(1)

Der er behov for, at produkter emballeres på passende vis for at være beskyttede og lette at transportere fra det sted, hvor de produceres, til det sted, hvor de anvendes eller forbruges. Forebyggelse af hindringer på det indre marked for emballage er afgørende for et velfungerende indre marked for produkter. Fragmenterede regler og vage krav medfører usikkerhed og yderligere omkostninger for erhvervsdrivende.

(2)

Kommissionens (Eurostats) statistikker over emballageaffald for perioden 2010-2021 indikerer, at der anvendes store mængder primære råstoffer (nye materialer) i emballage. 40 % af den plast og 50 % af det papir, der anvendes i Unionen, anvendes til emballage, og emballage tegner sig for 36 % af det kommunale faste affald. De store og konstant stigende mængder emballage, der genereres, samt lave genbrugs- og indsamlingsniveauer og begrænset genanvendelse udgør betydelige hindringer for opnåelse af en kulstoffattig cirkulær økonomi. Derfor bør der i denne forordning fastsættes regler, der omfatter hele emballagens livscyklus, som bidrager til et velfungerende indre marked ved at harmonisere nationale foranstaltninger, og som samtidig forebygger og mindsker de negative virkninger af emballage og emballageaffald på miljøet og menneskers sundhed. Ved at fastsætte foranstaltninger i overensstemmelse med affaldshierarkiet fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (3) (»affaldshierarki«) bør denne forordning bidrage til omstillingen til en cirkulær økonomi.

(3)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF (4) fastsættes krav til emballage, som vedrører sammensætningen af emballage og dens mulighed for genbrug og nyttiggørelse (»væsentlige krav til emballage«) samt mål for nyttiggørelse og genanvendelse for medlemsstaterne.

(4)

Kommissionen anbefalede i sin kvalitetskontrol fra 2014 af direktiv 94/62/EF tilpasninger af de væsentlige krav til emballage, som blev betragtet som et vigtigt redskab til at opnå bedre miljøpræstationer for emballage, for at gøre disse krav mere konkrete og lettere at håndhæve og for at styrke dem.

(5)

I overensstemmelse med den europæiske grønne pagt, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 11. december 2019, gives der i den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi for et renere og mere konkurrencedygtigt Europa, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 11. marts 2020, tilsagn om at skærpe de væsentlige krav til emballage med henblik på at gøre al emballage genbrugelig eller genanvendelig inden udgangen af 2030 og om at overveje andre foranstaltninger til at nedbringe overemballering og emballageaffald, fremme, at emballage designes med henblik på genbrug og genanvendelighed, mindske kompleksiteten af materialer til emballage og indføre krav om genanvendt indhold i plastemballage. Handlingsplanen for den cirkulære økonomi understreger også behovet for at nedbringe madspild. Kommissionen forpligter sig til at vurdere gennemførligheden af EU-dækkende mærkning, der letter korrekt sortering af emballageaffald ved kilden.

(6)

Plast er det mest kulstofintensive materiale til emballage, og med hensyn til anvendelse af fossile brændsler er genanvendelse af plastaffald omkring fem gange bedre end forbrænding med energiudnyttelse. Som anført i EU-strategien for plast i en cirkulær økonomi, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 16. januar 2018, afgives der i handlingsplanen for den cirkulære økonomi tilsagn om at øge udbredelsen af genanvendt plast og bidrage til en mere bæredygtig anvendelse af plast. Unionens budget og ordningen for egne indtægter bidrager til at reducere forureningen fra plastemballageaffald. Med Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 (5) blev der fra den 1. januar 2021 indført et nationalt bidrag, som er proportionalt med mængden af ikkegenanvendt plastemballageaffald i hver medlemsstat. Disse egne indtægter indgår i incitamenterne til at mindske forbruget af engangsplast, fremme genanvendelse og sætte skub i den cirkulære økonomi.

(7)

Rådet understregede i sine konklusioner om en cirkulær og grøn genopretning, der blev vedtaget den 11. december 2020, at revisionen af direktiv 94/62/EF bør ajourføre og fastlægge mere konkrete, effektive og let gennemførlige bestemmelser med henblik på at fremme bæredygtig emballage på det indre marked og minimere emballages kompleksitet for at fremme økonomisk bæredygtige løsninger, forbedre emballages genbrugelighed og genanvendelighed samt minimere problematiske stoffer i materiale til emballage, navnlig i materialer til fødevareemballage. Rådet understregede også, at revisionen af direktiv 94/62/EF ligeledes bør fastsætte bestemmelser om mærkning af emballage på en letforståelig måde for at oplyse forbrugerne om emballages genanvendelighed og om, hvor emballageaffald bør bortskaffes for at lette genanvendelse.

(8)

Europa-Parlamentet gentog i sin beslutning af 10. februar 2021 om den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi (6) målet om, at al emballage kan genbruges eller genanvendes på økonomisk levedygtig vis inden udgangen af 2030, og opfordrede Kommissionen til at forelægge et lovgivningsforslag om revision af direktiv 94/62/EF, som omfatter foranstaltninger til og mål for affaldsreduktion og ambitiøse væsentlige krav med henblik på at reducere overemballering, herunder inden for e-handel, forbedre genanvendeligheden og minimere kompleksiteten af emballage, øge genanvendt indhold, udfase farlige og skadelige stoffer samt fremme genbrug.

(9)

Denne forordning supplerer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1781 (7), hvor emballage ikke behandles som en specifik produktkategori. Det bør dog erindres, at det er muligt, at der i delegerede retsakter vedtaget på grundlag af forordning (EU) 2024/1781 fastsættes yderligere eller mere detaljerede krav til emballage for specifikke produkter, navnlig i forbindelse med emballageminimering, hvor design eller redesign af produkter kan føre til emballage med mindre miljøvirkninger.

(10)

Denne forordning bør finde anvendelse på al emballage, der bringes i omsætning i Unionen, og på alt emballageaffald, uanset emballagetype eller anvendt materiale. Af hensyn til den juridiske klarhed bør definitionen af emballage i direktiv 94/62/EF omstruktureres, uden at substansen ændres. Salgsemballage, multipakemballage og transportemballage bør defineres særskilt. Overlapning af terminologi bør undgås. Salgsemballage svarer i denne forordning derfor til primæremballage, multipakemballage til sekundær emballage og transportemballage til tertiær emballage.

(11)

Bægre, fødevarebeholdere, madpakkeposer eller andre artikler, der kan opfylde en emballagefunktion, bør ikke betragtes som emballage, hvis de er designet og bestemt til at blive solgt uden indhold af den endelige distributør. Sådanne artikler bør kun betragtes som emballage, hvis de er designet og bestemt til at blive påfyldt på salgsstedet, i hvilket tilfælde de bør betragtes som »serviceemballage«, eller solgt af den endelige distributør indeholdende føde- og drikkevarer, forudsat at de opfylder en emballagefunktion.

(12)

Definitionen af primærproduktionsemballage bør ikke indebære, at flere produkter betragtes som emballage i henhold til denne forordning. Indførelsen af denne definition og dens anvendelse i definitionen af »producent« bør sikre, at den fysiske eller juridiske person, der gør denne type emballage tilgængelig for første gang, betragtes som producenten i henhold til denne forordning og ikke de virksomheder i den primære sektor, f.eks. landbrugere, som anvender denne type emballage.

(13)

En artikel, der udgør en integreret del af et produkt, og som er nødvendig for at indeholde, støtte eller bevare dette produkt i hele dets levetid, og hvor alle denne artikels elementer er bestemt til anvendelse, forbrug eller bortskaffelse sammen, bør ikke betragtes som emballage, da dens funktionalitet er uløseligt forbundet med, at den udgør en del af produktet. I lyset af forbrugernes adfærd i forbindelse med bortskaffelse af te- og kaffeposer samt enkeltserveringsenheder til kaffe- eller tesystemer, som i praksis bortskaffes sammen med restproduktet og således forurener komposterbare strømme og genanvendelsesstrømme, bør disse specifikke artikler imidlertid behandles som emballage. Denne tilgang er i overensstemmelse med målet om at øge den særskilte indsamling af bioaffald som krævet i artikel 22 i direktiv 2008/98/EF og sikrer sammenhæng med hensyn til finansielle og operationelle forpligtelser vedrørende udtjente produkter. Maling, farve, fernis, lak og klæbemidler, der er påført direkte på et produkt, bør ikke betragtes som emballage. Mærker, der er hængt direkte eller anbragt på et produkt, herunder selvklæbende mærker anbragt på frugt og grøntsager, bør dog betragtes som emballage, da selve mærket til forskel fra limen på mærket ikke er klæbemiddel. Hvis et givet materiale kun udgør en ubetydelig del af en emballageenhed og under ingen omstændigheder mere end 5 % af emballageenhedens samlede masse, bør en sådan emballageenhed desuden ikke betragtes som kompositemballage. Definitionen af kompositemballage i denne forordning bør ikke fritage engangsemballage, der delvist er fremstillet af plast, uanset tærskelniveauet, fra kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 (8).

(14)

Emballage bør kun bringes i omsætning, hvis den opfylder de bæredygtighedskrav og mærkningskrav, der er fastsat i eller i henhold til denne forordning. Emballage bør anses for at være bragt i omsætning, når den for første gang er gjort tilgængelig på EU-markedet, dvs. er blevet leveret af fabrikanten eller importøren med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. Emballage, der allerede er bragt i omsætning på EU-markedet før anvendelsesdatoen for de relevante krav og befinder sig på distributørers, herunder detailhandlers og grossisters, lagre, bør således ikke skulle opfylde de bæredygtigheds- og mærkningskrav, der er fastsat i eller i henhold til denne forordning.

(15)

I overensstemmelse med affaldshierarkiet og med livscyklustankegangen om at opnå det bedste samlede miljøresultat bør foranstaltningerne i denne forordning have til formål at reducere mængden af emballage, der bringes i omsætning, med hensyn til volumen og vægt, for at forebygge generering af emballageaffald, navnlig gennem emballageminimering, undladelse af emballage, hvor den ikke er nødvendig, og øget genbrug af emballage. Desuden bør foranstaltningerne i denne forordning have til formål at øge brugen af genanvendt indhold i emballage, navnlig i plastemballage, hvor brugen af genanvendt indhold er meget lille, ved at styrke genanvendelsessystemer af høj kvalitet og derved øge genanvendelsesraterne for al emballage og forbedre kvaliteten af de deraf følgende sekundære råmaterialer, samtidig med at andre former for nyttiggørelse og endelig bortskaffelse reduceres.

(16)

I overensstemmelse med affaldshierarkiet, hvori bortskaffelse af affald ved deponering er den mindst foretrukne løsning, bør foranstaltningerne i denne forordning sigte mod at nedbringe mængden af emballageaffald, der deponeres.

(17)

Emballage bør designes, fremstilles og markedsføres på en måde, der tillader, at den genbruges så mange gange som muligt eller genanvendelse af høj kvalitet, og at dens indvirkning på miljøet minimeres i løbet af hele dens livscyklus og livscyklussen for de produkter, som den var designet til. For at nå dette mål bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår fastsættelsen af et minimumsantal rotationer for genbrugsemballage i de emballageformater, som hyppigst anvendes til genbrug.

(18)

I overensstemmelse med målene i handlingsplanen for den cirkulære økonomi og Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020»En kemikaliestrategi med bæredygtighed for øje – På vej mod et giftfrit miljø« (»kemikaliestrategien med bæredygtighed for øje«), og for at sikre en forsvarlig forvaltning af kemikalier i hele deres livscyklus og omstilling til en giftfri og cirkulær økonomi og i betragtning af emballages relevans i dagligdagen er det nødvendigt, at denne forordning håndterer indvirkningen af emballage på menneskers sundhed, miljøet og bæredygtigheden generelt i emballagens samlede livscyklus, herunder cirkularitet, som skyldes tilstedeværelse af problematiske stoffer i hele emballagens livscyklus, fra fremstilling til brug og udtjent emballage, herunder affaldshåndtering.

(19)

Under hensyntagen til videnskabelige og teknologiske fremskridt bør emballage designes og fremstilles på en sådan måde, at indholdet af visse tungmetaller og andre problematiske stoffer i sammensætningen heraf begrænses. Som anført i kemikaliestrategien med bæredygtighed for øje skal problematiske stoffer anvendes mindst muligt og i størst muligt omfang erstattes, og der skal foretages en udfasning af de mest skadelige stoffer til ikkevæsentlige samfundsmæssige anvendelsesformål, navnlig i forbrugerprodukter. I overensstemmelse hermed bør problematiske stoffer som bestanddele i materiale til emballage eller i emballagekomponenter anvendes mindst muligt med det formål at sikre, at emballage og materialer fra genanvendt emballage, ikke har nogen negativ virkning på menneskers sundhed eller miljøet i hele deres livscyklus.

(20)

Perfluoralkyl- og polyfluoralkylstoffer (PFAS) er en gruppe af tusindvis af syntetiske kemikalier, som bruges i vid udstrækning i Unionen samt i resten af verden i en lang række anvendelser. Med hensyn til mængden af PFAS er materiale og emballage bestemt til kontakt med fødevarer en af de mest relevante sektorer. Alle PFAS, der er omfattet af denne forordning, er enten meget persistente i sig selv eller nedbrydes til meget persistente PFAS i miljøet. Når man specifikt ser på de effektparametre for menneskers sundhed, der anses for at være mest bekymrende, når mennesker eksponeres herfor i lang tid, dvs. carcinogenicitet, mutagenicitet, reproduktionstoksicitet, herunder virkninger på eller via amning, og specifik målorgantoksicitet, har et stort antal PFAS en klassificering for mindst ét af disse effektparametre. Baseret på PFAS' fysiske egenskaber, navnlig deres persistens, sammen med visse PFAS' identificerede virkninger på sundheden udgør PFAS en fare for miljøet og menneskers sundhed.

(21)

PFAS i materialer bestemt til kontakt med fødevarer vil uundgåeligt føre til, at mennesker eksponeres for PFAS. Idet der ikke er fastsat en tærskelværdi for farer forbundet med PFAS, er eksponering for PFAS fra materialer bestemt til kontakt med fødevarer en uacceptabel risiko for menneskers sundhed. PFAS bør derfor begrænses i emballage bestemt til kontakt med fødevarer. For at undgå overlapning med de begrænsninger for anvendelse af PFAS, der er fastsat i andre EU-retsakter, bør Kommissionen foretage en evaluering med henblik på at vurdere behovet for at ændre eller ophæve den begrænsning af PFAS i emballage bestemt til kontakt med fødevarer, der er fastsat i denne forordning.

(22)

Bisphenol A (BPA) er en kemisk forbindelse, som anvendes til fremstilling af materialer, der kommer i kontakt med fødevarer, såsom genanvendelige køkkenartikler af plast eller indvendig belægning i dåser, hovedsagelig som et beskyttende lag. Eksponering for BPA, som kan forekomme ved migration af BPA til føde- og drikkevarer og efterfølgende forbrugeres indtagelse, kan udgøre en risiko for forbrugere selv på et lavt niveau ifølge en vurdering, der blev offentliggjort i 2023 af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).

(23)

I lyset af den igangværende procedure for BPA i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1935/2004 (9) om materialer bestemt til kontakt med fødevarer, forventes der at blive vedtaget en begrænsning af anvendelse af BPA inden udgangen af 2024. Når begrænsningen af anvendelse af BPA er vedtaget, vil den finde anvendelse på al fødevareemballage og på andre materialer bestemt til kontakt med fødevarer med en generel overgangsperiode på 18 måneder.

(24)

I overensstemmelse med EU's handlingsplan »Mod nulforurening for vand, luft og jord« som indeholdt i Kommissionens meddelelse af 12. maj 2021 bør Unionens politikker baseres på princippet om, at den forebyggende indsats bør gennemføres ved kilden. I kemikaliestrategien med bæredygtighed for øje understreger Kommissionen, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (10) og (EF) nr. 1272/2008 (11) bør styrkes som en hjørnesten i reguleringen af kemikalier i Unionen, og at forordningerne bør suppleres med sammenhængende tilgange til vurdering og håndtering af kemikalier i eksisterende sektorspecifik ret. Stoffer i emballage og i emballagekomponenter er derfor begrænsede ved kilden og er primært omhandlet i forordning (EF) nr. 1907/2006 i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i nævnte forordnings afsnit VIII, for at beskytte menneskers sundhed og miljøet i alle faser af stoffers livscyklus, herunder affaldsfasen. Det bør således erindres, at forordning (EF) nr. 1907/2006 finder anvendelse på vedtagelse eller ændring af begrænsninger for stoffer, der fremstilles med henblik på anvendelse eller anvendes ved fremstilling af emballage eller emballagekomponenter, samt for omsætning af stoffer, der forekommer i emballage eller emballagekomponenter. For så vidt angår emballage, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1935/2004, bør det erindres, at nævnte forordning sigter mod at sikre et højt beskyttelsesniveau for forbrugere af emballerede fødevarer. Desuden er det muligt, at stoffer i emballage, i emballagekomponenter eller i emballageaffald også er omfattet af begrænsninger fastsat i andre EU-retsakter såsom begrænsninger og forbud, der er indført for persistente organiske miljøgifte i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 (12).

