Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025R2652

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2025/2652 af 16. oktober 2025 om ændring af delegeret forordning (EU) 2023/2429 for så vidt angår oprindelsesmærkning af frugt og grøntsager med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara

C/2025/6948

EUT L, 2025/2652, 23.12.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/2652/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/2652/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/2652

23.12.2025

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2025/2652

af 16. oktober 2025

om ændring af delegeret forordning (EU) 2023/2429 for så vidt angår oprindelsesmærkning af frugt og grøntsager med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 75, stk. 2, artikel 76, stk. 4, og artikel 89, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved artikel 75, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om handelsnormer for sektorerne eller produkterne omfattet heraf samt dispensationer og undtagelser fra sådanne normer med det formål at foretage tilpasning til stadigt skiftende markedsforhold, til udvikling i forbrugernes efterspørgsel, til udvikling i relevante internationale standarder og at undgå, at der opstår hindringer for produktinnovationen.

(2)

Ved artikel 89, litra a), i forordning (EU) nr. 1308/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om betingelserne for, hvornår importerede produkter anses for at have et tilsvarende niveau af overensstemmelse med EU's handelsnormer, og betingelserne for, hvornår der kan gives dispensation fra artikel 74 i nævnte forordning, for at tage hensyn til de særlige forhold i handelen mellem EU og visse tredjelande og den særlige karakter af visse landbrugsprodukter.

(3)

I henhold til artikel 76, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 må produkter i frugt-/ og grøntsagssektoren, som skal sælges friske til forbrugeren, kun må afsættes i Unionen, hvis oprindelseslandet er angivet, mens Kommissionen i henhold til artikel 76, stk. 4, i nævnte forordning tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med undtagelser fra nævnte regel for at tage hensyn til visse særlige situationer.

(4)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2429 (2) supplerer forordning (EU) nr. 1308/2013 ved at fastsætte handelsnormer for frugt- og grøntsagssektoren, visse forarbejdede frugt- og grøntsagsprodukter og banansektoren og navnlig de regler for oprindelsesmærkning, der gælder for disse produkter. Artikel 3 i nævnte delegerede forordning indeholder bestemmelser om obligatorisk angivelse af oprindelseslandet også for visse tørrede frugter og modnede bananer.

(5)

I sine domme i sag C-104/16 P og C-266/16 (3) præciserede Domstolen, at Vestsaharas område udgør et ikke-selvstyrende område, der er forskelligt fra Kongeriget Marokkos, og i sin dom af 4. oktober 2024 i sag C-399/22 (4) præciserede Domstolen yderligere, at Vestsaharas område skal betragtes som et særskilt toldområde som omhandlet i EU-toldkodeksens artikel 60 og følgelig med henblik på forordning (EU) nr. 1308/2013 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 (5) (ophævet og erstattet af delegeret forordning (EU) 2023/2429) og som følge heraf, at angivelsen af oprindelseslandet skal fremgå på friske frugter og grøntsager høstet i nævnte område, som kun kan betegne Vestsahara som en sådan oprindelse.

(6)

I sin dom af 4. oktober 2024 i de forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P (6) bekræftede Domstolen annullationen af Rådets afgørelse (EU) 2019/217 (7) om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko. Domstolen opretholdt virkningerne af den annullerede rådsafgørelse i tolv måneder fra datoen for afgørelsen, dvs. indtil den 4. oktober 2025.

(7)

I overensstemmelse med dommen af 4. oktober 2024 i de forenede sager C779/21 P og C799/21 P og for at sikre en klar sondring mellem oprindelsesmærkning mellem produkter med oprindelse i Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, og produkter med oprindelse i Marokko samt korrekte oplysninger til Unionens forbrugere, er en ny aftale i form af brevveksling blevet undertegnet af Kongeriget Marokko og Unionen og finder midlertidig anvendelse fra den 4. oktober 2025 (8), som fastslår, at frugt og grøntsager med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, når de importeres til Unionen, som oprindelsessted skal angive navnet på den region, hvor produktet er høstet, som angivet i det oprindelsescertifikat, der ledsager disse produkter ved import til Unionen. Desuden fastsættes det i den nye aftale, at Unionen for de pågældende produkter kan give de kompetente marokkanske myndigheder de nødvendige tilladelser til at kontrollere og, som følge heraf, udstede certifikater for overensstemmelse med Unionens handelsnormer i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

(8)

Ved afgørelse nr. 2/2025 af 3. oktober 2025 truffet af associeringsrådet EU-Marokko, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen, om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side om ændring af associeringsaftalens protokol nr. 4 om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og om ordningerne for administrativt samarbejde (9) fastsættes bestemmelser for at sikre, at protokol nr. 4 anvendes på produkter med oprindelse i Vestsahara. I nævnte afgørelse præciseres endvidere navnet på regionerne »Dakhla Oued Ed-Dahab« og »Laâyoune-Sakia El Hamra«, alt efter hvad der er relevant, der skal angives i det oprindelsescertifikat, der ledsager de pågældende produkter, og i oprindelseserklæringen.

