præstationsmål for RP4, dvs. den 2. juli 2024.

(24)

Kommissionen bemærker, at de reviderede kapacitetsmål, som Grækenland har forelagt, svarer til de tilsvarende nationale referenceværdier for hvert år i RP4.

(25)

I overensstemmelse med punkt 2.1, litra a), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen ud over vurderingen af Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan foretaget en gennemgang af foranstaltningerne til opnåelse af planens kapacitetsmål.

(26)

Grækenland har i det reviderede udkast til præstationsplan fremlagt foranstaltninger til opnåelse af kapacitetsmålene, navnlig med hensyn til indførelsen af et nyt ATM-system og uddannelsen og rekrutteringen af nye flyveledere. Kommissionen bemærker, at Grækenland i sit reviderede udkast til præstationsplan har forklaret, at det i denne plan har medtaget alle relevante foranstaltninger til opnåelse af sine kapacitetsmål for RP4. Præstationsvurderingsorganet har imidlertid i sin udtalelse om vurderingen af Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan givet udtryk for tvivl om, hvorvidt de foranstaltninger, som Grækenland har fremlagt, er tilstrækkelige til, at kapacitetsmålene faktisk kan nås. Præstationsvurderingsorganet angav derfor, at det nøje vil overvåge opnåelsen af kapacitetsmålene og Grækenlands rettidige og korrekte gennemførelse af de planlagte kapacitetsforbedringsforanstaltninger for RP4.

(27)

Kommissionen bemærker, at Grækenland i det reviderede udkast til præstationsplan har fastsat en yderligere central præstationsindikator (»KPI«) og dertilhørende yderligere præstationsmål inden for det centrale præstationsområde kapacitet i overensstemmelse med artikel 8, stk. 4, og artikel 10, stk. 3, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/317. Denne yderligere KPI vedrører den rettidige opfyldelse af milepælene for gennemførelsen af visse nye investeringer i anlægsaktiver, som er afgørende for at øge luftrumskapaciteten. Grækenland har også i overensstemmelse med artikel 11, stk. 4, i nævnte gennemførelsesforordning indført en incitamentsordning af økonomisk karakter for at understøtte opnåelsen af de yderligere kapacitetsmål, der er omhandlet i denne betragtning.

(28)

Med henvisning til betragtning (27) ser Kommissionen positivt på de yderligere kapacitetsmål og den dermed forbundne økonomiske incitamentsordning, som Grækenland har fastsat i det reviderede udkast til præstationsplan. Kommissionen finder, at de økonomiske incitamenter, der i denne henseende er fastsat for luftfartstjenesteudøveren, er berettigede og forholdsmæssige i lyset af, hvor afgørende det er, at de kapacitetsrelaterede investeringer, der er fastsat i det reviderede udkast til præstationsplan, gennemføres rettidigt og på ordnet vis.

(29)

Alt i alt finder Kommissionen på grundlag af de konklusioner, der er anført i betragtning (22) til (28), at Grækenland i tilstrækkelig grad har fulgt henstillingerne i artikel 2 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 med hensyn til at revidere landets overflyvningskapacitetsmål. Kommissionen konkluderer derfor, at de reviderede kapacitetsmål, som Grækenland har medtaget i det reviderede udkast til præstationsplan, og som der henvises til i betragtning (22), bør anses for at være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for RP4.

(30)

Kommissionen finder dog på baggrund af de bemærkninger fra præstationsvurderingsorganet, der henvises til i betragtning (26), samt den manglende gennemførelse af planlagte investeringer i Grækenlands præstationsplan for RP3, jf. betragtning 87 i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040, at Grækenland bør iværksætte yderligere foranstaltninger for at nå sine overflyvningskapacitetsmål for RP4. Kommissionen opfordrer endvidere Grækenland til at fremskynde gennemførelsen af alle de kapacitetsforbedringsforanstaltninger, der allerede er fastsat i det reviderede udkast til præstationsplan, og til nøje og regelmæssigt at overvåge, at disse foranstaltninger gennemføres rettidigt. Kommissionen finder, at Grækenland gennem denne overvågningsproces bør håndtere enhver risiko for forsinkelser i gennemførelsen af de kapacitetsforbedringsforanstaltninger, der er fastsat i det reviderede udkast til præstationsplan.

Vurdering af kapacitetsmålene for tårn- og indflyvningskontroltjenester

(31)

I overensstemmelse med punkt 2.1, litra b), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen vurderet kapacitetspræstationsmålene for tårn- og indflyvningskontroltjenester i Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan for så vidt angår lufthavne som omhandlet i nævnte gennemførelsesforordnings artikel 1, stk. 3 og 4. Det blev konstateret, at målene ikke giver anledning til bekymring.

Vurdering af omkostningseffektivitetsmålene

(32)

Kommissionen konkluderede i gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040, at de foreslåede omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester i Grækenlands udkast til præstationsplan, der blev forelagt i 2024, ikke var i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål. Grækenland har foreslået reviderede omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester i sit reviderede udkast til præstationsplan.