(25)

Ud over de begrænsninger, der gælder for materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer, og som er fastsat i bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006 og i forordning (EF) nr. 1935/2004, bør de eksisterende begrænsninger for bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom i emballage eller emballagekomponenter opretholdes af hensyn til sammenhængen.

(26)

Betingelser for undtagelser vedrørende koncentrationerne af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom i emballage eller emballagekomponenter er fastsat i Kommissionens afgørelse 2001/171/EF (13) og 2009/292/EF (14), som er vedtaget i medfør af direktiv 94/62/EF, og bør opretholdes i henhold til denne forordning. For at tage hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter imidlertid delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår sænkning af koncentrationerne for disse metaller fastsat i denne forordning eller fastsættelsen af, på hvilke betingelser summen af koncentrationerne af disse metaller ikke finder anvendelse på genanvendte materialer eller på produktcyklusser inden for en lukket og kontrolleret kæde eller på visse emballagetyper eller emballageformater. Med udgangspunkt i kemikaliestrategien med bæredygtighed for øje bør samme koncentrationer for farlige stoffer principielt gælde for nye og genanvendte materialer. Der kan dog være særtilfælde, hvor dette princip må fraviges. Disse særtilfælde, der berettiger til andre koncentrationer for genanvendte materialer end for primære råstoffer, bør baseres på en konkret analyse. Når Kommissionen ændrer de eksisterende undtagelser vedrørende koncentrationerne af bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom, bør den tage hensyn til dette princip.

(27)

Uden at dette berører begrænsningen med hensyn til PFAS, bør denne forordning ikke give mulighed for at indføre begrænsninger for anvendelse af stoffer af hensyn til kemikaliesikkerheden eller fødevaresikkerheden, medmindre der er en uacceptabel risiko for menneskers sundhed eller miljøet, herunder, men ikke begrænset til, de begrænsninger for bly, cadmium, kviksølv og hexavalent chrom, der allerede er fastsat på grundlag af direktiv 94/62/EF, og som bør opretholdes i denne forordning, da sådanne begrænsninger er omhandlet i andre EU-retsakter. Denne forordning bør ikke desto mindre også tillade begrænsning, primært af andre årsager end kemikaliesikkerhed eller fødevaresikkerhed, for stoffer, der forekommer i emballage og emballagekomponenter eller anvendes i deres fremstillingsprocesser, og som har negativ indvirkning på emballagens bæredygtighed, navnlig for så vidt angår dens cirkularitet, især genbrugs- eller genanvendelsesprocesser.

(28)

Emballage, der er designet til genanvendelse, når den er blevet til emballageaffald, er en af de mest effektive måder at forbedre emballagens cirkularitet på og øge genanvendelsesraterne for emballage og brugen af genanvendt indhold i emballage. Industrien – gennem frivillige brancheordninger – og nogle medlemsstater har fastsat kriterier for emballagedesign til genanvendelse for en række emballageformater med henblik på graduering af bidrag for udvidet producentansvar. For at forebygge hindringer på det indre marked og give industrien lige vilkår og med henblik på at fremme emballages bæredygtighed er det vigtigt at fastsætte obligatoriske krav vedrørende emballages genanvendelighed ved at harmonisere kriterierne for og metoden til vurdering af emballages genanvendelighed baseret på metoden til design til genanvendelse på EU-plan. For at opfylde det mål, der er fastsat i handlingsplanen for den cirkulære økonomi, om, at al emballage bør kunne genanvendes på økonomisk levedygtig vis senest i 2030, bør genanvendelig emballage designes til materialegenanvendelse og, når den bliver til affald, kunne indsamles særskilt, sorteres i særlige affaldsstrømme, uden at det påvirker genanvendeligheden af andre affaldsstrømme, og genanvendes i stor målestok. Emballages genanvendelighed bør udtrykkes i ydeevneklasse for genanvendelighed fastsat på grundlag af kriterier for design til genanvendelse fra 2030 og på grundlag af både kriterier for design til genanvendelse og for genanvendelse i stor målestok fra 2035 for emballagekategorierne opført i bilag II og udtrykt i klasse A, B eller C. Emballage i disse klasser bør betragtes som genanvendelig og dermed kunne bringes i omsætning. Emballage under klasse C bør anses for at være teknisk ikkegenanvendelig, og omsætning af sådan emballage bør begrænses. Emballage bør dog først opfylde nævnte kriterier fra den 1. januar 2030 for at give de erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at tilpasse sig. Fra den 1. januar 2038 bør emballage mindst være klasse B for at kunne bringes i omsætning.

(29)

Definitionen af materialegenanvendelse i denne forordning bør supplere definitionerne af genanvendelse og materialenyttiggørelse, der er fastsat i direktiv 2008/98/EF. Materialegenanvendelse bevarer ressourcerne i omløb i materialeøkonomien og bør derfor ikke omfatte biologisk affaldsbehandling. Definitionen af materialegenanvendelse bør ikke påvirke beregningen af de genanvendelsesmål, der er fastsat for medlemsstaterne i henhold til denne forordning. Disse mål og beregningen heraf er baseret på definitionen af »genanvendelse«, der er fastsat i direktiv 2008/98/EF.

(30)

Genanvendelse af høj kvalitet indebærer, at de genanvendte materialer, baseret på deres bevarede tekniske karakteristika, er af en tilsvarende eller bedre kvalitet sammenlignet med det oprindelige materiales kvalitet og kan anvendes til emballage eller lignende anvendelser som erstatning for primære råstoffer. Det genanvendte materiale kan genanvendes flere gange. For at gøre det muligt at producere genanvendte råmaterialer af høj kvalitet er indsamling af korrekt sorteret emballageaffald afgørende. Forskellen på materialegenanvendelse og genanvendelse af høj kvalitet er, at materiale til emballage ved materialegenanvendelse genanvendes til materialer, mens materiale til emballage ved genanvendelse af høj kvalitet genanvendes til materialer af en sådan kvalitet, at de pågældende materialer kan anvendes inden for samme kvalitetsklasse til emballage eller til andre formål, hvor kvaliteten af det genanvendte materiale bevares.

(31)

Den omstændighed, at der er foretaget en vurdering af design til genanvendelse, sikrer ikke i sig selv, at emballage genanvendes i praksis. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge en ensartet metode og en sporbarhedsmekanisme, der sikrer, at emballageaffald reelt genanvendes i stor målestok baseret på etablerede state-of-the-art-processer for særskilt indsamling og på etablerede sorterings- og genanvendelsesprocesser, som er blevet demonstreret og bevist i et driftsmiljø. Som følge heraf bør der fra 2035 foretages en ny vurdering på grundlag af mængden, dvs. vægten, af det materiale, der reelt genanvendes, for hver af emballagekategorierne efter den metode og i overensstemmelse med de tærskler, der er fastsat i denne forordning. Tærsklerne for genanvendelse i stor målestok bør fastsættes under hensyntagen til det mål for årlig mængde genanvendt materiale, der er fastsat i denne forordning. Medlemsstaterne forventes senest i 2030 allerede at have indberettet de første data om mængden af genanvendt emballageaffald efter emballagekategori med henblik på overvågning til Kommissionen. Producenterne, i tilfælde af individuel opfyldelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, de producentansvarsorganisationer, der har fået overdraget opfyldelse af disse forpligtelser, eller de operatører, der håndterer emballageaffald, hvor offentlige myndigheder er ansvarlige for at tilrettelægge håndtering af emballageaffald, bør sikre, at emballageaffald indsamles særskilt, sorteres og genanvendes i installeret infrastruktur ved brug af etablerede processer, som er blevet demonstreret og bevist i et driftsmiljø, og bør give fabrikanten al den tekniske dokumentation, der påviser, at emballage genanvendes i stor målestok.

(32)

For at fastsætte harmoniserede regler for emballagedesign med henblik på at sikre, at emballage kan genanvendes, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår fastsættelsen af kriterier for design til genanvendelse og ydeevneklasser for genanvendelighed, fastsættelsen af hvordan der foretages præstationsvurdering af genanvendelighed, og hvordan resultatet heraf udtrykkes, fastsættelsen af en beskrivelse for hver emballagekategori af betingelserne for overholdelse af deres respektive ydeevneklasser for genanvendelighed, fastsættelsen af en ramme for graduering af finansielle bidrag, som producenter skal betale for at opfylde deres forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, samt ændring af de tilhørende bilag til denne forordning

(33)

For at stimulere innovation inden for emballage bør emballage med innovative egenskaber, der medfører en betydelig forbedring af emballagens kernefunktion og har påviselige miljømæssige fordele, indrømmes en yderligere frist til at opfylde genanvendelighedskravene. De innovative egenskaber bør begrundes, navnlig vedrørende anvendelsen af nye materialer, og der bør redegøres for den planlagte fastlæggelse af en fremgangsmåde for genanvendelse i den tekniske dokumentation, der ledsager emballagen. Disse oplysninger bør bl.a. anvendes til om nødvendigt at ændre gennemførelsesretsakterne om kriterier for design til genanvendelse. Erhvervsdrivende bør også underrette Kommissionen og den kompetente myndighed, inden innovativ emballage bringes i omsætning.

(34)

For at beskytte menneskers og dyrs sundhed og sikkerhed bør genanvendelighedskravene på grund af de emballerede produkters art og de dermed forbundne krav ikke være obligatoriske for indre emballage i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF (15) og med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/6 (16), som er i direkte kontakt med et lægemiddel, samt ydre emballage som defineret i disse lovgivningsmæssige retsakter i tilfælde, hvor sådan emballage er nødvendig for at opfylde specifikke krav for at bevare lægemidlets kvalitet. Desuden bør genanvendelighedskravene ikke være obligatoriske for kontaktfølsom plastemballage til medicinsk udstyr, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/745 (17), kontaktfølsom plastemballage til medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 (18), kontaktfølsom plastemballage til fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn og fødevarer til særlige medicinske formål, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 (19), eller for emballage, der anvendes til transport af farligt gods i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF (20). Salgsemballage fremstillet af letvægtstræ, kork, tekstil, gummi, keramik eller porcelæn bør også fritages, da disse materialer bringes i omsætning i meget små mængder, dvs. at hver kategori udgør mindre end 1 % af vægten af den emballage, der bringes i omsætning på EU-markedet. Forpligtelsen til at betale finansielle bidrag i overensstemmelse med det udvidede producentansvar bør ikke omfattes af denne fritagelse.

(35)

Nogle medlemsstater træffer foranstaltninger for at fremme emballages genanvendelighed gennem graduering af bidrag for udvidet producentansvar. Sådanne initiativer på nationalt plan kan skabe reguleringsmæssig usikkerhed for erhvervsdrivende, navnlig erhvervsdrivende, der leverer emballage i flere medlemsstater. Samtidig er graduering af bidrag for udvidet producentansvar et effektivt økonomisk instrument til at tilskynde til et mere bæredygtigt emballagedesign, der fører til lettere genanvendelighed af emballage, samtidig med at det indre markeds funktion forbedres. Det er derfor nødvendigt at harmonisere kriterierne for graduering af bidrag for udvidet producentansvar på grundlag af den ydeevneklasse for genanvendelighed, der er opnået gennem vurderingen af genanvendelighed uden at fastsætte faktiske beløb for sådanne bidrag. Da kriterierne bør relateres til kriterierne for emballages genanvendelighed, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage sådanne harmoniserede kriterier og samtidig fastsætte detaljerede kriterier for design til genanvendelse for hver emballagekategori.

(36)

For at sikre emballagens cirkularitet bør emballage designes og fremstilles på en sådan måde, at det i højere grad er muligt at erstatte primære råstoffer med genanvendte materialer. Øget brug af genanvendte materialer støtter udviklingen af den cirkulære økonomi med velfungerende markeder for genanvendte materialer, mindsker omkostningerne, afhængigheden og de negative miljøpåvirkninger i forbindelse med anvendelse af primære råstoffer og sikrer en mere ressourceeffektiv anvendelse af materialer. I forhold til de forskellige materialer til emballage har plastemballage det laveste input af genanvendt materiale. For at løse disse problemer på den mest hensigtsmæssige måde er det nødvendigt at øge udbredelsen af genanvendt plast ved at fastsætte obligatoriske mål for genanvendt indhold i plastemballage på forskellige niveauer afhængigt af kontaktfølsomheden (21) af forskellige anvendelser af plastemballage og ved at sikre, at disse mål bliver bindende senest i 2030. For gradvist at sikre emballagens cirkularitet bør der fra 2040 gælde højere mål.

(37)

Papirmateriale fra papirmasseprocessen bør ikke anses for at være omfattet af definitionen af plast i denne forordning.

(38)

For at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed i overensstemmelse med EU-retten og for at undgå enhver risiko for forsyningssikkerheden eller for sikkerheden ved lægemidler og medicinsk udstyr bør visse typer plastemballage undtages fra forpligtelsen til at have et minimumsindhold af genanvendt materiale. Disse typer plastemballage er indre emballage som defineret i direktiv 2001/83/EF og i forordning (EU) 2019/6, kontaktfølsom plastemballage til medicinsk udstyr, der er omfattet af forordning (EU) 2017/745, kontaktfølsom emballage til medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der er omfattet af forordning (EU) 2017/746, kontaktfølsom plastemballage til fødevarer alene bestemt til spædbørn og småbørn og kontaktfølsom plastemballage til fødevarer til særlige medicinske formål, der er omfattet af forordning (EU) nr. 609/2013. Denne undtagelse bør også gælde for ydre emballage til humanmedicinske lægemidler og veterinærlægemidler som defineret i forordning (EU) 2019/6 og direktiv 2001/83/EF i tilfælde, hvor emballagen skal opfylde specifikke krav for at bevare lægemidlets kvalitet.

(39)

For at nå målene for integration af genanvendt indhold i henhold til denne forordning, bør Kommissionen senest tre år efter denne forordnings ikrafttræden offentliggøre en revurdering af det teknologiske udviklingsstadie og miljøpræstationerne for biobaseret plastemballage og, hvor det er relevant, forelægge et lovgivningsforslag med bæredygtighedskrav og -mål.

(40)

For at forebygge hindringer på det indre marked og sikre en effektiv gennemførelse af denne forordning bør erhvervsdrivende sikre, at alle plastdele i emballage indeholder en vis minimumsprocentdel af genanvendt indhold, der er nyttiggjort fra plastaffald fra forbrugsleddet, pr. emballagetype og -format som omhandlet i denne forordning, beregnet som et gennemsnit pr. fabrik og år.

(41)

Anvendelse af fabrikken som beregningsgrundlag giver emballagefabrikanten en vis fleksibilitet med hensyn til at nå minimumsprocentdelen af genanvendt indhold. Fabrik bør forstås som kun ét industrielt anlæg, hvor der fremstilles emballage.

(42)

Der bør være et incitament for erhvervsdrivende til at øge indholdet af genanvendt materiale i emballages plastdel. En måde at opnå dette på er at sikre graduering af bidrag for udvidet producentansvar baseret på procentdelen af genanvendt indhold i emballage. Bidragsgradueringen bør i sådanne tilfælde baseres på fælles regler for beregning og verifikation af indholdet af genanvendt materiale i sådan emballage. I denne forbindelse bør medlemsstaterne have mulighed for at opretholde eksisterende systemer, der giver forudgående og rimelig adgang til genanvendt materiale, for at opfylde minimumsmålene for genanvendt indhold, forudsat at systemerne er i overensstemmelse med denne forordning. Desuden bør der gives prioriteret adgang til markedspriserne for genanvendte materialer, og mængden af genanvendelige materialer, som der gives prioriteret adgang til, bør svare til mængden af emballage, som den erhvervsdrivende gør tilgængelig på den pågældende medlemsstats område inden for en nærmere fastsat tidsramme.

(43)

Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af reglerne for beregning og verifikation af procentdelen af genanvendt indhold, som stammer fra nyttiggørelse af plastaffald fra forbrugsleddet, beregnet pr. emballagetype og -format som et gennemsnit pr. fabrik og år, samtidig med, at der tages hensyn til genanvendelsesprocessens miljøpåvirkning, og med henblik på fastlæggelse af formatet for teknisk dokumentation.

(44)

For at skabe et indre marked for genanvendelse af høj kvalitet af plast og anvendelse af sekundære råmaterialer bør alle plastdele i emballage, der bringes i omsætning, indeholde en vis minimumsprocentdel af genanvendt indhold, der er nyttiggjort fra plastaffald fra forbrugsleddet, pr. emballagetype og -format som omhandlet i denne forordning, beregnet som et gennemsnit pr. fabrik og år. Emballagetype bør forstås som den dominerende polymer, som en emballage er fremstillet af, mens emballageformat bør forstås som en bestemt emballageenheds størrelse og form.