(9)

For at gennemføre den nye aftale og afgørelsen fra associeringsrådet EU-Marokko af 3. oktober 2025 er det nødvendigt at fravige artikel 76, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 og artikel 3 i delegeret forordning (EU) 2023/2429 for at fastsætte, at for frugt og grøntsager med oprindelse i Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder og importeres og afsættes i Unionen, erstattes angivelsen af oprindelseslandet med angivelsen af den region, hvor produktet har oprindelse, som anført i det oprindelsescertifikat, der ledsager disse produkter ved import til Unionen.

(10)

Ved artikel 9, stk. 3, i delegeret forordning (EU) 2023/2429 begrænses godkendelsen af visse tredjelandes kontrol af overensstemmelse med handelsnormerne til produkter med oprindelse i sådanne tredjelande. For at gøre det muligt for Unionen at give de marokkanske kompetente myndigheder tilladelse til at foretage kontrol af overensstemmelse og dermed til at certificere overholdelsen af Unionens handelsnormer for friske frugter og grøntsager med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, og som importeres og afsættes i Unionen, bør nævnte artikel give Kommissionen mulighed for at godkende marokkanske kompetente myndigheders kontrol af disse produkters overensstemmelse med handelsnormerne.

(11)

For at undgå enhver form for forstyrrelser af den handel, der er omfattet af udvidelsen af præferencer, der er omhandlet i den nye aftale, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(12)

Da den nye aftale finder midlertidig anvendelse fra den 4. oktober 2025, bør denne forordning anvendes med tilbagevirkende kraft fra samme dato.

(13)

Frugt og grøntsager med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, som er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, og som blev lovligt importeret til Unionen inden denne forordnings ikrafttræden med angivelse af Vestsahara som oprindelsesland, bør dog fortsat kunne afsættes i Unionen efter denne dato, indtil lagrene er opbrugt, og forudsat at sådanne produkter fortsat opfylder alle andre krav i de gældende EU-handelsnormer.

(14)

Delegeret forordning (EU) 2023/2429 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) 2023/2429 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 5 tilføjes følgende stk. 6:

»6.   Uanset artikel 76, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 og artikel 3 i nærværende forordning erstattes angivelsen af oprindelsesland for produkter som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i nærværende forordning med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, og som importeres og afsættes i Unionen, af angivelsen af den region, hvor det pågældende produkt har oprindelse, som anført i det oprindelsescertifikat, der ledsager disse produkter ved import til Unionen.«

2)

Artikel 9, stk. 3, affattes således:

»3.   Godkendelsen kan kun gælde for produkter med oprindelse i det pågældende tredjeland og kan begrænses til bestemte produkter.

Kommissionen kan dog godkende kontrol af overensstemmelse med handelsnormerne foretaget af de kompetente marokkanske myndigheder for produkter med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, der er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder.«

.

Artikel 2

Produkter omhandlet i artikel 1, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2023/2429 med oprindelse i det ikke-selvstyrende område Vestsahara, som er underlagt toldkontrol af de marokkanske myndigheder, og som blev lovligt importeret til Unionen inden denne forordnings ikrafttræden med angivelse af Vestsahara som oprindelsesland, kan afsættes i Unionen efter denne dato, indtil lagrene er opbrugt, og forudsat at de fortsat opfylder alle andre krav i de gældende EU-handelsnormer.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 4. oktober 2025.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. oktober 2025.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/1308/oj).

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2429 af 17. august 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår handelsnormer for frugt- og grøntsagssektoren, visse forarbejdede frugt- og grøntsagsprodukter og banansektoren og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 1666/1999 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 og (EU) nr. 1333/2011 (EUT L, 2023/2429, 3.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2429/oj).

(3)  Domstolens dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario, sag C-104/16 P, ECLI:EU:C:2016:973, præmis 92, og af 27. februar 2018, Western Sahara Campaign UK mod Commissioners for Her Majesty's Revenue and Customs and Secretary of State for Environment, Food and Rural Affairs, C-266/16, ECLI:EU:C:2018:118, præmis 62.

(4)  Domstolens dom af 4. oktober 2024, Confédération paysanne v Ministre de l'Agriculture et de la Souveraineté alimentaire and Ministre de l'Économie, des Finances et de la Souveraineté industrielle et numérique, C-399/22, ECLI:EU:C:2024:839, præmis 87.

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT L 157 af 15.6.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/543/oj).

(6)  Domstolens dom af 4. oktober 2024, Rådet for Den Europæiske Union mod Polisario Front i de forenede sager C-779/21 P og C-799/21 P, ECLI:EU:C:2024:835.

(7)  Rådets afgørelse (EU) 2019/217 af 28. januar 2019 om indgåelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT L 34 af 6.2.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/217/oj).

(8)  Rådets afgørelse (EU) 2025/2022 af 2. oktober 2025 om undertegnelse og om midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (EUT L, 2025/2022, 3.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2022/oj).

(9)  Rådets afgørelse (EU) 2025/2023 af 2. oktober 2025 om den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i associeringsrådet EU-Marokko, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side, for så vidt angår ændring af protokol nr. 4 til associeringsaftalen om definition af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og ordningerne for administrativt samarbejde, (EUT L, 2025/2023, 3.10.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/2023/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/2652/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top