Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025R0297

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2025/297 af 31. oktober 2024 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer vilkårene for oprettelsen og driften af rådgivende tilsynskollegier

C/2024/6911

EUT L, 2025/297, 13.2.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/297/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/297/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/297

13.2.2025

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2025/297

af 31. oktober 2024

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer vilkårene for oprettelsen og driften af rådgivende tilsynskollegier

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 1095/2010 og direktiv 2013/36/EU og (EU) 2019/1937 (1), særlig artikel 119, stk. 8, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 119, stk. 1, i forordning (EU) 2023/1114 skal Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (»EBA«) oprette, forvalte og lede et rådgivende tilsynskollegium (»kollegiet«) for hver udsteder af en signifikant aktivbaseret token eller en signifikant e-pengetoken for at lette udførelsen af tilsynsopgaver og muliggøre koordinering af tilsynsaktiviteter i henhold til nævnte forordning. Artikel 119, stk. 2, indeholder en liste over de enheder, der udgør de centrale medlemmer af kollegiet.

(2)

For at sikre, at sådanne kollegier fungerer på en ensartet og sammenhængende måde i hele Den Europæiske Union, skal EBA i henhold til artikel 119, stk. 8, første afsnit, i forordning (EU) 2023/1114 træffe afgørelse om, hvilke af de enheder, der er omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra d), e), f) og h), i nævnte forordning, der anses for at være de mest relevante, og i henhold til nævnte forordnings artikel 119, stk. 2, litra l), i hvilke medlemsstater en aktivbaseret token eller en e-pengetoken anses for at blive anvendt i stort omfang. Med henblik herpå bør EBA tage hensyn til de enheder, der rangerer højest på grundlag af passende kriterier, de særlige forhold i hvert enkelt tilfælde og balancen mellem behovet for at sikre en passende repræsentation af de relevante kompetente myndigheder i kollegiet og behovet for at sikre, at kollegiet fungerer effektivt.

(3)

EBA bør også kunne beslutte at indbyde de kompetente myndigheder i kun nogle af de enheder, der anses for at være mest relevante i henhold til artikel 119, stk. 2, litra d), e), f) og h), i forordning (EU) 2023/1114, til at blive medlem af kollegiet, hvis EBA er af den opfattelse, at disse enheder er de eneste relevante i deres kategori for kollegiets arbejde.

(4)

EBA bør mindst hvert andet år foretage en fornyet vurdering af, hvilke myndigheder der opfylder betingelserne for at være medlem af kollegiet i henhold til artikel 119, stk. 2, litra d), e), f), h) og l), i forordning (EU) 2023/1114. Der bør træffes afgørelse om, hvor hyppigt den fornyede vurdering skal gennemføres under hensyntagen til behovet for at sikre en passende repræsentation af de relevante kompetente myndigheder i kollegiet, da disse kan ændre sig over tid, navnlig som følge af markedsudviklingen, der påvirker den aktivbaserede token eller e-pengetoken, samt behovet for at sikre kollegiets stabilitet.

(5)

I overensstemmelse med artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114 bør kollegiets oprettelse og drift baseres på en skriftlig aftale mellem dets medlemmer. Under hensyntagen til den tidsplan, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 119, stk. 1, for oprettelsen af kollegiet, bør de praktiske ordninger for indgåelsen af den skriftlige aftale præciseres i denne forordning.

(6)

Medlemmerne af kollegiet bør drøfte en eventuel overdragelse af opgaver blandt medlemmer af kollegiet i henhold til artikel 119, stk. 5, litra c), i forordning (EU) 2023/1114. Hvis der oprettes et kollegium for et kreditinstitut, der udsteder en signifikant e-pengetoken, for hvilket tilsynsansvaret i henhold til forordning (EU) 2023/1114 forbliver hos den kompetente tilsynsmyndighed og ikke overføres til EBA, bør sidstnævnte kunne overdrage sine opgaver som formand for det kollegium, der er omhandlet i artikel 119, stk. 7, litra b)-e), i forordning (EU) 2023/1114, til eller dele dem med den tilsynsmyndighed, der har den nødvendige kompetence til at føre tilsyn med det pågældende kreditinstitut. En sådan overdragelse eller deling af opgaver kan være nødvendig for at sikre en mere effektiv koordinering af kollegiet, eftersom den pågældende myndighed er bedre i stand til at koordinere og kommunikere med andre myndigheder, der er relevante for det pågældende kreditinstitut, og har et bedre kendskab til dette kreditinstituts situation. EBA bør dog fortsat have ansvar for at fastlægge skriftlige ordninger og procedurer for kollegiets drift efter høring af de øvrige medlemmer af kollegiet, jf. artikel 119, stk. 7, litra a), i forordning (EU) 2023/1114, for at sikre, at den fortsat fører tilsyn med kollegiets formandskab. Den skriftlige aftale, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 119, stk. 6, bør også beskrive ordningerne for frivillig overdragelse af opgaver blandt medlemmerne i henhold til nævnte forordnings artikel 119, stk. 5, litra c), hvis en sådan overdragelse finder sted.