(45)

Det er af flere grunde nødvendigt med et højt beskyttelsesniveau for miljøet og menneskers sundhed, navnlig med hensyn til niveauet for emissioner til luft, vand og jord. For det første er klimaændringer et globalt fænomen, der ikke har nogen grænser, og virkningerne heraf er ikke direkte forbundet med kilden til drivhusgasemissionerne: Lande med lave drivhusgasemissioner kan opleve virkninger af klimaændringer, som ikke står i forhold til deres individuelle bidrag til de globale drivhusgasemissioner. For det andet er vandsystemer indbyrdes forbundne, f.eks. via havstrømme, og tidligere erfaringer viser, at forurening, herunder plastaffaldsforurening, der finder sted i én del af verden, i stor udstrækning kan brede sig til andre have og kontinenter. For det tredje kan emissioner til jorden ikke kun have lokale, men også grænseoverskridende virkninger, navnlig når disse emissioner går ind i vandløb. Fremme af anvendelse af genanvendt indhold i plastemballage er baseret på den forudsætning, at selve det genanvendte indhold er produceret på en miljømæssigt bæredygtig måde, således at CO2-fodaftrykket reduceres, og den cirkulære økonomi fremmes. Med henblik herpå er det nødvendigt at indføre visse sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den måde, hvorpå genanvendt indhold opnås, ikke udligner de miljømæssige fordele ved at anvende sådant genanvendt indhold i efterfølgende plastemballage. Det er derfor nødvendigt at håndtere de relaterede miljøproblemer på en ikkediskriminerende måde for så vidt angår både indenlandsk produceret og importeret plastemballage. Med henblik herpå bør import til Unionen være underlagt tilsvarende betingelser med hensyn til emissioner og særskilt indsamling og bæredygtighedskriterier for genanvendelsesteknologier.

(46)

Særskilt indsamling af plastaffald er afgørende, da den har direkte positiv indvirkning på indsamlingsraten, kvaliteten af det indsamlede materiale og kvaliteten af de genanvendelige materialer. Den muliggør genanvendelse af høj kvalitet og fremmer udbredelse af sekundære råmaterialer af høj kvalitet. Bevægelse i retning af et »genanvendelsessamfund« bidrager til at undgå generering af affald og tilskynder til anvendelse af affald som en ressource, samtidig med at det undgås at fastlåse ressourcer på de lavere niveauer i affaldshierarkiet, hvilket har skadelige virkninger på miljøet og tilsidesætter en miljømæssigt forsvarlig håndtering af affald. Særskilt indsamling forhindrer også, at farligt og ikkefarligt affald blandes, hvorved sikkerheden ved affald og overførsel heraf sikres, og forurening undgås, som fastsat i internationale regler såsom Baselkonventionen af 22. marts 1989 om kontrol med grænseoverskridende transport af farligt affald og bortskaffelse heraf (22), De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (23), konventionen om forhindring af havforurening ved dumpning af affald og andre stoffer, udfærdiget i London den 29. december 1972, og protokollen hertil fra 1996 samt bilag V til den internationale konvention af 2. november 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL), som ændret ved protokollen fra 1978 hertil.

(47)

Desuden har drøftelser på internationalt plan på forskellige møder i det mellemstatslige forhandlingsudvalg med henblik på at udarbejde et internationalt juridisk bindende instrument om plastforurening, herunder i havmiljøet, inden for rammerne af De Forenede Nationers Miljøprogram (»INC om plastforurening«) på internationalt plan vist, at der er behov for at intensivere indsatsen vedrørende særskilt indsamling af plast for at begrænse miljøpåvirkningerne heraf og fremme den cirkulære økonomi med henblik på at forebygge generering af affald og mindske misbrug af naturressourcer. De viste også de kontraherende parters vilje til at vedtage foranstaltninger i denne retning. I henhold til konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande (24), udfærdiget i Genève den 14. november 1979, skal parterne i nævnte konvention beskytte miljøet mod luftforurening og bestræbe sig på at begrænse og i videst muligt omfang gradvis at formindske og forhindre luftforurening, herunder grænseoverskridende luftforurening over store afstande. I henhold til konventionen om beskyttelse og udnyttelse af grænseoverskridende vandløb og internationale søer (25), udfærdiget i Helsinki den 17. marts 1992, skal parterne træffe foranstaltninger til at forebygge, bekæmpe og begrænse eventuelle grænseoverskridende virkninger af vandforurening. I overensstemmelse med Rioerklæringen fra 1992 fra De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling bør forureneren principielt bære omkostningerne ved forurening. Industrielle aktiviteter såsom genanvendelse af plast bør derfor ledsages af foranstaltninger til forebyggelse og reduktion af forurening.

(48)

Miljømålet om at tilskynde til anvendelse af materialer, der er nyttiggjort fra plastaffald fra forbrugsleddet, kræver, at genanvendelse af plast sker på en måde, der minimerer den deraf følgende forurening. Sker dette ikke, vil de industrielle forurenende stoffer, der udledes i forbindelse med genanvendelse, reducere eller fjerne den miljømæssige merværdi, som opnås ved at fremme brug af genanvendt plast. Der bør udarbejdes bæredygtighedskriterier med hensyn til genanvendelsesteknologier for plastaffald fra forbrugsleddet. De bør sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet og menneskers sundhed, navnlig med hensyn til niveauet for emissioner til luft, vand og jord samt ressourceeffektivitet. Med henblik herpå bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår fastsættelsen af bæredygtighedskriterier for plastgenanvendelsesteknologier. Genanvendelse bør i overensstemmelse hermed foregå på en miljømæssigt forsvarlig måde, der fører til genanvendelsesprocesser og -produkter af høj kvalitet og sikrer høje standarder for genanvendelsessektoren. Ved at sikre et passende niveau for bæredygtighed i genanvendelsesteknologien og dermed det genanvendelige materiale bliver det en miljømæssigt ansvarlig foranstaltning at tilskynde til anvendelse af genanvendt indhold i plastemballage. Drøftelserne på møderne i INC om plastforurening understregede også betydningen af at sikre, at genanvendelsesteknologier fungerer på en miljømæssigt forsvarlig måde.

(49)

Metoden til vurdering, verifikation og certificering, herunder gennem tredjepartsrevision, af ækvivalensen af de regler, der anvendes, hvis genanvendt indhold, som er nyttiggjort fra plastaffald fra forbrugsleddet, genanvendes eller indsamles i et tredjeland, bør sikre et højt beskyttelsesniveau for miljøet og menneskers sundhed, navnlig med hensyn til niveauet for emissioner til luft, vand og jord, under hensyntagen til behovet for at sikre, at genanvendelse foregår på en miljømæssigt forsvarlig måde, muligheden for at sikre genanvendelse af høj kvalitet, niveauet for kvalitetsstandarderne for genanvendelsessektoren og ressourceeffektivitetsniveauet. Sådanne overvejelser er afgørende for at opnå ressourcers cirkularitet og dermed lægge mindre pres på begrænsede naturressourcer. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge denne metode.

(50)

Materialer, der er bestemt til kontakt med fødevarer, og som indeholder genanvendt plast, skal opfylde kravene i Kommissionens forordning (EU) 2022/1616 (26), som omfatter krav til genanvendelsesteknologier. Med hensyn til plastemballage, med undtagelse af emballage fremstillet af polyethylenterephthalat (PET), er det hensigtsmæssigt at revurdere tilgængeligheden af passende genanvendelsesteknologier for sådan emballage i tilstrækkelig god tid inden datoen for anvendelse af de relaterede krav til genanvendt indhold. Denne vurdering bør også omfatte status for godkendelse i henhold til de relevante EU-regler og installation i praksis af sådan teknologi. På grundlag af denne vurdering kan der være behov for at fravige kravene til genanvendt indhold for den specifikke kontaktfølsomme plastemballage eller for at ændre listen over undtagelser fastsat i denne forordning. Med henblik herpå bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF.

(51)

For at tage hensyn til de risici, der er forbundet med en mulig utilstrækkelig forsyning af specifikt plastaffald til genanvendelse, som kan føre til uforholdsmæssig høje priser eller negative virkninger på sundhed, sikkerhed og miljø, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår midlertidig justering af minimumsprocentdelene af genanvendt indhold, der er nyttiggjort fra plastaffald fra forbrugsleddet. Ved evalueringen af begrundelsen for en sådan delegeret retsakt bør Kommissionen vurdere velbegrundede anmodninger fra fysiske og juridiske personer.

(52)

For andre materialer end plast, f.eks. glas eller aluminium, er tendensen til at erstatte primære råmaterialer med genanvendte materialer dokumenteret og forventes at fortsætte på grund af udviklingen i det retlige og økonomiske miljø og forbrugernes forventninger. Kommissionen bør ikke desto mindre nøje overvåge brugen af genanvendt indhold i andre materialer til emballage end plast og bør vurdere, om det er hensigtsmæssigt at foreslå indførelse af yderligere foranstaltninger, herunder fastsættelse af mål, med henblik på at øge brugen af genanvendt indhold i anden emballage end plastemballage.

(53)

Bioaffaldsstrømmen er ofte forurenet med konventionel plast, og materialegenanvendelsesstrømmene er ofte forurenet med komposterbar plast. Denne krydskontaminering fører til spild af ressourcer og sekundære råmaterialer af lavere kvalitet og bør forebygges ved kilden. I lyset af dette problem bør medlemsstaterne angive, hvilken affaldshåndtering der er hensigtsmæssig på deres område for komposterbar emballage. Da den korrekte bortskaffelsesmetode for komposterbar plastemballage bliver stadig mere forvirrende for forbrugerne, er det berettiget og nødvendigt at fastsætte klare og fælles regler for brug af komposterbar plastemballage, der kun kræver, at den bruges, når det er en klar fordel for miljøet eller menneskers sundhed. Dette er især tilfældet, når brug af komposterbar emballage bidrager til indsamling eller bortskaffelse af bioaffald, f.eks. i forbindelse med produkter, hvor adskillelse af indhold og emballage er særligt kompleks, såsom tebreve.

(54)

Med henblik på begrænsede anvendelser af emballage af bionedbrydelige plastpolymerer er der en påviselig miljømæssig fordel ved at bruge komposterbar emballage i komposteringsanlæg, herunder anaerobe nedbrydningsanlæg under kontrollerede forhold. Hvis en medlemsstat anvender artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/98/EF, og der er passende affaldsindsamlingsordninger og affaldsbehandlingsinfrastrukturer til rådighed i denne medlemsstat, bør der desuden være fleksibilitet for denne medlemsstat til at beslutte, om den vil tillade tilgængeliggørelse på sit område for første gang af komposterbar emballage til enkeltserveringsenheder til kaffe- eller tesystemer eller systemer til andre drikkevarer, der består af andet materiale til emballage end metal, og meget lette plastbæreposer, letvægtsplastbæreposer og tilgængeliggørelse på sit område for første gang af anden emballage, som var underlagt krav om at være komposterbar inden datoen for denne forordnings anvendelse. For at undgå forvirring blandt forbrugerne om den korrekte bortskaffelsesmetode og i betragtning af de miljømæssige fordele ved kulstofcirkularitet bør al anden emballage indgå i materialegenanvendelse, og designet af sådan emballage bør sikre, at emballagen ikke påvirker genanvendeligheden af andre affaldsstrømme.

(55)

Derudover bør bionedbrydeligt affald ikke føre til forekomst af forurenende stoffer i den producerede kompost. Kravene i harmoniseret standard EN 13432:2000 »Emballage – Krav til emballage, som kan genanvendes ved kompostering og bionedbrydning – Prøvningsmetoder og evalueringskriterier for endelig godkendelse af emballage« bør revideres med hensyn til komposteringstid, tilladte forureningsniveauer og begrænsninger i forhold til frigivelse af mikroplast for at gøre det muligt at forarbejde disse materialer i bioaffaldsbehandlingsanlæg på passende vis. Desuden bør der i Unionen fastlægges en lignende standard for hjemmekompostering.

(56)

Som beskrevet i EU-politikrammen for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast, jf. Kommissionens meddelelse af 30. november 2022, indebærer overholdelse af standarderne for industriel kompostering ikke nedbrydning under hjemmekompostering. Ved industriel kompostering er de nødvendige betingelser høje temperaturer og høje fugtighedsniveauer. Ved hjemmekompostering, som foretages af privatpersoner, herunder i lokalsamfund, afhænger de faktiske betingelser i høj grad af lokale klimaforhold og forbrugerpraksis. Derfor risikerer biologisk nedbrydning ved hjemmekompostering at blive langsommere end industriel kompostering eller ikke at blive fuldført. Navnlig bør hjemmekompostering af plastemballage kun overvejes til særlige formål og i forbindelse med særlige lokale forhold under tilsyn af de relevante myndigheder.

(57)

Hvis det er berettiget og hensigtsmæssigt som følge af den teknologiske og reguleringsmæssige udvikling, der påvirker bortskaffelse af komposterbar plast, og på særlige betingelser, som sikrer, at brug af sådanne materialer er til gavn for miljøet og menneskers sundhed, bør Kommissionen, hvis det er relevant, forelægge et lovgivningsforslag om ændring af listen over emballage, der må være komposterbar.

(58)

For at lette overensstemmelsesvurdering vedrørende krav i henhold til denne forordning til komposterbar emballage er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om en formodning om overensstemmelse for komposterbar emballage, der er i tråd med harmoniserede standarder, som er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (27). Ved afgørelsen af, om formodningen finder anvendelse, bør der tages hensyn til detaljerede tekniske specifikationer for disse krav i overensstemmelse med den seneste videnskabelige og teknologiske udvikling. Parametrene, herunder komposteringstider og tilladte niveauer for forurenende stoffer, bør afspejle de faktiske forhold i biobehandlingsanlæg, herunder anaerobe nedbrydningsprocesser. Den nuværende standard for industriel kompostering kan ikke anvendes som grundlag for en formodning om overensstemmelse, da det er nødvendigt at revidere denne standard og erstatte den af en ajourført udgave. Indtil der foreligger en ny eller ajourført harmoniseret standard, kan den nuværende standard dog anvendes som vejledning. Hvad angår hjemmekomposterbar emballage, bør Kommissionen anmode om, at der udarbejdes EN-standardisering, alt efter hvad der er relevant.

(59)

Al emballage, der er bestemt til at komme i kontakt med fødevarer, eller som allerede er i kontakt med fødevarer, herunder komposterbar emballage, skal opfylde kravene i forordning (EF) nr. 1935/2004. Hvor det er relevant, bør det være muligt at anvende den dokumentation og de oplysninger, der kræves i henhold til EU-retsakter om materialer bestemt til kontakt med fødevarer, som en del af de oplysninger og den dokumentation, der kræves i henhold til nærværende forordning.

(60)

Emballage bør designes på en sådan måde, at dens volumen og vægt minimeres og genanvendelse muliggøres, samtidig med at den bevarer sin evne til at opfylde emballagens funktioner. Fabrikanten bør vurdere emballagen i forhold til de ydeevnekriterier, der er anført i denne forordning. I lyset af formålene med denne forordning om at reducere produktionen af emballage og genereringen af emballageaffald og forbedre emballages cirkularitet på hele det indre marked er det hensigtsmæssigt at supplere og præcisere de nuværende kriterier yderligere og at skærpe dem. Listen over ydeevnekriterier for emballage som anført i harmoniseret standard EN 13428:2004 »Emballage – Krav til fremstilling og sammensætning –Emballageminimering« bør derfor ændres. Indtil der foreligger en ny eller ajourført harmoniseret standard, kan den eksisterende standard EN 13428:2004 dog anvendes. Selv om markedsføring og forbrugeraccept fortsat er relevante for emballagedesign, bør de ikke være en del af ydeevnekriterier, der i sig selv begrunder en forøgelse af emballages vægt og volumen. Dette bør dog ikke kompromittere produktspecifikationerne for håndværks- og industriprodukter samt fødevarer og landbrugsprodukter, der er registreret og beskyttet i henhold til EU's ordning for beskyttelse af geografiske betegnelser som led i Unionens mål om at beskytte kulturarven og traditionel knowhow, herunder i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (28) for vin, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/787 (29) for spiritus eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2411 (30) for håndværks- og industriprodukter, eller som er omfattet af kvalitetsordninger omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1143 (31). Det bør heller ikke kompromittere emballagedesign, der er beskyttet i henhold til EU-retten eller national ret om design eller varemærker eller internationale aftaler med retsvirkning i en af medlemsstaterne. Det er kun berettiget at undtage sådan emballage, i det omfang de nye regler om emballageminimering påvirker emballagens form på en sådan måde, at varemærket ikke længere kan adskille den varemærkede vare fra varer fra en anden virksomhed, og designet ikke længere kan bevare sine nye og individuelle karakteristika. For at undgå risiko for misbrug bør undtagelsen kun finde anvendelse på varemærke- og designrettigheder, der er beskyttet før den 11. februar 2025. På den anden side kan genanvendelighed, brug af genanvendt indhold og genbrug af emballage berettige en forøgelse af emballagens vægt eller volumen og bør føjes til ydeevnekriterierne. Emballage med dobbeltvægge, falske bunde og andre egenskaber, der kun har til formål at øge produktets opfattede volumen, bør ikke bringes i omsætning, da en sådan emballage ikke opfylder kravet om emballageminimering. Samme regel bør gælde for overflødig emballage, der ikke er nødvendig for at sikre emballagefunktionalitet.