(33)

Tabellen nedenfor viser de reviderede omkostningseffektivitetsmål, som Grækenland har foreslået i det reviderede udkast til præstationsplan.

Grækenlands overflyvningsafgiftszone

Referenceværdi 2019

Referenceværdi 2024

2025

2026

2027

2028

2029

Reviderede omkostningseffektivitetsmål udtrykt som fastlagt enhedsomkostning (i real værdi i 2022-priser)

26,93  EUR

22,28  EUR

22,99  EUR

22,10  EUR

21,57  EUR

23,38  EUR

24,14  EUR

(34)

Kommissionen bemærker, at Grækenland har revideret sine lokale omkostningseffektivitetsmål for hvert år i RP4, hvilket sammenlignet med det udkast til præstationsplan, der blev forelagt i 2024, resulterer i en nedsættelse af den fastlagte enhedsomkostning (»DUC«) for hvert år i RP4. Desuden har Grækenland også ajourført DUC-referenceværdierne for 2019 og 2024. Kommissionen bemærker, at Grækenlands revision af referenceværdien for 2019 imødekommer Kommissionens konstatering i betragtning 92 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 vedrørende konstaterede justeringer af denne referenceværdi uden tilstrækkelig begrundelse. Kommissionen finder derfor, at den reviderede referenceværdi for 2019, der er fastsat i det reviderede udkast til præstationsplan, er korrekt beregnet og tilstrækkeligt begrundet.

(35)

Faldet i DUC, der er nævnt i betragtning (34), skyldes hovedsagelig de ajourførte trafikantagelser for RP4, som Grækenland har anvendt i overensstemmelse med basisprognosen fra Eurocontrols STATFOR for trafik fra februar 2025. Antallet af overflyvningstjenesteenheder, der er anslået i det reviderede udkast til præstationsplan for hvert år i RP4, fremgår af tabellen nedenfor.

Grækenlands overflyvningsafgiftszone

2025

2026

2027

2028

2029

Opdateret trafikprognose udtrykt i overflyvningstjenesteenheder i tusinder

8 274

8 571

8 790

9 010

9 180

(36)

Grækenlands reviderede fastlagte omkostninger for RP4, udtrykt i real værdi i 2022-priser (»EUR2022«), fremgår af nedenstående tabel.

Grækenlands overflyvningsafgiftszone

2025

2026

2027

2028

2029

Reviderede fastlagte omkostninger udtrykt i real værdi i 2022-priser

EUR 190  mio.

EUR 189  mio.

EUR 190  mio.

EUR 211  mio.

EUR 222  mio.

(37)

Kommissionen har vurderet overensstemmelsen af de reviderede omkostningseffektivitetsmål, som Grækenland har foreslået, ud fra kriterierne i punkt 1.4, litra a), b) og c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317.

(38)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra a), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at DUC-tendensen for overflyvningstjenester på afgiftszoneniveau på + 1,6 % i RP4 underpræsterer sammenholdt med den unionsdækkende tendens på – 1,2 % i samme periode.

(39)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra b), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at den langsigtede DUC-tendens for overflyvningstjenester på afgiftszoneniveau i løbet af tredje referenceperiode og RP4 på – 1,2 % overpræsterer sammenholdt med den unionsdækkende tendens på – 1,0 % i samme periode.

(40)

Med hensyn til kriteriet i punkt 1.4, litra c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 bemærker Kommissionen, at Grækenlands DUC-referenceværdi for Grækenlands overflyvningszone på 22,28 EUR i EUR2022 er 45,0 % højere end den gennemsnitlige referenceværdi på 40,54 EUR i EUR2022 for den relevante sammenligningsgruppe, jf. artikel 7, litra c), i gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1688.

(41)

Som anført i betragtning (39) og (40), er det klart, at Grækenlands langsigtede DUC-tendens overpræsterer sammenholdt med den tilsvarende unionsdækkende tendens, og at Grækenlands referenceværdi for 2024 er betydeligt lavere end den gennemsnitlige referenceværdi for den relevante sammenligningsgruppe. Kommissionen finder derfor, at afvigelsen fra den langsigtede unionsdækkende DUC-tendens for RP4, jf. betragtning (38), ikke udelukker, at Grækenlands præstationsmål for omkostningseffektivitet kan være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for omkostningseffektivitet.

(42)

På grundlag af betragtning (33)-(41) finder Kommissionen, at Grækenland i tilstrækkelig grad har efterkommet henstillingerne i artikel 3 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 med hensyn til revisionen af landets lokale præstationsmål for omkostningseffektivitet. Kommissionen konkluderer derfor, at Grækenlands reviderede omkostningseffektivitetsmål i det reviderede udkast til præstationsplan bør anses for at være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for RP4.