(7)

Formanden for kollegiet bør have mulighed for at indbyde andre myndigheder, som ikke er medlemmer af kollegiet, til at deltage i et kollegium eller drøfte et bestemt punkt på dagsordenen. Dette kan omfatte myndigheder, der har tilknytning til udstederen af signifikante aktivbaserede tokens eller en signifikant e-pengetoken eller den koncern, som vedkommende tilhører, på grundlag af anden sektorspecifik lovgivning såsom den konsoliderende tilsynsmyndighed for et kreditinstitut som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 41), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (2) eller den ledende tilsynsmyndighed for det relevante tilsynskollegium for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, alt efter hvad der er relevant. Formanden for kollegiet bør afgøre, hvilke oplysninger der er relevante for disse myndigheder, og inddrage dem i det relevante kollegiums møde eller aktivitet i overensstemmelse hermed.

(8)

De medlemmer af kollegiet, der er involveret i særskilte aktiviteter eller møder i kollegiet, bør udveksle dokumenter og bidrag til arbejdsdokumenter i så god tid, at alle deltagerne i kollegiets møde er i stand til aktivt at bidrage til drøftelserne. Minimumsfristerne for medlemmer af kollegiets vurdering af den relevante dokumentation bør præciseres i den skriftlige aftale, der er omhandlet i artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114, under hensyntagen til kompleksiteten af arbejdet og kollegiets størrelse, det aktuelle emne og eventuelle relevante tidsfrister, der er fastsat i nævnte forordning.

(9)

For at lette samarbejdet og informationsudvekslingen mellem medlemmerne af kollegiet bør den generelle ramme for udveksling af oplysninger mellem medlemmerne af kollegiet præciseres yderligere.

(10)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA har forelagt for Kommissionen.

(11)

EBA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3), om rådgivning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Afgørelse om, hvilke enheder der er de mest relevante, som omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra d), e), f) og h), i forordning (EU) 2023/1114

1.   Med henblik på at træffe afgørelse om, hvilke enheder der er de mest relevante, som omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra d), i forordning (EU) 2023/1114, tager EBA navnlig hensyn til alle følgende:

a)

hvis der er etableret et rådgivende tilsynskollegium (»kollegium«) for en udsteder af en signifikant aktivbaseret token eller for et e-pengeinstitut, der udsteder en signifikant e-pengetoken, de tre udbydere af kryptoaktivtjenester, kreditinstitutter eller investeringsselskaber, der deponerede den højeste værdi af den reserve af aktiver, der er omhandlet i artikel 37 i forordning (EU) 2023/1114, i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3

b)

hvis der er etableret et kollegium for et kreditinstitut, der udsteder en signifikant e-pengetoken, de tre udbydere af kryptoaktivtjenester, kreditinstitutter eller investeringsselskaber, der har deponeret den højeste procentdel af de midler, der er modtaget til gengæld for e-pengetokens i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3.

2.   Med henblik på at træffe afgørelse om, hvilke enheder der er de mest relevante, som omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra e), i forordning (EU) 2023/1114, tager EBA navnlig hensyn til alle følgende:

a)

de tre udbydere af kryptoaktiver, der sikrer driften af en handelsplatform for kryptoaktiver, som har gennemført det højeste gennemsnitlige antal transaktioner om dagen med den signifikante aktivbaserede token eller den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3

b)

de tre udbydere af kryptoaktiver, der sikrer driften af en handelsplatform for kryptoaktiver, som har gennemført den højeste gennemsnitlige samlede værdi af transaktioner pr. dag med den signifikante aktivbaserede token eller den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3.

3.   Med henblik på at træffe afgørelse om, hvilke enheder der er de mest relevante, som omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra f), i forordning (EU) 2023/1114, tager EBA navnlig hensyn til alle følgende:

a)

de tre betalingstjenesteudbydere, der har gennemført det højeste gennemsnitlige antal betalingstransaktioner pr. dag som defineret i artikel 4, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (4), vedrørende den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3

b)

de tre betalingstjenesteudbydere, der har gennemført den højeste gennemsnitlige samlede værdi af betalingstransaktioner pr. dag som defineret i artikel 4, nr. 5), i direktiv (EU) 2015/2366, vedrørende den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3.