(61)

For at opfylde emballageminimeringskravene bør der lægges særlig vægt på at begrænse det tomme rum i multipak- og transportemballage, herunder e-handelsemballage.

(62)

For at lette overensstemmelsesvurdering vedrørende kravene i henhold til denne forordning om emballageminimering er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om en formodning om overensstemmelse for emballage, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012, med henblik på at angive detaljerede tekniske specifikationer for disse krav og fastsætte målbare designkriterier, herunder, hvis det er relevant, maksimumsgrænser for vægt eller tomme rum for specifikke emballageformater samt standarddesign for emballage, der opfylder emballageminimeringskravene.

(63)

For at fremme cirkularitet og bæredygtig anvendelse af emballage bør der tilskyndes til brug af genbrugsemballage og genbrugssystemer. Med henblik herpå er det nødvendigt at præcisere begrebet genbrugsemballage og sikre, at det ikke kun er knyttet til emballagedesign, men også til etablering af genbrugssystemer, der opfylder minimumskravene i denne forordning. Emballagedesign bør muliggøre det størst mulige antal rotationer og fortsat opfylde sikkerheds-, kvalitets- og hygiejnekravene ved tømning, aflæsning, genpåfyldning eller genpålæsning. For at lette overensstemmelsesvurdering vedrørende kravene i henhold til denne forordning om genbrugsemballage er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om en formodning om overensstemmelse for emballage, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012, med henblik på at angive detaljerede tekniske specifikationer i henhold til nævnte forordning og fastlægge kriterier og formater for genbrugsemballage, herunder minimumsantal ture eller rotationer, standarddesign samt krav til genbrugssystemer, herunder hygiejnekrav.

(64)

Det er nødvendigt at informere forbrugere og sætte dem i stand til at bortskaffe emballageaffald på hensigtsmæssig vis. Med henblik herpå er det hensigtsmæssigt at etablere et harmoniseret mærkningssystem baseret på materialesammensætningen af emballage til affaldssortering og ledsaget af tilsvarende mærker på affaldsbeholdere. Behovet for, at et sådant harmoniseret mærkningssystem er genkendeligt for alle borgere uanset deres omstændigheder, såsom alder og sprogkundskaber, bør være en vejledende faktor for mærkernes design. Et sådant system kan skabes ved brug af piktogrammer med minimal brug af sprog. Sådanne design vil også bidrage til at minimere de udgifter til oversættelse, der ellers ville skulle afholdes.

(65)

Sortering er et vigtigt skridt for at sikre, at emballages cirkularitet øges. Der bør tilskyndes til forbedring af sorteringskapaciteter, navnlig gennem teknologiske innovationer, for at muliggøre mere effektiv sortering og dermed råmaterialer af bedre genanvendelseskvalitet.

(66)

For at gøre det lettere for forbrugerne at sortere og bortskaffe emballageaffald bør der indføres et system med harmoniserede symboler, som skal anbringes på både emballage og affaldsbeholdere, således at forbrugerne kan matche symbolerne med henblik på bortskaffelse. Symbolerne bør muliggøre en hensigtsmæssig affaldshåndtering, da de bør give forbrugerne oplysninger om den pågældende emballages komposteringsegenskaber. Sådanne oplysninger bør navnlig forhindre forvirring for forbrugerne vedrørende komposterbar emballage, som ikke i sig selv er egnet til hjemmekompostering, men kun er komposterbar under industrielt kontrollerede forhold. Oplysningerne bør derfor forhindre, at komposterbar emballage henkastes i naturen. Denne tilgang vil forbedre den særskilte indsamling af emballageaffald, føre til genanvendelse af højere kvalitet og har til hensigt at indføre en vis grad af harmonisering af indsamlingssystemerne for emballageaffald på det indre marked. Det er også nødvendigt at harmonisere de symboler, der er knyttet til de obligatoriske pant- og retursystemer, som indføres efter denne forordnings ikrafttræden. Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at der anvendes sådanne harmoniserede mærker på emballage, der er omfattet af pant- og retursystemer, som er oprettet i henhold til national ret inden denne forordnings ikrafttræden. Da transportemballage ikke indsamles gennem kommunale affaldsindsamlingssystemer, bør anvendelse af disse symboler ikke være obligatorisk for transportemballage med undtagelse af e-handelsemballage.

(67)

Mærkning af genanvendt indhold i emballage bør ikke være obligatorisk, da denne oplysning ikke er afgørende for at sikre korrekt behandling af udtjent emballage. Fabrikanter vil dog skulle opfylde målene for genanvendt indhold i denne forordning, og de vil kunne ønske at angive disse oplysninger på deres emballage for at informere forbrugerne om genanvendt indhold i emballagen. For at sikre, at sådanne oplysninger formidles på en harmoniseret måde i hele Unionen, bør der indføres et harmoniseret mærke til angivelse af genanvendt indhold.

(68)

Mærkning af indhold af biobaseret plast i emballage bør heller ikke være obligatorisk, da der er en række betingelser, som biobaseret plast skal opfylde for at sikre bæredygtighed, og der er behov for mere videnskabelig dokumentation for at sikre, at anvendelse af biobaseret plast i hele dens livscyklus er i overensstemmelse med principperne for cirkulær økonomi fastsat i Kommissionens meddelelse af 30. november 2022 om en EU-politikramme for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast. Fabrikanter vil dog kunne ønske at angive disse oplysninger på deres emballage for at informere forbrugerne om indholdet af biobaseret plast i emballagen. For at sikre, at sådanne oplysninger formidles på en harmoniseret måde i hele Unionen, bør der indføres et harmoniseret mærke til angivelse af indholdet af biobaseret plast.

(69)

For så vidt angår genbrugsemballage bør sådan emballage for at informere slutbrugerne om genbrugelighed, tilgængelighed af genbrugssystemer og placering af indsamlingskanaler være forsynet med en QR-kode eller en anden standardiseret åben digital databærer, der giver sådanne oplysninger. QR-koden eller databæreren bør indeholde oplysninger, der letter sporing og beregning af ture og rotationer, eller et gennemsnitligt skøn, hvis sådanne beregninger ikke er mulige. Dette mærke bør være frivillig for åbne genbrugssystemer, der ikke har en systemoperatør. Genbrugelig salgsemballage bør desuden være tydeligt identificeret på salgsstedet.

(70)

Der bør ikke være mange forskellige mærker på emballage. For at undgå dette, hvis andre EU-retsakter kræver, at oplysninger om et emballeret produkt er digitalt tilgængelige via en databærer, bør de oplysninger, der er påkrævet i henhold til denne forordning for emballagen og i henhold til en anden EU-retsakt for det emballerede produkt, være tilgængelige via samme databærer. Denne databærer bør opfylde kravene i denne forordning eller anden gældende EU-ret. Hvis det emballerede produkt er omfattet af forordning (EU) 2024/1781 eller anden EU-ret, der kræver et digitalt produktpas, bør dette digitale produktpas navnlig også anvendes til at give de relevante oplysninger i henhold til nærværende forordning. Hvis emballage indeholder problematiske stoffer, bør den mærkes ved hjælp af en standardiseret åben digital mærkningsteknologi som fastsat i gennemførelsesretsakter vedtaget af Kommissionen. Disse oplysninger bør sikre, at affaldsoperatører har adgang til relevante oplysninger om emballagens kemiske sammensætning med henblik på at fastlægge den mest hensigtsmæssige affaldshåndteringsløsning i overensstemmelse med affaldshierarkiet og dermed fremme emballagens cirkularitet.

(71)

For at bidrage til at nå målene i denne forordning bør forbrugere beskyttes mod vildledende og forvirrende oplysninger om egenskaberne ved emballage og den korrekte behandling af udtjent emballage, som der er indført harmoniserede mærker for i henhold til denne forordning. Det bør være muligt at identificere emballage, der er omfattet af ordningen for udvidet producentansvar, ved et tilsvarende symbol på hele det område, hvor ordningen finder anvendelse, for at angive, at producenten opfylder sine forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar. En sådan identifikation bør opnås alene ved hjælp af en QR-kode eller en anden standardiseret åben digital mærkningsteknologi. Dette symbol bør være klart og utvetydigt for forbrugerne med hensyn til emballagens genanvendelighed.

(72)

Emballage, der er omfattet af obligatoriske pant- og retursystemer, bør være forsynet med et mærke, der oplyser forbrugerne om, at emballagen er omfattet af det pågældende system, og at emballagen derfor bør indsamles via specifikke indsamlingskanaler, som de nationale myndigheder har godkendt til dette formål. Dette mærke bør være et harmoniseret EU-mærke, der er fastlagt af Kommissionen. Medlemsstaterne bør have mulighed for at kræve, at der anvendes sådanne harmoniserede mærker på emballage, der er omfattet af pant- og retursystemer, som er oprettet i henhold til national ret inden denne forordnings ikrafttræden.

(73)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (32) fungerer som et »sikkerhedsnet«, der sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i alle sektorer og supplerer mere detaljerede krav i sektorspecifik eller produktspecifik EU-ret, medmindre der er uoverensstemmelse mellem nævnte direktiv og andre EU-regler vedrørende specifikke aspekter af urimelig handelspraksis, i hvilket tilfælde sidstnævnte bør have forrang i forbindelse med disse specifikke aspekter. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 (33) fastsætter, at anvendelse af et frivilligt bæredygtighedsmærke, som ikke opfylder visse krav, udgør urimelig handelspraksis.

(74)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af mærkningskravene bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på yderligere at forbedre affaldssorteringen, fastlægge metoden til identifikation af emballages materialesammensætning og til identifikation af problematiske stoffer ved hjælp af standardiserede åbne digitale teknologier og fastsætte et harmoniseret mærke og specifikationer og format for mærkningskravene til emballage og affaldsbeholdere i denne forordning. Ved udarbejdelsen af disse specifikationer bør Kommissionen begrænse sproglige elementer mest muligt og tage hensyn til videnskabelige eller andre tilgængelige tekniske oplysninger, herunder relevante internationale standarder. Der bør i designet af den harmoniserede mærkning af emballage, der er omfattet af et pant- og retursystem, tages hensyn til eventuelle variationer mellem medlemsstaterne i størrelsen af den opkrævede pant. I betragtning af det nye system bør Kommissionens beslutning 97/129/EF (34) ophæves fra den 12. august 2028, og dens indhold bør indarbejdes i gennemførelsesretsakten.

(75)

Erhvervsdrivende bør sikre, at emballage opfylder kravene i denne forordning. De bør træffe passende foranstaltninger for at sikre en sådan opfyldelse i forhold til deres respektive roller i forsyningskæden med henblik på at sikre fri bevægelighed for emballage på det indre marked og forbedre dens bæredygtighed.

(76)

Fabrikanten er med sin detaljerede viden om design- og fremstillingsprocessen den, der bedst kan stå for overensstemmelsesvurderingen i medfør af denne forordning. Overensstemmelsesvurderingen i henhold til denne forordning bør derfor fortsat alene være fabrikantens ansvar.

(77)

Det bør sikres, at leverandører af emballage eller materiale til emballage giver fabrikanten al den information og dokumentation, der er nødvendig for, at fabrikanten kan påvise, at emballagen og materialet til emballage opfylder kravene. Denne information og dokumentation bør gives enten på papir eller i elektronisk form.

(78)

For at sikre det indre markeds funktion er det nødvendigt at sørge for, at emballage fra tredjelande, der indføres på EU-markedet, er i overensstemmelse med denne forordning, uanset om den importeres som selvstændig emballage eller i tilknytning til et emballeret produkt. Det er navnlig nødvendigt at sikre, at fabrikanter har gennemført passende overensstemmelsesvurderingsprocedurer for denne emballage. Importører bør derfor sikre, at den emballage, som de bringer i omsætning, opfylder disse krav, og at den af fabrikanter udarbejdede dokumentation er til rådighed for inspektion foretaget af de kompetente nationale myndigheder.

(79)

Når en importør bringer emballage i omsætning, bør vedkommende på emballagen anføre sit navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke samt sin postadresse og, hvor de foreligger, elektroniske kommunikationsmidler, hvorigennem denne kan kontaktes. Der bør fastsættes undtagelser i tilfælde, hvor emballagen ikke tillader sådanne anførelser.

(80)

Da distributøren gør emballage tilgængelig på markedet, efter at den er bragt i omsætning af fabrikanten eller importøren, bør distributøren handle med fornøden omhu for så vidt angår de gældende krav i denne forordning. Distributøren bør også sikre, at vedkommendes håndtering af emballagen ikke indvirker negativt på emballagens opfyldelse af disse krav.

(81)

Da distributører og importører er tæt på markedspladsen og spiller en vigtig rolle med hensyn til at sikre, at emballage opfylder kravene, bør de inddrages i de markedsovervågningsopgaver, der udføres af de kompetente nationale myndigheder, og bør være parate til at deltage aktivt ved at give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger om den pågældende emballage.

(82)

Enhver importør eller distributør, der enten bringer emballage i omsætning under sit eget navn eller varemærke eller ændrer emballage, der allerede er bragt i omsætning, på en måde, der kan påvirke overensstemmelsen med denne forordning, bør anses for at være fabrikanten og påtage sig ansvaret for fabrikantens forpligtelser.

(83)

Sikring af emballages sporbarhed i hele forsyningskæden letter markedsovervågningsmyndighedernes opgave med at spore erhvervsdrivende, der har bragt emballage, som ikke opfylder kravene, i omsætning eller gjort sådan emballage tilgængelig på markedet. Erhvervsdrivende bør derfor være forpligtede til at opbevare oplysningerne om deres transaktioner i en vis periode.

(84)

Problemet med generering af affald på grund af overemballering kan ikke løses fuldt ud ved at fastsætte forpligtelser vedrørende emballagedesign. For visse emballagetyper bør erhvervsdrivende, som fylder eller på anden vis anvender sådan emballage, pålægges forpligtelser til at reducere andelen af tomt rum. I forbindelse med multipak-, transport- og e-handelsemballage, der anvendes til levering af produkter til endelige distributører eller slutbrugere, bør andelen af tomt rum ikke overstige 50 %. Denne forpligtelse bør ikke finde anvendelse på genbrugsemballage. I overensstemmelse med affaldshierarkiet og for at fremme emballageinnovation med henblik på at reducere emballageaffald bør det være muligt for erhvervsdrivende, der anvender salgsemballage som e-handelsemballage, at blive fritaget fra denne forpligtelse. For at sikre ensartede betingelser for beregning af andelen af tomt rum bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge metoden for denne beregning.

(85)

For at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau på det indre marked samt et højt niveau for fødevaresikkerhed og fødevarehygiejne og for at lette opfyldelsen af målene for forebyggelse af emballageaffald bør unødvendig eller undgåelig emballage ikke bringes i omsætning. En liste over sådanne emballageformater findes i denne forordning. Kommissionen bør offentliggøre retningslinjer med henblik på mere detaljeret at redegøre for denne liste, herunder ved at give eksempler på emballage og vejledning om fritagelserne fra begrænsningerne.

(86)

For at fremme målet om emballages cirkularitet og bæredygtig anvendelse af emballage er det nødvendigt at begrænse risikoen for, at emballage, der markedsføres som genbrugsemballage, ikke genbruges i praksis, og at sikre, at forbrugerne returnerer genbrugsemballage. Dette gøres mest hensigtsmæssigt ved at forpligte erhvervsdrivende, der anvender genbrugsemballage, til at sikre, at der etableres et genbrugssystem, således at sådan emballage kan cirkulere, indgå i en rotation og anvendes gentagne gange. For at maksimere fordelene ved sådanne systemer bør der fastsættes minimumskrav til åbne og lukkede genbrugssystemer. Bekræftelse af genbrugsemballages overensstemmelse med et genbrugssystem bør også indgå i den tekniske dokumentation for sådan emballage. Genbrugssystemer kan variere i størrelse og geografisk dækning og spænde fra mindre lokale systemer til større systemer, der kan omfatte én eller flere medlemsstaters område.

(87)

Genbrugsemballage skal være sikker for brugerne. Erhvervsdrivende, der tilbyder deres produkter i genbrugsemballage, bør derfor sikre, at inden genbrugsemballage anvendes igen, gøres den til genstand for en rekonditioneringsproces, for hvilken der bør fastsættes krav.

(88)

Genbrugsemballage bliver til affald som omhandlet i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2008/98/EF, når indehaveren bortskaffer den, agter at bortskaffe den eller er forpligtet til at bortskaffe den. Genbrugsemballage, der er genstand for en rekonditioneringsproces, betragtes normalt ikke som affald.

(89)

For at tilskynde til affaldsforebyggelse bør »genpåfyldning« indføres som et nyt begreb. Genpåfyldning bør forstås som en specifik affaldsforebyggelsesforanstaltning, der bidrager til og er nødvendig for opfyldelsen af forebyggelsesmålene i denne forordning.

