(1)

Konventionen angående international civil luftfart (»Chicagokonventionen«), der regulerer den internationale lufttransport, trådte i kraft den 4. april 1947. Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) blev oprettet ved nævnte konvention.

(2)

Alle medlemsstater er kontraherende stater i Chicagokonventionen (»kontraherende stater«) og medlemmer af ICAO, mens Unionen har observatørstatus i visse ICAO-organer. Seks medlemsstater er repræsenteret i ICAO-Rådet.

(3)

I henhold til Chicagokonventionens artikel 54, stk. 1, kan ICAO-Rådet vedtage internationale normer og anbefalede fremgangsmåder (»SARPs«) og optage dem som bilag til Chicagokonventionen.

(4)

ICAO-Rådet skal på sin 237. samling vedtage ændring 20 af bilag 13 — Aircraft Accident and Incident Investigation — til Chicagokonventionen (»ændring 20«).

(5)

Hovedformålet med ændring 20 er at forbedre flyvesikkerheden ved at sikre en høj grad af effektivitet, hurtighed og kvalitet i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser inden for civil luftfart.

(6)

Det europæiske netværk af sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder inden for civil luftfart (ENCASIA), der er oprettet ved artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 996/2010 (1), er ansvarligt for bl.a. at rådgive EU-institutionerne om alle aspekter af udviklingen og gennemførelsen af Unionens politikker for og regulering af sikkerhedsundersøgelser og forebyggelse af havarier og hændelser. ENCASIA har bidraget til udarbejdelsen af forslaget til ændring 20.

(7)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ICAO-Rådet, bør fastlægges, da ændring 20 bliver bindende i henhold til folkeretten i overensstemmelse med Chicagokonventionens artikel 90, litra a), og vil kunne få afgørende indflydelse på EU-retten, navnlig forordning (EU) nr. 996/2010. Anvendelsesområdet for denne afgørelse bør være begrænset til indholdet af ændring 20, for så vidt som dette indhold falder ind under et område, der i vid udstrækning allerede er omfattet af fælles EU-regler. Denne afgørelse bør ikke berøre kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne inden for luftfart.

(8)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på ICAO-Rådets 237. samling eller på en efterfølgende samling til vedtagelsen af ændring 20, bør være at støtte vedtagelsen af ændring 20. Unionens holdning bør udtrykkes af de medlemsstater, der er medlemmer af ICAO-Rådet, og som handler i fællesskab i Unionens interesse.

(9)

I henhold til Chicagokonventionens artikel 38 skal enhver kontraherende stat, der finder det umuligt i alle henseender at overholde en international norm eller procedure, eller at bringe sine egne regler eller praksis i fuld overensstemmelse med en sådan international norm eller procedure efter ændring af sidstnævnte, eller som anser det for nødvendigt at vedtage bestemmelser eller fremgangsmåder, der i visse aspekter afviger fra dem, der er fastsat i den internationale norm, omgående meddele ICAO afvigelserne mellem sin egen praksis og den, der er fastsat i den internationale norm.

(10)

I henhold til Chicagokonventionens artikel 90 træder ethvert bilag, der er omhandlet i Chicagokonventionens artikel 54, eller enhver ændring af et bilag i kraft tre måneder efter, at bilaget eller ændringen er forelagt de kontraherende stater, eller ved udløbet af en sådan længere periode, som ICAO-Rådet måtte fastsætte, medmindre et flertal af de kontraherende stater i mellemtiden giver ICAO-Rådet meddelelse om, at de ikke er indforstået hermed.

(11)

Unionens holdning efter ICAO-Rådets vedtagelse af ændring 20, som vil blive bekendtgjort af ICAO's generalsekretær ved hjælp af ICAO-skrivelsesproceduren, for så vidt som dette indhold falder ind under et område, der allerede i vid udstrækning er omfattet af EU's fælles regler, bør være, at der ikke meddeles afslag på godkendelse, men at ændring 20 overholdes. Hvis EU-lovgivningen afviger fra de nyligt vedtagne SARPs efter den påtænkte anvendelsesdato for de pågældende SARPs, bør der gives meddelelse til ICAO om afvigelse fra de specifikke SARPs. Unionens holdning til en sådan afvigelse, bør fastlægges i et skriftligt dokument, som Kommissionen forelægger Rådet til drøftelse og godkendelse. Denne holdning bør udtrykkes af alle medlemsstater, som handler i fællesskab i Unionens interesse —