4.   Med henblik på at træffe afgørelse om, hvilke enheder der er de mest relevante, som omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra h), i forordning (EU) 2023/1114, tager EBA navnlig hensyn til alle følgende:

a)

de tre udbydere af kryptoaktivtjenester, der leverer deponering og administration af kryptoaktiver på vegne af kunder, som har gennemført det højeste gennemsnitlige antal transaktioner pr. dag med den signifikante aktivbaserede token eller den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3

b)

de tre udbydere af kryptoaktivtjenester, der leverer deponering og administration af kryptoaktiver på vegne af kunder, som har gennemført den højeste gennemsnitlige samlede værdi af transaktioner pr. dag med den signifikante aktivbaserede token eller den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3.

5.   EBA kan beslutte kun at indbyde de kompetente myndigheder for nogle af de enheder, der er omhandlet i stk. 1-4, til at være medlem af kollegiet, hvis EBA er af den opfattelse, at disse enheder er de eneste, der er relevante i deres kategori for kollegiets arbejde.

Artikel 2

Betingelser for, hvornår en aktivbaseret token eller en e-pengetoken anses for at være anvendt i stort omfang, jf. artikel 119, stk. 2, litra l), i forordning (EU) 2023/1114

1.   Med henblik på artikel 119, stk. 2, litra l), i forordning (EU) 2023/1114 anses en signifikant aktivbaseret token eller en signifikant e-pengetoken for at være anvendt i stort omfang i en medlemsstat, hvis:

a)

antallet af indehavere af den signifikante aktivbaserede token eller af den signifikante e-pengetoken, der er beliggende i den pågældende medlemsstat, på mindst én dag i løbet af den gældende referenceperiode udgør mindst 20 % af befolkningen i den pågældende medlemsstat eller

b)

det gennemsnitlige antal og den gennemsnitlige samlede værdi af transaktioner pr. dag med den signifikante aktivbaserede token eller den signifikante e-pengetoken i den referenceperiode, der er fastsat i denne forordnings artikel 3, hvor mindst én part i transaktionerne befinder sig i den pågældende medlemsstat, overstiger henholdsvis 1 250 000 transaktioner og 250 000 000 EUR.

2.   Med henblik på stk. 1, litra a), forstås ved indehaveren af den signifikante aktivbaserede token eller af den signifikante e-pengetoken indehaveren af denne token, der drager fordel af en ret til genindløsning i henhold til forordning (EU) 2023/1114.

3.   Med henblik på stk. 1 henviser placeringen af en indehaver af den signifikante aktivbaserede token eller af den signifikante e-pengetoken eller af en part i en transaktion med sådanne tokens til følgende:

a)

for fysiske personer, deres sædvanlige opholdssted

b)

for juridiske personer, hjemstedsadressen.

4.   En kompetent myndighed, der anmoder om at blive medlem af kollegiet på grundlag af artikel 119, stk. 2, litra l), i forordning (EU) 2023/1114, fremsætter en begrundet anmodning for EBA og fremlægger data, der viser, at kriterierne i stk. 1, er opfyldt.

Artikel 3

Referenceperiode og transaktioner

1.   Den referenceperiode, der er omhandlet i artikel 1 og 2, er den seneste periode på seks måneder, som er omfattet af den indberetningspligt, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2023/1114.

2.   Med henblik på artikel 1, stk. 2 og 4, og artikel 2, stk. 1, litra b), forstås ved »transaktion« enhver ændring af den fysiske eller juridiske person, der er berettiget til en aktivbaseret token eller en e-pengetoken som følge af overførslen af den pågældende token fra en distributed ledger-adresse eller -konto til en anden.

Artikel 4

Fornyet vurdering af kollegiets sammensætning

1.   EBA foretager mindst hvert andet år en fornyet vurdering af, hvilke kompetente myndigheder der opfylder betingelserne for at være medlem af kollegiet i henhold til artikel 119, stk. 2, litra d), e), f), h) og l), i forordning (EU) 2023/1114.

2.   Med henblik på den i stk. 1, omhandlede fornyede vurdering giver hver kompetent myndighed, der er medlem af kollegiet i henhold til artikel 119, stk. 2, litra l), i forordning (EU) 2023/1114, efter anmodning og uden unødig forsinkelse EBA de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om disse myndigheder fortsat opfylder betingelserne for at være medlem af kollegiet på grundlag af kriterierne i nærværende forordnings artikel 2.