(90)

Hvis erhvervsdrivende tilbyder produkter, der kan købes ved genpåfyldning, bør de sikre, at deres genpåfyldningsstationer opfylder visse krav for at sikre forbrugernes sundhed og sikkerhed. Hvis forbrugere anvender deres egne beholdere, bør erhvervsdrivende i denne forbindelse give oplysninger om betingelserne for sikker genpåfyldning og anvendelse af disse beholdere. For at tilskynde til genpåfyldning bør erhvervsdrivende ikke levere emballage, som er gratis, eller emballage, som ikke indgår i et pant- og retursystem, på genpåfyldningsstationer. Erhvervsdrivende bør fritages for ansvar for fødevaresikkerhedsproblemer, der kan opstå som følge af anvendelse af beholdere, som forbrugere medbringer.

(91)

For at reducere den stigende andel af engangsemballage og de voksende mængder emballageaffald, der genereres, er det nødvendigt at fastsætte kvantitative mål for genbrug af emballage i sektorer, som vurderes at have det største potentiale for reduktion af emballageaffald, nemlig føde- og drikkevarer som takeaway, hårde hvidevarer og transportemballage. Dette er vurderet på grundlag af faktorer såsom eksisterende genbrugssystemer, nødvendigheden af emballering og muligheden for at opfylde funktionskravene med hensyn til pakning, ryddelighed, sundhed, hygiejne og sikkerhed. Der er også taget hensyn til forskelle i produkterne og deres produktions- og distributionssystemer. Ved gennemførelsen af sådanne mål bør der tages hensyn til de miljømæssige fordele, der opnås gennem et produkts fulde livscyklus. Fastsættelsen af målene forventes at støtte innovation og øge andelen af genbrugsemballage og genpåfyldningsløsninger. Engangsplastemballage til føde- og drikkevarer, der påfyldes og indtages på salgssteder i HORECA-sektoren, bør ikke være tilladt. Forbrugere bør altid have mulighed for at købe føde- og drikkevarer som takeaway i genbrugsbeholdere eller i forbrugernes egne beholdere på betingelser, der ikke er mindre gunstige end de betingelser, som gælder for føde- og drikkevarer, der tilbydes i engangsemballage. Erhvervsdrivende, der sælger føde- eller drikkevarer som takeaway, bør give forbrugerne mulighed for at købe føde- eller drikkevarer i deres egne beholdere og mulighed for at købe føde- og drikkevarer i genbrugsemballage.

(92)

Medlemsstaterne bør på visse betingelser have mulighed for at fritage erhvervsdrivende fra genbrugsforpligtelserne i en periode på fem år, som kan forlænges. Disse betingelser bør være baseret på høje genanvendelsesrater og gældende affaldsforebyggelsesrater i den medlemsstat, som indrømmer fritagelse, herunder en første mellemliggende affaldsforebyggelsesrate på 3 % senest i 2028, samt de erhvervsdrivendes vedtagelse af en virksomhedsplan for forebyggelse og genanvendelse af affald.

(93)

For emballage, der er omfattet af begrænsningerne for anvendelse af visse emballageformater i henhold til denne forordning, til transportmidler, der bevæger sig på tværs af grænserne, og hvor der findes cateringtjenester om bord, såsom luftfartøjer, fly, tog, krydstogtskibe, færger, yachter og både, bør der ved omsætning af emballage forstås rejse med denne emballage til eller inden for Unionen. Rejse inden for Unionen bør forstås som en situation, hvor et transportmiddel afgår fra og ankommer til et bestemmelsessted i Unionen.

(94)

For at øge deres effektivitet og sikre ligebehandling af erhvervsdrivende bør genbrugsmålene gælde for erhvervsdrivende. I tilfælde af genbrugsmål for drikkevarer bør genbrugsmålene gælde for endelige distributører, der gør drikkevarer i salgsemballage tilgængelige for forbrugere. Visse drikkevarer, der betragtes som fordærvelige, fordi de er følsomme over for mikrobiologisk nedbrydning forårsaget af bakterier eller gær, har behov for særlig aseptisk teknologi for at beskytte dem mod nedbrydning, samtidig med at de bevarer en lang holdbarhed. Derfor bør mælk og andre fordærvelige drikkevarer være fritaget fra forpligtelsen til at opfylde emballagegenbrugsmålene. Målene bør beregnes som en procentdel af det salg, den volumen eller den vægt, der sælges i genbrugsemballage i et genbrugssystem eller i tilfælde af transportemballage som en procentdel af antal anvendelser. Målene bør være materialeneutrale. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af genbrugsmålene bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår metoden til beregning heraf.

(95)

I visse tilfælde er anvendelse af engangsemballageformater til transport ikke nødvendig, da der findes en lang række velfungerende genbrugelige alternativer. For at sikre, at sådanne alternativer anvendes på en effektiv måde, bør erhvervsdrivende, når de transporterer produkter mellem forskellige lokaliteter hos den samme erhvervsdrivende eller mellem den erhvervsdrivende og tilknyttede virksomheder eller partnervirksomheder, pålægges kun at anvende genbrugelig transportemballage i forbindelse med emballageformater såsom paller, foldbare plastbokse, plastkasser, mellemstore beholdere til bulkvarer, både hårde/faste og bløde/fleksible, eller tromler. Denne forpligtelse bør af samme grunde gælde for erhvervsdrivende, der transporterer produkter inden for én medlemsstat. For visse typer transport- eller salgsemballage er genbrugelige alternativer ikke en mulighed. Dette er tilfældet for papkasser, hvor antallet af rotationer er meget lavt, og for emballage, der anvendes til visse kontaktfølsomme produkter, som kræver særlig vask mellem anvendelser. Sådan emballage bør derfor fritages fra forpligtelsen til at opfylde genbrugsmålene for transportemballage og salgsemballage, som anvendes til transport af produkter.

(96)

Det kan være en udfordring for mindre erhvervsdrivende at nå målene for genbrug og genpåfyldning. Visse erhvervsdrivende bør derfor være fritaget fra forpligtelsen til at opfylde målene for genbrug af emballage, hvis de bringer emballage under et vis volumen i omsætning og opfylder definitionen af mikrovirksomhed i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (35) som gældende den 11. februar 2025, eller hvis en endelig distributør har et salgsareal under en vis arealgrænse. Med henblik herpå bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af tærsklen for salgsareal, fastsættelse og præcisering af de nærmere betingelser og indberetningskrav, der skal anvendes på de endelige distributørers puljeordninger, ændring af den størrelsesmæssige tærskel for fritagelsen af erhvervsdrivende og fastsættelse af yderligere fritagelser for visse andre erhvervsdrivende eller specifikke emballageformater, der er omfattet af genbrugs- eller genpåfyldningsmålene, i tilfælde af særlige økonomiske begrænsninger eller alvorlige hygiejne-, fødevaresikkerheds- eller miljøproblemer, der forhindrer opfyldelse af disse mål.

(97)

For at gøre det muligt at kontrollere opfyldelsen af genbrugsmålene er det nødvendigt, at de respektive erhvervsdrivende indberetter til de kompetente myndigheder. Erhvervsdrivende bør indberette de relevante data for hvert kalenderår fra kalenderåret 2030. Medlemsstaterne bør gøre disse data offentligt tilgængelige.

(98)

Da erhvervsdrivende kan have flere forskellige emballageformater, bør opfyldelsen af genbrugsmålene beregnes ud fra den samlede mængde fødevarer eller drikkevarer, som er gjort tilgængelige på markedet, med henvisning til det samlede antal salgsenheder eller til vægten af fødevarer eller volumenet af drikkevarer, alt efter hvad der er relevant.

(99)

I betragtning af det fortsat høje forbrug af plastbæreposer, den ineffektive udnyttelse af ressourcer og risikoen for, at de henkastes som affald, er det hensigtsmæssigt at opretholde bestemmelser, der tager sigte på at opnå en varig reduktion af forbruget af plastbæreposer som allerede fastsat i direktiv 94/62/EF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/720 (36). I betragtning af de nuværende divergerende tilgange og begrænsede indberetningskrav vedrørende plastbæreposer er det vanskeligt at vurdere, om de forbrugsbegrænsende foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet, har nået målet om en »varig« reduktion af forbruget af sådanne poser, og om de ikke har øget forbruget af andre typer plastbæreposer. Det er derfor nødvendigt at harmonisere en definition af varig reduktion af forbruget af plastbæreposer og fastsætte et fælles mål samt indføre nye indberetningskrav.

(100)

I lyset af resultaterne af evalueringsundersøgelsen af plastbæreposer fra 2021 med titlen »Scoping study to assess the feasibility of further EU measures on waste prevention and implementation of the Plastic Bags Directive, Part II, Implementation of the Plastic Bags Directive« er det nødvendigt at træffe yderligere foranstaltninger for at reducere forbruget af letvægtsplastbæreposer og vurdere mulige substitutionsvirkninger med meget lette plastbæreposer og tykkere plastbæreposer på over 50 mikron.

(101)

Da der er stor sandsynlighed for, at meget lette plastbæreposer på under 15 mikron bliver til affald og medvirker til havforurening, bør der træffes foranstaltninger til at begrænse omsætningen heraf, undtagen til strengt nødvendige anvendelser. Disse plastposer bør ikke bringes i omsætning som emballage til fødevarer i løs vægt, undtagen af hygiejniske årsager eller til emballering af våde fødevarer i løs vægt som f.eks. råt kød, fisk eller mejeriprodukter.

(102)

For at opnå en varig reduktion af forbruget af letvægtsplastbæreposer på medlemsstaternes område bør de kunne vedtage foranstaltninger, der omfatter forbud mod disse typer plastbæreposer, gennemførelse af nationale reduktionsmål, opretholdelse eller indførelse af økonomiske instrumenter samt andre markedsføringsrestriktioner, forudsat at disse foranstaltninger er forholdsmæssige og ikkediskriminerende. Sådanne foranstaltninger kan variere afhængigt af miljøpåvirkningen af letvægtsplastbæreposer, når de nyttiggøres eller bortskaffes, deres komposteringsegenskaber, deres holdbarhed eller den specifikke tilsigtede brug heraf. Forudsat at de mål, der i denne forordning er fastsat for plastbæreposer, nås, bør det være muligt for medlemsstaterne at gennemføre bestemmelserne om disse poser ved hjælp af aftaler mellem de kompetente myndigheder og de berørte erhvervssektorer.

(103)

En reduktion af brugen af plastbæreposer bør ikke føre til, at de erstattes med poser af andre materialer til emballage. Kommissionen bør overvåge brugen af andre materialer til emballage og foreslå et mål og, hvis det er relevant, foranstaltninger til reduktion af forbruget af sådanne materialer til emballage.

(104)

For at sikre en effektiv og harmoniseret anvendelse af de bæredygtighedskrav, der er fastsat i eller i medfør af denne forordning, bør opfyldelsen af disse krav måles ved hjælp af pålidelige, nøjagtige og reproducerbare metoder, der tager hensyn til de mest avancerede alment anerkendte metoder.

(105)

For at sikre, at der ikke er handelshindringer på det indre marked, bør kravene vedrørende emballagers bæredygtighed, herunder vedrørende problematiske stoffer i emballage, komposterbar emballage, emballageminimering, genbrugsemballage og genbrugssystemer harmoniseres på EU-plan. For at lette overensstemmelsesvurdering vedrørende sådanne krav, herunder metoder til prøvning, målinger eller beregninger, er det nødvendigt at fastsætte bestemmelser om en formodning om overensstemmelse for emballage og emballerede produkter, som er i overensstemmelse med harmoniserede standarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012, med henblik på at angive detaljerede tekniske specifikationer for disse krav.

(106)

I mangel af harmoniserede standarder bør fælles specifikationer anvendes som en alternativ løsning for at lette fabrikanters forpligtelse til at opfylde bæredygtighedskrav, for eksempel hvis der er unødige forsinkelser i forbindelse med udarbejdelse af en harmoniseret standard. Det bør desuden være muligt at anvende fælles specifikationer, hvis Kommissionen har begrænset eller tilbagetrukket referencerne til relevante harmoniserede standarder i overensstemmelse med artikel 11, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1025/2012. Overholdelse af fælles specifikationer vedtaget af Kommissionen ved gennemførelsesretsakter bør også give anledning til en formodning om overensstemmelse.

(107)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af fælles specifikationer bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at fastlægge, ændre eller ophæve fælles specifikationer for kravene vedrørende bæredygtighed, mærkning og genbrugssystemer og vedtage metoder til prøvning, måling eller beregning. Kommissionen bør tage hensyn til relevante organers og ekspertgruppers synspunkter og konsultere alle relevante interessenter, når den udarbejder udkastene til gennemførelsesretsakter.

(108)

For at sikre sammenhæng med anden EU-ret bør overensstemmelsesvurderingsproceduren være det interne produktionskontrolmodul i denne forordning baseret på modulerne i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF (37).

(109)

Det bør ikke angives i CE-mærkning på emballage, at emballagen opfylder kravene i denne forordning, men kun, at det emballerede produkt er i overensstemmelse med gældende EU-produktret, hvis det er relevant. Ifølge EU-produktretten skal CE-mærkning vedrørende produkter således typisk anbringes enten på selve produktet eller på dets emballage. Krav om, at det i CE-mærkning på emballage skal angives, at kravene i denne forordning er opfyldt, kan føre til forvirring og misforståelser med hensyn til, om mærkningen omhandler selve emballagen eller det emballerede produkt, og i sidste ende til usikkerhed om det pågældende emballerede produkts faktiske sikkerhed og overensstemmelse.

(110)

Et produkts emballages opfyldelse af kravene i denne forordning bør dokumenteres ved EU-overensstemmelseserklæringen.

(111)

Fabrikanter bør udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring for at give oplysninger om emballages overensstemmelse med denne forordning. Det er muligt, at fabrikanter også skal udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring i henhold til anden EU-ret. For at sikre adgang til oplysninger med henblik på markedsovervågning bør der udarbejdes en enkelt EU-overensstemmelseserklæring for alle relevante EU-retsakter. For at mindske den administrative byrde for erhvervsdrivende bør det være muligt, at denne enkelte EU-overensstemmelseserklæring består af et dossier med relevante individuelle overensstemmelseserklæringer.

(112)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (38) fastlægger en ramme for markedsovervågning af produkter og for kontrol af produkter fra tredjelande. Nævnte forordning bør finde anvendelse på emballage, der er omfattet af nærværende forordning, for at sikre, at emballage, som er omfattet af fri bevægelighed for varer inden for Unionen, opfylder krav, der giver et højt beskyttelsesniveau for samfundsinteresser såsom menneskers sundhed, sikkerhed og miljøet.

(113)

Affaldshåndteringen i Unionen bør forbedres for at beskytte, bevare og forbedre miljøkvaliteten, beskytte menneskers sundhed, sikre en forsigtig, effektiv og rationel udnyttelse af naturressourcerne, fremme den cirkulære økonomis principper, styrke anvendelsen af vedvarende energi, øge energieffektiviteten, mindske Unionens afhængighed af importerede ressourcer, skabe nye økonomiske muligheder og bidrage til konkurrenceevne på lang sigt. En mere effektiv ressourceanvendelse vil også medføre betydelige nettobesparelser for Unionens virksomheder, offentlige myndigheder og forbrugere og samtidig reducere de samlede årlige drivhusgasemissioner.

(114)

På trods af emballageminimeringskravene og målene i direktiv 94/62/EF er genereringen af emballageaffald steget i absolutte tal og pr. indbygger, og tendenserne tyder på et yderligere kraftigt fald i genbrug og genpåfyldning af emballage, som forstærkes af det voksende forbrug af mad- og drikkevarer på farten og e-handel. I takt med udviklingen inden for produkter, materialer og forbrugsmønstre har der været en betydelig stigning i brugen af engangsemballage, navnlig engangsplastprodukter. Dette hænger sammen med detailhandelslandskabet med større distributionsnet og fremstilling og emballering af produkter på højhastighedspakkelinjer, hvilket udøver et kombineret nedadgående tryk på markedet for genbrug og genpåfyldning.

(115)

For at overvåge og kontrollere, at producenter og producentansvarsorganisationer opfylder forpligtelserne i forbindelse med udvidet producentansvar vedrørende indsamling og behandling af affald fra deres produkter, er det nødvendigt, at medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder.

(116)

For at sikre, at medlemsstaterne gennemfører målene for affaldsforebyggelse og genanvendelse bedre, mere rettidigt og mere ensartet, og for at foregribe eventuelle svagheder i gennemførelsen bør der opretholdes et system med rapporter med tidlig varsling, så mangler kan opdages, og foranstaltninger træffes, før fristerne for at opfylde målene udløber. En udvidelse af dette system, som i henhold til direktiv 94/62/EF omfatter opfyldelse af genanvendelsesmål, bør også omfatte mål for reduktion af emballageaffald, som medlemsstaterne skal opfylde senest i 2030, 2035 og 2040.