Vurdering af omkostningseffektivitetsmålene for tårn- og indflyvningskontroltjenester

(43)

I overensstemmelse med punkt 2.1, litra c), i bilag IV til gennemførelsesforordning (EU) 2019/317 har Kommissionen vurderet præstationsmålene for omkostningseffektivitet for tårn- og indflyvningskontroltjenester i Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan for så vidt angår lufthavne som omhandlet i nævnte gennemførelsesforordnings artikel 1, stk. 3 og 4. Det blev konstateret, at målene ikke giver anledning til bekymring.

KONKLUSION

(44)

På baggrund af ovenstående har Kommissionen konstateret, at præstationsmålene i Grækenlands reviderede udkast til præstationsplan er i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for RP4 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Præstationsmålene i det reviderede udkast til præstationsplan, som Grækenland har forelagt for den fjerde referenceperiode (»RP4«), og som er opført i bilaget til nærværende afgørelse, er i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for RP4, der er fastsat ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1688.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Hellenske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. april 2026.

På Kommissionens vegne

Apostolos TZITZIKOSTAS

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/549/oj.

(2)   EUT L, 2024/2803, 11.11.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/2803/oj.

(3)   EUT L 56 af 25.2.2019, s. 1, http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/317/oj.

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1688 af 12. juni 2024 om fastsættelse af unionsdækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnettet for den fjerde referenceperiode fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2029 (EUT L, 2024/1688, 17.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1688/oj).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/1040 af 16. maj 2025 om uoverensstemmelse mellem visse præstationsmål i udkastene til præstationsplaner for den nationale eller funktionelle luftrumsblok forelagt af Belgien, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Frankrig, Letland, Luxembourg, Nederlandene og Slovakiet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 og de unionsdækkende præstationsmål for det fælles europæiske luftrums præstations- og afgiftsordnings fjerde referenceperiode (EUT L, 2025/1040, 23.5.2025, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/1040/oj).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (»luftfartstjenesteforordningen«) (EUT L 96 af 31.3.2004, s. 10, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/550/oj).

(7)  PRB Opinion n° 1-2026 on the assessment of the revised draft performance plans for the fourth reference period (RP4), 28. januar 2026.

(8)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/123 af 24. januar 2019 om detaljerede bestemmelser for gennemførelsen af netfunktioner for lufttrafikstyring (ATM) og om ophævelse af Kommissionens forordning (EU) nr. 677/2011 (EUT L 28 af 31.1.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2019/123/oj).


BILAG

Præstationsmål i det reviderede udkast til præstationsplan forelagt af Grækenland, som anses for at være i overensstemmelse med de unionsdækkende præstationsmål for den fjerde referenceperiode

DET CENTRALE PRÆSTATIONSOMRÅDE FLYVESIKKERHED

Effektiviteten af flyvesikkerhedsforvaltningen

Grækenland

Mål for effektiviteten af flyvesikkerhedsforvaltningen udtrykt som et gennemførelsesniveau, der spænder fra EASA-niveau A til D

Berørt luftfartstjenesteudøver

Flyvesikkerhedsforvaltningsmål

2025

2026

2027

2028

2029

HASP

Flyvesikkerhedspolitik og -mål

C

C

C

C

C

Styring af flyvesikkerhedsrisici

C

C

C

C

D

Sikring af flyvesikkerheden

C

C

C

C

C

Flyvesikkerhedsfremmende foranstaltninger

C

C

C

C

C

Flyvesikkerhedskultur

C

C

C

C

C

DET CENTRALE PRÆSTATIONSOMRÅDE MILJØ

Gennemsnitlig horisontal overflyvningsflyveeffektivitet for den faktiske bane

Grækenland

2025

2026

2027

2028

2029

Mål for det centrale præstationsområde miljø udtrykt som den gennemsnitlige horisontale overflyvningsflyveeffektivitet for den faktiske bane

2,11  %

2,08  %

2,03  %

1,97  %

1,93  %

DET CENTRALE PRÆSTATIONSOMRÅDE KAPACITET

Gennemsnitlig overflyvnings-ATFM-forsinkelse i minutter pr. flyvning

Grækenland

2025

2026

2027

2028

2029

Mål for det centrale præstationsområde kapacitet udtrykt i minutters overflyvnings-ATFM-forsinkelse pr. flyvning

0,34

0,25

0,19

0,16

0,16

DET CENTRALE PRÆSTATIONSOMRÅDE OMKOSTNINGSEFFEKTIVITET

Fastlagte enhedsomkostninger for overflyvningsluftfartstjenester

Grækenlands overflyvningsafgiftszone

Referenceværdi 2019

Referenceværdi 2024

2025

2026

2027

2028

2029

Reviderede omkostningseffektivitetsmål for overflyvningstjenester udtrykt som fastlagt overflyvningsenhedsomkostning (i real værdi i 2022-priser)

26,93  EUR

22,28  EUR

22,99  EUR

22,10  EUR

21,57  EUR

23,38  EUR

24,14  EUR


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1032/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top