Artikel 5

Indgåelse af den skriftlige aftale, der er omhandlet i artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114

1.   EBA meddeler sit forslag til den skriftlige aftale, der er omhandlet i artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114, til de medlemmer af kollegiet, der er fastlagt i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 119, stk. 2, og opfordrer dem til at fremsætte deres synspunkter inden for 10 kalenderdage.

2.   Med henblik på færdiggørelsen af den skriftlige aftale, der er omhandlet i stk. 1, tager EBA hensyn til eventuelle synspunkter og forbehold, som medlemmerne af kollegiet har givet udtryk for. EBA giver en begrundelse for ikke at indarbejde sådanne synspunkter eller forbehold i den skriftlige aftale.

3.   Efter færdiggørelsen af den skriftlige aftale, der er omhandlet i stk. 1, meddeler EBA medlemmerne af kollegiet de skriftlige koordinerings- og samarbejdsordninger.

Artikel 6

Deltagelse i kollegiet

1.   Hvert medlem af kollegiet udpeger en deltager, der udvælges som den mest passende under hensyntagen til de emner, der drøftes, og de mål, der forfølges, til at deltage i kollegiets møder eller aktiviteter og repræsentere det pågældende medlem af kollegiet på kollegiets møder. Hvert medlem af kollegiet kan udpege én suppleant, med undtagelse af EBA, som udpeger én repræsentant og kan anmode yderligere deltagere, uden stemmeret, om at deltage i kollegiets møder eller aktiviteter.

2.   Hvis en kompetent myndighed har ret til at være medlem af kollegiet i to eller flere af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 119, stk. 2, litra c)-h), j) og l), i forordning (EU) 2023/1114, eller hvis flere myndigheder fra samme tredjeland har ret til at være medlemmer af kollegiet i henhold til nævnte forordnings artikel 119, stk. 2, litra m), kan disse myndigheder udpege en yderligere deltager, uden stemmeret, til at deltage i kollegiets møder eller aktiviteter og kan udpege én suppleant for den pågældende deltager.

3.   Hvis der er flere medlemmer af kollegiet pr. medlemsstat, underretter disse medlemmer af kollegiet formanden for kollegiet om, hvem af dem der er det stemmeberettigede medlem.

4.   På grundlag af dagsordenen eller et bestemt punkt derpå, emner og mål for et møde eller en aktivitet i kollegiet kan formanden for kollegiet indbyde andre myndigheder, der ikke er medlemmer af kollegiet, til at deltage i det pågældende møde eller den pågældende aktivitet. Formanden for kollegiet afgør, hvilke oplysninger der er relevante for disse myndigheder, og inddrager dem i kollegiets møde eller aktivitet i overensstemmelse hermed. Disse myndigheder har ingen stemmeret. Formanden for kollegiet underretter uden unødig forsinkelse alle medlemmerne af kollegiet herom.

5.   Med henblik på vedtagelse af en udtalelse fra kollegiet eller af en henstilling, der indgår i en udtalelse fra kollegiet i overensstemmelse med artikel 120, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2023/1114, kræves der et beslutningsdygtigt flertal på halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer af kollegiet. Hvis kollegiet ikke er beslutningsdygtigt, kan formanden for kollegiet indkalde til et ekstraordinært møde, hvor der kan træffes afgørelser uden at tage hensyn til reglen om beslutningsdygtighed.

6.   Det flertal, der er omhandlet i artikel 120, stk. 3, i forordning (EU) 2023/1114, består af et simpelt flertal af de medlemmer af kollegiet, der har stemmeret på et møde i det pågældende kollegium. Et simpelt flertal anses også for opnået, når flere medlemmer med stemmeret stemmer for et forslag end dem, der stemmer imod det. Ikke afgivne stemmer medregnes hverken som godkendelser eller indsigelser og tages ikke i betragtning ved beregning af afstemningsresultatet.

Artikel 7

Udarbejdelse og ajourføring af en kontaktliste

1.   Formanden for kollegiet fører en kontaktliste over medlemmerne af kollegiet, herunder fuldstændige kontaktoplysninger, og meddeler den til medlemmerne af kollegiet.

2.   Medlemmerne af kollegiet giver deres kontaktoplysninger til formanden for kollegiet og underretter uden unødig forsinkelse formanden om eventuelle ændringer i disse oplysninger.

3.   Formanden for kollegiet meddeler uden unødig forsinkelse alle ajourførte udgaver af kontaktlisten til medlemmerne af kollegiet.

Artikel 8

Operationelle aspekter af kollegiets møder

1.   Formanden for kollegiet fastsætter hyppigheden af kollegiets møder under hensyntagen til kollegiets opgaver som fastsat i artikel 120 i forordning (EU) 2023/1114 og potentielle anmodninger fra medlemmerne af kollegiet.