(117)

Da håndtering af emballage og emballageaffald er et vigtigt element i affaldshåndtering generelt, bør medlemsstaterne afsætte et særskilt kapitel til dette spørgsmål i deres affaldshåndteringsplaner, der udarbejdes i forbindelse med opfyldelsen af forpligtelsen fastsat i direktiv 2008/98/EF. Foranstaltningerne til forebyggelse og genbrug af affald bør medtages i de affaldsforebyggelsesprogrammer, der kræves i henhold til direktiv 2008/98/EF. De pågældende kapitler bør medtages i affaldshåndteringsplanerne og affaldsforebyggelsesprogrammerne i forbindelse med den næste regelmæssige evaluering heraf som krævet i henhold til direktiv 2008/98/EF eller tidligere.

(118)

Denne forordning bygger på de regler og generelle principper for affaldshåndtering, der er fastsat i direktiv 2008/98/EF.

(119)

Affaldsforebyggelse er den mest effektive metode til at forbedre ressourceeffektiviteten og mindske affalds miljøpåvirkning. Det er derfor vigtigt, at erhvervsdrivende træffer passende foranstaltninger for at reducere genereringen af affald ved at eliminere overemballering og brug af bestemte emballageformater, ved at forlænge emballages levetid, ved at redesigne produkter eller salgsstrategier, således at ingen eller mindre emballage kan anvendes, herunder salg i løs vægt, og ved at skifte fra engangsemballage til genbrugsemballage.

(120)

For at opnå en ambitiøs og varig reduktion af den samlede generering af emballageaffald bør mål for forebyggelse af affald fastsættes for den reduktion af emballageaffald pr. indbygger, der skal nås senest i 2030. Opfyldelse af et mål om en reduktion på 5 % af emballageaffald senest i 2030 i forhold til 2018 bør medføre en samlet absolut reduktion på ca. 19 % i gennemsnit i Unionen i 2030 i forhold til referencescenariet for 2030. For at sikre, at reduktionsindsatsen fortsætter efter 2030, bør der for 2035 fastsættes et reduktionsmål på 10 % i forhold til 2018; dette skønnes at reducere emballageaffaldet med 29 % i forhold til referencescenariet for 2035. Der bør også fastsættes et yderligere reduktionsmål på 15 % i forhold til 2018 for 2040; dette skønnes at reducere emballageaffaldet med 37 % i forhold til referencescenariet for 2040. For at støtte medlemsstaterne i at nå målene for forebyggelse af emballageaffald bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastsætte en korrektionsfaktor for at tage højde for stigningen eller faldet i turisme i forhold til referenceåret 2018. Da generering af kommercielt og industrielt emballageaffald ikke er knyttet til husholdningers forbrug, kan målene for forebyggelse af affald pr. indbygger ikke som sådan finde anvendelse på kommercielt og industrielt emballageaffald. Medlemsstater, der har indført forskellige systemer for håndtering af husholdningsemballageaffald på den ene side og industrielt og kommercielt emballageaffald på den anden side, bør være i stand til at bevare deres særlige karakteristika.

(121)

Det bør være muligt for medlemsstaterne at nå målene for forebyggelse af affald ved økonomiske instrumenter og andre foranstaltninger for at skabe incitamenter til at anvende affaldshierarkiet, herunder foranstaltninger, der skal gennemføres gennem ordninger for udvidet producentansvar, ved fremme af etablering og effektiv drift af genbrugssystemer samt ved tilskyndelse af erhvervsdrivende til at tilbyde slutbrugere yderligere muligheder for genpåfyldning. Sådanne foranstaltninger bør vedtages parallelt med og som supplement til andre foranstaltninger i henhold til denne forordning, der tager sigte på at reducere emballage og emballageaffald, såsom krav om emballageminimering, genbrugsmål og genpåfyldningsforpligtelser, volumentærskler og foranstaltninger til at opnå en varig reduktion af forbruget af letvægtsplastbæreposer. Medlemsstaterne bør under overholdelse af de almindelige bestemmelser i TEUF, og idet de handler i overensstemmelse med denne forordning, kunne vedtage bestemmelser, der er mere vidtgående end de minimumsmål for forebyggelse af affald, der er fastsat i denne forordning. Når medlemsstaterne gennemfører sådanne foranstaltninger, bør de være opmærksomme på risikoen for et skift fra tungere til lettere materialer til emballage og bør prioritere foranstaltninger, der minimerer denne risiko.

(122)

For at gennemføre princippet om, at forureneren betaler, jf. artikel 191, stk. 2, i TEUF, bør forpligtelserne vedrørende håndtering af emballageaffald pålægges producenter. Med henblik herpå bygger denne forordning på kravene vedrørende udvidet producentansvar i direktiv 2008/98/EF for at sikre, at ordningen for udvidet producentansvar dækker de fulde affaldshåndteringsomkostninger ved emballage, og for at understøtte passende kontrol fra de kompetente myndigheders side. Denne forordning har til formål klart at definere én producent pr. emballageenhed, hvad enten det drejer sig om tom emballage eller emballage, der indeholder produkter. Som hovedregel bør producenten være den erhvervsdrivende, der som fabrikant, importør eller distributør etableret i en medlemsstat gør emballerede produkter tilgængelige fra denne medlemsstats område og på samme område. Dette omfatter ethvert tilbud om distribution, forbrug eller anvendelse, der kan føre til faktisk levering. Hvis en virksomhed køber et emballeret produkt fra en anden medlemsstat end den, hvor virksomheden er beliggende, eller fra et tredjeland og leverer dette emballerede produkt i den medlemsstat, hvor den er beliggende, bør denne virksomhed således betragtes som producenten, da den er den første virksomhed, som gør det emballerede produkt tilgængeligt på den pågældende medlemsstats område. Med hensyn til onlineplatforme bør det oprindelige tilbud om et produkt betragtes som tilgængeliggørelse i producentdefinitionens forstand. For at minimere enhver unødvendig administrativ byrde for små virksomheder, som påfylder transportemballage, primærproduktionsemballage eller serviceemballage, hvad enten det er som engangsemballage eller som genbrugsemballage, på salgsstedet, bør producenten dog være den fabrikant, distributør eller importør af sådan emballage, der gør emballagen tilgængelig for første gang fra medlemsstatens område, da denne erhvervsdrivende er den, der bedst kan opfylde forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar.

(123)

På den anden side kan producenten også, når emballage eller et emballeret produkt gennem aftaler om fjernsalg gøres direkte tilgængeligt til slutbrugeren, være etableret i en anden medlemsstat eller i et tredjeland. I sådanne tilfælde bør producenten, hvis vedkommende er etableret i en anden medlemsstat, udpege en bemyndiget repræsentant for udvidet producentansvar i den medlemsstat, hvor slutbrugeren befinder sig. Hvis producenten er etableret i et tredjeland, bør medlemsstaterne også kunne fastsætte, at det er obligatorisk at udpege en bemyndiget repræsentant for udvidet producentansvar for at undgå risikoen for unddragelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar. For at sikre overholdelse af princippet om, at forureneren betaler, og i forbindelse med overholdelse af udvidet producentansvar, er det nødvendigt at opnå vished om, hvilken type producent der er ansvarlig for emballageaffald, navnlig når der er tale om »logistikvirksomheder«. Logistikvirksomheder er virksomheder, der modtager importerede varer fra tredjelande, og som udfører håndteringsaktiviteter i forbindelse med de importerede varer (f.eks. udpakning og ompakning til mindre formater eller mængder for at efterkomme kundernes anmodninger), inden de sender varerne til kunder, uanset om det er i samme eller en anden medlemsstat, med hele, en del af eller uden den originale transportemballage. I sådanne tilfælde bør der identificeres en producent for den originale transportemballage, som kommer fra et tredjeland, forbliver i logistikvirksomheden og bliver til affald i Unionen. Logistikvirksomheden vil typisk ikke være ejer af varerne, men bør betragtes som producent med hensyn til den emballage, der kommer fra et tredjeland, og som den håndterer i forbindelse med sin aktivitet.

(124)

Ud over de omkostninger, der pålægges producenter i henhold til denne forordning og i henhold til direktiv 2008/98/EF, bevarer medlemsstaterne muligheden for at dække de nødvendige omkostninger som følge af aktiviteter til renhold, herunder transport og efterfølgende behandling af emballageaffald, der forekommer i henkastet affald, som en del af de fulde emballageaffaldshåndteringsomkostninger, som bør dækkes af udvidet producentansvar. Disse omkostninger bør ikke være højere, end hvad der er nødvendigt for, at disse tjenester kan ydes på en omkostningseffektiv måde, og bør fastsættes på gennemsigtig og ikkediskriminerende måde mellem de berørte aktører.

(125)

For at kontrollere, at producenter opfylder deres finansielle og organisatoriske forpligtelser til at sikre håndtering af affald fra emballage, som de for første gang gør tilgængelig på en medlemsstats område, eller fra emballerede produkter, som de udpakker uden at være slutbrugere, er det nødvendigt, at et register over producenter oprettes og forvaltes af den kompetente myndighed i hver medlemsstat, og at producenter forpligtes til at lade sig registrere.

(126)

Producentregistreringskravene bør i videst muligt omfang harmoniseres i Unionen for at lette registrering, navnlig fordi producenter gør emballage tilgængelig i forskellige medlemsstater. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af registreringskravene bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge formatet for registrering i og indberetning til registret og præcisering af detaljeringsgraden af data, der skal fremlægges, og de emballagetyper og materialekategorier, som skal omfattes af de indgivne oplysninger.

(127)

I overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, er det afgørende, at producenter, herunder e-handelsaktører, der bringer emballage og emballerede produkter i omsætning på EU-markedet, eller som udpakker emballerede produkter uden at være slutbrugere, påtager sig ansvaret for håndtering af denne emballage og disse emballerede produkter, når de er udtjente. Ordninger for udvidet producentansvar skal som fastsat i direktiv 94/62/EF være indført senest den 31. december 2024, da de er det mest hensigtsmæssige middel til at opnå dette og kan have positiv miljøpåvirkning, fordi de mindsker genereringen af emballageaffald og øger indsamlingen og genanvendelsen af emballageaffald. Der er store forskelle på den måde, hvorpå ordninger for udvidet producentansvar er oprettet, og deres effektivitet og omfanget af producenters ansvar. Reglerne om udvidet producentansvar fastlagt i direktiv 2008/98/EF bør derfor generelt finde anvendelse på ordninger for udvidet producentansvar for producenter i henhold til denne forordning og suppleres med yderligere specifikke bestemmelser, hvor dette er nødvendigt og hensigtsmæssigt. For at lette særskilt indsamling af emballageaffald bør producenter for eksempel finansiere mærkning af affaldsbeholdere. En sådan forpligtelse vil være i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, og de generelle minimumskrav for ordninger for udvidet producentansvar, der er oprettet i henhold til direktiv 2008/98/EF.

(128)

Hvad angår forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, er denne forordning lex specialis i forhold til direktiv 2008/98/EF. Det betyder, at bestemmelserne vedrørende udvidet producentansvar i denne forordning bør have forrang frem for eventuelle modstridende bestemmelser i nævnte direktiv. Dette princip vedrører for eksempel krav om producentregistrering, graduering af bidrag for udvidet producentansvar og indberetning.

(129)

Ud over det harmoniserede krav til genanvendelighed i forbindelse med graduering af producenters finansielle bidrag, som skal fastsættes i delegerede retsakter, der vedtages i overensstemmelse med denne forordning, bør medlemsstaterne kunne anvende andre kriterier såsom genanvendt indhold, genbrugelighed, forekomst af farlige stoffer eller andre kriterier i overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF.

(130)

Producenter bør kunne opfylde forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar kollektivt gennem producentansvarsorganisationer, der påtager sig ansvaret på deres vegne. Producenter eller producentansvarsorganisationer bør være underlagt medlemsstaternes godkendelse, og de bør blandt andet dokumentere, at de har finansielle midler til at dække de omkostninger, der er forbundet med udvidet producentansvar. Medlemsstaterne bør ved fastsættelse af administrative og proceduremæssige regler for godkendelse af producenter med hensyn til individuel overholdelse og producentansvarsorganisationer med hensyn til kollektiv overholdelse kunne differentiere processerne for individuelle producenter og producentansvarsorganisationer for at begrænse den administrative byrde for individuelle producenter. Medlemsstaterne kan godkende flere producentansvarsorganisationer, da konkurrence mellem dem kan føre til større forbrugerfordele. Den kompetente myndighed bør af producenter eller de producentansvarsorganisationer, der har fået overdraget opfyldelsen af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar, kunne opkræve omkostningsbaserede og forholdsmæssige gebyrer for godkendelsesproceduren vedrørende opfyldelse af disse forpligtelser.

(131)

I tilfælde, hvor det bidrag for udvidet producentansvar, der opkræves af en producentansvarsorganisation, kategoriseres som offentlige indtægter, som det er tilfældet med en statsdrevet producentansvarsorganisation, bør medlemsstaterne for at følge de budgetregler, der kræver, at offentlige indtægter er baseret på nøjagtige data, kunne kræve, at producenter indgiver oplysningerne til indberetning til den kompetente myndighed, som er ansvarlig for registret, mere end én gang om året. Da statsdrevne producentansvarsorganisationer ikke har fuldmagt fra en repræsenteret producent, bør kravene i denne forordning vedrørende sådanne fuldmagter ikke finde anvendelse.

(132)

Denne forordning bør angive, hvordan forpligtelserne vedrørende erhvervsdrivendes sporbarhed fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 (39), herunder artikel 30, stk. 2 og 3, deri, skal anvendes på udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med producenter, der tilbyder emballage til forbrugere, der befinder sig i Unionen, i forbindelse med de registre over producenter, som oprettes i henhold til nærværende forordning. Med henblik på nærværende forordning bør enhver producent, uanset om producenten er etableret i en medlemsstat eller et tredjeland, som tilbyder emballage ved aftaler om fjernsalg direkte til forbrugere i en medlemsstat, betragtes som værende omfattet af definitionen af erhvervsdrivende i forordning (EU) 2022/2065. For at forhindre, at udbydere af onlineplatforme ikke opfylder deres forpligtelser vedrørende udvidet producentansvar, bør det præciseres, hvordan udbydere af onlineplatforme bør opfylde disse forpligtelser med hensyn til de registre over emballageproducenter, som oprettes i henhold til nærværende forordning. Hvis udbydere af onlineplatforme, som er omfattet af anvendelsesområdet for kapitel III, afdeling 4, i forordning (EU) 2022/2065, giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med producenter, bør de i denne forbindelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/2065, og før de tillader producenter at bruge deres tjenester, indhente oplysninger fra disse producenter om deres overholdelse af forpligtelserne vedrørende udvidet producentansvar i nærværende forordning. Reglerne om sporbarhed for erhvervsdrivende, der sælger emballage online, er omfattet af håndhævelsesreglerne i forordning (EU) 2022/2065.

(133)

Lignende uønskede situationer med manglende opfyldelse af forpligtelser kan opstå i forbindelse med udbydere af distributionstjenester. Denne forordning sigter mod at forhindre en sådan manglende opfyldelse af forpligtelser ved hjælp af en tilgang, der svarer til tilgangen i forordning (EU) 2022/2065 for så vidt angår udbydere af onlineplatforme.

(134)

Det register over producenter, der oprettes i henhold til denne forordning, skal betragtes som et offentligt register med henblik på forordning (EU) 2022/2065. Derfor bør udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med producenter, gøre deres bedste for at vurdere, om oplysningerne fra de berørte producenter er pålidelige og fuldstændige, navnlig ved at anvende eller kontrollere frit tilgængelige officielle onlinedatabaser og onlinegrænseflader eller ved at anmode de pågældende erhvervsdrivende om at fremlægge troværdig dokumentation i overensstemmelse med forordning (EU) 2022/2065. For så vidt angår offentligt tilgængelige data i registret over producenter kræver det at »gøre sit bedste« som omhandlet i artikel 30, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) 2022/2065 sædvanligvis verifikation af de oplysninger, som en producent har givet, i forhold til de offentligt tilgængelige data i registret over producenter. Dette gælder navnlig, hvis en medlemsstat har oprettet en onlinegrænseflade til automatiseret dataafstemning i overensstemmelse med nærværende forordning.

(135)

Finansielle bidrag, der pålægges producenter i henhold til denne forordning i tillæg til de omkostninger, der er omhandlet i artikel 8a, stk. 4, litra a), i direktiv 2008/98/EF, bør ikke berøre eventuelle frivillige aftaler mellem onlinemarkedspladser og producenter, hvor onlinemarkedspladser på vegne af producenter ved skriftlig fuldmagt giver samtykke til at acceptere alle eller nogle af disse omkostninger.

(136)

Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til gennemførelse af udvidet producentansvar og fastsætte regler om særskilt indsamling af emballageaffald og regler om mærkning af affaldsbeholdere, hvor denne forordning ikke fastsætter fuld harmonisering af disse foranstaltninger og regler. Det bør desuden være muligt for medlemsstaterne at fastsætte yderligere krav til gennemførelse af udvidet producentansvar i overensstemmelse med direktiv 2008/98/EF og denne forordning, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke skaber hindringer på det indre marked. Denne forordning regulerer ikke, hvilken erhvervsdrivende der er ansvarlig for indsamling af emballageaffald, eller andre nationale kontraktlige ordninger for indsamling af emballageaffald.

(137)

Medlemsstaterne bør etablere retur- og indsamlingssystemer for emballageaffald, således at emballageaffald kanaliseres til det mest hensigtsmæssige affaldshåndteringsalternativ i overensstemmelse med affaldshierarkiet. Systemerne bør være åbne for deltagelse af alle interesserede parter, navnlig erhvervsdrivende og offentlige myndigheder. Systemerne bør etableres under hensyntagen til miljøet og forbrugernes sundhed, sikkerhed og hygiejne. Retur- og indsamlingssystemer bør også være tilgængelige og bør kunne anvendes til emballage fra importerede produkter i henhold til ikkediskriminerende bestemmelser.

(138)

Nogle medlemsstater kan allerede have indført særskilte affaldsindsamlings- og genanvendelsessystemer, som danner grundlag for relevante nationale godkendelser og kontraktlige ordninger, ved gennemførelsen af artikel 7 i direktiv 94/62/EF i national ret. Disse medlemsstater bør fortsat kunne anvende disse systemer, forudsat at de gennemfører forpligtelserne i henhold til denne forordning korrekt.

(139)

Medlemsstaterne bør også træffe foranstaltninger til fremme af genanvendelse, der opfylder kvalitetsstandarderne for brug af genanvendte materialer i relevante sektorer. Denne forpligtelse er særlig relevant i betragtning af den minimumsprocentsats, der er fastsat for genanvendt indhold i plastemballage.

(140)

Indsamling af emballage er et afgørende skridt, når det drejer sig om at sikre emballagens cirkularitet og sikre et stærkt marked for sekundære råmaterialer. Indførelsen af en obligatorisk indsamlingsrate skaber et incitament til at udvikle effektive og målrettede indsamlingssystemer på nationalt plan og tilsigter at øge mængden af affald, der sorteres og potentielt genanvendes.

(141)

Det er påvist, at velfungerende pant- og retursystemer sikrer en meget høj indsamlingsrate og genanvendelse af høj kvalitet, navnlig for flasker og dåser til drikkevarer. For at støtte opfyldelsen af det mål for særskilt indsamling af engangsplastflasker til drikkevarer, der er fastsat i direktiv (EU) 2019/904, øge indsamlingsraterne yderligere og opnå genanvendelse af højere kvalitet for drikkevarebeholdere af metal bør medlemsstaterne indføre pant- og retursystemer. Disse systemer vil bidrage til at øge udbuddet af sekundære råmaterialer af god kvalitet, der egner sig til genanvendelse i lukkede kredsløb, og reducere mængden af drikkevarebeholdere, der henkastet som affald.

(142)

Pant- og retursystemer bør være obligatoriske for engangsplastflasker til drikkevarer og drikkevarebeholdere af metal. Medlemsstaterne kan også beslutte at medtage anden emballage til andre produkter eller fremstillet af andre materialer i disse systemer, navnlig engangsflasker af glas. Medlemsstaterne bør sikre, at pant- og retursystemer for engangsemballageformater, navnlig for engangsglasflasker til drikkevarer, også er tilgængelige for genbrugsemballage, hvis det er teknisk og økonomisk muligt. De bør også overveje at indføre pant- og retursystemer for genbrugsemballage. Medlemsstaterne bør under overholdelse af de almindelige bestemmelser i TEUF, og idet de handler i overensstemmelse med denne forordning kunne vedtage bestemmelser, der er mere vidtgående end de minimumskrav, der er fastsat i denne forordning, såsom opkrævning af pant på salgsstedet i tilfælde af indtagelse på hotel- og restaurationssteder eller en forpligtelse for alle endelige distributører til at acceptere den pantbærende emballage uanset det materiale til emballage og emballageformat, som de distribuerer, eller deres salgsareal.

(143)

Denne forordning bør tage hensyn til de mange forskellige pant- og retursystemer, der findes i Unionen, og sikre, at teknologisk udvikling af disse systemer ikke hindres, så længe de opfylder kravene og kriterierne for at øge indsamlingsraterne og sikre genanvendelse af bedre kvalitet.

(144)

I betragtning af produkternes art og forskellene i deres produktions- og distributionssystemer bør pant- og retursystemer dog ikke være obligatoriske for emballage til vin, aromatiserede vinprodukter og produkter svarende til vin, spiritus samt mælk og mejeriprodukter opført i bilag I, del XVI, til forordning (EU) nr. 1308/2013. Medlemsstaterne kan dog indføre pant- og retursystemer, der omfatter sådan drikkevareemballage og også anden drikkevare- og ikkedrikkevareemballage.

(145)

Senest den 1. januar 2029 bør alle pant- og retursystemer for engangsplastflasker til drikkevarer og engangsmetalbeholdere til drikkevarer opfylde de generelle minimumskrav, der er fastsat i denne forordning, med undtagelse af pant- og retursystemer, der er etableret inden denne forordnings ikrafttræden, og som opfylder målet på 90 % særskilt indsamling senest den 1. januar 2029. Disse krav vil bidrage til at sikre større sammenhæng og højere returrater i medlemsstaterne. De er fastlagt på grundlag af interessentsynspunkter, ekspertanalyser og bedste praksis fra de eksisterende pant- og retursystemer. Kravene er udformet således, at de giver mulighed for innovation, samtidig med at de giver en vis fleksibilitet til tilpasning til lokale forhold.

(146)

Medlemsstater med regioner med stor grænseoverskridende handel bør sikre, at pant- og retursystemer giver mulighed for indsamling af emballage fra pant- og retursystemer i de pågældende medlemsstater på udpegede indsamlingssteder, og bør bestræbe sig på at gøre det muligt at returnere pant.

(147)

Medlemsstater, der i 2026 har opnået en indsamlingsrate på 80 % for de tilsigtede emballagetyper uden et pant- og retursystem, bør kunne anmode om ikke at indføre et pant- og retursystem.

(148)

Medlemsstaterne bør kunne vælge at indføre et pant- og retursystem på subnationalt plan under hensyntagen til relevante nationale administrative opdelinger og oversøiske territoriers særlige situation, så længe de påviser en sådan ordnings miljømæssige og økonomiske resultater, og at den er i fuld overensstemmelse med den indsamlingsrate på 90 % for engangsplastflasker til drikkevarer og drikkevarebeholdere af metal, der er fastsat i denne forordning.

(149)

Som en specifik foranstaltning til forebyggelse af generering af emballageaffald bør medlemsstaterne aktivt tilskynde til genbrugs- og genpåfyldningsløsninger. De bør støtte etablering af genbrugs- og genpåfyldningssystemer og overvåge deres funktion og overholdelse af hygiejnestandarder. Medlemsstaterne tilskyndes til også at træffe andre foranstaltninger såsom indførelse af pant- og retursystemer for genbrugsemballageformater, anvendelse af økonomiske incitamenter eller fastsættelse af krav til endelige distributører om at gøre en vis procentdel af andre produkter end dem, der er omfattet af genbrugsmål og genpåfyldningsforpligtelser, tilgængelige i genbrugsemballage eller gennem genpåfyldning, forudsat at sådanne krav ikke vil føre til fragmentering af det indre marked og skabelse af handelshindringer.

(150)

Kravene til indsamling, sortering, omfordeling til påfyldere og rengøring er helt forskellige for pant- og retursystemer til engangsemballage og for pantbaserede genbrugssystemer. Derfor bør minimumskravene til pant- og retursystemer ikke gælde for pantbaserede genbrugssystemer. I stedet bør der gælde særlige krav til genbrugssystemer.

(151)

Direktiv 94/62/EF blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/852 (40), hvori der fastsættes genanvendelsesmål, som medlemsstaterne skal nå senest i 2025 og 2030. Disse mål og reglerne for beregning heraf bør bibeholdes. I erkendelse af de enkelte medlemsstaters forskellige udgangspunkter med hensyn til genanvendelsesmål, og selv om der i denne forordning foreslås foranstaltninger, der letter opfyldelse af disse mål, bør det stadig være muligt at udskyde fristerne for opfyldelse af 2030-genanvendelsesmålene på visse betingelser. Kommissionen bør dog have beføjelse til at forkaste en revideret gennemførelsesplan, som en medlemsstat har forelagt.

(152)

I henhold til direktiv 94/62/EF skal Kommissionen revidere 2030-genanvendelsesmålene for emballage med henblik på at opretholde eller, hvis det er relevant, forhøje dem. Det er imidlertid endnu ikke hensigtsmæssigt at ændre de mål, der er fastsat for 2030, da det er dokumenteret, at nogle medlemsstater stadig har vanskeligt ved at nå de eksisterende mål. Der bør derfor indføres foranstaltninger, som tilskynder fabrikanter til at bringe emballage, der er mere genanvendelig, i omsætning og dermed hjælper medlemsstaterne med at nå genanvendelsesmålene. Fremover bør der indberettes mere detaljerede data om genanvendelsesstrømme for emballage og emballageaffald til Kommissionen. Indberetning af disse data vil gøre det muligt for Kommissionen at revidere målene med mulighed for at opretholde eller forhøje dem. For at tage hensyn til virkningen af de foranstaltninger, der har til formål at forbedre emballages genanvendelighed, bør revisionen ikke finde sted før den planlagte generelle evaluering af denne forordning, dvs. syv år efter dens ikrafttræden. I forbindelse med denne revision bør der også lægges vægt på muligheden for at indføre nye mål på et mere detaljeret grundlag end de nuværende mål.

(153)

Beregning af genanvendelsesmål bør baseres på vægten af det emballageaffald, der tilføres i genanvendelsesprocessen. Medlemsstaterne bør sikre pålidelighed og nøjagtighed af de data, der indsamles om genanvendt emballageaffald. Som hovedregel bør den faktiske måling af vægten af emballageaffald, der skal medregnes som genanvendt, finde sted på det tidspunkt, hvor emballageaffaldet kommer ind i genanvendelsesprocessen. For at begrænse den administrative byrde bør medlemsstaterne ikke desto mindre på strenge betingelser og som fravigelse af hovedreglen kunne fastsætte vægten af genanvendt emballageaffald på grundlag af en måling af resultatet af enhver sorteringsoperation korrigeret ved, at der tages hensyn til de gennemsnitlige tabsrater før affaldet kommer ind i genanvendelsesprocessen. Tab af materialer, der finder sted, før affaldet kommer ind i genanvendelsesprocessen, f.eks. som følge af sortering eller andre forberedende operationer, bør ikke medtages i de mængder af affald, der indberettes som genanvendt. Sådanne tab kan fastslås på grundlag af elektroniske registre, tekniske specifikationer, detaljerede regler for beregning af gennemsnitlige tabsrater for forskellige affaldsstrømme eller andre tilsvarende foranstaltninger. Medlemsstaterne bør medtage oplysninger om sådanne foranstaltninger i de kvalitetskontrolberetninger, der ledsager de data, som de forelægger Kommissionen om genanvendelse af affald. De gennemsnitlige tabsrater bør fortrinsvis fastsættes på niveauet for de enkelte sorteringsanlæg og bør være knyttet til de vigtigste forskellige affaldstyper, de forskellige kilder (såsom husholdninger eller erhverv), de forskellige indsamlingsordninger og de forskellige typer af sorteringsprocesser. Gennemsnitlige tabsrater bør kun anvendes i tilfælde, hvor andre pålidelige data ikke er tilgængelige, navnlig i forbindelse med overførsel og eksport af affald. Materialers eller stoffers vægttab som følge af fysiske eller kemiske omdannelsesprocesser, der indgår i den genanvendelsesproces, hvorved emballageaffald rent faktisk omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, bør ikke trækkes fra vægten af det affald, der indberettes som genanvendt.

(154)

Når beregning af genanvendelsesraten anvendes på aerob eller anaerob behandling af bionedbrydeligt emballageaffald, kan den affaldsmængde, der undergår aerob eller anaerob behandling, betragtes som genanvendt, forudsat at denne behandling skaber output, der skal anvendes som et genanvendt produkt, materiale eller stof. Selv om outputtet fra en sådan behandling som oftest er kompost eller afgasset biomasse, kan andet output også tages i betragtning, forudsat at det indeholder sammenlignelige mængder af genanvendt indhold i forhold til mængden af det behandlede bionedbrydelige emballageaffald. I andre tilfælde bør omforarbejdning af bionedbrydeligt emballageaffald til materialer, der skal anvendes som brændsler eller andre midler til energifremstilling, som bortskaffes, eller som skal anvendes i en proces, der har samme formål som anden nyttiggørelse af affald end genanvendelse, ikke medregnes som bidrag til opfyldelse af genanvendelsesmålene, hvilket er i overensstemmelse med definitionen af genanvendelse.

(155)

Når emballageaffaldsmaterialer ophører med at være affald som følge af en forberedende proces forud for den egentlige omforarbejdningsproces, bør de medregnes som genanvendte, forudsat de er beregnet til efterfølgende omforarbejdning til produkter, materialer eller stoffer, uanset om det er til deres oprindelige formål eller andre formål. Materialer, der er ophørt med at være affald, og som skal anvendes som brændsler eller andre midler til energifremstilling, der opfyldes eller bortskaffes, eller som skal anvendes i en operation, der har samme formål som anden nyttiggørelse af affald end genanvendelse, bør ikke medregnes i opfyldelsen af genanvendelsesmålene.

(156)

Når Kommissionen fastlægger metoden til beregning og verifikation af procentdelen af genanvendt indhold, bør den vurdere de tilgængelige genanvendelsesteknologier under hensyntagen til deres økonomiske resultater og miljøpræstationer, herunder kvaliteten af outputtet, tilgængeligheden af affaldet, den energi, der er behov for, og drivhusgasemissioner samt andre relevante miljøpåvirkninger. Kommissionen bør også tage hensyn til sådanne teknologiers potentiale til at blive anvendt til vildledende miljøanprisninger.

(157)

Anprisninger af emballageegenskaber, for hvilke der er fastsat retlige krav i denne forordning, såsom genanvendelighed, niveauet for genanvendt indhold og genbrugelighed, bør kun fremsættes vedrørende emballageegenskaber, som overstiger de gældende minimumskrav, der er fastsat i denne forordning, og i overensstemmelse med de metoder og regler, der er fastsat i henhold til denne forordning. Sådanne anprisninger bør også specificere, hvorvidt de vedrører emballageenheden, en del af emballageenheden eller al emballage, som den erhvervsdrivende har bragt i omsætning.

(158)

Medlemsstaterne bør have ret til at medregne genanvendelse af metaller, der er udskilt efter forbrænding af affald, i forhold til den andel af emballageaffald, som forbrændes, forudsat at de genanvendte metaller opfylder bestemte kvalitetskriterier fastlagt i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1004 (41).

(159)

I forbindelse med emballageaffald, der eksporteres fra Unionen til genanvendelse, finder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 (42) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1157 (43) anvendelse.

(160)

Da genbrug indebærer, at der ikke bringes ny emballage i omsætning, bør genbrugelig salgsemballage, der bringes i omsætning, og træemballage, som repareres med henblik på genbrug, tages i betragtning med henblik på opnåelse af de respektive mål for genanvendelse af emballage. Medlemsstaterne bør kunne benytte denne mulighed til at beregne justerede genanvendelsesmål ved at medregne højst 5 procentpoint af den gennemsnitlige andel i de forudgående tre år af genbrugelig salgsemballage, der er bragt i omsætning for første gang og genbrugt inden for et genbrugssystem.

(161)

Producenter og producentansvarsorganisationer bør aktivt medvirke til at give oplysninger til slutbrugere, navnlig forbrugere, om forebyggelse og håndtering af emballageaffald. Disse oplysninger bør omfatte tilgængelighed af genbrugsordninger for emballage, betydning af mærker på emballage og andre anvisninger om bortskaffelse af emballageaffald. Producenter og producentansvarsorganisationer bør også oplyse forbrugere om, at emballage, der er mærket som komposterbar, betyder, at emballagen er komposterbar under industrielt kontrollerede forhold i bioaffaldsbehandlingsanlæg og ikke er egnet til hjemmekompostering. Emballage bør ikke henkastes som affald. Producenter bør også oplyse, at slutbrugere spiller en vigtig rolle i at sikre en miljømæssigt optimal håndtering af emballageaffald. Ved formidling af oplysninger til alle slutbrugere og indberetning om emballage bør der anvendes moderne informationsteknologier. Oplysningerne bør formidles enten på traditionel vis, f.eks. via plakater både indendørs og udendørs og via kampagner i sociale medier, eller på mere innovative måder, f.eks. gennem elektronisk adgang til websteder via QR-koder, der er anbragt på emballagen.