2.   Formanden for kollegiet indkalder til mindst ét møde i kollegiet om året. Formanden for kollegiet afgør, om der indkaldes til et møde i fysisk eller virtuelt format på grundlag af de mål, som formanden for kollegiet fastsætter for det pågældende møde.

3.   Medlemmerne af kollegiet kan anmode formanden for kollegiet om at afholde et møde i kollegiet. Formanden for kollegiet begrunder ethvert afslag på en sådan anmodning.

4.   Formanden for kollegiet sender den foreslåede dagsorden for kollegiets møde til alle medlemmerne af kollegiet og opfordrer dem til at foreslå yderligere punkter på dagsordenen. Formanden for kollegiet tager alle forslag til dagsordenspunkter fra medlemmerne i betragtning og forklarer, hvis der anmodes herom, hvorfor et punkt ikke er medtaget på dagsordenen.

5.   De medlemmer af kollegiet, der er involveret i særskilte møder eller aktiviteter i kollegiet, udveksler dokumenter og bidrag til arbejdsdokumenter i så god tid, at alle deltagerne på det pågældende møde eller i den pågældende aktivitet er i stand til aktivt at bidrage til drøftelserne.

Artikel 9

Udveksling af oplysninger mellem medlemmerne af kollegiet

1.   Hvert medlem af et kollegium giver efter anmodning og uden unødig forsinkelse EBA og, hvis det er relevant, den kompetente myndighed, der har fået overdraget de opgaver, der er omhandlet i artikel 119, stk. 7, litra b)-e), i forordning (EU) 2023/1114, i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 10, alle oplysninger, der er nødvendige for at gøre det lettere for EBA at udøve sine tilsynsbeføjelser i henhold til artikel 117 i forordning (EU) 2023/1114, og udveksler oplysninger, når det kræves i henhold til nævnte forordning.

2.   EBA og, hvis det er relevant, den kompetente myndighed, der har fået overdraget de opgaver, der er omhandlet i artikel 119, stk. 7, litra b)-e), i forordning (EU) 2023/1114 i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 10, modtager alle de oplysninger, der er udvekslet mellem medlemmerne af kollegiet.

3.   EBA og, hvis det er relevant, den kompetente myndighed, der har fået overdraget de opgaver, der er omhandlet i artikel 119, stk. 7, litra b)-e), i forordning (EU) 2023/1114 i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 10, kan beslutte at dele de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1 og 2, med andre medlemmer af kollegiet, hvis den anser disse oplysninger for at være relevante for disse medlemmer.

4.   Hvis en udsteder udbyder mere end én signifikant aktivbaseret token eller signifikant e-pengetoken, kan EBA beslutte at oprette flere kollegier, ét for hver signifikant aktivbaseret token eller signifikant e-pengetoken eller grupper af signifikante aktivbaserede tokens eller signifikante e-pengetokens.

5.   Hvis der er oprettet flere kollegier i henhold til stk. 4, holder formanden for hvert kollegium alle medlemmerne af sit kollegium rettidigt og fuldt underrettet om de foranstaltninger, der er truffet, eller om de foranstaltninger, der er truffet i de andre kollegier, som beskæftiger sig med andre signifikante aktivbaserede tokens eller signifikante e-pengetokens fra den samme udsteder.

6.   Medlemmerne af kollegiet aftaler, hvilke metoder der skal anvendes til udveksling af oplysninger mellem medlemmerne og specificerer sådanne metoder i den skriftlige aftale, der er omhandlet i artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114.

7.   Videregivelse af fortrolige oplysninger mellem medlemmerne af kollegiet sker via sikre kommunikationskanaler.

Artikel 10

Overdragelse af opgaver til medlemmerne af kollegiet

1.   Medlemmerne af kollegiet udveksler synspunkter om en eventuel frivillig overdragelse af opgaver til medlemmerne i henhold til artikel 119, stk. 5, litra c), i forordning (EU) 2023/1114.

2.   Overdragelsen af de opgaver, der er omhandlet i stk. 1, kan også omfatte alle eller nogle af de opgaver, der er nævnt i artikel 119, stk. 7, litra b)-e), i forordning (EU) 2023/1114.

3.   Den aftale, der er omhandlet i artikel 119, stk. 6, i forordning (EU) 2023/1114, skal indeholde en beskrivelse af de ordninger for overdragelse af opgaver, der er omhandlet i stk. 1, hvis det er relevant.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. oktober 2024.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 150 af 9.6.2023, s. 40, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/1114/oj.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2013/575/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/1093/oj).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2015/2366/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2025/297/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top