(162)

Særskilt indsamling uden for hjemmet er et vigtigt element med henblik på at øge indsamlingsraterne for emballage og forbedre emballages cirkularitet. Medlemsstaterne og erhvervsdrivende bør kunne træffe særlige foranstaltninger til særskilt indsamling uden for hjemmet, der er tilpasset, hvor forbrugerne befinder sig, og deres vaner.

(163)

Medlemsstaterne bør give Kommissionen oplysninger om opfyldelsen af genanvendelsesmålene for hvert kalenderår. For at evaluere effektiviteten af foranstaltningerne til at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer bør der også indberettes data om forbruget af meget lette plastbæreposer, letvægtsplastbæreposer, tykke plastbæreposer og af meget tykke plastbæreposer for at gøre det muligt at vurdere, om forbruget af disse poser er steget som reaktion på reduktionsforanstaltningerne rettet mod letvægtsplastbæreposer. For at gøre det muligt at vurdere, om de obligatoriske pant- og retursystemer, som medlemsstaterne skal indføre, er effektive, eller om medlemsstaternes fritagelser fra forpligtelsen til at indføre disse systemer er berettigede, er det vigtigt at indhente oplysninger gennem medlemsstaternes indberetninger om den særskilte indsamlingsrate for emballage, der er omfattet af forpligtelsen til at indføre pant- og retursystemer.

(164)

For at fastlægge metoden til vurdering af genanvendelse i stor målestok bør medlemsstaterne også hvert år indberette data om mængden af genanvendt emballageaffald pr. emballagekategori og mængden af emballage, som for første gang er gjort tilgængelig på medlemsstaternes område, eller som er udpakket af en producent som ikke er en slutbruger, pr. emballagekategori. Kommissionen bør aggregere disse data og offentliggøre dem for at overvåge den årlige udvikling i emballageaffald genanvendt i stor målestok.

(165)

Medlemsstaterne bør elektronisk indberette data til Kommissionen og forelægge den en kvalitetskontrolberetning. Desuden bør data om genanvendelsesmål ledsages af en beretning, som beskriver de foranstaltninger, der er truffet for at etablere et effektivt system for kvalitetskontrol og sporbarhed af emballageaffald.

(166)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af indberetningsforpligtelserne bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at fastsætte regler for beregning og verifikation af data om opfyldelse af genanvendelsesmålene, særskilte indsamlingsrater for emballage, der er omfattet af et pant- og retursystem, og data, der er nødvendige for at fastlægge metoden til vurdering af genanvendelse i stor målestok. Denne gennemførelsesretsakt bør også indeholde metoden for bestemmelse af mængden af genereret emballageaffald samt fastlægge et format for indberetning af data. Den bør endvidere fastlægge metoden til beregning af årligt forbrug af letvægtsplastbæreposer pr. indbygger og et format for indgivelse af disse data, da dataene er nødvendige for at støtte overvågningen og den fulde gennemførelse af de væsentlige krav vedrørende plastbæreposer, navnlig for at sikre opdelte og obligatoriske data om forskellige kategorier af plastbæreposer. Denne gennemførelsesretsakt bør erstatte Kommissionens beslutning 2005/270/EF (44) og Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/896 (45).

(167)

For at bidrage til, at medlemsstaterne og Kommissionen kan overvåge gennemførelsen af målene i denne forordning, bør medlemsstaterne oprette emballagedatabaser og sikre, at disse databaser fungerer godt.

(168)

En effektiv håndhævelse af bæredygtighedskravene er afgørende for at sikre fair konkurrence og for at sikre, at denne forordnings forventede fordele og bidrag til opfyldelsen af Unionens klima-, energi- og cirkularitetsmål opnås. Derfor bør de kompetente myndigheder bestræbe sig på at foretage kontrol af nøjagtigheden af mindst en del af EU-overensstemmelseserklæringerne hvert år. Forordning (EU) 2019/1020 om fastlæggelse af en horisontal ramme for markedsovervågning og kontrol af produkter, der indføres på EU-markedet, bør finde anvendelse på emballage, for hvilken der er fastsat bæredygtighedskrav i henhold til nærværende forordning. Markedsovervågningsmekanismerne i forordning (EU) 2019/1020 fastsætter krav til markedsovervågning vedrørende markedsføring af produkter og fastlægger beskyttelsesmekanismer til kontrol af overholdelsen af nærværende forordning for så vidt angår emballage, der bringes i omsætning.

(169)

Emballage bør kun bringes i omsætning, hvis den ikke udgør en kendt risiko for miljøet og menneskers sundhed. Med henblik på en fokuseret markedsovervågningsindsats bør emballage, som udgør en risiko, i denne forordning defineres som emballage, der ved ikke at opfylde et bæredygtighedskrav, eller fordi en ansvarlig erhvervsdrivende ikke opfylder et bæredygtighedskrav, kan skade miljøet eller andre samfundsinteresser, der er beskyttet af de pågældende krav.

(170)

Der bør være en procedure, hvorved berørte parter underrettes om påtænkte foranstaltninger vedrørende emballage, der udgør en risiko. Den bør også gøre det muligt for markedsovervågningsmyndighederne i medlemsstaterne i samarbejde med de relevante erhvervsdrivende at skride til handling på et tidligt tidspunkt med hensyn til sådan emballage. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at afgøre, om nationale foranstaltninger vedrørende produkter, der ikke opfylder kravene, er berettigede. Kommissionen bør vedtage gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks, når det er bydende nødvendigt i behørigt begrundede særligt hastende tilfælde vedrørende beskyttelse af miljøet eller menneskers sundhed

(171)

Markedsovervågningsmyndighederne bør have ret til at kræve, at erhvervsdrivende iværksætter korrigerende tiltag, hvis det konstateres, enten at emballage ikke opfylder bæredygtigheds- og mærkningskravene, eller at erhvervsdrivende har overtrådt andre regler om at bringe emballage i omsætning eller gøre den tilgængelig på markedet. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af kravet om, at erhvervsdrivende skal iværksætte korrigerende tiltag, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at træffe afgørelse om, hvorvidt en national foranstaltning er berettiget.

(172)

I tilfælde af bekymringer vedrørende menneskers sundhed bør markedsovervågningsmyndigheden ikke evaluere en risiko for menneskers eller dyrs sundhed, der hidrører fra materiale til emballage, hvis det overføres til materialet til emballages emballerede indhold, men bør advare de myndigheder, der har kompetence til at foretage kontrol af denne risiko og er udpeget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 (46), (EU) 2017/745, (EU) 2017/746 eller (EU) 2019/6 eller direktiv 2001/83/EF.

(173)

Offentlige udbud tegner sig for 14 % af Unionens BNP. For at bidrage til målene om opnåelse af klimaneutralitet, forbedring af energi- og ressourceeffektiviteten og omstilling til en cirkulær økonomi, der beskytter folkesundheden og biodiversiteten, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på, hvor det er relevant, at kræve, at ordregivende myndigheder og enheder som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (47) og 2014/25/EU (48) tilpasser deres offentlige udbud til specifikke obligatoriske minimumskrav til grønne offentlige udbud, som skal fastsættes i de gennemførelsesretsakter, der vedtages i henhold til denne forordning. Sammenlignet med en frivillig tilgang bør obligatoriske krav maksimere den indvirkning, som offentlige midler har med hensyn til at øge efterspørgslen efter emballage med bedre resultater. Kravene bør være gennemsigtige, objektive og ikkediskriminerende. Medlemsstaterne bør kunne henvise til tekniske specifikationer, udvælgelseskriterier eller betingelser vedrørende kontraktgennemførelse i deres krav til offentlige udbud, og det bør ikke være nødvendigt, at disse krav er kumulative. Ordregivende myndigheder og enheder bør under overholdelse af de almindelige bestemmelser i TEUF, og idet de handler i overensstemmelse med denne forordning, kunne vedtage bestemmelser, som er mere vidtgående end de minimumskrav til grønne offentlige udbud, der er fastsat i denne forordning.

(174)

For at beskytte det indre markeds funktion og skabe lige konkurrencevilkår er det nødvendigt at sikre, at emballage fra tredjelande, der indføres på EU-markedet, er i overensstemmelse med denne forordning, uanset om den importeres som selvstændig emballage eller i tilknytning til et emballeret produkt. Det er navnlig nødvendigt at sikre, at fabrikanter har gennemført passende overensstemmelsesvurderingsprocedurer for den pågældende emballage. Samarbejde på markedet mellem markedsovervågningsmyndigheder og erhvervsdrivende bør prioriteres. Selv om interventioner kan vedrøre enhver emballage, der indføres på EU-markedet, bør interventioner foretaget af myndigheder, som er udpeget i henhold til artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1020, derfor primært fokusere på emballage, der er omfattet af forbudsforanstaltninger truffet af markedsovervågningsmyndigheder. Hvis markedsovervågningsmyndighederne træffer sådanne forbudsforanstaltninger, og foranstaltningerne ikke er begrænset til det nationale område, bør de meddele de myndigheder, der er udpeget til at kontrollere emballage, som indføres på EU-markedet, de oplysninger, der er nødvendige for at identificere sådan emballage, som ikke opfylder kravene, ved grænserne, herunder oplysninger om de emballerede produkter og de erhvervsdrivende, for at muliggøre en risikobaseret tilgang for produkter, der indføres på EU-markedet. I sådanne tilfælde vil toldmyndighederne sigte mod at identificere og standse denne emballage ved grænserne.

(175)

For at optimere og lette kontrolprocessen ved Unionens ydre grænser er det nødvendigt at muliggøre automatiseret dataoverførsel mellem informations- og kommunikationssystemet for markedsovervågning (ICSMS) og toldsystemer. Der bør skelnes mellem to forskellige dataoverførsler i betragtning af deres respektive formål. For det første bør forbudsforanstaltninger truffet af markedsovervågningsmyndigheder efter identifikation af emballage, der ikke opfylder kravene, meddeles toldmyndighederne fra ICSMS til brug for myndigheder, der er udpeget til at foretage kontrol ved de ydre grænser, med henblik på at identificere emballage, som bør være omfattet af en sådan forbudsforanstaltning. Det elektroniske toldrisikoforvaltningssystem, der er fastsat i artikel 36 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (49), bør anvendes til disse første dataoverførsler, uden at dette berører en eventuel fremtidig udvikling af toldrisikoforvaltningsmiljøet. For det andet vil sagsstyring, når toldmyndighederne identificerer emballage, der ikke opfylder kravene, blandt andet være nødvendig for at overføre meddelelsen om suspenderingen, markedsovervågningsmyndighedernes konklusion og resultatet af de tiltag, som toldmyndighederne har iværksat. EU's kvikskrankemiljø på toldområdet støtter disse andre dataoverførsler mellem ICSMS og nationale toldsystemer.

(176)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af forbindelsen til kommunikation mellem markedsovervågningsmyndighederne og toldmyndighederne bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på at angive procedureregler og nærmere enkeltheder i gennemførelsesordningerne, herunder funktionaliteter, dataelementer og databehandling, samt reglerne for behandling af personoplysninger, fortrolighed og dataansvar for denne forbindelse.

(177)

Når Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, er det navnlig vigtigt, at den gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (50). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter. Ved udarbejdelsen af disse delegerede retsakter bør Kommissionen tage hensyn til videnskabelige eller andre tilgængelige tekniske oplysninger, herunder relevante internationale standarder.

(178)

De gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ved denne forordning bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (51).

(179)

For at sikre, at produktkravene i direktiv (EU) 2019/904 kan overvåges og håndhæves, og at de er underlagt passende markedsovervågning, bør forordning (EU) 2019/1020 ændres for at medtage direktiv (EU) 2019/904 i sit anvendelsesområde. Bestemmelserne om krav vedrørende indhold af genanvendt plast i plastflasker til drikkevarer pr. 1. januar 2030 og de hertil svarende indberetningsforpligtelser bør udgå af direktiv (EU) 2019/904, da dette spørgsmål udelukkende reguleres ved nærværende forordning.

(180)

Ved denne forordning fastsættes almindelige bestemmelser, der gælder for al emballage. Visse engangsplastprodukter omfattet af direktiv (EU) 2019/904, f.eks. plastbæreposer, drikkebægre og fødevare- og drikkevarebeholdere, herunder flasker, betragtes imidlertid som emballage. Direktiv (EU) 2019/904 er lex specialis i forhold til denne forordning. I tilfælde af konflikt mellem direktiv (EU) 2019/904 og denne forordning bør direktiv (EU) 2019/904 have forrang inden for sit anvendelsesområde. Direktiv (EU) 2019/904 pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger til reduktion af forbruget af visse engangsplastprodukter, herunder markedsføringsrestriktioner. Sådanne markedsføringsrestriktioner bør finde anvendelse og have forrang frem for eventuelle modstridende bestemmelser i denne forordning. Denne forordning fastsætter en begrænsning for omsætning af plastprodukter, der er opført på listen i bilag V, punkt 3, hertil, mens direktiv (EU) 2019/904 gør det muligt for medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå reduktion af forbruget af disse engangsplastprodukter. Da nationale gennemførelsesforanstaltninger i henhold til direktiv (EU) 2019/904 kan være mindre restriktive end et forbud mod at bringe i omsætning, bør denne forordning have forrang for direktiv (EU) 2019/904 for så vidt angår sådanne produkter, der er omfattet af definitionen af emballage, for øge reduktionen af engangsplastemballage og reducere mængden af engangsplastemballage i miljøet. Som følge heraf bør det ikke være muligt for medlemsstaterne at vedtage en fritagelse fra forbuddet i direktiv (EU) 2019/904 mod at bringe emballage fremstillet af ekspanderet polystyren i omsætning. For at afspejle dette bør direktiv (EU) 2019/904 ændres i overensstemmelse hermed.

(181)

Da denne forordning ikke regulerer genanvendt indhold i nogen plastdel af emballage før den 1. januar 2030, bør bestemmelserne om kravene vedrørende genanvendt indhold til plastdrikkeflasker i direktiv (EU) 2019/904 fortsat være gældende indtil denne dato.

(182)

For at øge offentlighedens tillid til emballage, der bringes i omsætning, navnlig med hensyn til opfyldelse af bæredygtighedskrav, bør erhvervsdrivende, som bringer emballage, der ikke opfylder kravene, i omsætning, eller som ikke opfylder deres forpligtelser, pålægges sanktioner. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne i national ret fastsætter sanktioner for manglende overholdelse af denne forordning, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

(183)

I henhold til artikel 19, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal medlemsstaterne tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten, herunder medlemsstaternes domstole. Medlemsstaterne bør i denne forbindelse sikre, at berørte personer såsom fysiske eller juridiske personer, der har klaget over eller indberettet en emballages, uanset om det er som selvstændig emballage eller i tilknytning til et emballeret produkt, eller et emballeret produkts påståede manglende overholdelse af denne forordning, har adgang til klage og domstolsprøvelse i overensstemmelse med de forpligtelser, som medlemsstaterne har aftalt som parter i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (52), udfærdiget i Århus den 25. juni 1998 (»Århuskonventionen«).

(184)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning. I henhold til punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-merværdi og bør danne grundlag for konsekvensanalyser af mulige yderligere foranstaltninger. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om gennemførelsen af denne forordning og dens indvirkning på den miljømæssige bæredygtighed af emballage og det indre markeds funktion.

(185)

Det er nødvendigt at give erhvervsdrivende tilstrækkelig tid til at tilpasse deres drift for at opfylde deres forpligtelser og opfylde kravene i denne forordning. Det er ligeledes nødvendigt at give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at træffe administrative foranstaltninger vedrørende de kompetente myndigheders tilrettelæggelse af godkendelsesprocedurer, samtidig med at kontinuiteten for erhvervsdrivende bevares, og at etablere den administrative infrastruktur, der er nødvendig for anvendelsen af denne forordning. Anvendelsen af denne forordning bør derfor udskydes til en dato, hvor disse forberedelser med rimelighed kan være afsluttet. Der bør lægges særlig vægt på at lette mikrovirksomheders og små og mellemstore virksomheders (SMV'er) opfyldelse af deres forpligtelser og krav i henhold til denne forordning, herunder gennem vejledning fra Kommissionen for at lette erhvervsdrivendes opfyldelse med fokus på SMV'er.

(186)

For at opfylde disse forpligtelser og etablere en ambitiøs, men harmoniseret ramme for emballage er det nødvendigt at vedtage en forordning, der fastsætter krav til emballage i hele dens livscyklus. Direktiv 94/62/EF bør derfor ophæves.

(187)

Direktiv 94/62/EF bør ophæves med virkning fra den dato, fra hvilken denne forordning finder anvendelse. Af hensyn til en gnidningsløs overgang og kontinuitet, indtil Kommissionen vedtager nye regler i henhold til denne forordning, og for at sikre kontinuitet i anvendelsen af ordningen for Unionens egne indtægter med hensyn til egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald bør visse forpligtelser i henhold til nævnte direktiv vedrørende mærkning, genanvendelsesmål og overførsel af data til Kommissionen dog fortsat gælde i en vis periode.

(188)

Målene for denne forordning, nemlig at forbedre den miljømæssige bæredygtighed for emballage og sikre fri bevægelighed for emballage på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —